FJ-Litteraturhist.Bd.1-Historiske tilstande hos Nordboerne til o. 1000 og deres ældste poesi

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 1 Historiske tilstande hos Nordboerne til o. 1000 og deres ældste poesi


Den gren af den gotogermanske folkeæt, som man plejer at kalde Skandinaver eller Nordboer, har fra umindelige tider bebot de skandinaviske lande, Danmark, Norge og Sverige. Ved de nyere arkæologiske undersøgelser må det betragtes som afgjort, at der i stenalderen var der i Norden et folk, som kan antages at være vore stamfædre. For vort formål er det nu ikke engang nødvendigt at gå så langt tilbage i tiden. Vi kan nøjes med at gå tilbage til den tid, i hvilken de ældste runemindesmærker optræder. I denne tid var Norden befolket af én folkestamme med ét sprog, som kaldes fællesnordisk (eller urnordisk). Dette sprog har en særlig nordisk karakter i modsætning til det omtrent samtidig i Vulfila's bibeloversættelse optrædende gotiske, og af det har alle de nordiske sprog i tidens løb efterhånden udviklet sig. Fra denne tid af, c. 400 e. Kr., kan der således ikke være tale om nogen ny indvandring af fremmede stammer til de nordiske lande(1).

Det er dette, som i denne sammenhæng for os er det vigtigste, at vi trygt kan gå ud fra, at ikke længe efter Kristi fødsel har Norden været befolket af den samme stamme, som vi finder dér ved den historiske tids begyndelse eller o. 800.

Hvorledes Nordboernes liv og kulturtilstande har været for dette tidspunkt, kan vi kun slutte os til dels fra deres kulturtilstand i de første historiske tider, dels fra den nordiske arkæologis videnskabelige resultater(2).

Nordboernes hjem — og jeg tænker selvfølgelig her særlig på Norge — var ved bjærge, fjorde og store skovstrækninger adskilt i mange større eller mindre egne, fylker, hvis befolkning af naturen kom til at danne et begrænset hele. Heraf kunde dog atter flere eller færre slutte sig nærmere sammen og danne større eller mindre ved fælles interesser forenede grupper med et fælles mål for øje. Ret træffende er J. J. A. Worsaae’s ord (3):

»Paa den Tid vi først træffe Skandinaverne bosiddende i Norden under Benævnelserne Nordmænd, Svear, Gøther og Gother (Danske), maatte de, istedetfor at staae i nøie indbyrdes Forbindelse, snarere leve meget afsondrede fra hinanden, idet Grændserne mellem Landene vare af en saadan Beskaffenhed, at de ikke uden de allerstørste Vanskeligheder kunde overfares . . . Ikke nok med, at Hovedstammerne i Skandinavien saaledes i den ældste Tid maatte leve temmelig afsondrede; disse Stammer selv vare endog deelte i flere, enten slet ikke eller kun lidet sammenhængende Dele ... En Følge heraf var, at en stor Mængde Smaariger dannede sig under egne uafhængige Herskere«.

Forbindelsen mellem de enkelte stammer, eller, om man hellere vil, mellem de enkelte småriger har nu ganske vist i sammenligning med tidligere tiders været ringe, men dog sikkert tilstrækkelig til, at de enkelte stammer med fælles ejendommeligheder, fælles sprog, fælles sæder og indretninger, som desuden levede under de samme ydre livsvilkår og følte sig følgelig som dele af et hele, — at disse stammer stadig var bekendt med hvad der foregik ikke alene hos deres nærmeste naboer, men også hos de fjernere boende stammefrænder. Hertil bidrog uden tvivl omrejsende folk, som, hvor de kom, blev udspurgte og som måtte meddele alt, hvad de vidste af nyheder og tilstande hos stammefrænderne(4).

Hertil bidrog endvidere forskellige handelsrejser fra det ene land til det andet. Herom får vi ypperlige oplysninger i Ottars og Ulfstens rejsebeskrivelser hos Alfred d. store.

Nordboerne var et ægte naturfolk. De færdedes udelukkende i naturen, hvad enten de rejste til lands eller til vands, de levede sig fuldstændig ind i den. Alle naturens afvekslinger og overgange, lige fra de jættestore isbræer til det fagergrønneste forårsgræs, fra den skumhvide brænding til havspejlets blødeste krusning, havde de et åbent øje for; alle lyd, lige fra den rullende torden og stormens hvinen til vindens sagteste luftning og bølgens legende skvulpen ved strande, havde de et lydhørt øre for. Intet under, at naturen fik den største indflydelse på det nordiske åndslivs uddannelse og indhold og på det nordiske gemyt, foruden at den på mangfoldig måde bidrog til udviklingen og fuldkommengørelsen af det nordiske sprog, der, som bekendt, er så rigt på de for naturens afvekslinger passende betegnelser.

Nordboernes åndsindhold måtte først og fremmest blive religiøst. Fra naturen hentede Nordboerne for en del deres guder og gudeforestillinger; disse var i begyndelsen meget få, simple og usammensatte, men de udviklede sig og mangfoldiggjordes efterhånden. At komme nærmere ind på påvisningen heraf i det enkelte ligger udenfor vort æmne.

Næst efter naturen var der en anden genstand at lægge mærke til og iagttage. Det var folket selv. Nordboerne som mennesker, det nordiske menneske- og samfundsliv, således som det efterhånden havde udviklet sig. Dette havde de lejlighed til, om jeg så må sige, at studere grundig, skønt for det meste ubevidst. Skønt deres land, som allerede bemærket, var vanskeligt nok at befare og samfærdslen derfor højst ufuldstændig, var samkvemmet mellem de enkelte stammer og indenfor de enkelte bygdelag, som sagt, tilstrækkeligt til, at en rig og frugtbar iagttagelse kunde foregå. Desuden var dette samfundsliv meget primitivt, kun i en meget ringe grad udviklet, og følgelig lidet indviklet. I så henseende må den ene egn nøjagtig have lignet den anden. Nogen særudvikling af gennemgribende betydning kan der i den tid, som der her er tale om, aldeles ikke tænkes at have været tilstede.

Den omtalte forholdsvis lette iagttagelse af det sociale liv gælder nærmest forbindelsen mellem mand og kvinde, kærligheden, ægteskabet og de herhen hørende stemninger, forholdet mellem mand og mand i alle henseender, venskab og fjendskab, handel og vandel i almindelighed. Dette skabte indholdet af deres etiske opfattelse, og denne fik sit udtryk i korte sætninger, kærnefulde ordsprog og fyndige tankesprog.

Ligesom Nordboernes religiøse opfattelse uden tvivl fik stor indflydelse på deres livsopfattelse, således havde også på den anden side deres betragtning af menneskelivet en vidtrækkende indflydelse på deres religion, på deres forestillinger om guderne og gudelivet. De af naturen opståede og abstraherede gudeforestillinger blev til personlige guder, som både i legemlig og åndelig henseende fik menneskelig skikkelse(5). Guderne blev potenserede mennesker og deres liv et potenseret menneskeliv med alle dettes gode og svage sider, med den samme krigerske karakter og den samme tragiske skæbne som dette.

Fra betragtningen af naturen gik man over til iagttagelsen af menneskenaturen og menneskelivet i al almindelighed. Det næste skridt var at fæste blikket på enkelte personer, mand eller kvinde, indenfor den samme stamme, samme slægt, samme familje, personer som i en eller anden henseende havde udmærket sig fremfor andre(6). Af den slags iagttagelser opstod der, navnlig efter vedkommende mands død, sagnagtige fortællinger eller familjesagn. Afstand i tid plejede at forstørre disse mænd og deres bedrifter. Glansen om deres navn blev desto større, jo dunklere Udforindringen om dem selv blev.

Her har vi oprindelsen til mytiske sagn om nordiske helte, til hjemlige heltesagn.


Nordboernes liv hengik roligt om vinteren. De forblev i deres hjem og nød sommerens udbytte. Dette bestod dels af hvad de af deres egen jord havde erhværvet, dels af hvad de ved handel med andre nationer havde tiltusket sig, dels endelig af krigsbytte. I bægge de sidste tilfælde har Nordboerne haft med omboende og fremmede folkeslag at gøre, og da dem, som bode nord, øst og syd for dem.

Deres urgamle forbindelse med Lapper og Finner imod nord og nordøst er tilfulde konstateret ved V. Thomsens afhandling: Den gotiske sprogklasses indflydelse på den finske, 1869. Her påvises, som bekendt, en mængde nordiske ord, som ved lån er optagne i lappisk og finsk ; disse låneords form viser hen til en tid, der falder sammen med, eller i hvert fald ikke er yngre end de ældste nordiske runeindskrifter. »Ligeså lidet som der lader sig påvise sikkre forbindelser mellem dem (ɔ: Lapperne) og andre gotiske folk end Nordboerne, ligeså utvivlsomt er det, at deres berøringer med disse også i deres nuværende boliger gå tilbage til den fjærneste oldtid. Jeg betænker mig derfor ikke på udelukkende at søge kilden til disse gamle gotiske bestanddele i en nordisk sprogform, der ... må have stået på et betydelig ældre trin end det almindelig såkaldte oldnordiske. Et sådant sprog er just det, som er os opbevaret på de ældste runemindesmærker... og som på den tid må have været herskende over hele Norden.«(7). Om den specielt finske stamme hedder det: »Jeg ser for øjeblikket ingen anden udvej end at antage, at den finske stamme for halvandet eller to tusinde år siden har været udsat for indflydelse af forskellige, om end nærved hinanden liggende sprogformer af den gotiske klasse, vistnok både en gotisk (i snævrere, betydning), der dog må have stået på et ældre trin end den, vi kende gennem Vulfila, og en nordisk«(8).

