FJ-Litteraturhist.Bd.1-Sigrdrífumál

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 4 De enkelte Eddakvad.

C. Heltekvad.

c. Völsungekvadene.


4. Sigrdrífumál.

En umiddelbar fortsættelse af det sidste prosast. i Fáfnismál danner ifølge hdskr. indledningsprosaen til det digt, som i almindelighed efter papirhåndskrifter kaldes Sigrdrífumál (1). I dette prosast., som i udgaverne stilles lige foran digtet, fortælles, at Sigurðr red op på Hindarfjall og dér fandt en luende skjoldborg; derinde sov et menneske i fuld rustning. Sigurðr tog hjælmen af den sovendes hoved; da opdagede han, at det var en kvinde. Han rister nu brynjen af hende med sit sværd ; hun vågner. Da hun slog øjnene op, så hun Sigurðr og sagde: »Hvad bed min brynje? hvem befriede mig for den blege søvn?« (2) »Det er Sigmunds søn og hans sværd (der har ristet din brynje og vækket dig). Nylig stod der en kamp (med Fáfnir)«. Dette (første) vers er i fornyrðislag og kan ikke have hørt til Sigrdrífumál, da dette digt er i ljóðaháttr; det har formodenlig hørt til samme digt som fornyrðislagsversene i Fáfnismál (og Reginsmál?); herfor taler særlig Sigurðs hentydning til det nylig stedfundne drab.

Herpå følger 3 vers i ljóðah. med et lille prosast. mellem v. 2 og 3: Sigurðr satte sig ned og spurgte den af ham vækkede kvinde om navn. Hun tog et horn og gav ham en mindedrik. Müllenhoff har rigtig påvist, at v. 2 oprindelig må have stået efter v. 4. Så får vi disse smukke og logisk efter hinanden følgende vers — Sigrdrif vågner og siger:

(v. 3) Hil dig dag,
hil jer dagens sønner,
hil jer nat og kvinder;
med venlige øjne
ser på os her
og skænker os bægge sejr.

(v. 4) Hil jer aser,
hil jer asynjer,
hil dig, frugtbare jord;
tale og forstand
giver os bægge to
og lægehænder, mens vi lever.

(v. 2) Længe jeg sov,
længe jeg blundet har,
lang er menneskers nød.
Odin det volder,
at ikke jeg kunde
bryde søvnens runer.

Denne digtets smukke begyndelse fortjæner tilfulde den ros, Müllenhoff har ydet den.

Herpå kommer digtets tredje og sidste prosast.: »Denne kvinde hed Sigrdrifa. Hun fortalte, at der var to konger, der havde kæmpet, den gamle af Odin begunstigede Hjálmgunnarr, men

den ene hed Agnarr
Auðas broder,
hvem intet væsen
vilde hjælpe (3).

Sigrdrifa fældede — af medynk med Agnarr — Hjálmgunnarr, hvorfor Odin stak hende med søvntorn og bestemte, at hun skulde giftes — »men jeg svor på, at jeg kun vilde gifte mig med den, som aldrig kunde ræddes«. Sigurðr bad hende om at lære sig visdom. Sigrdríf svarer med et vers (v. 5) i fornyrðislag, hvori hun siger, at hun giver ham et mindebæger fuldt af kraft og hæder, fuldt af sange, galdre og gammensruner. Dette vers har ikke hørt med til Sigrdrifumál, men vistnok tilhørt samme digt som v. 1. Det er indsat her i steden for et andet vers i ljóðah. af lignende indhold, og dette vers er netop v. 8, som bør læses straks efter v. 2 (rækkefølgen altså: 3. 4. 2. 8).

Resten af digtet, som det nu er, falder i to partier: v. 6-19' (÷ 8) og v. 20 til slutningen. Müllenhoff har i al korthed behandlet (4) alle disse vers og udtalt den opfattelse, at kun v. 3. 4. 2. 5. 20. 21. hører det oprindelige digt til; alt det øvrige skulde så være lutter udvidelser og tildigtninger! Heri har Müllenhoff ikke ret. Hans mindre rigtige opfattelse ses klart deraf, at han siger, at den sidste del ikke indeholder noget som helst, der står i forbindelse med sagnet om Sigurðr og Brynhildr-Sigrdríf, men det er netop det de gør, som vi snart skal se.

