FJ-Litteraturhist.Bd.2 - De navngivne forfattere: Sæmundr hinn fróði Sigfússon

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.

A. Forfattere
1. Sæmundr enn fróði Sigfússon


Sæmundr enn fróði Sigfússon. Sæmund kaldes ligesom Are, hvis ældre samtidige han var, næsten altid og udelukkende »den frode«. Han er ifølge islandske annaler født 1056 (1) og tilhørte en gammel, fornem landnamsmandsslægt (2), der gik tilbage til Mørejarlerne (Rögnvald jarl, Torfeinars fader I, 449-51); han er på den ene side en datterdattersøn af den berømte Siðu-Hallr og altså nærbeslægtet med Are (se nedenfor), på den anden side en ætling af den f.ex. fra Njála bekendte høvding Elliðagrímr og Refr den gamle i Brynjudal, samt endelig en sønnedattersøn af Gudmund d. mægtige på Möðruvellir. Der mangler således intet i Sæmunds ætstorhed. Man undrer sig ikke over i ham at finde en for sin begavelse og lærdom berømt personlighed. Om Sæmunds ungdom og opvækst vides kun, at han meget tidlig rejste udenlands for at studere. Det fortælles (3), at han år 1076, altså lige 20 år gammel, vendte tilbage (med Jón Ögmundsson Flat.) »fra skole« (»fra skole i Paris« ifg. Odd. ann. 1077 (4), »fra Frankrig« siger Are. Nogle steder hedder det, at han kom hjem ifølge en opfordring af Jón Ögmundsson, den senere biskop († 1121)(5); herved hentydes til en fortælling, der fremstilles på en temlig legendarisk måde i biskop Jóns saga (6), særlig den, der plejer at tillægges Gunnlaugr munk (7). Her finder man allerede begyndelsen til den legende- og æventyrdigtning, som Sæmunds liv hele den islandske middelalder igennem var midtpunktet for; han skal have gået i »den sorte skole«, glemt sig selv og sit døbenavn og endelig ved trolddomskunster frelst sig fra sin læremester; han er bleven en slags islandsk Faustskikkelse, men der er ingen Margrethe ved hans side. Alt dette har sin rod i den almindelige opfattelse af Sæmunds, efter datidens forhold på Island utvivlsomt meget store lærdom og boglige indsigt, særlig i fremmed litteratur, der udtrykkelig fremhæves i Hungrvaka (8), hvor han kaldes »meget klog (forvitri) og bedst lært af alle mænd«; og det er sikkert ved denne sin lærdom, at han kaldes »den største støtte for guds kristenhed i dette land« (9). Efter sin hjemkomst bosatte han sig på Odde og blev præsteviet (10). Han har fra nu af udøvet en stor indflydelse i kirkelig-politisk henseende, men vi kender kun meget lidt hertil i enkelthederne. Vi ved, at han var virksom ved tiendelovens indførelse 1096 (11), og han er en af dem, der siges at have haft del i den islandske kristenret, der i øvrigt er opkaldt efter bisperne Torlak og Ketill (12). 1121 nævnes han (13) som tilstedeværende på altinget i anledning af den strid, høvdingerne Hafliðe og Torgils da havde med hinanden; men det siges ikke bestemt, hvorledes han deltog i sagen og dens afslutning. Også på andre steder hentydes der til hans tilstedeværelse på altinget, men uden nærmere meddelelse om, hvori hans virksomhed her bestod. Sæmund var gift med Gudrun, en datter af Kolbeinn Flosason, og havde flere børn, blandt hvilke særlig sønnen Loptr fortjæner at nævnes; denne blev gift med Tora, der bagefter viste sig at være en uægte datter af kong Magnus barfod; deres søn var den berømte høvding, Snorres fosterfader, Jón, stamfaderen til en overordenlig talrig slægt (14). Sæmund døde den 22. maj 1133 (15).

