FJ-Litteraturhist.Bd.2 - De navngivne forfattere: Oddr Snorrason munkr

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.

A. Forfattere
5. Oddr Snorrason munkr


Tingøreklostrets segl (1400-tallet)
Oddr Snorrason munkr. Denne forfatter tilhørte en gammel og kraftig høvdingeslægt. Hans fader, Snorres (eller Há-Snorres) slægt føres op til en landnamsmand (1); hans moder Alfdis, hvis slægt når lige så langt op (2), var en sønnesøns datter af en søster til Gretter d. stærke og efterkommer af Þóroddr drápustúfr (I, 520). Om Odds opvækst og liv vides i øvrigt intet, undtagen hvad der fremgår af bemærkningen ved slutningen af hans Olafssaga, at han var munk på Tingøre og præst af vielse (3). I slutningen af sagaen i Stockh. hdskr. antydes, at Oddr har været misfornøjet med sit ophold i klostret og vilde bort derfra, men der vides intet nærmere herom (4). Hans levetid falder i den sidste halvdel af det 12. årh., og han må vistnok være noget ældre end både abbed Karl og Gunnlaugr, hans klosterfælle. Slægtleddene tyder på denne tid.

Af Oddr kender vi nu kun én saga, om kong Olaf Tryggvason. Den blev oprindelig skreven på latin (5); originalen er tabt, men der haves en oversættelse deraf i 3 recensioner, der nu findes i AM 310, 4o — i det følgende kaldt AM (6) — , i Stockholmer-hdskr. 20, 4 mbr. — i det følgende betegnet Sth. (7) —, samt endelig i den Delagardiske samling i Upsala 4-7, — i det følgende betegnet Ups. (8). Alle disse hdskrr. er ufuldstændige; i det første mangler begyndelsen, omtr. 3 kapitler, samt 2 blade inde i sagaen; i Sth. mangler to blade i udg. kap. 6; Ups. er kun et lille brudstykke, bestående af sagaens slutning.

Det første spørgsmål, der her trænger sig frem, er om forholdet mellem disse håndskrifter. I reglen er dette hidtil blevet betragtet, som om de udgjorde ligeså mange selvstændige oversættelser, hvorved man dog har været opmærksom på den indbyrdes lighed i udtryk, der i det hele kan siges at være ganske betydelig. Dette har f.ex. P. Groth (9) forklaret på en ejendommelig måde, ved oversætternes lige dannelsestrin, lignende gloseforråd osv.; men dette slår ikke til. Ligheden er, som B. M. Ólsen med rette har fremhævet, både i leksikalsk og syntaktisk henseende af en sådan art, at en indbyrdes uafhængighed er ganske udelukket, og der er ingen tvivl om, at forholdet er et andet og i virkeligheden langt simplere. Der er nemlig her, som tilfældet er med originalværker, kun tale om en enkelt original-oversættelse. Heraf forklares alle lighederne. Ulighederne, og dem er der på den anden side ikke få af, beror på den ellers så almindelige og velkendte omarbejder-virksomhed i det 13. årh.'s sidste halvdel. Jeg er enig med Groth i, at AM uden tvivl kommer den latinske original nærmest; bearbejdelsen i Sth. er meget forkortet (10) og, hvad der er vigtigt, i sproglig henseende renset for latinismer og gennemgående forbedret (11); Ups. står originalen noget nærmere end Sth. (12). Det eksempel, som G. Storm anfører i sin bog om Snorre, (s. 34), er, som Morgenstern rigtig har set, ikke bevisende — for 3 selvstændige oversættelser — men illustrerende — for de 3 bearbejdere. At der også ved siden af forkortelserne kan findes mere eller mindre væsenlige interpolationer overrasker ikke; således er den af Storm fremhævede (sst.) sætning i Ups. at opfatte; slutningskapitlet i Ups. er stærkt afvigende fra de andres, hvilket beror på en bearbejders selvstændige ændringslyst.

