FJ-Litteraturhist.Bd.1-Digternes mål og karakter
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Første Bind
Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920
Første tidsrum
1. afsnit: EDDAKVAD
§ 2 Hvad er eddakvad? Hvornår, hvor og af hvem er de digtede? Eddadigtningens mål, karakter og stil.
Digternes mål og karakter
Digternes mål og karakter. Som bekendt træder de enkelte digtes forfattere selv og deres »jeg« yderst sjælden frem i eddakvadene og da kun i de yngste digte, og selv her på en så lidet fremtrædende måde, at vi i virkeligheden kan sige, at de er os lige ubekendte for det. Disse forfatteres personlige meninger får vi således direkte meget lidt at vide om, og dog vilde det være højst interessant, om vi kunde erfare noget nærmere om digtenes, altså også om deres forfatteres, mål og hensigt. Tiltrods for digtenes store objektivitet kunde en nærmere granskning af dem muligvis oplyse os herom. Og vi vil forsøge en sådan undersøgelse.
Det nytter her ikke at komme ind på de enkelte myter og sagn, da vi i det hele savner midler til at bestemme, hvorvidt nogen selvstændig opfattelse deraf foreligger. Det er endogså sandsynligst, at digteren i så henseende har holdt sig til det givne og i sit digt gengivet, hvad han havde lært eller fået meddelt (1). Sandsynligt er det endvidere, at ikke engang karakterskildringerne i første række skyldes ham. En glimrende ævne til træffende at gengive det hørte kan derimod ikke frakendes ham; en åben sans for personlighedens betydning, den logiske tankegang var ejendommelig for ham ligesom iøvrigt også for hans samtid.
Disse digteres syn på livet og dets forskellige forhold har næppe været meget forskelligt fra deres samtids. Det er ovenfor blevet bemærket, hvorledes Nordboerne havde formet deres gudeforestillinger. De guder, som de havde dannet sig, blev, eftersom tiden gik, stadig mere menneskelige i gøren, tænken og laden, men de tænktes dog at være i besiddelse af en overmenneskelig åndelig og legemlig styrke; ellers kunde de jo ikke have været guder. Det er mærkeligt at se, hvor ubetydelig grænsen er mellem en gud, selv Odin ikke fraregnet, og et menneske. Behøver ikke Odin at prøve sine kræfter med jætten Vafþruðnir, for at få fuld vished for, hvem der er den stærkeste?, og så går han endda af med sejren kun ved hjælp af et, næsten uværdigt, kneb. Behøver ikke den samme Odin selv at undersøge, hvorvidt det er sandt eller ej, at kong Geirrøðr er gæstfri eller ikke? Behøver han ikke endvidere at sadle sin hest, ride til underverdenen, og dér opvække en vølve for af hende at få at vide, hvorvidt Balders dage er talte? Vi er vidne til den store skændescene hos Ægir, hvor Loke optræder som enhver anden menneskelig løgner og æreskænder, og hvor både guder og gudinder på ægte menneskelig vis indlader sig på at svare ham. Vi er fremdeles vidne til, hvorledes Odin plages af en ægte menneskelig kærlighed, men tages ved næsen af en knibsk, ung kvinde. Hvorledes er ikke hans forræderske behandling af Gunnlöð? Hvor menneskelig er ikke Frigg i sin kvindelige angst for sin ægtefælle (Vafþr.)? Selve Tor er kun et svagt menneske, hvor han aldeles hjælpeløs og rådvild står på den ene side af sundet og trygler færgemanden om at sætte ham over. Menneskelig-fiffig er Tor på den anden side overfor dværgen Alviss. Rent menneskelig ulykkelig er Freyr i sin lidenskabelige kærlighed. Således kunde man blive ved. På denne måde opfattedes gudernes altså af digternes samtid og anderledes opfattedes de næppe af disse. Men det er tillige klart, at denne opfattelse må stamme fra hedenskabets sidste tider.
På den anden side må disse guders overmenneskelige ævner og styrke tages i betragtning. Uagtet Odin ikke af sig selv bestemt ved, om Balder skal dø, har han dog midler til at få det at vide. Han er i besiddelse af mægtige tryllesange; med dem kan han opvække døde, med dem kan han sløve sine modstanderes våben, befri folk for lænker, stanse spyd i flugten, slukke de største bål, stille vind og vove, bevæge enhver kvinde til kærlighed, og så fremdeles. Forfærdelig er Tors vælde, når han har sin hammer i hånden osv.
Hvad forholdet mellem guder og mennesker angår, omtales dette forbavsende sjælden.
