FJ-Litteraturhist.Bd.1- Skjaldepoesiens ægthed: Formelle side

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920



Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§5. Skjaldepoesiens ægthed overhovedet og dens overlevering.
Dens formelle side.


Skjaldepoesiens formelle side, metriske form og øvrige indretning.

Det ældste og simpleste versemål, fornyrðislaget, findes i dette tidsrum ikke anvendt til fyrstekvad. Dettes nærmeste slægtning, kviðuháttr, bestående af afvekslende 3- og 4-stavelseslinjer, forekommer i den ældste tid hos Þjóðólfr (Ynglingatal), Egill (Arinbjarnarkviða, Sonatorrek), Eyvindr (Háleygjatal) og hos Þórarinn loftunga (Glælognskviða); det findes endvidere i 2 vers i Gíslasaga og i 15 ½ vers i Grettiss. Der er ovenfor (s. 108) udtalt, at kviðuháttr (af kviða = sang, digt i det ældste versemål) oprindelig kun var et andet navn på selve fornyrðislaget, men at det senere gik over til det nye versemål, der bestod af afvekslende 3- og 4-stavelseslinjer. I den historiske tid er det kun dette, der kaldes kviðuháttr; derfor bør intet andet versemål kaldes således (1). Vi ser, at kviðuháttr kun synes at tilhøre den ældste tid, men synes slet ikke at være bleven brugt i det 11. årh. Senere - i næste tidsrum - bliver det f. ex. af forfatteren til Noregs konungatal og af Sturla Þórðarson genoptaget. Af de islandske skjalde i det 10. og 11. årh. er det ikke blevet betragtet som tilstrækkelig fuldkomment til fyrstekvad.

Málaháttr og ljoðaháttr, som tidligere er blevne tilstrækkelig behandlede, findes kun anvendte i dette tidsrums ældste tider og da, som det synes, gærne sammenblandede, således af Þorbjörn hornklofe (Hrafnsmál), forfatteren til Bjarkamál hin fornu, Islænderne brugte aldrig disse versemål til fyrstekvad, og i dette tidsrum overhovedet slet ikke.

Det allerhyppigst anvendte versemål i dette tidsrum er derimod:

dróttkvæðr háttr, dróttkvætt (ntr.) (2). Dette ord kan kun betyde: »det versemål, som bruges for (coram) drótt ɔ: en fyrstes krigerfølge«, altså i de kvad, som fremsagdes om (og for) fyrsten i hans hirdskares påhør (3). Ordets oprindelse går sikkert meget langt tilbage i tiden, da ordet drótt i almindelig tale tidlig gik af brug, således som Snorre meddeler os (4). E. Mogk har sikkert ikke ret (5), når han mener, at navnet skulde stamme fra Snorre selv; hvorledes kan man tænke sig, at dette, det almindeligste versemål, skulde have været uden navn indtil Snorre, og hvis det ikke har været tilfældet, hvor kan det da være, at det oprindelige navn aldrig findes antydet med en eneste stavelse? Heller ikke har Mogk ret i sin tydning af ordet. Når den anførte, eneste mulige betydning ikke tiltaler ham: »weil diese gedichte vor dem fürsten vorgetragen wurden, das gefolge aber dabei gar nicht in betracht kam«, har han afgjort uret. Det var sikkert ikke skjalden ligegyldigt, om det var fyrsten alene eller en stor og prægtig forsamling, der hørte på og beundrede hans kvad og fremsigelse; for ikke at tale om sådanne enkelte tilfælde, hvor skjalden, som f. ex. Óttarr i sin Höfuðlausn, med rene ord henvender sig til hirden i sit digts begyndelse (for ham var der en særlig grund dertil), er det af andre steder klart, hvilken rolle hirden spillede for skjalden under hans fremsigelse af digtet; dette oplyses fortrinlig ved et halvvers af Einarr skálaglamm (rimeligvis af Vellekla): »Klippebølgen, som reddede dværgene [ɔ: digterdrikken, digtet], slår over hele Ulls skibs mandskab [hele krigerfølget]« (6). I betragtning heraf er ordet drottkvæðr i den antagne betydning så langt fra at være unaturligt, at det må siges at være ret træffende (7).