En forbindelse mellem Nordboer, særlig dog Svenskerne, og landet øst for Østersøen (Rusland) har i umindelige tider været meget livlig. Som bekendt, førte den til det russiske riges grundlæggelse ved Nordboer(9).

Fremdeles har Nordboerne fra en meget gammel tid haft en særdeles livlig (handels-) forbindelse — gennem Danmark — med de syd for dem boende germanske stammer og sydevropæiske folkeslag(10). Ved denne forbindelse har Nordboerne fået deres broncekultur og senere deres jernalders kultur tilligemed runeskriften (11). De har også meget tidlig [5. — 7. årh.(12)] modtaget derfra indflydelser af en rent åndelig art, nemlig forskellige sagn om tyske helte og fyrster. Disse sagn blev udbredte blandt hele den skandinaviske stamme. Uforandrede kunde de dog ikke holde sig; ganske naturlig ændredes de på mangfoldige måder, ikke mindst derved, at hjemlige sagn blev delvis sammensmeltede med dem; dette skete sikkert nok dels på en rent mekanisk ubevidst måde, dels måske også bevidst, idet man mente, at de hjemlige sagnhelte blev endnu herligere derved, at de genealogisk blev knyttede til fremmede helteslægter(13). Dette er særlig sket i Norge, hvor Helgesagnet (-ene) er sammenvokset med Gjukunge- og Völsungesagnet, medens en sådan sammensmeltning næppe har fundet sted i Danmark; i det mindste kender Saxo intet til den.

Nordboernes omtalte forbindelser med fremmede folkeslag, særlig dog med de folk, som bode nord og øst for dem, havde, hvad enten de var af fredelig eller krigersk art, sikkert en ikke ubetydelig indflydelse på deres mytologi, foruden at deres hele kultur derved udvikledes og fuldkommengjordes(14).

Således havde Nordboernes, specielt Nordmændenes åndsliv og dettes fornemste indhold efterhånden dannet sig. Dette åndsindhold var ved den historiske tids begyndelse fuldt dannet og bestod dels af A: mytologi eller gudesagn, dels af B: etik eller praktisk livsanskuelse og samfundsmoral, dels af C: heltesagn om hjemlige så vel som om fremmede helte, som i Norge forbandtes med hinanden til et hele.

At dette åndsliv meget tidlig og for den historiske tids begyndelse i hvert fald delvis fik sit udtryk i bunden tale er noget, der med en høj grad af sandsynlighed kan forudsættes. For det første er det en almindelig kendsgerning, at hos ethvert oldtidsfolk har åndslivet først ytret sig i sange. Ethvert folks litteratur begynder med poesi.

For det andet ved vi, at oldsange omtales hos andre germanske stammer. Således omtaler goten Jordanis i sit historiske værk, forfattet ved midten af det 6. årh., flere gange sådanne sange: »quemadmodum et in priscis eorum carminibus pene storicu ritu in commune recolitur«, »ante quos etiam cantu maiorum facta modulationibus citharisque canebant, Eterpamara, Hanale, Fridigerni, Vidigoiæ et allorum, quorum in hac gente magna opinio est, quales vix heroas fuisse miranda jactat antiquitas«, »reliquam vero gentem capillatos (=Haddingjar? ) dicere iussit, quod nomen Gothi pro magno suscipientes adhuc odie suis cantionibus reminiscent«, »Horum ergo heroum, ut ipsi suis in fabulis (= historiske digte) referunt, primus fuit etc.« (15). Han nævner også genealogiske digte (med rækkefølge helt op til Gapt).

At ikke blot ældre heltekvad, som Jordanis her på det tydeligste omtaler, i virkeligheden eksisterede; men at også ny stadig blev digtede, tør vi vel slutte af den bemærkning, som han gør kap. 41: »cantibus honoratum (nl. den faldne fyrste) inimicis spectantibus abstulerunt«. At der her skulde menes ældre sange, er temmelig meningsløst.

Hos andre folk som Longobarder og Angelsakser findes oldsange også omtalte, men det er ikke nødvendigt, nærmere at komme ind herpå. Der kan henvises til digte som Wiðsið, for ikke at tale om Béowulf. Alle Germaner gælder følgende udtalelse af Tacitus: »celebrant carminibus antiquis, quod unum apud illos memoriæ et annalium genus est, Tuistonem deum, Terra editum, et filium Mannum, originem gentis conditoresque« (Germ. c. 2.).

Vi får her oplysninger både om mytologiske og heroiske oldkvad hos Germaner i almindelighed og hos forskellige germanske folk i særdeleshed. Det er således næppe for dristigt at antage, at Goto-Germanerne, de skandinaviske folk, også har besiddet oldtidssange af en lignende art.

Og dette bestyrkes i høj grad derved, at vi hos dem i de ældste historiske tider finder en allerede meget vidt fremskreden poesi, som synes at måtte forudsætte ældre så vel i form som indhold mere primitive, ukunstlede sange. Det gælder her, hvad K. O. Müller etsteds så træffende har sagt om den ældste græske poesi: »Es müssen mehrere Jahrhunderte dahingegangen sein, ehe die poetische Rede der Griechen diese Fülle, diesen Reichthum, diesen schönen Fluss gewann, der in den Homerischen Gedichten uns zur Bewunderung hinreisst« (16). Vore ældste kvad, som Hávamál, Brages kvad osv., udviser samme udviklede sprog, form og velklang som Homers digte.

Poetiske frembringelsers forhistoriske tilværelse tør også sluttes deraf, at vi på runestene fra den ældste runeperiode i Norden finder vers eller versdele, i hvert fald ord, der aldeles lyder som vers. Således haves f. ex. på Tunestenen følgende halvvers:

Ek wiwaR after
woðuriðe
witaðahalaiban
worahto runoR,

et korrekt halvvers i fornyrðislag både hvad stavelseantal og forlydsrim angår, hvilket næppe er tilfældigt (17). Sikkert må jeg også antage, at Tjurkøbrakteatens

wurte runoR
an walhakurne

er en tilsigtet vísufjórðungr.

Disse ældste nordiske sange, som vi således med sikkerhed synes at kunne forudsætte, er imidlertid alle tabte. Muligvis er de mange navne på jætter, søkonger og Odin osv., som nu kun kendes fra Snorra-Eddas navneremser, de eneste rester af oldsange (18).

At disse sange er tabte, er let forståeligt og har sin hovedgrund i de store og betydningsfulde forandringer, som det nordiske sprog undergik i de sidste århundreder af den forhistoriske tid, forandringer, som også havde en stor indflydelse på beskaffenheden af det gamle runealfabet. Herom kan jeg henvise til Wimmer: Die runenschrift 2. bog. Sange, som på grund af deres gammeldags sprog var begyndt at blive mindre let forståelige og uforenelige med en nyere sprogudvikling, måtte naturnødvendig forsvinde og glemmes. En forandring og omarbejdelse af sådanne sange er uantagelig, undtagen i en meget ringe grad. Grunden hertil er, at den metriske form hele tiden (jfr. de ovenfor anførte versdele i fornyrðislag) vedblev at være den samme. Men den nedarvede metriske form, som ingen forandring krævede, og de gamle vers i den yngre sprogform, som efterhånden havde dannet sig, kunde ikke forenes (19).

Det ovennævnte halvvers på Tunestenen vilde f. ex. i eddakvadenes sprogform lyde således:

Ek Vir epter
Óðriðe
vitaðhleifa
orta rúnar.

Den anden linje får kun 3 stavelser og den 3. linje bliver metrisk umulig (⏝̀ _ ǀ _́ ⏝ for _́ _ ǀ _́ ⏝).

Indlysende er det, som allerede antydet, at skønt den ældre sprogform og dermed de gamle kvad gik til grunde, den metriske form aldeles ingen grund havde til at forgå. Den havde let ved at holde sig og det gjorde den også; den var nemlig lige let at udfylde med det nyere sprog som med det gamle. Denne ældste metriske form har efter alt at dømme rimeligvis været det egenlig såkaldte fornyrðislag, ɔ: den 8-linjede strofe med 4 stavelser i linjen.


- - -


Da Nordmændene ved det 9. århundredes begyndelse trådte ind i den historiske tidsalder, havde de, således som det i det foregående er påvist, en fuldt udviklet mytologi, sædelære og sagnhistorie, i alt væsenligt i den form, vi finder i eddakvadene og andre norsk-islandske sagnkilder.

De største og betydningsfuldeste begivenheder i Norden i det 9. årh. er vikingetogene, det norske enekongedømmes oprettelse og den dermed sammenhængende bebyggelse af Island, hvorfra Grønland senere blev opdaget og befolket.

