FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Friðþjófssaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§ 18. Fornaldarsögur og nogle dermed beslægtede sagaværker
A. Sagaer vedrørende historiske personer i Norge


9. Friðþjófssaga


9. Af en helt anden art er Friðþjófssaga, der findes i AM 510, 568, 4°, Sth. 20, 4° mbr., 17, 4° pap. Udg. i Fas. II og af L. Larsson 18931). Jfr. H. Falk: Arkiv f. nord. fil. VI, Kölbing: Beiträge osv. I hdskrr. er teksten noget, men ikke synderlig afvigende; af de i Larssons kritiske udgave trykte tekster er II og III næsten ganske ens, II dog bedst; I er lavet på grundlag af III. — Sagaen er forholdsvis kort og handler kun om ét slægtled, hovedpersonerne Fridtjof, hersesønnen fra Sogn, og kong Beles datter, den skønne Ingebjörg, samt hendes to brødre, der er lidet mandige og lidet kloge. Det er en kærlighedshistorie, der slutter sig nær til sådanne historiske sagaer som Gunnlaugssaga, men adskiller sig derfra ved, at de elskende til slutning får hinanden. Der findes her flere andensteds fra kendte motiver, skattekrævningen, trolddomsuvejret, sejdkvindestormen, vikingetog og lign. Derimod er Fridtjofs færd i Baldershagen og hans ophold hos kong Ring, idet han udgiver sig for at være en anden end han er, så temmelig ejendommeligt for denne saga. I det hele er den fri for overdrivelser og overnaturligheder (undt. sejdkvindernes optræden) og andre udsmykninger. Her er overhovedet alt rent menneskeligt. Personerne skildres smukt og konsekvent, og her er der virkelig særtegnede karakterer; den gamle, støtte, uforfærdede vikingekonge, kong Ring, og hans modsætninger, de to blødagtige brødre; og så Fridtjof, der atter danner modsætning til alle de andre, til kong Ring ved sin strålende ungdomsfriskhed, til de to brødre ved sit aldrig svigtende mod og kraft; han er, kort sagt, den ideelle helt, og dog rent menneskelig i al sin færd. Endelig er der Ingibjörg; hun elsker Fridtjof så rent og inderligt, men finder sig med en kvindelig hengivenhed i skæbnens hårde bestemmelser; hun er pligttro mod sin ægtemand, tiltrods for sin kærlighed til Fridtjof og tiltrods for at hun fra første stund har genkendt ham, da han forklædt er hendes ægtemands gæst. Men hun belønnes også tilsidst for sin dyd og kærlighed. Hun er på sin vis en ideal og dog så menneskelig kvinde. Da Fridtjof mælder hende hendes brødres overfald på ham og beder hende ikke at vredes, hvis det skulde gå dem ilde for ham, svarer hun : »nu er det kommet dertil, at dig vil jeg mindst af alle miste«. Med dette stilfærdige svar, der går en lille omvej, er hun sikkert tegnet. På ethvert punkt har de to læserens sympati; det har i øvrigt kong Ring også. Fridtjof bryder sig ikke ret meget om guderne; han besøger Ingibjörg i deres helligdom, og han volder templets brand. Alligevel er det kun i en ringe grad at betragte som en straf fra guderne, hvad der vederfares Fridtjof; hvad Falk i sin afhandling antager herom, er i hvert fald overdrevent. Det er blevet antaget, at Fridtjof og Ingibjörg skulde ved kønslig omgang have besmittet helligdommen, men dette beror på misforståelse; sagaen indeholder ikke et ord derom, og det har åbenbart ligget dens forf. fjærnt. Når der ellers antydes et sådant forhold mellem mand og kvinde, har det altid sine bestemte følger, men her antydes intet sådant. Brøden for Fridtjofs vedkommende, nemlig overhovedet at vise sig i helligdommen, hvor Ingibjörg skulde være beskyttet, er i og for sig stor nok. — Der er sikkert endel gamle minder i denne saga. Hvorvidt hovedpersonerne er ganske uhistoriske, hvad Falk f. ex. mener, får stå hen. Så afgjort er det vel næppe. Men derfor behøver indholdet i og for sig ikke at være historisk. Det er da også sikkert nok, at meget er umuligt og tidsstridigt som f. ex. skattekrævningen hos Orknøjarlen — senere historiske forbilleder er her fulgte — , ligesom også den romantiske farve, der hviler over det hele. Skildringerne, f. ex. af sejlasen i stormen med Fridtjofs vers, er udmærkede. Versene er betydelig ældre end o. 1300, ligesom sagaen på grund af dens hele art må være en af de ældste fornaldarsagaer overhovedet. Den er i hvert fald ældre end Þórst. Vik. s. og Örvar-Oddss., der, som Boer har vist, er påvirket af den. Endelig bemærkes, at rimerne forudsætter sagaen omtrent i dens nuværende form.


Noter:
1) Og i Sagabibliothek IX (1901).