FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Eiriks saga rauða
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
G. E. C. Gads Forlag
København 1923
Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN
Navnet findes i sagaens ene hovedhåndskrift og i Fms. II, 214. Sagaen findes i to hdskrr., AM 557, 4° og Hauksbok (AM 544, 4°). De er søsterhåndskrifter, men teksten er gennemgående bedst i Hauksbok. Udgaver i Hauksbok og særskilt ved G. Storm 18911).
Sagaen beretter først om Torvald fra Jæderen og dennes søn Erik d. røde, samt den sidstes stridigheder på Island, der endte med, at Erik dømtes fredløs. Han drog bort og opdagede Grønland, der så bebyggedes på hans foranledning. Der fortælles også om andre landnamsmænd dér, om Leifr Eriksson, der kristnede landet, samt om Þorfinnr karlsefni og navnlig om hans opdagelsesrejse til et af Leifr fundet land mod vest, ɔ: Vinland (i Nordamerika), hvorom der berettes udførlig. Þorfinnr rejste tilbage til Island, hvor han blev en anset mand og fra hvem der stammede mærkelige mænd. Dermed slutter sagaen.
Som man ser, er sagaens navn ikke ganske nøjagtigt, da Erik kun spiller en rolle, ganske vist en vigtig rolle, i dens allerførste del. Bortset fra selve opdagelsen af Grønland fortælles der i øvrigt mærkelig lidt om Erik, vistnok fordi der ingen ting var at fortælle; efter nedsættelsen forløb hans liv jævnt og uden begivenheder. Med Leifs tilfældige opdagelse af Vinland og kristendommens indførelse i Grønland er også hans saga ude. Inde i afsnittet om ham fortælles om et uår og i den anledning om en (norsk) vølve, der beskrives nøjagtig; denne enestående beskrivelse er af stor interesse og har kulturhistorisk betydning af rang. Også på andre måder gives der lejlighedsvis indblik i livet på Grønland, som det måtte komme til at forme sig (alslags overtro m. m.). Hovedinteressen knytter sig dog, som naturligt er, til skildringen af Vinland-Amerikas opdagelse, en begivenhed, der ikke førte til den verdenshistoriske betydning, som den burde og kunde have haft. I det hele og store er sagaen historisk; dens forfatter synes mærkelig godt underrettet. Gennem Are frode og Landnáma får man indblik i, hvor gode kilder traditionen om Grønland havde at øse af. Afsnittet om Vinlands opdagelse er oftere blevet gjort til genstand for behandling. I alt væsenligt er det sikkert historisk, men at der i den mundtlige overlevering kan være indkommet fejl i beskrivelsen af afstande og lokaliteter i de nyfundne egne er muligt, ja endogså rimeligt, da kendskabet til dem ikke fornyedes. Når det ikke helt er lykkedes at identificere dem sikkert, beror det dels herpå, men det kan også bero på mangelfulde lokale undersøgelser2). Af de hidtil gjorte forsøg på at identificere dem er H. P. Steensbys det sandsynligste. Hvad der i k. 8 fortælles om det skotske par står vistnok i en urigtig sammenhæng.
Sagaen er ikke bevaret i sin oprindelige skikkelse. Det første kapitel er af en mærkelig art; det er nemlig lige skrevet ud af et Landnáma hdsk. (jfr. k. 95, 97, 100, Hb. 82, 84) og indeholder endel, der slet ikke vedkommer sagaen. Dette kapitel er sikkert et yngre tillæg. Den oprindelige saga er begyndt med en direkte omtale af Torvald og Erik d. røde. Kap. 2, der begynder dermed, er imidlertid identisk med Ldn. 89—90 (Hb. 77—78). På hvad side er så lånet? Hvad der fortælles i sagaen er på sin plads som en nødvendig indledning til det hele. Derimod var der i og for sig ingen grund til for en Ldn.-forfatter at tage alt det med, som her meddeles. G. Storm har dog ment, at sagaen også her beroede på Ldn.3), men hvis så er — hvad jeg er tilbøjelig til at tro — , er dette kapitel blevet indsat i steden for den oprindelige begyndelse — noget der også ellers ikke er eksempelløst, jfr. den ene bearbejdelse af Gislasaga — . Hvad der bestyrker dette er, at der i kap. 5 siges, at Erik var gift med Tjodhild og deres børn nævnes, men i k. 2 er hans giftermål allerede omtalt; det sidste sted forudsætter, at Tjodhild ikke før er nævnet. K. 1 — 2 er således snarest en yngre begyndelse til sagaen, ligesom k. 7 beg. og sagaens slutning er omarbejdet af Haukr4). For resten er sagaen jævnt fremadskridende og vistnok uden væsenlige ændringer eller indskud.
Forfatteren er vistnok en gejstlig mand5); han karakteriserer sig ved tro på spøgelser og spådomme. Han har uden tvivl levet og skrevet på Vestlandet i Bredefjordsegnen. Til den levende tradition, der ligger til grund og hvortil der et par steder hentydes, er der bl. a. knyttet et par ægte vers (k. 9; se I, 522) og en kvædling (k. 12).
Sagaens klassiske fremstilling, dens livagtige og fortrinlige tradition fører bestemt tilbage til tiden omkring 1200; herimod strider naturligvis ikke de antagne lån fra Ldn. Ikke uden betydning er det, når det i sagaens slutning hedder, at Yngvild »var moder til biskop Brand den første«; denne er Brandr Sæmundarson, d. 1201; ved talordet antydes Brandr (d. anden) Jónsson, d. 1264. I den oprindelige saga har der blot stået »til biskop Brandr«, hvorpå en afskriver, der vidste, at der havde været to Brand'er, mente at måtte tilføje en afgørende betegnelse. At antage, at sagaen først skulde være skreven o. 1270 eller derefter, må anses næsten for en umulighed.
Noter:
1) Jfr. G. Storm: Vinlandsrejserne i Aarb. 1887, Hauksbók indledningen; Meissner: Strengleikar s. 80—84; B. M. Olsen: Landn. og Eiríks s. rauða Aarb. 1920; Meldorfs afhdl. i Grønlandske selskabs årsskr. 1909; mange afhdl. om Vinland, der her ikke kan opregnes. En af de vigtigste er Steensby: Nordboernes opdagelse af America, også på engelsk.
2) Fr. Nansens antagelse af, at skildringen for største delen beror på overførelser og lån fra irske legender (særlig Brandanuslegenden), savner ethvert grundlag.
3) Dette antager også B. M. Olsen for sikkert.
4) B. M. Olsen antager med en vis ret en ældre Erikssaga, som dog sikkert kun lidet har afveget fra den bevarede i det hele. W. van Eeden har (Tijds. v. Nederl. taalen letterk. XLI s. 49 ff.) søgt at bevise, at der har været en ældre Eiríkss., der begyndte i Norge og endte med Eriks landnam i Grønland. Desuden har der været en Leifssaga og en Guðriðarsaga. Alle disse sagaer er så sammenarbejdede til den saga, der nu kaldes Eiríkssaga. Dette indviklede forhold kan jeg ikke indse er en nødvendig eller naturlig antagelse; sagaen kan godt kaldes “Eiríkssaga”, selv om Erik kun virker i dens første del. Trygt kan det siges, at en “Guðriðarsaga” aldrig har eksisteret som sådan. Ingen saga handler om en kvinde eller er opkaldt efter en sådan.
5) Meissner mener, at denne antagelse ikke er nødvendig.