Vikingetogene udgik, som bekendt, dels fra Norge, dels fra Danmark, men gik i to retninger; de danskes langs Tysklands nordkyst hovedsagelig til Frankrig og England; de norskes over de nord for det britiske øland liggende øer til Skotland og Irland (20). Kun de sidste vedkommer os her.

Allerede ved midten af det 9. årh. havde Nordmændene efter stadige kampe og langvarige krige med indbyggerne sat sig fast på Shetlandsøerne, Orknøerne, Syderøerne og på visse punkter i Irland og her dannet småriger.

At Irerne (Kelterne) bestandig har betragtet Nordmændene som fjender, der skulde bekriges og helst jages ud af landet, at der således stadig har været fjendtligheder imellem dem og gensidig mistillid, er aldeles utvivlsomt(21). Ikke destomindre forekom det flere gange, at Nordmændene forbandt sig med eller, rettere sagt, søgtes som tapre forbundsfæller af det ene irske parti imod det andet i de hyppige, blodige fejder, som Irerne havde med hinanden(22). Disses egen indre splidagtighed begunstigede i høj grad Nordmændenes midlertidige magt i landet. Som følge af disse kortvarige og ydre forbindelser mellem Nordmænd og Irer knyttedes der også enkelte indre forbindelser ved giftermål. Denne venskabelige forbindelse imellem bægge nationer har dog overhovedet være af en meget løs karakter. Krigen imellem dem blussede op med korte mellemrum og kunde i grunden siges at være uafladelig.

Netop på grund af sådanne fjendtligheder mellem Irer og Nordmænd c. 870, hvori disse ses at være komne tilkort, måtte de for en tid forlade landet. Hos de norske vikinger var uafhængighedsfølelsen stærkest udviklet. De besad godser i Norge, og her havde de slægt og venner, som de måtte føle sig knyttede til. De kunde således ingenlunde se uvirksomme på, at Harald hårfagre erobrede hele Norge. Det var da også disse, som i forbindelse med deres nærmeste venner og frænder gjorde kong Harald den mest hårdnakkede modstand af alle, navnlig i den sidste og afgørende hovedkamp, slaget i Hafsfjord (872). Følgen af denne kamp blev, at de, der ikke godvillig underkastede sig Harald hårfagre måtte søge til et andet land med tab af deres norske godser.

Således blev de for de norske vikingeslægter ugunstige vilkår både i Norge og på Irland (23) hovedårsagen til, at Island, som ved et tilfælde nylig var blevet opdaget, nu blev bebygget. Der kunde den landflygtige Nordmand uden sværdslag bemægtige sig så stort et landområde, som han vilde, og som han i det hele taget havde brug for. Dér kunde han leve uafhængig og efter eget tykke. Landet var i det hele godt og tiltrækkende; der var gode græsgange, store skovstrækninger, om end træerne ikke var synderlig høje, — til gengæld var der på mange steder drivtømmer i overflod; der var udmærket fiskefangst i søer, floder og i havet omkring kysterne; udmærkede æggeindsamlingssteder kunde meget let istandbringes så at sige landet rundt (24). Landet kunde således i flere henseender siges at være mindst lige så godt som Norge, foruden at det lignede dette med hensyn til beskaffenhed og klima. Hertil kom så det gode, som de savnede i deres eget hjem, uafhængigheden, den ubetingede frihed. Hvad under, at så mange Nordmænd da tyede derhen?, hvad under, at de der stiftede en koloni af større varighed og med større livskraft end noget andetsteds? (25).

Man har med stor styrke og overbevisningens kraft søgt at hævde og bevise, at den keltiske races indflydelse på Nordmændenes ånd har været overordenlig stor og af en gennemgribende betydning; særlig skulde den have omdannet deres hele trosopfattelse. Jeg taler ikke her om den af Sars forfægtede, efter min opfattelse urigtige, mening, at vikingetiden skulde have givet den nordiske mytologi dens krigerske karakter. Jeg sigter til den særlig af A. C. Bang og S. Bugge fremsatte anskuelse, at den nordiske (norske) mytologi skulde være en sammenblanding af ægte hjemlige (ɔ: »nord- og sydgermanske«) myter og heroiske sagn og »flere træk af den græsk-romerske mytologi« og endelig af »flere mer eller mindre forvanskede kristelige forestillinger, sammenarbejdede med det øvrige stof på en i sandhed ligeså genial som helstøbt måde« (26).

Denne anskuelse er imidlertid bleven meget kraftig bestridt af K. Müllenhoff, V. Rydberg, G, Stephens (27) og flere. Jeg må slutte mig til disse, idet jeg mener, at den indflydelse og påvirkning, Kelternes kultur har haft eller kan have haft på Nordboerne, hverken kvantitativt eller kvalitativt har været blot tilnærmelsesvis så omfattende og vidtrækkende, som Bang og Bugge mener (28).

At den keltiske kultur før 800 i flere århundreder havde været overordentlig stor, er en historisk kendsgærning. »Irland var gjennem en Række af Aarhundreder et Centrum for Aandslivet i Europa, ikke blot det religiøse, men ogsaa det literære og videnskabelige« (29). Teologi med latin og græsk, astronomi og matematik dreves med videnskabelig iver og grundighed i de irske klostre, foruden at digtekunst og poesi neppe hos noget andet folk har »spillet en så stor rolle«.

At der således i det 9. århundrede under visse vilkår var meget at lære af Kelterne, er utvivlsomt. Men de fornødne betingelser for en så grundig og vidtløftig videnskabelig undervisning fra keltisk side, og en åndelig modtagelighed hos Nordboerne på den anden side, at en »lige så genial som helstøbt« sammenarbejdelse af kristelige og hedenske forestillinger kunde komme i stand, var i det 9. århundrede ikke til stede. Disse betingelser er: et langvarigt samkvem i forbindelse med fred og ro, en beslægtet åndsretning, lyst og tilbøjelighed — hos Nordboerne — til teoretisk-spekulative studier, samt gensidig sproglig forståelse.

Intet af dette kan, efter hvad vi af vore kilder kan og tør slutte, siges at have været tilfældet. (30).

De nordiske mytologiske forestillinger, som vi nu har dem, findes mere eller mindre bestemt antydede i de ældste kilder, d.v.s. i de ældste skjaldekvad (31). Når Þjoðólfr i sit Ynglingatal — for kun at tage ét eksempel — kender Loke som fader til Hel (vers 13), og når digtet er forfattet endnu i det 9. årh, og når digteren forudsætter udtrykkets almindelige forståelse og derved viser, at den forestilling, som det beror på, er folkets åndelige fælleseje, — så er det uforeneligt med, at Loke kun skulde være, lad os sige, 40 — 50 år gammel (og det er det allerhøjeste) i Norge og stamme fra den kristelig-keltiske Lukifer (32).

Heller ikke var tiderne i Norge gunstige for en sådan åndelig virksomhed. Kongemagtens opståen i det 9. årh.s sidste halvdel, indre og ydre uroligheder også i det 10. årh. taler ikke for en sådan virksomhed, som ifølge Bangs og Bugges anskuelser måtte være ret almindelig og ikke en enkelt mands eller nogle få enkeltes. Selv om man kunde antage, at en enkelt person havde hengivet sig til en sådan spekulativ virksomhed, vilde hans tænknings frembringelser sikkert aldrig være blevne hans (det norske) folks fælleseje.

Aldeles det samme gælder for Islændernes vedkommende. De havde, som sagaerne lærer os, andet i det 10. årh. at bestille, end at beskæftige sig med dannelsen af en ny mytologi ; desuden var deres åndsbeskaffenhed af den art, at en sådan virksomhed lå dem fjærnere end noget andet.

Det omtalte samkvem mellem Irer og Nordmænd var i det 9. årh., som alt bemærket, i det hele taget af en alt andet end fredelig karakter. Nordmændenes eneste tanke og kæreste beskæftigelse var sikkert den, at berige sig i en rent materiel henseende og ved deres tapperhed at erhverve sig krigerære enten i egenskab af angribende fjender eller som forbundsfæller (33). Det var af den grund, at de havde forladt deres gamle fædreland; det var derfor de vovede liv og lemmer. Mindst af alt har de tænkt på »at gå i kloster« og studere hos munke. »Normannernes« fremfærd andre steder i det 9. årh. er også et talende vidnesbyrd. »Furor normannicus«, som ytrede sig i plyndringer af alt, hvad de kristne anså for helligt og ukrænkeligt, kirker, klostre, ja grave, er uforeneligt med »studia humaniora« fra »røvernes« side.

At Kelternes og Nordmændenes åndsretning og hele åndelige habitus var grundforskellig, er sikkert nok. Jeg skal med hensyn til Kelternes åndsretning henvise til J. E. Sars beskrivelse (34), hvoraf jeg her skal anføre følgende: »Den [keltiske race] har aldrig kunnet maale sig med denne [den germanske] i practisk og politisk Dygtighed; men den har til Gjengjeld viist sig overlegen i andre Retninger. Kelternes levende Phantasi og letvakte Enthousiasme, deres Tilbøjelighed til at slutte sig sammen og gaa op i almene Formaal, deres Svaghed, naar disse glippe og det gjelder for hver Enkelt at leve sit eget Liv, danner som en Modsætning til Germanernes Energi, kolde Overlæg og sterke personlige Selvstændighedsfølelse«.

