FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Grettissaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§17. Sagaværker efter Snorre og Sturla til 1300.
A. Sagaer om islandske personer.
I. Sagaer om ældre tider

3. Grettissaga


Denne saga findes kun i yngre håndskrifter fra det 15. årh.; heraf er AM 551 a, 4° det vigtigste. Efter det er sagaen udgiven i 1853 og i Sagabibliothek 1900.

Sagaen1) handler hovedsagelig om den fredløse helt Grettir Ásmundarson (se I, 512—14), men indledes med en fremstilling af hans forfædre (k. 1—13), og til den er der føjet en særlig þáttr, Spesarþáttr. Der fortælles først om Önund træfod, hans vikingetog og forhold til Harald hårfagre, mod hvem han skal have kæmpet i Hafrsfjorden, hans udvandring til Island, samt hans efterkommere; Gretter var hans sønnesønssøn. I øvrigt behøver vi ikke at gå nærmere ind på Grettes liv her. Efter at han var bleven dømt til livsvarig fredløshed, måtte han flakke om fra sted til sted ; under disse sine vandringer havde han mange æventyr og mangen en hård dyst at bestå, ikke mindst med overnaturlige væsner og trolde, hvoraf sagaen er overfyldt. Desuden findes der alle slags sagamotiver her så at sige samlede, bersærkedrab, hestekampe, lege, trolddom, kraftprøver, hvalstrid m. m., hvoraf en stor del også tilhører fornaldarsagaer og folkeæventyr. Gretter er i tidens løb bleven gjort til et slags sagn- og æventyrhelt og så at sige folkets officielle utyskedræber.

Sagaen er i det hele fortræffelig fortalt, i en flydende stil og behageligt foredrag, der godt passede til folkelig udtryksmåde, navnlig i det 14. årh.2). Dens indhold afspejler sikkert også dets åndelige interesser. Men det er ikke den klassiske sagagrund, man her færdes på. Uagtet sagaen skal være historisk, og det er den til en vis grad, befinder den sig dog i en betænkelig nærhed af de opdigtede sagaer. Bl. a. karakteriserer den sig tillige ved en vis efterklassisk romantisk følelse eller tilløb til følsomhed. Et af de smukkeste udslag af denne er den rørende fortælling om Grettes og Illuges sidste dage i Drangø. Som det ofte er fremhævet, er Grettes stil ejendommelig knap og kærnefuld, og han ynder at anvende ordsprog.

Sagaens oprindelse og tilblivelse er det temmelig let at bestemme. Der er flere kilder, den er øst af. Først og fremmest er det Ldn., der giver os ligesom nøglen til at forstå Grettiss. Forholdet er det, at overhovedet alle de slægtregistre, der kan komme i betragtning, er lånte fra Ldn. og behændig indsatte på passende steder; den første del bygger overhovedet på Ldn.; hvad der her i øvrigt fortælles om kampe i Vesterleden og vikingetog er fri fantasidigtning tildels efter historiske mønstre. Det vilde føre for vidt at påvise dette i enkeltheder, men en undersøgelse f. ex. af k. 1 er tilstrækkelig; det går tilbage til k. 112 (86) i Ldn. (II, 19 i udg. 1843). I Grettiss. hedder det om Geirmund heljarskinn, at han da var »vestfor havet«; man studser og spørger: »hvad vedkommer det sagaen og sammenhængen?«. Forklaringen ligger simpelt hen i, at i Ldn. — og her ganske passende, fordi der er tale om Geirmund — bemærkes, at Geirmund var »i vesterviking« under Hafsfjordslaget. At det er Ldn., der ligger til grund for Grettiss. og ikke omvendt, fremgår på det klareste netop deraf, at den sidste her og andre steder medtager, hvad der passede i et skrift som Ldn., men ikke i sagaen (f. ex. slægtregistret s. 9, eller slutningen af kap. 10)3). Der anføres dernæst flere sagaer, som Laxdæla, Bjarnars., Bandamannas., og der er ingen tvivl om, at de er alle benyttede, men ofte frit og skødesløst. Hvad der f. ex. i Bjarnars. fortælles om Björn og Gretter, er naturligt, i Grettiss. er det af mangel på lokale kundskaber overdrevet og umuligt. Fremdeles er Heimskr. og en saga om Erik jarl, samt Njála benyttede. Forf. har således haft en hel litteratur til sin rådighed, og det kan ikke nægtes, at han har brugt den i det hele behændigt og ved hjælp af den og så sin fantasi forstået at danne en læselig fremstilling. Dette gælder særlig sagaens første del. Indflydelse fra andre sagaer, bevidst eller ubevidst, spores flere steder; således er scenen hos Erik jarl (s. 59) en tydelig efterligning af scenen hos Erik blodøkse i York; man finder påvirkning fra Vatsdælas. og Reykdælas. (s. 147); forf. kender Tormods Torgeirsdrape, og han indfletter Hafrsgrið. Til dette udstrakte litteraturkendskab svarer forf. s eget udtryk om »de fleste sagaer« (s. 2). Alt dette har naturligvis stor betydning for sagaens tilblivelsestid. En anden hovedkilde er naturlig traditionen, særlig gælder dette Grettissaga i egenlig forstand4); den ligger uden tvivl til grund for det meste af, hvad der fortælles om Gretter selv; denne tradition er dog ikke mere den gamle uforvanskede, men den er overgrot med forskellige folkesagn og æventyr, der, som bemærket, er grupperede om Gretter5); det er dog muligt, at også forf. selv har anbragt nogle af dem i sin saga uden hjemmel i overleveringen.

