FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Ulokaliserede skjalde og anonyme vers
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Første Bind
Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920
Første tidsrum
2. afsnit: SKJALDEKVAD
§ 7 Islandske skjalde
B. Sagaskjalde (o. 900 - o. 1050)
Ulokaliserede skjalde
Til alle de nævnte skjalde skal der føjes enkelte, som kun anføres enkelte gange og hvis liv og lævned er ubekendt, men som dog på grund af beskaffenheden af deres vers må henføres til dette tidsrum. – Eysteinn Valdason: 3 halvvers af et digt om Tor, alle om kampen med midgårdsormen. - Gamle gnævaðarskáld (af Skegge skammhöndungs slægt i Midfjorden?): to halvvers, hvoraf det første handler om Tor, det sidste om en fyrste. - Hjörtr: 3 vers i fomyrðislag. - Leiðólfr: to linjer af et fyrstedigt. - Ormr barreyjarskáld (Barrey blandt Syderøerne?): et halvvers og en fjærdedel. En saga om denne Ormr siges præsten Ingimundr Einarsson at have fortalt på Reykjahólar 1119, men sagaen og selve dens hovedperson synes at have været uhistorisk. - Ormr Steinþórsson: af ham anfører Snorra-Edda nogle brudstykker, hvoraf de fleste er digtede i halfnept versemål; indholdet er af erotisk-ironisk (1) art. Ormr synes at have været en dygtig skjald. - Snæbjörn: et helt og et halvt vers; bægge om en fyrstes sejlas og meget smukke og kraftige. Snæbjörn er næppe identisk med den Snæbjörn galte, som kæmpede med Hallbjörn (se ovf. 471) og bag efter rejste ud for at opsøge Gunnbjarnarsker, men blev dræbt på rejsen (2), og der er ingen tilstrækkelig grund til at tillægge Snæbjörn det halvvers, som i Laufásedda tillægges Þórðr Sjáreksson (3). - Steinarr (eller Steinn): et halvvers. - Erringar-Steinn: et halvvers om sejlas. - Sveinn, forfatter til en Norðrsetudrápa (4) (et digt, forfattet under eller i anledning af et ophold i det nordlige Grønland, i Greipar, hvor man lå på hvalfangst); heraf haves to halvvers, en fjærdedel og én linje, der skildrer havets og stormens skrækkelige oprør; det sidste er af digtets slutning og har et lignende indhold (5) som det sidste vers af Húsdrápa. Sveinn hører vistnok til det 11. årh. og var muligvis bosat på Grønland. - Steinþórr: et halvvers om hans beskedne digtertalent (af begyndelsen til et kvad). - Styrbjörn, som rejste med den førnævnte Snæbjörn galte, digtede et vers i fornyrðislag efter at have haft en drøm, som varslede en uheldig rejse og Snæbjörns død. Styrbjörn vendte tilbage til Island, men blev kort efter dræbt (6). – Þórarinn, »en islandsk mand«, nævnes hos kong Olaf Tryggvason. Engang da denne sejlede langs kysten i storm, opfordrede kongen Þórarinn til at sidde ved roret, men han undslog sig med de ord, at han ikke forstod sig på at styre, ikke engang så godt som kongens hund Víge. Da befalede kongen Þórarinn at digte et vers, medens hunden styrede (kongen holdt selv om rorpinden). Da kvad Þórarinn et ret smukt vers. Hvem denne Þórarinn har været, er ikke let at sige. Det kunde efter tiden have været Þórarinn máhliðingr (se ovf. s. 501 - 02). - Þorbjörn dísarskáld fra det 10. årh. Brudstykke af et kvad om Tor og hans bedrifter. Hvis denne er identisk med en anden Þorbjörn, af hvem der anføres et halvvers, der omtaler en mand, der »har opnået Hvidekrists gunst«, har han levet før og efter år 1000; jfr. Eilifr Goðrúnarson. – Þórðr mauraskald: et halvvers, som det synes, af et fyrstekvad (7).
Dáðe (eller Dagr) skáld Bárðarson nævnes et steds (8), men er ellers fuldstændig ubekendt.
Anonyme vers
Hertil slutter sig nogle anonyme vers i Eyrbyggjasaga, Laxdælasaga og Landnáma, hvoraf de vigtigste tillægges en »gammel kone« (et slags spådom om en tyr); et andet handler om Hjaltesønnernes pragtfulde optræden på Torskefjordsting. Endel af disse vers handler om norske tildragelser til forskellige tider f. ex. det morsomme vers om Torkel geysas døtre, der om de norske skibe havde sagt, at ankre af ost kunde holde dem. Endelig er der en hel del vers i Snorra-edda, der vistnok kan henføres til dette tidsrum. De handler om poesi, kamp og mod, kærlighed, sørejse osv. De er alle trykte i Skj.dign. B 1. bind blandt digte og vers fra 10. og 11. årh. Det samme gælder nogle vers i Den 3. og 4. grt. afhandling.
