FJ-Litteraturhist.Bd.1-Indledning
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Første Bind
Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920
Indledning
Når man overvejer det oldnordiske sprogs almindelig anerkendte vigtighed og på den anden side erindrer, at studiet af dette sprog overalt stadig tager til, er det en ganske naturlig følge heraf, at en udførligere fremstilling af den i dette sprog forfattede litteratur tiltrænges. At en nogenlunde udførlig tilsvarende håndbog i denne litteratur tiltrods for de forskellige større eller mindre værker, der i forvejen haves, ikke er overflødig, turde være indlysende.
Disse værker kan kronologisk deles i 3 klasser. Til de ældste hører Skule Thorlacius: De veterum, maxime Borealium historia et poesi, earumque usu et ætatibus, 1778, i Observationes miscellaneæ, spec. 1. En kort afhandling om den gamle poesi alene(1) — R. Nyerup: Udsigt over vort Fædrenelands Litteratur i Middelalderen, Khavn. 1804, — Lindfors: Inledning til Isländska Litteraturen och dess Historia under Medeltiden, Lund 1824, — P. E. Müller: Sagabibliothek med Anmærkninger og indledende Afhandlinger, 3 bind, Khavn 1817-28, — N. M. Petersen: Den oldnordiske Litteraturs Omfang og Vigtighed i Ledetraad til nordisk Oldkyndighed, Khavn. 1836, — C. F. Kæppen: Literarische Einleitung in die nordische Mythologie, Berlin 1837, — E. Rosselet: Isländische Literatur i Ersch u. Grubers Encyklopædi Sect. II, 31. theil, 1855. Alle disse afhandlinger var ret gode og fortjænstfulde for deres tid. Nyerups afhandling danner grundlaget i det mindste både for Lindfors’ og Kæppens. Den sidste er den fuldkomneste og bedste, fremstillingen er klar og underholdende og desuden strængt kritisk. Müllers Sagabibliothek er, som bekendt, et hovedværk, der altid vil beholde en vis avtoritet og værd. Rosselet’s afhandling er særdeles nøjagtig og dygtig, særlig ved sine bibliografiske oplysninger.
Til den anden klasse hører de to, omtrent samtidig udkomne hovedværker:
N. M. Petersen: Bidrag til den oldnordiske literaturs historie, i Annaler f. nord. Oldk. og Hist. 1861, udkom 1865, og
R, Keyser: Nordmændenes Videnskabelighed og Literatur i Middelalderen, trykt som 1. bind af hans Efterladte Skrifter, Chria. 1866.
Det ligger meget nær at sammenligne disse to værker på grund af stoffets omtrentlige væsensenhed. Men der viser sig at være en stor forskel tilstede både med hensyn til affattelse og opfattelse.
Keysers bog er en helstøbt og i formel henseende velskreven bog, hvorimod N. M. Petersens værk kun er et udkast, i formel henseende aldeles utilfredsstillende, og, hvad indhold angår, ikke så fuldstændigt som Keysers. Også ved de mange prøver af oldkvadene er Keysers bog underholdende og tiltrækkende. Til gengæld er den i en anden henseende særdeles uheldig. Den forfølger nemlig et bestemt ensidigt mål. Den er et udfra en meget stærk nationalitetsfølelse skrevet værk, hvor en aldeles uforholdsmæssig, mod alle historiske kendsgerninger stridende litterær overlegenhed tillægges Nordmændene på Islændernes bekostning, ikke at tale om de Danske og Svenske — en overlegenhed, som Keyser selv giver følgende udtryk:
»Islændingen fandt imidlertid Kredsen for sin aandelige Rørelse paa Fædreneøen vel trang. Han stundede idelig efter at indtage, i det mindste for en Tid, en Plads i Norge, især i den norske Konges Hird, en Plads, som kunde give ham et Navn blandt Nordmændene . . . ; dette stræbte han at opnaa ikke alene ved tapper Daad, hvor Lejlighed hertil gaves, men ogsaa ved at gjøfe sine aandelige Fulkommenheder saavidt muligt gjældende. Han traadte derfor gjerne, naar han kunde, i den norske Konges eller de norske Stormænds Tjeneste som Skald, som Fortæller og i senere Tider ogsaa som Skriver. Øvelsen gav Færdighed. Man begyndte efterhaanden i Norge at sætte Pris paa den reisende Islændings Dygtighed baade i en let Anvendelse af den norske Digtekunsts indviklede Regler og i Foredraget af de historiske Sagn, som ikke alene omfattede Begivenheder paa hans Fædreneø, men ogsaa merkelige Begivenheder i Norge. . . Hermed begyndte Islændingernes videnskabelige Virksomhed i Norge som Skalde og Sagamænd. Men det faldt hverken dem selv eller Nordmændene ind at betragte denne Virksomhed som adskilt fra den almindelige Aandsrørelse, der i Norge gjennem Traditionen udtalte sig. Den islandske Skald kvad i Norge om norske Emner i det samme Sprog, i den samme Tone og i den samme Form, som de norske Skalde benyttede og havde benyttet længe før Island bebyggedes. Den islandske Sagamand fortalte i Norge om norske Begivenheder for største Delen kun det, som han paa første eller anden Haand gjennem den norske Tradition havde lært, uden at tilegne sig anden Fortjeneste end Evne til vel at erindre det Lærte og Gave til flydende at foredrage det, som allerede i den norske Tradition havde antaget sin meer eller mindre bestemte Form. Om en selvstændig videnskabelig Virksomhed, ved hvilken hans Nationalitet som Islænding skulde yttre sin Indflydelse, kunde her ikke blive Tale. Da den skriftlige Optegning begyndte, blev Forholdet i Hovedsagen det samme. Islændingernes Pen benyttes nu, ligesom før deres Hukommelse og Tunge, ikkun med den Forskel, at Opskrivningen af norske Sagn nu kunde foregaa ligesaavel paa Island som i Norge selv, og det Skrevne ligefuldt derfor finde Læsere her som hist. Hertil indskrænker sig da i det Væsentlige den saameget omtalte islandske literære Virksomhed, hvilken altsaa aldrig kan betragtes som andet end en Green af den norske, i hvormange Islændinger endogsaa maatte have vundet et berømt Navn baade som Skalde, Historiegranskere, Fortællere, Samlere og Nedskrivere« (s. 23 — 4).
Hertil skal kun tilføjes, at Keyser mener, at Eddakvadene udelukkende er norske fra det 5., 6., 7. og 8. århundrede.
I anledning af dette værk udbrød der en hvas fejde, som indlededes med S. Grundtvigs Anmældelse og indsigelse i Historisk Tidskrifts 3. række V. bind. Heri kritiserer forf. meget skarpt og med afgjort held Keysers anti-islandske anskuelse og anfører de vigtigste modbeviser, der dels består i en historisk fremstilling af forholdet mellem det åndelige liv i Norge og på Island, dels i udtrykkelige udtalelser både af islandske forfattere og særlig én norsk forfatter, Tjodrek munk. Grundtvig påviser, at skjaldepoesien får en egen udvikling på Island, og at historieskrivningen udelukkende er islandsk. Derimod mente Grundtvig, at Eddakvadene var særdeles gamle og omtrent fra samme tid, som Keyser havde antaget, men han drog heraf den slutning, at, hvis så var, kunde kvadene ligeså godt være danske og svenske eller fællesskandinaviske, som norske.
På samme side som Grundtvig stillede prof. K. Maurer sig også i en anmældelse af Keysers bog i Zeitschrift fiir deutsche Philologie I, 1869. Dog var han tilbøjelig til at mene, at Eddakvadene ikke var så gamle, som Keyser og Grundtvig vilde. Endnu bestemtere havde Maurer en gang tidligere udtalt sig om Eddakvadenes alder(2). Ligeledes på Grundtvigs side stillede svenskeren M. B. Richert sig i (Hamiltons) Nordisk Tidsskrift 1869 i en særdeles udførlig og oplysende afhandling.
