FJ-Litteraturhist.Bd.1-Rígsþula
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Første Bind
Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920
Første tidsrum
1. afsnit: EDDAKVAD
§ 4 De enkelte Eddakvad.
A. Mytiske digte.
f. Andre med de mytiske kvad beslægtede digte.
1. Rígsþula. Dette digt, som kun findes i ét håndskrift, cod. worm. af Snorra-Edda, er ufuldstændigt. Dets eneste os fra oldtiden overleverede navn er Rígsþula (1), og dette findes netop i det samme håndskrift. (2)
Digtet indledes med et lille prosastykke, hvori det hedder, at guden Heimdallr engang rejste langs kysten og kom da til en lille gård og kaldte sig Rígr — »efter den fortælling er dette kvad digtet«. Digtets begyndelse er fuldstændig, ja af en endnu mere episk art end andre kvads:
Fordum sig begav
ad grønne veje
kraftig og gammel
den kyndige as,
stærk og rask
Rígr til fods,
gik han videre
på vejen frem.
Rígr kom til et hus, hvor han gik ind; dér var ild på gulvet. Et par ægtefolk, Oldefar (Áe) og Oldemor (Edda) med en gammeldags hovedbeklædning, sad dér, gråhårede af slid. Rígr gav dem råd og satte sig midt imellem dem. Da tog Oldemor et tungt og tykt brød med avner i; suppe satte hun på bordet i en skål. Rígr gav dem råd og lagde sig at sove midt imellem ægtefolkene. Efter tre nætters forløb forlod han dem. Ni måneder senere fødte Oldemor en søn; han blev svøbt i hør og kaldt Træl (Þræll): »På hans hænder var huden rynket, krogede knoer, tykke fingre, tvært ansigt, ludende ryg, lange hæle«. Han voksede dog godt til, samlede bast og dannede deraf forskellige genstande, samlede ris og bar det hjem hver udslagen dag. Nu kom der til gården en kvinde med skarn på fodsålerne (altså med nøgne ben) og med solbrændte arme, en kroget næse, hun hed Ty (Þír — trælkvinde). Træl og hun levede sammen, de fik mange sønner, som byggede gærder, gødede marker, passede svin, vogtede geder og skar tørv; de fik flere døtre, hvis virksomhed var af lignende art og skimtes gennem deres navne (f. ex. Tjænestepige, Askenæse, Pjalteklædt osv.). Fra Træl og Ty stammer alle trælle.
Rígr var imidlertid gået videre og kom til en hal; der var ild på gulvet, et par ægtefolk sad dér, hvert med sit arbejde; manden lavede af et stykke træ en vævbom, hans skæg var klippet osv. Konen satte en væv i stand og havde en sveigr på hovedet osv. Det var Bedstefar (Afi) og Bedstemor (Amma). Rígr gav dem råd osv. Da tog Bedstemor [næsten hele verset er tabt], en kalv blev kogt. Det gik nu aldeles på samme måde som hos det første par. Efter ni måneder fødte Bedstemor en søn; han blev svøbt i tøj, overøst med vand og fik navnet Karl. [Næsten hele det vers, hvori han beskrives, er tabt; kun to linjer er tilbage:] rødmusset var han og rødkindet og med spillende øjne. »Han voksed godt og trivedes vel, han tæmmede okser, og smedede plove, tømrede huse, byggede lader, lavede kærrer og kørte med plov«. Da førte man hjem til ham en kvinde med et nøgleknippe ved bæltet og i en gedeskindskjortel. Hende ægtede Karl. Deres sønner fik navne som Halr (en fri mand), Drengr, Bonde, Smed osv., deres døtre navne som Viv, Brud, Kvinde. Fra dem nedstammer karleslægten ɔ: de frie bønder.
