Eskimoiske eventyr og sagn II (Rink) - Fortale
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
Fortale
Da en Indsamling og Udgivelse af de grønlandske Sagn jo var et temmelig nyt Arbeide, var det intet Under, at der efter sammes foreløbige Afslutning i 1866 endnu fremkom ikke faa nye Bidrag, især da det først efter den Tid lykkedes Forfatteren at opnaae den tilstrækkelige Øvelse i det grønlandske Sprog til at kunne forstaae og opskrive Sagnene efter den mundtlige Fortælling. Jeg antog, at en saavidt mulig fuldstændig Samling af de grønlandske Sagn ikke burde savnes blandt danske Skrifter, omendskjøndt den kun tør vente at finde en snever Kreds af Læsere, og Udgivelsen derfor ikke har kunnet iværksættes uden Bekostning. For dette Supplements Vedkommende er denne fuldstændig dækket ved velvillig Understøttelse fra Videnskabernes Selskab, i Forbindelse med et Bidrag fra Ministeriet for Kirke- og Underviisningsvæsenet.
Det synes allerede at ligge i Sagens Natur, at de Digtninger og Fortællinger, som et Folk selv har frembragt og selv bevaret ved mundtlig Overlevering gjennem Aarhundreder eller vel snarere Aartusinder, ikke kunne være uden Betydning for dem, der have Opmærksomheden henvendt paa det samme Folks Udvikling i Kultur. Samlingen turde have en saadan Betydning i to Henseender.
Først giver den, og det især ved Hjælp af de nyere Sagn, et Billede af de nuværende Grønlænderes Livsanskuelse og Forestillinger, navnlig i religiøs Henseende, saaledes som det nærmere er udviklet i Slutningen af Tillæget. Paa Grund af den store Kløft mellem de indfødte og Europæerne i Landet hersker der hos de førstnævnte en vis Dobbelthed, idet deres Væsen ligeoverfor Europæerne er tilbageholdent, tvunget og tildeels paataget, hvorimod det, som udgjør Hovedindholdet af deres Samtale under deres indbyrdes Sammenkomster, og som navnlig tjener dem til Underholdning i de lange Vinteraftener, i Reglen er at betragte som en lukket Bog for Europæerne, endog for dem, der opholde sig Størstedelen af deres Levetid iblandt dem. Det er jo indlysende, at det, som saaledes fra gammel Tid af sysselsatte Folkets Tanker og Indbildningskraft, ikke ved Kristendommens Indførelse kunde tilintetgjøres af de Fremmede. Da de mere offentlige selskabelige Forlystelser forhindredes af disse, var det jo intet Under, om de Indfødte endog følte desto større Trang til at høre og bevare deres gamle Sagn. Thi Tanke og Indbildningskraft fordre Næring ligesaa godt som Legemet, og en saadan kunde ikke tilstrækkelig findes i det, som fortaltes og lærtes dem af de Fremmede, ligesaalidt som i det Liv, de nu kom til at føre under et Slags europæisk Bevogtning. Da mundtlige Foredrag vare det vigtigste Middel for dem til Underholdning og til at opfriske Tankerne under Livet i de snevre Vinterhuse, kunde man ikke vente, at de paa Grund af Daaben skulde opgive dem, især da de fremmede Lærere i Begyndelsen kun værdigede dem ringe, og senere slet ingen Opmærksomhed. Det var ogsaa uadskilleligt derfra, at Grønlænderne maatte bevare Kundskaben om deres gamle Tro, og tillige optage den under en forandret Form i deres nuværende Forestillinger, idet de søgte at forsone dem med Kristendommen. Det er saaledes endnu gjennem Sagnene, at den Indfødte fra sin tidligste Barndom af indsuger disse Forestillinger og det er Sagnene, der tjene som et Slags Rettesnor for disse. Men ogsaa med Hensyn til Livsanskuelsen ialmindelighed, selv udenfor det religiøse Omraade, give Sagnfortællingerne os et ret træffende Billede af de nuværende Indfødte, og de kunne derfor umulig forbigaaes med Ligegyldighed af de Europæere, der befatte sig med Spørgsmaalet om Oplysnings Udbredelse iblandt Grønlænderne.
For det andet antog jeg, at Samlingen maatte have en ikke uvæsentlig kulturhistorisk Betydning. Det er bekjendt, til hvilke mærkelige Resultater den nyere Tids Undersøgelser over Oldsager fra Menneskeslægtens ældste Tid have ledet. Man er derved ogsaa bleven opmærksom paa det Lys, som de forskjellige Folkeslags Sagn kunde kaste paa de herhen hørende Spørgsmaal. Men dette kan først ventes at skee med Tiden, naar man besidder Samlinger fra forskjellige Folkeslag til indbyrdes Sammenligning, og naar man engang kommer saa vidt, turde maaskee netop Eskimoernes Sagn have fortrinligt Værd af den Grund, at de have levet meest afsondrede og ikke været udsatte for den Paavirkning fra fremmede Folkeslag, som kan have gjort andre Sagnfortællinger mere forviklede.