Drotkvædet versemål blev dannet af det oprindelige, fornyrðislaget, derved, at to stavelser, en lang betonet og en ubetonet, der sammen altid udgjorde ét ord (en trokhæ), føjedes til enhver linje. En drotkvædet linje består således af en af fornyrðislagets 5 grundformslinjer (se ovf. s. 106) plus _́ x (8).

M. h. t. forlydsrimenes (rimstavenes) brug og stilling gælder de samme regler som for fornyrðislaget, undt. for så vidt som bistavene altid skulde være to i de ulige linjer; dette er allerede tilfældet med de ældste drotkvædede digte. Derimod forholdt det sig med hovedstavens stilling i de lige linjer på samme måde som i fomyrðislaget, at et ubetonet ord i de ældste tider kunde stå foran den, d. v. s. linjens form kunde både være B og C. Eksempler herpå findes så godt som udelukkende hos den ældste skjald (Brage); hos Þjóðólfr fra Hvinir og Þorbjörn hornklofe findes dette aldrig og efter den tid kun enkelte gange.

I de simplere versemål, hvori eddakvadene er forfattede, findes, undertiden i en og samme linje, to ord (stavelser) med den samme eller en forskellig vokal, efterfulgt af samme konsonant, en eller flere. Således findes i Völuspá (1.6) vel fram teljak, (1.7) forn spjöll fira, (2.2) ár of borna, Vafþr. (14.5): morgin hverjan osv. osv. Det er rimeligt, at i disse og mange lignende tilfælde er dette ubevidst eller ikke ligefrem tilsigtet; men det er muligt, at det undertiden er bevidst og at digteren med flid har valgt sådanne ord, som indeholdt en klanglighed. At Nordboerne har haft et godt øre for den slags lighed, viser de ældste digte, Brages vers. Når det således hedder hos ham (i oversættelse ovf. s. 377):


Vilið Hrafnketill heyra,
hvé hreingróit steini
Þrúðar skalk ok þengils
þjófs iljablað leyfa,


er det aldeles klart, at digteren med flid har valgt at sammenstille stavelser som hrein, stein; þjóf, leyf i de to linjer, for derved at frembringe en for øret behagelig lighed i klang. Gennemgår vi Brages digte, vil det ses, at han anbringer disse stavelser uden nogen bestemt regel; snart findes de med den samme, snart med en forskellig vokal både i de ulige og lige linjer, snart findes de slet ikke; undertiden findes de i forskellige linjer. Allerede hos Harald hårfagres skjalde finder vi også i denne henseende en ganske anderledes fasthed og regelbundethed. I Þjóðólfs Haustlöng er disse stavelser en regel, undt. for så vidt som de undertiden udelades i de ulige linjer, men også kun i disse. Glymdrápa af Þorbjörn er derimod fuldstændig regelmæssig, idet vi der finder to stavelser med samme vokal foran samme konsonant(er) i de lige linjer og ligeledes to stavelser i de ulige linjer, hvor vokalen dog snart er den samme, snart forskellig, en regel, som herefter i fyrstekvad er næsten uden undtagelse, hvorimod de løse vers her ofte viser en større frihed. Også på dette punkt finder vi således en forholdsvis rask udvikling fra det oprindelige ufuldkomne til det fuldkomne og harmonisk regelbundne (9).

