Erik den Rødes saga
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ||||||
Erik den Rødes saga
Eiríks saga rauða (Þorfinns saga karlefnis)
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2014
1. Om Aud den Dybsindige og Vifil
Der var en hærkonge ved navn Olav, som blev kaldt Olav den Hvide. Han var søn af kong Ingjald, der var søn af Helge, søn af Olav, søn af Gudrød, søn af oplændingekongen Halvdan Hvidben. Olav hærgede på vikingetogt i Vesterlandene og vandt sig Dublin og Dublinherred i Irland, hvorover han blev konge. Han blev gift med Aud den Dybsindige, der var datter af Ketil Fladnæse, som var søn af Bjørn Buna — en navnkundig mand i Norge. Deres søn hed Torstein den Røde.
Olav faldt i kamp i Irland, og Aud og Torstein tog da til Suderøerne. Dér blev Torstein gift med Turid, der var datter af Eyvind Østmand og søster til Helge den Magre. De fik mange børn. Torstein blev hærkonge, og han slog sig sammen med jarl Sigurd den Mægtige, der var Øistein Skralds søn. De erobrede Katanæs og Suderland, Ross og Meræve og mere end det halve Skotland. Dette land blev Torstein konge over, indtil skotterne sveg ham, og han faldt i kamp dér. Aud var på Katanæs, da hun erfarede Torsteins død. Hun lod derpå i hemmelighed en knar bygge i skoven, og da hun var klar, styrede hun ud til Orknøerne. Dér bortgiftede hun Torstein den Rødes datter — Gro. Hun var mor til Grelad, som jarl Torfinn Skallekløver blev gift med.
Aud ville derefter opsøge Island. Hun havde 20 frie mænd med på skibet. Aud kom til Island, og hun opholdt sig den første vinter i Bjørnshavn hos sin bror — Bjørn. Siden tog Aud hele Dalelandet mellem Døgurdså og Skraumuløbså. Hun boede i Hvam. Hun havde sit bedested ved Korshøjene. Hun lod dér rejse kors, for hun var døbt og en god kristen. Mange gæve mænd fulgte med hende ud; folk, som var blevet hærtagne i vesterviking, og som blev kaldt ufrie. En af dem hed Vifil. Han var en ætstor mand, og han var blevet taget til fange vesten for havet, og han var ufri, indtil Aud frigav ham. Og da Aud uddelte bosteder til sit skibsmandskab, spurgte Vifil, hvorfor Aud ikke gav ham et bosted i lighed med de andre mænd. Aud mente ikke, at det ville gøre nogen forskel, og sagde, at han ville blive anset for gæv, som han var. Hun gav ham Vifilsdal, og han slog sig ned dér. Han havde en kone, der hed . . . . . . . . . Deres sønner var Torbjørn og Torgeir. De var evnerige mænd, og de voksede op hos deres far.
2. Da Erik den Røde fandt Grønland
Der var en mand, der hed Torvald. Han var søn af Åsvald, der var søn af Ulf, som var Okse-Tores søn. Hans søn hed Erik den Røde. Far og søn drog fra Jæren til Island på grund af en drabssag, og de tog land på Hornstrandene og slog sig ned ved Drangar. Dér døde Torvald. Erik blev gift med Tjodhild, der var datter af Jørund Ulfson og Torbjørg Knarrebringe, som da var gift med Torbjørn fra Haukadal. Erik drog derefter sydpå og ryddede land i Haukadal og bosatte sig på Eriksstad ved Vatnshorn.
Så blev Eriks trælle årsag til et skred ved Valtjofs gård på Valtjofsstad. Dennes slægtning — Eyjolf Lort — dræbte trællene ved Skeidsbrekka oventil Vatnshorn. Af den grund tog Erik livet af Eyjolf Lort. Han dræbte også Holmgangs-Ravn ved Leikskåler. Eyjolfs slægtninge — Gerstein og Odd på Jørve — rejste sagen efter ham. Så blev Erik forvist fra Haukadal. Han tog da Brokø og Øksnø og bosatte sig den første vinter ved Trader på Suderø. Han lånte da Torgest sine sædestolper. Derefter tog Erik til Øksnø og slog sig ned på Eriksstad. Han ville da have sædestolperne igen, men fik dem ikke. Erik hentede sædestolperne på Bredebolstad, men Torgest fulgte efter ham. De kæmpede kort fra gården ved Drangar. Dér faldt Torgests to sønner og nogle andre mænd. Efter det havde begge parter mange folk omkring sig. Erik fik støtte af Styr og Eyjolf fra Svinø, Torbjørn Vifilson og Torbrands sønner fra Svanefjorden, mens Torgest fik hjælp af Tord Brølers sønner og Torgeir fra Hitådal, Aslak fra Langedal og dennes søn — Illuge.
Erik og hans folk dømtes fredløse på Torsnæstinget. Han gjorde et skib klar i Eriksvig, og Eyjolf skjulte ham i Dimunsvig, mens Torgest og de andre ledte efter ham mellem øerne. Torbjørn og Eyjolf og Styr fulgte Erik ud mellem øerne. Erik sagde, at såfremt han formåede det, skulle han yde dem al den hjælp, de behøvede. Han fortalte dem, at han agtede at lede efter det land, som Gunnbjørn — Ulf Krages søn — så, da han drev vestpå i havet og fandt Gunnbjørnsskær. Han sagde, at han ville komme tilbage til sine venner, hvis han fandt landet.
Erik sejlede ud på havet fra Snefjeldsjøkelen. Han kom ind til land ved den jøkel, der hedder Blåsærk. Han drog derfra sydpå for at finde ud af, om landet dér var beboeligt. Han opholdt sig den første vinter på Eriksø nær midten af Østerbygden. Foråret efter drog han til Eriksfjord og fandt sig dér et bosted. Han drog den sommer ud i den vestre ubygd, og han tildelte stednavne vidt omkring. Han opholdt sig den næste vinter på Eriksholmene ved Kvarfsgnipa, men den tredje sommer drog han helt nordpå til Snefjeld og ind i Ravnsfjord. Han mente da at have nået bunden af Eriksfjorden. Så vendte han om og opholdt sig den tredje vinter på Eriksø ved mundingen af Eriksfjorden.
Sommeren efter drog han til Island og kom til Bredefjord. Han opholdt sig den vinter hos Ingolf på Holmlater. Om foråret kæmpede han mod Torgest, og Erik led nederlag. Derefter blev de forligte. Den sommer drog Erik ud for at bebo det land, han havde fundet, og som han kaldte Grønland, for han mente, at folk ville få større lyst til at komme dertil, når landet havde et godt navn.
