FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Hallfreðr vandræðaskáld Óttarsson

Fra heimskringla.no
Gå til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


C. Fyrsteskjalde.


Hallfreðr vandræðaskáld Óttarsson

Hallfreðr vandræðaskáld Óttarsson er den næste af Olaf Tryggvasons digtere, som Skáldatal anfører, men han kan opveje mange andre. Om Hallfreðr haves en særskilt saga (1) og han omtales ofte i andre sagaer.

Hallfreðr var en søn af Óttarr Þórvaldsson, der tilligemed sin fostbroder, Ávalde, kom til Island efter 960. Óttarr og Ávalde købte sig land i Vatsdalen, den første bode på Grímstungur og blev gift med Aldís, en datter af den rige Óláfr på Haukagil. De havde 3 børn, Hallfreðr, Galte og datteren Valgerðr, om hvem Ingolfr Þorsteinsson digtede elskovsviser (se ovf. s. 516) (2). Hallfreðr er født omtr. 967, da han kort efter Jomsvikingeslaget for første gang var i Norge, og da har han vel været omkring 20 år; han beskrives som »tidlig stor og stærk, mandig og med noget mørke øjenbryn, og havde en temmelig styg næse, hans hår var brunt og det sad godt, han var en god skjald, ok heldr niðskárr ok margbreytinn (satirisk og noget foranderlig)« (3). I anledning af det omtalte kærlighedsæventyr mellem Ingolfr og Valgerðr tvang Þorsteinn Ingimundarson Hallfreðs fader til helt at forlade egnen; han flyttede da til Sydlandet. Omtrent ved denne tid var Hallfreðr bleven 20 år gammel. Ávaldes datter Kolfinna var da vel også omtrent i samme alder. Til hende fattede Hallfreðr hæftig kærlighed, men hendes fader syntes ikke om partiet og magede det således, at hun blev gift med bonden og skjalden Gríss Sæmingsson (se ovf. s. 517); med ham fik nu Hallfreðr forskellige stridigheder (4). Dette skete omtr. 987 (5). Samme sommer rejste Hallfreðr efter opfordring af sin bedstefader til Norge; her traf han Hakon jarl, hvem han bragte et digt og hos hvem han var om vinteren. Nogle år sejlede Hallfreðr nu mellem lande på eget skib (6), og endelig traf han sammen med Olaf Tryggvason i året 996. Hallfreðr havde hørt tale om Olafs bestræbelser for at indføre en ny tro, og han vilde derfor undgå at træffe ham, men det skulde ikke ske. Hallfreðr så sig nødt til at lægge til ved Lade, og kongen lod ham og andre Islændere kalde for sig og opfordrede dem til at lade sig døbe. Hallfreðr svarede for sit vedkommende, »at det skulde ikke ske uden gengæld fra kongens side«, hvis han lod sig døbe; den betingelse, han stillede, var at kongen aldrig skulde slå hånden af ham, hvad der end hændtes ham, og kongen skulde være hans egen gudfader (7). Kong Olaf indrømmede ham bægge dele. Hallfreðr blev nu døbt og måtte lære heilug fræðe (de kristelige hovedlærdomme). Snart forlangte han tilladelse til at fremføre en flokkr om kongen, men denne nægtede at høre derpå. Da truede Hallfreðr med at glemme de hellige lærdomme og ytrede kættersk nok, »at disse ikke var mere poetiske end hans digte«. »I sandhed kan du kaldes en vanskelig digter (vandræðaskáld) (8); lad mig da høre digtet«, udbrød kongen. Siden gav kongen ham et sværd uden skede, som han skulde bevare i 3 døgn uden at gøre nogen skade dermed. Ganske glat gik det ikke for digteren at glemme de hedenske guder, navnlig ikke Odin og Freyja, og han var dristig nok til at lade sig forlyde med, at han godt huskede den tid, da »skjaldeguden var ham huld«. Selvfølgelig fandt kongen sådanne ytringer utilbørlige, og Hallfreðr måtte ydmyg gøre afbigt. Tiltrods for Hallfreds egne meninger om den sag og tiltrods for kongens ubøjelige fasthed i alt, hvad der angik kristendommen, dens forkyndelse og rette overholdelse, gik det Hallfreðr på samme måde som alle andre, der ikke halsstarrig stillede sig fjendtlig overfor den ny tro, at han kom til at beundre og elske kongen, ja, der er måske ingen, der har omfattet ham med en så inderlig hengivenhed og kærlighed som Hallfreðr. Hans arvekvad om kong Olaf er det mest veltalende udtryk derfor. Hallfreðr er utrættelig i at lovprise Olaf; særlig fremhæver han, hvor meget alle, og navnlig han selv, har tabt ved kongens død. Dette må der lægges særlig vægt på, da digtet er et arvekvad og ikke forfattet i nogen som helst egennyttig hensigt. Under følelsen af sin egen smærte og den bitre landesorg i Norge digtede han sit kvad.