Af denne vidt forskellige åndsretning kan jeg ikke drage den samme slutning som Sars (35), nemlig at modsætningen »maatte i visse Forhold bidrage til at gjøre en nær Berørelse mellem dem: frugtbar og vækkende«. Jeg tror langt snarere, at i dette tilfælde har disse modsætninger virket frastødende og ikke tiltrækkende, for ikke at tale om, at de sproglige forhold lagde næsten uovervindelige hindringer ivejen.

Det er en kendsgerning, at Nordmænd og Islændere aldrig senere udviklede nogen som helst spekulativ-teoretisk videnskab, hverken på det teologiske område, hvor lejligheden dertil dog var størst, hvis der i det hele taget havde været nogen naturtilbøjelighed dertil tilstede, — eller på det rent filosofisk-kontemplative område (36). En sådan åndsvirksomhed mærkes der aldrig noget til, ikke engang i litteraturens guldalder. Sansen derfor må da antages at have været langt ringere i det 9. århundrede, ja, man fejler vistnok ikke meget ved at påstå, at den dengang slet ikke eksisterede.

Til slutning skal det bemærkes, at skønt enkelte Nordmænd virkelig lod sig omvende — af de islandske landnamsmænd nævnes enkelte kristnede, men deres kristendom gik tabt allerede i 2. og 3. led — og selv om disse havde levet sig ind i keltisk ånd og videnskab — hvad de dog sikkert ikke derfor behøver at have gjort — og forsøgt at forene deres gamle tro med kristendommen, vilde sådanne forsøg næppe have fået nogen almindelig udbredelse eller praktisk betydning (37); i modsat tilfælde vilde kong Hakon Adelstensfostres missionsvirksomhed være falden heldigere ud. Desuden kender vi andre norske sammenstøbninger, ɔ: af nordiske heltesagn og tyske sagn, og disse er i sandhed ingenlunde af nogen »genial« art; sammenarbejdelsen er ret udvortes og kan i dens enkeltheder påvises. Den taler således ingenlunde for, men temmelig afgørende imod en »genial sammenarbejdelse« af de hedenske myter og brokker fra den kristne religion, ikke at tale om elementer fra den græsk-romerske myte- og sagnverden.

Således forekommer det mig rimeligst at antage, at berøringen med Kelterne ingen nævneværdig indflydelse har kunnet have på den nordiske mytologis indhold eller dettes beskaffenhed, uden at man på den anden side kan nægte enhver indflydelse fra keltisk side.

Således er det naturligt, at berøringen med de kristne Kelter (og kristne i almindelighed) har medvirket til den hedenske religions forfald, som i virkeligheden ses allerede at være begyndt et godt stykke ind i det 9. årh. Allerede blandt landnamsmændene på Island var der nogle, som kunde nævnes »fritænkere«. Ja, det hedder om Hjørleifr, Ingolfs fostbroder, at han aldrig vilde blote, og da han var bleven dræbt af sine egne trælle, udbrød Ingolfr: »således ser jeg det gå enhver, som ikke vil blote« (38). Men der forlyder intet om, at Hjørleifr var kristen; hans vesterviking (l. c.) taler temmelig stærkt derimod. Enkelte landnamsmænd siges ganske vist at have været kristne, som Jörundr kristni, Asólfr aiskik o. fl. (39), men deres kristendom havde ingen følger.

Fremdeles har denne berøring haft sin betydning for Nordmændene i en rent ydre forstand, på det rent tekniske område. Således har den ikke været uden indflydelse på deres bygningskunst, klædedragt, våbensmedning og ornamentik (40). Men heraf tør intet sluttes med hensyn til den åndelige indflydelse (jfr. Arkiv f. nord. fil. IX, 17—18).

Endvidere er det ganske naturligt, at enkelte keltiske (irske) ord er blevne optagne i det nordiske (norske) sprog, sådanne som f. ex. Bugge har ment at kunne påvise. Men de er meget få (41).

Efter at vi således har ment til det her angivne at kunne begrænse Kelternes indflydelse på Nordmændene, skal vi i al korthed betragte den store og betydningsfulde forandring, som skete i Norge i det 9. århundredes 3. fjærdedel, enekongedømmets oprettelse osv.

Haraldr hárfagri (f. 850) siges at have aflagt det løfte at underkaste sig hele Norge; dette kæmpemæssige foretagende udførte han i forholdsmæssig kort tid. Det fik sin formelle afslutning i og ved Hafsfjordslaget (872). Der var her tale om »en Erobring, der med eet Slag førte Landet ind på nye Baner« (42). Hele det politiske og til en vis grad også det private liv måtte blive forskelligt fra det tidligere, skønt lov og ret og de dertil knyttede institutioner og sædvaner måtte af sig selv efterhånden forsvinde eller ændres, eftersom de ikke stemte med de nye forhold. Livet fik nu en mere almindelig krigersk karakter over det hele land, Haralds landserobring i forbindelse med den særdeles uheldige arvefølgelov var og blev en aldrig tømt kilde til partistridigheder og indbyrdes kampe. Allerede i Haralds sidste år opstod der fjendtligheder og kampe mellem hans mange sønner. Herpå fulgte de urolige år 930-5 under Erik blodøxe; denne måtte tilsidst forlade landet og overlade magten til sin yngre broder Hakon den gode. Årene 936-50 er et temmelig roligt fredstidsrum. Men så begynder atter ufreden mellem Hakon og Erikssønnerne, indtil Hakon faldt i slaget på Storð (961). Harald gråfelds regering (961-70) var ikke lykkelig. Hungersnød trykkede landet. Kongen blev særdeles ilde lidt, navnlig efter at han havde ladet den mægtige Sigurðr jarl på Lade indebrænde; deraf fjendtligheder mellem ham og Sigurds søn Hakon. Desuden foretog Harald et krigstog til Bjarmeland, og tilsidst et til Danmark, hvor han faldt i slaget ved Hals. Hakon jarl fik derpå magten i Norge; hans regering er i begyndelsen nogenlunde fredelig og lykkelig; men så kom Jomsvikingeslaget (986), hvortil der skulde opbydelse af alle kræfter. De sidste års lykke og ro forspildtes i høj grad ved hans overmod, vilkårlighed og udsvævelser. Han døde 995. Så kom Olaf Tryggvason (995-1000), men her vil vi foreløbig stanse.

Af det her fremstillede fremgår, at tiden fra o. 880 til o. 920, altså o. 40 år af Harald hårfagres regeringstid, må betegnes som udpræget fredelig i det hele og store. Denne tid har man efter min mening en særlig berettigelse til at fremhæve og nøje lægge mærke til. Den har, således som jeg senere skal komme til at vise, en meget stor litterær betydning. Ligeledes synes årene 935-50 at have en vis betydning i så henseende.

Harald hårfagre udmærkede sig blandt andet ved at sætte stor pris på skjalde og deres kunst, ja, han siges selv at have digtet. Han må betragtes som den egenlige stifter af hirdskjaldevæsenet, som fra hans tid af fik så stort et opsving og så høj en betydning, at det holdt sig hele 4 århundreder igennem. Han havde et ordnet, prægtigt hof og førte et efter datidens fordringer glimrende hofliv. Et tro og særdeles livligt billede heraf får vi gennem Þorbjörn hornklofes digt om kong Harald; deri berømmes han for sin overordenlige gavmildhed mod sine mænd og for den gunst, han lod skjaldene nyde; ja, der manglede end ikke fremmede gøglere og spillemænd. Fra nu af bliver kongen det midtpunkt, hvorom det norske folkelige aristokrati (for såvidt som det ikke var udvandret) med hele dets åndelige overlegenhed samler sig. I kongedømmets skærmende ly blomstrede nu ganske vist det norske åndsliv, men kun for en kort tid, for at fortsættes under andre betingelser og for en stor del i flere nye former — på Island.

Det var ved et tilfælde, at Island kort efter midten af det 9. årh. blev opdaget. Det var derimod ikke tilfældigt, at denne fjerne ødeø blev taget i besiddelse og helt befolket af Nordmændene. Det var, som ovenfor bemærket, en naturnødvendig følge af forholdene i Norge og på Irland.

Landet blev fuldstændig bebygget i løbet af 60 år (870-930); dog bør sikkert de første 30-40 år regnes for den egenlige landnamstid. Det er værdt at lægge mærke til den store forskel, der må have været på livet i Norge og på Island i en stor del af dette tidsrum, der netop falder sammen med den ovennævnte fredstid under Harald hårfagre. Her, på Island, fandtes der i denne tid kun enkelt-boende og enkeltvis sig nedsættende familjer, der efterhånden stadig blev talrigere, indtil landet var fuldt bebygget og indvandringen af sig selv ophørte (43). Der kunde endnu ikke være tale om noget almindeligt fælles samfundsliv, alt befandt sig i en altbeherskende usikkerhed og i en uafladelig strømning. Nogen åndelig virksomhed og produktion var under sådanne forhold ikke mulig. Vi kender heller ikke en eneste virkelig islandsk skjald fra denne tid (kun enkelte løse vers af enkelte mænd kendes), og den omstændighed, at Islænderne henimod slutningen af denne tid gik til Norge for dér at hente et udkast til love, taler ikke for, men bestemt imod nogen selvstændig åndelig virksomhed fra deres side.