[Are Torgilson fortæller, at 25 skibe den sommer tog til Grønland fra Bredefjord og Borgfjord, men kun 14 kom derud. Nogle blev drevet tilbage, mens andre gik tabt. Dette skete 15 år, inden kristendommen blev lovfæstet på Island. Erik tog siden Eriksfjord og boede på Brattalid.]
3. Torbjørn Vifilson drager til Grønland
Torgeir Vifilson blev gift med Arnora, der var datter af Einar fra Laugarbrekka, som var søn af Sigmund, søn af Ketil Tidsel, der havde taget Tidselfjorden. En anden datter af Einar hed Hallveig. Hende blev Torbjørn Vifilson gift med, og han fik dermed land på Hellesvoldene ved Laugarbrekka. Torbjørn flyttede derhen for at bo og blev en meget anset mand. Han var en god bonde med en prægtig husholdning. Torbjørns datter hed Gudrid. Hun var en smuk kvinde og yderst gæv i hele sin adfærd. Orm hed en mand, der boede på Ørnepynten. Han havde en kone, der hed Halldis. Orm var en god bonde og en nær ven af Torbjørn, og Gudrid blev gennem længere tid opfostret hos ham.
Der var en mand, der hed Torgeir. Han boede ved Torgeirsfjeld. Han var velhavende, men var tidligere blevet løst fra trældom. Han havde en søn, der hed Einar. Denne var en flot og duelig mand. Han holdt også meget af pragt. Einar drev sejlads mellem landene, og det gik godt for ham. Han havde på skift vinterophold på Island og i Norge. Nu skal der fortælles om et efterår, da Einar var på Island. Han drog med sine varer ud langs Snefjeldsstrand for at sælge dem. Han kommer til Ørnepynten. Orm indbyder ham til at være dér, og det tager Einar imod, fordi buddet blev givet i venskabelighed. Hans varer blev båret ind i et udhus. Einar pakkede sine varer ud og viste dem til Orm og bad ham vælge deraf, som han ville. Orm tog imod dette, og han erklærede, at Einar var en god købmand, der havde lykken med sig. Mens de stod med varerne, gik en kvinde forbi døren til udhuset. Einar spurgte Orm, hvem den smukke kvinde, der gik forbi døren, var, »— hende har jeg ikke set her før.« Orm svarede: »Det er Gudrid — min fosterdatter. Hun er datter af Torbjørn på Laugarbrekka.« Einar sagde: »Hun må være et godt giftermål. Men er der nogen, der har friet til hende?« Orm svarer: »Vist er der blevet friet, men det er ikke helt ligetil. Det siges, at både hun og hendes far er fordringsfulde.« »Godt så,« sagde Einar, »— men her er den kvinde, som jeg agter at fri til, og jeg ønsker, at du forelægger sagen for Torbjørn — hendes far — og gør dig meget umage for, at dette skal få fremgang. Til gengæld skal du få mit fulde venskab, hvis jeg opnår, hvad jeg vil. Torbjørn Bonde må kunne se, at dette er en vel passende forbindelse mellem os, for han er en stor hædersmand og har en god ejendom, men jeg har hørt, at hans rede værdier skulle være svundet noget ind, mens jeg og min far hverken mangler land eller løsøre, så Torbjørn bliver på den måde meget styrket, hvis dette gennemføres.« Orm siger: »Vel anser jeg mig for at være din ven, men jeg er dog ikke meget for, at vi rejser denne sag, for Torbjørn er en stolt og ærekær mand.« Einar sagde, at han afgjort ønskede, at friermåler blev forelagt. Orm sagde, at Einar skulle bestemme. Einar drager tilbage sydpå, indtil han kommer hjem.
Noget efter holdt Torbjørn gilde om efteråret, som han plejede, for han var meget gavmild. Orm fra Ørnepynten og mange andre af Torbjørns venner var til stede. Orm kom i samtale med Torbjørn og sagde, at han for kort tid siden havde haft besøg af Einar fra Torgeirsfjeld, som var en lovende mand. Orm fremlægger nu friermålet på Einars vegne og siger, at det i visse henseender kan være godt: »Han kan — bonde! — blive dig til stor hjælp med sin formue.« Torbjørn svarer: »Jeg havde ikke ventet sådanne ord fra dig — at jeg skulle gifte min datter med en trællesøn. Og I finder nu, at min formue er svindende, siden I kommer med sådan et forslag. Hun skal ikke være hos dig længere, når du synes, hun er så ringe et giftermål værd.« Siden tog Orm og alle de andre indbudte gæster hjem. Gudrid blev tilbage hos sin far og opholdt sig hjemme den vinter.
Om foråret indbød Torbjørn sine venner, og der kom mange folk, og det var det bedste gilde. Under gildet bad Torbjørn om ørenlyd og sagde: »Nu har jeg boet her længe, og jeg har følt folks godvilje og venlighed imod mig. Jeg mener, at vi er kommet godt ud af det med hinanden. Men nu begynder det at blive småt med mine midler, hvor jeg hidtil har været ganske velstående. Nu vil jeg hellere forlade min gård end at miste min værdighed. Jeg agter at forlade landet, inden min slægt vanæres, og jeg vil gøre brug af de løfter, som min ven — Erik den Røde — gav, da vi skiltes i Bredefjorden. Jeg agter at drage til Grønland til sommer, hvis det går, som jeg ønsker.« Folk fandt, at dette var en betydelig beslutning, for Torbjørn var en afholdt mand, men man syntes at vide, at Torbjørn ville gennemføre, hvad han havde sat sig for, og at det ikke ville nytte noget at fraråde ham det. Torbjørn gav folk gaver, og gæstebuddet var slut. Alle tog derpå hjem.
Torbjørn sælger sine jorder og køber sig et skib, der stod på land ved Hraunhafnaråens munding. 30 mand gjorde sig klar til at drage med ham. Orm fra Ørnepynten og hans kone og andre venner af Torbjørn, der ikke ville skilles fra ham, var med på færden. De sejlede ud, men da de kom ud på havet, aftog den gunstige vind. De fór vild på havet, og det gik svært for dem sommeren igennem. Så udbrød der sygdom mellem dem, og Orm og Halldis — hans kone — og halvdelen af besætningen døde. Søen tog til, og de måtte på mange måder udstå slid og elendighed, men de nåede dog til Herjolfsnæs i Grønland ved vinterens begyndelse. Manden, der boede på Herjolfsnæs, hed Torkel. Han var den bedste bonde. Han husede Torbjørn og alle dennes rejseledsagere vinteren over. Torkel sørgede godt for dem.