Det var Odin og hans brødre, som havde skabt de første mennesker. Et nærmere forhold imellem bægge samfund var herved givet. Fra gudernes side var der tale om beskyttelse og omhu for menneskeslægtens åndelige såvelsom legemlige velvære. De kaldes i så henseende »kraftige og kærlige« (Vsp. 17), »venlige, blide magter« (Gri. 6, 37, særlig 41); Odins omhu fremtræder i al sin glans i de egenlige Háv., hvor menneskeheden af ham bliver belært om, hvorledes den skal kunne føre sit liv på jorden på den mest passende og hensigtsmæssige måde. Tors kampe mod jætterne er udelukkende et velgørenheds værk, nærmest for menneskene (»straks vil jætterne bebo Asgård, hvis du ikke får din hammer igen«, siger Loke i Þry., jfr.Hárb. 37). Han kaldes i så henseende »menneskenes ven«, »den, som bjærger menneskene« (Hym. 11, 22). Odins gaver omtales i Hyndl. (v. 2—3): guld, hærklæder, våben, sejr, rigdom, veltalenhed, forstand, medbør, digtekunst, heltekraft, og der anføres her enkelte personer, hvis særlige velynder og beskytter han er, hvad vi også kender andre steder fra. Hans omhu for enkelte mennesker fremtræder tillige klart i Gri. i det hele jfr. v. 41, 51) og i Reg. (v. 18). I Hyndl. er vi vidne til Freyas omhu for Ottarr, hvem hun vil »bede alle guder om at hjælpe« (v. 50).
På den anden side omtales også gudernes vrede og hævnende straf over hovmodige og opsætsige mennesker (Odin og Geirrøðr; Skirnir truer Gerðr med gudernes »gamban« vrede, Ski. 33).
Menneskenes stilling til guderne er højst ejendommelig. De opfatter forholdet nærmest som et venskabsforhold med forpligtelse for guderne som de stærkere til at beskytte den svagere ven. Den eneste forpligtelse for menneskene er at tro, at guderne eksisterer, tro, at de er guder, som styrer og råder, samt at de viser denne tro i ofringer (Freyja nævner det som en af Ottars fortjænester, at han «stadig har trot på asynjerne, og at han har rødfarvet Freyjas alter i nyt okseblod« Hyndl. 10) og i påkaldelse af deres nåde og bistand (»Hil jer guder, hil jer gudinder, ser på os to med milde øjne og giver os sejr«, Sigrdr. 3; »således hjælpe dig hulde væsner, Frigg og Freyja og flere guder«, Oddr. 9). Derimod hører vi intet om, at dette forhold til guderne forpligter menneskene til at beflitte sig på bedre sæder, til at leve et moralsk liv, der afføder en etisk livsopfattelse. Dette forhold bliver udtalt med al ønskelig klarhed i vers 145 i Hav.: »Bedre er det slet ikke at have bedet end at have ofret for meget (ɔ: til ingen nytte); en gave vænter altid gengæld«. At digternes fremstilling heraf er i overensstemmelse med deres samtids opfattelse, er næppe tvivlsomt.
Ved siden af troen på guderne fremtræder troen på skæbnen og skæbnegudinderne, nornerne, troen på, at alt er forudbestemt, og at mennesket uvilkårlig kun følger og opfylder denne forudbestemmelse; nornerne bestemmer ens alder og skæbne straks ved fødslen, og »Urds ord er ubøjeligt« (jfr. Fjölsv. 47, Helg. hund. 2 — 4, Völs. forn. 26, Reg. 2, Fáfn. 11 [jfr. 39, der i virkeligheden intet indeholder om, at skæbnen kan bøjes], Sig. sk. 5, 7, Atlam. 2, 36, jfr. 29, 48, Hamð. 30). At bestemme forholdet mellem guderne og nornerne er vanskeligt; men guderne synes, ligesom menneskene, at være deres bestemmelser underkastede.
Hvad menneskene selv og deres indbyrdes forhold angår, giver kvadene os i det hele taget et billede af dem som stolte og modige, ubøjelige og vilde, grusomme og hævngærrige, men de er også hengivne og trofaste, tilgængelige for kærlighed og stærke, lidenskabelige følelser, men, fremfor alt, besidder de, og det både mænd og kvinder, ja børnene med, en ubøjelig kraft, der altid er sig selv lig. Således er hovedpersonerne i heltedigtene. Det er let at se, at billedet er idealiseret; det er klart, at disse personer i et og alt betragtes som særdeles fremragende, som udstyrede med egenskaber, der ifølge Nordboernes betragtning måtte findes hos en virkelig helt og hans kvindelige sidestykke. At de har set virkelige levende forbilleder imellem sig i de tider, i vikingetidens mest blomstrende periode, er udenfor al tvivl; men hvad de har set enkeltvis eksistere, det har de i deres forestillinger om oldtidens helte gjort til en almindelig type; således, tænkte de, havde de alle været.