Rígr rejste videre, og atter kom han til en hal, hvis dør vendte mod syden og solen. Han gik derind, gulvet var belagt med halm. Derinde sad et par ægtefolk: Fader (Faðir) og M o d e r (Moðir). Husbonden snoede en buestræng og skæftede pile, husfruen strøg særke, stivede ærmer, en brosche havde hun på brystet osv. Rígr gav dem råd osv. Da tog Moder en hvid dug, tynde hvedebrød og dækkede dugen. Der var skinnende skinker og stegte fugle; der var vin i en kande og bægrene var forgyldte. Det gik ellers her som tidligere. Moder fik en søn efter ni måneder; han blev svøbt i silke, overøst med vand og fik navnet Jarl: »Hans hår var gult, hans hud var lys, øjnene hvasse som i en ung snog. Op voksed Jarl i faderens hjem, han rystede skjolde og lagde strænge han red heste, jaged med hunde, sværd han brugte og svømmede godt«. Rígr kom til ham fra skoven og lærte ham runer og gav ham sit eget navn, erklærede ham for sin søn og sagde, at han skulde erhværve eget odelsgods. Jarl havde nu forskellige kampe, fældede mænd, erobrede lande og omgav sig med en hird, hvem han skænkede rigdom, ringe og heste. Derpå ægtede Jarl Hersirs datter Erna (den raske). (3) De fik mange børn. Arving, søn, Svend osv., men den yngste af dem var Konr.
Kon den unge [ɔ: Konungr = konge]
kunde runer,
livsruner
og aldersruner.
Han kunde mere:
at frelse folk,
at sløve sværd,
at stille bølger.
Han forstod fuglerøst,
ild han stansed,
formildede vrede,
sorger slukked
……...………
ejed otte mænds
kraft og styrke.
Han overgik endogså sin egen fader i runekunsten. Nu red Kon den unge ud i skoven, skød med pile og nedlagde fugle:
Da kvad en krage
som på grenen sad:
Hvi skal du Konning
fugle skyde?
hellere burde du
heste ride,
svinge sværd
og fælde hær.
Danr og Danpr
ejer dyre halle,
bedre odel
end du besidder,
De forstår godt
til søs at rejse,
æggen hvæsse
og vunder slå.
Hermed ender digtet i håndskriftet. Inde i selve digtet haves, hvad S. Bugge har påvist (4), et par brudstykker, henholdsvis på 2 og 4 linjer, hvor Kon den unges brud åbenbart beskrives: hendes øjenbryn var klarere, hendes bryst lysere, hendes hals hvidere, end den rene, nyfaldne sne.
Det er en ubodelig skade, at digtets slutning er tabt, ti det er denne, som først kan give nøglen til den rigtige forståelse af digtet og hensigten dermed. Nu må vi nøjes med at anstille gisninger desangående, og disse må grundes på hele digtets indretning og især fuglens sidste tale, som synes at antyde noget bestemt.
Bugge har i sin udgave (se 149 — 50) anført et sted af Árngrimr Jónsson' s »Supplementum Historiæ Norvegicæ« fra år 1596 (5); her hedder det blandt andet: »Rigus nomen fuit viro cuidam inter magnates sui temporis non infimo. Is Danpri cujusdam, Domini in Danpsted, filiam duxit uxorem, cui Dana nomen erat, qvi deinde Regis titulo in sua illa provincia, filium ex uxore Dana, Dan sive Danum, hæredem reliqvit, cujus Dani, paternam ditionem jam adepti, subditi omnes Dani dicebantur«. Bugge antager, at »noget af dette, som han [Amgrimr] i sit Supplementum meddeler om Rig og Dan« er taget fra slutningen af Rígsþula, medens den endnu havdes hel i codex worm., hvis ejer. før O. Worm, netop var Arngrímr. Det er imidlertid ikke sikkert, at noget af det, som Arngrímr her meddeler, går tilbage til Rígsþula som kilde. For det første vilde det da være påfaldende, at Arngrímr ikke skulde kalde Kon den unge med dette sit rette og egenlige navn, men Rígr, et navn, som han ganske vist (i v. 45) siges at have fået; men det kan dog ifølge digtets hele indretning næppe være meningen, at det skulde være hans egenlige navn. For det andet tyder Arngríms fortællemåde aldeles ikke på, at han her har haft Rígsþula som kilde. Da vilde han sikkert ikke have kaldt »Rigus« for en »vir quidam, inter magnates sui temporis non infimus«, uden at sige et ord om hans guddommelige herkomst; han vilde i det hele have udtrykt sig på en ganske anden måde. Derfor er der naturligvis ingen grund til at antage, at Arngrímr her ikke skulde have haft en gammel kilde. Slutningen af digtbrudstykket tillader en dobbelt opfattelse, enten den, at det skal være fuglenes mening, at Kon den unge skulde bekkrige Dan og Danp (6) (efter den rækkefølge, disse to nævnes i, må de opfattes som fader og søn) og så ægte en datter af den ene eller den anden og dermed arve deres rige, eller den, at Kon unge på en fredelig måde skal bejle til datteren, som , måtte være ham en værdig hustru; i så fald er det ikke nødvendigt, at han skulde arve Dans rige. (7)
Den sidste opfattelse forekommer mig at være den rigtigste; den synes at støttes ved hvad Snorre beretter i sin Ynglingas. (8) : »Dyggves moder var Drott, en datter af kong Danp, en søn af Rígr, som på dansk tunge først kaldtes konge; hans ætmænd havde altid siden kongenavnet som den ypperste hæderstitel. Dyggve var den, som af sine ætmænd først blev kaldt konge, men før blev de kaldt drotner og deres hustruer drotninger (dronninger) og hirdskaren drot …Dronning Drot var en søster til kong Dan mikillate, som Danmark har fået navn af«. Heri indeholdes den historiske sandhed, at det danske kongedømme (eneherredømme) er ældre end det norske (9).
