FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Örvar-Oddssaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§ 18. Fornaldarsögur og nogle dermed beslægtede sagaværker
A. Sagaer vedrørende historiske personer i Norge


6. Örvar-Oddssaga


6. Örvar-Oddssaga. Den findes i Sth. 7, 4°, mbr. fra første fjærdedel af 14. årh., AM 344 a, 343, 4°); efter disse (og flere) er den kritisk udg. af R. Boer, Leyden 1888, (og i Sagabibliothek 1892), samt i Fas. II. Sagaen er i yngre håndskrifter stærkt bearbejdet og udvidet med æventyr og udmalinger (jættehistorier og lign.), hvor man meget lærerigt kan iagttage, hvorledes det ene lag ligesom føjes til efter det andet. Herom kan henvises til Boers udgave, der i det hele rigtig har bedømt det hele forhold. Sth. hds. er det, der utvivlsomt har bevaret den oprindelige form bedst, uagtet teksten dog også her har modtaget nogle ændringer1).

Örvar-Odd er en søn af Grím loddenkind og Lopthæna (jfr. ovf.); han fødes på Berurjóðr på Jæderen (nu Berliud) hos bonden Ingjaldr, der tager ham til opfostring, og Odd bliver hans søns, Asmunds, fostbroder. Engang kom en vølve til Ingjald og spåde folk, men fostbrødrene vilde ikke have noget med hende at gøre og mishandlede hende, og hun spår dem ilde; hesten Fakse skal volde Odds død; for at forebygge dette slår fostbrødrene hesten ihjæl og graver den ned i en dyb grav; ikke desto mindre går spådommen, rigtignok på en noget hårtrukken måde, i opfyldelse, og Oddr dør på Berurjóðr, som han i sin høje alderdom, båren af den smukke menneskelige følelse for barndomshjemmet, vilde gense. Indenfor denne skæbne-ramme ordnes nu Odds bedrifter2), der er både mange og store og udføres på forskellige steder (jfr. Odds tilnavn: »den vidførle«). Først og fremmest er det dog den første, Bjarmelandsrejsen, der giver ham hans egenlige berømmelse; det øvrige indhold består af en række søtog og kampe med vikinger og bersærker, af hvilke særlig mærkes kampen med Hjalmarr den modige, hvis fostbroder han bliver, og sammen med hvem han kæmper med Angantyr og dennes 11 brødre; denne episode mangler i Sth., men den har, som Boer har påvist, stået i den oprindelige saga. Dernæst finder Odd en særlig modstander i den overmenneskelige Ögmund Eytjovsbane, der er ligesom en menneskeliggørelse af den forfølgende og fremaddrivende skæbnedæmon. Stadig dukker han pludselig op for så at forsvinde og atter at eftersøges. Odd kommer til Irland, vinder en kongedatter og får en skjorte, der gør ham usårlig; han rejser til Syden, ja, helt til Jordan og døbes. Endelig kommer han til kong Herröd i Hunaland og gør krigstog til Bjálkaland (et russisk land) for at vinde kongens datter Silkisif; efter hans død bliver han konge. — Her er så at sige alle æventyrmotiver samlede, og det er ikke frit for, at det bliver lidt for meget. Hvad Odd selv angår, er han uden tvivl en gammel sagnperson, måske endog en historisk person, skønt jeg på ingen måde med Boer kan antage, at han er identisk med kong Alfreds hjemmelsmand, Bjarmelandsfareren Othere (Óttarr), men der kan være overført på Odd, hvad der fortaltes om Ottar. Der er heller ingen tvivl om, at Odds genealogiske tilknytning til Hrafnistamændene er vilkårlig. Snarere er han oprunden på selve Jæderen, og »Jathricus« kaldes han hos Saxo (jfr. Oddr af Jaðri), skønt dette dog ikke behøver at have nogen videre betydning. Det er også muligt, at Oddr af Jaðri og Örvar-Oddr3) er to forskellige sagnpersoner. Sagaen er ret underholdende skreven og stammer fra det 13. årh.s sidste halvdel; her er Sth. hdskr. bestemmende.

