Erik Lam
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danmarks krønike
oversat af
Fr. Winkel Horn
Nu var Danmarks Trone altsaa ledig, og der var ingen, som i Tillid til sin Herkomst eller sin Tapperhed dristede sig til at begjære eller bemægtige sig den. Svend Erikssøn, Knud Magnussøn og Valdemar Knudssøn var nemlig endnu ikke gamle nok til at staa for Styret. Kristjern erklærede imidlertid, at Valdemar, hvis Fader han havde været med til at hævne, var værdigst til at bære Kronen, men hans Moder, som skjønnede, at denne Ære, som der var saa mange og store Farer forbundne med, og som knapt nok en voxen kunde bære, vilde blive saa ung en Dreng til Undergang, nægtede at overgive ham til Kristjern, da han forlangte, at hun skulde udlevere ham, og sagde, at Kongeværdigheden maatte betros til Folk, som var ældre end han. Omsider gav hun dog efter for hans indtrængende Begjæring, imod at han svor hende til, at han ikke vilde lade Drengen vælge til Konge. Kristjern førte ham nu frem for Folket paa Tinge og mindede om alt det gode, hans Fader havde gjort, hvorledes han havde bragt Lov og Ret paa fast Fod i Landet, kuet Fjenden uden for Riget, gjort Ende paa Tyveri og Røveri i sit Fædreland, gjort Danmark, som næsten var udtømt og paa Gravens Bred, til Herre over Slavenland, og fuldt ud havde erstattet hver især, hvad han havde mistet ved Vold; ved alle disse Bedrifter, sagde han, havde han vel fortjent, at Riget blev givet til hans Søn. Da denne imidlertid endnu ikke var gammel nok til at staa for Styret, og det ikke var Danskerne tjenligt at gaa i Leding med en Dreng i Spidsen, burde de se sig om efter en Mand, der kunde forestaa Riget som Formynder, til hans Myndling var kommen til Skjels Aar og Alder, og til det Hverv kunde man ikke kaare nogen bedre end Erik, Erik Ejegods Dattersøn, thi baade udmærkede han sig ved Tapperhed og Fromhed og stammede derhos gjennem sin Moder ned fra Kongehuset. Naar hans Myndling var bleven voxen, skulde han saa afstaa Riget til ham, sagde han. Saaledes kom Erik til kongelig Magt og Myndighed baade paa Grund af den Yndest, han stod i hos Folket, og formedelst den Ærefrygt, det nærede for Drengen. For Resten besad Erik, med Undtagelse af sin Tapperhed, slet ingen Naturens Gaver, det skortede ham baade paa Kløgt og Veltalenhed. Men sit Liv plejede han at tage saa lidet Hensyn til, at hans Folk maatte passe omhyggelig paa ham, naar han skulde holde Slag, for at han ikke ganske ene skulde styrte løs paa Fjenden.
Da Eskild fik Nys om, at Kongen var bleven dræbt i Jylland, begav han sig over Hals og Hoved til Skaane opsat paa nu at blive Ærkebiskop. Erik vilde imidlertid i Henhold til sin Forgængers Forsæt, som denne ikke havde faaet fuldbyrdet, have Rik indsat i Lund og overdrage ham Ærkebispeværdigheden, men Skaaningerne vilde hellere udsætte sig for det værste end finde sig i, at den gik over til en anden Slægt, og besluttede at føre Krig med Kongen. Da han fik det at vide, opgav han strax sit Forsæt for ikke ved sit Venskab for en enkelt at paadrage sig manges Fjendskab; han gav Eskild Lov til at ombytte sit Bispesæde med Ærkesædet i Lund og gjorde med Klerkernes Samtykke Rik til Sjællands Biskop.