Groth har villet hævde, at AM indeholdt den oprindelige oversættelse fra den lat. original. Herimod må jeg på det bestemteste udtale mig. Vel må jeg med denne udgiver anse det for sandsynligst, at AM er skrevet af en Nordmand, men netop dette taler imod, at vi her skulde have original-oversættelsen. Den har desuden forskellige afskriverfejl som f.ex. Styrmir (104,31) for oþyrmir, Björn broðir hans — som findes i Sth. — er oversprunget, øjet gled fra det ene br. hans til det andet; Alpin kaldes altid den engelske kæmpe, der bejlede til Gyda; i de andre recensioner kaldes han Alfvini (el. Alf-): her er p opstået ved fejllæsning af angels. v, der sikkert har været skrevet f i den lat. original; men hvad der er særlig afgorende er ordet bqta (45 ^g), der ved fejllæsning er opstået af (Sth.s) bera; i sammenhængen er verbet bæta ganske umuligt. Dernæst, og det er ikke mindre afgørende, er AM, ligesom de andre hdskrr., interpoleret. Således er kap. 15 om Jomsvikingerne, tiltrods for Groths forsøg på at bevise det modsatte, et lån fra Jómsvikingasaga (13), der umulig kan være oprindeligt i Odds værk. Kapitlet indeholder bl.a. en længere samtale mellem Hakon jarl og Harald blåtand, der er på sin plads i en Jómsvikingasaga, men vedkommer ikke det mindste en Olafssaga; denne sidste kender ellers ikke noget til en optagelse af uvedkommende stof (14). Kap. 18 er, som det også er blevet fremhævet, af en sådan art, at det forudsætter, at kap. 15 ikke har stået der fra først af. Hertil kommer endvidere, at sproget er afstikkende (rent islandsk). Det bedste bevis for, at AM er en interpoleret afskrift, er det fra Ares Islbók i kap. 40 optagne stykke (der mangler i Sth., hvor der blot findes en kort henvisning; Hjaltes vers findes også her i dets interpolerede form), fremdeles de drotkvædede vers (s. 94 — mangler i Sth. — et brudstykke af et vers af Sigvatr, der her tillægges »Sigvalde jarl« (!), s. 96. 100. 102. 104. 108-13), der umulig kan have stået i Odds original; de var uoversættelige på latin, og, når bortses fra det lille »latinske« vers af Stefner, passede ikke til hele hans skrivemåde. Versene er, ligesom andre interpolerede stykker, indsatte af en Islænder og uden tvivl hæntede fra Fagrskinna, hvis forfatter havde benyttet Oddr. Den anførte forvanskning af »Sigvatr« til »Sigvalde jar!« stammer derimod vistnok fra den norske afskrivers let forståelige ukendskab til de islandske skjalde. Til slutning kan bemærkes, at, når vi sammenligner AM med de stykker af Oddr. der findes optagne i den større Olafssaga, er teksten her på flere steder mere nøjagtig og oprindelig end i AM.

At Sth. (og Ups.) på sine steder således kan have bevaret og uden tvivl også har den oprindelige tekst, er vistnok givet; desuagtet må det hævdes, at hvor AM er vidtløftigere, navnlig med hensyn til ordmængde og pompøs fremstilling, står den originalen nærmere end de andre. At Oddr ikke, ligesom hans »broder« Gunnlaugr, idet mindste til en vis grad skulde have benyttet en vis gejstlig veltalenhed og blomstertale, er ubevisligt og lidet rimeligt (15). Bearbejderen af Sth. har været en særdeles fornuftig og nøgtern mand, hvis hovedfortrin er, at have forbedret sproget og gjort det helt igennem så at sige rent og klassisk islandsk, ligesom han også i det hele forkorter. Dog kan der også her findes interpolationer, f.ex. slutningen af kap. 6 og af kap. 53 (anekdoten om Stefner med den drotkvædede vise (16).

Det følger af alt dette, at når vi skal bedømme Oddr og hans skrift, har vi hovedsagelig at gå ud fra det, som det foreligger i AM med tilbørligt hensyn til de andre, særlig Sth., der på sine steder er fuldstændigere bevaret.