Disse mere eller mindre ensartede stavelser blev det drotkvædede versemåls fornemste pryd. De hedder hendingar. Ordet er sikkert dannet af at henda 'at gribe, fange' (10) og indeholder vistnok en antydning af, hvad disse stavelser egenlig skulde tjæne til, nemlig at være støtter for hukommelsen; dermed er ikke sagt, at det var deres alleroprindeligste bestemmelse, men de toges snart i brug i den bestemte hensigt at støtte hukommelsen. Oprindelig er ordet hending vistnok en stavelse med samme vokal som en anden; dette må sluttes deraf, at ordet skothending, der i almindelighed betegner stavelser, hvor vokalen er forskellig, egenlig kun kan betyde 'ikke-hending'; efter at dette navn, skothending, var blevet almindeligt, hørte man efterhånden op med at føle den oprindelige modsætning mellem hending (fuld assonans) og skothending (mangelfuld assonans); derfor tilføjede man stavelsen aðal foran hending, for at opnå den fulde modsætning. Skothending er på dansk passende bleven kaldet halvrim, aðalhending helrim.

Disse rim må nødvendigvis, for overhovedet at mærkes, stå i betonede stavelser. I de allerfærreste tilfælde står de lige ved siden af hinanden. Hos Brage findes den sidste hending undertiden i den anden betonede stavelse. Hos Harald hårfagres skjalde står den ufravigelig i den sidste (tredje) betonede stavelse, og således findes den anbragt hos alle senere skjalde uden undtagelse.

Således var da en normal fuldtudviklet drotkvædet vísa beskaffen m. h. t. forlydsrim og rimstavelser. »I dette versemål er de fleste digte forfattede, som skal være omhyggelig udarbejdede (flest þat er vandat er); det er alle andre versemåls »ophav« (begyndelse, det, der sættes i spidsen) som målruner står foran andre runer« hedder det i kommentaren til Háttatals første strofe (11). Til trods for den i denne udtalelse liggende opfattelse har man dog endnu i det 13. årh.s første halvdel - i det mindste - vidst, at man med rette kunde tale om drotkvædet versemål, uagtet alle disse formelle ting ikke var iagttagne eller konsekvent gennemførte. Ti Snorre grupperer som en særlig afhandling af drotkvædet nogle versemål, som han i kommentaren benævner fornskálda hættir (ɔ: Ragnarsh [navnet findes dog ikke i oldskrifterne]), Torf-Einarsh,, Egilsh., Fleinsh., Bragah. vv. 54-58). Intet af de vers, som Snorre har digtet i disse versemål, har noget aldeles tilsvarende i de os lævnede kvad af Torf-Einarr, Egill, Brage; men Snorre har med sin selvstændige opfattelse og systematiske sans normaliseret, hvad han ved betragtningen af disse gamle vers mente at finde som regel (12). Men alle disse versemål er at betragte som drotkvædede i dette metrums endnu ikke udviklede form.

Når det i kommentaren til Háttatal, det anførte sted, hedder, at drottkvæðr háttr er alle andre versemåls »ophav«, så er dette urigtigt. Dette ligger ganske vist til grund for mange - af den dannede - versemål, men selv er den, som før bemærket, udviklet af fornyrðislaget. Det første af de af drottkvædet udviklede versemål er

hrynhendr háttr , hrynhent, hrynhenda, eller hrynjandi (fem.); dette versemål er dannet derved, at man til en drotkvædet linje tilføjede et tostavelsesord af formen: _́ x.

Ellers er dette versemål omtr. fuldstændig drotkvædet i dettes fulde form. Når hrynhendr h. er dannet og af hvem, derom haves ingen oplysninger. Det første mere bekendte digt i det er Arnórs Hrynhenda (1046); men at versemålet er ældre, viser den omstændighed, at vi har et 'hrynhent' halvvers af en Hafgerðingadrápa, som skal være digtet af en mand fra Syderøerne på en farlig rejse til Grønland o. 986. At slutte noget heraf m. h. t. versemålets lokale oprindelse vilde være mere end forhastet. Hrynhendr h. står i et lignende forhold til drotkvædet, som málaháttr til fornyrðislaget. Der er noget yppigt og elegant derved. Det er det eneste versemål, hvor linjerne er temmelig lange, så at digteren langt bedre end ellers dér fik lejlighed til at udfolde sin veltalenhed og ordrigdom. Fra dette tidsrum haves vistnok ikke andre digte i dette versemål, end de anførte.