Efter en vinters ophold hos kong Olaf rejste Hallfreðr 997 til Danmark og derfra til Gotland i Sverrig. Her udstod han forskellige farer og æventyr, der dog førte til, at han slog sig til ro dér og blev gift med en fornem bondes datter. Han opholdt sig der i to år og besøgte den svenske kong Olaf. Efter de to års forløb vendte han tilbage til Norge med sin kone og en søn. Kort efter fik han en anden søn, som fik navnet Hallfreðr; hans kone døde imidlertid kort efter, og Hallfreðr fik nu lyst til at besøge Island. Han kom hjem (år 1000) og opsøgte snart Kolfinna, samtidig med at han digtede nidvers om hendes mand (9). Gríss kunde selvfølgelig ikke finde sig i dette, han stævnede Hallfreðr til altinget (år 1001). Hallfreðr tilbød Gríss holmgang. Men før denne skulde finde sted, hedder det, havde Hallfreðr et drømmesyn; kong Olaf viste sig for ham og opfordrede ham til ikke at indlade sig i kamp med Gríss, da hans sag var slet, men betale Gríss de krævede bøder. Dagen efter erfarede Hallfreðr kong Olafs fald, og han blev så betagen af sorg, at han gjorde, hvad drømmesynet havde rådet ham til; han rejste straks udenlands, for at få nøjagtige underretninger om kongens sørgelige endeligt. Han fattede endogså den dristige tanke at ville dræbe Erik jarl selv, men forsøget mislykkedes og Hallfreðr blev taget til fange; ved forbøn af Þorleifr den vise, hvis ene øje han tidligere på kong Olafs befaling havde stukket ud, men egenmægtig givet ham det andet, fik han lov til at beholde livet, og han siges at have digtet om Erik. Jarlen erklærede dog, at han ikke vilde have Hallfreðr hos sig. Herefter havde Hallfreðr ingen ro på sig; han var stadig på rejser (sommeren 1005 sejlede han til Island og Gunnlaugr med ham); hans livsglæde var forbi. Sin sidste rejse til Island gjorde han for at hænte alt sit, da han agtede at tage ophold hos sin ældste søn i Sverrig. De fik en hård storm, og Hallfreðr var syg. Engang satte han sig ned træt af at øse, da slog en bølge over skibet, den rev ham om, og sejlstangen faldt ned på ham. Kort efter døde han; hans lig blev i en kiste kastet over bord. Kisten drev i land på Jona og blev funden af abbedens svende. De brød den op og plyndrede den. Men deres udåd opdagedes, som det i sagaen hedder, derved, at kong Olaf viste sig i drømme for abbeden - dette poetiske sagntræk betegner det inderlige forhold, der havde hersket mellem kongen og Hallfreðr - . Liget blev siden begravet, og de kostbarheder, der var i kisten, anvendtes til kalk, alterklæde og lysestager. Når dette er sket, kan ikke bestemt siges, men det er rimeligst, at det er foregået omtr. 1007.

