FJ-Litteraturhist.Bd.1-Völundarkviða

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 4 De enkelte Eddakvad.

A. Mytiske digte.

f. Andre med de mytiske kvad beslægtede digte.


4. Völundarkviða. Sagnet om den uovertrufne smed (Völundr, Wieland, Weland) (1) findes både hos Angelsakser, Tyskere og Nordboer; minder derom findes også hos romanske folk, men derhen er de kommet fra de germanske.

I det korte angelsaksiske brudstykke: Deor the Scalds complaint findes følgende særdeles interessante stykke om Völundr: »Völundr opholdt sig i landflygtighed hos...(?), den standhaftige møje-udholdende helt. Til fæller havde han sorg og længsel og vinterkold udlændighed. Ofte følte han kvaler, siden Nidhad tilføjede ham, den gode mand, de lammende senesårs smærte. Beoduhild sørgede ikke så tungt over sine brødres død, som over sin egen tilstand, ti hun havde fået vished om, at hun var med barn. Hun kunde aldrig tænke sig, hvordan det vilde gå (med hendes faders vrede?)«.

Alfred den store oversætter Fabricius med Weland og kalder ham for vis og en guldsmed, der fordum var den berømteste mand (2). I Beowulf kaldes brynjen for »Völunds arbejde« (3). I Walderes lay nævnes Widia: »Niðhaðes mæg, Welandes bearn«.

I Þiðrikssaga af Bern findes et helt afsnit om Völundr (kap. 84-170), som i et kort udtog lyder således:

I. Vade rise, en søn af kong Vilkinus og en havfrue, bode på Sælland. Han havde en søn som hed Velent. Der fortælles udførlig om dennes opvækst og hvorledes han var i smedelære først hos Mimer og så hos et par dværge, hvem han tilsidst dræbte. Derefter kom han, som det nærmere skildres, til Ty i Jylland.

II. Dér herskede en konge, ved navn Niðungr. Valent fik ophold hos ham. Efter en strid med kongens smed Amelias og efterat have smedet Mímungr, der var bedre end noget andet, smedede han alskens klenodier for kongen. En fjendtlig hær faldt nu ind i landet. Kongen begiver sig den imøde, men glemmer sin »sejrsten«. Han lover sin datter og sit halve rige til den, som kan hænte stenen før kampens begyndelse. Velent påtog sig dette og udførte det, men kommer til at dræbe kongens drost. Kongen jager ham af den grund bort fra sig, og Velent forsvinder med den bemærkning, at ikke alle vil synes godt om, at han jages væk (en hentydning til en gensidig tilbøjelighed mellem ham og kongens datter). Velent er imidlertid misfornøjet med sit liv og kommer forklædt til kongen og søger at forgive ham, men bliver opdaget og greben.

III. Kongen lader Velents sener overskære, og han er nu i denne tilstand i kongens gård. Kongen lader bygge en smedje til ham, hvor han arbejder i sølv og guld og forfærdiger mange kostbarheder. Kongen havde 3 sønner foruden datteren. De to yngste begav sig engang til Velent og bad ham at lave pile til dem. Velent sagde, at han ikke havde tid dertil; desuden havde han ikke lov til at smede andet, end hvad kongen selv befalede ham, men, hvis de endelig vilde, skulde han gøre det på den betingelse, at de kom til ham, når der var nyfalden sne på jorden, og at de gik baglæns. Det gik de ind på, og de gjorde det også. Da de nu anden gang kom til Velent, dræbte han dem bægge og kastede ligene i et hul under smedebælgen. Derpå lavede han efterhånden af deres knokler alle mulige genstande, hvilket beskrives meget udførlig og temmelig smagløst.

IV. Det hændtes engang, at kongens datter tilligemed sine jomfruer var gået ud i haven. Her var hun så uheldig at brække den bedste guldring, hun ejede. Hun turde hverken sige det til sin fader eller moder, men sendte en af sine jomfruer til Velent for at bede ham om at gøre ringen i stand; Velent nægtede at gøre dette, medmindre kongedatteren selv kom og bad ham derom. Hun kom da også, og det første, Velent gør, er at »lægges med hende«. Derpå gjorde han ringen i stand, så at den var bedre end før.

