FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Hrafnkels saga freysgoða

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
I. De gamle slægtsagaer (Íslendingasögur)
5. De østfjordske sagaer


Hrafnkels saga freysgoða



Denne saga findes så at sige kun i papirsafskrifter, særlig AM 156, 158 fol; kun et skindblad, AM 162a fol., haves, der har tilhørt originalmembranen. Teksten kan siges at være god i det hele, men der er naturligvis nogle afskriverfejl som sædvanlig. Udgave ved K. Gíslason 1847. Sagaen begynder med den sædvanlige redegørelse for hovedpersonens fader, der er en af landnamsmændene. Han hedder Hallfreðr, sønnen Hrafnkell. Denne nedsætter sig i en hidtil ubebot dal, som tager navn efter ham. Så nævnes flere af sagaens vigtigste personer, særlig en Bjarne og hans sønner Sámr og Eyvindr (der bliver købmand), samt Bjarnes broder Torbjörn, der har mange børn, deriblandt sønnen Einarr. Denne redegørelse afbrydes på en ejendommelig måde, idet der ind i mellem omtalen af brødrene anbringes en beskrivelse af hesten Freyfakse, der tilhørte Hrafnkell og som var viet til guden Frey. Hrafnkell havde aflagt det løfte, at enhver, som red den hest, skulde bøde med døden. Med et rigtigt blik for, hvad der er hovedsagen, er dette ordnet således. Det er netop hesten, som volder alle ulykkerne, og uden hvilken Hrafnkell aldrig havde fået en saga. Den derpå nævnede Einarr þorbjarnarson bliver taget som tyende af Hrafnkell, og han opfører sig til sin husbonds fulde tilfredshed. Men engang traf det sig så, at han manglede en del af fårene. Han vil derfor foretage en grundig eftersøgning mellem bjærgene; da han nu skal til at skaffe sig en hest, løb de alle for ham; kun Freyfakse stod stille, som var den fastnaglet til jorden. Og vi aner, hvad der vil ske. Naturligvis tager Einarr hesten og bruger den hele dagen; han mener, at Hrafnkell aldrig får noget at vide derom. Da han så slap hesten løs, er det, som om den fik en pludselig indskydelse, farer afsted hjem til gården og vrinsker alt hvad den kan. Hrafnkell opdager således, hvad der var sket; det bedrøver ham, men sin ed tro er han nødt til at slå Einarr ihjæl. Det er klart, at det hele er skæbnens tilskikkelse, det er en højere magt, vi kan sige, et højere tyranni, der mager det således. Hrafnkell tilbyder Einars fader en anselig sønnebod, men han vil ikke modtage den. Han vil kun andres voldgift, men den vil Hrafnkell ikke underkaste sig. Torbjörn tyr nu til sin brodersøn, den retskyndige Sámr; sagen kom for altinget, og med et par vestlandske høvdingers hjælp vinder Sámr sagen og Hrafnkell dømmes fredløs. Sámr udfører straks eksekutionsdommen. Hrafnkell jages bort fra sin gård, blottet for alt, og kommer i etslags fornedrelsestilstand. Han bosætter sig i naboherredet, og det lykkes ham ved sin dygtighed at blive en anset høvding igen. Hans sindelag er nu i det hele blevet mildnet ved modgangen, og han skaffer sig mange venner. Han lader, som han helt har glemt den gamle sag. Men han tænkte kun så meget dybere på den i sit stille sind og væntede kun på lejlighed til at skaffe sig oprejsning. Han får da først lejlighed til at overfalde Sáms uskyldige broder og dræbe denne, hvorpå han angriber Sámr og tvinger ham på hårde vilkår til at forlade sin gård (Hrafnkels egen gamle gård). Sámr søger nu forgæves hjælp hos de samme Vestlændere, men de vil ikke hjælpe ham, da han i sin tid ikke har fulgt deres råd, men ladet Hrafnkell beholde livet. Sámr får aldrig nogen oprejsning. Hrafnkell lever på sin gård til sin dødsdag, æret og agtet af alle. Hans sønnesøn var Helge Ásbjörnsson, en af hovedpersonerne i Dropl.s.saga.

M.h.t. sin komposition er sagaen et mesterstykke, en ren perle blandt slægtsagaerne. Den udgør et pragmatisk hele fra først til sidst, ligesom på en måde Gunnlaugssaga; det hele foregår i løbet af nogle få år ved midten af det 10. årh. Der er én tråd, der går gennem sagaen. Det er skæbnen eller guderne (Freyr), der med hesten som middel volder alle begivenhederne. Fremstillingen er lykkedes fortrinlig, og hvad der skulde fremhæves, det fremhæves til rette tid og på rette sted. I stilistisk henseende er sagaen også meget god, skønt stilen næppe er på højde med kompositionen. Den er karakteristisk ved de mange og lange samtaler, tildels af ræsonnerende art (jfr. Heiðarvígasaga). Hrafnkell siger bl.a. (s. 9): »vi vil nu fortryde dette, at vi har sagt for meget (en hentydning til eden); sjældnere vilde vi komme til at angre, hvis vi havde udtrykt os mindre stærkt«. Sligt er ikke Hrafnkels, men forf.s ord. Lige sådan er tjænestekvindens tale (s. 25-6) noget unaturlig i hendes mund, og det er atter forf. selv, der her fører ordet gennem et slags talerør. Der findes mange ordsprog også i denne saga. Skønt den historiske fremstilling er simpel, forekommer dog ejendommelige eller billedlige ord og udtryk, man ellers sjælden støder på, som når det (s. 28) efter drabet på Eyvindr hedder: »arbejdet var trolig (pålidelig) udført« (ɔ: de var alle døde). At stilen tilhører den klassiske tid, må betragtes som sikkert, og at kompositionen forbyder at sætte sagaen til en senere tid end c. 1200, er en afgjort sag; den kan godt være ældre.

