FJ-Litteraturhist.Bd.1- Skjaldepoesiens definition: Ophold hos fyrsten m. m.
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Første Bind
Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920
Første tidsrum
2. afsnit: SKJALDEKVAD
§2. Skjaldepoesiens definition. Navnet skjald; andre navne på poesien, enkelte arter, enkelte slags digte. Dens oprindelse; skjaldenes studium. Deres ophold hos fyrsten, måde at digte på; deres optræden, deres forhold til fyrsterne; fremsigelse af egne og andres kvad (underholdning); deres anseelse og løn; deres forhold til hverandre. Skjaldedigtenes opbevaring.
Ophold hos fyrsten m. m.
Allerede hos Harald hårfagre træffer vi hirdskjalde. Han er dog ikke den første, der har haft sådanne. Foruden at en af hans skjalde, Auðun, udtrykkelig siges tillige at have været hans faders skjald (1), nævner Skáldatal (2) ikke få skjalde hos tidligere fyrster.
Kong Harald hårfagre kan ikke desto mindre siges at være den, der har sat hirdskjaldevæsenet i system (jfr. ovf. s. 26), det vil sige, ved ham er det blevet en institution, på det allernøjeste knyttet til kongen personlig og dennes hird (3), medens forholdet tidligere synes at have været det, at skjaldene kun midlertidig opholdt sig hos kongen og rimeligvis ikke engang digtede om kongen selv. Dette tør sluttes navnlig af, hvad vi ved om Brage gamle og Þjóðólfr fra Hvinir. På grund af dette forhold til fyrsten kan de sammenlignes med de gamle þulir, hvis fortsættere og arvtagere de må antages at have været. Brage selv står på en måde midt imellem bægge slags digtere. Hovedsagelig fremtræder han som skjalden, men af hvad der fortælles om ham i kong Hjörs hal fremgår, at han tillige betragtedes som et slags vismand (4). Þjóðólfr fra Hvinir danner med hensyn til forholdet til fyrsten en fortsættelse af Brage og Guttormr sindre igen af ham. Den sidste nævneværdige norske skjald - der ikke tillige er konge - er hirdskjald i egenlig forstand (Eyvindr). Efter at Islænderne fra og ved midten af det 10. årh. var begyndte at optræde som fyrsteskjalde, opholdt de sig ved kongens hird i regelen flere eller færre år; kun de allerfærreste (som Sigvatr og Þjódólfr) blev for bestandig i Norge. At de som oftest vendte tilbage til Island, var en naturlig sag (jfr. ovf. s. 325).
Når en skjald havde bestemt sig til at besynge en fyrste, måtte han, som ovenfor antydet, først have indsamlet et positivt stof til digtet (kongens bedrifter osv.). Det skete på den måde, som det især fremgår af beretningen om Hallfred efter Olaf Tryggvasons død, at skjalden under et ophold i Norge (eller den pågældende fyrstes land) henvendte sig til visse personer, der måtte vide besked om fyrsten og hans bedrifter, og søgte de nødvendige oplysninger. I nogle tilfælde havde skjalden digtet sit kvad endnu medens han var på Island. Sit stof har han da fået på en lignende måde ved at udspørge de kyndigste blandt sine landsmænd, mulig også tilfældig trufne nordmænd (norske købmænd). Kun i et enkelt tilfælde hører vi, at en allerede på rejsen værende digter, Þórleikr fagre, »var begyndt at digte en flok om kong Svend Ulfssön« (5). Derefter har skjalden taget fat på selve handlingen at digte; hvorledes dette er gået for sig, er naturligvis intet sted fortalt, men det er let at tænke sig det. Da man endnu ikke nedskrev sine digte, måtte man lære de enkelte vers aldeles udenad, efterhånden som de blev til, og huske den rigtige rækkefølge. Dette, at lære digtet udenad, synes at have kaldt at festa (6) (at fæste ɔ: i hukommelsen). At digterne har haft al deres omtanke behov under deres digtning, der blev gjort dobbelt besværlig ved de mange rent formelle vanskeligheder, er en selvfølge. At de har trængt til ro og fred er givet. Digteren Einarr skálaglamm siger da også udtrykkelig, at »han har digtet sit kvad, medens andre sov« (7). Jfr. hermed Egils vrede ord om det skjold, Einarr havde efterladt som en gave til ham: »Mener han, at jeg vil våge derover og digte om hans skjold?« (8)
Når en skjald nu kom til en fyrste, trådte han frem for denne, hilste og bad straks om lov til at fremsige sit kvad om ham. Enten fik han tilladelsen straks, eller også måtte han vænte på ubestemt tid, indtil det blev fyrsten belejligt at høre digtet; dette sidste var vel i regelen tilfældet. Når kongen ønskede at høre kvadet, trådte skjalden, som havde opholdt sig blandt hirden, frem for ham, bukkede for ham og hilste til bægge sider på den bænkede forsamling, begyndte sit kvad i regelen med at tiltale selve fyrsten i vokativ, og undertiden også med at henvende sig til den tilstedeværende hird (9). Hele digtet fremsagde han med høj og klar stemme, så at alle kunde høre, hvad han sagde, og følge med.