V. I denne tid kom Egill, Velents broder, til kongen. Han blev kaldt Ölrúnar-Egill. Kongen prøver hans skydedygtighed (Tellsagnet). Velent har en samtale med kongens datter, og de lover hinanden ægteskab. Velent bad nu sin broder om at samle alle de fjær, han kunde, for at han af dem kunde gøre sig vinger; disse lader han sin broder først prøve. Bagefter tager han dem selv på og flyver bort og

VI. hen til kongens gård hvor han satte sig på det højeste tårn. Velent fortæller nu kongen, at han har hævnet sig ved at dræbe kongens sønner og krænke hans datter.

VII. Kongen befaler Egill at skyde efter Velent, men efter aftale med denne rammer Egill ham under hans venstre arm, hvor en lille pose med kongens sønners blod var anbragt. Blodet strømmede ud og kongen troede derfor, at Velent var dødelig såret. Men Velent fløj hjem til Sælland til sin faders gård. Kort efter døde Niðungr, og hans 3. søn, Otvin, fulgte ham på tronen. Kongens datter fødte en søn, som blev kaldt Viðga. Nu forligte Velent sig med hendes broder, og hun begav sig tilligemed sin søn til Velent, som tog hende til ægte. Herpå følger en længere beretning om sønnen Viðga, men den vedkommer os ikke her.

Det er af alt dette klart, hvor udbredt dette sagn har været udenfor den skandinaviske halvø. I Danmark har det sikkert været almindeligt og vistnok endogså stedfæstet dér.

Ikke mindre bekendt har sagnet været i Norge. Herom bærer Völundskvadet først og fremmest vidne.

Digtet indledes med et prosastykke. (4) En konge i Sverrig hed Níðuðr, som havde to sønner og datteren Böðvildr. Tre sønner af Finnernes konge, Slagfiðr, Egill og Völundr, løb på skier og jagede dyr. De kom til Ulvedalene og opslog dér deres bopæl. En morgen fandt de 3 kvinder ved strandbredden af Ulvesøen; de var valkyrier, som fløj omkring i svanehamme; de hed Hlaðguðr svanehvide, og Hervör alvitr, døtre af kong Hlöðver, samt Ölrún Kíarsdatter fra Valland. Brødrene tog deres svanehamme og bragte kvinderne hjem med sig til deres hus. Her levede de alle i 8 år. Da fløj de 3 kvinder bort og kom ikke tilbage. Egill skred på skier for at opsøge Ölrún, men Slagfiðr søgte efter Svanehvide. Völundr alene blev tilbage. Han var den kunstfærdigste mand, som man kender i gamle sagn. Kong Niðuðr lod ham tage tilfange, og nu begynder digtet.

Unge sydrone møer kom flyvende sydfra og satte sig på strandbredden, hvor de spandt kostbart lin. En af dem ægtede Egill, den anden Slagfiðr og den 3. af »søstrene« (5) Völundr. Så sad de i 7 vintre, den 8. længtes de, den 9. fløj de bort, medens brødrene var ude på jagt.

Egill løb på sine skier mod øst, Slagfiðr mod syd for at lede efter dem. Völundr blev alene tilbage og »slog uafladelig guld«, han smedede et utal af ringe og væntede på sin hustru. Det erfarede Niðuðr, Niarernes fyrste. Han drog med sine mænd om natten afsted — »deres skjolde blinked ved den skårede måne« (ɔ: i halvmånens lys). De kom til Völunds hus og så dér 700 ringe på en bastsnor. De tog dem af, de trak dem på igen med undtagelse af én. Så kom Völundr hjem [kongen og hans mænd skjulte sig] og tændte ild for at stege en bjørn. Da talte »alfefyrsten« sine ringe og savnede straks én. (Et halvvers, hvori det meddeltes, at han troede, at Alvitr var kommen tilbage og at hun havde taget ringen, er en uheldig interpolation) (6). Dette voldte, at han satte sig ned tankefuld og grublende; ja han grublede sig i søvn, men vågnede bunden på hænder og fødder. »Hvem har bundet mig?« spørger Völundr. Svaret lyder [og viser, at noget her må være udfaldet, derfor er versene meget dunkle]: »Hvor fik du Völundr, alfefyrste, vort guld, i Ulvedale?«. »Det guld var ikke på Granes vej. Vort land er fjærnt fra Rhinens lande. Mere ejede vi, medens vi (ɔ: mine forældre og vi 3 brødre) var sammen hjemme«. Völundr bringes nu hjem til kongen. Dennes hustru ser dem komme og siger hånlig: »Han er nok ikke vel tilmode, som kommer fra skoven«. I et følgende prosastykke siges Niðuðr at have givet den ring, han tog af Völunds bastsnor, til sin datter Böðvildr; selv bar han det sværd, som Völundr havde ejet. Men Völundr har sikkert ikke været glad, hver gang han så sit gode sværd hænge ved kongens side. Herom ytrede kongens hustru sig: »Den glinsende slanges øjne funkler; den viser sine tænder, når den får øje på sværdet [og ser Böðvilds ring, interpolation]. Berøv ham hans seners kraft og sæt ham siden på Sævarstöð«. Dette råd blev fulgt. Völundr blev sat ud på en holm, hvor han måtte smedde alle slags kostbarheder til kongen, og kun denne vovede at komme til ham. Völundr udtaler sin sorg på en gribende vemodig måde:

