FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Gamle kanoke

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

1. afsnit: DIGTNING


§4. Islandsk digtning


B. Den gejstlige digtning.


Gamle kanoke.
Denne Gamle, hvis herkomst er ubekendt, vides at have været kannik i Þykkvabær-kloster (1). Han hører sikkert det 12. årh. til, er yngre end abbed Nikulas og noget ældre end Kolbeinn Tumason ifølge Litla-Jónssagas opregning. Dette passer, for så vidt som det nævnte kloster blev oprettet 1168. Som digter kendes Gamle fra Postolasögur (2), hvor der anføres 4 vers af en hrynhend drape om apostlen Johannes; 3 af disse har hørt til digtets begyndelse, det 4. til dets slutning; de er vel formede og flydende. Foruden dette kendes et andet og fuldstændigt digt, en drotkvædet drape: Harmsól; digtet findes med denne titel og med angivelse af forfatterens navn (er Gamli orti kanoki) i AM 757, 4° (3); desuden findes navnet i digtets næst sidste vers. Drapen består af 65 vers, hvoraf de 19 første og 20 sidste danner indledning og slutning; der er i alt 5 stefjabalker på 5 vers; stefet er dobbelt. Digtet er et angerdigt og fremhæver, efter en påkaldelse af guds hjælp og støtte, hvor nødvendigt det er at angre, opregner forskellige begåede synder og forklarer guds nåde i sendelsen af sin enbårne søn; herpå beskrives Kristi korsfæstelse og død, opstandelse og himmelfart, samt dommedagen. Digteren råder til at forlige sig med gud, da livet er kort og dødsstunden uvis, og fremdrager bibelske eksempler på angrende syndere; til slutning påkaldes gud, jomfru Marie og hellige mænd. Digtet er i det hele ret interessant både på grund af det valgte almindelige æmne, den logiske og klare måde, hvorpå det er behandlet, samt på grund af den troens inderlighed og åndens ydmyghed, der fremtræder deri; det er et godt bevis imod dem, som mener, at drapernes versform kun dårlig kan fortolke »hjærtets milde rørelser« (4). I rent poetisk henseende er der ikke meget at bemærke; digtet er ikke synderhg ejendommeligt i udtryk eller kenninger; dog er et udtryk som lúktu mér upp óðborgar hlid (»luk min digtnings borgport op«), så vidt jeg ved, enestående. Kilderne til digtet er rimeligvis de almindelige prædikener og teologiske lærebøger, som benyttedes i middelalderen. Homilien i Stockh. homiliebogen s. 50 ff. indeholder adskilligt af lignende art, som den første del af digtet; passio domini s. 66 ff. indeholder adskillige ligheder, endogså i ordvalg (5); dog kan denne homilie næppe betegnes som forfatterens kilde. Eksemplet med David (v. 48—9) genfindes i Gregors dialoger (6). — Digtet synes ikke at kunne være ældre end fra omkring 1200 eller den sidste fjærdedel af det 12. årh., navnlig fordi der i digtet fremtræder den dobbelte udtale af vera {vera : hyrjar 14.7, vestu 59.5), rim som tjallz : alla 65.6, hvis der ikke her foreligger en fejl; ligeledes tyder vár- (várum, vára; 18.8, 21.4, 57.8) på en noget fremskreden tid (7).


Noter
1) Post. 510.
2) Post. 510-11.
3) Udg. af Svb. Egilsson i Fjögur gömul kvæði 1844 og Hj. Kempff Upsala 1867.
4) Kempff, Harmsól s. IV.
5) barðr ok bundinn 21; = bönd oc barðaga s. 67.22 (= Norsk hom. 112); jfr. v. 22—23 (om »tyvene«) med Hom. 68.20—5.
6) Leifar 66—7.
7) Jfr. K, Gíslason: Aarb. 1889, s. 355.