Elvgrimerne
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
fordanskede af Mag. Grímur Thomsen
Udgivet af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug
Kjöbenhavn 1846
Elvgrimerne
Harald haardraade havde to sönner, Olaf den Kyrre og Magnus. Hin havde en sön, ved navn Magnus, som senere kaldtes barfod; Magnus Haraldsson havde en sön ved navn Hakon. De to frænder stredes om kongedömmet, og hver havde sit parti. Til Hakons parti hörte Elvgrimerne, det vil sige indbyggerne af det saakaldte Elvsyssel, en egn, som laa öster ved Götelven, i Vigen, i det gamle Norge, og svarer til nuværende provsti Elfsyssel i Bahuslän i Sverrig.
Der var en mand, som hed Svenki Stenarsson; han boede öster i Vigen, ved Götelven, og var en formaaende mand. Han havde opfostret Harald haardraades sönnesön, kong Hakon Magnusson, förend Stegar-Thorir tog imod ham. Svenki havde endnu ei erkjendt Magnus barfod som sin konge. Kong Magnus lod Sigurdur uldstræng kalde til sig, og sagde at han vilde sende ham til Svenki, at han böd denne at römme af landet og forlade kongens ejendomme, efterdi han endnu ikke var gaaet kongen tilhaande, eller havde vist ham tilbörlig hæder. Han tilföjede at der vare tvende lendermænd öster i Vigen, Svend bryggefod, Dagur Elifsson og Kolbjörn Klakka, der skulde understötte hans ærinde efter lov og ret. Da sagde Sigurdur: »ikke vidste jeg, at der var den mand i Norge, mod hvem der behövedes tre lendermænd, foruden mig.« Kongen svarede: »Du har ei nödigt at bruge deres hjælp, med mindre du trænger dertil.« Nu gjör Sigurdur sig reisefærdig, seilede enskibs öster til Vigen, og stævner lendermændene sammen. Siden blev der berammet et ting i Vigen, hvortil de bleve tilsagte, som boede östen for Elven, samt alle andre Elvsysselboer; der kom sammen en talrig mængde. Men der tinget var sat, maatte man vente en stund efter Svenki. Derpaa saa man en skare mænd nærme sig, saa vel bevæbnede, saa de vare at se paa som en isbræ; det var Svenki og hans flok, som nu kom til tings; de satte sig alle ned i en kreds; de vare alle jernklædte, med blanke vaaben og 500 i tallet. Nu staar Sigurdur Uldstræng op, og talede saa: »guds og sin hilsen sender min herre kong Magnus guds og sine venner, alle lendermænd, og andre sine undermænd i riget, mægtige bönder, samt den hele almue, med fagre ord og venskabstilbud; sit venskab og velvilje tilbyder han alle dem, som ville böje sig for ham. Nu vil kongen vise sig i al mildhed og god fred mod dem af sine mænd, som ham ville tjene, vil han være deres og hele rigets naadige herre. Han tilbyder sig til overhoved og brystværn for alle Nordmænd, og det er godt for eder, at tage vel imod kongens tale og slige tilbud.« Da staar en mand op i Elvgrimernes flok, höi af væxt og meget svær, i en laaden kappe; han havde et slagsværd over skulderen og en staalhat paa hovedet. Han saa vred ud, og sagde: »ingen rulle behöves, sagde ræven, der den trak en harpe paa isen.« Han talede ei flere ord, og satte sig ned igjen. Noget efter reiste Sigurdur uldstræng sig, og tog saalunde til orde: »ringe og til maade venskabelig skjel og svar paa kongens ærinde have vi af Elvgrimerne; men enhver viser i sligt, hvor meget han agter sig selv, og maa jeg vel frembære kongens ærinde tydeligere.« Derpaa krævede han landskyld og ledingsstyr samt andre kongens rettigheder af de rige bönder; han bad dem ihukomme, hvorledes de, hver for sin part, havde handlet, bad dem se paa sin egen hæder og gjöre kongen ret og skjel, om det tilforn derpaa havde skortet. Derpaa satte han sig. Da reiser den samme mand, som för, sig op i Elvgrimernes flok, löftede lidt paa hatten og svarer: »hun ser ud til sne, sagde Finnerne, de havde skier tilfals.« Derpaa sætter han sig ned. Noget derefter reiste Sigurdur sig; han havde iforvejen raadslaaet med lendermændene; han sagde, at han behövede nu ikke at lægge skjul paa kongens tydelige ærinde; han var nu stödt, og lod folk vide, at det ikke passede sig for dem, at svare haanligen paa kongens bud, thi saadant var ikke sömmeligt. Han var ifört en röd skarlagens kjortel, og havde en blaa overkjole over sig. Han kastede overkjolen og sagde endvidere: »nu er det kommet saa vidt, at enhver maa se sig selv for, og stunde ei efter at drive spot med andre; derved viser enhver, hvad mand han er. Det er nu let at se, hvor meget man agter os; dog dette kan taales, men det andet er værre, at man svarer saa smædelig paa kongens ærinde; derved viser enhver, hvor höit han agter sig selv. Der er en mand som hedder Svenki og er Stenarsson, han bor öster ved elven, af ham vil kongen have ret landskyld og hvad ham forresten tilkommer, eller og jage ham fra gods og gaard; her nytter det ei, at bruge udflugter eller svare med stiklende ord; der findes vel dem, der ere hans lige i magt, endskjönt han uværdigen optager vor tale, og er det bedre nu end siden, at vende om paa ret vei med hæder, end at oppebie skam og skjændsel for sin trods.« Derpaa satte han sig. Da reiste Svenki sig, og kastede hatten helt tilbage; gav han Sigurdur mange smædeord og sagde: »pyt, pyt! skam faa hundene, at rævene har skidt i bondens brönd! hörer et under! usle mand med kjortel uden ærmer og skjorte uden bagstykke, vil du jage mig fra gods og gaard? För bleve to mænd sendte hid i samme ærinde, begge beslægtede med dig, Sigurdur uldbælg! den ene hed Gille bagsplitte, den anden havde et værre navn. De vare een nat i hvert hus, og stjal hvor de kom. Vil du jage mig fra gods og gaard? Jeg husker den tid, da du ikke var fuldt saa kry, den gang kong Hakon min fostersön endnu var ilive; for ham var du saa ræd, naar han mödte dig paa sin vei, som en mus i en fælde; da gjemte du dig under klæderne, som en hund paa et skib; du blev puttet i en læderbælg, som korn i en sæk, og du blev jaget fra hus og gaard, som en nylig skaaren fole fra et stutteri; du havde ikke mere pusterum end en odder i en ruse; vil du jage mig fra gods og gaard, du! Anse det heller for al ære værd, hvis du har held til, at slippe herfra med livet; lader os staa op og angribe dem«. Da sprang alle hans mænd op, og gjorde megen vaabengny. Svend bryggefod og de övrige lendermænd saa da, at herved var ikke andet at gjöre end at sætte Sigurdur op paa en hest. Han red derpaa bort til skovs, men Svenki vendte tilbage til sine gaarde.