Ikke alle konger var straks villige til i det hele taget at låne skjalden øre. Således nægtede kong Olaf den hellige den nys ankomne Sigvatr at ville høre på hans kvad (se ovf. s. 47 anm.), men denne kongens, vistnok på en misforstået kristelig iver grundede, uvilje forsvandt snart. Hans halvbroder, Harald hårdråde, var selv en fortræffelig digter og en stor ynder af skjalde, men han var tillige en kritisk natur, som ikke vilde, at hver og en versemager skulde digte om ham. Da den blinde Stúfr bad om lov til at besynge ham, spurgte kongen ham først, om hans slægt talte digtere. Stúfr svarede: »Glúmr Geirason (Harald gråfelds skjald) var min oldefader«. »Hvis du ikke digter dårligere end han, digter du godt«, svarede kongen, og gav ham derpå den ønskede tilladelse. Da de næste gang traf sammen i Trondhjem, fremførte Stúfr sit digt og blev kort efter kongens hirdmand.
I det hele taget ses det, at skjaldene, efter at have fremsagt deres første digt om en fyrste, bliver hans hirdmænd; jfr. fortællingen om Hrafn Önundarson hos Olaf d. Svenske (10). Når skjaldene så havde opholdt sig en tid (en vinter) hos fyrsten, fik de gærne orlov til at rejse bort til andre fyrster, for også at besynge dem. Det lader ikke til, at den først besungne fyrste har haft noget at indvende herimod, undtagen i det tilfælde, at digteren alt i en længere årrække havde været knyttet til ham som hans særlige skjald og fortrolige ven, og navnlig hvis den fyrste, skjalden vilde besøge, var en fjende eller medbejler til magt og rige. Således hedder det om Olaf d. hellige, at han ikke var veltilfreds med, at Sigvatr på sin rejse til de vestlige lande havde besøgt Knud den store i England, og Sigvatr havde endda ikke digtet om denne. Et andet eksempel på en fyrstes ringe lyst til at give slip på sin skjald og lade ham gå over til en anden haves i fortællingen om forholdet mellem Hakon jarl og Einarr skálaglamm (11). Om én konge siges det udtrykkelig, at han ikke holdt af, at hans skjalde besøgte og besang fremmede fyrster, Harald hårdråde. Da Sneglu-Halle havde fået orlov til at rejse til Danmark og England og kom tilbage til kong Harald, spurgte denne i en mindre venlig tone, om han havde digtet om andre fyrster, men Halle sagde, at det, han havde digtet, var det værste vrøvl, hvad det rimeligvis også var; da blev kongen venlig igen.
Ellers synes det, at skjaldene i det hele taget har haft deres fulde frihed, og at denne i almindelighed er bleven anerkendt. Skjaldene var altså på en måde farende sangere, hvilket på det bedste finder sin forklaring i de politiske og sociale forhold i deres hjem (Island).