Imidlertid kom Haralds Søn Olaf tilbage fra Norge og krævede som sin Arvelod sit Fædrenegods, som hans Farbroder under Borgerkrigen havde inddraget. Erik henviste i Anledning af dette Krav til den gamle Lov, at den, der forbryder sig imod Riget, til Straf skal have sit Gods forbrudt. Hans Fader havde nemlig fejdet paa Danmark med fremmede Krigsfolk og var derfor hjemfalden til den Straf, som Loven fastsatte. Olaf greb med stor Iver den Lejlighed, der herved tilbød sig, til at rejse Oprør, ret som om Kongen havde givet ham skjellig Grund til at paaføre ham Krig, tiltog sig som Følge af den Tort, han havde lidt ved saaledes at faa Afslag, Ret til at begynde Borgerkrig og nøjedes nu ikke længer med at kræve sin Fædrenearv, men gjorde Krav paa hele Riget. Han lagde imidlertid foreløbig Skjul paa sit Had og besluttede lumskelig at overrumple Kongen og søgte til den Ende at komme over ham ved Nattetid, en Gang han opholdt sig i Arnedal Kro ved Lund. Skildvagterne, som havde anet Uraad og derfor holdt skarpt Udkig, opdagede ham imidlertid, vendte strax deres Heste og kaldte allerede langt fra Gaarden Hirdmændene, der laa i deres sødeste Søvn, til Vaaben og beredte sig til at værge Dørene for at tage imod den første Dyst, og da deres Stalbrødre kom dem til Undsætning, afslog de det fjendtlige Angreb. Olaf begav sig nu skyndsomst til Sverige, som om han havde opgivet sit Forsæt, men da Erik kort efter drog bort fra Skaane, vendte han tilbage, stævnede Ting i Arnedal, hvor han mødte frem og ved at lokke for Almuen med Løfter om større Frihed fik den til at kaare ham til Konge. Dette harmede Eskild, og han førte Lundeboerne til Slag med ham, men hans Iver var større end hans Held. Han tabte Slaget, og da han var flygtet ind i Byen, blev han strax efter belejret der og maatte til sidst dreven af den haarde Nød give Gisler og sværge ham Troskab for at bjærge Livet. Siden, da Olaf var draget bort, saa' han imidlertid sit Snit til at flygte og viste ved denne sin store Dristighed, at han satte sin Kjærlighed til Erik over Hensynet til Gislerne saa vel som over sin Ed, og at han ikke ansaa det for Synd at bryde en aftvungen Ed for et frivilligt Venskabs Skyld. Kongen lønnede ham, da han kom til ham paa Sjælland, for hans Hengivenhed og Bestandighed ved at skjænke ham rigt Jordegods og adskillige Landsbyer. Da Skaaningerne imidlertid ivrig støttede Olaf, drog Kongen selv, som jo ved Ærkebispens Flugt saa at sige var bleven slagen uden selv at have været til Stede, med en talrig Flaade over til det Sted af den skaanske Kyst, som i Folkemunde kaldes Landøre, for at bringe sin Lykke paa Fode igjen. Han havde dette Sted mistænkt for, at der var Ulykke ved det, idet han fæstede Lid til en gammel Overtro om, at naar en Konge gik i Land der, vilde han ikke leve Aaret til Ende. Men medens han frygtede for at dø, i Fald han betraadte dette Sted, gik han glip af Sejren ved at holde sig borte derfra, thi idet han lod være at gaa i Land der, som om han udsatte sig for en dødelig Ulykke derved, og var angst for, at der skulde times ham Overlast, ikke ved Sværd, men ved at han satte sin Fod paa Landets Grund, lod han sine Krigsfolk stille sig i Slagorden og gav Eskild Anførselen over dem. Denne forstod sig imidlertid bedre paa at staa i Spidsen for et Bispedømme end for en Hær, saa det gik ham lige saa ilde som forrige Gang, og det blev et bedrøveligt Syn, Kongen fik at se. Af den Ulykke kunde Erik lære, at en Høvding mere bør stole paa sine egne Kræfter end agte paa Kællingesnak. Sært var det, at han ved den Lejlighed kunde lade sig hilde af saadan Overtro og være lettroende nok til saaledes at lade sig forblinde, da han ellers plejede at være saa tapper, at han ansaa det for nødvendigt at lade sig holde af sine Krigere, for at han ikke letsindig skulde styrte løs paa Fjenden, men denne Gang holdt han sig ligesom af Frygt borte fra Slaget og saa' i Frastand til, hvorledes hans Hær blev slagen, fordi han ikke var med. Af denne Sejr blev Olaf saa overmodig, som om han allerede