Hvad der ellers i kilderne meddeles om Sæmund, er kun løse og spredte bemærkninger, der indeholder forskellige »udsagn« af ham. Disse udsagn er af to slags. Dels er det mundtlige meddelelser, som når det hedder, at han engang på tinge, i anledning af pest og megen mandedød, ytrede, at »der ikke var færre døde end dem, der da var mødt på tinge« (16). Hvorvidt det er en sådan, som der hentydes til i annalerne år 1047 (17) ved anførselen af Sæmund som hjemmelsmand for den stærke isvinter i Danmark (»da ulve løb mellem Danmark og Norge«), er mere tvivlsomt; på grund af udtrykket »således siger S. d. frode« er jeg mest tilbøjelig til at tro, at der her foreligger en henvisning til et skrift. Af lignende art er to henvisninger (»således siger, [sagde] S. præst d. fr.« (18)) om Naddoðs tog til Island, og (»og det siger S. d. fr«.) om Jomsvikingernes store og udmærkede hær (19). Are frode anfører endvidere Sæmund som hjemmelsmand for, at Olaf Tryggvason døde samme år, som kristendommen vedtoges på Island (Ísl. bók kap. 7); her kunde man, ifølge Áres hele måde at citere på, snarest tænke på mundtlig meddelelse (jfr. Áres udtryk: at sǫgu S.). Endelig henviser munken Oddr til Sæmund angående Hakon jarls regeringsår (20); i angivelsen af disse skal han stemme med Are. Af en endnu større betydning som henvisende til et skrift har følgende bemærkning hos samme forfatter: »disse ting omtaler S. præst den frode« (21); endelig hedder det her straks efter: »således har S. skrevet om kong Olaf i sin bog«, hvorpå fremstillingen af kongens forfølgelse af troldmænd følger. Dette udtrykkelige vidnesbyrd af en mand, der skriver kun omtr. 50 år efter Sæmunds død, kan ikke forkastes, ti skønt Oddr ikke var noget kritisk hoved, har man dog ingen grund til at tro, at han har villet opdigte en hjemmel; hvad skulde der vel have bevæget ham dertil? Da der nu ellers er utvetydige vidnesbyrd om, at Sæmund anføres som hjemmelsmand på den sædvanlige måde, hvorved man ellers altid henviser til skrevne værker, bestyrkes Odds udsagn derved eller rettere bevises. Vi kan således ikke undgå at antage, at Sæmund virkelig har skrevet en bog (22). Mere tvivl kan der være om, hvad det er for en bog, og hvorledes den var; fuld sikkerhed angående dette spørgsmål vil vistnok aldrig nås. De, som antager et skrift af Sæmund, antager for det meste, at der kun er tale om ét og ikke flere, og kilderne indeholder intet, der kunde pege i modsat retning, og intet, som ikke kan høre til et og samme skrift (23); dette har, efter hvad man kan dømme, nærmest været en kortfattet fremstilling af Norges kongerække, hvor enhver konges regeringsår var anførte og de vigtigste tildragelser i hans liv nævnede. Dette bestyrkes ved en anden omstændighed. I digtet Nóregskonungatal fra omtr. 1190 (se ovf. 113 ff.) v. 40 siger dets forfatter, at han, »har opregnet 10 konger, som alle nedstammede fra Harald [hårfagre] og nævnet deres regeringsår (æfi) således som Sæmund frode sagde«. Hermed kan kun menes et værk af Sæmund, fra hvilket de pågældende angivelser er hæntede. De nævnte 10 konger er alle Norges regenter fra og med Erik blodøkse til og med Magnus den gode (naturligvis med undtagelse af Sven Alfifasson, der også nævnes). Selvfølgelig er og må det være digterens mening, at hvad han har fra Sæmund også gælder Harald hårfagre, stamfaderen selv, således at »deres [regeringsår]« også indbefatter ham. Heri nødes vi til at se grænserne for Sæmunds kongesaga, og dette er i overensstemmelse med, at intet af det, som henføres til Sæmund som skriftlig hjemmelsmand falder i tid efter 1047 (Magnus’ død (24)). Der synes tillige at være grund til at antage, at Sæmund har indflettet historiske bemærkninger om Island (den om Naddoðr) under omtalen af Harald hårfagre. Værkets hovedbetydning har rimeligvis været kronologisk, idet Sæmund er den første, der i skrift har opstillet og grundet de norske kongers række med angivelse af deres regeringstid; bægge dele kender vi heldigvis gennem det nævnte digt. Sæmunds værk har desuden sikkert været et grundlag, hvorpå senere historieskrivere byggede videre, og for så vidt var det af en stor betydning (25).