Mellem en fyrste og den eller de skjalde, som særlig sluttede sig til ham og som i egenlig forstand kunde kaldes hans skjalde, opstod der som oftest et meget inderligt hengivenheds- og venskabsforhold, idet fyrsten på sin side ærede og agtede skjalden, ja gjorde ham til sin fortrolige rådgiver og mest betroede mand og tildelte ham de højeste hof-æreposter, medens skjalden på den anden side gav fyrsten venskabelige og oprigtige råd, hvad enten de behagede denne eller ikke, og var mindst af alt blandt dem, der hyklede eller snakkede kongen efter munden. Det var netop det ejendommelige ved skjaldene, at de forstod at bevare deres uafhængighed og optrådte med en frejdighed og frimodighed, som indgød ærbødighed. Det gælder om dem i det hele, hvad der udtrykkelig et steds siges om et par enkelte skjalde hos kong Olaf den svenske (12). Således var sikkert forholdet mellem Harald hårfagre og hans skjalde; særlig kender vi forholdet mellem ham og Ölvir hnúfa af hvad der fortælles om denne efter hans frænde Þórólfr Kveldulfssons fald (13). Endvidere kan man minde om Eyvindr skáldaspillir's optræden overfor kong Hakon den gode lige før Stordslaget. Kongen havde strængt forbudt sine mænd at mælde en formodet fjendes ankomst, når de ikke aldeles var sikre i deres sag. Da kongen sad og spiste davre, så dørvogterne nogle skibe komme sejlende. De anede uråd, men da ingen turde mælde kongen noget, kaldte de på Eyvindr. Han kom og så de mange skibe. Straks gik han ind i hallen og sagde: »Kort er den sejlendes stund, lang er måltidets stund«. Kongen spurgte: »Hvad er der i vejen?«. Eyvindr svarede nu med et vers, hvori han uden omsvøb erklærer Erikssønnernes nærhed. Da udbrød kongen: »Så brav en mand er du, Eyvindr, at ikke bringer du krigsmælding, medmindre den er sand« (14). Fremdeles kan vi minde om den dristige rolle, Sigvatr spillede ved kong Magnus den godes fødsel (15), samt og navnlig om den ikke mindre vovelige sag, han påtog sig, da Nordmændene var ifærd med at gøre oprør mod kong Magnus; Sigvatr digtede da de berømte Bersöglisvísur, hvormed han forebyggede oprøret og bevirkede et fuldstændigt omslag hos kongen (16). Sigvats virksomhed ved den lejlighed er i det hele taget det skønneste eksempel på en skjalds ædle og opofrende djærvhed, ufordærvede sindelag og klogskab. Et fortrinligt eksempel på skjaldenes frejdighed, åndsnærværelse og muntre sind er Arnórs optræden overfor kongerne Magnus og Harald. Arnórr havde mældt sig hos bægge konger med et kvad om hver. Han blev hæntet for at fremsige dem, just som han stod og tjærede sit skib. Som han gik og stod begav han sig til hallen, og da han kom derhen, udbrød han stolt: »Plads for kongernes skjald«. Da han var færdig med bægge digte og havde modtaget et prægtigt spyd af Harald og en guldring af Magnus, lod han, betegnende nok, guldringen glide op på spydets fal, løftede dette højt op, idet han gik ud igennem hallen, og udbrød: »Højt skal bægge kongegaver bæres«. Kong Harald sagde: »Det lader til, at den mand har let ved at finde de rigtige ord« (17). Et godt eksempel på den djærveste frimodighed, ja en næsten skurril drøjhed i ord og i opførsel haves i Sneglu-Halle hos den samme kong Harald; men disse to mænd var også, hver på sin måde, næsten enestående, Halle ved sin uudtømmelige opfindsomhed i retning af spasmageri og vidtgående kådhed, kongen ved sin ligefremme jævnhed og forkærlighed for al sund og vittig skæmt, hvor grov den end kunde være.
På denne måde kunde vi længe fortsætte.
Om sommeren deltog skjaldene i fyrsternes leding, krigstog og kampe, og var således tit og ofte øjenvidner til deres personlige bedrifter. Det er en given sag, at fyrsterne netop satte stor pris på, at de var tilstede, og uagtet skjaldene kunde kæmpe så uforfærdet med sværd i hånd som nogen, er det klart, at dette for deres vedkommende betragtedes som det næstvigtigste. Kong Olaf den hellige befalede derfor før slaget véd Stiklestad sine skjalde at gå ind i skjoldborgen - »dér skal I opholde eder og se de tidender, som her vil ske; da behøver andre ikke at fortælle eder derom, ti I skal fortælle siden derom og digte derom« (18).
