FJ-Litteraturhist.Bd.1-Þrymskviða
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Første Bind
Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920
Første tidsrum
1. afsnit: EDDAKVAD
§ 4 De enkelte Eddakvad.
A. Mytiske digte.
c. Torskvad : Hymiskviða. Þrymskviða. Alvíssmál.
2. Þrymskviða. Dette velbevarede og så godt som ikke interpolerede digts (1) indhold er følgende. Tor vågner og griber efter sin hammer, men den er borte. Tor bliver voldsom ophidset. I det samme kommer Loke til. Tor fortæller ham hammerens forsvinden, »hvorom ingen på jorden eller i himlen ved noget«. De gik - uden tvivl ifølge Lokes råd, skønt dette ikke udtrykkelig siges - til Freyja for at låne hendes fjederham; Freyja låner dem den med glæde.
Da fløj Loke,
fjederhammen suste,
indtil han kom udenfor
asers gårde.
Trym sad på en høj,
tursers fyrste,
han guldbånd snode
til sine hunde.
Jætten spørger Loke om tidender fra aser og alfer. Loke svarer, at det står ilde til — »men har du måske skjult Tors hammer?«. Ja, svarer Trym, 8 mil under jorden; den kan kun fås tilbage på den betingelse, at Freyja bliver givet til jætten som brud. Loke fløj tilbage med den besked og fortæller den utålmodig væntende Tor udfaldet af sin rejse. De gik nu igen til Freyja. Da siger den altid drillevorne Loke:
Ifør dig Freyja
brudeklæder.
Vi to skal age
til jætteverdenen.
Men -
Vred blev Freyja,
fnysende vred,
så at asers hele
sal blev rystet.
”Vid at jeg var
efter mandfolk gal,
hvis jeg aged med dig
til jætteverdenen”.
Guderne samles nu til en forsamling for at rådslå om, hvad der skulde gøres. Da gav Heimdal det råd at give Tor brudedragten på tilligemed Freyjas Brisingsmykke; som tegn på den forklædtes husmoderværdighed skulde klirrende nøgler hænge ved bæltet, kort sagt, Tor skal klædes om til brud og udgive sig for Freyja. At denne forklædning af den stærke gud måtte frembringe en uimodståelig komisk virkning, er en selvfølge. Det har Tor også tilfulde følt, ti han siger:
Mig vil aser
frygtsom kalde,
hvis brudelin på mig
jeg binde lader.
Men Loke slår Tors frygt straks ned, idet han meget rigtig bemærker, at det er hammeren det gælder; fås den ikke tilbage, vil jætter komme og bebo Asgård. Dette argument virkede; nu lod Tor sig rolig klæde på. Loke tilbyder at rejse med ham som tærne, og nu gik det afsted — »klipper rævned, jord stod i lue, Odins søn aged til jætternes verden«. Trym bereder Freyja en festlig modtagelse; han har overflod på alle goder. Det eneste, han mangler, er netop - Freyja. De indbudne gæster samledes nu om aftenen hos Trym og begyndte at spise. »Sifs mand« alene fortærede én okse, 8 laks og alle kvindernes lækkerier, og han drak 3 kar mjød. Trym undrer sig over brudens stærke madlyst, men den listige tærne, som altid havde træffende svar på rede hånd, siger, at Freyja har været så rasende længselsfuld efter jætteverdenen, at hun intet har spist i 8 dage. Nu vil Trym give bruden ægteskabskysset og løfter sløret. Da var Tors øjne ikke meget venlige, Trym for tilbage igennem salen, så lang som den var, og udbrød: »Hvorfor er Freyjas øjne bistre; ud fra dem står et bål af flammer«. Den vise tærne gav igen et beroligende svar: »Freyja sov ikke i 8 nætter — af den samme rasende længsel«. Nu kom jætternes stakkels søster, som vilde bede bruden om en gave, ind, og Trym lod hammeren bære frem og lægge i brudens skød, hvorved både tilbageleveringen af hammeren og brudevielsen betegnes. Dette var noget for Tor:
Latteren klukked
i Hlorrides bryst,
da den hårde gud
sin hammer skued.
Trym dræbtes først,
tursers fyrste,
hele jættens slægt
blev slået ihjæl.
Tor dræbte den gamle
jættesøster,
som have bedet om
brudegave.
Hun fik smæk
i steden for smykker
og hug af hammer
for ringes mængde.
