FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Gísla saga Súrssonar

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
I. De gamle slægtsagaer (Íslendingasögur)
2. Bredefjord- og Isefjordgruppen.


Gísla saga Súrssonar



Under titlen: »To sagaer om Gisle Súrsson« (Tvær sögur af G. S) er denne saga udgiven af K. Gislason 1849 efter to håndskrifter, AM 556a, 4° (fra 15. årh.) og 149 fol. (= 482, 4°) en papirsafskrift af en tabt mbr., der har tilhørt det kgl. bibliotek. I udgaven kaldes den første »den mindre«, den anden »den større«, uagtet »forskellen ikke er stor«, men i den sidste er en lakune (s. 87). Desuden haves 4 blade på mbr. fra c. 1400 i AM 445c, 4°, der ikke er benyttet ved udgaven; teksten er her dog ret god.

Efter dette skulde man altså tro, at der i virkeligheden fandtes to forskellige sagaer, og det vilde jo være interessant nok. Således er det nu imidlertid ikke. Ser man nærmere på forholdet, viser det sig hurtig, at vi her, som altid, kun har med én eneste saga at gøre, når man ser bort fra de sædvanlige afskriverændringer, der er uden betydning for dette spørgsmål, samt fra sagaens begyndelse. Hvad denne angår, har vi i virkeligheden med to bearbejdelser at gøre; med andre ord, der er to begyndelser, hver af sin forfatter. Fra og med k. 4 (s. 8; s. 90,18) er det derimod en og samme saga. Vi må se noget nærmere på dette fænomen, idet vi betegner den mindre saga med M, den anden med S. I M begynder da sagaen med en tidsangivelse: »Hakon Adelstenfostres senere dage«1) og fortæller dernæst om Torkel skerauke, herse i Surnadal, der er gift med en Isgerd og har 3 sønner, Are, Gisle og Þorbjörn súrr. Are bliver dræbt af en bersærk og hævnes af Gisle; men Gisle har lånt et sværd, Grásiða, af en træl; disse to dræber hinanden (k. 1); den 3. broder tager nu hele arven og gifter sig med Tora fra Friðarey; de får 3 børn, datteren Tordis og sønnerne Torkel og Gisle - sagaens 3 hovedpersoner. I anledning af datteren opstår der fjendtligheder, der fører til indebrændingsforsøg, manddrab og endelig til familjens udvandring til Island; kun Are bliver tilbage i Norge. Torbjörn køber sig land i Dyrefjorden (k. 2-4 beg.)

I S begynder sagaen med Harald hårfagres tid og hans herredømme i Norge. Folk, der flygter for ham, Ketill flatnefs børn og andre landnamsmænd, der er sagaen som sådan ganske uvedkommende, omtales; endogså Rögnvald jarls sønner (Siðamændene) nævnes. Dette indhold er vistnok taget fra Ldn. eller mulig fra Isl. bok, hvorom enkelte udtryk minder2). Der nævnes nu hersen Torkel guldhjælm i Surnadal; hans hustru nævnes ikke, men 3 sønner (= M). Derpå fortælles omtrent det samme om disse, men noget mere vidtløftigt og kunstmæssigt med de obligate samtaler osv., men dog således, at den klassiske tone her ikke er vedligeholdt (stilen minder om fornaldarsagaerne, k. 1-3, s. 77-82). Torbjörn »drager øst over Kølen« - altså til Sverrig - og gifter sig der med Isgerd (navnet på hans moder i M) fra Fressey eller Freysey3); deres børn nævnes (= M). Torbjörns tilnavn omtales her, men uden forbindelse med den begivenhed, der skaffede ham det (i M forklares det naturligt s. 8; k. 4). I det følgende fortælles om nogle, også i M forekommende personer; dog har M nogle flere og et par karakteristiske småvers, der ikke findes i S; dette er vigtigt, ti versene er uden al tvivl ægte. Derpå fortælles i S vidt og bredt om Hakon d. gode - et lån fra en kongesaga (parallel i Heimskr.), m. m. Mellem k. 7 og 8 er der en lakune; her synes der at have været fortalt om et vikingetog af Gisle; hertil har der ikke været noget tilsvarende i M. Hele fortællingen hører uden tvivl til sådanne yngre til- og opdigtninger, der findes f. ex. i Svarfdælasaga og i fornaldarsagaer. I kap. 9 kommer så indebrændingsforsøget med tildels andre navne end Ms og Torbjörns flugt til Island (= 4. kap. i M). Den mærkeligste afvigelse i S er, at der her findes anført (s. 89) et vers af Gisle, altså hans første, og det ser ud til at være ægte.