Et andet, men nok så værdifuldt billede af det norske folk i almindelighed, af den brede befolkning som bestående af virkelige gennemsnitsmennesker med disses dannelse og daglige virksomhed, får vi af de uvurderlige digte, der udgør de egenlige Hávamál (Háv. I) og de såkaldte »Loddfáfnismál«. Idet forfatterne af disse kvad giver deres regler, er der ingen tvivl om, at det er den jævne landbefolkning, de har haft for øje og som de går ud fra. Her nævnes ingen fyrster, ingen helte (undt. i et interpoleret vers). Menneskene er her i besiddelse af en vis åndelig opvakthed og modenhed, men denne må ingenlunde overskride et vist mål; »middelforstanden« prises som den, der båder mennesket bedst; opmærksomhed, lærvillighed og selvstændig omtanke er deri indbefattet; en værdig ro, standhaftighed, bramfrihed og sømmelighed i den ydre optræden, mådeholdenhed i mad og drikke og klædedragt, knap og forstandig tale, tilfredshed med lidet, når man blot ikke nødes til at gå omkring og tigge, trofast venskab eller troløshed, alt efter omstændighederne, uforfærdethed til eget forsvar, når man uformodet angribes, som det karakteristisk nok hedder »på marken«, mådeholden magtudfoldelse og retfærdighed anbefales, kort sagt, et sådant liv, som sikrer én en god omtale, godt rygte efter døden. Det er jævne ord om borgerlige dyder; de viser os billedet af et folk med beskedne krav, som lever under rolige samfundsforhold; det er den befolkning, som i Rigsþula er fremstillet billedlig i ægteparret Afe og Amma. I heltekvadene haves ingen bestemte repræsentanter for denne klasse; dér optræder kun helte og heltinder; disses forhold og optræden skal nu nærmere betragtes.
Kærlighedens væsen betragtes som ideel-rent og kærligheden i forbindelse dermed gennemgående som ulykkelig, idet de elskende enten slet ikke får hinanden eller, i modsat fald, fører et kort, brat afbrudt samliv. Således forholder det sig med Sigrun og Helge, med Sváfa og Helge Hjörvarðsson. Kærligheden vågner pludselig, ved det første syn, ja endogså før (Völs. forn. 15), og det med en sådan kraft, at den usvækket varer ved lige til døden, ja ud over død og grav. En sådan ideel opfattelse hænger sammen med og bunder i Nordboernes hele liv. Et liv, der som Nordboernes er fuldt af lidelser, savn og møjsommeligheder, krige og kampe, vækker en higen efter et højere og bedre liv, og denne higen skaber idealer og samtidig dermed forestillinger om en fortidens guldalder, hvor alt var ideelt og ophøjet. Deraf er Valhals ideelle krigerliv opstået, deraf er forestillingen om den ideelle kærlighed dannet. Man havde dengang, lige så fuldt som senere, sikkert gjort adskillige bitre erfaringer på det erotiske område; det gik ikke altid, som de to, der havde fundet hinanden, ønskede det. Livets ubarmhjærtige kulde og bitterhed greb ofte forstyrrende ind. Dette mærker vi da også her hos disse digtere; den døende Helge Hjörvardsson opfordrer Sváfa til at ægte sin broder Heðinn; hvor bitter en smærte og skuffelse åbenbarer sig ikke i Sváfas ord: »Det havde jeg erklæret i elskovens verden, da Helge bød mig ringe, at jeg efter hans død ikke med min gode vilje vilde omarme en fremmed fyrste« — og så giver hun Heðin trolovelseskysset.
I en endnu højere grad og endnu mere storstilet tragisk fremtræder den ulykkelige kærlighed i Sigurðssagnet, ikke blot for Sigurds og Brynhilds vedkommende, hvor Sigurðr på grund af en ydre magt — trylledrikken — glemmer sine elskovseder og begår, skønt selv uskyldig og uvidende, den forbrydelse at ægte en anden, men også Guðruns rene kærlighed til Sigurðr er på sin side tragisk, idet hun i en så kort tid får lov til at nyde den. Gunnarr, hvis kærlighed til Brynhildr for en god del synes at bero på hendes rigdom og den berømmelse, som omstrålede hendes stolte, kvindelige helteskikkelse, bærer selv på en ulykkelig kærlighed til Oddrun; også dette elskerpar har erfaret kærlighedens kvaler og bitre skuffelser. Fra de historiske sagaer fra det 10. årh. kendes mange eksempler på en lignende ulykkelig elskov, og følelsen af, at det måtte være således, udtrykkes klart i slutningen af Helreið: »Under stærk sjælekummer vil mænd og kvinder bestandig leve«. Hos guderne derimod er afslutningen heldigere; der »får de hinanden« (Freyr og Gerðr; Svipdagr og Menglöð); men dette er en naturlig følge af den konsekvente mytologiske tænkning og opfattelse. Så meget måtte da guderne overgå menneskene.
Dog var det ikke udelukket, at der gaves lykkelige ægteskaber med gensidig trofasthed og hengivenhed. Herpå leverer de historiske sagaer mange eksempler (jfr. det hyppig forekommende udtryk tókuz góðar ástir med þeim, uagtet selve ægteskabet oprindelig ikke beroede på nogen gensidig tilbøjelighed). Et sådant ægteskab kendes fra mytologien i ægteparret Odin-Frigg (jfr. Vafþr. begyndelsen), Loke-Sigyn; i heltekvadene fremstilles forholdet mellem Sigurðr og Gudrun på en lignende måde; dog må det her ikke glemmes at forholdet er frembragt ved overnaturlige midler.