Hvad Hallfreðs karakter angår, er den særdeles tiltalende. Særlig åbenbarer sig hos ham en ærlighed og djærvhed, der aldrig svigtede, ikke engang overfor den mægtige konge. Hans udprægede retfærdighedsfølelse gjorde ham til tider meget stridbar og lidet skånsom. Et smukt bevis på hans retfærdighedssans er fortællingen om ham og Þorleifr den vise (den yngre). Denne vilde ikke på nogen måde bøje sig for kongen, men Olaf, hvis grusomhed af flere begivenheder er noksom bekendt, befalede Hallfreðr at begive sig til Þorleifr og lemlæste ham, helst ved at stikke hans øjne ud. Hallfreðr traf Þorleifr siddende på en høj og gjorde, som kongen havde befalet, men med den afvigelse, at han på eget ansvar skænkede ham det ene øje. På hjemvejen kom Hallfreðr forbi en af sine tidligere avindsmænds gård; han tog ind på denne, traf sin fjende og stak hans ene øje ud. Da han kom tilbage til kongen, spurgte denne, hvorledes det var gået. Hallfreðr viste ham Þorleifs øje; men siden tog han det andet øje og gav kongen. - »Hvor fik du det øje fra?« »Det er Þorleifs«. »Nej, du har nok bedrevet flere ting end jeg pålagde dig«, og Hallfreðr fortalte ham det hele. Da spurgte kongen, om han vilde rejse en anden gang til Þorleifr, for at tage hans andet øje. »Det vil jeg ikke«, var svaret, »men til Kalfr [det var navnet på hans uven] skal jeg rejse og tage hans andet øje«. Dette sidste svar viser mandens karakter, hans retfærdighed, djærvhed og had. Hallfreðr kunde ikke glemme, at Gríss havde ægtet hans elskede, og anvendte al sin ævne til at drille ham, navnlig ved at digte satiriske vers om ham. Hallfreðr gik ikke af med sejren i denne sag, men netop dens afslutning vidner fordelagtig om Hallfreðs sindelag, idet han frivillig undlod at kæmpe og betalte sin bøde. Hallfreðs trofasthed viser sig i det fordelagtigste lys i hans forhold til kongen og i hans kærlighed til Kolfinna. Rigtignok giftede han sig med en anden, men vel at mærke først efter at Kolfinna var bleven gift med Gríss og dermed ethvert håb om ægteskab med hende, i hvert fald foreløbig, var slukt.

Vi så hos Egill Skallagrímsson en udpræget følelse for ret og retfærdighed, parret med en stor personlig kraft og trofasthed i venskab, derimod kun lidt af erotiske følelser. Vi så derimod hos Kormákr den lidenskabelige kærlighed, parret med personlig kraft, men mangel på stadighed. Hallfreðr forener på en måde dem bægge, uden dog at være en så storslået digter eller en så fremragende personlighed som Egill og uden at være så ustadig som Kormákr.

De digte, vi kender af Hallfreðr, er følgende (10):


Hákonardrápa

Da Hallfreðr første gang var i Norge (o. 987) bragte han Hakon jarl en drape. Ved den lejlighed ytrede jarlen: »Du ser mig ud til at være en fyrstedjærv mand, og du skal få lyd«. Efter fremsigelsen forærede jarlen ham en sølvindlagt økse og en god klædning (11). Af dette digt, som, mærkeligt nok, ikke antydes i Skáldatal, haves endel halvvers. De beskriver Hakon jarls store magt og vælde, og det er tydeligt, at der sigtes til tiden efter Jomsvikingeslaget. Det første halvvers er af begyndelsen til digtet (12). I flere af versene (3-6) fastholder digteren på en ejenlommelig måde ét og det samme billede, idet det snart hedder, at jarlen »med sværdenes oprigtige ord, med stålenes mægtige tale har lokket til sig Odins brud« (jorden, Norge), snart at »et giftermål er bragt i stand mellem ham og Odins forladte hustru«, og at han meget nødig vil skilles fra Auðs søster (= jorden) igen«, Alt dette, ligesom også v. 2, hvor Hakons personlige kamp omtales, er direkte hentydninger til Jomsvikingeslaget og dets følger.