Af alle disse bestanddele er det virkelig lykkedes forf. at danne en sammenhængende og meget underholdende saga; han har haft et godt blik for historisk fremstilling, »historisk« taget rent formelt. Gretter skildres livfuldt og konsekvent, og det samme gælder i øvrigt de andre personer. Forf. var en dygtig kronolog, og tidsfarven er i det hele godt bevaret. Dog gør han sig skyldig i fejl, som når han lader Arnor jarleskjald, der endnu kun var et barn, deltage i et overfald; ligeledes når han lader Viga-Barde og Gretter støde sammen og lader Torodd Snorrason angribe Gretter, samt omtaler en præst o. 1014 i Forsæludal, en kirke på Bjarg o. s. v. Sagaens fabler faldt vistnok i god jord hos det ukritiske og lettroende publikum i det 14. og 15. årh. Sagaen er fuld af vers, men de fleste af dem er uægte og først digtede i en meget sen tid. Naturligvis har forf. optaget Ldn.s ægte vers, samt endel andre gamle vers. Sagaen er sikkert ikke skreven før ved 1300. Både indhold og stil, samt forhold til de brugte kilder taler tydelig nok, og til dette tidspunkt svarer den direkte henvisning til Sturla Tordsson som hjemmelsmand (jfr. bemærkningen om »Sturlungernes dage« s. 192).

Det sidste stykke af sagaen handler om hævnen for Gretter og plejer at kaldes Spesar-þáttr efter den kvindelige hovedperson; om denne og Torstein dromund fortælles et erotisk æventyr, der minder om forholdet mellem Tristan og Isolde og som uden tvivl middelbart stammer fra en middelaldersroman. Det er muligt, at dette er et senere tillæg fra 14. årh., men der er dog næppe noget i vejen for at antage, at det hele stammer fra forf. selv. I al fald har han skrevet om Torsteins hævn i Miklagård. Henvisningen til Sturla s. 208 hidrører sikkert fra ham.

Sagaen er hidtil behandlet som et hele. R. Boer har i den nævnte afhandling forsøgt at påvise forskellige indskud i den nuværende tekst; således episoden om den fredløse Grímr m. m. I og for sig var der ikke noget umuligt eller urimeligt i, at der kunde foreligge enkelte indskud, men mod Boers udviklinger taler, at sagaen i og for sig er sig selv lig fra først til sidst, og at man i virkeligheden intet bestemt har at holde sig til; der er fremført kun mer eller mindre rimelige ræsonnementer og betragtninger; den ene episode er næppe mere et indskud end den anden. Men det vilde føre for vidt her at drøfte disse enkeltheder, tilmed da spørsmålet i betragtning af sagaens sene tilblivelse i det hele er af en underordnet betydning6).

Et andet spørsmål er, hvorvidt der har eksisteret en ældre, fra den klassiske tid stammende saga om Gretter, hvad Boer er tilbøjelig til at antage. Naturligvis er det vel tænkeligt, at en sådan har eksisteret, men vor saga giver ingen særlig grund til at antage det, og der kendes ellers intet, der kunde tale derfor.

Forf. må antages at have været en gejstlig mand fra Midfjorden.



Noter:
1) Jfr. G. Vigfússon: Sturl. Proll. xlviii— 1; Boer i Zeitschr. f. deut. Phil. XXX og XXXI.
2) Der findes flere (yngre) fremmedord hist og her, som kumpán, kjallari, buklari, piltr, prófa, partr.
3) Enkelte afvigelser beror kun på en flygtig læsning og uddrag. Det er uforståeligt, hvorledes R. Boer kan komme til det resultat, at det er Sturlas Ldn., der låner fra Grettiss, men at denne har benyttet Styrmers.
4) Jfr. Grettiss. s. 112.
5) Det ligger udenfor dette æmne at søge at udrede disse folkesagn, eller hvorvidt de er udenlandske af oprindelse. Kun skal bemærkes, at den forbindelse, man har villet antage mellem et af dem og Grendelsagnet i Bjovulf, forekommer yderst tvivlsom. Jfr. R. W. Chambers: Beowulf (1920), kap. II 2; han antager en fælles kilde, men ingen ligefrem sammenhæng.
6) Boer antager f. ex., at fortællingen om Grettis kamp med Bardardalstrolden er et indskud, idet han påviser, hvor nærbeslægtet den er med de tidligere spøgelseshistorier, men netop dette slægtskab kan betragtes som bevis for forf.s identitet.