Ægteskabsbrud hørte efter oldtidens opfattelse til de sværeste forbrydelser, der efter døden straffedes hårdt med alle Nåstrands værste kvaler. Dette er et etisk moment af første rang, men det synes ikke at stå i forbindelse med den nordiske gudetro, således om vi kender denne fra vore historiske kilder.
Forholdet mellem slægtens medlemmer indbyrdes fremtræder tor det meste på samme måde som i sagaerne. Mellem forældre og børn, brødre og søskende består et trofast og inderligt forhold af ubrødelig art. Baldr er »Friggs fryd«, »Odins barn« (Vsp.), Njorðr og Skade er meget bekymrede for deres elskovssyge søn, Freyr (Skirn.). Den ømmeste moderkærlighed fornægter sig ikke hos Groa, hos Grímildr, der længes efter den fraværende datter Guðrun (Goðr. kv. forn.), hos Guðrun, der sørger over sin datter, Svanhilds sørgelige skæbne, hvis skønhed moderen mindes i de ømmeste og prægtigste ord. Hvor smukt og træffende er ikke faderkærligheden betegnet i Gudruns ord til Atle: »Du skal ikke mere se dine sønner komme til dine knæer« (Atlak. 37). Sønnens betydning fremhæves særlig i Háv. (v. 72).
På den anden side har vi i Guðrun et eksempel på grusom behandling af de af sine børn, som hun har haft med den forhadte Atle; for at hævne sine brødre er det, at hun ombringer disse sine børn.
Mellem søskende og brødre synes båndet at have været endnu stærkere. Det er blevet opfattet som et forhold, der medførte de helligste forpligtelser, og hvis krænkelse var en af de groveste forbrydelser. Følelsen heraf fremtræder med al ønskelig klarhed i det bekendte vers i Vsp., hvor de sidste og værste tider beskrives (»brødre vil kæmpe med hinanden«). Dette forholds hellighed er det, som er drivfjedren i Guðruns tænke- og handlemåde, efter at Atle havde dræbt hendes brødre, hvem hun så længe som muligt havde søgt at redde fra døden. For at hævne dem dræber hun Atle og hans sønner, samt opbrænder hele hallen tilligemed alle dem, som var der inde med undtagelse af de uskyldige hvalpe.
Ikke mindre klart fremtræder følelsen af dette forholds betydning hos Dagr, Sigruns broder. På det tydeligste mærker man hans sorg over at skulle meddele søsteren den tunge tidende, at han, for at hævne sin fader og sine brødre, har dræbt hendes mand, og hvor gærne han vil gøre alt for at formilde eller afværge søsterens forbitrelse. Det hellige søskendeforhold fremtræder i al sin styrke i disse Dags ord: »rasende og afsindig er du, søster, siden du forbander din broder« (Völs. forn. 34; jfr. Goðr. forn. v. 1, hvor Gudrun ytrer: »jeg elskede mine brødre højt«, Goðr. III 8: »jeg ser aldrig mine kære brødre«). Broderligt og smukt er forholdet mellem Gunnarr og Högne, mellem Sörle og Hamðir. Den eneste krænkelse af broderforholdet er de to sidstnævntes drab af Erpr, men han var dog kun deres halvbroder og havde, vel at mærke, ikke den samme moder.
I alt dette kan vi ikke undgå at lægge mærke til den ideelle betragtning, der ligger til grund for fremstillingen. Særlig må dette siges at gælde for helten i den nordiske opfattelse. En helt er her en mand uden frygt og uden lyde, bortset fra de svagheder, som er uadskillelig knyttede til begrebet: menneske.
Helten kender intet til frygt: Helge, Sigurðr, Gunnarr, Högne, Sörle, Hamðir, Jörmunrekkr; (Reginn derimod er fej, han lusker af, medens Sigurðr dræber Fáfnir; heltebedrifter udførte han aldrig, list og rænker var hans styrke). Helten frygter hverken mennesker eller uhyrer (som Fáfnir): han frygter ikke stormens rasen eller bølgernes oprør (i steden for at rebe sejlene, lader han dem hejse i højen rå), ikke svig eller list, skønt han kan blive et offer derfor; endelig kender han intet til angst for døden; tværtimod; Magnus barfods valgsprog: »til berømmelse og ikke til langt liv skal man have en konge« var som talt ud af heltens hjærte. »Engang skal dog enhver dø«; om det skulde træffe sig et år før eller senere, var ligegyldigt; hvad det kom an på, var under alle omstændigheder at vise sig som en helt og udøve bedrifter, »der kunde mindes, så længe jorden stod«; det var tanken og det var ønsket. Derfor er digterne utrættelige i at fremhæve, at deres helte er »kampdjærve«, »flugtsky«, »uforfærdede« osv. Dette gælder både guder og mennesker. Skirnir ytrer, at »alt er bedre, end at blive blød om hjærtet« (Skirn. 13), for ikke at tale om Tors optræden ved forskellige lejligheder. Helge hundingsbane tilbyder heller at kæmpe end at give bøder for den fældede Hunding. Denne tanke udtrykker Sigurðr således: »højt vil Hundingssønnerne le, de som dræbte Eylime, hvis jeg har større lyst til at søge de røde ringe (Fáfnisskatten), end fuldbyrde hævnen for min fader«. Her er overflod af eksempler.