4. Om spåkonen Torbjørg
På denne tid var der stort uår i Grønland. Folk, der var draget på jagt, fik kun en lille fangst, og nogle var ikke kommet tilbage. Der var en kvinde, der hed Torbjørg, dér i bygden. Hun var spåkone og blev kaldt Lillevølve. Hun havde haft ni søstre, som alle var spåkoner, men hun var den eneste, der endnu levede. Torbjørg plejede om vinteren at drage omkring på besøg, og hun blev særligt indbudt til folk, der havde lyst til at kende deres skæbne, og hvad året ville bringe. Og da Torkel var den største bonde dér, syntes det at påhvile ham, at finde ud af, hvornår dette uår ville bedre sig. Torkel byder spåkonen hjem, og hun bliver godt modtaget dér, som man havde for vane, når man fik besøg af den slags kvinder. Der blev indrettet et højsæde til hende og lagt puder på det — disse skulle være med hønsefjer. Og da hun kom om aftenen sammen med den mand, der var sendt hende i møde, var hun således klædt, at hun over sig havde en blå snørrekappe, der var besat med sten helt ned til skøderne. Hun bar glasperler om halsen og på hovedet en sort lammeskindshue, der var foret med hvidt katteskind. I hånden havde hun en stav, hvorpå der var en knap. Staven var pyntet med messing og besat med sten omkring knappen. Om sig havde hun et bælte af fyrsvamp med en stor skindpung, og deri opbevarede hun de tryllemidler, hun havde brug for til sine spådomme. På fødderne havde hun lodne kalveskindssko med lange remme, der havde store tinknapper for enderne. Hun havde katteskindshandsker på hænderne, og de var hvide og lodne indvendig. Da hun kom ind, fandt alle sig forpligtede til at hilse sømmeligt på hende. Hun tog imod det, efter som folkene behagede hende. Torkel Bonde tog hendes hånd og ledte hende til det sæde, der var blevet indrettet til hende. Så bad Torkel hende lade øjnene løbe over husfolkene og dyrene og også boligen. Hun sagde kun lidt om det hele. Bordene blev stillet frem om aftenen, og det skal fortælles, hvilken mad der blev lavet til spåkonen. Hun fik en grød af gedemælk og en ret af hjerterne fra alle de dyr, der var til. Hun havde en messingske og en kniv med tandskæfte; den havde to kobberringe for enden, men spidsen var knækket af. Da bordene var blevet fjernet, går Torkel Bonde for Torbjørg og spørger, hvad hun mener om det, hun ser dér, og hvad hun synes om boligen og folkenes vis, og hvor hurtigt hun kan finde ud af det, han har spurgt hende om, og som folk særligt længtes efter at få at vide. Hun erklærede ikke at kunne sige det før næste morgen efter at have sovet om natten.
Om morgenen ved dagens begyndelse blev der sørget for det, hun skulle bruge til at fremme sejden. Hun bad tillige om hjælp fra kvinder, der kunne det kvad, der var nødvendigt for sejden, og som hed Vardlokur. Men sådanne kvinder fandtes ikke dér. Så blev der spurgt omkring på gården, om nogen kendte det. Da siger Gudrid: »Jeg er hverken tryllekyndig eller en klog kone, men på Island lærte Halldis — min fostermor — mig dog det kvad, hun kaldte for Vardlokur.« Torkel siger: »Så er din kunnen velanbragt.« Hun siger: »Dette er en handling, som jeg på ingen måde vil have del i, for jeg er en kristen kvinde.« Torbjørg siger: »Det kunne være, at du på den måde kunne hjælpe folkene her, og du bliver derved ikke en ringere kvinde end før. Men måske kan jeg bede Torkel skaffe mig de ting, der er brug for?« Torkel nøder nu Gudrid, og hun siger, at hun vil gøre, som han ønsker. Så slog kvinderne ring om hjaldet, som Torbjørg sad på. Gudrid kvad da kvadet så smukt og godt, at ingen, der var til stede, syntes at have hørt kvad kvædet med smukkere stemme. Spåkonen takker hende for kvadet og sagde, at der nu var kommet mange væsener dertil, som fandt det skønt at høre kvadet blive fremført så godt, »— mens de før ikke ville have med os at gøre og ikke ville høre på os. Men nu ser jeg mange ting tydeligt, som før lå dulgte for mig — og tilmed flere — og jeg kan fortælle dig — Torkel! — at dette uår ikke vil vare længere end denne vinter, og tiderne vil bedres, efterhånden som foråret kommer. Den sygdom, der har bredt sig her, vil også aftage hurtigere end forventet. Og dig — Gudrid! — skal jeg belønne for den hjælp, du har ydet os, for din skæbne står nu meget tydeligt for mig. Du skal her i Grønland indgå det bedste ægteskab, selv om det ikke bliver langvarigt, for dine veje peger ud mod Island, og dér skal en både stor og god slægt komme fra dig, og en så klar stråleglans skinner over dine efterkommere, at jeg har vanskeligt ved at se det. Men far nu vel og hav det godt — min pige!« Siden gik folk frem til den vise kone, og de spurgte hver især om det, de mest ønskede at vide. Hun var god til at svare, og der var ikke meget af det, hun sagde, der slog fejl. Straks derpå blev der sendt bud efter hende fra en anden gård. Så tog hun derhen. Da tilkaldte man Torbjørn, for han ønskede ikke at være hjemme, så længe den slags overtro blev bedrevet.
Vejrliget bedredes snart, således som Torbjørg havde sagt. Torbjørn gør sit skib klar og sejler, indtil han kommer til Brattalid. Erik tog godt og venligt imod ham og sagde, at det var godt, at han var kommet. Torbjørn og hans slægtninge opholdt sig hos Erik om vinteren, mens skibsfolkene fik ophold hos bønderne. Foråret efter gav Erik Torbjørn land på Stokkenæs, hvor der blev opført en passende gård, og dér boede han siden.