Heraf og af Rígsþ. har Bugge dannet følgende slægtregister:
Det er højst rimeligt, at dette er rigtigt. Men er det så, må Rígr opfattes som en dansk fyrste og Danps arvtager. I Rígsþula foreligger åbenbart en anden benyttelse af Rígr, hvilket hænger sammen med digtets formentlige hensigt, og denne hensigt var at forherlige kongedømmet som den ypperste statsforfatning og kongen som den, der står over alle andre stænder, og som den ypperste mand i riget (10). Dette kongedømme kan ikke være det danske, da det danske rige (Dans og Danps rige) stilles op som en modsætning til Kon den unges (Rígs) og hans faders land (á Danr ok Danpr, dýrar hallir, æðra óðal, an ér hafið). Dette kongedømme kan kun være det norske, og da ikke noget af de ubetydelige »næskongedømmer«, men selve Harald hårfagres kongedømme; det er dette hans eneherredømme, der som en fuldbyrdet kendsgærning forudsættes i digtet og som der ialfald sigtes til. Rígr = Konung er ingen anden end Harald hårfagre. (11)
Selv om man med rette kunde sige (Heusler), at det blot er den første konge overhovedet, der var ment, er der intet til hinder for at antage, at digteren dog særlig har haft Harald i tankerne.
En ny kongeslægt eller en ny konge, hvis ret til tronen kunde være omtvistet, søgte undertiden ved giftermål med berømte kongers døtre at skaffe sig en vis glans og bestyrke sin anseelse. Således giftede kong Sverrir sig navnlig af denne grund med en svensk kongedatter kort efter at have fældet Magnus Erlingsson.
Om Harald hårfagre ved vi, at han bejlede til en dansk (jysk) konges, Eriks, datter Ragnhildr og fik hende til ægte. Det er denne historiske begivenhed, der er baggrund for digtet(s sidste del).
Kong Haralds giftermål med denne Ragnhildr, kaldt den mægtige, har sikkert været en vigtig og meget omtalt begivenhed, og bidraget ikke lidet til at befæste kongens anseelse, hvad vi ser af Þorbjörn hornklofes berømte digt om kong Harald. Det fremgår af andre (prosaiske) kilder, at Ragnhildr vistnok var hans første ægte hustru (12); deres søn, Erik blodøkse, var en af Haralds ældste sønner, og ham siges Harald at have æret og elsket højest.
Det i digtet skildrede forhold mellem Jarl og Hersir synes at stå i nøje forbindelse med den stilling, som jarledømmet fik i Norge netop ifølge kong Haralds bekendte ordning.
Vi ved, særlig af Þorbjörn hornklofes levende skildring, hvor overordenlig prægtigt og storartet hof, kong Harald førte (se s. 26). Skjaldene kappedes om at hædre ham, hans personlige mod og egenskaber, hans storartede krigsbedrifter, samt hans landsstyrelse og hofliv. Det er således intet under, at han kunde begejstre en digter til at forfatte et digt som Rígsþula. (13)
Forherligelsen af kongen sker på den ene side ved at lade ham nedstamme fra guderne (14) (hvad jo Harald (som Yngling) gjorde jfr. sagnet om Hakon Hladejarls afstamning) og på den anden side ved at lade ham blive gift med en mægtig og berømt konges datter.