Helten er i overensstemmelse hermed i besiddelse af en ophøjet rolighed, besindighed og værdighed, der aldrig svigter. De hader stærke ord (jfr. Háv. 15); de ved, at selv den bedste kan finde sin overmand, »ingen er raskere end alle andre«, siger Sigurðr (jfr. Háv. 64); de er modtagelige for alle gode råd og al god belæring. Uværdig ordstrid og skældsord, ærerørige beskyldninger hader de. Helge ytrer til Sinfjötle: »Det vilde somme sig bedre for eder at kæmpe med hinanden, end at udslynge unyttige bebrejdelser; jeg er ingen ven af Granmarssønnerne [det var en af disse, Sinfjötle mundhuggedes med], dog bør man sige sandheden, og de har vist, at de har mod til at svinge sværd« (Helg. hund. 45 — 6). I disse ord antydes et træk endnu, som hører med til heltebegrebet: oprigtighed og ærlighed, samt troen på andres ord, stolen på andres, selv fjendens, ærlighed. For helten er en ærlig opfyldelse af edelige løfter en hellig pligt; han ved ikke, hvad underfundighed og rænkespil er (jfr. Sigrdr. 32).
Man har sat en vis begærlighed efter guld i forbindelse med disse helte. Men det er urigtigt og uretfærdigt. De elsker ikke guldet for dets egen skyld, men for at kunne optræde som fyrster, for at kunne uddele guld til deres trofaste mænd og hærfølge. Ædelsind i den egenligste forstand var heltens pryd og særlige egenskab.
Med alt dette er der dog en gradsforskel at lægge mærke til. Den beskrivelse, der her er givet, passer særlig på helte som Helgerne, Sigurðr, Gunnar og, så vidt vi kan se, Sörle. En anden klasse repræsenteres af mænd som Sinfjötle, stavnboen Atle, Hðgne, Hamðir. Uforfærdethed, ubøjelighed (de ler i døden og under de største smærter) og ærlighed er også disses særkende, men de savner den ophøjede ro, værdige besindighed og de blidere, ædlere følelser, vi ser hos de andre. En vis hårdhed, ja brutalitet kan ikke frakendes dem. Karakteristisk er det, at Helgerne, Sigurðr og Gunnarr er alle hæftig forelskede, og det er deres kærlighed, som spiller en hovedrolle, medens ingen af de andre nogensinde fremstilles i noget som helst forhold til kvinder og elskov; vi mindes uvilkårlig modsætningen mellem de to fostbrødre, den kvindekære Þormoðr og Þorgeirr, »som erklærede det for vanærende at lefle med kvinder«. Karakteristisk for disse helte er det også, at de ikke skyr ordstrid af en temmelig grov og plump art (Sinfjötle og Guðmundr, Atle og Hrímgerðr, jfr. Hamðirs samtale med moderen, Hamð. 6—8).
Denne vigtige forskel på heltene bunder sikkert i det nordiske krigerlivs så at sige daglige erfaringer.
I de islandske slægtsagaer fremtræder hævnfølelsen som en af de allerstærkeste følelser. I så henseende har det islandske samfund i det 10. årh. ikke været forskelligt fra det norske. Enhver ansås for moralsk forpligtet til at hævne forurettelser, hvad enten de var store eller små, hvad enten de bestod i drab af ens nærmeste, krænkelse af en kvindelig slægtning eller personlig overlast i ord eller handling.
I overensstemmelse hermed er den store rolle, hævnfølelsen spiller hos de skikkelser, digterne fremstiller. Helges og Sigurðs første gærning er faderhævnen. For Helges vedkommende er den også årsag til hans tidlige død, idet den af ham fældede modstanders sønner igen hævner deres fader. Det samme er tilfældet med Helge hundingsbane. Han falder for Dagr, hvis fader han har dræbt. Sigurðs drab skyldes hævn. Gunnarr trode på Brynhilds usande beskyldninger mod Sigurðr, fulgte blindt hendes opfordring og lod Sigurðr dræbe, men det må ikke glemmes, at han trode fuldt og fast på, at Sigurðr var en meneder og at han ikke selv egenhændig ombragte Sigurðr. På grund af hævnfølelsen lod Atle Gjukungerne dræbe; de havde været skyld i hans søsters død, mente han. På grund af hævnfølelsen dræbte Guðrún Atle og indebrændte hans mænd og af samme grund dræbte Guðrúns sønner kong Jörmunrekkr.
For bipersonernes vedkommende findes denne hævnfølelse hos Reginn, men rigtignok i forbindelse med en anden og uædlere følelse, griskheden.