havde gjort det helt af med Erik, at han uden Hensyn til Kirken bemægtigede sig ikke blot Kongens, men ogsaa Ærkesædets Gods, og ihukommende, at det nu var anden Gang, Eskild havde trodset ham, gjorde han for at tilføje Eskild Tort en Mand, der ogsaa hed Eskild, til Ærkebiskop i hans Sted. Derpaa lod han, som om han i det sidste Slag fuldstændig havde knust sin Medbejler og berøvet ham al Magt, sine Vaaben ligge i Lund og færdedes uden Frygt rundt omkring fuldstændig ubevæbnet. Da Kongen fik det at vide, samlede han alle Vegne fra alle de Smaaskibe, han kunde faa fat paa, og satte ved Nattetid sin Hær over fra Sjælland til Skaane, idet hans Venner i Skaane for at vise Vej lyste op ved at slaa Ild af Flintesten. Fire af Olafs tapreste Krigere, som blev fangne i Huset, lod han drukne. Den falske Ærkebisp blev af den virkelige berøvet Tegnene paa sin Værdighed, og derpaa lod Kongen ham hænge. Fjendernes Vaaben bemægtigede Krigsfolkene sig som et kjærkomment Bytte, og med dem overvandt de omsider Olaf i et Slag ved Landsbyen Glumstorp. Han flyede til Gøtland, men nogle Dage efter vendte han tilbage gjennem Bleking, blev atter dreven paa Flugt af Erik, men da han var kommen ind i Snævringerne imellem Klipperne, nedhuggede han, stolende paa det Værn, de gav ham, dem, der var nærmest i Hælene paa ham. Han faldt ogsaa Fjenden i Ryggen med en Del af sin Hær og gjorde det med denne Styrke næsten helt af med Byfolkene fra Lund. Derefter tog han Flugten. Da hans Sager kun havde liden Fremgang i Skaane, førte han Krigen over paa Sjælland, opsat paa at faa Lykken til at vende sig ved at skifte Sted, men da han ved Buddingeaa var bleven slagen af Landsens Folk under Anførsel af Rik, flyede han over til Halland. Derfra vendte han atter tilbage til Sjælland, og da han fik at vide af Bønderne, at Bispen opholdt sig i Landsbyen Ramløse, blev han hemmelig der i Nabolaget om Natten. Om Morgenen under Ottesangen kom han paa det rene med, hvor Bispen havde sit Sovekammer, og bød nu sine Krigsfolk bryde Døren op. Bispens Tjenere, som ilede til for at forsvare den, blev myrdede paa Tærskelen. Da Bispen saa' sig stedt i den yderste Nød og Fare, satte han Gudstjenesten til Side for at bjærge Livet, dækkede sit Hoved med et Skjold og kæmpede drabelig for at hindre Fjenden i at trænge ind, og samtidig spærrede Klerkerne, han havde med og som havde hans Brevskaber og hans Ring i Forvaring, den næste Dør med Dyner og Puder. Da Olaf ikke kunde tage Huset med Vaabenmagt, stak han Ild paa det. Bispen, som ansaa det for hæderligere at falde for Sværd end at blive brændt inde, bad om Lejde, for at han kunde komme til at tale med Olaf, og da det var blevet tilstaaet ham, stak han i Tillid hertil Hovedet ud af Døren, men blev saa strax hugget ned. Efter saaledes at have hævnet sig ved at begaa et ugudeligt Mord skyndte Olaf sig ned til Strandbredden, og lige saa hemmelig han havde listet sig fra sine Skibe, lige saa hæsblæsende kom han ned til dem igjen og flyede bort paa dem, inden Kongen, som opholdt sig der i Nabolaget, havde faaet Bud om, hvad der var sket. Da Paven fik det at vide, lyste han paa det strængeste Olaf i Band og gav alle Biskopper i hele Europa Magt og Myndighed til ligeledes at lyse ham i Band, ligesom han paalagde alle de jydske Bisper med tilbørlig Strænghed at fuldbyrde Straffen over ham for hans Ugudelighed og Helligbrøde, thi han holdt for, at den, der havde myrdet den udmærkede Mand, hvem det var overdraget at forvalte de hellige Sakramenter, var uværdig til at nyde dem. Saa snart Erik fik at vide, at Olaf var flygtet til Halland, skyndte han sig strax efter ham, men da Olaf ved Arestad spurgte, at han var lige ved at indhente ham, flygtede han over en Bro der i Nabolaget, brød den af, da han var kommen over den, og slog sig trygt ned paa den anden Side. Nogle faa af hans Krigsfolk, som ikke skyndte sig tilstrækkelig med at komme af Sted, hvad enten det nu var Tapperhed eller Forbløffelse, der var Skyld deri, blev indhentede af Forfølgerne og nedhuggede.