At dette Sæmunds historiske arbejde har, hvad jo også vænteligt var af en mand, der havde studeret i udlandet, været skrevet på latin, må bestemt hævdes, eftersom forfatteren til den 1. grt. afhandling udtrykkelig og udelukkende nævner Ares værker som skrevne i modersmålet; modsætningen giver sig af sig selv. Havde Sæmunds bog været skreven på islandsk, vilde han næppe have undladt også at nævne den i det mindste ved siden af Ares, så meget mere, som Are selv nævner Sæmund som en historisk autoritet, han har rådspurgt; dette bestyrkes tilfulde ved Snorres bemærkning, at Are skrev først på norrønt mål; Gjessings bemærkninger herimod (26) kan jeg således ikke indse er begrundede. At Sæmund skulde have skrevet efter Are er ganske urimeligt.

Hermed er vi færdige med Sæmunds forfatterskab i egenlig forstand. — Fra et par gamle håndskrifter er der i Diplomatarium Isl. (I, 240. 503) fremdraget et par notitser, som skal hidrøre fra Sæmund, handlende om sol og måne ved verdens skabelse, om Adams højde og legemsform samt om antallet af hans knokler og årer. Her er der åbenbart tale om æmner, der er hæntede fra den middelalderlige skolastik, og, hvis det er sandt, at disse bemærkninger går tilbage til Sæmund, er de en i øvrigt ringe del af, hvad han i udlandet har lært og som bl. a. har bidraget til hans lærdomsry. Om noget originalt forfatterskab vilde det her være tåbeligt at tale; i det højeste kan der kun være tale om en oversættelse eller excerpt af et fremmed (latinsk) skrift. Det selvsamme gælder om et senere fremdraget »stykke« af en foregiven, såkaldt »afhandling om ægteskab« (27), hvis det overhovedet har noget med Sæmund at gøre. Dette kan betvivles, da det kun findes i et hdskr., der indeholder alle mulige blandinger og som er istandbragt af præsten Gottskálk Jónsson (1543); han ytrer, at stykket er skrevet efter hvad »Sæmundr [uden nogen nærmere betegnelse] valgte bøger til og skrev på latin«; en så mørk tale egner sig ikke til at indgyde tillid. Men selv om vi kunde gå ud fra, at stykket, der handler om de dage, når ægteskabeligt samleje ikke bør finde sted, i virkeligheden hidrørte fra Sæmunds efterladenskaber, er der atter her ikke tale om originalt forfatterskab, hvilket i dette tilfælde heldigvis kan bevises. Meddeleren af stykket, dr. Jón Þorkelsson, har uden grund søgt efter en original i Corpus juris canonici, uden at finde den der. Originalen findes hos Beda i hans værker i Baseludgaven VIII. tom., sp. 1132.

Det er disse kundskaber eller lignende, der har bevirket, at Sæmund i de islandske folkesagn bliver en særdeles yndet person (28), der i lærdom langt overgår og ofte narrer sin gamle mester. — At Sæmund har ejet en efter forholdene betydelig bogsamling, holdt skole på sin gård Odde og således lagt grund til det ry, den nød som et »videnskabeligt hovedsæde« siges ingen steder i vore kilder, men er en antagelse, der er sandsynlig nok; i al fald betegnes gården med det anførte navn under hans søn Eyjólfr, der holdt en berømt skole der (29).

