FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Dødssange

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

1. afsnit: DIGTNING


§4. Islandsk digtning


D. Uægte vers i sagaerne.

a. De uhistoriske sagaers vers (versene i de såkaldte Fornaldarsögur)


Dødssange.
Den første af disse, Hjalmars dødssang, findes både i Örvar-Oddss. og i en recension af Hervarars. (1), men i den første er sangen blevet udvidet med forskellige vers, der dels er matte udvidelser eller rene gentagelser af andre ægte (2), dels navneremsevers, som det ligefrem er latterligt at lægge en døende mand i munden; de mangler desuden i et af hovedhåndskrifterne. Hervarars. har vistnok bevaret det oprindelige omfang samt den oprindelige rækkefølge af versene (3), og vi holder os altså til den. Hjalmar omtaler først sine sår og sin tilstand; ganske naturlig mindes han den stilling, han kunde have indtaget, men »som han aldrig var tilfreds med« (nemlig i ro og fred at styre sine gårde). Til gengæld må han nu ligge »søndret af sværdet på Samsø«. Han mindes sin faders huskarle, der tynges af mjøddrik, medens han udmattes af blodtab. Det er atter modsætningen mellem før og nu, vi her møder ligesom i Fridtjofs vers, i Ragnars vers osv.; dette æmne synes at have været særlig yndet i det 12. og 13. årh. Tilsidst mindes Hjalmar, der foruden at være en kraftig viking var, ligesom Fridtjof, en erotiker af en Gunnlaugs rang, sit sidste møde med den elskede Ingeborg, den upsalske kongedatter, og beder Oddr bringe hende »den røde ring af sin arm«. Det er sidste gang han er draget i leding, og han ser ravn og ørn komme flyvende for at lædske sig i hans eget blod, »det sidste bytte, han giver dem«. Dette digt hører utvivlsomt til de bedste af disse digte og kan endogså måle sig med mange ældre; der er deri en ligefrem og storladen simpelhed både med hensyn til modsætningen mellem før og nu, erindringen om den elskede, samt og ikke mindst i den smukke slutning. Digtet gør et forunderlig mildt vemodigt indtryk, idet vi her ser den døende helt og den trofaste elsker forenede i én fuldtud ridderlig skikkelse, der falder for en fjendes forgiftede sværd.

Den anden dødssang, Hildibrand Húnakappes, (i Ásmundarsaga), er langt kortere (kun 5 vers), men af en noget lignende art, skønt ikke så poetisk smuk som Hjalmars. Det tragiske ved Hildibrands død var, at han faldt for sin halvbroders hånd; det er dette, sammen med at Hildibrand i et slags raseri havde dræbt sin egen søn, som danner sangens baggrund. Hvis det sidste halvvers, der er et lån fra Hjalmars sang, hører til sangen fra først af, er den yngre end hin, hvad den også i det hele gør indtryk af at være. Dens første vers haves omtrent ordret hos Saxo (4) (her tillagt den døende Hildeger), men forholdet mellem Saxo og de isl. vers er det næppe muligt at bestemme. De går snarest tilbage til ét og samme oprindelige vers.

Den tredje dødssang er Asbjörn den prudes i Orms þáttr Stórólfssonar. Skønt Asbjörn her sættes i forbindelse med en historisk person, er han dog sikkert kun en sagnskikkelse. Asbjörn kom til at lide en kvalfuld død, og under pinslerne fremsagde han sin dødssang (ligesom det fortælles om Sigurd slembe, at han under sine rædselsfulde pinsler sang en salme); heri omtaler han sine heltegærninger sammen med Orm og andre. Denne sang, der mest består af vers i munnvörp, er åbenbart en efterligning af Krákumál, ikke alene derved at flere af versene begynder med en omkvædslinje (Annat var þás inni) men også derved, at ord og forskellige udtryk på en umiskendelig måde er hæntede derfra, ligesom også hele tonen stærkt er efterlignet. Sangen er næppe ældre end fra den sidste halvdel af det 13. årh. og af langt mindre betydning end de to første.