Det må være digterens mening, at samfundsudviklingen er foregået gennem 3 trin. Det ældste og ufuldkomneste trin henlægges til Oldemor's og Oldefar's levetid — deres brød er tungt og tykt og fuldt af klid, de har suppe i en kop, ingen dug på bordet; hertil svarer sønnernes (trællenes) lave beskæftigelser — , det næste fremstilles ved Bedstefars og Bedstemors — her er det straks anderledes: beskæftigelserne ædlere, beklædningen bedre og smukkere, fødevarerne: kogt kalvekød osv.; hertil svarer sønnens og hans børns navne og beskæftigelser — , det tredje henlægges til Faders og Moders levetid — her er klædningen endnu bedre og prægtigere, bordet dækkes med stribet dug, brødene er tynde og af hvedemel, føden er stegte fugle, drikken er vin ; deres søn Jarl står på et højere trin i legemlig henseende end Karl og har endnu ædlere beskæftigelser, nemlig krig og tilvirkning af våben, osv.; hertil svarer fremdeles hans sønners navne og sysler, og blandt disse er Kon unge den ypperste.
Digteren beskriver de tre forskellige samfundsklasser fra hans egen tid (15); han giver os en særdeles levende og i kulturhistorisk henseende overordenlig vigtig skildring af deres udseende og levevis. Han har selv haft et særdeles klart blik for det ejendommeligste for enhver af klasserne, og han har fremhævet dette med megen dygtighed og anskuelighed. Igennem denne sin betragtning af samtiden er han kommet til den opfattelse, at disse 3 klasser repræsenterede lige så mange trin i samfundsudviklingen, med et rigtigt blik for, at udviklingen er gået fra de simplere til de mere udviklede former.
Digtet er således tillige et social-filosofisk (16) kvad og adskiller sig derved fra alle andre nordiske oldkvad.
Af det her udviklede følger nogenlunde bestemt, hvor og når digtet er forfattet.
Digtet er forfattet efter at kong Harald havde underkastet sig hele Norge, og efter at han havde ægtet den danske kongedatter; det må altså være digtet efter o. 890. Der er al grund til at antage, at det heller ikke er forfattet lang tid efter dette tidspunkt. Det kan antages, at det stammer fra o. 890 — 920. Herfor turde dets metriske form tale; det fornyrðislag, hvori det er digtet, er meget uregelmæssigt, idet der flere gange forekommer linjer på 3 og 2 stavelser, som umulig kan tænkes at være lige så mange forvanskninger. De må med E, Sievers betragtes »som en bevidst kunstform« (17), der kunde sammenlignes med Brages ufuldkomne dróttkvæðr háttr. På den anden side vilde dette versemål være højst uforståeligt i 12. årh.
At Norge er digtets hjemstavn fremgår også så klart af det selv, at derom synes ingen tvivl at kunne næres. Ganske vist har G. Vigfusson (18) og A. Edzardi (19) antaget, at det er digtet på Orknøerne. Jeg kan være enig med den sidste deri, at det eneste digt, som kunde antages at stamme fra de vestlige øer, er Rígsþula, men nogen tvingende grund til en sådan antagelse er der ikke. Selv om G. Vigfusson har ret i at mene, at Rígr er = det irske rig ri gen. (en konge), behøver digtet ikke derfor at være forfattet på de vestlige øer (jfr. ovfr. s. 64). Dette ord må have været ét af dem, som Nordboerne hyppigst hørte og tidligst måtte lære at kende i de keltiske lande. Mere kunde den omstændighed have at betyde, at digtet omtaler tørveskæring; denne skik, at skære tørv til brændsel, var almindelig på Orknøerne. »Af den grund blev [Einarr, Rögnvald jarls søn] kaldt Törv-Einarr, fordi han lod skære tørv og brugte det som brændsel, ti der fandtes ingen skov på Orknøerne« hedder det hos Snorre (20). Dette er dog intet som helst bevis for, at Törf-Einarr er den, som overhovedet først har opfundet at skære tørv; det eneste, som bestemt kan udledes af dette sted, er, at han først har indført denne skik på Orknøerne. Men denne skik har han i forvejen kendt fra sit fædreland, Norge. Hele det kulturbillede, digtet giver os, »passer på Norge før [og ved] Harald hårfagers tid« (21).