5. Da Leif den Lykkelige fandt Vinland
Erik havde en kone, der hed Tjodhild, og to sønner med hende. Den ene hed Torstein, den anden Leif. De var begge lovende mænd. Torstein boede hjemme hos sin far, og der var ingen mand i Grønland, der blev anset for så duelig som ham. Leif var sejlet til Norge og opholdt sig hos kong Olav Tryggvason. Men da Leif sejlede fra Grønland om sommeren, blev de af dårligt vejr drevet til Suderøerne. Det varede noget, inden de fik gunstig vind, og de opholdt sig længe dér om sommeren. Leif blev betaget af en kvinde, der hed Torgunna. Hun var af fornem slægt, og Leif forstod, at hun havde mange evner. Da Leif gjorde klar til afrejse, ville Torgunna med ham. Leif spurgte hende, om det var noget, hendes slægtninge ønskede. Hun sagde, at det var hende ligegyldigt. Leif sagde, at han ikke fandt det tilrådeligt at bortføre en kvinde af så fornem slægt i et fremmed land, »— når vi er så få i flokken.« Torgunna sagde: »Det er ikke sikkert, at du vil finde den afgørelse bedre.« »Det bliver imidlertid den, jeg vil forfølge,« sagde Leif. »Så kan jeg fortælle dig,« sagde Torgunna, »— at jeg ikke er alene, for jeg er med barn, og jeg mener, at du er ansvarlig for det. Jeg formoder, at det bliver en søn, og selv om det ikke betyder noget for dig, vil jeg opfostre drengen og sende ham til dig i Grønland, så snart han kan begå sig mellem andre mænd. Og jeg gætter på, at faderskabet vil være dig tilsvarende glædeligt som den måde, vil nu skilles på. Men jeg agter at komme til Grønland, inden jeg dør.« Leif gav hende en guldfingerring og en grønlandsk vadmelskappe og et bælte af hvalrostand. Denne dreng kom til Grønland og kaldte sig Torgils. Leif vedgik at være hans far, og nogle folk siger, at denne Torgils var kommet til Island sommeren inden Frodå-underne.[1] Bemeldte Torgils opholdt sig siden i Grønland, indtil han døde, og man fandt til stadighed, at der var noget underligt ved ham,
Leif og hans folk sejlede fra Suderøerne og kom til Norge om efteråret. Leif begav sig til kong Olav Tryggvasons hird. Kongen viste ham stor agtelse og mente at se, at han var en duelig mand. Engang talte kongen med Leif og sagde: »Agter du at tage til Grønland til sommer?« »Det havde jeg tænkt mig,« sagde Leif, »— hvis det er efter dit ønske.« Kongen svarer: »Jeg mener, at det vil være godt, og du skal drage derud i mit ærinde og fremme kristendommen dér.« Leif sagde, at kongen skulle bestemme, men mente, at dette ærinde ville få vanskelige kår i Grønland. Kongen sagde, at han ikke kendte en mand, der var mere egnet til dette end Leif, »— og du vil have lykken med dig.« »Det vil kun ske,« siger Leif, »— hvis jeg tillige har din lykke med.«
Leif sejler til havs og er længe ude, og han stødte på et land, som han ikke forud kendte til. Der voksede selvsåede hvedemarker og vinranker. Der fandtes det træ, som kaldes maser, og de tog nogle prøver af alt dette med sig, herunder træer så store, at de kunne bruges til hustømmer. Leif fandt nogle mænd på et skibsvrag og tog dem med sig hjem. Han udviste i dette — som i så meget andet — storsind og djærvhed, da han indførte kristendommen i landet, og han blev lige siden kaldt Leif den Lykkelige.
Leif tog land i Eriksfjord og drog derpå hjem til Brattalid. Dér tog alle godt imod ham. Han bød straks kristendommen og den almindelige tro i landet, og han forelagde folk kong Olav Tryggvasons budskab og fortalte, hvor mange fordele og hvor megen herlighed der fulgte denne tro. Erik var træg til at opgive sin tro for kristendommen, men Tjodhild gav sig straks under den og lod en kirke opføre et stykke fra husene. Det hus blev kaldt Tjodhildskirken. Dér bad hun og de folk, der antog kristendommen, deres bønner. Efter at Tjodhild blev kristen, ville hun ikke have samkvem med Erik, hvilket var ham meget imod.
Man talte nu meget om, at folk skulle opsøge det land, som Leif havde fundet. Torstein Erikson — en klog og afholdt mand — var foregangsmanden i dette. Erik blev også bedt om at deltage, for man havde størst tiltro til hans lykke og forudseenhed. Han var længe imod, men sagde ikke nej, da hans venner bad ham. De klargjorde derpå det skib, som Torbjørn havde haft med ud, og 20 mand skulle med. De havde kun lidt gods med — ikke andet end våben og forråd. Den morgen, Erik red hjemmefra, tog han en lille kiste, der indeholdt guld og sølv. Han skjulte den og begav sig siden på vej, men det gik således, at han faldt af hesten og brækkede sine ribben og skadede armen i skulderledet. Ved den hændelse sagde han til Tjodhild — sin kone— at hun skulle tage værdierne igen, og han mente, at han nu havde fået løn som forskyldt for det, at han havde skjult dem. Derpå sejlede de i stor glæde ud fra Eriksfjord, og de havde de største forhåbninger til deres færd. De blev længe kastet omkring ude på havet og kom ikke den vej, de gerne ville. De fik Island i sigte, og så traf de på fugle fra Irland. Så blev deres skib drevet omkring på havet, og om efteråret tog de hjem, og de var meget udmattede og forkomne, da de kom til Eriksfjord lige ved vinterens begyndelse. Da sagde Erik: »Da vi i sommer sejlede ud ad fjorden, var vi mere muntre, end vi er nu, men der er dog endnu meget godt i vente.« Torstein svarer: »Det var passende for en høvding, at finde på et godt råd for alle de mænd, der står her uden sted at være, og at skaffe dem ophold nu i vinter.« Erik svarer: »Det er til enhver tid sandt, som det siges, at man ikke kan vide det, førend der er svaret, og sådan skal det også blive her. Jeg skal nu følge dit råd om dette.« Alle, der endnu ikke havde fået ophold et andet sted, fulgte nu med far og søn. De tog derpå hjem til Brattalid og var dér om vinteren.
6. Om Torstein Erikson
Nu skal der fortælles om det, at Torstein Erikson bejlede til Gudrid, og det friermål blev godt modtaget af både hende og hendes far. Sagen blev afgjort, Torstein fik Gudrid, og brylluppet stod på Brattalid om efteråret. Gildet gik godt, og der var mange folk til stede. Torstein boede i Vesterbygd på den gård, der hedder Lysefjord. En mand, der hed Torstein, havde halvpart i gården. Hans kone hed Sigrid. Om efteråret drog Torstein med Gudrid hjem til sin navne i Lysefjord, hvor der blev taget godt imod dem. De opholdt sig dér om vinteren.