Det skal her straks bemærkes, at digtet er i Völs. s. kap. 20 og 21 benyttet, ja der anføres deraf v. 3-21 (÷ 13,7-10 og 14) vistnok af den grund, at sagaens forfatter ikke har ment, at en prosaisk gengivelse af dem var mulig på grund af deres indhold. Sagaens forfatter ses imidlertid at have haft en anden rækkefølge af versene end cod. reg., nemlig: 5. 6. 10. 12. 7-9. 11. 13,1-6. 15-21.

En anden omstændighed, som her skal bemærkes, er, at efter v. 29,2 begynder den store lakune i cod. reg.; resten af Sigrdrífumál haves — dog ikke aldeles fuldstændig — kun i papirhåndskrifter, men Bugge har i sin ekskurs til digtet påvist, at denne rest utvivlsomt er ægte (5). Metrikken har tilfulde stadfæstet Bugges mening. Hvorfra disse vers stammer, vides ikke, og det vil vel aldrig opklares. Måske fra en papirafskrift, tagen medens cod. reg. ikke var så mangelfuld som nu.

Digtets første afsnit, som der efter dets nuværende skikkelse kunde tales om, består af v. 6-19 (÷ 8). Heraf handler v. 6-13 (÷ 8) om brugen og nytten af de forskellige runer, som man må kunne, for ved hjælp af dem at virke til bedste for sig selv og andre (6). Der nævnes sejrruner, ølruner (mod kvindesvig ved drikkelag), bjærgeruner (ɔ: forløsningsruner), brændingsruner (for at redde skibe), grenruner (lægedomsruner), taleruner, huruner (visdomsruner). V. 13,7-10 og 14 (om Mimishoveds første ord) er en interpolation; de mangler i Völs.s.

V. 15-17 handler derimod om steder, hvorpå runer fandtes ristede (»man [han, hvem?] sagde, de var ristede på skjoldet foran den skinnende guddom [solen], på Árvaks og Alsvinns [solens hestes] hov« osv. osv.) og disse vers er affattede i fornyrðislag. V. 18 (i ljóðah.): »Alle var de skrabede af, som var ristede på ... De er hos aser, de er hos alfer, nogle hos vise vaner«. Her er ingen sammenhæng med det foregående. Til slut kommer så et vers (v. 19), hvor der igen tales samlet om bogruner, bjærgeruner og alle ølruner.

Det forskellige versemål og den løse sammenhæng mellem de enkelte vers og partier er tilstrækkelig oplysende om hele dette stykke om runerne. Desuden må bemærkes, hvad der er af stor betydning, at Sigurðr aldrig senere gør brug af disse runer; runer spiller overhovedet aldrig nogen rolle i hans senere liv, og dette måtte dog være tilfældet, hvis Sigrdrífs runeundervisning skulde have nogen betydning.

Hele stykket har aldrig haft det mindste med Sigrdrífumál at gøre. Det vilde også være enestående, om digtet bestod af to rækker: runer og råd, istedenfor det ene eller det andet. Det, som har bevirket optagelsen af dette runeafsnit, som i og for sig har en ret stor betydning, er imidlertid let at se. Det er slutningen af v. 5, særlig ordet gamanrúnar (hvoraf mindebægeret var fyldt) i den sidste linje, der, ligesom en magnet, har trukket runeversene til sig. (7)

V. 20-1 er overgangsvers fra digtets begyndelse (de første vers), hvori Sigrdríf tilbyder Sigurðr 'sigen eller tien', men han vælger at høre alle hendes 'kærlighedsråd'. (8)

Herpå følger 11 råd. Hvert vers begynder med: »Det råder jeg dig som det 1., 2.« osv. Foruden disse vers findes der 5 vers (25. 27. 30. 34. 36), der ikke begynder på denne måde; de er, ligesom tilsvarende vers i Háv. IV og VI, senere indskud; de består kun af unødvendige forklaringer og tilføjelser til tanken i de nærmest foranstående vers. I Völs. s. findes alle versene, med undtagelse af v. 36, frit gengivne; v. 23 og 32 er her ombyttede; det er let at se hvorfor; det er (tal)ordene annat og átta (der bægge begynder med en vokal, der i bægge tilfælde er rimstav), som er ombyttede.