TilIæget om Eskimoerne er for en stor Deel, og navnlig hvad Afsnittet om Troen angaaer, grundet paa Sagnene, dog saaledes, at de Oplysninger, som kunde uddrages af disse, have maattet fuldstændiggøres og sættes i indbyrdes Forbindelse, ved derom at udspørge de Indfødte, omendskjøndt ogsaa disse selv, naar de blive adspurgte om noget Tvivlsomt, vedkommende Forfædrene, almindeligviis tage deres Tilflugt til Sagnene og anføre disse som Hjemmel. Dette Tillæg skulde altsaa deels lette Arbeidet tor de Læsere, der af Sagnene og andre Forfatteres Skrifter ville erhverve sig et Indblik i de Indfødtes Anskuelser og Kulturtrin, deels skulde det udfylde hvad der i saa Henseende maatte mangle i Sagnene, men dog endnu bevares ved mundtlig Overlevering.
Ved den første Samling har jeg tilføiet Anmærkninger, i hvilke der er gjort Rede for de Kilder der ere benyttede til hvert enkelt Sagn. Dette ansaaes dog for overflødigt ved nærværende Samling. Halvdelen af den er erhvervet gjennem mundtlig Fortælling, Halvdelen skriftlig, den sidste for det meste fra de samme Forfattere som den første Samling. Der er desuden tilføiet et større Antal egentlige Digtninger eller Sange. Disse ere affattede i et Slags Digtersprog og vare meget vanskelige at forstaae. Ved deres Oversættelse har jeg havt fortrinlig Hjælp af en Indfødt, ved Navn Karl Hagen, som hovedsagelig har faaet dansk Opdragelse.
Nogle af Sagnene ere betegnede med Overskriften: Efter mundtlig Fortælling. Disse ere meddeelte saavidt mulig ved nøiagtig Oversættelse, Sætning for Sætning, af den mundtlige Fortælling, som jeg selv har hørt den af en god Fortæller, og de kunne udentvivl godt tjene som Mønster for Sagnfortællingens Form i det Hele. Andre Sagn ere betegnede som »Uddrag«; dette betyder, at jeg selv har afkortet dem, hvorhos dog selvfølgelig ogsaa mange af de andre kun ere Uddrag eller Brudstykker, selv om det ikke saaledes er anført. Nogle bleve ogsaa ganske udeladte som meningsløse, endskjøndt det er vanskeligt at afgjøre, om ikke noget tilsyneladende Meningsløst kan faae Betydning ved Sammenligning med Sagn andetstedsfra.
Tallene I. og II. betyde: Samlingen fra 1866 og dette Supplement. Hvor Ord ere satte i Parenthes, betyder dette næsten altid, at de ikke ere Fortællerens Ord, men Oversætterens forklarende Tilsætning.Det vil findes rimeligt, at jeg ved at fortsætte Arbeidet selv er kommen til bedre Indsigt om Maaden, hvorpaa visse grønlandske Ord eller Forestillinger skulle opfattes, og derfor har fundet enkelte Dele at berigtige ved mit første Arbeide fra 1866. Dette gjælder især om det som vedkommer Troen, og det nærmere desangaaende vil findes i Afsnittet om samme i Tillæget. Her vilde jeg blot fremhæve to Berigtigelser. Den første er, at Arnakuagsak ikke er at betragte som et ondt Væsen (see I. Side 16 og 28). Den anden er Sammenblandingen af »Hexeri« med det som netop var det Modsatte, nemlig den overnaturlige Hjelp som opnaaedes ved anerkjendt gode Midler, navnlig ved Ord eller Bøn. Selv om man ikke vil bruge Ordet Bøn, er det dog nødvendigt at gjøre en Forskjel og jeg har derfor, om end vilkaarlig, senere anvendt Benævnelser, udledede af Trolddom eller Trylleri, trå at betegne det som hos Grønlænderne var det Modsatte af Hexeri. I den første Samling er saaledes Benævnelsen »Hexeri« blandt andet urigtig anvendt Side: 55, 132, 159, 206, 243, 269, 274, 275, 282, 317, 363. Det er forøvrigt vel muligt at denne Anvendelse af de danske Ord Trylleri og Hexeri egentlig er ganske uhjemlet, men det gjaldt jo ogsaa om, blot foreløbig at antyde en Sondring mellem Begreber, som man hidtil almindeligviis, jeg selv ikke undtagen, paa en aldeles utilladelig Maade har sammenblandet.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn, ss. III-VI