Imod Grundtvig optraadte E. Jessen ved en afhandling i Historisk Tidskrift 3. række VI. bind; men han behandler så at sige udelukkende Eddakvadenes alder og formentlige fortræffelighed. Grænsede de tidligere meninger herom til en yderlighed, var Jessens anskuelser i en ikke ringere grad en yderlighed, men i modsat retning. Om nogen høj alder kan der ikke være tale (det 11. og det 12. og 13. århundrede) og han frakendte de fleste af dem så godt som al fortræffelighed både i stil og form(3).
Endelig fremkom der fra norsk side en afhandling af G. Storm: Om den gamle norrøne Literatur, 1869. Han indrømmer, at skjaldepoesiens udvikling, samt historieskrivningen med rette tilkommer Islænderne. Desuden hævder han, at Eddakvadene på grund af de i dem antydede og omtalte naturforhold ikke kan være danske, men også han tillægger dem for høj en alder.
Andre indlæg i striden (se Möbius’ Verzeichniss s. 5) er for ubetydelige til her at omtales. Udbyttet af denne strid var følgende. For det første blev Keysers ensidige teori aldeles tilintetgjort, og man kom til den indsigt, at der måtte skelnes i mellem Islændernes og Nordmændenes litterære virksomhed. For det andet kom man ind på for alvor og metodisk at drøfte Eddakvadenes alder og hjemstavn, således, at man granskede dem selv for derfra at hænte beviser for deres oprindelse i tid og sted. Man havde på en måde opdaget midlerne til nærmere at bestemme kvadenes alder og hjem. Dette spørsmål blev temmelig alsidig belyst og ført — om end ikke til et endeligt resultat, så dog — et godt stykke fremad på den rigtige vej dertil.
Bægge disse hovedværker har naturligvis for os den fællesfejl, at være mangelfulde med hensyn til det for hånden værende stof, foruden at de i flere punkter er forældede.
Et tredje hovedværk var: C. Rosenberg: Nordboernes Aandsliv. Dette stort anlagte værk er ligeså meget kulturhistorisk som litteraturhistorisk, og heri turde der ligge en vis svaghed. Det er ikke alene en særdeles underholdende og livlig skreven bog, men dens forf. viser i visse partier deraf en selvstændig og rigtig opfattelse af forskellige spørsmål, f. ex. af de poetiske omskrivningers væsen, som her, så vidt jeg ved, for første gang bedømmes rigtig, medens man i andre partier mærker en vis uselvstændighed og fastholden ved tidligere, men fejlagtige anskuelser.
Fremdeles har Ph. Schweitzer i sin Geschichte der skandinavischen Litteratur givet sine landsmænd en i det hele korrekt og velskreven, men kortfattet fremstilling af den her pågældende litteratur.
Endelig har E. Mogk i Grundr. d. germ. philol. leveret en oversigt over hele denne litteratur. I 2. udgave af dette værk (1904) er fremstillingen meget stærkt forøget og giver i dens nuværende form en i det hele særdeles dygtig oversigt over det hele stof med rigelige henvisninger til litterære kilder og deslige.
Hertil kommer så flere mindre, nærmest til skolebrug bestemte oversigter og lærebøger i den oldnordiske litteratur. Disse har for største delen ingen selvstændig betydning, idet de kun er uddrag af Keysers og N. M. Petersens værker. Heraf fortjæner G. Lund: Den oldnordiske Literatur, 1873 at nævnes.
Kort, men ret god er G. Vigfussons oversigt i hans prolegomena til Sturlunga 1878, samt Hoff: Hovedpunkter af den oldisl. Litteraturhistorie (1875). Hertil slutter sig W. Golther: Nordische Literaturgeschichte I. 1905 (Samml. Goschen) og W. A. Craigie: The Icelandic sagas 1913.