Óláfsdrápa

Óláfsdrápa, en drape (13) om kong Olaf Tryggvason. Kort efter at Hallfreðr var kommen til kongen, forlangte han lyd til at fremsige et digt om ham (14). Kongen vilde først ikke høre derpå, men da Hallfreðr truede med at ville glemme de lidet poetiske »visdomme«, som kongen lod ham oplære i, gik han ind derpå (se ovf. 545). Kongen roste digtet og gav ham det ovenomtalte skedeløse sværd. I dette digt fra 996, hvoraf der haves endel brudstykker, har Hallfreðr behandlet kong Olafs ungdomsbedrifter før 995: hans første krigstog, da han kun var 12 år gammel, hans ankomst til Bornholm, hans kampe ved Gotland og i Danmark; det er rimeligvis dette vers (v. 5) af Hallfreðr, hvori der dog kun tales om Olafs kamp »syd for Hedeby«, der har givet anledning til den senere, falske forestilling om, at Olaf skulde have kæmpet ved Danevirke i kejser Otto II's hær; i de sidste vers omtales kongens kampe i Saksland, Frisland, Valcheren, England, Skotland og Irland.

Disse vers er ret gode, men udmærker sig ikke ved nogen særlig poetisk farve; det er en stadig variation af et og det samme: kamp efter kamp, men det kan ikke nægtes, at den er foretagen med ordkunst og smag. Med hensyn til deres rent objektive fremstilling af kendsgærninger kan disse vers sammenlignes med Sigvats første digt om Olaf den hellige.

Af Hallfreðs flokkr om Sigvalde jarl (år 997), hvorfor han fik en guldring (15), af hans drape om Olaf den svenske (fra omtrent samme tid), hvorfor han fik »gode gaver« (16), er der nu intet tilbage (17).

Heller ikke, og det er mere at beklage, haves der noget af det digt, som Hallfreðr siges at have forfattet, da han efter sit toårige ophold blandt de hedenske Svensker var vendt tilbage til kong Olaf. Kongen var bange for, at Hallfreðr skulde have glemt sin kristendom, og opfordrede ham til at prøve på, hvorvidt han havde bevaret sin tro, at digte et kvad til guds ære. Hallfreðr var villig dertil, og han forfattede nu et digt, »som er det bedste kvad, og som blev kaldt Uppreistar drápa« (18). Navnet betyder sikkert ikke »opstandelsesdigt«, men »oprejsningsdigt«, idet det, efter kong Olafs udtryk at dømme, må have været et slags rehabilitationsdigt (19).

I modsætning til disse digte, hvad indholdet angår, står de såkaldte - desværre også tabte - Gríssvisur. Da Hallfreðr var (år 1000) kommen tilbage til Island, digtede han den følgende vinter et spottedigt om Gríss Sæmingsson (20). Af hvilken beskaffenhed dette digt har været, kan vi ikke vide, men det har sikkert været i højeste grad fornærmeligt. For disse vers måtte Hallfreðr bøde med den ring, han havde fået af Sigvalde jarl.


Óláfsdrápa (Erfidrápa Ólálfs Tryggvasonar)