Henimod slutningen af landnamstiden begyndte nybyggerne at føle trang til et fælles samfundsliv. De hørte til en og samme stamme; fælles sæder, fælles tungemål, fælles sag forbandt dem. Det praktiske liv måtte føre til ønsket om at få en fælles lov for og en lovordnet forbindelse mellem hele befolkningen. Da begav Ulfljotr sig til Norge (924) og tilvejebragte love med den daværende Gulatingslov som mønster og efter Þorleifr den vises råd. 930 var den islandske republik oprettet med et årligt sammentrædende fællesting, altinget, og med en »embedsmand« i spidsen, lovsigemanden. Hermed begynder den egenlige såkaldte »sagatid«, der varer i omtr. 100 år. Det er denne tid, som de islandske slægtsagaer handler om.

Det indtryk, som disse sagaers skildring af livet på Island i denne tid efterlader, er, at det har været et over alle grænser bevæget liv. Fejder og stridigheder af enhver art mellem de ypperste slægter hørte til dagens orden. Det er, som om den gamle vikingekraft »rasede ud«. Befolkningen var af en meget stridbar natur og overordentlig ærekær, selvstændigheds- og retsfølelsen hos den enkelte særdeles levende. Den enkelte lagde selv ingen dæmper på sin natur, og der var intet i de ydre forhold, der kunde gøre, hvad han selv ikke formåede. Enhver fornærmelse, om end nok så ringe, måtte hævnes; hævnen var som oftest blodhævn, der affødte manddrab og indviklede processer i det uendelige. Desuden forefaldt der utallige processer af andre slags, og alle mulige retsspørsmål fremkom, der krævede besvarelse og løsning. Da de oprindelige (Ulfljots) love sikkert har været kortfattede og mangelfulde, måtte lovgivningen i det første århundrede blive stor og vidtløftig efter de forskellige erfaringer, man i tidens løb gjorde på ethvert område. Et særdeles godt bevis for, at man allerede fra begyndelsen af havde forudset og forudsat denne vidtløftige lovgivningsvirksomhed, var, at man straks adskilte den dømmende og den lovgivende virksomhed på altinget, i modsætning til hvad tilfældet havde været i Norge (44).

Dette samfundsliv med så rige afvekslinger og så mange krav har sikkert hele århundredet igennem lagt beslag på befolkningen, særlig hovedslægterne. Når vi husker, at det udelukkende var disse — i modsætning til de ringere bønder og frigivne — , som var udviklingens og virksomhedens bærere, og da vi ikke kan tiltro de ringere bønder fremtrædende åndelig interesse eller syslen med »videnskabelige« sager, følger med nødvendighed heraf, hvorledes den rent åndelige virksomhed på de ikke praktiske områder har formet sig (45). En sådan virksomhed var åbenbart så lidet begunstiget af forholdene som vel tænkeligt. En poetisk syslen med myter og sagn har vi liden ret til at forudsætte i denne tid, så meget mindre, som Islænderne i det hele taget synes at have været i en langt højere grad prosaisk-praktiske naturer end deres brødre, Nordmændene, hvilket klart viser sig i den måde, hvorpå kristendommen blev indført.

I det 9. årh. synes den gamle hedenske tro i det hele taget at have holdt sig usvækket hos Nordmændene. De synes at have hævdet deres tro ligeoverfor den keltiske kristendom, ja, der fortælles endogså om folk (irske), som forlod kristendommen og gik over til den hedenske tro (46). Dog finder vi på den anden side meget tidlig en vis rationalistisk tendens, der f. ex. fremtræder i hvad der fortælles om Hjörleifr (se ovfr.). Denne rationalisme, som stadig stiger, efterhånden som vi nærmer os det 10. århundreds slutning, har sikkert nok sin rod i to omstændigheder, dels i den hedenske tro selv, dels i Nordmændenes sindelag. Troen var bleven gammel og affældig (47). Nordmændene havde efterhånden dannet sig en mængde guder, ikke mindst derved, at hovedgudernes forskellige egenskaber blev selvstændiggjorte og personificerede. Således var der blevet dannet en hel gudestat med Odin i spidsen. Til samme tid var guderne blevne endnu mere menneskelige i deres hele væsen. Den menneskelige skrøbelighed, hvis toppunkt er døden, klæbede ved dem. Men en sådan tro bærer spiren til sin undergang i sig. Der måtte og skulde komme en tid, da troen på disse med synd og svaghed befængte guder begyndte at rokkes og løsnes, og hertil har sikkert de fremskridt i kultur, som vikingetogene og voksende samkvem med fremmede folk har fremhjulpet, noget bidraget. Blot f. ex. en tanke som den, at guderne ikke kunde redde sig selv, endsige andre, ud af bål og brand, kunde meget let opstå, og, efter engang at være opstået, bide sig fast i sindet og bevirke, at gudetroen gik over til vantro og fritænkeri. Dette kunde nu også så meget lettere foregå, som Nordmændenes sind overhovedet var nøgternt. Der har sikkert meget tidlig, måske allerede i det 9. årh., været flere, som i deres stille sind gik om med sådanne tanker som de, der kommer til orde i den meget mærkelige fortælling om den ivrige blotmand Sveinn og hans fritænkerske, gudebespottende søn Finnr (48). Sveinn levede i Hakon jarls dage. Han havde to sønner, Sveinn og Finnr. Denne sidste vilde på ingen måde have noget med sin faders guder at gøre; han forhånede gudebillederne i sin faders tempel på den mest oprørske måde, kaldte dem skimlede og skeløjede og sagde, at da de ikke engang kunde rense skarnet af sig selv, kunde de langt mindre hjælpe andre osv. Disse og lignende tanker, tvivl og religiøs sindsuro kunde opstå og gære hos mange, både høje og lave, endogså uden at være vakte ved en fremmed påvirkning (49). Det er noget, som sker den dag i dag overalt.

Vi kender navnene på mange, som allerede i landnamstiden betragtedes som vantro, f. ex. Bersi goðlauss, Hallr goðlauss^), der var en son af Helgi goðlauss; »de vilde ikke blote, men troede på deres egen kraft og styrke«. Vi får tillige her en oplysning om — noget vi forresten ser af andre steder — , hvad disse fritænkere ofte satte i steden for de gamle guder, hvis hjælpende kraft de ingen tillid havde til. De satte sig selv i stedet (50). At trua á mátt sinn ok megin er et velbekendt, ofte forekommende udtryk. De nordiske guder var, som før bemærket, kun et ophøjet billede af menneskene. En barnlig alders tro havde skabt dem i tidens eget billede; den modnere alders kritik opdagede deres menneskelige svaghed, berøvede billedet det ophøjede, og kun mennesket blev tilbage. Mennesket var ubevidst gået ud fra sig selv; bevidst vendte det tilbage til sig selv igen.

Myternes fysiske indhold, den fra naturen hentede bestanddel, vedblev naturligvis at gælde, men ikke på samme måde som før. Tordenen fyldte f. ex. ikke mere sindene med en så betagende rædsel, som engang i længst forsvundne dage. Her var det uforklarlige naturfænomen tilbage, som man nu ikke mere brød sig om at forklare.

Samtidig forøgedes troen på selve menneskets overmenneskelige evner til både at forudse og forudsige fremtidige ting og til ved overnaturlige midler at bevirke forskellige tilstande eller lidelser. Heraf udvikledes troen på spåmænd og spåkvinder, sejdmænd og sejdkvinder og disses overnaturlige hemmelighedsfulde væsen, som i det 10. årh. synes at have været så ganske almindelig i Norge.

Jeg skal i så henseende minde om et vidnesbyrd af en fremmed forfatter, som står det 10. årh. langt nærmere end de islandske sagaer, Adam af Bremen. Det hedder hos ham: »Nam et artis magicæ, ut aiunt, studio deditus [ɔ: Olaf Tryggvason], omnes, quibus illa redundat patria, maleficos habuit domesticos« og »Dicunt eum [ɔ: Olaf den hellige] inter cetera virtutum opera magnum dei zelum habuisse, ut maleficos de terra disperderet, quorum numero cum tota barbaries exundet, præcipue vero Norvegia monstris talibus plena est. Nam et divini et augures et magi et incantatores, ceterique satellites antichristi habitant ibi, quorum præstigiis et miraculis infelices animæ ludibrio dæmonibus habentur« (51).

Det fremgår tydelig heraf, at endnu under Olaf d. hellige var dette uvæsen ret almindeligt. Også Snorre Sturluson må antages at have sigtet hertil, når han taler om kong Olafs iver for at fjerne fornar venjur, þær er honum þotti kristnispell í (52), skønt disse ord også kan sigte til andre og flere ting. Endnu tydeligere hedder det om Olaf Tryggvason (53), at han befalede, at alle, som gav sig af med galdre og hekseri, samt alle sejdmænd skulde rømme landet (Mag. Adams opfattelse af Olaf Tryggvason er, som bekendt, fejlagtig). I en ældre tid nævnes sejdmænd og allerede dengang som almindelig forhadte, idet Erik blodøkse siges at have indebrændt sin broder Rögnvaldr og med ham 80 sejdmænd (54). Vi hører i det hele hyppig tale om sejdmænd og vølver i denne tid.