Da vinteren næsten var gået, skete det, at der udbrød sygdom på deres gård. Forkarlen dér hed Gardar. Han var ikke nogen afholdt mand. Han ramtes først af sygdommen og døde. Derefter varede det ikke længe, før den ene efter den anden døde. Så blev Torstein Erikson syg, og ligeledes hans navnes kone — Sigrid. En aften ville Sigrid gå til lillehuset, der fandtes lige over for yderdøren. Gudrid fulgte hende, og de vendte tilbage mod indgangen. Da skreg hun højt — Sigrid. Gudrid sagde: »Vi har båret os uforsigtigt ad, og du tåler ikke at blive kold. Lad os straks gå ind igen.« Sigrid sagde: »Det er ikke til nu. Her står hele flokken af de døde foran døren. Også Torstein — din mand — og dér genkender jeg mig selv. Den slags er skrækkeligt at se.« Da dette var gået over, sagde hun: »Lad os gå nu — Gudrid! — nu ser jeg ikke flokken.« Da var Torstein væk. Det forekom hende, at han før havde haft en pisk i hånden og ville slå de andre. Derpå gik de ind, men før det blev morgen, var hun død, og der blev lavet en kiste til liget. Denne samme dag agtede folkene at fiske, og Torstein fulgte dem på vej, og ved skumringstid gik han ned for at se på fangsten. Da sendte Torstein Erikson bud til sin navne, at denne skulle komme til ham, og sagde, at der ingen ro var på, og at husfruen gik igen og ville under dynen til ham. Da han kom tilbage, var hun kommet op på sengekanten. Han greb fat i hende og slog hende i brystet med en buløkse.
Torstein Erikson døde hen under aften. Torstein Bonde bad Gudrid lægge sig og sove, og han sagde, at han ville våge over ligene om natten. Det gør hun. Men kun kort tid forløb af natten, før Torstein Erikson satte sig op og krævede, at Gudrid blev tilkaldt, for han ville tale med hende: »Gud vil, at jeg i denne stund tillades at forbedre mine kår.« Torstein Bonde opsøger Gudrid og vækker hende og beder hende korse sig og bede Gud hjælpe sig og fortæller, hvad Torstein Erikson havde sagt til ham, »— og han ønsker at se dig. Du må selv afgøre, hvad du vil, for jeg kan hverken råde til eller fra her.« Hun svarede: »Det kan være, at det er meningen, at denne mærkelige sag, skal være betydningsfuld, når den siden mindes, og jeg venter, at Gud vil holde hånden over mig. Med Guds nåde vil jeg også vove at mødes med ham og høre, hvad han vil sige, for jeg vil alligevel ikke kunne undslippe, hvis det er bestemt, at jeg skal skades. Jeg vil nødigt, at han går videre, men jeg har en formodning om, at det kunne blive tilfældet.« Så gik Gudrid hen og møder Torstein. Det forekom hende, at han fældte tårer. Han hviskede noget i hendes øre — så lavt, at kun hun kunne høre det — og derpå sagde han, så alle hørte det, at salige var de folk, der holdt troen, og at med den fulgte al hjælp og nåde, men han sagde dog, at mange holdt troen dårligt. »Det er en uskik, som er blevet fulgt her i Grønland, siden kristendommen kom hertil, at begrave folk i uviet jord uden videre ligsang. Jeg ønsker, at jeg og de andre folk, som er døde her, skal føres til kirke, men Gardar ville jeg lade brænde på bål så hurtigt som muligt, for han er skyld i al det gengangeri, der er sket her i vinter.« Han fortalte hende også om hendes fremtid og sagde, at hun ville få en bemærkelsesværdig skæbne, men han bad hende vogte sig for at gifte sig med en grønlandsk mand. Han bad hende give deres værdier til kirken og noget til fattigfolk. Og derpå sank han tilbage for anden gang.
Det havde været skik i Grønland, siden kristendommen kom dertil, at folk blev begravet på den gård, hvor de døde — i uviet jord. Man skulle sætte en træstok op fra brystet på den døde, og derpå — når præsten kom — trække stokken op og hælde vievand i hullet og synge over liget, også selv om dette skete efter lang tids forløb. Ligene af Torstein og de andre blev ført til kirken i Eriksfjord, hvor præster sang over dem. Erik tog sig af Gudrid og var som en far for hende. Kort tid efter døde Torbjørn, og hele formuen tilfaldt da Gudrid. Erik tog hende til sig og sørgede godt for hende.
7. Torfinn Karlsemne får Gudrid
Der var en mand, der hed Tord, som boede på Høfde i Høfdestrand. Han var gift med Torgerd — datter af Tore Træg og Fridgerd, som var datter af Kjarval Irerkonge. Tord var søn af Bjørn Byrdesmør, der var søn af Roald Ryg, søn af Aslak, søn af Bjørn Jernside — Ragnar Lodbrogs søn. De havde en søn, der hed Snorre. Han var gift med Torhild Rype — Tord Brølers datter. Deres søn var Tord Hestehoved. Tords søn hed Torfinn Karlsemne. Torfinns mor hed Torunn. Torfinn drog omkring på handelsfærder og ansås for at være en god købmand.
En sommer klargør Karlsemne sit skib og agter sig til Grønland. Snorre Torbrandson fra Svanefjord tager med ham, og de var 40 mand på skibet. Der var en mand, der hed Bjarne Grimolfson, som stammede fra Bredefjorden. En anden hed Torhall Gamleson — han var fra Østfjordene. De klargjorde den samme sommer deres skib og agtede sig til Grønland. De var også 40 mand ombord. De og Karlsemne stod til havs på disse to skibe, så snart de var klar. Der forlyder ikke noget om, hvor længe de var ude på havet, men det kan fortælles, at begge skibe kom til Eriksfjord om efteråret. Erik og andre af landets indbyggere red ned til skibene. De handlede uden uenighed. Styrmændene tilbød Erik at vælge mellem varerne, som han ønskede. Erik viste sig til gengæld storsindet imod dem, da han bød disse to skibsmandskaber hjem til Brattalid for vinteren. Dette tog købmændene imod med tak. Derpå blev deres varer ført hjem til Brattalid. Dér var der ingen mangel på udhuse til opbevaring af deres varer. Der var ingen mangel på fornødenheder dér, og købmændene befandt sig godt vinteren igennem.