Her finder vi da for det første Odds egen fortale, og der er grund til at antage, at den omtrent er en ordret gengivelse af originalen. Forfatteren henvender sig i den til »kristelige brødre og fædre« og udtaler, at han vil skrive »til ære for« »den mest heldbringende konge, Olaf Tryggvason«. Hermed er forfatterens program givet. Han erkender ganske vist, at Olaf Tryggvason »ikke som Olaf d. hellige gjorde sig bekendt ved mirakler efter sin død«, men han var ikke desto mindre »en herlig og udmærket mand og guds ven«, og hans bedrifter er det bedre at høre om »end stemødrehistorier«. Det er den gejstlige mand, munken, som fører denne tale, en mand altså, af hvem vi på forhånd ikke kan vænte en fuldstændig nøgtern fremstilling eller kritisk historie; tværtimod, vi aner, at forfatteren ikke agter at gå af vejen for legender og deslige fortællinger. Hvad vi således er forberedt på at høre, udebliver da heller ikke. Sagaen er nemlig overgrot med legender og fabler af det utroligste indhold, og skønt dens forfatter efter eget sigende ikke kender mirakler af Olaf efter døden, kender han des flere overnaturlige tildragelser i hans levende live før hans mirakuløse forsvinden ved Svolder, for af tale i Odds ånd. Oddr tror naturligvis ikke på Olafs fald og død dér (jfr. Kristnisagaens opfattelse), og heri kulminerer på en måde hans historiske opfattelse. Hans uhistoriske munke-opfattelse går endogså så vidt, at han, på en for os ligefrem latterlig måde, lader en »hjort« stige frem af den af Olaf angrebne og forfulgte modstander Tore hjorts legeme og kæmpe med kongens egen berømte hund Vige (!, AM s. 69, Sth. s. 36); længere kunde en datidsmunks lettroenhed og kritikløse opfattelse vel næppe gå. Og det er ret karakteristisk, når Oddr i anledning heraf, på en ganske vist i en vis forstand naiv måde, udtaler: »Når sådanne ting fortælles angående slige unaturligheder og undere, kan det synes utroligt; men alle ved, at djævlen altid ligger i strid med gud den almægtige, og de elendige folk, som forkaster gud og som djævlen bedrager med alskens svig og underfundighed osv. ... Vi påstår ikke, at dette i virkeligheden er sket, men vi tror, at det således er forekommet folk, ti djævlen er opfyldt af falskhed og ondskab«. Dette kan tjæne til eksempel på Odds betragtningsmåde og stil. Det følger efter dette af sig selv, at han tror på troldmænd og deres kunster (Eyvind kinnrifa, Gunnhild m. m.), troldkyndige Finner og spåmænd, ja, rigtige trolde (jætter, AM kap. 59 — Sth. kap. 47) osv., ligesom han også tror på det ganske uhistoriske træk, at svenske dronninger var forpligtede til at lade sig levende lægge i høj hos deres afdøde gemal. Man får overhovedet det indtryk, at der ikke har været den legende eller røverhistorie, som Oddr ikke har kunnet tro på.

Hvad det rent historiske stof angår, er også fremstillingen heraf fuld af urimeligheder og umuligheder. Heraf har Munch i sin udg. af Sth. fremhævet det meste i anmærkningerne, hvortil vi i det hele kan henvise. Som eksempel på Odds uhistoriske opfattelse af historiske personer og deres færd kan hans fremstilling af Hakon jaris forhold til Gunnhild kongemoder fremhæves; der forudsættes et så venskabeligt forhold, at Hakon lader sig af hende bruge som sendemand for at hænte den unge Olaf i Sverrig. Af lignende art er den ganske uhistoriske datter af Hakon, Auðr (Uðr), der bliver gift med en svensk konge. Selvstændige kombinationer findes f.ex. m.h.t. Olafs forskellige rejser til Rusland, hvor Tore klakka opsøger ham (istedenfor i England), samt Olafs tog til England, efter at han er bleven konge i Norge. Alt dette er imidlertid uhistorisk. Oddr undgår end ikke at fortælle en og samme legende i to variationer (AM kap. 33:51 — Sth. 28:42), uden at forstå, at det er den samme. Hans kronologi lider også af forskellige kombinationsfejl. Men alt, hvad der fortælles, går ud på at vise, hvilke farer Olaf fra fødselen af var omspændt af, hvorledes han ved guds forsyn altid blev reddet — også i Svolderslaget — og hvilke herlige fortrin og hvilken alt besejrende overlegenhed såvel i åndelig som i legemlig henseende han var i besiddelse af. (17) Hvilket skridt bort fra Are og Eirikr og deres måde at arbejde og skrive på betegner ikke Oddr!