Hos kvinden fremtræder hævnfølelsen ikke mindre end hos manden; men, ejendommeligt nok, er den her af en forskellig art. Den er mere lidenskabelig og ubehersket, og den bruger, i hvert fald undertiden, uædlere midler, dette sidste vistnok på grund af kvindens stilling og medfødte beskaffenhed. Hvor manden bruger våben, der var kvinden nødt til at ty til list og, om det skulde være, til løgn (Brynhildr). Ædlest er valkyrjekvinden, sålænge hun ikke helt har aflagt valkyrjenaturen (hvad Brynhildr gjorde); herpå er Sváfa det bedste og reneste eksempel. Et trin længere nede i menneskeligheden er Sigrún; hun udstøder de lidenskabeligste og forfærdeligste forbandelser mod sin egen broder, men om nogen anden hævn er der ikke tale, og kort efter dør hun af sin bitre sorg og smærte. I Brynhildr har vi, efter at hendes valkyrjevirksomhed var forbi, den rent menneskelige kvinde, der, for at få hævn over den formentlig skyldige Sigurðr, tyr til en fuldstændig opdigtet beskyldning, der ikke undlader at føre til målet, men hvorved hun får et moralsk knæk, hun ikke kan overleve; hun dræber sig selv i følelsen af sin skyld og brøde.
Anderledes med Guðrún. Hendes hævn grunder sig på en — i nordisk forstand — moralsk tanke. Hendes vandel er pletfri. At hun ikke hævner Sigurðr ved at lade sine brødre dræbe, kommer netop af den stærke følelse for slægtsammenholdet. Følgelig har Guðrún en helt anden grund end Brynhildr til at ville tage livet af sig: hendes egen sørgelige skæbne og bitre kummer.
En udpræget sans for moralsk vandel, for skyld og brøde, for straf og fortjænt hævn kommer allevegne åbenlyst til syne.
En fuldstændig modsætning til alle de nævnte personer danner samfundets ringeste klasse: trællene. I Rígsþ. får vi en skildring af disses udseende og levevis, der ikke er synderlig tiltalende. Overfor herren var de fuldstændig retløse og betragtedes som ethvert andet redskab. I åndelig henseende står de meget lavt, og de danner den mest afgjorte modsætning til helten. De er dovne, feje og usle, kort sagt, rene pjalte. Atles træl trygler om at måtte udføre det allerværste og urenligste arbejde, for blot at kunne beholde livet; han jamrer og hyler ved tanken om ved en voldsom død at blive revet bort fra sine kære svin (Atlam.; jfr. Hjalles tilnavn: enn blauði i Atlakv.). Noget lignende gælder trælkvinderne eller tærnerne (»salkvinderne«). De nægter at følge Brynhildr i døden, dog med en mere værdig undskyldning og motivering end Atles træl (Sig. sk. 50). De er lumske, misundelige og sladderagtige (Herkja i Goðr. III). Iøvrigt spiller de i det hele taget en meget ringe rolle i disse digte.
Med hensyn til alt det anførte er digterne vistnok at betragte som tro gengivere dels af deres samtids anskuelse og opfattelse, dels af den selv. Dem tilkommer æren for at have fattet det væsenlige i dens hele anskuelsesmåde, indbildningskraft og digteriske skaberævne og givet det ordenes klædebon. Dem tilkommer æren for at have haft et åbent øje for deres samtid, som den gik og stod, for hvad den trængte til i etisk-social henseende, og for uforbeholdent at have udtalt dette i digte af en ædel og simpel skønhed.
Dette kan kaldes den objektive side af deres digteriske virksomhed.
Deres mere subjektive syn på forholdene fremtræder i forskellige enkeltbemærkninger, udtryk og tillægsord, som kun kan stamme fra dem selv og deres egen personlige betragtningsmåde.
At digterne havde et åbent øje for den kvindelige skønhed er ikke underligt. Deres beundring viser sig atter og atter. Således kaldes en kvinde »lys« (Grí. 11), »gylden med lyse øjenbryn« (Hym. 8); en anden er »fagert skinnende« (Alvíss. 5; Helg. Hjörv. 7), »snehvid« (Alv. 7), »lys og vis« (Rígsþ. 39), »med lyse arme«. (Völ. 2, jfr. Sigrðr. 28); hun er endvidere »som en skinnende solstråle« (Goðrhv. 15) osv. Det er den ydre legemlige skønhed, som særlig betones. Retfærdighed og priselig upartiskhed overfor kvindekønnet fremtræder meget bestemt, således som når digteren lader Guðrún sige, at det er mændenes overmagt, som trykker kvinden ned (Atlam. 73), eller som når digteren, efter først i stærke ord at have omtalt kvindens upålidelighed og træskhed, tilføjer: »ja, vi mænd er forresten ikke et hår bedre; vi taler smukkest, når vi tænker falskest« (Háv. 84, 91).
I forbindelse hermed viser digterne en udpræget sans for det passende i ethvert forhold, noget, de i hvert fald tildels har delt med deres samtid. Af det foregående vil man allerede have lagt mærke hertil. Her skal det yderligere belyses.