Men da det nærmede sig jul, blev Erik meget fåmælt, og han var ikke så munter, som han plejede at være. Engang talte Karlsemne med Erik og sagde: »Er der noget galt — Erik Bonde? Folkene bemærker, at du er mindre munter, end du plejer at være. Du har været yderst gæstfri imod os, og vi er forpligtede til at belønne denne godhed, så godt vi formår. Fortæl mig nu, hvad der gør dig nedtrykt.« Erik svarer: »I tager godt og sømmeligt til takke. Nu har jeg ikke i sinde, at I skal blive set skævt til på grund af vores samvær. Det er snarere det, at jeg frygter, at det — når I kommer andre steder — skal hedde sig, at I ikke har oplevet en værre jul end den nu forestående, hvor I var gæster hos Erik den Røde på Brattalid i Grønland.« »Sådan skal det ikke gå — bonde!« siger Karlsemne, »— for vi har både malt og korn på skibene. Tag af det, hvad du ønsker, og hold så storslået et gæstebud, som du vil.« Dette tager Erik imod, og der blev da forberedt til julegilde, og det blev så aldeles fortrinligt, at folk næppe mente at have været til et mere herligt gilde i et fattigt land.
Efter jul anmodede Karlsemne Erik om at blive gift med Gudrid, for han mente, at det var Erik, der kunne træffe den afgørelse. Erik svarede bekræftende og sagde, at hun måtte følge sin skæbne, og at han kun mente at have hørt godt om Karlsemne. Det endte med, at Torfinn fæstede Gudrid, og så blev gildet forlænget, da man drak deres bryllup. De opholdt sig på Brattalid vinteren over.
8. Karlsemne finder nyt land
På Brattalid begyndte man at tale meget om at lede efter Det gode Vinland, og det blev sagt, at man dér kunne få gode levevilkår. Det kom til, at Karlsemne og Snorre gjorde deres skib klar til at søge efter landet om foråret. Til denne færd udrustede Bjarne og Torhall også deres skib og det mandskab, der havde fulgt dem. Der var en mand, der hed Torvard. Han var gift med Frøydis, der var Erik den Rødes datter uden for ægteskab. Han tog også med dem, og ligeledes Torvald — Eriks søn — og Torhall, der blev kaldt Fangstmand. Han havde længe været hos Erik og var hans fangstmand om sommeren og husstyrer om vinteren. Han var en stor og stærk mand, sortladen og troldagtig, fåmælt, men når han sagde noget, var det ondt, og han tilskyndede altid Erik til det værre. Han var en dårlig kristen. Han var godt stedkendt i ubygderne. Han var på samme skib som Torvard og Torvald. De havde det skib, som Torbjørn havde haft med ud.
De var tilsammen et hundrede og 40 mand, da de sejlede til Vesterbygden og derfra til Bjørnøerne. Derfra sejlede de sydpå i to halvdøgn. Så så de land og skød båden ud og undersøgte landet. De stødte på store stenheller, hvoraf mange var 12 alen brede. Der fandtes hvidræve i stort tal. De navngav stedet og kaldte det Helleland. Derfra sejlede de to halvdøgn og svingede fra syd mod sydøst og stødte på et skovbevokset land med mange dyr. Sydøst derfor lå en ø. Dér dræbte de en bjørn, og de kaldte siden stedet Bjørneø og landet Skovland. Derfra sejlede de længe sydpå langs med landet og kom til et næs. Landet lå på styrbords side, og der var lange strand og sandgrunde. De roede i land og fandt dér på næsset kølen af et skib og kaldte stedet Kølsnæs. De kaldte strandene Furdestrandene [2], fordi der var så langt at sejle langs dem. Derpå blev landet gennemskåret af vige. De styrede skibene ind i en vig.
Kong Olav Tryggvason havde foræret Leif to skotter. Manden hed Hake og kvinden Hekja. De var hurtigere end dyr. Disse folk var på Karlsemnes skib. Da de var sejlet forbi Furdestrande, blev skotterne sat i land, og man bad dem løbe sydpå i landet for at undersøge forholdene og komme tilbage, inden der var gået tre halvdøgn. De bar den klædedragt, som blev kaldt en kjaval. Den var lavet således, at der var en hætte på, men den var åben i siderne og uden ærmer og knappet sammen mellem benene med knap og trense, men i øvrigt var de nøgne. De andre ventede dér i mellemtiden, og da de kom tilbage, havde den ene en drueklase i hånden, den anden et aks af selvsået hvede. Så gik de ombord, hvorefter de sejlede videre.
De sejlede ind i en fjord. Der lå en ø udenfor, og omkring den var strømmen stærk. De kaldte den derfor Strømø. Der var så mange edderfugle på øen, at man knapt kunne gå der for æggene. De kaldte stedet for Strømfjord. Dér lossede de deres skibe og indrettede sig. De havde medbragt alle slags husdyr. Det var et smukt land. Det eneste, de foretog sig, var at lære landet at kende. De opholdt sig dér om vinteren, men der var ikke blevet sørget for vinterforråd om sommeren. Fangsten tog af, og det blev småt med maden. Så forsvandt Torhall Fangstmand. De havde tidligere bedt til Gud om mad, men der kom ikke noget så hurtigt, som de mente at have behov for. De søgte efter Torhall i tre dage og fandt ham på en klippeknold, hvor han lå på ryggen og gabte med både mund og næse, mens han mumlede noget. De spurgte, hvad han lavede. Han sagde, at det ikke angik dem. De bad ham følge med sig, og det gjorde han. Kort tid efter strandede en hval dér, og de gik hen til den og skar den op, men ingen af dem vidste, hvilken slags hval det var. Da kokkene havde kogt den, spiste de, men de blev alle syge af det. Da sagde Torhall: »Nu var den rødskæggede stærkere end jeres Kristus. Dette fik jeg for min digtning, da jeg kvad om Tor — min trofaste ven. Han har sjældent svigtet mig.« Da folk blev klar over dette, smed de hele hvalen i havet og henskød deres sag under Gud. Da bedredes vejrliget, så de kunne ro ud, og siden var der ingen mangel på fangst, for de kunne jage dyr på land, samle æg på øen og fiske i havet.
9. Om Torhall Fangstmand
Det fortælles, at Torhall Fangstmand ville sejle norden om Furdestrande og forbi Kølsnæs for at finde Vinland, mens Karlsemne ville drage sydpå langs landet. Torhall gjorde sig klar ude under øen, men de blev ikke flere end ni mand, for alle de øvrige fulgtes med Karlsemne. Da Torhall bar vand om bord på skibet og drak af det, kvad han et vers:
- Skjoldtings skadevolder
- skænk mig loved’ herlig
- (drøjt jeg dadler landet)
- dengang på færd hértil.
- Bøtten må Bild-hattens
- bedende Tyr svinge;
- vin jeg sjældent smagte,
- snarest drak vi brøndvand.