Endnu en sang, den fjærde dødssang, må regnes hertil, nemlig Ævikviða (5) Örvar-Odds. Dette digt findes som anhang til sagaen om Oddr, men findes ikke i de to bedste håndskrifter (6); enkelte vers deraf findes indsatte i sagaens tekst. Digtet er, ligesom Krákumál, et tilbageskuende digt, der indeholder Örvar-Odds lævnedsbeskrivelse fra først til sidst, hvor Oddr helt igennem er den talende. Det er temmelig ensartet, jævnt prosaisk, dog ikke helt uden en vis kraft og livlighed, hvilket kommer af, at digteren har været i besiddelse af en ikke ringe ævne til at anslå de gamle digtes tone og fremfor alt til fra disse at låne ord og vendinger (7). Herefter og ifølge digtets indhold (særlig v. 53—57 og 67, samt hentydninger til de bedrifter, der kun findes omtalte i sagaens yngste bearbejdelser) er digtet ikke ældre end fra den sidste halvdel af det 13. årh., og jeg ser deri et af de digte, som »fremsagdes ved sagaens slutning« (jfr. ovf. s. 140). Når flere af digtets vers. også findes på sine steder i sagaen, er de uden al tvivl tagne fra digtet, og dette bekræftes ved den måde, hvorpå de sidste 1½ vers anføres dér. Digtet er altså som sådant ældre end sagaen i dens nuværende skikkelse, hvilket passer godt til dens alder, der ifølge Boer (8) er at sætte til omkring 1300, næppe ældre. Boer har gjort en anden opfattelse gældende med hensyn til digtet (9), idet han ytrer, at 4 af dets vers anføres i sagaen som løse vers, medens en halvdel (51.1-4) anføres blandt Odds vers i striden med Sjólfr, hvor den »altså er på sit rette sted og hvorfra den er optagen i digtet«; verset består af 12 linjer; det er klart, at de 8 sidste linjer er en senere omdigtning. Den måde, hvorpå versene anføres i sagaen, har ikke meget at sige; i de historiske sagaer anføres undertiden vers, som om de var lausavisur, men som bevislig tilhører digte. Og når Boer ikke kan forstå, hvorfor så ikke flere vers er optagne i sagaen, må man henvise til den rene tilfældighed eller lune, ifølge hvilken drapevers, uden nogen bestemt plan, er optagne i de historiske sagaer. Jeg finder min opfattelse bekræftet ved den i hdskr. M stående sætning: »således hedder det i versene«, hvorved der klart sigtes til digtet (10). I sin sidste udgave af sagaen har Boer antaget (11) en ældre fra det 10. årh. stammende »ævidrápa«, bestående af 17 vers; alt det øvrige skulde være yngre tildigtninger; hele den betragtningsmåde, hvorpå en sådan antagelse beror, er efter min mening uholdbar og jeg finder ingen grund til overhovedet at antage to digte, et ældre og et yngre, der skulde være en omarbejdelse og udvidelse af hint; en fuldstændig kritisk redegørelse herfor kan ikke gives her.


Krákumál
Hertil skal en femte dødssang fojes, Krákumál, et digt (12), som i forskellige henseender indtager en særstilling, men som, hvad digtningsart angår, slutter sig til de foregående, sidst behandlede digte. Dets indhold er i korthed følgende: Ragnarr i Ellas ormegård er den, der taler i hele digtet, og han giver deri først en fremstilling af sit tidligere liv og bedrifter, drabet af lyngormen og forskellige søtog og kampe omkring i Norden og på de vestlige øer (v. 1 — 21). Dette afsnit er temmelig prosaisk, skønt fremstillingen på sine steder kan være ret livlig og viser forfatterens ævne til at variere det samme æmne. Hist og her kan der også findes oplivende sætninger af erotisk indhold eller følelsesudbrud, som når det hedder: »det gik varmt til [i kampen] og det var noget andet end at sidde på bænken og kysse møen [eller: drikke vinen, som møen skænkede]«. Overhovedet fremstilles Ragnarr både som en helt og som en erotiker, som »møernes kære ven« osv. Langt interessantere og poetisk værdifuldere er digtets sidste del (v. 22—29), der består af almindelige betragtninger angående helten og hans måde at opføre sig på; han står i spidsen for sine mænd — »derfor er han ikke mere hjemfalden til døden; den, der aldrig nærer ulven, har grund til at klage over sit liv; aldrig har den feje gavn af sit hjærte. Aldrig skal man vige; altid er det mandens kendemærke at stå fast. Ingen undgår alligevel sin skæbne; den må vi alle lyde. — Ikke havde jeg trot, at Ella skulde volde min død. Dog, det glæder mig at vide, at Balders faders bænke altid er rede til at modtage folk til drikkelag, og ikke skal jeg møde dér med frygtens ord på læben. Snart er jeg død, men når Asløgs sønner erfarer det, vil de raske svende ikke blive siddende rolige«. Endnu en gang mindes Ragnarr med krigerstolthed og glæde sine 51 sejre, men mere får han ikke tid til at sige; valkyrjerne indbyder ham allerede, han ser dem komme og han slutter med de prægtige ord: »Glad skal jeg øl med aser i højsædet drikke; ledne er livets stunder, leende går jeg i døden«. Mere kort, klart og sandt har næppe nogen udtalt hovedindholdet af den hedenske oldtids opfattelse af liv og død og livet efter døden i Valhal hos krigsguden, end forfatteren til disse linjer. Det er det gamle, skønne helteideal, der her anvendes på en historisk helt. Er digteren lidt tør og drapemæssig i det første afsnit, hæver han sig i det sidste til en virkelig digterisk højde. I det hele mærkes en stadig stigen, indtil højdepunktet nås i slutningsordene. Men ikke alene med hensyn til fremstillingen, også hvad formen angår, har digteren været heldig. Han har — af gode grunde — valgt en lettere versart, der stod det ældste drotkvædede nær. Selve versemålet vækker på engang en stemning af vemod og frejdighed; omkvædet: »vi huggede med sværd«, hvormed hvert vers begynder, vedligeholder den krigerske grundtone og minder stadig om baggrunden for Ragnars liv og grunden til den situation, helten nu befandt sig i.

