FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Kolbeinn Tumason
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Andet Bind
G. E. C. Gads Forlag
København 1898
Andet tidsrum
1. afsnit: DIGTNING
§4. Islandsk digtning
B. Den gejstlige digtning.
Kolbeinn Tumason.
Kolbeinn Tumason, den største høvding på nordlandet omkring 1200; han nedstammede fra en af Snorre godes sønner og var gift med Gyriðr, en datter af skjalden Þorvarðr Þorgeirsson (ovf. s. 74) (1). På grund af sin store magt (2) var det Kolbeinn, der satte valget af þorvarðs brodersøn, Guðmundr, til biskop igennem; han trode, at hans magt vilde blive yderligere befæstet og sikret, men han blev skuffet. Der opstod snart splid mellem Kolbeinn og Gudmundr, som endte med, at denne satte Kolbeinn i ban (1207) (3); da så Kolbeinn året efter vilde overfalde biskoppen og hans mænd, faldt han, ramt af stenkast (9. sept. 1208) (4). Om hans øvrige stridigheder med videre må vi henvise til Sturlunga. Kolbeinn var en begavet, men meget herskesyg mand og egenrådig. Ejendommeligt nok siges det at have været en slægtsarv hos ham »ikke at kunne stille sin hidsighed eller dæmpe sin vrede«; dette fortælles i anledning af en kamp, der holdtes selve Marie messedag, hvis hellighed han dog særlig burde respektere (5); Kolbeinn var nemlig en ivrig dyrker af jomfru Maria og siges at have digtet »mange kvad om hende med udmærket ros« (6). Af disse kvad haves nu intet, ligesålidt som af andre digte om forskellige helgener, der antydes (7), med undtagelse af 5 vers af et drotkvædet digt, Jónsvísur, om apostlen Johannes (i Litla-Jónssaga). Digtet bestod i alt af 47 vers; begyndelsen skal have handlet om »den store kærlighed, som guds moder nærede til Johannes, og om, hvorledes den guds ridder stod under korset i frelserens dødskamp, og hvilket ærefuldt hværv, han modtog, idet han skulde beskytte himlens dronning« (Maria) (8); herom handler de 4 første bevarede vers, hvorimod det 5. tilhører digtets slutning. Disse vers gør et temmelig højtravende indtryk, men de er ret behagelige, hvad rim og versemål angår. — Af religiøs art er alle de 3 vers i runhent versemål, som Kolbeinn digtede lige før sin død, hvori han påkalder gud og Kristus og beder dem hjælpe sig og sine mænd; de er ret smukke og inderlige. — Endelig haves 6½ løse vers, så godt som alle om forskellige begivenheder i årene 1197—9 og 1207. Alle disse vers vidner om en betydelig ævne til at danne vers og udtrykke sig let og hurtig, men nogen ejendommelig digternatur røber de ikke.
Hertil vil vi knytte omtalen af to digtere, hvis levetid er uvis og hvis lævned ikke kendes, men som uden tvivl hører denne periode til og snarest det 12. årh.
Noter
1) Sturl. I, 191; Bisk. I, 408.
2) Jfr. Sturl. I, 127; Bisk. I, 470.
3) Bisk. I, 490; Sturl. I, 214.
4) Bisk. I, 494-5. 568-9. 662; Sturl. I, 217—8.
5) Bisk. I, 419.
6) Bisk. I, 457 anm., 569—70, jfr. 491 anm. 2.
7) Bisk. I, 570; Post. 511.
8) Post. 511.