Man kunde da også danne nye versemål derved, at man tog en del bort af den drotkvædede linje. Således frembragtes meget tidlig de såkaldte afstumpede versemål, stúfar (Háttatal vv. 49 - 51), hvor den sidste stavelse i linjen er fjærnet, enten i nogle eller alle linjer, men iøvrigt er versemålet fuldstændig drotkvædet. (SnæIfriðardrápa af Harald hårfagre, Óttars Óláfsdrápa, et digt af Ormr Steinþórsson, et vers af Björn breiðvíkingakappe).

Det drotkvædede versemål kunde endvidere udøve indflydelse på de ældre og kortere versemål. Således kunde både fornyrðislag og málaháttr i en mere eller mindre udstrakt grad udstyres med de egenskaber, som egenlig tilhørte drotkvædet, særlig rimene. På denne måde fremkom f. ex. det såkaldte

tøglag, tøgdrápulag (-háttr), tøgmælt. Eksempler herpå har Snorre givet i Háttatal vv. 68 - 70, som alle består af 4-stavelseslinjer, og versemålet er åbenbart fornyrðislaget.

Det ældste digt som kendes i dette versemål, er Þórarins drape om Knud d. store fra omtr. 1029. Digtet kaldes i et endnu eksisterende halvvers tøgdrápa. Dette versemål beredte mange vanskeligheder på grund af linjernes korthed; derfor tillod de første skjalde, som vides at have brugt det, Þórarinn og efter ham Sigvatr (i en arvedrape også om kong Knud fra omtr. 1040), adskillige friheder, navnlig den sidste, både m. h. t. stavelsemål og rim. I en ufuldkommen skikkelse findes dette versemål allerede i en lausavisa af Brage, men ellers forekommer det i dette tidsrum ikke i andre end de nævnte digte.

Ved at indsætte de drotkvædede egenskaber (særlig rim) i málaháttr fik man det såkaldte Haðarlag (Háttatal v. 79), et smukt og klingende versemål. Findes kun ufuldkomment engang i dette tidsrum.

Til slutning er der en vigtig art af versemål, nemlig de, hvor rimene ikke findes inde i linjen, men i slutningen af alle linjer, der altså rimer på hinanden parvis eller gruppevis; det er de såkaldte runhendir hættir (runhendr háttr, runhent, runhenda) (13). Linjernes stavelsesantal kan være forskelligt; de kan være 3 (meget sjældent), 4, 5, 6, 8; slutningsordet, rimordet (der er her kun tale om helrim), kan bestå af en eller to stavelser af en ligegyldig kvantitetsbeskaffenhed. Runhent optræder først i en noget ufuldkommen skikkelse i en lausavísa af Kveldulfr fra år 878; dernæst findes det i Egils berømte Höfuðlausn (934), hvor slutningsrimene forbinder snart 2 snart 4 linjer uden nogen fast regel; det findes endvidere i Gunnlaugr ormstungas digt om Sigtryggr silkiskegg (1 ½ vers tilbage), i Björn hitdølakappes niddigt om Þórðr Kolbeinsson (Grámagaflím, 3 vers), i en lausavisa af Þórðr Sjáreksson, samt endelig i et digt af Þjóðólfr Arnórsson om Harald hårdråde (tre halvvers), et halvvers af Sneglu-Halle og endnu et halvvers fra uvis tid.