Digtets metriske form er, som antydet, etslags háttlausa, uden at denne er strængt gennemført eller overalt ensartet; særlig findes halvrim flere gange, helrim derimod, når den sidste linje undtages, sjældnere (9.6, 23.4.5.6, 28.4) (13); hovedstaven står ikke altid i det første ord i linjen. En særegen ejendommelighed for digtet er, at versene består af 10 (og ikke 8) linjer (14). Det sidste linjepar indtager en særstilling, idet rim her findes meget hyppigere end ellers i digtet; men en regel er ikke gennemført; 1. 9 mangler rim i omtrent 15 tilfælde, l. 10 i 5 og har halvrim i 6 tilfælde. Regelmæssigheden er altså egenlig ikke særlig påfaldende; når man lægger mærke til, at de ældste vers (f. ex. Brages) har tilbøjelighed til at slutte med en mere eller mindre fuldkommen assonans, er denne tilbøjelighed i Krákumál så meget mere forståelig, og det samme mærkes også i andre vers i de uhistoriske sagaer. Da nu tillige det sidste linjepar, der udgor en sætning for sig, adskiller sig i intet fra det øvrige i tone eller fremstilling, forekommer det mig utvivlsomt, at det har hørt til det oprindelige digt; jeg kan således ikke slutte mig til G. Storms mening (15), at disse to linjer skulde være senere tildigtninger. Grunden til at sådanne linjer skulde være tilføjede, er meget vanskelig at indse; overflødige kan man heller ikke sige de er; snarere vilde de savnes f. ex. i 8, 11, 16, 25; hvad der dog særlig bør tages i betragtning er, at den fældede modstander og skuepladsen for en kamp findes tre gange nævnt i disse linjer (i v. 11, 16 og 24). Fra sprogets side er heller intet at indvende derimod. Digteren udelader overhovedet h i forlyd foran r n l, men h findes foran r to gange (12.2. 13.7) og dette findes i den 9. linje i v. 15. Sagen er at forstå således; da omkvædet stadig var anbragt i 1. linje, har digteren ikke anset verset for fuldstændigt, medmindre han lod hvert vers bestå af 10 linjer; de to første linjer mangler i v. 29; hvorfor de skulde være udeladte af digteren her, er umuligt at indse, men hvis de også her har stået fra først af, er det en grund mere til at antage, at versene altid har bestået af 10 linjer. Forbillede til denne afvigelse fra det sædvanlige kunde digteren have fået i Eddadigtene, således som disses overlevering var i det 12. årh.