»En kvinde hed Heiðr; hun var en vølve (55) og sejdkvinde og vidste ved sine kundskaber fremtidige ting forud. Hun for vide omkring i landet til gæstebud, som bønderne indbød hende til. Hun forudsagde folk deres skæbne og hvordan åringen vilde blive, samt andre ting. Hun havde med sig 30 ledsagere, 15 mænd og 15 kvinder. Det var folk med gode stemmer, ti hvor hun skulde være, dér skulde der foregå megen sang osv.« (Örvar-Oddss.) (56). Vi ser blandt andet heraf, at vølverne flakkede omkring for at spå, og at deres kunst ledsagedes af sang (jfr. også fremstillingen i Eiriks s. l. c.) (57). Af den videre fremstilling i Örvar-O.s saga ses, at vølven i grunden var både velset og ikke velset, agtet og ikke agtet, men fremfor alt frygtet. Vølverne har til en tid ført et rædselsherredømme i landet, vist sig ubehagelige og spået ilde, hvor ikke alt blev gjort efter deres ønske og vilje, og hvor der ikke vistes dem den største ærefrygt, for slet ikke at tale om, hvis de ligefrem blev fornærmede eller mishandlede. Herpå gives der netop et eksempel i Örvar-Oddss. Det kan endnu bemærkes, at her findes også en del af vølvens tale i versform (58).

Til vølvevæsenet hører særlig de såkaldte útisetur, sidden-ude om natten. Dette omtales ganske vist ikke meget ofte, men er dog sikkert. Således findes spáfarar ok utiseta (mærk denne sammenstilling) et par steder i Norges gamle love forbudte (59). Hensigten med denne natlige udesidden var at søge kundskaber om fremtiden (60); at dette var en ældgammel skik, viser udtrykket i Völuspá. Til denne udesidden valgtes bestemte nætter, særlig de såkaldte »tolvnætter« ved jule- og nytårstid, og bestemte steder, nemlig korsveje. Kunsten bestod i at sætte sig i forbindelse med »galdrenes fader«, hvad en oldengelsk homilie i Ælfrics »Lives of Saints« særlig viser os (61), dels med forskellige i luften svævende afdødes ånder, som var påfærde (62) og som udfrittedes af vølver og sejdmænd.

Vølvevæsenet var, som anført, i det 10. årh. særdeles almindeligt i Norge. Også på Island omtales vølver på forskellige steder i sagaerne. Således nævnes en Þórdis spákona, Ljót, Þorbjörn önguls moder, Heimlaug völve på Völustaðir (63). Dog synes det at fremgå af det hele, at de på Island aldrig har været så talrige, og at deres væsen og virksomhed her har været en ganske anden end i Norge. Kun på et eneste sted (64) omtales en omflakkende kvinde Oddbjörg, som dog ikke bestemt kaldes en vølve. På Grønland omtales (65) en vølve, som det synes af den rigtige norske slags; dette er kun et enkelt eksempel, men det er tænkeligt, at der i henseende til vølvevæsnet har været en forskel på Grønland og Island, ligesom vi i andre ting mærker en forskel, hvorom mere i det følgende.

Den før omtalte irreligiøsitetens ånd, som mærkes i Norge fra slutningen af det 9. årh., havde sikkert også en anden grund. Den fik vind i sejlene fra den kant, hvorfra den snarest burde have haft modvind, fra det norske kongedømme selv.

Religionen havde fra ældgammel tid af været meget nøje knyttet til samfundet som stat betragtet. Således havde forholdet været i de mange småriger og bygdelag for Harald hårfagers landserobring. Høvdingen, ligegyldig om han hed konge eller hvad ellers, havde hovedsagelig det hværv at stå i spidsen for retsvæsnet og krigsvæsnet (66). Det var en selvfølge, at det samme forhold mellem kongedømmet og religionsvæsnet skulde under Harald hårfagre og hans efterkommere være bleven fortsat. Men dette er næppe sket. Hele den norske herskerslægt fra og med dens stamfader, Harald hårfagre, synes at have været temmelig ligegyldig for religiøsitet og tro overhovedet. Hvad Harald hårfagre selv angår, kan man ikke lægge nogen vægt på, hvad nogle kilder (67) beretter om, at Harald skulde have påkaldt den ene sande gud osv. Større betydning har det derimod, at ingen kilde fortæller noget som helst om nogen iver for religionen hos ham. Her er et argumentum e silentio berettiget, da sagaerne fortæller vidt og bredt f. ex. om Hakon jarls hedenske trosiver. Det siges derimod udtrykkelig, at kong Harald ikke yndede sejdmænd (68), og hans søn, Erik blodøkse, indebrændte engang på hans opfordring 80 sådanne. Havde fader og søn været ivrige blotmænd og rettroende hedninger, havde de næppe gjort dette, så meget mindre, som disse sejdmænds høvding, Rögnvaldr réttilbeine, var en søn af Harald selv. Erik blodøkse var vistnok aldeles ligegyldig i trossager; han var i det mindste så lidet en hedning, at han, efter at være flygtet bort fra Norge til England (935), gik over til kristendommen. Hakon den gode var, som bekendt, opdraget i den kristne tro hos kong Adelsten i England (924-41), og man kan deraf tænke sig, hvor lidet han var skikket til at opretholde den gamle tro. 10-15 år efter at han var bleven konge, forsøgte han at indføre kristendommen i Norge, men måtte opgive det på grund af Trøndernes bestemte modstand, ja, han måtte selv deltage i offergilder, for ikke at indvikles i borgerkrig og muligvis miste sin krone; de præster, han havde ført med sig fra England, blev dræbte. Uden tvivl blev han ved med at være kristendommen hengiven lige til sin dødsdag. Om Erikssønnerne, Harald gråfeld og hans brødre, siges, at de var kristne, men de udrettede intet — og gjorde heller ingen alvorlige forsøg på at udrette noget — , andet end at nedbryde hovene og forstyrre offringer, når de tilfældigvis fik lejlighed dertil. Af denne grund blev de i høj grad forhadte(69). Efter deres tid forsøgte Hakon jar1 at genoprette hedenskabet (70), der nu åbenbart var kommet i et meget stærkt forfald, navnlig var dette sket i den sydligste del af Norge, hvor endogså en missionsvirksomhed, fremkaldt i Danmark af Harald blåtand, en tid var bleven udfoldet. Men Hakon jarls forsøg var kun forbigående og blev uden væsenlige følger. Det var hedenskabets sidste forsøg på at hævde sig, dets sidste kraftanstrængelse — lige før dødskampen begyndte.

Det er klart, at det eksempel, som således udgik fra selve landets øverste styrere, kongerne, ikke kunde undlade at bestyrke og fremme den ligegyldighed, som allerede var vågnet hos mange, og vække den hos andre (71). Frafaldet fra den gamle tro måtte stadig udbrede sig i stedse videre krese, med en stadig voksende hurtighed, eftersom tiden gik.

På den anden side var det ganske naturligt, at modsætningen til denne ligegyldighed, trosfanatismen, kom til at træde frem — ligeså stærkt. Ivrige blotmænd omtales naturligvis tit og ofte. En af dem var Ingolfr, den første landnamsmand (en modsætning til hans fostbroder Hjörleifr se ovf. s. 24), og Þórólfr mostrarskegg, også en landnamsmand (72) osv. Af Nordmændene var det især Trønderne, der optrådte som de ivrigste blotmænd og som beredte kristendommen den længste og mest hårdnakkede modstand, skønt der også dér var en vaklen (jfr. fortællingen om Sveinn og Finnr ovf. s. 29).

Forargelsen over sædernes slappelse, forargelsen over troens samtidige forfald, over at Odin og Tor, Freyr og Freyja osv. ikke mere skulde betragtes som kraftige, velsignelsesrige guddomme ligesom i de gode gamle tider, måtte hos de »gammeldags« folk hurtig vågne og derpå tage til i styrke. Trosfanatisme og ugudelighed blev her lige stærke, sidegående strømninger.

På Island har ugudeligheden (»gudløsheden«) og ligegyldigheden i det 10. årh. uden tvivl været mindst lige så stor som i Norge. De før omtalte politiske tilstande taler ikke for noget udviklet religiøst liv, og et sådant antydes heller ikke i sagaerne. Tværtimod. Troen »på sig selv« var almindelig og de gamle guders anseelse og magt var i en meget stærk tilbagegang; skønt de religiøse ceremonier overhovedet blev overholdte og bevarede, betragtedes de dog sikkert mere som noget sædvanemæssigt, som nu engang hørte til, uden at have nogen livsfrisk rod i en frodig religiøsitetens jordbund. En fanatisme bliver man først vàr under den første missionsvirksomhed, der falder lidt senere end i Norge, ɔ: efter 980; men denne fanatisme ses at være af en anden art end den norske (Trøndernes). Den beror mere på en ydre vedhængen ved det gamle; det er således en unaturlig og fremtvungen (»opagiteret« kunde man fristes til at sige) fanatisme. Denne opfattelse viser sig at være rigtig, når man ser hen til den temmelig fredelige og praktiske måde, hvorpå trosspørgsmålet kort efter blev ordnet på Island, ikke mere end godt og vel en halv snes år efter den nævnte opblussen af en tilsyneladende kraftig fanatisme. Jeg vil i det følgende atter komme tilbage hertil. Denne forskel på Nordmænd og Islændere er let forklarlig, når man ser hen til, at Islændernes norske forfædre havde ligesom løsrevet sig fra deres oprindelige trosjordbund. De havde i virkeligheden hverken arne eller alter at forsvare.