Hvorledes dette versemål er opstået, eller hvad der har givet anledning dertil, er usikkert. At det skulde være dannet efter (angelsaksiske eller rettere sagt) latinske metra er en usandsynlig og unødvendig antagelse. Dets oprindelse kan forklares på en anden og naturiigere måde. Følelsen af, hvor svært det var at anbringe drotkvædets rim i 4-stavelseslinjen (jfr. ovenfor om tøglag), kunde meget let føre til tanken om, - istedenfor at anbringe rimene inde i linjerne; det var netop dette, der var så svært - , at fordele dem på to (ligesom vi hos Brage en enkelt gang finder rim i forskellige linjer), hvorved det blev regel, at de kom til at stå i slutningen af hver linje og at der kun blev tale om helrim. Runhendr h. vilde således blive en (ældre?) broder til tøgdrápuh.

Skønt det er umuligt at knytte de enkelte versemåls tilblivelse til en enkelt mand eller til en enkelt slægt, er det dog i dette tilfælde særdeles fristende at gøre det. Vi har set, at runhent i de ældste tider kun findes hos Kveldulfr og hans sønnesøn Egill; derpå hos Egils slægtning Björn og den i nærheden af Borg boende Gunnlaugr. Er det måske så, at dette metrum særlig kan knyttes til Kveldulfsslægten?

I det foregående har vi set rigelige beviser på, at en udvikling er foregået med de forskellige versemål, en udvikling som går i retning af det mere fuldkomne og systematiske fra det oprindelige regelløse, ja måske tilfældige. Hvem er denne udviklings bærere?

Hos de norske skjalde finder vi følgende versemål: málaháttr, ljoðaháttr - disse to sammenblandede i et og samme digt - , kviðuháttr, samt drotkvædet. Hos Islænderne finder vi dermod runhent, tøglag og Haðarlag; hrynhendr h. findes ganske vist først hos en syderøsk mand, men i et digt, forfattet på en rejse fra Grønland på et islandsk skib; muligheden for, at han har fået sit versemål fra Islænderne er dermed given. Også forskellige metriske afændringer og variationer synes udelukkende at stamme fra den tid, i hvilken islandske skjalde var så godt som de eneste digtere. Det er derfor en berettiget antagelse, at det er Islændere, der har givet de gamle norske versemål en større fasthed og systematisk regelmæssighed, og tillige skabt nogle helt nye; men det er muligt, at spiren til disse nydannelser har været tilstede i norske vers (Brages vers i ufuldkomment tøglag og Þórarins tøglag). Således kunde man tænke sig, at linjer som Brages:


svá lét æ þótt etti,
sem orrostu letti


på en måde har fremhjulpet eller bidraget til dannelsen af runhent. Fuld sikkerhed på dette område kan imidlertid ikke vindes, men at den yderligere udvikling af det givne grundlag overhovedet skyldes Islænderne bestyrkes til slutning ved den interessante oplysning, vi får om et bestemt versemål, den såkaldte forna skjálfhenda's oprindelse. Den islandske skjald, Þorvaldr veile, siges (14), da han forfrossen og i dårlige klæder lå, frelst fra skibbrud, i et udskær, »at have fundet (ɔ: dannet)« det nævnte versemål, hvis navn (»rysterimet«) står i forbindelse med hans tilstand i skæret.

Vi har hidtil betragtet det enkelte vers og dets indretning, lad os nu gennemgå et digts bygning i dets hele udtsrætkning.

Et digt kunde bestå af så mange og så få vers, det skulde være; dog synes det at have været en almindelig opfattelse, at intet digt måtte være kortere end 20 vers. Jo længere det var, desto mere storslået og berømmeligt var det både for digteren og for den besungne fyrste. Vi har meget få hele digte opbevarede (15), grunden hertil er ovenfor s. 359 ff. antydet. Alligevel er vi ikke i nogen tvivl om digtenes indretning i det hele og store.