Det første råd er, at »være uden svig mod sine frænder og ikke hævngærrig«. Dette sigter åbenbart til forholdet mellem Sigurðr og Gunnarr, det tillidsforhold, som navnlig bestod sin prøve (fra Sigurðs side), den gang Sigurðr på Gunnars vegne friede til Brynhildr.

Det andet råd: »ikke at aflægge nogen ed, medmindre den er sand [d. v. s. en sådan, som kan og skal holdes], ti grumme er følgerne af brud på løfter«: Dette sigter vel til fostbrødreeden.

Det tredje råd: »ikke at have ordstrid med uforstandige folk«. Muligvis har dette råd hensyn til en tingstrid, som Sigurðr har haft; i så henseende kan der mindes om, at Sigurðr efter én form af sagnet blev dræbt på et ting.

Det fjærde råd: »ikke at gæste en troldkyndig kvinde, som bor på ens vej, men hellere rejse forbi«, og det femte: »ikke at lade smukke kvinder gøre for stærkt indtryk på sig« advarer Sigurðr så åbenbart for den troldkyndige Grímildr, som gav ham glemselsbægeret, og den smukke Guðrún Gjukedatter, at derom kan der ingen tvivl være.

Det sjætte råd: »ikke at kives med drukne mænd« ved vi ikke hvortil sigter. Er det i slægt med det 3. råd?

Det syvende råd: »heller at kæmpe med sine fjender, end at lade sig indebrænde« er vistnok en almindelig regel for én, der vil være og gælde for en helt.

Det ottende råd: »at tage sig i agt for falskhed og ikke lokke en kvinde til gammen« sigter igen åbenbart til Grímildr og Guðrún.

Det niende råd: »at bjærge døde mænd, hvor man finder dem på jorden« har intet tilsvarende i sagnet, således som vi kender det.

Det tiende råd: »ikke at lide på en vargdrope’s (freds)løfter eller troskab«. Ordet vargdropi betyder egenlig en søn af en fri kvinde og en fredløs mand. Den, der dræbte Sigurðr, Guttormr, kaldes Gunnars og Høgnes broder (Sig. kv. sk. 20), men han siges tillige udtrykkelig ikke at have været Gjukes søn (Hyndluljóð 27). Med vargdropi menes sikkert Guttormr, men vi ved ikke, hvorledes ordet egenlig er at forstå.

Det ellevte råd: »at tage sig i agt for svig fra sine venners side« er et afsluttende og sammenfattende råd, der tydelig sigter til forholdet mellem Sigurðr og Gjukungerne. Her tilføjer Sigrdrif desuden særdeles betegnende: »Jeg aner, at fyrstens [dit] liv ikke vil blive langvarigt. En stærk strid er opstået«; stridens anledning, mødet mellem Sigurðr og Brynhildr og det deraf følgende kærlighedsforhold, er begyndt, men det var det første skridt henimod ulykke og undergang.

Råd 1. 2. 4. 5. 8. 10. 11, i alt 7 og rimeligvis ét til (det tredje), vedrører altså Sigurðs fremtidige liv og forhold. (9) Heraf er det klart, hvor urigtigt og overilet Müllenhoffs fornævnte dom er. Der er intet som helst, der taler for, at han her ret; tværtimod, det skulde være underligt, om der af det oprindelige digt kun skulde være omtr. 5 vers tilbage og alt det øvrige skulde være indskud. Netop den omstændighed, at flertallet af rådene sigter til Sigurðr selv, er det sikreste bevis for, at de hører til det oprindelige digt. (10)

Digtet har næppe sluttet med trolovelse mellem valkyrjen og Sigurðr.