Den passende beskedenhed finder sit udtryk i Odins ord til Vafþrúðnir (Vafþr. 10: »en fattig, som kommer til den rige, bør ikke tale for meget«); opførelsen i et samkvem fremhæves i Lok. 19; følelsen af at man ikke bør rippe op i gamle skader Lok. 25; det passende i forholdet mellem mand og kvinde, der ikke er gifte, og hvor en overskridelse af det tilladelige vilde være en forbrydelse Sig. sk. 4, Helr. 1; følelsen af det passende i en kvindes opførsel Goðr. forn. 27, Hyndl. 46; i forholdet til en broder Reginsm. 12; til en svoger Sig. sk. 13, 17; i en gæsts optræden Atlam. 32; ligesom også svig og underfundighed Atlakv. 2, Atlam 47, 74; for megen drikken Grí. 51, Lok. 47; alt dette, for ikke tale om hvad der findes i Hávamál om det mest passende i livets forskellige forhold, udtales ikke just som digternes egne meninger, men dog således, at man tydelig ser, at de stemmer med dem og er et udslag af dem.
I overensstemmelse hermed er digternes følelse af det slette i begået uretfærdighed og forbrydelser. Ikke alene Vsp. med sine grusomme straffe for menedere, mordere, kvindeforførere, afsky for hor (v. 39, 45), samt sin ligeså korte og fyndige betegnelse af de brave mennesker, som kommer til at leve i Gimle (v. 64), men også mange andre steder viser det på det klareste. Der udtales afsky for brodermord (Helg. hund. 36; 41 kaldes det for firinverk, 'en uhørt gærning'), egen følelse af en grov forløbelse (Helg. Hjörv. 32; Heðin indrømmer selv, at han har begået en stor forseelse ved at udvælge sin broders brud til sin hustru), følelsen af den straf, som venter den, der har talt løgnagtige ord om sin næste(Reg. 4); ikke mindre bestemt glæde over, at den løgnagtige sladderhank (Herkja) får sin velfortjænte straf (Goðr. III, 11).
Et sandt mesterskab viser disse digtere i deres beskrivelse af den menneskelige længsel, af sorg og smærte. Sand og dyb er skildringen af Freys kærlighedssavn (Skí. 4); ligeså sand og fin er beskrivelsen af Menglöðs inderlige længsel (Fjölsv.). Uendelig fin og varsom er beskrivelsen af Böðvilds hjærteskærende sorg og skam (Völ. 29); smukt skildres fadersorgen over de forsvundne sønner (Völ. 37, jfr. Atlam. 79, 85). Ægte nordisk-mandig er fremstillingen af Sigurðs uudtalte sorg (»han sørgede så, at den jærnvævede særk sprængtes på den kampstærke helt« Sig. meir. 4 [Völs. s. kap. 29]). Oddruns gamle, af tiden dæmpede sorg beskrives naturlig og sandt (Oddrgr.); fremstillingen af den kvindelige sorg når dog sit højdepunkt i skildringen af Sigrúns og navnlig af Guðrúns sorg, særlig i Goðr. I (jfr. Sig. sk. 29, Goðrhv. 9 samt Goðr. forn).
Der er forskellige grader eller afskygninger i denne kvindernes sorg (Brynhildr, Guðrún, Oddrún), men alle er de lige rigtig opfattede og konsekvent skildrede.
Alt dette viser, at digterne har forstået at gribe det skønneste i menneskelivet, vurdere det efter fortjæneste og finde det mest rammende udtryk derfor. De har været mesterlige gengivere og fortolkere af deres samtids og egne følelser, dens poetiske opfattelse af helten, manden, kvinden, mennesket. Ligesom de roser beskedenhed og tilbageholdenhed hos andre, således betragtede de ikke sig selv som egenlige digtere (jfr. ovfr. s. 80), og deres egen person træder så godt som aldrig frem, undtagen som sagt i nogle af de yngre kvad (Oddr. 1, 7, Atlam, 28, Goðrhv. 1). Desto større grund er der til for os at betone deres store fortjænester.
Ved det anførte er disse digteres forhold til deres stof og samtid i korte træk givet. En fylde af enkelte ting kunde endnu fremdrages, men det anførte er tilstrækkeligt nok til at vise, hvad det her i denne sammenhæng kom an på.
I modsætning til de navngivne skjalde, der til stof valgte sig deres samtids fyrster og samtids begivenheder, står eddakvadsdigterne, for så vidt som de henter deres stof fra den ideelle verden, hvad enten der er tale om mytiske digte eller heltekvad, den gamle gudeverden eller den fra fortiden arvede sagnverden.
Bortset fra det aldeles enestående digt, Völuspá, der i korte træk beskriver hele verdens liv fra først til sidst, men hvor der dog lægges en stor vægt på enkelte heltebedrifter af Tor og Odin, handler alle de øvrige gudekvad om enkelte optrin og da altid sådanne, hvor der fremtræder en udfoldelse af kraft, ligegyldigt om den er af åndelig eller legemlig art.