Man skulde tro, at Grímss. var forfattet for at få sagarækken fuldstændig, men forf. til Ketilss. har dog næppe kendt Örv.-Oddss., da sagaen lader Grím få pilene af Guse4) (Ketilss. anderledes). Der er flere vers i sagaen (se foran s. 144, 147, 149—50, 155—56), deriblandt Odds Ævidrápa (rettere: kviða), der er ældre end sagaen (jfr. ovf. 150—51); den findes ved sagaens slutning, men forf. har i teksten optaget nogle vers derfra. — Som person er Odd ikke den rå, skånselsløse viking, som så mange andre; det er ikke for intet, at forf. lader ham tilsidst blive kristen; han vil fra først af ikke tro på Odin, ikke blote, intet have med sejdkvinder at skaffe; han vil skåne de svagere som f. ex. værgeløse kvinder. Men mod trolde, uvætter, bersærker og denslags væsner er han uforsonlig til sine dages ende. Sagaens sammensætning er i det hele god og fast, når man ser bort fra de senere bearbejdelsers indskud. Historiske forbilleder og lån findes flere steder (særlig beror Bjarmelandsrejsen på Hkr. m. m.), og det er let at se, at der ikke er tale om nogen sammenhængende oldoverlevering. Når Boer derfor mener, at den islandske forf. har »kun kunnet samle de mundtlige traditioner« om Odd på Hálogaland, hvor sådanne skal være blevne uddannede, kan dette kun bero på et fejlsyn på fornaldarsagaerne overhovedet. Med Norge har Örv.-Oddss. litterært intet som helst at gøre. Hele dens indhold er de almindelige, tildels efter litterære mønstre dannede sagn og æventyr, som den skriftlige forf. har samlet og flokket om Odd. Har der været gamle overleveringer om ham, har de været meget indholdsfattige, ja, vistnok blot bestående af sagnet om hans fødsel og død og Bjarmelandsrejsen, og de kunde lige så godt leve på Island som i Norge.

At eftergå de enkelte motiver er ikke hensigten her. Kun skal bemærkes, at der ikke findes nogen grund til her at antage indblanding af fremmede sagntræk f. ex. fra Odyssevssagnet. Det er også højst usandsynligt, at Jólfr, der giver Odd stenpilene, er Odin — som Boer og Detter mener —; dette navn er = Jó-olfr og kan intet have med Odinsnavnet Jölf-uðr at gøre. Angående Bjálkaland og eponymen Alfr bjálki henvises til Boer i Arkiv VIII. Af særlig vigtighed er sagaens forhold til Hervarar-saga, hvor Odd- og Hjalmar-episoden også findes5). I Hauksbogens bearbejdelse af Herv. k. 3 henvises der ligefrem til Örv.-Oddss., og hvad der dér findes, er ligefrem et udtog af vor saga; derom er der ingen tvivl. Hvad derimod den anden bearbejdelse af Herv. angår, er den en selvstændig optegnelse og står ikke i nogen ligefrem forbindelse med Hauksb.6). Den er også uden ligefrem forbindelse med Örv.-Oddss.; bægges beretninger går åbenbart tilbage til samme grundfremstilling, hvortil også versene var knyttede. Hovedforskellen er, at i Örv.-Oddss. er Samsøkampen ikke en følge af Angantys bejlen til kongedatteren Ingibjörg, men dette er sikkert uoprindeligt; for så vidt er dens fremstilling mindre rigtig. Havde vi Sth. hdskr. fuldstændigere, vilde sagen måske få et andet udseende. — Efter alt at dømme er Örv.-Oddss. en af de tidligst nedskrevne fornaldarsagaer, og den har været meget yndet på Island.


Noter:
1) Interpolationer f. ex. er 7.20— 22, 27.10 ff. (fra Hkr.; jfr. Boer: fortalen s. XXIV), 39—41, 43.5 ff., 47.6 ff. osv., foruden episoden s. 121— 31.3. — Om forholdet mellem Ö. O. s. og Máguss. se Boers og Cederschiölds artikler i Arkiv IX. Jfr. også Boers afh. sst. VIII.
2) Jfr. Boers indledn. i Sagabibl. § 1.
3) Således hedder det altid, uagtet sagaen taler om 3 pile; oprindelig har der vist kun været tale om én.
4) I AM 344 a er dette ændret efter Ketilss.
5) Jfr. Boer, indledn. til udg. i Sagabibl., Heinzel: Ueber die Herv.
6) Jfr. indledn. til denne s. XCIII.