Personskildringen står på højde med kompositionen. Hrafnkell træder frem som en altbeherskende forgrundsfigur. Han er den ivrige Freysdyrker - hvilket fører ham til at aflægge den skæbnesvangre ed. Han er først overmodig, og dog viser han overfor Torbjörn, Einars fader, en højsindethed i sine tilbud og følelse af begået uretfærdighed; det gør en ondt for Torbjörn, at han ikke vil modtage disse tilbud. På altinget er Hrafnkell sorgløs og overrumples, ligesom han også straks efter overrumples hjemme på sin gård. Ved modgangen ændres hans karakter; han bliver fredeligsindet og, fremfor alt, rationalistisk. »Jeg tror det er tant at tro på guder« ytrer han, og han blotede aldrig mere. At han hævnede sig på Sámr, er ganske i sin orden. Sámr beskrives som lovkyndig og meget voldsom af karakter, og hans optræden svarer fuldstændig hertil. En tredje karakter er hans farbroder Torbjörn; denne er smålig og ondskabsfuld, dertil lidet begavet og kortsynet og, når alt synes at gå ham imod, en ren uselryg (han græder på altinget s. 13). Hans søn Einarr er derimod sympatetisk, tro og ligefrem; vi tilgiver ham gærne benyttelsen af Freyfakse og beklager hans skæbne. Et særdeles anskueligt billede får vi også af de to Vestlændere, Þjóstarssönnerne, der støttede Sámr.

Sagaen og Ldn. er ganske uafhængige af hinanden. Hrafnkels fader hedder i Ldn. Hrafn, ikke Hallfreðr; hvad sagaen beretter om fjældskredet i forbindelse med denne, fortæller Ldn. om Hrafnkell selv1). Det er blevet udtalt bl. a. i fortalen til den 1. udgave af sagaen og af G. Vigfússon, at det snarest er sagaen, der her har ret, og til støtte herfor har man udpeget stedsnavne med Hallfreds- og ikke med Hrafns-navnet. Desuden er forf. åbenbart nøje lokalkendt i de pågældende egne; han ligefrem svælger i beskrivelser af bygden, bjærge, rejseruter osv.2), ikke alene indenfor herredet, men også af ruten mellem det og altingspladsen ad to veje. Forf. er vidtberejst, og hans skildringer er tilforladelige og overensstemmende med de virkelige forhold. Ldn. indeholder derimod et stedsnavn, Steinrøðarstaðir, der er og har været ganske ukendt (fejl for Hallfrøðar-?). I det unge æventyr, Brandkrossaþáttr, findes rigtignok det samme navn, men det er fordi Ldn. her er benyttet.

Af påviselige unøjagtigheder findes kun meget få. Forf. lader Þormóðr Þjóstarsson på Alftanæs være gift med Þórdis Þórolfsdatter (Egils stedatter) fra Borg (s. 14); dette kendes ikke andenstedsfra; i Egilss. er hun kun gift med Grímr på Mosfell. Er det rigtigt, må Þormóðr have været Þórdis’ første mand, hvilket efter tiden godt kan have været tilfældet. At det ikke omtales i Egilss., må da bero på, at dette giftermål var uden al betydning for sagaen som sådan. Rimelig foreligger der dog en fejl i Hrafnkelss., eftersom Ldn. heller intet ved om giftermålet; her er nemlig þormóðr gift med Þuriðr Þorleifsdatter (s. 48). Hallsteinssønnernes navne (s. 26) stemmer ikke med Dropl.s.saga, men navnene er her forvanskede (jfr. ovf.).

Forf.s interesser går i retning af lovkyndighed og processer, og sagaen indeholder adskilligt af vigtighed i så henseende3), for ikke at tale om forf.s geografiske kundskaber.

At forf. er en gejstlig, er vistnok utvivlsomt. Han har historisk interesse for den gamle gudedyrkelse, men det er klart, at han føler en vis indre tilfredsstillelse ved at beskrive, hvorledes de gamle guder bliver behandlede (s. 23; hvor gudebillederne plyndres og templet brændes); ligeledes når han fortæller om omslaget hos Hrafnkell. Og dog er der ikke tale om nogen stødende udgydelse af subjektiv art, som man vistnok ikke vilde have undgået at læse hos en fremmed latinsk forfatter.

Helt fri for afskriver- og bearbejderændringer er sagaen ikke; således er forklaringen af ordet vápnatak en senere tilføjelse. Jeg nærer også en stærk mistanke til den udførlige beskrivelse af Fljótsdalsherað (s. 4), og endel andre sætninger. Men i det hele og store må sagaen vistnok siges at være bevaret i sin oprindelige form.




Noter:
1) Når sagaen taler om en ged og en buk, der begravedes under skredet, nævner Ldn. en so og en tyr. Stedsnavnene taler for det første.

2) Se f. ex. s. 4, 7, 11, 12, 20, 25—7; ja s. 9 ved han, at Einars gravhøj (Einaravarða) bruges som midaftensmærke fra sæteren.

3) S. 18 (domstolen), sst. udtrykket miskviðalaust, s. 19 (vápnatak; forklaringen af ordet er øjensynlig en interpolation), s. 21 (konfiskationsdommen, stemmer med Grágás).