Med hensyn til det land, hvor digtet er blevet til, er v. 26 af en afgørende betydning. Heri omtales fordæður på en højst ejendommelig måde og som noget ganske almindeligt og viser således bestemt hen til Norge. Yngre end o. 1000 er digtet sikkert ikke, men det tør ikke sættes højere end til århundredets sidste fjærdedel. Fra fremstillingens og tonens side kan det næppe være så gammelt som de ældste heltekvad.

Anm. De uægte vers i digtets sidste halvdel (25. 27. 30. 34. 36). Det første af disse er knyttet til det råd, ikke at strides med dumme folk; det opfordrer til »dagen efter« at dræbe den, man har haft en ordstrid med og som har udslynget falske beskyldninger; ellers vil man blive anset for at være blødagtig. Dette hårde råd stemmer ikke med den milde ånd, som ellers råder i Sigrdrífs råd. Herimod strider ikke 31, ti dér er rådet: ved kamp at redde sig fra at blive indebrændt. — V. 27 er et aldeles overflødigt vers; det står i ingen logisk forbindelse med det øvrige. Der tales her om forsigtighed i kamp, ti ofte sidder der onde kvinder ved vejen. — V. 30 handler i al almindelighed om drikkens skadelighed, en unødvendig udvidelse af hvad der kort og kraftigt er udtrykt i det foregående vers. — V. 34 giver så detaljerede forskrifter for behandlingen af en død, at det er meningsløst. at lade Sigrdríf give dem, medens v. 33 i al korthed og dog så tydelig, som ønskeligt, råder til at »bjærge lig«, hvor man så finder dem. Den, der har forfattet 33, kan ikke have tilføjet 34. Dette vers er da også i en anden henseende mistænkeligt, idet det sigter til den kristelige begravelsesmåde. — V. 36 er igen en udvidelse af det lige foranstående vers. — Om disse vers er tagne fra andre digte eller om de er tildigtninger til dette kvad, er næppe muligt at afgøre.




Noter

1): Det fortjæner at bemærkes, at valkyrjens navn er egenlig ikke Sigrdrífa (svagt fem.), men Sigrdríf, -ar; gen. -drífar står som den oprindelige form i Fáfnismál 44,5, hvor en ændring er uberettiget og unødvendig. Ang. digtet kan henvises til tidligere anførte skrifter og afhandlinger samt Boer: Sigrdrífumál u. Helreið i Zs. f. deut. Phil. XXXV, Symons: Sigfrid u. Brunhild sst. XXIV, Golther: Studien zur germ. sagengesch., Ussing: Heltekvadene s. 92 ff.
2): Schwentners forklaring af orig.s udtryk (Beiträge 43, 349) er fuldkommen umulig.
3): Om dette halvvers se nærmere under Helreið Brynhildar.
4): Deut. alt. V, 160-2. Jfr. Symons: Zts. f. d. Phil. XXIV, 18; i Einleitung s. CCCXXII har han erklæret, at han er vendt tilbage til Müllenhoffs opfattelse. Jfr. Heusler: Die lücke s. 6.
5): Jfr. Th. Möbius: Zeitschr. f. d. Phil. I, 394.
6): Om disse vers jfr. M. Olsen: Festskr. til A. Torp (de antages at være interpolerede). Om dem og hele afsnittet se også Boer: Sigrdrifum. osv. s. 324 ff., hvor dog meget er urigtigt opfattet.
7): Sål. også Symons: Sigfr. u. Brunh. 18.
8): Boers besynderlige opfattelse (Sigrdrm. 295) af disse vers og de talende mener jeg ikke behøver nogen gendrivelse; det er ikke let at se, hvad den slags hypoteser som den pågældende skal gøre godt for (den kvinde der taler, skal være en vølve!).
9): Hvad Boer (Sigrdrm. 296) har anført herimod er ikke meget rammende, men jeg må her give afkald på yderligere diskussion.
10): Ang. valkyrjen— Brynhild kan bl. a. henvises til Heusler: Die lücke, 2. afsnit.