I Erik d. rødes saga anføres 2 vers af en af de islandske nybyggere i Grønland, Þórhallr veiðimadr (»fiskeren«, »hvalfangeren«), digtede på opdagelsesrejsen til Vinland, de er sikkert ægte (9). Digteren udtaler sin bitre skuffelse over ikke at have fundet nogen vin i Vinland. I samme saga findes et vers i fornyrðislag, digtet i anledning af en »enføddings« tilsynekomst og flugt (10).
Darraðarljóð
Et mærkeligt digt, hvis forfatter ikke kendes, men som må antages at være digtet nogen tid efter 1014, er det i Njála bevarede Darraðarljóð (11). Det hedder herom i sagaen, at fredagen før slaget ved Clontarf (Briansslaget) gik en mand, ved navn Dörruðr, ud om morgenen. Han så da 12 kvinder komme ridende til et kvindehus. Han gik derhen og så, at kvinderne sad der inde og vævede, men de brugte menneskehoveder i steden for vævens stene, mennesketarme for garn og islæt, sværd for vævske og en pil for spolen. Så hørte han dem synge nogle vers - Darradssangen. Der er ingen tvivl om, at alt dette er en senere tids påfund og forklaring. Valkyrjernes sang er en mægtig kampsang, en flammende varselssang om den kamp, som snart skulde blive holdt. Først omtaler de deres uhyggelige væv og dens betydning (»spydskafter vil brage, skjolde briste, hjælmens hund [ɔ: sværdet] anfalde skjoldene«). De opfordrer hinanden »til at væve, til at væve Darrads (Odins) væv«, til tappert at følge fyrsten og beskytte hans liv, og de omtaler de uhyggelige kampvarsler - »de blodige skyer langs himlens rand«. Tilsidst forsvinder de på deres heste med dragne sværd.
Digtet er et mægtigt begejstret kvad, og begejstringen gælder »en ung fyrste«, hvem valkyrjerne lover sejr og held. Denne unge fyrste er »Irernes« modstander, kong Sigtrygg, søn af Olaf kváran. Digteren står, som vænteligt var, helt på Nordmændenes side; de kaldes ligefrem »vore venner«. De bebuder »den mægtige konges« fald. Det er Brian der menes. (12) Når digteren siger, at »jarlen« er segnet, menes Sigurd jarl fra Orknøerne. Digteren lader altså valkyrjernes sang foregå ikke blot før, men også under selve slaget Kvadet er ganske enestående i den gamle digtning.
Digtet er forfattet i fornyrðislag og består i alt af 11 vers, hvoraf det sidste dog kun er halvt; de to første består af 10 linjer. Det er rimeligst, at det er digtet kort efter slaget, måske på Orknøerne. Den alderdomlige udtryksmåde og digtets levende fremstilling taler for en så gammel tilblivelsestid. Det synes at forudsætte en sindets spænding, som kun kan have opstået og været tilstede kort efter det så bekendte slag, hvori flere tusinder faldt.
Noter:
1) Netop dette indhold forbyder at antage (G. Þorláksson: Udsigt 54), at et halfhnept vers af Björn breiðvíkingakappe (se ovf. s. 501) hører herhen.
2) Ldn. 151-4.
3) Se Bugge: Arkiv f. n. fil. III, 337-8.
4) Navnet Sn.-E. I, 330.
5) Af „et nidkvad om en kvinde" (B. M. Olsen: Den 3. og 4. grt. afh. 231) er dette vers på ingen mulig måde.
6) Anderledes i Björn Jónssons uddrag, se Grønl. hist. Mind. I, 104-6.
7) Alle disse skjaldes vers findes i Skj. digtn. B I, 131-32. 372-73. 384. 135. 201. 386. 384. 387-88. 105. 145. 135. 388.
8) Ldn. 199.
9) Jfr. Eir s. rauða (G. Storm) s. XIII.
10) Skj. digtn. B I, 182. 394.
11) Navnet findes ikke i oldskrifterne, men er ikke uheldigt. Digtet findes i Njála I, 899-901, Skj. digtn. B I, 389-91. Ang. digtet kan henvises til S. Bugge: Norsk sagafortælling s. 74 f. samt Akerblom: Norræna dikter II, 3 ff.
12) Jfr. Akerbloms træffende bemærkning, s. 6 nederst, om at det er rimeligt, at digteren endnu stod begivenhederne så nær, at han ikke kunde overse følgerne eller forstå, at „sejren" var et „förkrossande nederlag".