Hvilke kilder Oddr har haft, har vi ikke vanskeligt ved at sige. Der findes oftere sådanne udtalelser som »man fortæller«, »det anser tolk for at være sandhed«, »der er dem, der siger«, eller, noget bestemtere, »kyndige mænd har fortalt os«. Enkelte gange hentydes til forskellige beretninger: »nogle siger . . . medens andre fortæller« (18). I AM kap. 74 = Sth. kap. 62 anføres Skule Torsteinsson (digteren. I, 567 — 9), Einarr tambeskælver og Kolbjørn staller, ja, i sidste kapitel endogså Astrid, Sigvalde jarls hustru, og Astrid, Olafs søster, som hjemmelsmænd. Med alt dette betegnes en gammel, mundtlig tradition, og det er ganske sikkert denne, der er Odds hovedkilde. Men denne tradition er ved gejstlig indflydelse og legende-digtning bleven meget forvansket, og Oddr har vistnok hverken haft ævne eller lyst til at søge den historiske kærne og bortkaste den gejstlige tildigtning. Af virkelige forfattere henviser Oddr til Are (AM kap. 25 — Sth. 15) og hans bog (Sth. kap. 30, jfr. AM kap. 39), samt til Sæmund (AM kap. 25. 35 — Sth. kap. 15. 27) angående kronologi og sejdmænds indebrænding (jfr. ovf. s. 351). I AM (s. 70) henvises til en ubekendt præst »Rufus«. Angående andre formentlige hjemmelsmænd se nedenfor.

Når Oddr har forfattet sit værk, er det vanskeligt, med bestemthed at afgøre. Så meget er sikkert, at det må være skrevet efter år 1170, da flytningen af den hellige Sunnivas relikvier fra Selja til Bergen, der foregik i det nævnte år, omtales i Sth. (s. 26; her er en lakune i AM). Til en nærmere datering hjælper måske en henvisning til en udtalelse af »kong Sverre« (AM s. 109 — Sth. s. 58) (19) om Olaf Tryggvason under Svolderslaget. Oddr vides ikke at have været udenlands; derimod var jo hans abbed, Karl Jónsson, som vi før har set, i Norge hos kong Sverre (1185-7); den formodning ligger da nær, at det er fra den hjemvendte abbed, at Oddr har denne sin bemærkning; i så fald er bogen skrevet efter 1188; ret meget senere er den næppe ført i pennen (20). Nogen videre oplysning får vi ikke ved at undersøge forholdet mellem Oddr og den norske forfatter Theodricus, selv om noget afhængighedsforhold kunde påvises, hvad Storm har ment at kunne gøre (21). Jeg kan ikke indse, at man er berettiget til at antage nogen nærmere indre forbindelse mellem de to. Theodricus' fortælling om miraklet i Danmark stemmer f.ex. ikke med Odds, for så vidt som denne ikke taler om, at Olaf da lovede at blive kristen; havde han benyttet Theodricus, vilde han ganske sikkert have optaget dette træk. Ligeledes anfører Theodricus navnet på den Syllingske abbed, der døbte Olaf, men Oddr ikke. Ligheden mellem de to forfattere er i det hele ikke stor. Endnu mindre kan der være tale om en benyttelse af Historia Norwegiæ.

Vi kan ikke forlade Oddr uden at optage slutningen af hans værk, således som den fremtræder i håndskrifterne, til nærmere betragtning, da dette har sin store betydning også for den forfatter, vi straks skal komme til.