M's fremstilling er i det hele fuldkommen sagamæssig, kort og i enhver henseende passende; det er næppe muligt at finde noget at udsætte på den4); den er i bedste forstand forberedende på ægte sagavis. I modsætning hertil er S meget vidtløftig, indeholder ganske uvedkommende ting, begynder ved et urimeligere tidspunkt, har udtværede dialoger og efterklassiske tog til lands og til vands. Det er urimeligt, at Torbjörn hænter sin hustru fra Frøsø hinsides Kølen osv. Forholdet er nu let at bestemme; M har den ægte, gamle begyndelse, medens S er langt yngre og næppe ældre end fra c. 1300. Jeg tænker mig, at S er opstået på følgende måde. I et hdskr. af sagaen har begyndelsen været tabt; dettes ejermand eller en afskriver har ikke kunnet få et andet hdskr., og har så selv lavet sig en ny begyndelse efter gamle, men nu (c. 1300) afblegede traditioner og reminiscenser, og vistnok selv tildigtet forskellige begivenheder i den mening at gøre det hele mere sagamæssigt. De to småvers har han ikke kendt eller den begivenhed, de danner kærnen til; derimod synes han at have fået fat i et vers, den oprindelige forf. ikke kendte, hvad der jo er let forklarligt.

Det øvrige i M og S er, som bemærket, én og samme saga; det ene hdskr. har intet ubetinget fortrin for det andet; de må bægge bruges til sammenligning og rettes efter hinanden; dog er stedsnavne gennemgående rigtigere i den sidste (S). Men ét må fastholdes, at bortset fra begyndelsen er der ikke tale om to sagaer om Gisle Súrsson5).

Efter den nævnte indledning fortsættes sagaen først med indførelse af personer og giftermålsforbindelser, særlig mærkes her det skæbnesvangre og ildevarslende forsøg på indgåelse af fostbroderskab, som i sidste øjeblik ikke førte til noget. Endnu aner man kun, at der er noget ondt i vænte. Efter at en udenlandsrejse er fortalt, kommer så fortællingen om, hvad der egenlig forårsager alle de kommende ulykker, nemlig den letsindige samtale mellem Auðr, Gisles hustru, og Ásgerðr, Þorkels kone; den første følge heraf var, at brødrene skiltes fra hinanden. Nu kommer der fart i begivenhedernes gang. Det gamle Grásiðas stykker bliver hæntede frem og ved trolddomskunster omdannede til et spyd, hvormed Vésteinn, Gisles svoger, dræbes af hans anden svoger, Þorgrimr; spydet lod denne blive siddende i såret. Vésteinn højlægges og þorgrimr »binder selv hans helsko« (til kap. 14). Ingen kunde stævnes, skønt der her var tale om »løndrab« (ikke »mord«). Herefter dræber Gisle þorgrimr, og denne højlægges; Gisle »lægger en stor sten i skibet« (parallel til helskoene). Også her var der tale om samme slags drab. Bagefter ved lege om vinteren kvæder Gisle et vers, hvori han i forblommede ord angiver sig som banemanden; Þorgrims enke, Gisles søster, lærer visen og tyder den rigtig og bliver derved årsag til, at hendes broder dømmes til fredløshed, efter at der i forvejen er gjort flere forsøg på at tage ham af dage (til k. 21). Her er, som man ser, fuldt af tragiske hændelser. Herefter følger så den interessante fortælling om Gisles fredløsheds år, de farer og efterstræbelser, han var genstand for, hans forskellige ophold, hvorledes hans trofaste hustru stadig hjalp ham med råd og dåd - indtil det endelig lykkedes hans modstandere at få bugt med ham og fælde ham omtr. 978 (til kap. 36). Slutningen beretter om hans banemand, Eyjolfr grås ankomst til Börkr, Þorgrims broder, og dennes enke, der nu var gift med Börkr (jfr. Eyrb. k. 13), og om, hvorledes hun til hævn forsøgte at såre eller dræbe Eyjolfr. Der sluttes med en fortælling om Auðrs udenlandsrejse, og om, hvorledes Are, der nævnedes i sagaens begyndelse, hævner Þorkell, der var bleven dræbt af Vésteins sønner (jfr. I, 517-18).

Sagaens komposition er, når vi holder os til M, i det hele fortrinlig, der medtages intet overflødigt, og dens indhold udvikles logisk og følgerigtig fra først til sidst; den er ikke episodeagtig som Eyrbyggja, men kan værdig stilles ved siden af Egilss. og Gunnlaugss.6) Troen på skæbnens hemmelighedsfulde magt og lønlige spil danner en rød tråd gennem det hele, jfr. den rolle, som sværdet, siden spydet, Grásiða spiller (sammenlign hermed Fótbitr i Laxdæla); Gisle selv udtaler denne tro: »enhver er nødt til at tale skæbnens ord« (ɔ: hvad skæbnen uvilkårlig indgiver én, s. 17, 100). Og dog er menneskene langt fra nogle dukker. Tværtimod, de er her mennesker, der selvstændig handler, lider og kæmper, mennesker med kød og blod, så menneskelige i al deres gøren og laden som i nogen anden saga. Når sagaen begynder med Gisles bedstefader, sker det for at kunne forklare Grásiðas oprindelse.