Før end vi går over til at betragte denne, skal det bemærkes, at ordet kvæði betegner et digt i almindelighed uden hensyn til dets formelle beskaffenhed. Bestemte arter er derimod flokkr (16) og det med dette omtr. ensbetydende vísur (plur.), et digt uden omkvæd, hvor de enkelte vers ligesom flokkedes uden orden og indleling, drápa (16), et digt med stef, altså med en bestemt inddeling i partier; en mindre drape kaldes dræplingr (17); de ekstemporerede vers hedder laus vísa (i flt. lausar visur (18). Betydningen af ordet drápa har været meget omtvistet og man har søgt forskellige forklaringer af ordet. R. Keyser mener således (19), at »det betegner maaskee et Digt, i hvilket der er et sterkt Slag eller en streng Takt, et Digt, ved hvis Foredrag det kom meget an paa en sterk og rigtig Betoning af Ordene«. G. Vigfússon har sat det (20) i forbindelse med at drepa strengi Ingen af disse meninger er holdbar. Keysers er altfor unaturlig og tvungen; hvis navnet skulde stå i forbindelse med ordenes stærke betoning, er det ikke muligt at indse, hvorledes man overhovedet er kommet til at danne et ord som drápa, da stemmens klang og et udsagnsord som drepa ingen naturlig eller sproglig forbindelse har. Vigfússons mening er, skønt ved første blik ret tiltalende, heller ikke holdbar, fordi man ingensteds har nogen som helst antydning af, at fremsigelsen af de gamle digte hos Nordmændene ledsagedes af »instrumental musik«. Antagelsen af dette, som så ofte findes selv i de nyeste værker, er bygget på uhistoriske kilder og burde aldrig være bleven fremsat. (21). Den, som det forekommer mig, rimeligste forklaring er at sætte navnet i forbindelse med dráp = manddrab og at drepa = at slå ihjæl, og at antage, at det betyder 'drabenes ɔ: kampens og mandefaldets digt', hvilket passer fortrinlig til disse digtets vigtigste indhold (se ovf. s. 353-4).

Som allerede bemærket, består en drape af mindst 20 vers, delt i forskellige afdelinger eller partier ved hjælp af det såkaldte stef (22). Begyndelsen (intet navn herpå er os af oldtiden overleveret) og slutningen (slæmr) udgjorde særskilte afdelinger og omsluttede hele det midterste stykke, der var digtets vigtigste del, de forskellige stefjabálkar.

I begyndelsen og slutningen omtaler skjalden i almindelighed forskellige fyrsten og ham selv vedrørende forhold; der angives ofte grunden til digtets fremkomst; der udtales en almindelig ros om fyrsten og hans forskellige egenskaber, tapperhed, retfærdighed og ikke mindst gavmildhed (jfr. ovf. s. 353).

Digtets midterstykke deles igen i så og så mange enkelte afdelinger ved stefet ɔ: omkvædet; en af to stefvers omsluttet afdeling hedder stefjabálkr eller stefjamél (-mál; bálkr = en 'afdeling'; mél = 'mellemliggende stykke'). Det enkelte stefpartier ideholdt i regelen beretninger om fyrstens enkelte bedrifter, tog og kampe. Hvor mange vers et sådant parti skulde bestå af, var ubestemt. Af de ovenfor nævnte, fra dette tidsrum bevarede hele digte har Höfuðlausn en inddeling og slutning på 5 vers; de mellemliggende 10 vers er inddelte i partier, således at halvversene v. 6, 9, 12 og 15, der indeholder to steflinjer, omslutter 3 gange to hele vers; Höfuðlausn består altså af 5 + (½ + 2 + ½ + 2 + ½ + 2 + ½) + 5 vers (23).