Mit sværd jeg ser
ved Niðuðs bælte,
det som jeg hvæssed
med al min kunst,
det som jeg hærded
så godt jeg kunde;
det skinnende sværd
er fjærnt fra mig.

På lignende måde klager Völundr over den ring, Böðvildr bærer, men dette (et halvvers) er vist interpolation.

Han arbejdede stadig, men sov aldrig. Ved sine trolddomskunster bevirkede han, at Niðuðs to unge sønner kommer til ham; dette siges ikke udtrykkelig, men bør vist forudsættes. »De kom til hans kiste og krævede nøglen; deri var mange mén og ulykker, som drengene syntes var guld og klenodier«. Dagen efter kom de på Völunds opfordring atter til ham; han huggede nu hovedet af dem bægge og beslog deres hjærneskaller med sølv og gav de således lavede skåle til Niðuðr. Af deres øjne dannede han ædelstene til dronningen og af deres tænder »brystkringler« til datteren. Böðvildr kommer alene til Völundr med sin ring (7) der er brækket, for at få den istandsat. Völundr byder hende en drik, han får hende gjort beruset, og nu skænder han hende. Da bryder Völundr triumferende:

Nu har jeg hævnet
alle mine sorger
undtagen en
på de onde mennesker.

Völundr flyver bort fra holmen og Böðvildr forlader denne grædende. Völundr fløj hen til kongens salvæg og råbte på Niðuðr. Denne klager over sine sønners forsvinden og antager, at Völundr er skyld deri: »sig mig Völundr, alfers fyrste, hvad blev der af mine raske sønner?«

Völundr fortæller ham, hvorledes det er gået kongens sønner, og tilføjer skadefro og ondskabsfuldt:

Nu går Böðvildr
med barn forøget,
din og din hustrus
eneste datter.

Med det samme svinger Völundr sig højt op i luften.

Niðuðr lader sin tjæner Þakkráðr kalde Böðvildr til sig. Han spørger hende, om hun og Völundr har siddet sammen på holmen:

Vi to sammen
sad på holmen
en ulykkesstund,
det burde aldrig sket.
Jeg mod ham intet
kunde formå,
jeg mod ham ej
stride kunde.

Hermed slutter digtet.

Völundskvadet er sikkert nok kun en del af hele sagnet om Völundr således som dette har udviklet sig i det høje Norden. Bortset fra begyndelsen svarer det netop til det ovenanførte mærkelige stykke af Deórs klage. Fremstillingen i dette svarer på det fuldstændigste til kvadets. Det giver os den oplysning, at Völunds ophold i Ulvedalene er en landflygtighedstilstand. Beskrivelsen af hans standhaftighed og længsler svarer nøjagtig til v. 5 og 10—11; »vinterkulden« antydes ved brødrenes skifarter, der viser hen til en kold og barsk sneegn. Derpå antydes Völunds tilfangetagelse og den grusomme behandling (»seneoverskæringen«), som han måtte lide. Beskrivelsen af Böðvilds åndelige og legemlige tilstand er nøjagtig den samme som i digtet (v. 29 slutn. og 41). Ligheden omfatter endogså det verbale udtryk. Således kaldes Böðvildr barni aukin (v. 36 = þæt heo eácen wæs). En sammenhæng synes her at være tilstede.