Óláfsdrápa, en arvedrape (21) om Olaf Tryggvason, forfattet 1001; om tilblivelsen af dette digt er der ovenfor talt. Så snart som digteren var kommen til Norge, begyndte han at forespørge sig om Svolderslaget og de forskellige enkeltheder i kampen; det må antages, at han har fået temmelig nøjagtig underretning om det hele; men han har også fået forskellige beretninger om Olafs død; men han følger, hvad der forekommer ham sandsynligst. Af digtet er ganske betydelige lævninger tilbage. Selvfølgelig drejer digtet sig udelukkende om Svolderslaget, Olafs heltemodige kamp og endeligt, hvorhos også digterens egne bekymringer udtales. Hallfreðr gengiver Olafs helteord før slaget, at han aldrig vilde flygte; det var den rette begyndelse til kampen og den rette begyndelse til digtet. Dernæst beklager digteren, at så mange af kongens skibe var sejlede bort fra ham, hvorpå en nærmere skildring af kampen selv i almindelighed og af kongens tapre færd i særdeleshed følger. Der fremtræder her en dyb beundring for kongens heltekraft, ligesom denne træder stærkt frem i et par følgende vers, der omtaler Olafs ypperlighed - »de, som farer allervidest omkring, vil ikke finde nogen herligere mand end Olaf« - det er ligesom summen af det hele. Ikke mindre beundring lægger digteren for dagen for de tapre krigere på Ormen, der i kampens hidsighed gik over rælingen og sank tilbunds - »længe vil Ormen savne sådanne svende« og han lægger ikke skjul på, at hvis det ikke var gået således, vilde Ormen næppe være bleven tagen. Særlig nævner digteren en fortjænstfuld helt, der sprang sidst af alle over bord, Torkel nefja. Udfaldet af kampen var bedrøveligt, ti »Erik fik Ormen at styre mod nord«. I stefet hedder det i stærke, dybt følte ord: »Det er, som var det blevet folketomt i Norden, efter at kong Olaf er falden«. De øvrige vers hører uden tvivl alle til digtets slutning. Digteren omtaler de forskellige rygter om, at Olaf skulde være sluppet med livet fra kampen, men han finder det ikke rimeligt, at kongen, tilmed da han var såret, skulde være kommen levende fra en sådan kamp. Det vilde være en trøst, hvis man vidste det, »tiltrods for den svigfulde færd, han mødte«. Det er åbenbart, at Hallfreðr ikke tror på disse rygter; deri viser hans sunde sans sig på det bedste. Allersidst kommer digterens personlige bemærkninger om »hans ypperlige gudfader, fra hvem han nu var skilt, og som han jo bittert fortryder at have været fjærnt fra under den sidste kamp, skønt en enkelt mand mere eller mindre ikke havde haft meget at sige [en smuk tanke]; den sorg vil jeg aldrig forvinde«, og han forvandt den heller aldrig. Af digtet haves måske det allersidste vers; det hedder der i almindelighed, at »før vil verden gå under og himlen briste, før Olafs mage fødes [jfr. slutningen af Hákonarmál]. Den rene Kristus bevare hans sjæl i himlen«. Hvad enten man i dette digt ser hen til den kraftige, levende og veltalende skildring af kampen, eller den varme og smukke beskrivelse af den tapre fyrstes færd, eller til digterens egne vemodige, betagende udtalelser om sin egen sorg og smærte, som er fuldstændig fri for enhver svulst og unatur, er digtet lige storladent og gribende, og som sådant er det et digt der i lige grad er den udmærkede konge og den store digter værdigt.

Da Hallfreðr havde fattet den tanke at dræbe Erik jarl, drømte han, at kong Olaf kom til ham og sagde, »at hans plan var slet, og at han skulde digte om jarlen«. Da Hallfreðr dagen efter var bleven grebet af jarlens mænd og var bleven benådet, rådede Þorleifr den vise ham at digte om jarlen og at være færdig med digtet i løbet af 3 nætter. Dette siges Hallfreðr at have gjort. Af digtet, som Erik skal have lønnet godt, er kun begyndelsen, to linjer, bevaret.


Løse vers

Af løse vers haves i Hallfreðs og kong Olafs saga ikke få (22). 4 af disse vers er digtede i anledning af drab (v. 12-14) og den påtænkte tvekamp med Gríss (v. 23); et er en kviðlingr fra Hallfreds første møde med Olaf i stormen, da hans ankertov brast (v. 4). 2 handler om det sværd uden skede, som kongen gav ham (v. 5. 11); heraf er det sidste vers særdeles kunstig indrettet; kongen havde fordret, at Hallfreðr skulde sætte ordet sværd i enhver af versets 8 linjer; det blev ganske vist kun i de 7, men, som. Hallfreðr bemærkede, ordet forekom til gengæld to gange i én linje. Om digterens tro på de hedenske guder og ærbødighed for dem vidner v. 6-10, hvoraf et (v. 7) lyder således: »Hele fortiden har sunget Odins pris; jeg husker grant min slægts prægtige id; nødig fatter jeg had til Friggs ægtemand - hans herredømme syntes skjalden godt om - , fordi jeg nu må tjæne Kristus« (23). Sin kærlighed til og beundring for Kolfinna udtrykker digteren tidt og ofte (v. 2-3. 18-21. 24, jfr. 27); heraf kan særlig et vers (v. 18) fremhæves: »Kolfinna siger [det var naturligvis digterens eget påfund], at hun mærker kulde strømme imod hende fra min side [hun lod, som om hun blev fornærmet over hans vers], men jeg synes derimod, at der fra hende udgår en herlig duft«. Særlig v. 24 vidner om beundring: »Når jeg ser hende alene, forekommer det mig, at jeg ser et skib, der sejler mellem tvende øer; i kvindeskaren er hun som en prægtig snekke med forgyldt udstyr.« Tonen ligner Kormáks. Sammenligningen viser her, at digteren var en mand, der var vant til at fare til søs. Fremdeles er der nogle nidvers (v. 1. 5-17. 22, jfr. 25). Det første er om Blótmár og lyder således: Den feje trugsænkers (fejeskarnsudkasters) vrede er i mine øjne lige så forskrækkelig, som en gammel mæsket gårdhunds, der står ude og glor på ankomne gæster«. Et andet om Gríss (v. 22): »Fra Gríss udgår der en svedstank mod kvinden - hun må døje meget; ved siden af ham er hun lige så nedslået som en sørgmodig svane på vandet. Jeg priser hendes sind.«