Dermed slutter dette digt. Det er lige fortræffeligt, fra hvilken side man end betragter det. Man ved ikke, hvad man mest skal beundre: den uforlignelige karakteristik af alle de optrædende personer eller den klassiske komposition og korte stil eller den konsekvente lette, fine humoristiske grundtone hele digtet igennem. Om Nordboens ævne i alle disse retninger aflægger digtet det ypperste vidnesbyrd.
Tor er den voldsomme gud, men ubehjælpsom, hvor kraften ikke duer eller ikke kan anvendes. At udpønse et listigt anslag — og kun et sådant kunde i det foreliggende tilfælde hjælpe — dertil er han umulig; derimod er han i sin ærlighed uden omtanke straks rede til at ofre Freyja, kærlighedens og frugtbarhedens gudinde, ganske vist i den tro, at hammeren kunde siges at være af større betydning end Freyja for gude- og menneskeverdenen; medens sandheden i virkeligheden var den, at bægge dele var lige uundværlige. Hans mangel på kløgt og hans fuldkomne udygtighed til at spille en anden rolle end sin egen fremgår med al tydelighed af hans lidet brudemæssige opførsel i jættens hal. Han er lige ved at røbe sig og ødelægge hele stillingen ved sin megen spisen og drikken. Hvor talende er ikke også hans naive frygt for, at guderne vil drille ham, fordi han lader sig klæde om til brud. Anderledes forholder det sig, efter at hammeren er kommen tilbage i Tors hånd, da føler man, at Tor ikke mere er til at spøge med, da mærker man hans hele overmægtige asastyrke og hans eftertrykkelige behandling af jætteslægten. Nu glemmer man brudeklæderne og de klirrende nøgler, man føler det alvorlige og ophøjede i situationen. Vi ler ikke mer; vi føler langt snarere en indre bæven, og dog kan forfatteren, sig selv lig til det sidste, ikke lade være med atter at indflette det komiske træk om de virkelige »brude«gaver, hug og slag, som den »stakkels jættesøster« fik. Vor alvor opløser sig atter til latter. Digtet begynder med at vække et muntert smil, som under forklædningen og festmåltidet bliver til rungende latter; denne afløses af alvor, som igen bliver afløst af smil. Digtet ender som det begyndte.
Loke optræder her i digtet som forholdsvis velsindet. Hans ondskabsfuldhed kommer ikke frem; derimod er den anden hovedside af hans karakter, skalkagtig drillelyst og utrættelig opfindsomhed med hensyn til træffende svar og snarrådighed, så meget mere træffende.
Trym er en ægte jættetype. Han er snu nok til at kunne stjæle Tors for jætteslægten så forfærdelige våben, hammeren, »jætters hovedknuser«. Nu skulde man tro, at han på ingen betingelse vilde give hammeren tilbage; men jættedumheden eller -kortsynetheden fornægter sig ikke. Han vil virkelig give den tilbage, dog for kærlighedens og frugtbarhedens gudinde, og her viser atter jættesnuheden sig, hvis det ikke snarere er at forklare som et udslag af en jætteagtig elskovsbrynde, at han forlanger Freyja. I ethvert tilfælde lader han sig grundig tage ved næsen under bryllupsfesten; den »listige tærne« udrydder straks enhver mistanke, som er ifærd med at opstå hos jætten. Den smidige ånd overvinder ham fuldstændig (ligesom hans stammefrænde Vafþrúðnir).
Hvad kompositionen angår, er digtet fuldendt. Det ene optrin fremgår uden omsvøb ganske naturlig af det andet, men med en rask vending og med udeladelse af alle unødvendige mellemled. Loke er tilstede i v. 2, men han må være kommen tilstede imellem v. 1 og 2, uden at dette fremhæves. I v. 5 flyver Loke afsted, uden at det er blevet fortalt, at Tor befaler ham at rejse osv. Udtrykket er lige så fuldendt hvad korthed og energi angår, uden at tydeligheden og gennemsigtigheden lider det mindste derved. Hvor rask og malende er ikke skildringen af Tors og Lokes rejse (se citaterne ovenfor); hvor udmærket heldig og talende er ikke fremstillingen af Tors glæde over igen at se hammeren; »Sjælen lo i Hlorrides bryst« er mere betegnende og mere værd end en lang og vidtløftig beskrivelse af hans følelser ved denne lejlighed. Der findes en sparsom brug af adjektiver (2), men de, der findes, er træffende og malende.