I Ups. slutter teksten med bemærkningen om Oddr munk som sagaens forfatter, og der har her aldrig stået mere. I AM findes der imidlertid endnu 4 kapitler (I om kong Edvards udtalelser om Olaf Tryggvason; en fabel; II om Harald Godvinssøns sidste kamp og liv efter Hasting-slaget med kong Olaf som mønster, jfr. Hemingsþáttr; III om biskop Jón (= Sigurd) i Sverrig og endelig IV: 6 vers af Hallfreds Olafsdrape). Alle disse kapitler er åbenbart senere tillæg (22); IV kan under ingen omstændigheder hidrøre fra Oddr; det er tydelig en tilføjelse, bestemt til at fylde en side. — III slutter med den mærkelige angivelse af hjemmelsmænd, der lyder: »Denne fortælling meddelte mig abbed Asgrim Vestliðason, Bjarne præst Bergtorsson, Geller Torgilsson, Herdis Dadesdatter, Torgerd Torsteinsdatter, Ingunn Arnorsdatter. Disse personer lærte mig kong Olaf Tryggvasons saga, som den nu er fortalt. Jeg viste også bogen til Gissurr Hallsson og jeg rettede den efter hans råd, og det har vi siden beholdt«. Nu er det spørgsmålet, hvorledes dette er at forstå, og navnlig, hvem det her fremtrædende »jeg« er. Man har gjort gældende, at disse kapitler var Odds senere tillæg og at det var ham, der endelig her direkte anførte sine hjemmelsmænd. Munch har derimod ment (Sth. s. VIII), at bemærkningen slet ikke stammede fra Oddr, men fra Gunnlaugr munk. Sagen er nemlig den, at dette kapitel også findes i Flatøbogen (I, 517), men her henføres bemærkningens første del (om hjemmelsmændene) til »de brødre, Oddr og Gunnlaugr«, den sidste del derimod udelukkende til Gunnlaugr. Dette er uden tvivl det eneste rigtige. Bemærkningen er i AM direkte udskreven efter Gunnlaugs værk, hvorimod Flatøbogens afskriver (istandbringer) er i den første del kommen til at udtale sig unøjagtig, enten ved en fejlslutning — han havde jo benyttet bægge »brødres« arbejder, og har mulig trot, at da de var samtidige »brødre« i samme kloster, måtte de have haft de samme hjemmelsmænd — eller ligefrem af uvidenhed. Det er klart, at det må være en og samme person, der to gange først betegnes ved »mig«, som den, der bagefter optræder som »jeg« og »vi«. Men Flat. har lige forud nævnet Oddr som den, der på latin har »komponeret mest« om kong Olaf foruden Gunnlaugr. Denne bemærkning er uden tvivl et citat af Gunnlaugr selv, der (se ovf. s. 400) har anført Oddr som sin hjemmelsmand; citatets indhold vedrører slet ikke Olaf Tryggvason og findes derfor ikke i Odds saga. Det er dette, der har påvirket Flat.s kort efter følgende bemærkning om Odds og Gunnlaugs hjemmelsmænd som formentlig fælles. — I — II falder fuldstændig udenfor den ramme, Odds værk i øvrigt har, og der kan ingen tvivl være om, at de stammer fra Gunnlaugr; stilen og udtryksmåden er fuldstændig hans; vi vil i øvrigt i det følgende komme nærmere tilbage hertil. III er revet ud af sin rette sammenhæng, men gjenfindes i denne i et afsnit i Flat., der åbenbart stammer fra Gunnlaugs bog (23). I — III er således en bearbejders senere tillæg til Oddr, hæntet fra Gunnlaugs Óláfssaga og IV er kun et sidefyld.

Odds bog om Olaf er bleven benyttet i flere senere sagaværker, men dette vil vi ikke dvæle nærmere ved her. Uagtet den er legendarisk og ukritisk, indeholder den dog såmeget historisk stof, at den blev en kilde, man ikke kunde undgå at benytte. I øvrigt er det ret vanskeligt at påvise, hvorvidt en fremstilling går direkte tilbage til Oddr eller en anden mulig tabt bog. At Odds bog også har fundet velyndere i Norge, er klart deraf, at to af de forhåndenværende håndskrifter er udførte af Nordmænd.

Andre skrifter end Olafssaga tør ikke med rette tillægges Oddr. Det hedder ganske vist i Ingvarssaga, at den er forfattet af Oddr. Dette er imidlertid senere tiders fiktion for at give sagaen desto større anseelse og tiltro; jeg slutter mig i så henseende ganske til P. E. Müller (24); i øvrigt kan der henvises til Maurers behandling af denne sag (25); hans betænkeligheder ved helt at frakende Oddr enhver andel i sagaen synes at være ubegrundede.