Om vinteren levede skjaldene hos fyrsterne og deltog med liv og sjæl i det muntre liv ved hirden og var sikkert blandt dem, som ikke mindst bidrog til at underholde og more. I flere af de såkaldte fornaldarsögur forekommer der mange eksempler på kappestrid på vers mellem to fremragende kæmper, hvor det gjaldt i ord at overbyde hinanden ved pralen med store bedrifter på modpartens bekostning; at man da ikke altid holdt sig til sandheden, er sikkert nok. At en sådan kappestrid (mannjöfnuðr) har været en meget almindelig morskab i de historiske tider, er sikkert nok, men noget bestemt eksempel på en sådan poetisk kappestrid mellem skjalde findes der ikke, skønt det ingenlunde er usandsynligt, at den er forekommet. Hvad der derimod er en given sag er, at det var en i dette tidsrum almindelig yndet underholdning, at skjaldene fremsagde deres egne og andres digte for den forsamlede, lyttende mængde, og ofte tillige lette, kvikke improvisationer over en tilfældig begivenhed af hvilken som helst art.
At fremsige (at kveða) kaldes ligefrem at skemta (at forkorte, at slå tiden ihjæl) (19). Hvad det derved kom an på var at fremsige versene højt og tydeligt, således at rytmerne trådte klart frem, forlydsrimene og rimstavelserne hørtes med tilbørlig kraft; så blev disse ikke altid forståelige vers lettere forståede af tilhørerne; at fremsige digte var således en kunst for sig, som sikkert ikke var alle i samme grad givet. I overensstemmelse hermed hører vi, og det ikke sjælden, tale om mænd, der var udmærkede foredragere. Foruden at det ved mange enkelte lejligheder fremhæves, at skjaldene fremsagde deres egne digte smukt og med høj og klar stemme (20), hedder det f. ex. om Þórmóðr kolbrunarskáld, at han var en særlig dygtig kvadfremsiger. Således fortæller den legendariske Óláfssaga, hvorledes han underholdt kong Knud den Store: »Nu underholdt han kongen, og det var alles udsagn, at han gjorde det bedre end nogen anden«; på grund af denne sin færdighed blev han misundt af andre (21). Før Stiklestadslaget opfordrede kong Olaf Þormóðr til at fremsige et digt (telja kvæði) - Þormóðr rejste sig op og kvad så højt, at det kunde høres over hele hæren. Han kvad det gamle Bjarkemål . . . Da vågnede hæren. Men da digtet var ude, takkede man ham derfor, og alle fandt det fortræffelig kvædet og at det havde været et godt valg, og man kaldte nu digtet Huskarlahvöt (Krigermaning) (22). Ikke mindre oplysende og ejendommelig er fortællingen om Stúfr skjalds første møde med kong Harald hårdråde. Da kongen gæstede en bonde på Oplandene, hvor Stúfr var om vinteren, blev han, da han var kommen i sæng, underholdt af denne; Stúfr fremsagde en halv snes flokke (digte uden omkvæd). Da kongen forundret spurgte, om han da ikke kunde andet end flokke, svarede Stúfr, at han kunde ligeså mange draper, men med dem vilde han underholde kongen, næste gang de traf sammen - »ti jeg vil at det indtryk du får af mig, stadig skal blive bedre« (23). Om digteren Máne hedder det, at han i kong Magnus Erlingsöns hal underholdt med Halldorr skvaldres digt, Útfarardrápa, om Sigurd jorsalfar (24). Ikke alene i kongens hal, men også i andre fornemme mænds hjem var foredrag af skjaldekvad ved festlige sammenkomster og lignende lejligheder en almindelig underholdning, en ægte folkeforlystelse. Således berettes om den begavede skjald, præsten Ingimundr Einarsson, »der var den største elsker af lystighed og gjorde meget for at more folk« (fekk mart til skemtunar), at han ved brylluppet på Reykjaholar (1119) fortalte Ormr Barreyjarskalds saga og mange vers med og derpå foredrog en »god flok« (ɔ: om sagaens hovedperson) (25). Den almindelige fornøjelse og glæde over underholdende og veldigtede viser og vers fremgår til slutning deraf, at f. ex. Glúmr Geirasons vers om Hakon den godes fald siges at være blevet »meget