En særlig vemodsklang slår os i møde fra Hallfreðs sidste vers. Navnlig er det sidste smukt og dybt følt, ja måske det ypperste af hans løse vers; det indeholder et kort tilbageblik over hans liv og vandel og er et smukt bevis for digterens kendskab til egen svaghed: »Nu vilde jeg dø uden sorg, hvis jeg vidste, at min sjæl opnåede frelse. Som ung havde jeg en hvas tunge. Jeg ved, at jeg ikke er bange for noget, undtagen helvede. Enhver skal dø, men når, beror på gud.«

Om ægtheden af disse løse vers kan der ikke næres den ringeste tvivl. For det første er de fuldstændig forskellige fra de senere tiders sagavers, og for det andet gives der beviser nok for en særlig digterindividualitet, og det samme, som vi mærker i Hallfreðs større digte. Til overflod kommer så hertil gamle ordformer. Når man læser Hallfreðs vers, er det klart, at man i formel henseende står ved et vendepunkt, eller, om man hellere vil, ved et overgangstrin fra et ældre tidsrum, hvis slutning dannes af Hakon jarls skjalde, til en yngre, hvori skjaldedigtningen når sin højde. Hallfreðs versifikation er lettere, det hele har en elegantere og glattere form end hos de ældre skjalde. Man mærker, hvor legende let det er for ham at danne vers. Denne usædvanlige lethed har for Hallfreðs vedkommende ført til to ting. For det første til, at hans vers er blevne langt simplere, langt mere dagligdags og ligesom mere menneskelige i deres udtryksmåde; omskrivningerne er ikke så mange som hos tidligere skjalde, ja, der findes mange vers, som er fuldstændig fri for omskrivninger. Således er Hallfreðs vers også i denne henseende langt mere almen tilgængelige. I denne henseende er der dog en forskel tilstede mellem hans tidligere og senere digte; der ligger en stor udvikling mellem hans Hákonardrápa, der endnu slutter sig til de ældre digte, og så hans Olafsdraper, for ikke at nævne hans løse vers. Det er ret mærkeligt, at ligesom Hakon jarl er den sidste hedning af den gamle slags, således afslutter hans skjalde det ældste tidsrum i skjaldepoesiens historie. Samtidig hermed er formen om muligt, endnu fastere end f. ex. hos Einarr skálaglamm. Der findes ingen rimløse linjer hos Hallfreðr. På den anden side kan det ikke nægtes, at Hallfreðs betydelige ævne til at danne vers og hans sprogkunst har ført til, at han i visse henseender ikke altid er så omhyggelig som de ældre skjalde. Dette gælder særlig valget af omskrivninger og sammenstilingen af ord. Hans åndelige raskhed viser sig i det ikke altid mest træffende valg af ord og kenninger. Han har sikkert ikke altid, ligesom Einarr skálaglamm, siddet og filet på sine vers i en sildig nattestund. Det må dog bemærkes, at Hallfreðr var en så dygtig skjald, at skødesløsheder, som de her omtalte, er i det hele få, og de brudstykker, vi har af hans Håkonardrápa, vidner på det klareste om, hvor fortræffelig han formåede at digte (24).