Om en islandsk oprindelse kan der her overhovedet slet ingen tale være. Ingen af de Nordmænd, som var flygtede bort fra Norge for at undgå kong Haralds »tyranni«, har kunnet forfatte et sådant digt. Hvorledes Heusler kan kalde digtet »det mest islandske af alle eddadigte« er simpelthen ufatteligt. Det er, tværtimod, måske det norskeste af dem alle. Om sproget i digtet (fremmedord) henvises til min afhandling i Arkiv.
Anm. Med hensyn til digtets formelle indretning skal følgende bemærkes.
Det kan deles i 4 afsnit. Heraf handler det første om trælleslægten (v. 2—13), det andet om bondeslægten (v. 14—25), det tredje om jarleslægten (v. 26—42), det fjærde om kongen (v. 43-48). Der er, som man ser, 12 vers i det 1. og det 2. afsnit; dette tilligemed andre omstændigheder opfordrer til at undersøge, om der ikke er en parallelisme mellem afsnittene tilstede (det 4. må vi dog se bort fra ; det 3. har, det være her straks bemærket, langt flere vers end de to første).
Således som digtet nu foreligger i håndskriftet, er det sikkert ikke i alle henseender rigtig overleveret. Således har Bugge påvist, at linjerne 4,9-10 hører til Afi-Amma afsnittet, at 23,7-8 og 29,5-8 hører til det sidste (fjerde) afsnit. Heller ikke er versene altid rigtig delte og afsatte i udgaverne, og der er hist og her tabt linjer og versdele. Den rimeligste ordning af versene er: 1 + 2,1-2 = 1; 2,3-10 = 2,3 (mgl. 2 linjer), 4,1-8 = 4, 5, 6 + 7 = 6 (med fradrag af l. 3-4), 8,3-10 = 7; 8,1-2 + 9 = 8; 10-11 = 9-10; 12,1-8 = 11; 12,9-14 = 12 (def.), 13 -15; 16,1-8 = 16, 16,9-10 + 17 (de sidste linjer suppl.) = 17, 4,9-10 = 18 (def.), 19, 20 + 21,1-4 = 20, 21,5-6 = 21 (def.) 22, 23,1-6 + 9-10 = 23, 24-5, 26 + 27,1-2 = 26, 27,3-6 + 28,1-4 = 27, 28,5-8 + 29,1-4 = 28, 30-2 = 29-31, 33,1-4 = 32 (suppl.), 33,5-10 + 34,1-4 = 33 (÷ 2 l.), 34,5-8 = 34 (def.), 35-40, 41,1-8 = 41, 41,9-10 + 42 = 42, 43-8, 23,7-8 = 49, 29,5-8 = 50, (22).
Indenfor de enkelte afsnit findes der en meget stor lighed og harmoni, hvilket forfatteren simpelt hen ikke kunde undgå eller i hvert fald af sig selv måtte komme til, da han skulde gentage den samme scene 3 gange. Der er dog al grund til at antage, at der er en med bevidsthed foretagen anordning tilstede. Således svarer v. 2 til v. 14 og v. 26 (Rígs ankomst til de forskellige huse); v. 3-13 svarer fuldstændig til v. 17-25 og v. 29-35 + 39-42. Enkelthederne findes i samme rækkefølge; versene begynder tildels på en og samme måde:
þá tók Edda — þá tók Amma — þá tók Móðir
Rígr kunni þeim (3 g.),
þar vas hann at þat (3 g.),
Hann nam at vaxa (2 g.) — Upp óx þar osv.I 2. og 3. afsnit findes to vers (15, 16 og 27, 28), der svarer til hinanden; de handler om Bedstefars— Bedstemors og Faders— Moders beskæftigelser i det øjeblik, da Rígr kom. Til disse to findes intet tilsvarende i det 1. afsnit og der har aldrig været noget sådant. Oldefars— Oldemors ”beskæftigelse” karakteriseres kort og godt ved: hjón sátu þar, hár af árni, ɔ: de sad og bestilte slet ingen ting; deres liv var på et så lavt standpunkt, at de intet kendte til husflidsarbejde, i modsætning til de 2 andre ægtepar.
I det 3. afsnit er der 3 vers (36—8) hvortil der intet tilsvarende findes i de 2 første. Men det er atter her ganske i sin orden, at digteren er vidtløftigere om Jarl og hans overlegne egenskaber. Særlig er at lægge mærke til det nye, som udviklingen medfører, den åndelige kunst, runekunsten, som Rígr selv lærer sin søn.