Selve stef’et, omkvædet (24) er en eller flere linjer, som efter engang at være blevne indsatte, så og så ofte med et bestemt mellemrum gentages. Stefet kunde bestå af 2 eller 4 linjer i versets slutning og udgjorde altid et, hvad indholdet angik, afsluttet hele. En enkelt gang (hos llluge Bryndølaskáld) findes stefet i versets 6. og 7. linje. Men steflinjeme behøvede ikke at stå sammen; de kunde skilles ad, og de kaldtes da klofastef (det adskilte stef) eller rekstef (betydning uvis; her kunde der igen være tale om to arter. Enten stod steflinjerne i slutningen af på hinanden følgende vers (således i Bandadrápa af Eyjólfr dáðaskáld, 5 linjer, i Stufsdrápa, 3 linjer; eller i begyndelsen og slutningen af enhver stefjabálkr (i 1. linje af dens første og i den sidste af dens sidste vers); dette fandt sted i en versart, tøglag; jfr. Háttatal vv. 68 - 70 med den dertil føjede kommentar. Disse klofastef og andre særlige indretninger af stefet er yngre udviklinger; de findes ikke i de ældre digte.

Indholdet af stefet var holdt i al almindelighed og var i reglen en almindelig ros om fyrsten, men tillige var det af en vis afsluttende og sammenfattende art. I de ældste digte (Ragnarsdrápa og Haustlöng, skjolddigte) var indholdet nøje knyttet til digtet og dets tilblivelse (»N. N. har foræret mig et skjold med mange billeder«; her angives ligefrem grunden til digtet). I de senere kvad knyttes det nøje til det i digtet fortalte (»Nu ligger hele landet under Adelsten« Egill; her antydes de omtalte kampes resultat) eller til den besungne mand selv (»Bård rister havet med skibet« Bárðardrápa; hans væsenligste id fremhæves; »Sigtryggr nærer ulven ved lig«, Gunnlaugs Sigtryggsdrápa, her fremhæves kongens kampdygtighed osv osv.). Af en højst ejendommelig art er stefet i Illuge Bryndølaskálds digt om Harald hårdråde, idet dets indhold er hæntet fra sagnene om Völsunger og Gjukunger. Dette viser en stærk udvikling, som sikkert ene og alene skyldes de islandske skjalde.

Draperne kunde få forskellige navne (25). Dels fik de navn af de personer og ting, de handlede om (Haraldsdr., Óláfsdr., Magnúsdr., Hafgerðingadr., Húsdr. osv.), dels af forfatterne selv (Stufsdrápa eller Stúfa) eller af hans livsforhold (Vellekla, fordi digteren var fattig), dels af digtets bestemmelse og hensigt (Höfuðlausn); fremdeles blev de opkaldte efter enkelte, ofte deri forekommende eller ejendommelig brugte udtryk (Bandadr., Blágagladr.?) eller endelig efter det versemål, hvori de var affattede (Hrynhenda, Skjálfhenda), efter beskaffenheden af deres stef (Rekstefja, Sexstefja, Stolinstefja); ofte kender vi ikke grunden til benævnelserne (Oddmjór, Sendibítr, Morginsól).

Alle de digte, som intet omkvæd havde, kaldtes flokkr (eller vísur) eller bálkr og kviða (digte i kviðuháttr og yngre digte i fornyrðislag), eller -mál, ljóð, -stikki, -tal (genealogisk opregning af en fyrstes forfædre i kviðuh.), eller þula (en remse, en opregning af lutter navne). Den første del af navnet kunde da være et personnavn eller være forskelligt i lighed med drapenavnene. Alle disse digte kunde være lige så lange, ja længere end mange draper; særlig må dette på grund af en almindelig misforståelse fremhæves om flokkar’ne (26); når disse i regelen alligevel er kortere end draperne, kommer det af, at de som oftest kun handlede om en enkelt begivenhed. Disse digte nød heller ikke så stor en anseelse som de egenlige, større arbejde krævende draper og ansås ikke at være så hædrende som disse.