Noter
1) Ldn. 159, Hauksb. 52.
2) Ldn. 169, jfr. Grettiss. 192, hvor hun kaldes Ásdís.
3) Fms. X, 371, (Groths udg.) 117, jfr. Sth. 71, jfr. betegnelien »broder« Fms. III, 172, 173, Flat. I, 516, 517, og Grettiss, l. c. m. m.
4) Jfr. Maurer: Ausdrücke osv. Anm. 13; indledn. til udg. 1853 og 1895; G. Vigfússon: Sturl. proll. lxxii f.; G, Storm: Sn. Sturl. Hist. skr. 33-7, samt afhandlingen af B. M. Ólsen, Aarbb. 1893 og Morgenstern: Oddr-Fagrskinna — Snorre.
5) Jfr. Svá segir bróðir Oddr, er flest hefir kompnat á látínu af Óláfi konungi Tryggvasyni Flat. I, 516.
6) Udgiven i Fms. X og særlig af P. Groth, Kria. 1895.
7) Udg. af P. A. Munch, Kria. 1853.
8) Udg. sst.
9) Udg. s. LXII anm.
10) Oplysende er ting som rói . . ok hvíld i AM (s. 104); her har de andre bearbejdelser kun det ene (róa Sth. s. 65) eller det andet (Ups. s. 64), og af lign. kunde der anføres en hel masse.
11) Når således AM har snúa med acc. (lat. vertere aliquid) (s. 20), har Sth. ordet rigtig med dativ (s. 11).
12) Hvis man vilde antage 3 selvstændige oversættelser, måtte man f. ex. konsekvent antage, at Jöfraskinna var en selvstændig bearbejdelse af de norske kongesagaer, istedenfor at den kun er en hovedsagelig forkortet afskrift af Hkr. Forholdet er her det samme. Sth. er ikke mere afvigende fra AM. end Jsk. fra Kringla, eller cod. Wolf. af Egilss. fra 132 osv. osv.
13) Således også Mogk i en anmældelse i Liter. Centralbl.
14) Foruden små sætninger som 31,9-10, 36,20-41, 50,29-51,6 og lign. er følgende interpolationer i 310: stykkerne 107,11-13.35, 108,3; kapitlet om Islænderne er udvidet efter Laxdølasaga.
15) Når der tales om Odds »simple og naive fremstilling« (Aarbb. 1893 s. 283), sker dette uden hjemmel.
16) Hskr. 310 (AM) har Groth forsøgt at gøre ældre end sædvanlig antaget (ɔ: fra den sidste halvdel af 13. årh.); der er i virkeligheden intet, hverken med hensyn til retskrivning eller skriftform, der fører længere tilbage i tiden. — Hans så at sige eneste »bevis« for, at det er oversætterens original, er lidet heldigt; det består i, at skriveren har rettet het til nejndisk (39,17). Dette kan naturlig og lige så godt forklares af, at han først tænkte på at ændre sin isl. originals udtryk (til det kortere het), men da han opdagede, at det af syntaktiske hensyn ikke gik an, rettede han det skrevne igen efter onginalen.
17) At der skulde have stået noget i Odds originale saga, som ikke findes i nogen af vore bearbejdelser, er meget usandsynligt. Når der i Flat. I, 516 henvises til en udtalelse af Oddr, foreligger der ikke en henvisning til hans bog, men der er tale om en mundtlig meddelelse ang. noget, Oddr ikke fandt plads til i sit værk.
18) »Som det fortælles i hans saga« Sth. 21 (jfr. slut. af kap. 6) er en interpolation; henvisningen findes ikke i AM.
19) I Ups. er »kong Sverre« ombyttet med »kyndige mænd«; dette er uden betydning; ti den slags ændringer var så almindelige på Island under afskrivningstiden.
20) Jfr. G, Storm: Mon. hist. Norw. s. XI.
21) Sst. s. XII, hvorimod han tidligere (i Aarbb. 1871 s. 425 og i Sn. St. Hist. skr.) havde udtalt det modsatte.
22) I Sth. findes kun begyndelsen til kap. I.
23) Flat. I, 515, kap. 401 slutn.
24) Sagabibliothek III, særlig s. 173-4.
25) Die Ausdrücke, Anm. 13.