Grønland blev opdaget fra Island 986 og bebygget i de følgende år, således at det synes for det meste at været taget i besiddelse ved år 1000; det regnes nemlig til et af de lande, som Olaf Tryggvason fik kristnet. Den Grønlandske befolkning var i antal den islandske langt underlegen; i andre henseender derimod har den været denne temmelig lig. De samme eller lignende åndelige ævner og interesser har sikkert dér været tilstede, men når disse, så vidt vides, ikke har ført til samme eller lignende resultater, må årsagen dertil søges i en af de ydre forhold og livsvilkår betinget forskel i udviklingen, hvortil landets fjerne beliggenhed i høj grad har bidraget.

Når Islænderne allerede ved midten af det 10. årh. ses at have optaget og derefter så godt som alene fortsat den skjaldedigtning, som i Norge fra samme tid af omtrent forsvinder, var dette ikke tillige tilfældet med de Grønlandske kolonister. Fra Grønland kendes ikke én eneste hirdskjald. Ikke én grønlandsk fyrstedrapa kendes, og dog vides skjalde at have levet på Grønland, f. ex. den fra Skáldhelgarímur bekendte Skáldhelgi (i det 11. årh.).

Forresten vides ikke meget om det Grønlandske samfund og dettes liv i dets første århundrede. En egen biskop fik landet først noget efter 1100. Med hensyn til statsindretning, love og sæder har det overhovedet lignet moderlandet. Men det er en selvfølge, at livet dér ikke var og ikke kunde være så rigt eller så udviklet som det islandske. Det har rimeligvis også været af en mere fredelig natur.

Da vi imidlertid kan gå ud fra og tildels også bestemt ved, at der har været digtere der, at det åndelige liv også dér har rørt sig og ytret sig i visse frembringelser, ligger det nær at spørge, hvilke var så disse? siden der ikke er tale om en hirdpoesi. På besvarelsen af dette spørgsmål skal jeg ikke her komme ind, men foreløbig lade mig nøje med at erindre om, at ét af Eddakvadene sikkert med rette kaldes »det grønlandske« (Atlamál hin grænlenzku).



Noter:

1): Se herom navnlig Wimmer: Die runenschrift s. 176, samt hele den 2. bog.
2): Jfr. f. ex. Undersøgelser af arkæolog, materiale i Aarb. f. nord. Oldk. 1891 s. 97 ff. og mange andre skrifter.
3): Hans foredrag: “Om Forholdet mellem de skandinaviske Folk i Oldtiden”, holdt den 23. febr. 1844 s. 13—15. Jfr. også Sars: Udsigt I, 56, 98, 107.
4): Flere gange læser vi i de gamle kvad om folk, som sidder på en høj (haugr). Således sidder jættefyrsten Trym der, beskæftiget med at sno guldbånd til sine hunde (Trymskvadet); således sidder jættevogterne Eggþér i Voluspá og hyrden i Skirnismål ligeledes på en høj. (Jfr. gårdnavne som at Haugi). Hensigten hermed har sikkert været tredobbelt. For det første har man dermed villet sikre sig mod overfald af fjender (jf. ok varðar alla vega Skirn.); for det andet har husbonden — om sommeren — på den måde nemt kunnet overse sine folks arbejde på hjemmemarkerne, og for det tredje har man således spejdet efter forbirejsende, for at stanse dem og udfritte dem (hafa sagnir af). Jfr. A. Olrik i Danske Studier 1909, s. 1 ff., hvor jeg dog ikke i alt er enig med forf.
5): Jfr. H. Simrock: Handbuch d. deut. Mythologie, 2 1864, s. 4.
6): Jfr. W. Grimm, Die deutsche Heldensage s. 335.
7): Den got. sprogklasses indflydelse s. 102—3.
8): Sst. s. 107. Jfr. Montelius: Sveriges historia I, 149.
9): Jfr. V. Thomsen: Ryska rikets grundläggning Stockh. 1882; se særlig s. 71 ff.
10): Jfr. Tacitus: Germania c. 17. Müllenhoff: Deut. altert. II, 5. Flere beviser efterses hos Maurer i Zeits. f. deut. Phil. II, 445—6. (Når Maurer vil, at sagnene er indvandrede i det 9. og 10. årh. under vikingetiden, så kan jeg ikke slutte mig til ham.) J. E. Sars: Udsigt over den norske historie I, 57 f., 102.
11): Se navnlig L. F. A. Wimmer: Om runeskriftens oprindelse og udvikling i Norden og den tyske oversættelse: Die runenschrift 1887.
12): Jfr. Müllenhoff i Zeitschr. f. deut. alt. X, 180. B. Sijmons: Bijdrage tot de dagteekening der Eddaliederen 1887 s. 10 (særtryk af Verslagen en Mededeelingen der kkl. Akademie v. Wetenschappen).
13): Jfr. Müllenhoff i Zeitschr. f. deut. alt. XXIII, 128—9, 140.
14): Jeg skal således med hensyn til den nordiske mytologi udpege et efter min mening betegnende eksempel, — dens forhold til de 4 verdenshjørner. Den kender et opholdssted i norden — Dødningestranden (náströnd) — Hels uhyggelige kolde hjem; den kender et andet opholdssted i østen — de mod menneskeheden fjendtlige magters, jætternes hjem (jötunheimar) , og den kender en verden i syd — Muspels brændende ildverden (múspellsheimr, múspell); i vest derimod kender den ingen verden; det skulde da være menneskehedens egen verden, men således betegnes denne ikke, undtagen da aldeles indirekte. Dette forhold viser, efter min mening, uomstødelig to ting: for det første, at den »nordiske" mytologi i den skikkelse, den er os overleveret, er en særlig i Norge uddannet gudelære, og for det andet, at denne således beskafne gudelære er langt ældre end vikingetiden (det 9. årh.), ældre end Nordmændenes (Nordboernes) samkvem med og “opdagelse” af de vestlige øer og lande. (Jfr. Müllenhoff D A II, 50.) Jeg kan således ingenlunde være enig med J. E. Sars, når han (Udsigt o. d. n. hist. I 171—2) mener, at vikingetogene har haft en stor indflydelse på myternes krigerske karakter. [Jfr. S. Bugge: Studier over de nord. gude- og heltesagn 1881 7 f. (og ellers helt igennem) og A. C. Bang: Udsigt over den norske kirkes historie 1887, s. 6. 7]. Denne er langt ældre og stammer fra de krige, som Nordmændene (eller den skandinaviske halvøs beboere) tidligere havde haft med omboende folkeslag i nord og øst. Tors rejser til østerleden og hans kampe med de derboende jætter er en afspejling heraf, men ikke af vikingetogene mod det vestlige Evropa i det 9. årh. Hermed vil jeg ingenlunde påstå, at der ikke i en endnu ældre tid har været en fælles nordisk eller rettere sagt fælles germansk gudetro på et mere oprindeligt og simpelt-naivt standpunkt. Jeg påstår kun, at den nordiske gudelære, vi kender, hovedsagelig er uddannet i Norge i de første 6—7 århundreder af vor tidsregning, men her kan jeg ikke komme nærmere ind på dette spørsmål. Jfr. min afhandling i Arkiv f. nord. fil. IX 1—22.
15): Jordanis: De rebus Geticis (Mommsen) c. 4. 5. 11. 14. Jfr. Corp. poet. bor. I, 1 ff.
16): K. O. Müller: Gesch. d. griech. Literatur 3. ausg., s. 25.
17): Se nu Bugge: Norges Indskrifter I, 23.
18): Jfr. Sv. Grundtvig: Udsigt over den nord. oldtids heroiske digtning 1867. s. 4, 20.
19): Jfr. J. Hoffory i Gött. gel. Anz. 1885, s. 31—2.
20): Jfr. med hensyn til den følgende fremstilling J. E. Sars’ Udsigt etc. og, fremfor alt, J. Steenstrup: Normannerne.
21): Se skildringen hos Steenstrup: Normannerne II, 109—14 (om forholdene indtil c. 850), 105, 129 f.
22): Steenstrup: Normannerne II, 123 f. /. E. Sars: Udsigt etc. I. 162.
23): Jfr. Steenstrup: Normannerne II, 138 („Fra Tiden 870 indtræder klart nok en Forandring i de Norskes Forhold. De udholdende Kampe med Irerne og den stadige friske Forsyning med Tropper fra Norge ophører". Nordmændene havde nemlig andet at tænke på og andet at bestille).
24): Jfr. Egilssaga 1886-8 kap. 28, 29.
25): Steenstrup ytrer træffende (Norm. II, 148): „Men foruden at de Norske manglede Troppestyrker . . . synes det klart, at der fattedes dem Lyst (i modsætning til hvad der var tilfældet med de Danske) til at erobre bebyggede Lande, og at de foretrak at kolonisere hidtil ubeboede Øer".
26): A. C. Bang: Udsigt over den norske kirkes hist. s. 4 og 5. „Mangfoldige nordiske Gude- og Heltesagn tør efter min Mening siges at gjengive eller idetmindste at være opstaaede under Paavirkning af Sagn, Digtninger eller Legender, religiøse eller overtroiske Forestillinger, som halv-hedenske og hedenske Nordboer paa de britiske Øer i Vikingetiden har modtaget fra kristne Mænd, fra Munke og Mænd uddannede i Munkeskolen". S. Bugge: Studier osv. 8—9.
27): Deutsche altertumskunde V. 48 ff. — Sibyllinerne i Nordisk tidsskrift (Letterst.) 1881. Aarbøger f. nord. Oldk. 1883.
28): Jfr. min afhandling: Mytiske forestillinger i de ældste skjaldekvad i Arkiv IX, 1-22.
29): J. E. Sars: Udsigt I, 163 f. Jfr. den fortræffelige skildring, A. D. Jørgensen har givet i Den nord. kirkes grundlæggelse s. 14 ff.
30): Angående hele dette spørsmål henvises til min bog: Norges og Islands kulturforbindelser og sprogforhold i det 9. og 10. årh.
31): Jfr. min afhandling: Mytiske forestillinger i de ældste skjaldekvad i Arkiv IX, 1—22.
32): A. C. Bang: Udsigt etc. s. 5. S. Bugge: Studier 51, 54 osv.
33): Se Steenstrups skildring i Norm. II, 141 f.; jfr. A. D. Jørgensen: Den nord. kirkes grundl. 307—8.
34): Udsigt etc. I, 163 ff. Jfr. A. D. Jørgensen: Den nord. kirkes grundlæggelse.
35): Udsigt etc. I, 167.
36): „Theologiens Kjerne, den christelige Dogmatik og Religionsphilosophi, dyrkedes derimod, saavidt vides, ikkun ved en slavisk Efterfølgelse af Kirkefædrenes og de udenlandske Mesteres Læresætninger" Keyser: s. 532.
37): „Vel omvendtes ikke få af de nordiske høvdinger, men tilegnelsen var i reglen lunken, og der vaktes ingen trang til at meddele det modtagne til andre" A. D. Jørgensen: Den nordiske kirkes grundlæggelse s. 210, jfr. K. Maurer: Die Bekehrung I, 81, 89 II 363 f.
38): Landnáma 1843, s. 33, 35—6.
39): Landnáma 1843, s. 50 f. Se videre Maurer: Die Bekehrung etc. I. 92 ff.
40): Jfr. S. Müller: Dyreornamentiken i Norden s. 83, 104 ff.
41): Herom henvises til ovf. nævnte skrift.
42): J. E. Sars: Udsigt etc. I 153.
43): Jeg kan i det hele henvise til J. E, Sars' fortræffelige skildring af Islands bebyggelse: Udsigt etc. I 175 ff.
44): Se V. Finsen: Den oprl. Ordning af nogle af den isl. Fristats Institutioner, 1888 s. 88 ff.
45): Til de praktiske områder kan skjaldepoesien på en måde regnes. Men herom senere.
46): J. Steenstrup: Normannerne II, 126.
47): Særlig kan jeg henvise til K Maurer: Die Bekehrung II, 238 ff. (Der innere Verfall des Heidenthums).
47): Se f. ex. Fornmannasögur II, 153 ff. Fortællingen er måske ikke helt historisk, men den har en indre sandsynlighed. Også den omstændighed, at så mange i det 10. årh. lod sig primsigne (f. ex. Egill Skallagrimsson og mange med ham), vidner om den store religiøse ligegyldighed, der herskede.
48): Når Freyja i Hyndl. roser den unge Ottarr for „stadig at have trot på asynjerne", så er der heri nedlagt en direkte antydning af en hos andre forekommende modsætning til Ottars religiøsitet, en modsætning, som på det bedste finder sin forklaring i det 10. årh.s alml. religiøse forfald.
49): Landnámabok 1843. s. 71, 40.
50): Jfr. A. D. Jørgensen: Den nord. kirkes grundl. 358—9, 558.
51): Historia Hammaburgensis 1876 (Waitz) lib. II 38, II 55.
52): Heimskringla, II 82, jfr. 87.
53): Sst. I 374-75.
54): Sst. I 149-50.
55): Ordet völva udledes med rette af völr (en stav, stok), se J. Fritzner: Lappernes Hedenskab 1876, s. 169 anm. 2. K. Müllenhoff: Deut. alt. V, 42, jfr. F. Magnusen: Den ældre Edda I, 5.
56): Med hensyn til vølvernes virksomhed kan jeg i det hele henvise til Heimskringla I 27—28. Eiriks saga rauða c. 4, Vatsdælas. c. 10, Örvar-Odds s. c. 2, 3. Jfr. K. Maurer: Die Bekehrung II, 122 ff., J. Fritzner: Lappernes Hedenskab i (Norsk) Hist. tidskr. 1876, s. 169 ff. Þrjár ritgjörðir 8 ff.
57): Ifølge den i Hkr. I 13 og 19 givne beskrivelse af sejden bestod den både i at spå, forudsige fremtidige ting, og den var tillige et middel, ved hvis hjælp man kunde påføre folk forskellige åndelige så vel som legemlige onder. Men Snorre synes tillige at antyde en anden art af sejd, nenilig den, som vanerne udøvede. Hvori denne skulde have bestået, forklares imidlertid ikke. Man føres dog til at antage, at denne sejd er noget andet end og forskellig fra den førstnævnte, og kan neppe forklares anderledes end, at vanernes „sejd" er spådoms kunst, medens Odins sejd bestod i at virke på den ydre natur til fordel eller til skade.

