Ellebörn. Stjålne menneskebörn
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1893
4. Ellebörn. Stjålne menneskebörn
40. Ude på Vænø i Nørskov havde börnene gået og gjent deres høveder ind om aftenen, og da kom der nogle ellebörn, usle bitte små skabninger, og gik ved dem og hjalp dem at gjenne høvderne ind. Der var et stort elletræ ude i deres have, der sagde de, at de var under. Min gammelmo'r var fra den gård, og hun fortalte os det.
Ane Katrine Jensdatter, Kloster Hedehus.
41. Min moder tjente ovre ved Grumstrup, og da kom der en dag om vinteren et nøgent barn ind og satte sig på skorstensskjødet. De havde store skorstene den gang, og da konen skulde hen og røre i gryden, så hun, at barnet var hult bagtil. Så snakkede hun til det og spurgte hende, hvem hun var, og hun vilde også røre ved hende. Men så sprang barnet ud af døren og over leddet for gården, og dernæst hen ad en sti ned mod skoven i de bare fødder. Folkene løb bag efter, men hun forsvandt for dem, og så dømte de, at det var et af ellefolkenes börn, der var der inde i skoven.
Ane Hansdatter (Lamme-Ane), Torrild.
42. Min mormoder fortalte, at førend udskiftningen da var al den strækning, som nu kaldes Skårup øre efter den gamle del deraf, eller rettere med det nye navn Åbyskov, bevokset med skov og træer, som tilhørte den gamle nu hartad tilintetgjorte herregård Vejstrupgård. Her fik bønderne udvisning, og ved at hente dette fandt en bonde en gang en dreng på 2, 3 år, som han bragte hjem med sig. Drengen voksede vel, men fik et usædvanlig stort hoved og vilde aldrig snakke. En anden gang var bonden atter i skoven, og der så han en kvinde, hvis bryster hængte langt ned, der løb og skreg på ét navn bestandig. Da bonden kom hjem, fortalte han om denne kvinde, og da udbrød drengen: «De va min moa!» Han blev derpå ført ud, hvor de havde fundet ham, og de så ham aldrig mere. Det havde altså været en ellekvindes søn.
N. J.
43. Du har vel nok hørt sige af én, de kaldte Gal-Kragen i Påby; han var sådan ligesom lidt sær. Han så en middagsstund en ellekjælling, der sad på en korsvej med et barn på skjødet, men det var ikke hendes eget; det var ét, hun havde stjålet, og Kragen kjendte barnet og vidste, hvis det var, og han tog det fra hende igjen og bar det hjem.
Karen Marie Rasmussen.