En af Eriks gamle Krigere ved Navn Ingemar mente nu, at det ikke var muligt at faa Bugt med Olaf ved at føre Krig med ham, men at det vilde være en let Sag at rydde ham af Vejen ved List, og hvad enten det nu var Haab om Belønning eller Begjærlighed efter at indlægge sig Ære, der lokkede ham, gik han til Olaf og udgav sig for at være Overløber; i den Egenskab sluttede han sig til hans Følge, og omsider satte han sig, stolende paa sin Hests Rapfodethed, for at gjennembore ham med sit Spyd, medens han færdedes for alles øjne. Han vilde ogsaa have naaet sin Hensigt, hvis Olaf ikke pludselig med Forsæt havde dukket sig og ladet sig falde af Hesten, hvorved han undgik Spydet, der blev slynget imod ham. Ingemar sporede nu sin Hest af al Magt, men var saa uforsigtig for at skyde Gjenvej paa sin Flugt at drive den ud i Hængedynd, og dér blev han siddende fast og dræbt, saa Lykken stod ikke hans Forsæt bi.
Nu fik Erik Lyst til at gifte sig og ægtede den bremiske Ærkebiskop Hartvigs Søster, som ganske vist var en højbaaren Kvinde, men mere udmærkede sig ved fornem Slægt end ved Kyskhed. Efter hendes Tilskyndelse bortskjænkede han det Jordegods, der fra gammel Tid af havde tilhørt Kongerne, særlig til dem, der havde staaet ham tappert bi imod Olaf, saa han skaanede ikke Kronens Liggendefæ, men brugte det til at belønne Folk for de Farer, de for hans Skyld havde udsat sig for, som om han kun havde faaet det for rundhaandet at give det bort til andre og bruge det alt sammen til Sold til sine Krigsfolk. Omsider fældede han i et Slag ved Thjutaa sin Medbejler tillige med største Delen af hans Hær. Men han lagde ikke den samme Tapperhed for Dagen i Krig uden for Riget, som han havde vist i de Krige, han førte inden for dets Enemærker. De Tog, han gjorde imod Venderne, vakte nemlig mere deres Latter, end de indjog dem Skræk, thi alt, hvad han tog sig for, var saa løst og sløvt, at man ikke skulde tro, at det var en Mand, der raadede for det. Han fulgte den ringeste Uslings Raad, naar det gjaldt om at opløse Hæren, og tit sendte han Flaaden hjem, fordi Trosknægtene raabte paa, at de vilde hjem. Som Følge af denne hans Fejghed blev Barbarerne saa overmodige, at de ikke blot foragtede ham, naar han færdedes uden for Riget, men endogsaa gjorde Indfald i Riget, naar han holdt sig hjemme. Da han en Gang sejlede fra Sjælland over til Fyn og saa' nogle Sørøvere sætte efter ham, fik han saa travlt med at komme i Land, at han lod hele Takkelagen blive tilbage som Bytte for Fjenderne og med Skam flyede fra sit Skib i Angst og Bæven.
Da der var gaaet nogle Aar, mærkede han paa Sjælland, at han havde faaet Feber, og han begav sig da over til Fyn, hvorfra han stammede, for at opgive Aanden dér, hvor han havde set Dagens Lys. Da han mistvivlede om, at han kunde komme sig af sin Sot, vilde han sørge for sin Sjæl, siden han ikke kunde gjøre noget for sit Legeme, og ombyttede Kongekaaben med en Munkekutte, thi man holder for, og det lærer ogsaa de, der er kyndige i den hellige Skrift, at der ikke gives nogen kraftigere Maade at sone sine Synder paa end at blive Munk. Derpaa sammenkaldte han sine Krigsfolk og frasagde sig højtidelig Tronen. Blandt andre var en Mand ved Navn Ejlif fra Landsbyen Vising til Stede hos den syge; han sagde, at nu maatte de alle sammen se til at faa en ny Konge valgt, eftersom de nu var løste fra den Tjeneste, de hidtil havde haft. De Ord røvede Kongen den Smule Liv, han endnu havde igjen, thi han kunde ikke udholde Tanken om at han skulde have en Eftermand, medens han endnu var i Live.
