FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Bandamannasaga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
G. E. C. Gads Forlag
København 1898
Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN
§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
I. De gamle slægtsagaer (Íslendingasögur)
3. Den nordlandske gruppe
Bandamannasaga
Denne lille saga findes i to hovedhåndskrifter, AM 132 fol. og 2845, 4° det kgl. bibliotek i København. Desuden haves et lille membranbrudstykke i Jón Sigurðssons samling i det isl. landsbibliotek (se Arkiv for nord. Filol. V, 150 ff.), men dette er uden betydning, da dets tekst er så at sige ganske identisk med den i 132. På dette hdskr. og det kongelige er der derimod en ikke ringe forskel; i det sidstnævnte er teksten kortere end i 132; forskellen er dog mest rent stilistisk, idet teksten i 132 har mange sætninger og ord, der tjæner til at gøre fremstillingen mere afrundet og navnlig mere morsom, men morsomhederne er temlig efterklassiske i stil og tone; derimod er indholdet i og for sig det selvsamme i bægge håndskrifter. Det forekommer mig aldeles afgjort1), at det er 132’s tekst, der er udvidet af hin og ikke, hvad Heusler i sin udgave (s. XL) hævder, at den er oprindeligere. En hovedforskel er den, at 132 indeholder 5 vers af den gamle Ófeigr, der alle savnes i det andet hdskr. Hvorvidt de er uægte, er vanskeligt at sige. Fordi de kun findes i den mindre oprindelige tekst, er dog deres uægthed ikke bevist; der er intet i dem, som utvetydig viser, at de er uægte (jfr. I, 524-5). I alle tilfælde er der kun tale om én oprindelig saga (saga Ófeigs bandakarls i 132 eller Bandamannasaga). Hertil skal føjes, at medens sagaen i 132 i begyndelsen røber, at den er skreven i en egn øst for Midfjorden, er cod. reg. skreven i det vestlige Island, nærmest Dalesyssel. Det er denne skriver, der har indsat den urigtige genealogi, ifølge hvilken Torarin Langdølagode skulde være en søn af Óspakr (fejl for Óláfr?), Høskuld og Torgerds søn. Udgaver: ved E. Kr. Friðriksson 1850 (132), G. Cederschiöld 1873 (cod. reg.).
Indholdet af sagaen er i al korthed følgende. Ófeigr Skíðason på Reykir i Midfjorden har en søn Oddr. Der hersker et køligt forhold mellem fader og søn; denne forlader hjemmet for på en selvstændig måde at tjæne penge; han viser et udviklet købmandstalent og bliver efterhånden en bemidlet mand, der ejer to handelsskibe2). Efter sine venners råd bosætter han sig til slutning og køber gården Melr i Midfjorden, og erhværver sig godord eller en del i et sådant. Hvad der nu bevirker, at der kommer en saga i stand, er, at Oddr begår den uforsigtighed at tage Óspakr Glúmsson, en frænde af Gretter, til sin værkstyrer. Han opfører sig først godt. Da Oddr nu skulde rejse udenlands, betrode han Óspakr også sit godord, men da han så kom tilbage, måtte han tvinge Óspakr til at aflevere det; følgen var, at forholdet mellem dem nu blev spændt. Óspakr forlader ham og flytter til en smuk enke Svala, som han havde stiftet bekendtskab med. Óspakr bliver kort efter overbevist om at have stjålet nogle får fra Oddr; desuden dræber han ved en fejltagelse en brav, mod ham venligsindet mand. Nu anlægger Oddr sag mod Óspakr, men begår en formfejl, så at de høvdinger, der var misundelige på ham, ødelagde sagen. Da optræder Odds gamle fader og er fra nu af hovedpersonen; han bevirker, ved bestikkelse af dommerne, at sagen optages på ny til doms og Óspakr dømmes fredløs. Da høvdingerne erfarede dette, blev de meget forbitrede; der sammensvor sig nu i alt 8 sådanne mod Oddr, og alt tegnede til, at det vilde gå ham ilde. Atter optræder da faderen; ved sin listighed og overtalelsesævne, tildels også atter ved bestikkelser, får han sagen mellem dem og Oddr afgjort privat ved selvdømme af to af dem. Han har naturligvis bearbejdet disse to i forvejen, og Oddr idømmes en latterlig lille bøde. Også et ærefuldt giftermål for Oddr bliver resultatet af sagen. Alt dette er sagaens hovedindhold, der fortælles på en højst underholdende måde, idet de enkelte ”sammensvornes” karakter efterhånden belyses, tildels på en humoristisk måde og på en for dem lidet smigrende vis. Indbyrdes er de nemlig ikke så enige; heller ikke respekterer de hinanden så meget, når det kommer til stykket. De skælder hinanden ud og mundhugges på det kraftigste og noget småligt; vi mærker, at vi er i en anden tidsalder end de fleste slægtsagaer ellers handler om. Særlig interessant er beskrivelsen af Egill Skúlason på Borg; han minder endel om sin oldefader, hvis navn han bærer, men er ellers temlig forskellig fra ham. - Det sidste kap. af sagaen fortæller om Hermund på Gilsbakkes - en af de sammensvornes - død, hvortil der i det foregående er hentydet, samt om den fredløse Óspaks skurkestreger; den sidste er den, at han myrder Svalas anden mand. Det smukke, af en ægte følelse bårne vers (det findes i bægge hdskrr.), som Óspakr digtede straks efter, kaster et forsonende skær over ham. Så dør Óspakr af et sår, og sagaen slutter med at omtale Odds søn, Ófeigr, fra hvem mange stammede, deriblandt »Snorre Kálfsson og de Midfirdinger«.
