Eskimodigte fra det sydlige Østgrønland

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


William Thalbitzer
(1873-1958)


Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Eskimodigte fra det sydlige Østgrønland

i gengivelse efter dr. H. Rinks oversættelser
(udgivne i hans Eskimoiske Eventyr og
Sagn 1866, Supplement 1871.)

William Thalbitzer

Helsingør
1908


(Rink lod disse digte optegne efter de Østgrønlændere, der kom rejsende omkring Kap Farvel til Vestkysten for at handie med Evropæeme. Om sproget i dem siger han, at de var "affattede i et Slags Digtersprog og vare meget vanskelige at forståe". Han oversatte dem i prosastil, jeg har her forsøgt at forme nogle af dem i bunden stil. Selve de eskimoiske digte har andre rytmer og digteriske midler end dem, vi bruge, og rim forekommer kun undtagelsesvis. De synges enten med trommeledsagelse og dansebevægelser, til praktisk brug i trommesangkamp (eskimoisk rettergang), eller blot til fornøjelse, uden brug af dans og tromme (f. eks. de to første her anførte). Gennem hver sang strækker sig et stadigt gentaget omkvæd.)


__________


1. Østlændingens kajaksang
(mens han ror.)
(Rink nr. 136.)


Langt nordpå, nordpå
ijah ajah
langt sydpå, sydpå
ijah ajah
min sang mig fryder
ijah ajah
langt østpå, østpå
ijah ajah
den store lysning
ijah ajah
solen og dagen
ijah ajah
blinker og svinder
ijah ajah
min sang mig fryder
ijah ajah
min jubel råber
ijah ajah
se, havet svulmer
ijah ajah
og nær jeg kæntrer
ijah ajah
hvor er min tromme
ijah ajah
min arm vil jeg bruge
ijah ajah
som trommestok bruge
ijah ajah
min hånd som tromme
ijah ajah


__________


2. En Østlændings sang om dem, der går i konebåde på handelsrejse til Vestkysten
(Rink. nr. 132).


Når vesterrejsende drager afsted,
venter vi på dem med længsel
sänwnaija
en sommer drog de for alvor afsted
langs isen, der spærrer,
de rejste et år og nåde tilsidst
til Qalhlunakkerne, vesterlands herrer,
som aldrig kender fornødenheds-brist
sänwnaija
dær købte de rigelig jærn og tobak,
ja nåle og perler, i vesterled,
så rejste de atter mod hjemmet afsted —
sänwnaija
de kom, da vi længtes, jeg sagde dem tak;
jeg så dem fra fjældet og jublede kåd:
der kommer en båd, der kommer en båd!
sänwnaija


__________


3. Trommestrid mellem Koungaq og Erhlavik (trommesange)
(Rink nr. 133.)


Koungaq har, som det synes, slået en af Erhlaviks konebådsledsagere (en af hans slægtninge?) ihjel, og Erhlavik har derfor ønsket, at han ikke skal følge tilbage med deres konebåd som ledsagende kajakmand. Koungaq synger ham på for at udvirke, at han alligevel må få lov at følge tilbage sammen med konebåden, og minder ham om, at han selv engang har været nærved at dræbe sin egen fætter.


Koungaqs digt:
(Omkvædet udeladt.)
Jeg beder derom, jeg er frygtsom,
lad mig følge din båd i kajak.
De syngendes båd vil jeg hjælpe på vej,
jeg er ydmyg og skylder dig tak.
Intet under, at du blev glad,
da jeg dræbte ham — bad du mig ad?
du som selv i forgangene nætter
havde nær harpuneret din fætter!


Erhlaviks svardigt:
Hvi er du så vred — jeg må grine,
kan ej holde latteren nede,
at, Koungaq, du er en drabsmand
og derfor raser af vrede.
Stakkel, du må nok vredes
og blive vredagtig af sind,
som kun har tre koner at sove hos
og ikke flere, dit skind!
Lad andre mænd gifte sig med dem,
så vil du få medpart i fangst —
ved at lytte lidt til, hvad andre siger,
slippe for sult og angst.
Nu æder de mange koner
dig ud af dit eget hus,
så du stadig må sulte, og lider af spleen
ja slår godtfolk ihjæl som lus. — —
Koungaq, jeg kan ikke andet,
du volder mig styrtende grin. — —


__________


4. Trommestrid mellem kvinder.
(Rink nr. 131)


To kvinder, der boede syd på Østkysten, så skævt til hinanden. Saqaq, som holdt meget af hundekødsuppe, vidste, at Pigitjartoq havde denne ret i huset, og var viss på, at hun for gammelt venskabs skyld vilde blive trakteret dermed, hvis hun besøgte hende. Men hun fik ikke andet end et tørt stykke kød til mundbid. Deraf fjendskabet. Siden sang de hinanden på, og Saqaq åbnede angrebet, som følger:


Saqaqs angreb:
Det var, da jeg besøgte Pigitjartoq
i håb om hundekødsuppe,
anwanaija ahja hraija
jeg synger derom, det kan jeg nok,
men jeg fik kun i halsen en skrubbe
anwanaija ahja hraija
Pigitjartoq har sin gæst forlystet,
for suppe gav hun mig trykken for brystet
anwanaija ahja hraija
hun har ingen mand, men kun tørret kød;
den suppe jeg fik var nær blevet min død
anwanaija ahja hraija.


Pigitjartoqs svardigt:
Saqaq lyver — imaqaija hajja
Saqaq sværter — imaqaija hajja
da Saqaq holdt bryllup, minsandten om ikke
at både hun og manden straks skulde stikke
i nysyede klær »forat barnet, hun bær på,
skal blive en dreng og en sælfanger«. — Dærpå
kom tiden, men barnet kom aldrig — o ve!
for egen skyld kun holdt de bryllup — o ve!
de fine klæder — ja nu må jeg le —
var kun syt for dem selv, kun en pynt til at se,
kun for egen skyld holdt de bryllup — hajjaee imaqaija hajja.