Det fremgår af alt, hvor stor en betydning Hallfreðr som skjald har haft, ikke alene ved det nye trin i udviklingen, han betegner, men også derved, at hans digte er mere forståelige og simple, mere menneskelige og personlige end flere andres. Men også som historisk kilde har hans digte været højt ansete. Derom vidner bedst Snorres sympatiske udtalelse (25) : »Af Hallfreðs ord hænter vi sandhed og beviser, om hvad der dér fortælles om kong Olaf Tryggvason.« Disse ord siger mere, end de ved første blik synes at gøre.




Noter

1) Fornsögur 1860; den findes stykkevis også i den store Óláfssaga, i Fms. og Flat.
2) Jfr. Forns. (Vatsd.) 28. 61.
3) Forns. 86. Jfr. beskrivelsen af Gunnlaugr ormstunga.
4) Jfr. Forns. 75 (Vatsd.).
5) Safn til sögu Isl. I, 384.
6) Jfr. Laxd. 143.
7) Jfr. Laxd. 152; Hkr. I, 403-07; Bps. I, 18-19.
8) Navnet betyder ganske bestemt: „en skjald, der gør vanskeligheder", „som man har vanskeligheder med", og intet andet; jfr. det - også nu gængse - vandrædamaðr.
9) Forns. 113, hvor denne rejse til Island urigtig sættes til 1002.
10) Skj. digtn. B I, 147-63.
11) Forns. 91; Fms. II, 15; Flat. I, 306. Navnet forekommer ikke i oldskrifterne.
12) Når der her står: „Han er til stor sikkerhed for folket i østen", er dette at forstå fra digterens islandske synspunkt. Der er slet ingen grund til med J. Sigurðsson at henføre dette vers til et digt om Rögnvaldr jarl i Gotland.
13) Navnet Hkr. I, 305; Fms. I, 130; Flat. I, 114
14) Forns. 93, hvor digtet først kaldes flokkr, men straks efter drápa; Fms. II, 50-1; Flat. I, 326.
15) Forns. 99-100; Fms. II, 80; Flat. I, 340.
16) Forns. 103; Fms. II, 212; Flat. I, 345.
17) Det digt, som J. Sigurðsson (Sn.-E. III, 480-1) har ment at kunne opstille om Rögnvaldr jarl i Gøtland, er der ingen som helst hjemmel for i kilderne og der er i virkeligheden ingen grund til at antage et sådant.
18) Forns. 104; Fms. II, 213; Flat. I, 345.
19) G. Vigfússons forklaring: ,skabelsesdigtet', vistnok i henhold til Stockh. Hom. 25.27-8, er næppe rigtig. Til at digte et sådant digt vilde der have været nødvendig en dogmatisk indsigt, som Hallfreðr næppe har besiddet.
20) Forns. 109 (vísur) 111 (Gríssvísur); Ldn. 183-4 not. (níð Hallfreðar); Fms. III, 20-1 (Gríssvísur, þat er hálfnið), jfr. 23 (óþokkavísur); Flat. I, 497. 499.
21) Navnet findes i Fms. II, 311; Flat. I, 482 (Jfr. Fms. III, 24; Flat. I, 533); Forns. 112.
22) De findes alle i sagaen om Hallfreðr i Forns.
23) Det er i anledning af v. 9, at Th. Hjelmqvist skrev sin udførlige afhdl. med den kuriøse overskrift: Var Hallfreðr arian? i Arkiv XXIV, 155 ff. Jeg henviser hertil (resultatet er, at Hfr. ikke var ariansk kætter), idet jeg bemærker, at Hfr. sikkert ikke kan antages at have haft meget begreb om dogmatiske ting eller stridigheder, og at hans udtryk derfor ikke må vejes på guldvægt. Hjelmqvists tolkning er heller ikke uden store betænkeligheder, og som sådan ikke mere rimelig end den tidligere.
24) Dr. M. Kristensen har i Arkiv XXIII, 287 ff. villet påvise lån eller efterligninger af Einarr skálaglamms udtryk hos Hallfreðr, mest i hans ældste digt; og det synes mig rimeligt, at dette er tilfældet; det er noget, vi ellers også kender.
25) Hkr. I, 407.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.