Vi tør således antage en tilsigtet og nøjagtig gennemført parallelisme i digtet, hvor denne uden skade for digterens tankegang, opfattelse og hensigt var mulig. De afvigelser fra denne, som forekommer, opviser den samme trinfølge, som indholdet selv.
Om det 4. afsnit kan vi kun sige meget lidt. Det har i formel henseende svaret til de andre og, hvad indholdet angår, frembudt en lignende stigen. Særlig kan her påpeges de fremskridt i åndelig udvikling, som udtrykkes ved, at Kon den unge siges at have kunnet runer bedre end hans fader. Slutningen har formentlig indeholdt, hvorledes Kon unge ægtede Danps datter, hvilken pragt han har udfoldet og hvilke bedrifter han har udøvet.
Noter
1): Þræla heiti standa i Rígs þvlv Snorra-Edda II, 496.
2): Der kan henvises til A. Edzardi i Beiträge VIII. S. Bugge: Bemærkninger til norrøne digte II, Rígsþula i Arkiv I; K Lehmann. Die Rígsþula 1904 (Festskr. til Amsberg), R. Much: Zur Rígsþula (særlig v. 7), Prager Deut. stud. 1908, B. M. Ólsen: Timarit XV, 66 ff., G. Neckel: Beiträge zur Eddaf. s. 104 ff., A. Heusler, Archiv f. das stud. der neu. spr. u. lit. CXVI s. 270 ff., F. Jónsson: Rígsþula i Arkiv XXXIII, 157 ff. Endvidere: R. Meyer: Altg. poesie s. 471 ff.
3): Det må dog vel være det rigtige navn, ikke Ern, som B. M. Ólsen mente (Tímarit XV, 67).
4): Arkiv f. nord. fil. I, 307—8.
5): Se også Aarbøger 1894 s. 108, jfr. 140 f.
6): Således Bugge i Arkiv I, 311 og B. M. Ólsen i Timarit XV, 69.
7): Dette er slet ikke i nogen strid med kragens ord, som B. M. Ólsen påstår (1. c).
8): Heimskringla I, 32.
9): Se J. E. Sars: Udsigt osv. I, 108—9, 118.
10): Jfr. Bugge i Arkiv I, 311; A. Edzardi: Paul-Braunes Beiträge VIII, 367. Jessen: Zeitschr. f. deut. Phil. III, 39.
11): Jeg henviser videre herom til mine udtalelser i Arkiv-afhdl. s. 170—71, hvor en modifikation i betragtningen — mod Heusler — , af ringe betydning iøvrigt, fremføres. Til denne afhdl. henvises i det hele taget.
12): Heimskringla I, 126 (jfr. 144); Upphaf ríkis Haralds hårfagra cap. 8 (Fms. X. 194—6).
13): Jeg kan ikke gå ind på Mogks mening, at digtet er forfattet om en dansk konge, endnu mindre Neckels, at Rígr må tænkes i Tyskland (!)
14): Digtets forf. har da åbenbart benyttet sagnet om Heimdallr som menneskenes stamfader; jfr. Vøluspå, beg.
15): Han ”skildrer det, han så omkring sig . . . med en beundringsværdig realistik”, siger Lehmann fuldkommen rigtig.
16): ”Sociologisk-deskriptivt”, K. Lehmann.
17): Paul-Braune: Beiträge osv. VI. 309.
18): Sturlunga proll. clxxxvi; Corp. poet. bor. proll. Ixx.
19): Paul Braune: Beiträge osv. VIII, 365—6.
20): Heimskringla I, 138.
21): J. E. Sars: Udsigt osv. I, 173 not. Jfr. P. A. Munch: Det norske Folks Hist. 1,1, 111-12. Jeg tør henvise til min afhdl. i Arkiv imod Heuslers opfattelse af digtets hjem og alder. Det samme gælder Neckel, der i det hele slutter sig til Heusler. — Når Neckel hævder, at digtet efterligner steder i Völuspá i dens nuværende skikkelse, er dette ganske usikkert, ja rent vilkårligt; umuligt er det, at tage en henvisning til et sted i Jómsvík. saga(!) som forbillede alvorligt.
22): Jfr. s. Bugge-, Arkiv I, 305—10.