__________


5. Trommestpid mellem Angangak og Sujorakitsoq.
(Rink nr. 135.)


Angangak følte sig utryg i huset; han havde fået indtrykket af, at nogle af hans egne husfæller stræbte ham efter livet; han beskyldte Sujorakitsoq for, at han vilde ha druknet ham (kæntret hans kajak), og denne beskyldning gav anledning til trommestrid mellem dem. Angangak synger angrebsdigtet, Sujorakitsoq svarer på angrebet ved modangreb, og tilsidst træder Angangaks slægtning Ersarsimassoq frem, griber trommen og synger Sujorakitsoq på.


Angangaks Angreb.
(Omkvædet udeladt.)
Det folk derude ved Storøen
dem frygter jeg aldrig, lystrer jeg ikke —
hvor gærne de end vilde vække min frygt. —
Jeg synger dig på, du pletfrie mand,
der nær havde druknet mig ret som en hund,
synger dig på, skønt jeg slet intet veed
af ondt, du har øvet, at digte til hævnsang —
du vilde kun dræbe mig, ganske uskyldigt,
som mine andre husfæller, vilde efterstræbe mig.
I venter kun, til hunden får nye hår i pelsen — —
Du mandige mand, som da din kone døde,
skvat i besvimelse og nær var kreperet!
awaja ijah ijah ameerajee awaija!


Sujorakitsoqs moddigt:
Sålunde takker Angangak for føden, jeg gav ham —
for kødet, jeg har skænket ham , takker med beskyldning —
at jeg er hans fjende og pønser på at dræbe ham —
af medynk maa jeg synge dig på, din sølle stakkel!
du får vist aldrig gaver mere — vogt jer for at gi ham —
selvom i nød han kommer, giv ham aldrig gaver —
løgnagtig vil han atter bagtale sine slægtninge —
Angangak, den store løgner — lån ham aldrig øre!
— Jeg trænger (sådan tigger han) til jærn — luk øret til!
ti hvis I gir ham, synger fluks han smædesange om jer.


Ersarsimassoq
(griber trommen og danser):
Rigtignok burde jeg ikke synge, jeg —
forstår vist ikke kunsten — men Sujorakitsoq
tvinger mig med nidsang at prøve derpå —
de folk, jeg synger på, er altid svage stakler,
dårlige til brydekamp og ganske uden kræfter —
jeg burde ikke synge, men Sujorakitsoq tvinger mig,
han synger mig på, fordi jeg gav ham navnet
Stumpsnude Kortnæb — af hans sære, lille næse.
Den bør I skam fodre med snus og trind tobak,
købt omme på Vestkysten, finmalet snus —
når han har fyldt sin snude, vil næbet nok vokse,
og, hører I, så sætter I en pind gennem næsen
og stopper den fuld, som man stopper en spækpose.


__________


6. Trommestrid mellem Säwhlät og Pulángitsisoq
(Rink nr. 137)


Säwhlät havde tidligere bot sydpå, men bosatte sig blandt "Mellemkystboerne" i nord. Her blev han fornærmet eller følte sig krænket af Pulángitsisoq og åbnede sangkamp mod ham. P. minder i sit moddigt Säwhlät om, at han (P.) engang havde reddet ham fra at kæntre og drukne i kajak. — Digtet indeholder nogle interessante oplysninger om dialektforskelligheder i Østgrønland.


Säwhläts digt:
Syden, Syden, o Syden hist nede!
den kyst, jeg forlod, for på mellemkysten
at leve og se denne flynder-fede
Pulángitsisoq —
disse mellemkystboer, som man kender på røsten,
som taler undseligt, et sprog, som de laller,
som om de var dumme, med hver sin art skrål,
nordlandsk og sydlandsk, som bedst det dem falder,
— det er svært at forstå deres kragemål —
o Syden hist nede!


Pulángitsisoqs moddigt:
Jeg mindes en dag, da Säwhlät kun ønskede
dette, at jeg var en mester-kajakmand —
for mange år siden, vi jagede sammen,
hans gamle kajak blev nok læk og trak vand!
da blev du til grin og begyndte at flæbe —
jeg bandt dig til min og begyndte at slæbe,
skrækslagen sad du og græd i kajakken,
nærved at kæntre glemte du snakken,
min stærke kajakrem du krammede fast —
sikken mester du var i at bære en last!
Jeg mindes en dag, da Säwhlät kun ønskede — —


__________


7. Spottesang over dem, der snobber for Evropæerne.
(Rink, side 349, nr. 170.)


Ifølge Rink er det følgende digt en spottesang over en pige, der var stolt af at tjene hos Evropæerne, og det betegner et af de sidste glimt af en selvstændighedsfølelse, der nu så godt som ganske er hensygnet (på Vestkysten). Sangens "store huse“ betyder evropæiske huse, og "kvidre" betyder at tale dansk eller evropæisk.


Jeg er ikke en, som læser skrift
hå hå hajja hai
ikke en, som drikker sødt tevand
hå hå hajja hai
ikke en, som slikker sukkervand
hå hå hajja hai
ikke en, som guffer lækker mad
hå hå hajja hai
ikke en, som kommer i store huse
hå hå hajja hai
ikke en, som ligger i fine senge
hå hå hajja hai
ikke en, der kvidrer som fugle
hå hå hajja hai



Kilde

Uddrag af William Thalbitzer: Hedenske digte fra Helsingør til Østgrønland, Helsingør, 1908.