yndet« (ɔ: af Harald gråfelds mænd); imod dette vers digtede Eyvindr straks et andet, som »også blev meget udbredt« (26). Ikke mindre betegnende er beretningen om Víga-Glúms vers, i hvilke han på en forblommet måde antydede, at han havde begået flere drab, end folk bestemt vidste; om disse vers hedder det nu: »En dag, da folk var ved Hrafnagilsbadet, kom Þorvarðr der. Han var en mand fuld af liv og lystighed og kunde more sig over mange ting. Han sagde: Hvem er nu her tilstede, som véd at underholde med nye viser (er skemta kunni nyjum fræðum). De andre svarede, at ingen kunde bedre underholde end han, og han sagde da: Intet morer mig nu mere end at kvæde Glúms vers« (27). Skjaldene Björn hitdölakappe og Þórðr Kolbeinsson underholdt på opfordring en tingsforsamling ved hver at fremsige sine digte (28). Ja endogså de laveststående personer i samfundet, trællene, synes at have haft fornøjelse af at høre kvad fremsige. Således hedder det om flygtningen Þóroddr Snorrason, at han (i Norge) underholdt de trælle, der bevogtede ham, ved kvad (29) (men mulig er denne fortælling noget uhistorisk).
Når nu hertil kommer, at skjaldene ved enhver lejlighed, som frembød sig, improviserede (30), er det ikke alene et bevis for den lethed, hvormed de digtede, og den indsigt i digtekunsten, som de besad, men viser også, at befolkningen i det hele og store var i en meget høj grad modtagelig for den digtning, vi her behandler. Unge såvel som gamle, mænd såvel som kvinder, lave såvel som høje havde en levende interesse og forkærlighed for den; i dette tidsrum var den en meget vigtig bestanddel af hele folkets åndelige liv. Deraf følger naturligvis ikke, at alle til punkt og prikke forstod alle enkelthederne i et vers, f . ex. omskrivninger og lignende; men at man kunde følge med, hvad indholdet angik, og at man glædede sig over de smukke, kraftige rytmer, de livlige skildringer, den kærnefulde stil, derom kan der aldeles ingen tvivl næres.
Dette hænger sammen med den overvættes store anseelse, poesien fra først af som en af åndens (og Odins) ypperste gaver nød, og det var en naturlig følge af skjaldenes kunst og ævne til at underholde, at de var bedre stillede, mere ansete og belønnede end nogen anden.
For det første havde de en æresplads i hallen. Allerede hos Harald hårfagre bænkedes skjaldene i det ene højsæde ligeoverfor kongens eget (31). Hos Olaf den svenske »sad skjaldene ofte om dagen foran kongens højsæde« (32), ligesom skjalden Þórfinnr munnr sidder på en stol (reiðustóll) foran Olaf den hellige (33). Intet kan i grunden bedre bevise den velvilje og agtelse, skjaldene nød - hvorpå fremstillingen af de enkelte skjaldes liv og gærninger vil afgive eksempler nok - , end den rørende fortælling om dværgen Túta hos kong Harald hårdråde. Sneglu-Halle havde digtet et vers af halvtspøgende-ironisk indhold om den frisiske mandsling, hofnarren Túta, som denne naturligvis ikke forstod meget af. Noget senere, da Halle havde pådraget sig kongens unåde, fik dværgen befaling af kongen til - samtidig med at han overbragte ham en ret fra kongens bord - først midt på gulvet at meddele Halle, at han skulde have et vers færdigt, før han kom til ham, hvis han vilde beholde livet; dette vilde Túta meget nødig gøre og udbrød naivt, men hjærtelig: »Ikke har jeg lyst til det. Jeg synes godt om Halle«. »Det er nok det vers, Halle lavede om dig, du så godt kan lide« sagde kongen (34). Arnórr jarlaskáld roser sig i et vers af at have »siddet for jarlens (Þorfinns) tildrikning« om vinteren (35). Stúfr mindes med stolthed og glæde, at kong Harald har drukket ham til (36). Utallige andre eksempler gives der på den anseelse, skjaldene nød hos høj og lav, og som måske nåede toppunktet i overdragelsen af de vigtigste og vanskeligste hverv, de som kongelige afsendinge måtte foretage sig (f. ex. Sigvatr).