Forholdet synes oprindelig at have været det, at kun dette sidste i egenlig forstand er sejd, og at sejd og spådomsevne oprindelig er to forskellige ting, der udøvedes hver på sin måde og ved forskellige midler. Udøverne af sejd hed seiðmenn, seiðkonur, seiðskrattar, seiðberendr, fjölkyngisfolk osv., galdramenn, -konur, medens de andre hed spákonur og völur. Spámenn omtales meget sjælden i den hedenske tid.
58): Jfr, Þáttr af Ásbirni prúða, Fornm. s. III, 212.
59): Se f. ex. Norges gml. love I, 19, Gulaþ. I. 137. Jfr. Völuspá 28 (Bugge): Ein sat hon úti, þás aldinn kom, yggjungr ása osv.
60): Jfr. Skiðaríma, v. 56: utisetuna eftir hann, og ætlar spádoms leita.
61): Heri hedder det:

Sum man wæs geháten
Mercurius on life . . .
Þone macodon þá hæþenan
him to mæran gode
and æt vega gelætum (ɔ: korsveje)
him lác offrodon

and to heágum beorgum
him bróhton onsægednysse
Þæs god wæs árvurðe
betwux eallum hæþenum
and he is Óþon geháten
óþrum naman on denisce.

Se Ann. f. nord. oldkh. 1846, s. 77. R. Wülker: Grundriss etc. 454—6.
62): Se herom mere i J. Árnason: Islenzkar þjóðsögur og ævintyri I, 436-7, hvor beskrivelsen sikkert beror på temmelig gamle forhold. Jfr. J. Fritzner: Lappernes Hedenskab 172-3.
63): Kormákssaga (Möbius) 1886, s. 46 f. — Vatsdælas. i Fornsögur 1860, s. 30, 33, 36, 43—3. — Grettissaga 1853, s. 174. Gullþórissaga 1898, s. 8. 41 f.
64): Vigaglúmssaga 1880, kap. 12.
65): Eirikssaga kap. 4.
66): R. Keyser: Efterladte Skrifter II, 1, 6, 33. K. Maurer: Entstehung des isl. Staats, s. 111 fg. o. fl. Når V. Finsen i Den isl. Fristats Institutioner 1888, s. 52 ff., mener, at man ikke har ret til at antage, at den ældste godeværdighed og høvdingeværdighed har været forenet i en og samme person, har han sikkert ret; men derfor kan høvdingen vistnok godt betragtes som religionsvæsnets øverste og selvkaldede beskytter.
67): Fagrskinna 386 (kun i hds. A). Derimod kan Snorres ord i Heimskringla I 103. “Jeg [ɔ: Harald hårfagre] påkalder den gud, som skabte mig og råder for alt” lige så godt være hedenske som kristne. Interessant er det ialfald at se, at man i sagaskrivningens tid kunde have sådanne tanker om Harald, hvilket altså dog har sine gode grunde.
68): Heimskringia I 149—50.
69): Heimskringia I 229.
70): Jfr. A. D. Jørgensen: Den norske kirkes grundl. s. 314.
71): Et træffende udtryk for denne ligegyldighed findes i Gaukaþórirs ord: „men hvis jeg [overhovedet] skal tro på nogen guddom, hvad værre er det så for mig at tro på Hvidekrist, end en hvilken som helst anden gud?" Heimskringla II 454.
72): Eyrbyggja saga s. 5.

Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=FJ-Litteraturhist.Bd.1-Historiske_tilstande_hos_Nordboerne_til_o._1000_og_deres_ældste_poesi&oldid=23764»