Mellem den første, historiske del af digtet og Ragnarssaga findes ingen som helst overensstemmelse. Af alle Ragnars dér opregnede kampe nævnes ingen ligefrem i sagaen (i slutningen af 3. kap. tales blot om »mange kampe«); men der findes endogså den modsigelse, at digtet lader Ragnar fælde kong Eystein på Ullarakr (v. 7), medens sagaen lader hans yngre sønner gøre det. Sagaen lader Ragnars søn, Agnar (og Erik), først blive dræbt af Eystein, medens digtet nævner en Egill (v. 17) som Agnars banemand. Kun i et af sagaens vers findes, som bemærket, et bestemt kendskab til Krákumál, hvilket viser, at sagaen selv er meget ung og at versene tildels er noget ældre end den. Mellem sagaen og Krákumál må der være en temmelig lang afstand i tid; digtet kan næppe være yngre end omkring 1200 (16). Ældre end omkring 1100 er det ikke, da h i forlyd ikke var tabt på Island eller i Norge i det 11. årh.; også omskrivninger som ægis asne 'havets æsel = skib', odda messa 'oddenes messe [sang] = kamp' kan ikke være ældre end fra det 12. årh. tidligst; også en form som rendr (for ældre randir) viser det samme. Vanskeligere kan det være at bestemme digtets tilblivelsessted. Svb. Egilsson og Rafn antog, at det var dansk; men herimod taler på det bestemteste, at digtet forudsætter en så udstrakt og almindelig skjaldedigtning, som ikke har eksisteret i Danmark, og tillige en sådan udvikling af den i teknisk henseende, som ikke kan forudsættes dér. Der bliver således kun tale om Norge eller Island. For det sidste taler, at det vidner om en så rigelig tradition og en sådan interesse for oldtiden, som man ikke kender til i Norge eller som man ikke har ret til at forudsætte der; for det samme taler også dets kunstlede form; det eneste, som kunde stride mod en islandsk oprindelse er udeladelsen af h foran l og r. Dette er dog ikke afgørende, så meget mindre som h også findes. Vi har tidligere set, at h udelades foran r (s. ovf. s. 122) i et rent islandsk digt. Det er norsk indflydelse, der her gør sig stærkt gældende, aldeles som i de islandske håndskrifter, hvor h udelades utallige gange, sikkert uden støtte i udtalen (17). Bevidstheden om det tilladelige i at udelade h fremtræder altså så tidlig, at en digter ved år 1200 kan, måske fordi han fejlagtig har ment, at det var en ældre udtale og at det hele derved tog sig mere gammeldags ud, med vilje have benyttet sig deraf så hyppig. Der er således intet som helst i vejen for at digtet er islandsk.

Hvorledes digtets navn er opstået og hvad det betyder, er ikke let at sige. Digteren lader jo Ragnarr selv være den talende; altså skulde det hedde sådan noget som Ragnarsmál; til at opkalde det efter Kráka (= Áslaug) synes der ingen fornuftig grund at være, og det beror vistnok på en senere tids misforståelse.


Noter
1) Cod. reg. 2845, 4º.
2) Örvar-Oddssagas omhyggelige udgiver R. Boer synes at mene (fort. s. xlii ff.), at versene i Örvar-O.s. er mere oprindelige, med undtagelse af navneversene. Heri kan jeg ikke være enig med ham.
3) Jfr. Heinzel Anzeiger 1690, s. 129—30.
4) þik Drótt of bar af Danmörku, en mik sjálfan á Svíþjóðu ǂ Danica te tellus, me Sveticus edidit orbis, Drot tibi maternum quondam distenderat uber. Saxo p. 357, og der findes flere ligheder, jfr. Detter i udg. s. 101 ff.
5) Ævidrápa er et urigtigt navn.
6) Boers udg., fort. xiv ff.
7) Jfr. Boer: udg. 212.
8) Fortal, xxxvi— xxxvii; jfr. udg. i Altnord. saga bibl, einleit X.
9) Fort. xiv ff.
10) Boers forklaring af udtrykket er mindre naturlig.
11) Side XI ff.
12) Navnet findes som overskrift i cod. reg. 1824 b, 4° i Ny kgl. samling; derimod er navnet Loðbrókarkviða en senere opfindelse.
13) Jfr. l. 16.2, hvor den sidste rimstavelse står i anden betonede stavelse; i 17.4 må læses mann hvorved der fremkommer halvrim.
14) Undtagen vers 23, hvor l. 9—10 og 29, hvor den sædvanlige første linje med den 2. mangler; de er vistnok bortfaldne i hdskr.
15) Krit. bidrag 196; jfr. G. Vigfússon: Corp. poet. bor. II, 340, Wisén: Carm. norr. I 203.
16) I sine forelæsninger udtalte K. Gíslason, at »det i alle tilfælde er (måske betydelig) ældre end Snorre Sturluson«; jfr. Plural-possessiv i Aarbb. 1889, s. 363. - Jfr. «A. Olrik«: Sakses Oldhistorie 1894, s. 101; jeg kan i det hele være enig med ham i hans betragtning af dette digt, s. 99—101, undtagen for så vidt som han mener, at det er norsk.
17) Allerede i de ældste isl. hdskr. findes spor heraf.