Noter:

1): Navnet forekommer i den 3. grammatiske afhandling i Snorra-Edda (II, 98, Den 3. og 4. grt. afhandl, s. 13, 63) brugt om det versemål, Arinbjarnarkviða er affattet i, og det forekommer som overskrift i Rögnvalds og Hall’s Háttalykill til v. 2ab. jfr. K. Gíslason: Aarbøger 1881, s. 188, Th. Möbius Arkiv f. n. f. I, 290 ff. Enhver anden brug af ordet (f. ex. om det egenlige fornyrðislag) er aldeles uhjemlet og forkastelig.
2): K. Gíslason: Skjaldedigtenes Beskaffenhed osv. s. 25.
3): Jfr. G. Vigfússon i Icel-Engl. Dict. s. v.
4): Hkr. I, 33.
5): Arkiv f. n. f. V, 108-9; jfr. hans Litt. gesch., hvor samme opfattelse er opretholdt.
6): Sn.-E. I, 246; Skj. digtn. B I, 117.
7): Den sætning, Mogk har anført fra kommentaren til Háttatal (Sn.-E. I, 666, Möbius' udg. II, 21), hvoraf et stykke lyder således: „ok eru þessir hættir dróttkvæðir kallaðir i fornum kvæðum, en sumir finnaz í lausum vísum", er for det her omhandlede spørsmål så godt som uden al betydning, undt. for så vidt som den snarest skulde synes at tale for, at navnet er ældre end Snorre, altså mod Mogks antagelse.
8): Om hele verslæren kan henvises til E. Sievers fortrinlige bog: Altgermanische Metrik, 1892; jfr. min Stutt isl. bragfræði 1892.
9): Jfr. min afhdl.: Arkiv f. nord. fil. VII. En sådan udvikling er ikke blot i og for sig det naturligste, men antagelsen deraf støttes i høj grad ved den virkelige beskaffenhed af de opbevarede digte. Det er ikke let at se, hvorledes Mogk kan påstå og hævde det modsatte (Litt. gesch. s. 661).
10): Se nærmere herom Stutt. ísl. bragfræði s. 26.
11): Sn.-E. I, 598.
12): Jfr. K Gislason Njála II, 17-20, anm. - Hvem der har opfundet drotkvædet versemål er selvfølgelig umuligt at sige, og Mogks antagelse (l. c), at opfinderen skulde være Brage selv, er ganske usandsynlig og grebet ud af luften.
13): K. Gislason: Aarbøger f. nord. Oldh. og Hist. 1875, 102-8
14): Sn.-E. I, 646.
15): De findes nævnte af Th. Möbius i Háttatal II, 92; Isl. Bragfr. 32.
16): Se f. ex. Postolas. 511, isl. s. II (1847) 237, Hkr. II, 397 osv.
17): Hkr. l. c, Fms. XI, 204; jfr. et tilnavn som drápustúfr.
18): Sn.-E. I, 666 (II, 395).
19): Nordmændenes Videnskabelighed etc. s. 114.
20): Icel-Engl. Dict. s. v.; „poems were at early times accompanied by instrumental music".
21): Jfr. min afhdl. Das harfenspiel des Nordens, Sammelbände der intern. Musikges. IX (1908).
22): Jfr. udtryk som stefsettr verki Postolas. 511.
23): Til det ovenfor anførte skal den bemærkning endnu tilføjes, at ordet drápa enkelte gange forekommer brugt om digte uden stef; om dette muligvis er det oprindelige forhold eller en senere tids unøjagtige sprogbrug, lader sig ikke afgøre. I kommentaren til Háttatal (Sn.-E. I, 646) omtales ligefrem en steflaus drápa af Þorvaldr veile. Knud d. store kalder Þórarins flokkr en dræplingr ('en ubetydelig drape'). Ligeledes har man fra oldtiden overleverede navne, som Íslendingadrápa af Haukr Valdísarson, uagtet digtet intet stef har. Jfr. Möbius Háttatal II, 107.
24): Se herom i det hele Th. Möbius: Vom Stef i Germania XVIII, 129 ff. Isl. bragfr. 31-37.
25): Isl. bragfr. 56-59. Th. Möbius: Háttatal II, 131-34.
26): Jfr. Postolas. s. 511.