Uden tvivl har der været en »forhistorie«, der har angivet grunden til Völunds landflygtighed. Der må sandsynligvis forudsættes et tidligere uvenskab mellem ham og Nidud.

Til vort digt svarer i Þiðrikssaga stykke III — VI og tildels VII. Her finder vi mange og tildels meget betydelige afvigelser. Þiðrikss. kender intet til de 3 brødres, ikke engang Völunds, ophold i Ulvedalene. Fremdeles har Niðuðr i Þiðrikss. 3 sønner; kvadet kender kun to. Þiðrikss. ved, at de to sønner kommer til Völundr i en bestemt hensigt og anfører mere om deres ankomst til Völundr (gåen baglæns i sneen). Fremstillingen af Böðvildr og hendes jomfruer savnes i digtet. Endelig er der intet i digtet, som antyder broderen Egils samtidige ophold hos kong Niðuðr eller det giftermål mellem Völundr og Böðvildr, som Þiðrikss. slutter med. På den anden side forudsætter kvadet som sagt et tidligere mellemværende mellem Völundr og Niðuðr, og ved at omtale den »ene sorg«, som Völundr ikke har fået hævn for, hentyder det til en eller anden begivenhed fra den tid, som ligger forud for digtet.

Om det nærmere forhold imellem den tyske i Þiðrikss. foreliggende sagnform, som muligvis i enkelte punkter er påvirket af den nordiske (jfr. forfatterens udtalelser i fortalen, hvoraf det ses, at han også har kendt de nordiske sange), og denne, er der her ikke stedet at tale nærmere. Heller ikke skal sagnets oprindelige hjem her videre drøftes; dog skal bemærkes, at sagnet, i det mindste som det fremtræder i vort digt, fuldstændig er lokaliseret i Norden, nærmere bestemt i den skandinaviske halvøs nordlige del. Jfr. de kolde Ulvedale, sneen i forbindelse med prosaens angivelse af, at Völundr og hans brødre var sønner af en Finnekonge (8).

Derved at Völundr, vistnok som en hovedkunstner, kaldes »alfers (dværges?) fyrste«, knyttes sagnet om ham til det mytiske, ligesom Sigurdssagnet gennem Hreiðmarr-Otr, og derved, at diget taler om »guldet på Granes vej« og om »Rinens fjælde«, som er langt borte fra »vort land«, knyttes det, ligesom det rent nordiske Helgesagn, til tyske sagn. Níarerne (hvilket endnu er uforklaret (9)) og deres konge Niðuðr (tysk: Nidhad), som til træl har en Takråd (Dancharat, Tancred), et navn, som aldrig vides at være brugt i Norden, er sikkert tyske og ikke nordiske.

Allerede det her bemærkede gør det naturligst at søge digtets hjemsted i Norge. Dette bestyrkes tilfulde ved omtalen af bjørnejagten og af bjørnekødet, brugt til føde, samt af bjørneskindet, brugt til at sidde på, og brugen af húnn (= egl. bjørneunge) om en lille dreng. Det vilde en Islænder aldrig være faldet på at benytte i sit digt; det lå udenfor hans forestillingskres. Digtet er afgjort norsk, og vistnok snarest fra det nordlige Norge som Hålogaland, hvor man kendte Finnernes måde at jage på (10).

Digtets indhold bærer særlig vidne om to ting: kærlighedslængsel og hævnlyst i forbindelse med en hoverende jublen efter hævnens fuldbyrdelse. Det er de hovedtoner, som fra dette digt klinger os i møde; og disse toner stammer netop fra Nordboernes ejendommeligste egenskaber; deres elskov er ikke smægtende, skønt stum; deres længsel bevirker tavs grublen og indesluttethed.

Personernes psykologiske tilstand er fortræffelig skildret. Således er Völunds åndelige tilstand, da han kommer hjem og opdager, at en af hans ringe er borte, mesterlig antydet og belyst. Ikke mindre interessant og naturlig er Niðuðs hustrus karakter; hendes kvindelige spottelyst og ondskabsfulde råd angående behandlingen af Völundr er truffet på en prik. Niðuðs handlemåde kan ikke godt bedømmes, da vi mangler nøglen til den: motiverne.