Hertil kommer så den djærve, men aldrig plumpe humor, der allevegne viser sig, i omtalen af Tors omklædning, hans bistre brudeøjne, hans solide appetit, Freyjas »fnysende« vrede, Tryms faren tilbage og ikke mindst jættesøsterens optræden; alt dette bærer den medfødte digterbegavelses umiddelbare præg.
Digtet er et mesterværk af første rang og det ikke alene i forhold til de andre eddakvad.
Det fremgår allerede af den ovenfor behandlede beskaffenhed af digtet, at det må henføres til de ældre eller ældste digte. Dette bestyrkes derved, at digtet indeholder kun én begivenhed; ingen indblanding af fremmede bestanddele, ingen sammenblanding af ikke sammenhørende myter finder sted her. Et kraftigt bevis for dette er endvidere, at Trym på ægte gammeldags vis sidder på en høj, en skik, som sikkert er gået af brug o. 900 eller måske lidt før. Når digtet omtaler, at »brede stene« blev anbragte på den forklædte Tors bryst, er dette en meget gammeldags kvindepryd, måske det såkaldte steinasørvi (et halssmykke sammensat af ravperler og glasperler, der hang ned på brystet; Freyja-Tor havde også Brisingsmykket, men det var kun om halsen) ; om et sådant sørvi hedder det hos Snorre: »af den grund kan kvinder omskrives ved hjælp af ædelstene eller glasstene, fordi det i oldtjden (i forneskju) hørte til kvindedragten, som kaldtes steinasørvi og som de havde om halsen« (3). I sproglig henseende kan her mindes om den meget alderdomlige form Þóri (dat.); derimod er vreiðr i v. 1 mere tvivlsomt.
På den anden side er der meget, der taler imod at henføre digtet til en så gammel tid, som det overhovedet ef muligt, f. ex. til begyndelsen af det 9. århundrede. Det særdeles udviklede sprog, de flydende rytmer og det i det hele regelbundne metrum henfører det til århundredets slutning. Ældre end o. 875 kan det næppe være. Man har hyppig nævnt Þrymskviða og Hymiskviða som modsætninger til hinanden, og dette er rigtigt. Men da Hymiskviða ikke kan være yngre end fra det 10. århundredes slutning, må der være en 75 — 100 år imellem disse to digte. Med andre ord: Þrymskviða kan ikke være ret meget yngre end fra o. 900.
Heraf følger igen, at der ikke kan være tale om, at digtet er forfattet på Island, men at det må være norsk, hvad jo også andre ting som »jætten siddende på en høj« i høj grad bestyrker.
At dette norske digt har været meget kendt og yndet i eftertiden helt ned til den norske middelalder bevises ved, at det affødte en folkevise, der genfindes både i norsk (Tore Kals vise), dansk (Tord af Havsgård) og svensk (trykt hos Arwidsson og hos Bugge-Moe) (4). Disse viser bevarer til en vis grad den gamle grundtone, men overdriver det fint-humoristiske i oldkvadet til det groteske. Der findes også andre afvigelser. Iøvrigt må der henvises til den udførlige behandling af Bugge-Moe. Æmnet er også behandlet i den islandske rimecyklus: Þrymlur, men jeg er ikke enig med udgiverne, at disse rimer har været kendte og benyttede af visens oprindelige forfattere. (5)
Noter
1): 1): Der kan henvises ang. digtet til: G. Neckel: Beiträge s. 41 ff. Ang. et par steder deri til H. Gering Zs. f. deut. Phil. XLIII, 135 f., Niedner: Bemerkungen Zs. f. deut. alt. 36.
2): Iait 8 (ikke 2 som Neckel siger, Beiträge 48-49) foruden de 2, der bruges om jættesøsteren: den stakkels, den gamle.
3): Snorra-Edda I, 334.
4): Jfr. Tors visen, udg. (1897) af S. Bugge og Moltke Moe.
5): I Edda (1919 1. hæfte) har A. Vestlund offenliggjort en afhdl. Åskgudens hammare forlorad, hvori han søger at vise, at til grund for digtet ligger en ritus vedrørende hammertyveriet. Men hele fremstillingen er så subjektiv og beror i den grad på lutter løse formodninger og hypoteser, at jeg ikke på noget som helst punkt kan erkende, at et videnskabeligt resultat er vundet.