Åndelig kløgt og kraft, hvormed en sejr vindes og en modstander knuses eller må bøje sig, fremtræder stærkest i Odinskvadene: Háv. III, Vafþr., Grímn., Hárb., Baldrs dr. Men den fremtræder tillige i Skírn. og Hyndl., samt i Torskvadet Alvissm. Legemlig styrke, der besejrer enhver hindring og modstand, splitter fjenden som avner for vinden, knuser løgn og undsætter den bagvaskede, der ikke kan redde sig ved åndelige våben, er hovedmomentet i Torskvadene: Hym., Þryms. og Lokasenna.
Af en særegen art er Háv. II, hvor Odin kommer til kort i anledning af et elskovsæventyr; men atter her er der tale om en åndelig kraft (hos en kvinde), der går af med sejren. I Fjölsv. er der også tale om kraft, ikke alene Svipdags modige udholdenhed, men også om kærlighedens og navnets vidunderlige styrke, der fører til sejr.
Flere af de nævnte digte er, skønt hovedsagelig af episk art, dog, som det fremgår af det foregående, i en storre eller mindre grad moraliserende (Vafþr., Grímn., Hárb., Þrym., Lokas., Alv., Háv. II, III; fremdeles Völuspá, Rigsþula og Gróg. og fremfor alle Háv. I, IV, VI). Denne egenskab hos gudekvadene er så umiskendelig og så åbenbart bevidst, at der kan ingen tvivl være om, at uden en bestemt hensigt er de ikke forfattede.
Denne hensigt har efter vor mening ikke alene været den at underholde, men også, og vistnok i første række, den, at vælge sådanne optrin, som, foruden at udbrede nyttige kundskaber, kunde vække og styrke folks moralske sans og ansvarsfølelse. Denne hensigt forstås udmærket godt under henblik til de i moralsk og religiøs henseende slappe og hensygnende tider, de formentlig er digtede i. De bunder i det 10. årh.s moralske slaphed, opløsning og forvirring, der stadig forøgedes. Vi henviser til hvad der nedenfor vil blive sagt om Völuspá og Lokasenna. Vi må erkende, at de alle mere eller mindre har det samme mål.
Hermed er denne norske mytologiske digtnings grundlag og tilblivelse forklaret. Dog skal det indrømmes som muligt, at enkelte af digterne ikke har været sig denne digtnings væsen og tendens bevidst, men deltaget i den som en modesag.
Dette gælder ikke alene gudedigtene, men til en vis grad også om heltekvadene (se ovenfor hvad der fra bægge slags digte er anført af eksempler på det passende m. m.). I sidste tilfælde må man dog skælne imellem de norske og de grønlandske digte.
Hvad de norske heltedigte angår, er det klart, at uagtet man næppe kan sige, at deres første og eneste mål er moraliserende belærende, er dette element dog helt igennem så stærkt fremtrædende, at det i hvert fald viser, hvor gennemtrængte digterne var deraf. At de ikke har denne tendens, dette mål i samme grad, som de mytiske digte, forklares ikke alene ved deres forskellige indhold, men også, efter min mening, hovedsagelig derved, at de gennemgående er yngre end hine.
I det hele og store må det således siges, at vi i de norske digte besidder en belærende digtning af en vidtrækkende betydning, og at det er livet i det 10. årh., særlig dettes første halvdel, med dets storartede brydninger, dets alvorsfulde højtidspræg, følelsen af, at tiderne var trykkende og gærende, af, at der var grundige omvæltninger i vænte, af, at aldrig vilde folket — efter digternes mening — i højere grad trænge til dets hele sædelige kraft, som er denne digtnings baggrund, ja, den grund, hvoraf den på en ganske naturlig måde er fremspiret.
Med de formentlig grønlandske digte forholder det sig anderledes. Ganske vist finder man også her enkelte bemærkninger af lignende moraliserende bekaffenhed, som i de før omtalte norske digte, men man mærker i det hele taget intet til nogen gennemgående tendens i den retning. Disse bemærkninger (om skæbnen og lign.) er ganske anderledes løste fra æmnet og digtet som helhed betragtet, end i hine. Det er klart, hvad der her er hovedsagen: sagnstoffet som et fortællings- og underholdningsmiddel. Dette træder allerede klart frem ved den for flere af disse yngre digte så ejendommelige begyndelse: »Man har hørt«, »jeg har hørt i gamle sagn« osv. (se ovfr. s. 76 not.).
Vi står altså her overfor en ren underholdningsdigtning, der for så vidt står på grænsen imellem de norske eddadigte og den islandske skjaldedigtning, hvis udstrakte anvendelse til almindelig folkeforlystelse senere vil blive omtalt.
Denne forskel på de norske og de grønlandske digte er fuldt forklarlig ved den forskellige tid, de tilhører, og ved den af tiderne betingede grundforskel, der var på livet, de sociale og religiøse tilstande i disse to lande (2).
Noter
1): Jfr. hvad der i min behandling af Völuspá (1911) er påvist om dette digts indhold og dets forekomst andre steder. Jfr. dog hvad nedenfor vil blive udtalt om Hymiskviða's mytekombination.
2): Med hele dette afsnit jfr. Symons: Einl. § 39, selv om synspunktet der er et andet.