Da de var klar til afgang, hejste de sejlet. Da kvad Torhall:
- Ud vi atter stævner —
- hjem, hvor landsmænd findes;
- nu skal knarren kende
- køl-Vales sandhimmel.
- Lad de stovt i malmstormen
- stedte, som priser landet,
- på Furdestrand fortsat
- flokkes om hvalkogning.
Derpå sejlede de nordpå forbi Furdestrandene og Kølsnæs og agtede at krydse vestpå. Så fik de kraftig vestenvind imod sig og blev drevet til Irland. Dér blev de bankede og gjort til trælle, og dér mistede Torhall livet, efter hvad købmænd har fortalt.
10. Karlsemnes ophold i Vinland
Nu kan det fortælles om Karlsemne, at han drog sydpå langs landet sammen med Snorre og Bjarne og deres folk. De var længe undervejs, indtil de kom til en flod, som fra landet faldt ned i en sø og derfra ud i havet. Der fandtes store grusbanker dér, og kun ved højvande kunne man komme ind i flodløbet. Karlsemne og de andre sejlede ind i flodmundingen og kaldte stedet Noret. I landets lavtliggende områder fandt de selvsåede hvedemarker, og der var vinranker overalt, hvor der var bakker. Hver en bæk var fuld af fisk. De gravede huller, hvor landet mødte det højeste højvande, og da vandet trak sig tilbage, var der hellefisk i hullerne. I skoven var der store mængder dyr af alle slags. De opholdt sig dér i halvanden måned og adspredte sig og bemærkede ikke noget. De havde deres husdyr med sig.
En tidlig morgen, da de så sig om, fik de øje på en stor mængde skindbåde, og ombord blev der svinget med træstokke, så det lød, som var det plejle, og man svang dem i retning med solen. Da sagde Karlsemne: »Hvad mon dette skal betyde?« Snorre Torbrandson svarede ham: »Det kan være, at det er et tegn på fred. Lad os bære hvide skjolde imod dem.« Og det gjorde de. De andre roede dem i møde og undrede sig over det, de så, og gik i land. Det var mørke og fæle mennesker, og de havde hæsligt hår på hovedet. De havde store øjne og brede kinder. De blev der en tid og undrede sig over tingene, og derefter roede de væk og sydpå forbi næsset.
Karlsemne og de andre havde bygget deres tilholdssted oppe fra søen, og nogle af husene lå nær vandet, andre længere væk. Nu opholdt de sig dér den vinter. Der faldt ingen sne, og alle deres husdyr kunne sørge for sig selv.
11. Kampen med skrællingerne
Da det blev forår, så de en tidlig morgen en stor mængde skindbåde blive roet om næsset sydfra, og der var så mange, som var der strøet kul over Noret. Også da svang man træstokke på alle bådene. Karlsemne og de andre satte da skjoldene op, og da de mødtes, begyndte de at handle. Disse folk ville helst have rødt pynteklæde. Til gengæld kunne de byde på skindvarer og helt grå skind. De ville også købe sværd og spyd, men det forbød Karlsemne og Snorre. Skrællingerne gav et ubleget skind for et spand rødt pynteklæde, som de bandt om hovedet. Sådan foregik deres handel en tid. Så begyndte det at blive småt med pynteklædet hos Karlsemnes folk, og da skar de det i så smalle stykker, at det ikke var bredere end en finger, men skrællingerne gav alligevel det samme som før eller mere for det. Så skete det, at en tyr, som Karlsemne og de andre ejede, løb ud fra skoven og brølede højt. Dette skræmte skrællingerne, og de løb ud i bådene og roede derpå sydpå langs land.
De så ikke noget til skrællingerne i samfulde tre uger, men da den tid var gået, så de en stor mængde skrællingeskibe komme sydfra i rivende fart. Nu svang de alle træstokkene i retning mod solen, og de hylede alle meget højt. Da tog Karlsemne og de andre røde skjolde og bar imod dem. Skrællingerne sprang i land fra bådene, hvorefter de stødte sammen i kamp. Der opstod en hård skudveksling, for skrællingerne havde valslynger. Da bemærkede Karlsemne og de andre, at skrællingerne satte en nok så stor bold op på en stang — nærmest så stor som en fåremave og af blålig farve — og med stangen slyngede de den op i landet over Karlsemnes folk, og den lavede en frygtelig lyd, da den faldt ned. Karlsemne og alle hans folk blev aldeles rædselsslagne ved dette, og de ønskede ikke andet end at flygte og slippe væk op langs med floden, for de syntes at skrællingerne drev imod dem fra alle sider. De gjorde ikke holdt, før de kom til nogle klipper, hvor de satte sig hårdt til modværge.
Frøydis kom ud og så, at Karlsemne og de andre veg tilbage. Hun råbte: »Hvorfor flygter I for disse uslinge, så duelige folk som I er? Jeg troede, I ville slå dem ned som kvæg. Og hvis jeg var bevæbnet, tror jeg nok, at jeg ville kæmpe bedre end hver eneste af jer.« De lagde ingen vægt på hendes ord. Frøydis ville følge efter dem, men det gik ikke hurtigt, for hun var svanger. Hun fulgte dog efter dem i skoven, men skrællingerne forfulgte hende. Hun kom forbi en død mand. Det var Torbrand Snorreson, og en flad sten stak ud fra hovedet på ham. Sværdet lå blottet ved siden af ham. Hun samlede det op og var klar til at forsvare sig. Så kom skrællingerne hen til hende. Hun blottede da sine bryster, og slog på dem med sværdet. Dette skræmte skrællingerne, og de flygtede ned til bådene og roede væk. Karlsemne og de andre kom hen til hende og roste hendes heldige påfund.
Der døde to mand fra Karlsemnes flok, men mange skrællinger. Karlsemne og de andre var blevet overmandet, og efter dette tog de hjem til deres huse og forbandt deres sår og overvejede, hvor store mængder folk det kunne have været, som havde angrebet dem. De mente nu at vide, at det alene havde været den flok, der kom fra skibene, mens resten måtte have været et synsbedrag. Skrællingerne fandt også en død mand, og der lå en økse ved siden af ham. En af dem samlede øksen op og huggede til et træ, og det gjorde så den ene efter den anden, og de anså øksen for et prægtigt fund, som bed godt. Derpå huggede en mand i en sten, så øksen gik i stykker, og derefter forekom den dem værdiløs, når den ikke kunne holde til sten, og de smed den fra sig.
