FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Drømmevers

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

1. afsnit: DIGTNING


§4. Islandsk digtning


F. Digte og vers uden forfatternavne.

b) Drømmevers


Enkelte sådanne er omtalte i det foregående. Desuden haves to drotkvædede vers i Gunnlaugss. (1), her tillagte Gunnlaugs og Hrafns fædre; de hører rimeligvis til denne periode. — Fra 1196 haves et vers, som en Guðbrandr Gestsson drømte; det er temmelig ubetydeligt. — Alle andre herhen hørende vers hører det 13. årh. til; da synes der at være opstået et tidsrum, hvor drømmevers spiller en vis rolle; de angår alle vigtige begivenheder, kampe og lign. Om de er virkelige drømmevers eller først bagefter udgivne for at være sådanne, er umuligt med bestemthed at sige. Men de kan i mange tilfælde forklares som fremkomne (ɔ: som virkelige drømmevers) ved den angst og gru, som Sturlungetidens værste dage må have fyldt mange med, hvis sind ikke var hærdet nok.

Fra omkring 1205 er et halvvers, hvori Egill Skallagrimsson skal for en tjænestekarl have ytret sin misfornøjelse med, at Snorre stod i begreb med at forlade hans gamle gård, Borg; verset minder om Egils stridbarhed. — Et par drømmevers, der varslede om et overfald på biskop Guðmundr, bægge i runhent versemål, er fra omkring 1209; en mand så to blodige kvinder i et hus sidde og rokke med overkroppen og synge osv. Endnu 3 vers i forskellige versemål anføres fra samme tid. — Fra 1228 haves et halvvers. Men især er det fra årene 1237 og 1238, disse så ufredsfyldte år, at der haves en mængde drømmevers, der står i forbindelse med kampen på Örlygstad (år 1238). De fleste er forfattede i fornyrðislag, nogle i drotkvædet; de fleste findes kun i det ene håndskrift af Sturlunga (B) og bærer i høj grad præg af at være digtede bagefter slaget. — Fra 1255 haves, ligeledes i samme håndskrift, nogle vers (de fleste i fornyrðislag), om hvilke det hedder, at en sextenårig pige drømte dem; de står i forbindelse med slaget på Tværå. — Fra 1257 stammer to vers i haðarlag, varslende om Torgils skardes fald (år 1258). — Endelig hører vistnok hertil drømmeverset i Njála, der står i forbindelse med det store Brianslag, samt versene i Kumlbúaþáttr, der ser temmelig alderdomlige ud; den drømmende er en Þorsteinn på Reykjanes; hans levetid er uvis.

At sætte disse vers i forbindelse med visse bestemte skjalde, bliver usikkert, uagtet enkelte af dem siges at være drømte af skjalde (Eyjólfr forne, Sturla Sigvatsson, Sturla þórðarson); de, som ellers siges at have drømt dem, er dels unævnte, dels navngivne, men fuldstændig ubekendte personer, mænd og kvinder. At mærke er, at de fleste stammer fra vestlandet og nordlandet, dog kun fra et par egne. De sig i drømme visende personer har ofte blodigt eller i en anden henseende uhyggeligt udseende, de er sorte og ondskabsfulde; en enkelt gang er det Guðrún Gjúkesdatter, der viser sig; en anden gang viser ravne sig. De fleste varsler, som allerede antydet, om kampe og blodsudgydelser, og den kvædende ytrer undertiden sin glæde over begivenhedernes fremtidige gang. Ganske karakteristisk er Gudruns vers til den unge pige, idet de til svar på dennes spørsmål indeholder domme om levende personer som Torgils skarde og Gissurr Þorvaldsson, der roses stærkt. Synderlig poetiske plejer disse vers ikke at være. Af vers, som i så henseende overgår andre, kan følgende to anføres: Eyjólfr Snorrason drømmer, at han ser så mange måner på himlen som stjærner; nogle var fulde, andre var kun halve osv., da hørte han en mand kvæde: »ser du hvorledes de syndrige mænds sjæle svæver mellem verdnerne? Ånderne pines i Ormens gab; den stærke sol ryster; jeg råder dig at vågne« (2). Et af Örlygstadslag-versene er følgende: »Rasende går jeg [en »kone«] til underfulde møder; jeg svæver over fjælde og høje så hurtig som den sorte fugl [ravnen]; jeg kommer til en dal, hvor jeg vil finde (?) en dødningemark; sorgfuld kom jeg hid, for at vælge mig Hels kar [døden]; Hels kar vil jeg vælge« (3). Dette sidste vers oplyser tillige om en ejendommelighed, som drømmevers ofte har fælles med gengangervers, gentagelsen af den sidste linje i delvis uforandret form. Gentagelsen spiller også på en anden måde en rolle som etslags virkemiddel: »vi rokker, vi rokker*, »syd det søndre, nord det nordre«, »kommer svig for svig, svig at lønne«, »vænter jeg og vænter jeg« osv. — I disse vers findes enkelte gange genklange fra ældre vers, et yderligere bevis for, at de ikke alle er ægte drømmevers; således genfindes Vsp. 41.3—4: rýðr ragna [ændret til rekka] sjöt, rauðu blóði; omkvædslinjen i Vsp. in skamma (Hyndl. 17, 18, 31 osv.), Guðr. fom. 42.7-8 (jfr. Sturl. I, 178) findes dels ordret, dels efterlignede.

Til det foregående kan endnu føjes et digt, det såkaldte Stjörnu-Odda draumr. Den stjærnekyndige Odde (i det 12. årh.) siges engang at have haft en mærkværdig drøm (4); han syntes, at han var en skjald, Dagfinnr, hos en uhistorisk konge, Hroðbjartr og dennes søn Geirviðr i Götland. Om den sidste digtede Odde-Dagfinnr en drape, hvoraf 11 vers anføres af begyndelsen; flere kunde Odde ikke huske, da han vågnede; versene handler om Geirviðs søtog. Hvorledes det hele end hænger sammen, er det klart, at versene tilhører denne periode og mulig det 12. årh.; de er forvanskede på flere steder; de uregelmæssige rim, der findes, beror måske på, at de skal være drømmevers (og efterligninger af de ældste digte?). Af yngre oprindelse er et andet digtbrudstykke i kviðuháttr (5 vers) om Geirviðs kamp med stimænd i Jöruskoven; det skal ligeledes være digtet i drømme. Sagnhistoriske traditioner ligger mulig til grund for denne mærkelige »drøm«.



Noter
1) Isl. s. II, 271-2.
2) Sturl. I, 179.
3) Sturl. I. 370.
4) Nord. Oldskr. XXVII, 106 ff.