Digtets indretning og fremstillingsmåde er fortræffelig; stilen er kort og kærnefuld; alt overflødigt udelades og skildringerne meget levende og anskuelige, tildels fulde af stemning. Digtet står på samme trin som Þrymskvadet; med hensyn til den deri forekommende elskov og længsel ligner det Skírnismál.

Völundarkviða må være fra samme tidsrum som disse to kvad, eller fra det 10. århundreds første fjærdedel. Yngre er det ikke, og det er sikkert ikke ældre end o. 900 (11). På grund af rent metriske forhold (de i dig:tet optrædende femstavelseslinjer, som hverken er mange eller stødende) vil J. Hoffory antage, at det er det ældste af alle eddakvad, digtede i fornyrðislag (12), men dette kan ikke sluttes alene af digtets metrum.

Anm. Digtet er noget mangelfuldt bevaret. Vers og linjer er sikkert udfaldne hist og her, ligesom der også findes enkelte interpolationer. Således har v. 15, som nævner de 3 svanemøer, intet som helst at gøre dér og næppe noget andet steds. Ligeledes findes der i v. 10 en tildigtning (det sidste halvvers), der indeholder en særdeles mat og prosaisk forklaring til hele situationen, som ikke behøves og som står i en bestemt strid ikke alene med fremstillingsmåden i selve Völundskvadet, men også andre af de ældre digte. Desuden er l. 5—6 i v. 9 sikkert en tildigtning af lignende beskaffenhed, v. 9,1-4 og 10,1-4 udgør det oprindelige vers, der er ligeså smukt i form og logisk i sin egen sammenhæng som træffende i forbindelse med det foregående og følgende. Vigtigere end disse tildigtninger er spørsmålet om Böðvilds ring i og for digtet. Herom har man tvistet. Her må det først bemærkes, at i v. 5, hvor Völunds arbejde i Ulvedalene omtales, ikke med ét ord antydes nogen særlig ring af en bestemt art og betydning (13), hvad dog vilde have været nødvendigt, hvis ringen havde nogen særlig betydning for Völundr. For det andet røber de linjer, hvor Böðvilds ring første gang nævnes, sig selv som en tildigtning, som noget, der i ethvert tilfælde ikke kan stamme fra digtets forfatter. Niðuðs hustru siger (i v. 17), at Völunds øjne spiller som en slanges, når han ser sit sværd ved Niðuðs side. Dette er ganske i sin orden. Sværdet var et tryllesværd, forfærdiget med Völunds hele kunst og af uskattérligt værd for ham; det måtte mere end noget andet gå ham nær til hjærtet at se en sådan kostbarhed i sin værste fjendes hænder, tilmed da han selv var fuldstændig værgeløs; sin dybe sorg herover udtaler Völundr da også i v. 18, hvortil der føjes et halvvers, hvori han udtaler sin græmmelse over, at Böðvildr bærer ”hans hustrus ring, hvad han aldrig forvinder”. Da det nu overhovedet ikke er til at se, hvorledes Völundr ifølge digtets fremstilling kan have noget begreb om, at Niðuðr har givet ringen til sin datter (14), må det antages for rimeligst, at halvverset (v. 19) er en interpolation, hermed falder også de 2 linjer i v. 17, som overfylder verset og desuden er det eneste linjepar, som kan udskydes. Først når Böðvildr selv kommer med sin knækkede ring til Völundr, genkender han sin ring og opdager sammenhængen. Selvfølgelig gør dette hans sind nu dobbelt bittert, hans hævnlyst bliver endnu stærkere, og han får straks den tanke at lade hævnen gå ud over hende. Nu er det klart, hvad ringen har at betyde i digtet. Det at Niðuðr tager den bort skal ikke alene betegne en ”djævelsk ondskabsfuldhed” (15) hos ham, men også og langt snarere simpelt hen begrunde, hvorfor Böðvildr begiver sig til Völundr og hvorledes han får lejlighed til at hævne sig på kongen på den grusomste måde (16); ti hvad der vederfares Böðvildr er i virkeligheden langt værre og mere nederdrægtig krænkende end sønnernes drab. De andre ringe har intet med situationen at gøre, dem kan vi se bort fra. Böðvilds ring har sikkert været den største og kostbareste. At den ikke har været en flyvering er nu, efter min mening, godtgjort af H. Holmström i hans Studier over svanjungfrumotivet (1919) (17).




