FJ-Litteraturhist.Bd.1-Völuspá hin skamma

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 4 De enkelte Eddakvad.

A. Mytiske digte.

f. Andre med de mytiske kvad beslægtede digte.


3. Völuspá hin skamma. I det foran behandlede digt, Hyndluljóð, er der, som tidligere bemærket, indsat et større stykke, v. 29 — 44 (÷ enkelte linjer), som ikke kan have hørt til sangen om Hyndla og det af følgende grunde:

For det første handler brudstykket udelukkende om guder og gudinder og deres indbyrdes slægtskab og afstamning; desuden nævnes der alslags troldpak, ja ragnarøk omtales, hvilket i Hyndluljóð vilde være fuldstændig meningsløst. Omkvædet fra Hyndl. står ganske vist i slutningen af v. 29, men det overfylder verset og er følgelig en ren interpolation.

For det andet har dette digt et selvstændigt omkvæd :

Meget vi dig siger
og vil sige dig mere.
Ingen ved så meget
vil du vide mer?

De to sidste linjer findes også i Hyndl. 17 og 18, men de er dér åbenbart en interpolation.

For det tredje er digtets karakter og sprogtone meget forskellig fra Hyndlasangens, og

for det fjærde anfører Snorre (1) et vers med overskriften: svá sem segir i Völuspá hinni skömmu, og dette vers genfindes i brudstykket (v. 33); jfr. Bugges bemærkning til v. 29.

Der kan således ikke være den ringeste tvivl om, at vi her har med et brudstykke af et særskilt digt af det anførte navn at gøre (2).

Det er den indbyrdes delvise lighed mellem bægge digtes indhold og form i forbindelse med Hyndluljóðs mangelfulde tilstand, der har bevirket, at der i dette digt blev indsat det her behandlede brudstykke.

Brudstykket er imidlertid hverken helt eller halvt. Det er intet sammenhængende hele og det er meget muligt, at ikke alle versene hører oprindelig sammen. Indholdet er følgende:

Da Baldr var falden — hvilket Vále erklærede at ville hævne — var guderne kun 11 i antal (v. 29). Baldrs fader (Odin) var Bors søn, men Freyr var gift med Gerðr Gymisdatter; Skade var en datter af Tjaze (v. 30. 31 er omkvædet). Af v. 32 hører største delen til Hyndluljóð (3). Herpå følger et vers (v. 33) om vølvers, troldmænds og jætters herkomst (34 er omkv.). 35 — 8 (÷ 36, omkv. her urigtig indsat) handler om Heimdalls herkomst (mødre), men det sidste halvvers (v. 38) er ligefrem taget fra Goðrúnarkviða hin forna v. 21,5-8 (4) (v. 39 er omkv.). 40-1 handler om Loke og hans børn: ulven, Sleipnir og midgårdsormen (skass allra feiknast, eller er det Hel?); i det sidste vers siges Loke engang at have fundet et halvbrændt kvindehjærte, som han spiste; han blev dermed frugtsommelig — »derfra stammer ethvert flagð (uhyre, trold) på jorden«.

V. 42 handler om havets stærke bevægelse, om sne og snare vinde, ragnarøks forløbere, — v. 43 om én, der er født stærkere end alle andre og i slægt med alle. Det sidste vers lyder således:

Da kommer en anden
endnu stærkere,
dog tør jeg ej
ved navn ham nævne.
Kun få kan nu se
i fremtid længer,
end at Odin vil
ulven møde.

Som man ser, er dette lutter usammenhængende stykker, ofte af en temmelig dunkel art, i mytologisk henseende ikke uden al betydning. Det er vanskeligt at danne sig nogen klar forestilling om digtets oprindelige indretning og indhold. Navnet: Völuspå den korte turde være oplysende, idet man deraf synes at kunne slutte, at indholdet har været af en noget lignende art som i Völuspå, hvad der også særlig synes at fremgå af det sidste vers. Det kunde antages at have opregnet de forskellige guder og gudinder, samt andre væsner, og i al korthed angivet deres herkomst; endvidere kan det have indeholdt en kortfattet oversigt over verdens gang og gudernes lævnedsløb, og kan således have været bestemt til at danne etslags tillæg til Völuspå; i hvert fald er denne digtets forbillede.

Hvis så har været tilfældet, kan digtet ikke have været synderlig kort, ja ikke kortere end det egenlige Völuspá i dens ikke interpolerede skikkelse. Rimeligvis forudsætter digtet Völuspå i dens interpolerede form, og da kan det ikke være meget gammelt.

Det gudesystem, som digtet går ud fra, viser bestemt hen til en sen tid. Det hedder nemlig, at da Baldr var falden, var der kun 11 guder tilbage. Denne forestilling om »12 guder«, som også findes i Gylfaginning (5), hvor der dog anføres 13 guder med Loke som den 14., er uden tvivl frugten af det 12. århundreds lærde studier, måske fremkaldt ved forestillingen om de 12 trojanske høvdinger (6). Fortællemåden og sætningsbygningen (f. ex. i 41) er i høj grad efterklassisk og prosaisk, og det ligner ikke noget andet eddakvad (med undt. af ét: Grípisspå) i så henseende.

Alt dette fører til, at digtet ikke er ældre end fra det 12. årh., fra den islandske lærde tid, da man var begyndt at interessere sig for og studere den klassiske oldtid, dens myter, digtning og kultur. At disse studier kunde bevirke enkelte digtes fremkomst i den gamle stil, eller med andre ord: efterligninger, er naturligt (jfr. ovfr. 72—3).

Völuspá hin skamma falder således udenfor den egenlige eddadigtnings grænser, således som vi i det foregående har søgt at bestemme disse.




Noter

1): Snorra-Edda I, 42-4.
2): Sv. Grundtvig: Den heroiske digtning s. 13. Om digtet se Boer: Arkiv f. nord. fil. XXII, 246 ff., men jeg er langt fra enig med ham i hans forskellige betragtninger; Neckel: Beiträge s. 267—68.
3): Arkiv osv. I, 257.
4): E. H. Meyers indsigelse herimod (Völuspá 28) er grundløs.
5): Snorra-Edda I, 82.
6): SnE. fortalen til Gylfag. kap. 4, jfr. I, 12, 28, Heimskr. I, 11. — Weinhold har sikkert ikke truffet det rigtige (i Zeitschr. f. deut. Phil. I, 129—32), når han mener, at dodekalogien er opfundet, endnu medens „der glaube an das götter- und weltende schon bestund". Derfor gives der intet som helst bevis.