Kun undtagelsesvis findes personer indførte, uden at være nævnede i forvejen, som Sakasteinn og Þóroddr (s. 10), men det er dog at mærke, at de kaldes »Börks søstersønner«, og søsteren er nævnet i forvejen.

Kompositionen er kunstfuld, ja det forefalder stundom, som om den var lagt an på at være systematisk; særlig med hensyn til gentagelsen af motiver og parallelscener; jfr. hvad der ovf. er bemærket om þorgrims og Gisles færd ved højlægningen7). Dog fremkommer der intet unaturligt eller af en sådan art, at man føler sig fristet til at antage en senere udsmykning. En ganske ejendommelig rolle spiller Þorkell, Gisles broder, i hele sagaen til sin død. Han er ikke ond, men åbenbart lidet begavet, egoistisk og som oftest uheldig. Han respekterer mere forholdet til sin svoger end til broderen, og danner en modsætning til Gisle, der er åben og ærlig; denne skyr ikke fredløshed for at kunne opfylde sin hævnpligt, medens Þorkell »ikke vilde yde Gisle nogen sådan hjælp, som han kunde drages til ansvar for«. Denne modsætning er for forf. klar nok. Þorkels rolle og karakter er imidlertid såre betydningsfuld for sagaens gang, som han altid griber uheldig ind i. En anden ejendommelighed for kompositionen er de mange og karakteristiske, som oftest vemodig smukke drømme, Gisle har, og som er varsler om det kommende, ja han kan efter dem udregne, hvor mange år han har tilbage at leve i. Han har to »drømmekvinder«, den ene god og den anden ond. Han drømmer engang, at han er i et hus, hvor 7 bål brændte; da kom hans gode drømkone, der forklarer ham, at de 7 bål betegner 7 år, resten af hans levetid; hun giver ham gode råd, der i meget minder om Hávamál. Jo mere det stundede mod Gisles sidste dage, desto mere faretruende blev drømmene; de handler om blod og drab. Disse drømme tjæner også til at gøre fremstillingen endnu mere tiltrækkende og afvekslende, foruden at de kaster et skarpt og smukt lys over Gisle og hans karakter, viser hans uforstyrrede ro og tålmodighed under alle farer; de er således uundværlige for sagaen.

Den sproglige fremstilling er jævn og god og rent klassisk, når bortses fra senere udtryk, der stammer fra afskrivere (jfr. ovf.), samt enkelte tillægssætninger i M, der er afskriverreflektioner (f. ex. »hvad der aldrig skulde være sket« s. 33; mangler i S). I M findes oftere begrundende þvíat-sætninger end ellers, men de er måske ikke alle oprindelige.

Forf.s kilder har hovedsagelig været traditionen8) og Gisles vers. Der henvises et par steder til, hvad man i forf.s levetid endnu kunde se9); dette er altså et bevis for fortællingens rigtighed. Versene indeholder kun lidet historisk stof; deres indhold kunde ikke misforstås; dog er åbenbart et ord mistydet i S (s. 155: læmingi), men denne mistydning stammer ikke fra forf. selv; der gives en anden tydning (s. 67), der dog mulig heller ikke er rigtig. Skrevne kilder lader sig ikke her påvise.

Som ovf. bemærket, er der intet urimeligt eller usandsynligt i det fortalte, men det mindste af indholdet kan, som sædvanlig, kontrolleres ved andre kilder10). I Ldn. (s. 123) nævnes Ingjaldr, der »hjalp Gisle Súrsson«; dette stemmer med sagaen, men når denne siger, at Ingjaldr var Gisles fætter, samt at Ingjaldr »kom ud (ɔ: til Island) med Gisle«, strider dette mod Ldn. (s. 123, 128), ifølge hvilken Ingjaldr synes at være en indfødt Islænder. Her foreligger der mulig en sammenblanding af to forskellige personer. M.h.t. andre genealogier er der ikke fuld overensstemmelse tilstede mellem sagaen og Ldn.11) Þuriðr Hrafnsdatter er i sagaen (s. 8) gift med Bjartmarr, men i Ldn. (s. 143) med Vésteinn, der i sagaen er gift med en Gunnhildr; Vésteins sønner nævnes dog ens i bægge; der er et par mindre betydende afvigelser endnu. Elers er der god overensstemmelse mellem bægge værker i det hele. Med Eyrbyggja stemmer sagaen så godt som ganske, og det er interessant at se, hvor i grunden overensstemmende Tordis, Gisles søsters ord gengives i hver for sig (Gisl. s. 72 ǂ Eyrb. s. 15), uden at de er afhængige af hinanden. Hvad der dog er af hovedbetydning for sagaens troværdighed er de topografiske undersøgelser, der er foretagne af S. Vigfússon; de har tilfulde bekræftet sagaens fremstilling, og det på en sådan måde, at det har en videre betydning (jfr. ovf. s. 245).