Karlsemne og de andre indså nu, at selv om de havde gode levevilkår dér, måtte de altid døje frygt og ufred fra dem, der boede der i forvejen. De gjorde klar til at bryde op og agtede sig hjem og sejlede nordpå langs landet. De stødte på fem sovende skrællinger i skindkapper. Disse havde hos sig hule stokke, der indeholdt dyremarv blandet med blod. Karlsemne og de andre mente at forstå, at disse folk måtte være fredløse, og de dræbte dem. De kom siden til et næs, hvorpå der var mange dyr. Hele næsset så ud som et møglag, fordi dyrene lå dér om natten. Nu kom Karlsemne og de andre tilbage til Strømfjord, og dér havde de tilstrækkeligt af alt, hvad de behøvede.
Det hævdes af nogle, at Bjarne og Gudrid var blevet tilbage med hundrede mand og ikke tog videre, mens Karlsemne og Snorre drog sydpå med fyrre mand, men ikke opholdt sig ved Noret længere end knapt to måneder og kom tilbage den samme sommer.
Karlsemne drog nu med det ene skib ud for at lede efter Torhall Fangstmand, mens resten af flokken blev tilbage. De sejlede nordpå forbi Kølsnæs og drog så frem vestpå med landet til bagbord. De så ene ødeskove overalt og næsten ingen lysninger. Da de havde været længe undervejs, kom de til en flod, der fra øst mod vest strømmede fra landet. De lagde til i flodmundingen og lå ved den sydlige flodbrink.
12. Vinland forlades
En morgen fik Karlsemne og de andre øje på en plet oven for skovlysningen. Den glimtede imod dem, og de råbte efter den. Den bevægede sig, og det var en énfoding, som skød sig ned mod den flodbrink, hvor de lå. Torvald — Erik den Rødes søn — sad ved roret, og énfodingen skød en pil i tyndtarmen på ham. Torvald trak pilen ud og sagde: »Jeg er fed om indvoldene. Vi har fundet et godt land, men vi kommer dog næppe til at nyde godt af det.« Kort efter døde Torvald af dette sår. Så sprang énfodingen bort og tilbage sydpå. Karlsemne og de andre forfulgte ham og fik indimellem øje på ham. Det sidste, de så til ham, var, at han sprang i en vig. Så vendte de tilbage. Da kvad en mand dette lille vers:
- Vi satte efter
- — sikkert og vist —
- en énfoding
- ud mod kysten;
- den særegne mand
- suste af sted
- så hurtigt, han kunne,
- hør — Karlsemne!
Derefter tog de af sted og nordpå og mente at kunne se Énfodingeland. De ville ikke længere sætte folks liv på spil. De mente, at dette fjeld, de mødte nu, var det samme, som fandtes ved Noret, og at der nærmest var lige langt til Strømfjord ad begge veje. De opholdt sig i Strømfjord den tredje vinter. Da blev folk meget uenige, og det var på grund af kvinderne. De ugifte mænd forurettede de gifte, og deraf opstod megen uro. Det første efterår var Snorre — Karlsemnes søn — blevet født, og han var tre vintre gammel, da de forlod stedet.
Da de sejlede fra Vinland, fik de søndenvind og kom da til Skovland, hvor de fandt fem skrællinger. Der var én med skæg, to kvinder og to børn. Karlsemnes folk pågreb drengene, men de øvrige skrællinger undslap og var som sunket i jorden. De tog de to drenge med sig. De lærte dem sproget og fik dem døbt. Drengene kaldte deres mor Vethilde og deres far Uvæge. De fortalte, at skrællingernes land blev regeret af to konger. Den ene hed Avaldamon, den anden Avaldidida. De sagde, at der ikke fandtes huse dér. Folk holdt til i klippehuler eller jordhuler. De sagde, at der på den modsatte side af deres land lå et andet land, som var beboet af folk, der gik i hvide klæder, og som bar stænger, hvortil der var fastgjort klædestykker, mens de råbte højt. Folk tror, at dette har været Hvidemandsland eller Det store Irland.
Nu kommer de til Grønland og opholder sig hos Erik den Røde om vinteren.
13. Bjarne Grimolfsons endeligt
Da Bjarne Grimolfsons skib blev drevet ud i Irlandshavet, endte de i et maddikehav, og skibet sank snart under dem. De havde en båd, der var smurt med sæltjære, og den sætter havmaddikerne sig ikke på. De gik i båden, men indså da, at der ikke var plads til dem alle. Da sagde Bjarne: »Da båden ikke kan rumme mere end halvdelen af os, mener jeg, at vi skal trække lod om pladserne, for dette skal ikke gå efter anseelse.« Alle anså dette for så mandigt et tilbud, at ingen ville indvende noget imod det. Således blev det, at de trak lod mellem folk, og det blev Bjarnes lod at gå i båden sammen med halvdelen af folkene, for båden kunne ikke rumme flere. Da de var kommet i båden, sagde en islandsk mand, der var på skibet, og som havde fulgt Bjarne fra Island: »Er det din agt — Bjarne! — at forlade mig her?« Bjarne svarede: »Sådan må det blive nu.« Han svarede: »Du lovede min far noget andet, dengang jeg forlod Island sammen med dig, end at forlade mig på den måde, da du sagde, at det samme skulle overgå os begge.« Bjarne svarede: »Sådan skal det ikke blive. Kom du herned i båden, så skal jeg gå op på skibet, for jeg kan se, at du har dit liv meget kært.« Så gik Bjarne om bord på skibet, mens manden gik i båden, og de sejlede derpå deres vej, til de kom til Dublin i Irland, hvor de fortalte, hvad der var sket. De fleste folk mener, at Bjarne og de folk, der var på skibet sammen med ham, mistede livet i maddikehavet, for man hørte aldrig mere til dem.
14. Karlsemne og Gudrid drager til Island
Sommeren efter drog Karlsemne til Island sammen med Gudrid og tog hjem til Reyninæs. Karlsemnes mor mente ikke, at han var blevet ordentligt gift, og hun opholdt sig ikke hjemme den første vinter, men da hun erfarede, at Gudrid var en meget gæv kvinde, tog hun hjem, og de fik et godt forhold til hinanden.
Snorre Karlsemnesons datter var Hallfrid, som var mor til biskop Torlak Runolfson. De havde en søn, der hed Torbjørn. Hans datter hed Torunn, og hun var biskop Bjarnes mor. Snorre Karlsemnesons søn hed Torgeir. Han var far til Yngvild, der var mor til den første biskop Brand.
Og her ender denne saga.
Noter:
- ↑ Se fx Eyrbyggja Saga, kap. 51 ff.
- ↑ ɔ: »De forunderlige Strande.«