Sæmunds navn var så berømt i senere tider, at man, da man i det 16. og 17. årh. begyndte at beskæftige sig med den gamle islandske litteratur og fremdrage dens skatte, tillagde ham forfatterskab til eller andel i flere berømte værker som »Sæmunds« Edda, Njála, Sólarljóð, og hvad de alle hedder. Det er overflødigt her at komme nærmere ind på disse fantastiske og ganske vilkårlige meninger og formodninger, der nu er eller i hvert fald burde være skrinlagte for bestandig.


Noter
1) Isl. ann. s. 108. 318. 470, Flat. III, 508.
2) Ldn. 47 anm., Hauksbók 13. 63. 97-8; Njála 100. 103; 44 Prøver 58 og fl.
3) Isl. ann. s. 110. Flat. III, 509.
4) Sst. s. 471; i Lögm. ann. s. 251 anføres dette ved år 1078.
5) Jfr. Ísl. bók kap. 9.
6) Bisk. I, 156. 157, jfr. anm. s. 156, hvor det hedder, at S. var i Rom (!).
7) Sst. I, 227—9; der er dog her kun om en interpolation i den oprindelige saga at tale.
8) Bisk. I, 67.
9) Sst. I, 156 (Jónss.).
10) Isl. bók. k. 9.
11) Isl. bok k. 10.
12) Grágás (Kgb.) 1, 36, (Sthb.) 45.
13) Sturl. I, 36.
14) Jfr. Ísl. Ártíðaskrár, særlig tabel I.
15) Isl. ann. s. 20. 59. 113. 252. 474. Flat. III. 513. Ísl. árt. skrár s. 29, jfr. Bisk. I, 75 (Hungrv.), hvor det hedder, at S. døde samme år som biskop Torlak om foråret. Med hensyn til Sæmunds liv m. m. kan hovedsagelig henvises til den af A. Magnússon forfattede Vita i Sæm. Edda I, 1787. Hist. eccl. I, 198 ff. K. Maurer: Ausdrücke, Anm. 7, Det islandske tidskr. Sæmundr fróði (vita af H. Kr, Friðriksson), G, A. Gjessing: Kongesagaens fremvext II, samt de litteraturhisL værker; Arkiv VIII, 227 ff., jfr G. Storm i Snorr. St. Hist. skr. s. 14 ff.
16) Ldn. 329, Bisk. I, 31 = Hauksb. 148.
17) Eller 1048; Isl. ann. s. 108, 470. Flat. III, 507-8.
18) Fms. I, 235, Ldn. 27.
19) Jómsv. 1879 s. 54; dette er ganske vist den yngste bearbejdelse af sagaen, men der er næppe grund til at tvivle om bemærkningens rigtighed.
20) ÓTr. (1853) s. 22 3, AM. 310 (udg.) s. 45.
21) ÓTr. (1853) s. 30, AM. 310 (udg.) s. 65, hvor et citat anføres.
22) Som bekendt har en autoritet som G. Storm benægtet, at S. har skrevet noget som helst, Sn. Sturl. Hist. skr. s. 15.
23) Når der i Arkiv f. nord. filol. VIII søges godtgjort, at man ifg. »oldskrifternes vidnesbyrd er berettiget til at tillægge« Sæmund forskellige værker, er dette ikke så. Der anføres kun, hvad vi ellers kender; forf. indrømmer også tilsidst, at alt det nævnte kunde indeholdes i ét skrift.
24) Det er uden tvivl i forbindelse hermed, at Sæmund har fået lejlighed til at gøre sin annalistiske bemærkning om den stærke frost i Danmark.
25) Se herom G. A, Gjessing: Kgesag. fremv. II, 12 ff. I en interessant afhdl. i festskr. til Unger 1897 har Gj. søgt at vise, at Fagrsk. har benyttet Sæmunds tidsregning; hertil vil vi senere komme tilbage.
26) Sst. II, 47 f.
27) Arkiv VIII. 233.
28) Isl. Þjódsögur og ævintýri I, 485 ff.; jfr. ovf. med hensyn til hvad der allerede findes i biskop Jóns saga.
29) Bisk. I, 90. 265.