Noter

1): Om navnet se særlig Jiriczeks og Brates afhandlinger. Jeg fastholder formen Vǫl- (Völ-) for den nordiske overlevering; således også Bugge. -und- er utvivlsomt snarere en participial endelse (som i hǫfundr) end ordet hǫnd.
2): J. Boethius: De consol. philos. overs. på vers af Alfred, met. X.
3): Jfr. ”Wielandica fabrica” i det latinske digt om Walter, ”pocula qvæ sculpsit Guielandus in urbe Sigeni” hos Gotfred af Monmouth, „ensis . . ., quem Walandus faber condiderat” i Hist. pontificum et comitum Engolismensium kap. 19, ”fabrorum superlativus” i Gaufredi ducis Norm. hist., „Galant smiðr af Englandi" Karlam. s. 40. Også i oldfranske digte findes der hentydninger. Se i det hele Grimm: Heldensage 2 s. 43 f. og Jiriczek: Deut. held.
4): Digtet (og enkelte steder deri) er blevet hyppigt behandlet. Her skal anføres følgende: Niedner: Völundarkviða i Zs. f. deut. alt. XXXIII, Hj. Falk: Arkiv f. nord. fil. III, 339—41, F. Detter: Zur Völundarkviða sst. s. 309 ff., Niedner: Zur liederedda s. 17 ff. 1896, H. Schack: Vǫlundsagan, Arkiv IX, 103 ff. (1893), R.Boer: Vølundarkviða, sst. XXIII, 1907, O. Neckel: Beiträge s. 278 ff. S. Bugge: Det oldnorske kvad om Völund, Arkiv XXVI, 1910, jfr. hans Irlands gamle åndskultur i populær-videnskabelige foredrag 1907 s. 21 ff.. Jfr. et par afhandlinger af Kock og Läffler i Arkiv XXXVII, 1911. Endelig henvises til Jiriczeks udførlige og fortræffelige behandling af sagnet i Deut. heldensagen I, 1898. Om navnet se E. Brate i Zs. f. deut. wortforschung X, 1908 osv.
5): De kaldes uegenlig søstre; således kaldes også Brynhildr og 7 valkyrjer søstre i Helreið, uagtet de sikkert ikke var søstre.
6): Derimod kan jeg ikke give Niedner ret, når han (i Zeitschr. f. deut. alt. XXXIII, 27—8) mener, at v. 6—10 er en interpolation. Når nogle eller måske de fleste forskere har antaget, at der i det nærværende digt forelå en sammenarbejdeise af to digte, kan jeg ikke være enig heri. Det er efter min opfattelse to sagn, der er sammenblandede på lignende måde som når sagnet om Brynhild er vokset sammen med et valkyrjesagn.
7): Ringen er naturligvis noget helt andet end ”brystkringlerne” der nærmest er ”broscher”.
8): Særlig kan henvises til Jiriczeks fremstilling. Der kan ingen tvivl være om, at Völundsagnet egenlig er nordtysk (saksisk) og derfra indvandret direkte til Norden. Det er unødvendigt at antage, at det er kommet fra England. Det angels. digt og kvadet viser tilbage til en fælles kilde.
9): Jfr. dog Gering: Zs. f. deut. Phil. XLVIII.
10): Således også S. Bugge.
11): Når Neckel vil, at det skal være betydelig yngre, er det illusion og fejlsyn, der beror på altfor doktrinær betragtning af versets bygning.
12): Eddastudien I, 35 jfr. 34; Hoffory bruger stadig fejlagtig kviðuháttr om fornyrðislag.
13): F. Detter i Arkiv III, 312.
14): Boers bemærkning hertil (s. 125 anm. 1) er ikke meget træffende, da han gengiver mine udtalelser ganske urigtig.
15): F. Detter i Arkiv III, 313.
16): Rigtig bedømt af Niedner i Zeitschr. f. d. alt. XXXIII, 27.
17): Hvad der kunde synes at tale for at ringen er flyvering er, at Völundr, efter at have fået den, flyver bort. Dette kan dog forklares anderledes.