Foruden denne, som man kunde kalde det, ideelle løn (anseelse, ærespladser og hædersposter), fik de også altid, eller da så godt som altid, en mere materiel løn (skáldskaparlaun, bragarlaun, kvæðislaun; skáldfé [Egill i Arbj. kv.]). Den bestod af forskellige kostbare genstande, undertiden dog også helt eller delvis af penge. At det ikke var småting, man fandt det naturligt at forære skjaldene, fremgår af utallige steder. I så henseende kan vi da kortelig minde om beretningen om Gunnlaugr ormstunga og den unge uerfarne konge, Sigtryggr silkeskæg, i Dublin. Da Gunnlaugr havde fremsagt for kongen et kvad om ham, spurgte denne sin skatmester, om det var nok at give digteren to handelsskibe; denne svarede da: »Det er alt for meget, herre; andre fyrster giver i brageløn gode kostbarheder, enten gode sværd eller gode guldringe«, hvorpå kongen gav Gunnlaugr sin prægtige, nye skarlagensdragt og en guldring (37). Ikke mindre oplysende er den smukke skildring, Þorbjörn homklofe giver af skjaldene hos Harald hårfagre: »På deres [skjaldenes] rustning og guldringe kan man se, at de er kongens venner, på deres røde skindkapper, deres sølvomviklede sværd, ringvævede brynjer, forgyldte skjoldbånd, billledrige hjælme, armbårne ringe, som Harald har givet dem« (38). Gaverne bestod enten af prægtige billedprydede skjolde med guldspange, sværd med forgyldte eller sølvomvundne hefter, økser med prægtige skafter, udmærkede klæder (kapper og kjortler) af silke og skarlagen, armringe af guld (39), ja hele skibe ofte med fuld ladning, en større eller mindre sum rede penge (Knud d. store gav Þórarinn loftunga tilligemed hovedet 50 mark sølv). Fyrsterne hjalp desuden ofte skjaldene til deres ret, således som når kong Harald hårdråde sørgede for, at Stúfr kunde erholde en ham i Norge tilfalden arvelod; i det hele udmærkede man skjaldene på enhver tænkelig måde. Særlig betegnende er den nationalbelønning, som Eyvindr skáldaspillir modtog af Islænderne, fordi han havde digtet en drape »om alle Islændere«; den bestod i, at hver bonde gav en »skatpenning, som var lig med 2 vejede sølvpenninge«; deraf blev der så lavet en kappenål, som vejede 50 mark.
Den højeste løn og den, der måske bedst af alt viser, hvor stor en betydning og magt et digt mentes at burde tillægges, var livet. Det forekommer undertiden, at fyrster af en eller anden særlig grund var dødelig forbitrede på en skjald; traf de så sammen, fyrsten og skjalden, endte det altid med, at denne, pludselig og uvæntet, trådte frem og fremsagde et lovkvad om fyrsten, og lønnen var hovedet (livet); derfor kaldtes sådanne digte i regelen höfuðlausn (Egill, Ottar, Þórarinn loftunga, Gisl Illugason); ofte blev skjalden da tillige fyrstens ven.
Bortset fra det sidstnævnte tilfælde lønnede fyrsten ikke altid straks digtet. Det kunde vare noget, ja undertiden kom lønnen først, da skjalden skulde forlade fyrsten.
At give intet ansås for at være lurvet, gnieragtigt og højst upassende. Dette forekommer naturligvis meget sjælden og måske aldrig i dette tidsrum. Fra det 12. årh. haves et eksempel derpå. Da Einarr Skúlason havde bragt den danske konge, Svend grathe, et lovkvad, fik han ingen løn derfor; han udtaler sin harme over den behandling, der er bleven ham til del, i et vers, hvori han åbenbart sigter Riber-Ulf for at være den, der har forårsaget den. »Den danske konge sætter mere pris på strængeleg og fløjter det duer ikke -; Riber-Ulf råder for kongens skatte« (40). Men her er det at bemærke, at dette skete ikke i poesiens guldalder, og at det fandt sted i Danmark, hvor skjaldepoesien dengang ikke forstodes så godt som i Norge. Heller ikke har det megen betydning, hvad der fortælles om Sneglu-Halle hos en engelsk konge. For et digt om denne skulde Halle have så mange sølvpenge, som der kunde blive hængende i hans hår, når de blev hældt ned over det - »ti vi får ingen ære af det digt, som ingen kan, og det er bedst at lønnen står i forhold dertil«, sagde kongen. Halles digt betegnes også som endileysa ein (det rene vrøvl) (41). Fra Norge gives intet eksempel på en så ringeagtende behandling af skjalden eller lønnens udeblivelse.