Det er således klart, at en bog, som, nogenlunde fuldstændig, giver en for Norges og for Islands vedkommende kritisk skildring af bægge landes litteratur ikke er overflødig.
Det er hensigten med nærværende arbejde at give en sådan skildring. Her at komme nærmere ind på denne, på formål og granskninger, anser jeg imidlertid for overflødigt. Derom vil bogen selv bedst vidne. Jeg har selvfølgelig gjort, eller i hvert fald søgt at gøre mig bekendt med alt, hvad der er fremkommet både angående litteraturen i dens helhed og dens arter og de enkelte værker i særdeleshed; til alt dette vil der blive henvist, når lejlighed gives.
2. Den norsk-islandske litteraturhistorie falder naturligst i 3 tidsrum.
Det første tidsrum går fra begyndelsen af den historiske tid, o. 800, til o. 1100, ɔ: til den tid, i hvilken man begyndte at skrive og forfatte prosaværker. I dette tidsrum falder Edda-kvadene, til det hører skjaldedigtningens begyndelse og udvikling og i det når den sit højdepunkt. Da det af det følgende vil fremgå, at jeg betragter Eddakvadene, hvad deres væsen og forfattere angår, som særdeles nærbeslægtede med skjaldekvadene, kan dette tidsrum med fuld ret kaldes skjaldetidsrummet.
Det andet tidsrum omfatter 200 år, o. 1100—1300. I den falder hele den originale, prosaiske frembringelse, sagaskrivningen, lovenes nedskrivning, samt oversættelser og bearbejdelser af fremmede skrifter af enhver art! Dette tidsrum, navnlig dets første halvdel, er litteraturens guldalder. Skjaldepoesien fortsættes ganske vist lige til dens slutning, men det er åbenbart, at der er indtrådt en forandring, om man vil et forfald, som stadig bliver større; den taber sin betydning på så godt som alle punkter. Dette tidsrums mest betegnende navn vilde efter dens vigtigste hovedfrembringelse være sagatidsrummet.
Det tredje tidsrum går fra o. 1300 til o. 1450; så langt ned går oldtiden med rette. Dette tidsrums hovedvirksomhed er at afskrive og samle tidligere værker(4). Af nye litteraturgrene er der nu ganske vist to: annalskrivningen og rimur-digtningen, tildels også helgen-digtningen, men jeg tror, at den mest træffende betegnelse for tidsrummet vilde være afskrivnings- og samlingstidsrum, selvom dette navn ikke helt dækker dets virksomhed.
Noter:
(1): Idea historiæ litterariæ Islandorum breviter delineata af N. P. Sibbern, udgiven i Dreyeri Monumenta anecdota I, 1760 hører ikke hid, da den ikke behandler Islands oldtidslitteratur. — H. Einarssons Sciagraphia er i så henseende yderst kortfattet.
(2): I Anzeiger für Kunde der deutschen Vorzeit 1863, spalte 398: “. . . und ist . . . nur eines der vielen Zeugnisse dafür zu sehen, dass die Lieder der Sæmundar-Edda gutentheils ungleich jüngeren Ursprunges sind, als man wol anzunehmen pflegt”. Også Th. Möbius udtaler sig (Zeitschr. f, deut. Phil. I, 436—7) for at betragte digtene som islandske og måske for en del norske fra de sidste århundreder for deres optegnelse, idet han, meget rigtig, bemærker, at den hedenske tone og de hedenske anskuelser ikke behøver at vidne om nogen synderlig høj alder; de kan derfor godt stamme fra hedenskabets slutning og kristendommens første tider.
(3): En anden langt bedre og vigtigere afhandling skrev Jessen i Zeitschr. f. deut. phil. III, som jeg i det følgende ofte vil komme tilbage til.
(4): Rigtig opfattet af G. Cederschiöld i Nord. tidskrift (Letterst.) IX 207—8.