Denne sagaens vederhæftighed formindskes ikke ved, at dens forf. viser sig at være godt inde i oldtidens skikke og indretninger i modsætning til, hvad han fra sin egen samtid kendte12), for ikke at tale om beskrivelsen af fostbroderskabets indgåen m. m. Sagaen er i det hele af en betydelig antikvarisk interesse og kaster lys over forskellige forhold, der ikke kendes andre steder fra. Forf. er vistnok en gejstlig mand; hans interesser i så henseende viser sig særlig i sådanne bemærkninger, som at Gisle blev primsignet i Danmark, og at Auðr siges at være rejst udenlands, bleven omvendt til kristendommen og er så rejst til Rom. Forf. viser, foruden de allerede nævnte interesser, også en udpræget sans for skjaldskab og drømme13).

Tidsregningen er i det hele meget god.

Forf. må have levet i de egne, hvor sagaen foregår. Det fremgår af alt, særlig hans stedlige kundskaber. Hans levetid fremgår ikke direkte af nogen udtalelse i sagaen, men fremstillingen og sagaens hele karakter forbyder at sætte dens tilblivelsestid senere end c. 1200.





Noter:
1) Dette gælder sikkert Gisles ankomst til Island, der af G. Vigfússon sættes til 954—5 (Safn til sögu isl. I, 362—7), men ikke hans bedstefaders levetid, hvormed den egl. saga begynder.

2) »Island fandtes og opdagedes« i Harald hårfagres tid; slægtregistrene har en lignende form, som de formentlig har haft hos Are.

3) ɔ: Frøsø i Jæmtland.

4) Der findes her et par paralleler (s. 5 f.ex.), men det er stående fraser fra den gamle mundtlige fortælling. S. 8 findes den fejl, at det hedder »sydpå til Flyðrunes« f. »nordpå« (jfr. s. 7); dette er vistnok kun en skrivefejl.

5) S. 90 (i S) nævnes allerede Torgrim nef; dette er senere tillæg, hvad s. 101 klart viser. S. 96 findes en bemærkning om en primsigning og Gisles ophold i Danmark, der mangler i M; men her, s. 18, findes en mere ægte bemærkning. S. 98 øverst findes en sætning, der mangler i M, den er uægte; til gengæld er der sst. l. 6 f.n. noget oversprunget. S. 101,5-6 findes en sætning, der mangler i M, men den er ægte osv. osv. Yngre udtryk i M er uden betydning som buffeit (s. 27, S har det ægte kinnhest); omvendt har S púss (s. 103), hvor M har fégyrðill (s. 20). På simpel fejllæsning beror f. ex. sauðahús s. 20f. Sandaóss (s. 103). Beskrivelsen af sejden i S (s. 116) er ældre end den i M (s. 31), og således fremdeles. Der må tages ligemeget hensyn til bægge håndskrifter.

6) Ikke engang Gisles udenlandsrejse sammen med Vésteinn falder udenfor sagaens økonomi, idet det er den, der gav anledning til at Gisle smedede den kunstige mønt, der skulde være et bevismiddel mellem dem indbyrdes og som senere spiller en rolle.

7) Jfr. hele situationen: Vésteinn højlægges, så holdes der lege og Þorkell beder Gisle om, at deres venskab må være godt; Þorgrimr højlægges, atter er der lege og nu er det Gisle, der beder om Þorkels støtte venskab.

8) Hvortil der ofte hentydes, s. 39, 41 = 126, 50, 54, 71, 72.

9) S. 33 = 118, 44 = 129.

10) S. 38 findes en noget anderledes beretning end s. 128, og her er der mulig tale om to forskellige traditioner. Jfr. Kålund I, 568—9 og Sig. Vigfússon i Árbók fornleif. 1883 s. 63 ff.

11) Når Ldn.s Þórhildr (s. 142) i sagaen kaldes Hildr, er her næppe nogen modsætning tilstede.

12) Jfr. s. 18 (vintergilde). 23-4 (begravelsesskikke), 31, 57. Jfr. beskrivelsen af nidet s. 6, der stemmer med Bjarnars.

13) Om han har været retskyndig, kan næppe afgøres. S. 16 (100) findes ganske rigtig sammenstillet mundr og heimanfylgja, jfr. forskellen på »løndrab« og «mord« s. 22 (106).