Den hæder og anseelse, den rige belønning og gunst, skjaldene høstede, misundtes dem ikke af andre, idetmindste ikke af dem, der ikke selv var skjalde. Derimod forekommer der eksempler på, hvad der i alle lande til alle tider har været tilfældet, at den ene digter kunde være misundelig på den anden, når de var flere sammen på en gang ved en fyrstes hird. Sigvatr var en af kong Olafs mest betroede mænd og fortroligste venner, foruden at han selv var en fortræffelig skjald. Allerede denne hans fremragende stilling kunde bevirke, at de andre skjalde blev misundelige på ham; men Sigvatr kan vel heller ikke selv frikendes for denne iøvrigt meget menneskelige fejl; da han engang sammen med digteren Berse kom til Knud d. store i England, der havde været en ven af Olaf d. helliges modstander, Sven jarl Hakonssön, fik Berse »en mark guld eller mere« af kongen, medens Sigvatr kun fik en halv, og han udtaler sin fortrydelighed herover i et vers (42); grunden til den gjorte forskel var sikkert politisk. Særlig synes Þormóðr kolbrúnarskáld at have været misundelig på Sigvatr. Da skjaldene, lidt før Stiklestadslaget, opstilledes i kongens skjoldborg, udbrød Þormóðr ondskabsfuldt - Sigvatr var dengang på pilgrimsrejse i Italien - : »Lad os ikke stå så tæt sammen, kammerat, at Sigvatr ikke kan få plads, når han kommer tilbage; han vil naturligvis stå foran kongen, og det er også det, denne helst vil«. Kongen hørte dette og svarede: »Ikke behøver du at skose Sigvatr, fordi han ikke er her. Ofte har han fulgt mig trofast. Han beder for os nu, og det kan vi vist alle trænge til«. Þormoðr svarede: »Det er muligt, konge, at vi nu trænger mest til bønner, men tyndt vilde det være i dag omkring mærkestangen, hvis vi alle var på Romarejse. Det var også sandt, at vi dadlede det, at når Sigvatr var hos dig, kunde ingen anden komme til for at tale med dig« (43). Der viser sig heri en slet dulgt misundelse på Sigvatr. Om Þjóðólfr Arnórsson hedder det udtrykkelig, at »han var misundelig på andre mænd (skjalde), som kom til hirden« (44); hans forhold til Sneglu-Halle viser, at dette er rigtigt, skønt fremstillingen måske er noget overdreven. Imidlertid hører vi sjælden noget om disse skjaldenes mindre fordelagtige egenskaber. Til gengæld haves andre beretninger om et godt forhold og trofast kammeratskab imellem dem indbyrdes; således den kønne fortælling om forholdet mellem Egill og Einarr skálaglamm (se ovf. 334-5) osv.
I det hele taget må det siges om de gamle skjalde fra dette tidsrum, at de både i legemlig og åndelig henseende var særdeles fremragende, ja, hvad den sidste angår, i hvert fald sin tids fortrinligste mænd; ikke alene havde de den største betydning for deres samtid som de egenlige bærere af tidens sågodtsom eneste åndsliv, idet de var i besiddelse af de højeste og ypperste kundskaber, og som deres folks bedste lærere; men også for hele efteriden har deres virksomhed været af en, overordenlig betydning, idet de i så høj en grad har bidraget til at vedligeholde mindet om oldtidens historiske begivenheder, og idet de tillige giver os et klart billede af vore forfædres liv og levevis, deres tænkemåde og sprog i et tidsrum, hvorfra vi ellers ingen mindesmærker besidder. Denne skjaldenes udstrakte betydning vil vi i det følgende nærmere undersøge, når vi først har omtalt muligheden af, at deres digte kunde opbevares, og måden, hvorpå dette er sket.
