FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Harðarsaga Grímkelssonar

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
I. De gamle slægtsagaer (Íslendingasögur)
I. Borgarfjord-Myre gruppen.


Harðarsaga Grímkelssonar


Denne saga må her kortelig omtales, skønt dens hovedskueplads ligger længere mod syd end de forannævnte sagaers.


I Ldn. (s. 62) hedder det i anledning af, at en mand ved navn Auðr omtales som dræbt af Hörðr Grímkelsson, »dér begynder sagaen om Hörd og Geir« (hans fostbroder). Det er heraf klart, at der i begyndelsen af det 13. årh. allerede har eksisteret en skreven saga om Hörðr. Der haves da også en saga om ham (udg. i Íslendinga sögur II, 1847); men denne kan under ingen omstændigheder være ældre end 1300 i den form, den her findes i. Man måtte så antage, at der havde været en ældre saga, der var tabt og hvortil Ldn. henviste. Man måtte tænke sig et lignende forhold som ved Svarfdæla saga. Vi er i det heldige tilfælde her klart at kunne gøre os rede for det rigtige forhold. Der haves blandt Vatshyrnabrudstykkerne i AM 564a, 4° begyndelsen (1 blad) af en Harðarsaga (aftrykt i Ísl. s. II); det er 4 trykte sider, hvis indhold svarer til de 8 første kapitler i den bevarede (yngre) saga. Sammenligner man bægge, vil det straks vise sig, at i Vatsh.-brudst. er fremstillingen langt kortere, dertil gammeldags og ægte sagamæssig i stil og fremstilling; hvorimod den anden saga er vidtløftigheden selv, fuld af (lavede) samtaler og tildigtede meget unge vers, der helt savnes i hin; med alt dette er indholdet dog egenlig det selvsamme; der er intet nyt kommet til; gangen i begivenhederne er den samme. Den yngre saga er kun en vidtløftig, ordrig omskrivning af den anden og det således, at hvad denne meddeler i 1½ linje (»Grimkell gode hed en mand; han var en søn af Björn gullbere; han var en rig mand«. — en begyndelse, just så sagamæssig, man kan ønske sig), det er i den anden udvidet til et helt kapitel (20 linjer; »I Harald hårfagres dage blev Island mest befolket, ti man tålte ikke hans trældom og overmagt, navnlig ikke de, som var af en stor æt osv.« - en begyndelse, der er ganske usagamæssig). Af en yderligere sammenligning fremgår det med uimodsigelig klarhed, at brudstykket netop er af den gode, gamle historiske saga, som forudsættes af Ldn., men at den anden simpelt hen er en ligefrem udvidelse af den og ikke en helt ny saga, forfattet på grundlag af levende traditioner ved år 1300, således som Svarfdæla bevislig er bleven til. Ikke desto mindre er omkalfatringen så grundig, at der må siges at være opstået en ny saga. som altså ikke kan behandles her. Desværre når det lille brudstykke kun kort; det ender med Signys datters fødsel og hendes egen død.


Når det i Ldn. hedder, at Hörðs og Geirs saga begynder med Auðs drab, er dette for så vidt rigtigt, som det var Hörðs første bedrift på Island og altså også begyndelsen til hans egenlige saga, men formelt begyndte sagaen naturligvis ikke dermed. I den yngre saga fortælles først om Hörðs udenlandsrejse og om forskellige, vistnok helt uhistoriske bedrifter, der intet har med hans skæbne på Island at gøre. At han er rejst udenlands er dog sikkert historisk. At dømme efter det gamle brudstykke er der intet, der tyder på, at den saga, hvortil det hørte, er yngre end den ældste sagaperiode, ɔ: yngre end c. 1200. Dette bestyrkes ved, at der i den yngre saga, kap. 11, føres en slægt ned til biskop Magnus Einarsson, der døde 1148; det vilde være uforståeligt, at forf. til den yngre saga skulde af sig selv have tilføjet en sådan bemærkning, den har sikkert stået i den gamle saga, og her er den naturlig og vel forståelig. Fra Ldn. er den ialfald ikke tagen.


Det er stor skade, at den gamle saga således for det meste er tabt. Men det er højst interessant at kunne påvise det forhold, som her utvetydig kommer tilsyne.