Sagaen er ved sit lidet blodige indhold og hele sit lunefulde anstrøg et særsyn blandt sagaerne. Det er klart, at man fra først af har opfattet de fortalte begivenheder humoristisk. Den måde, Ófeigr pudsede alle de 8 høvdinger på, er virkelig morsom; det er folkets sans for pudserlig list og underfundige anslag, der har bevirket opbevarelsen af sagaens tildragelser. Netop sådanne var vel egnede, også fordi de var temlig enestående, til ved deres oplivende kraft at blive en fast del af sagatraditionen. Det er naturligvis denne, der er hovedkilden for sagaen. At denne er nogenlunde rigtig3), har vi så meget lettere ved at tro, da sagaens begivenheder først falder ved midten af det 11. årh. (nogen tid efter, at Harald hårdråde var bleven konge; AM s. 34, reg. s. 14), tilmed da sagaen ganske sikkert er forfattet i slutningen af det 12. årh. Et ubedrageligt bevis herfor er for det første sagaens gode komposition; dens indhold er fortræffelig ordnet og logisk sammenhængende fra først til sidst; der har fra først af ikke været et overflødigt ord deri, den er som skreven i et åndedræt4). Hertil svarer stilen i sagaens mest ægte form. Der findes heller ingen overdrivelser af yngre karakter. Endelig og ikke mindst er nævnelsen af Snorre Kálfsson (se ovf.) et bevis herfor. Denne, en stor høvding, døde 11755); han nævnes flere gange i Sturlunga; var sagaen skreven længe efter hans død, var der næppe grund til at nævne ham. Sagaen nævnes i den meget yngre Grettiss.
At sagaen er forfattet i Midfjorden eller i en nærliggende egn, må betragtes som sikkert. Hvem forf. har været, kan vi ikke bestemme. Særlige forfatterinteresser fremtræder ikke. Skønt sagaen handler om retsforhandlinger på altinget og indeholder ikke uvigtige oplysninger, er den dog ikke nogen proces-saga som f. ex. Njála6); den tager af processen kun det nødvendigste med; og hvad den i så henseende meddeler, skønnes at være rigtigt. At bestikkelsessagen ikke, hvad den egenlig burde, kom for femteretten, berode vistnok på, at man også i sådanne sager efter omstændighederne kunde afgøre sagen privat ved voldgift7). Når det hedder, at Svala kunde gifte sig selv, eftersom hun var enke, er dette vistnok rigtigt Også det er historisk rigtigt, når det (s. 7 AM = 3 reg.) hedder, at man i den pågældende tid havde lov til at optage eller købe ny godord. Interessant og enestående, men sikkert ganske rigtig, er bemærkningen om, hvorledes man på altinget bekendtgjorde en domfældelse og beskrev den fredløses person (sékðarmǫrk; s. 19 AM = s. 9 reg.). Når der så tages hensyn til den fortræffelige karakterskildring og det billede, vi får af tidens kulturtilstande8), kan vi med fuld ret sige, at denne lille saga hører til de interessanteste, og at vi har med en pålidelig tradition at gøre.
Noter:
1) Af denne mening er både G. Vigfússon og Cederschiöld.
2) I en selvstændig þáttr om Oddr (jfr. Hemingsþ.) får vi yderligere oplysninger om hans købmandsfærd.
3) Slægtregistrene er, så vidt vi kan skønne, rigtige; se i øvrigt Cederschiölds redegørelse s. IV-VI.
4) Når Heusler s. LII— III bemærker, at den første del af sagaen er noget kort, så er også dette i overensstemmelse med andre sagaer. Noget misforhold kan jeg ikke indse der er.
5) At det er denne, der menes, og ikke en yngre (sønnesøn) lidet fremragende mand af samme navn må anses for givet (trods Cederschiölds bemærkning s. VI).
6) Jfr. Heusler s. XLVI.
7) Jfr. Cederschiöld sst. s. VII.
8) Således er livet på altinget og billedet deraf overordenlig levende.