Noter:
1): Egilss. 21.
2): Sn. E. III, 270-1.
3): Jfr. Munch: Norske Folks Hist. I, 1, 471-2.
4): Også dette viser, at de egenlige þulir ligger bagved den historiske tid.
5): Se Hkr. III, 123, Fms. VI, 256, Flat. III, 338, jfr. Frís. 212, Mork. 54.
6): „Orti Egill alla drápuna ok hafði fest svá, at hann mátti kveða um morgininn, þá er hann hitti Arinbjörn " Egilss. 221.
7): „Gerðak veig of virða vörð . . . meðan aðrir sváfu", Skj. digt. B I, 124.
8): „Ætlar hann, at ek skyla þar vaka ifir ok yrkja um skjöld hans”, Egilss. 292.
9): Dette skete navnlig, når der tidligere havde været et spændt forhold mellem fyrsten og skjalden; for at formilde hirden, der naturligvis også var uvenlig stemt mod digteren, tiltales den i smigrende ord (Óttarr svarte hos kong Olaf den hellige). - I det Sigvatr træder ind i jarlen Ivar d. hvides hal, kvæder han et vers, hvori han hilser på „bægge bænke" (Fms. VI, 288).
10): Ísl. sögur (1847) II, 237 (Gunnlaugss. 1916 s. 32).
11): Jómsv. s. (1879) 72-3, (1882) 109-10, Egilss. 290-1.
12): „Skáldin váru opt fyrir konungi, þvíat þeir váru máldjarfir" Hkr. II, 112.
13): Egilss. 67.
14): Hkr. I, 209.
15): Hkr. II, 266-67.
16): Hkr. III, 29 f.
17): Mork. 31-2.
18): Hkr. II, 459 f. jfr. 463.
19): „Kvæði þau, er skemt skal með ríkum mönnum« Þiðrekss. 2, not. 3; jfr. udtryk som „Gaman mun vera at skáldskap þinum” Fóstbr. 59, og „fræðimaðr á kvæði" om skjalden Stúfr Fms. VI, 391.
20): F. ex. Egill Skallagrimsson i Erik blodøkses hal: „ok kvað hátt«, „bezta er kvæðit fram flut” (Eriks ord) Egilss. 224.
21): Óláfss. helg. (1849) 43 og 44.
22): Hkr. II, 463, Fóstbr. 108.
23): Mork. 104-5, Fms. VI, 391-2.
24): Fms. VIII, 207.
25): Sturl. I, 22.
26): Hkr. I, 224.
27): Ísl. forns. I, 72-3.
28): Bjarnars. 49 jfr. 60 („þá var Þórðr beðinn skemtunar ok tók því ekki fjarri . . . Björn skemtir vísum osv.”) Jfr. Grett. 195. 198.
29): Hkr. II, 331, Fms. IV, 335. Jfr. den interessante fortælling om bonden Torkel og hans huskarl, som engang førte en samtale angående Björns og Þórðs spottevers om hinanden og drøftede, hvem af dem havde overgået den anden; Bj. hitd. 45.
30): Jfr. udtalelser som: „Þat var þar haft at ölteiti, at menn kváðu vísur", Egilss. 101.
31): Egilss. 21.
32): Hkr. II, 112. En karakteristisk fortælling om skjaldenes færd hos den svenske konge i anledning af en fredsslutning mellem bægge Olafer (den hellige og den svenske) læses f. ex. i Hkr. Olaf d. heil. s. kap. 72.
33): Fms. V, 234, Flat. III, 244, ÓH (49) 48.
34): Sex söguþ). 27; Mork. 95-6.
35): Fsk. 306-7; Mork. 126; Fms. VI, 439-40.
36): Hkr. III, 227.
37): Ísl. s. II (1847) 230. Gunnlaugss. (1916) s. 27.
38): V. 19 i Haraldskvæði Skj. digtn. B I, 25.
39): Jfr, herom K. Gislason: Udvalg af oldn. skjaldekvad s. 199-200, anm.
40): Fms. XI, 353.
41): Sex. söguþ. 38; Mork. 100.
42): Fms. XI, 205.
43): Hkr. II, 459-60.
44): Flat. III, 415; Sex söguþ. 18; Mork. 93.