FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Líknarbraut

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

1. afsnit: DIGTNING


§4. Islandsk digtning


B. Den gejstlige digtning.

Religiøse digte uden forfatternavn:


Líknarbraut.
Líknarbraut, »Nådens vej«, findes i samme hdskr. som Leiðarvisan og er fuldstændigt. Navnet findes i digtets næstsidste vers. Det består af 52 vers og er indrettet på lignende måde som f. ex. Leiðarvisan; det har indledning og slutning af samme beskaffenhed og indhold (påkaldelse af gud og bøn om hjælp og nåde); kun er den personlige indledning noget længere end sædvanlig, nemlig alle de første 12 vers. Herpå følger det første stefvers, hvorpå der kommer 4 stefjabalkar på 4 vers hver; stefet er enkelt. Digtets æmne er Kristi historie fra korsfæstelsen og døden til himmelfarten og den sidste dom, hvorved Kristi kors vil komme tilsyne; korset beskrives nu nærmere, dets forskellige navne (»himlens nøgle, himmelstige, himmelbro« osv.) og betydning anføres. Til slutning opfordrer digteren til at mindes Kristi død på korset, omtaler sin digterløn, digtets navn osv. Det er klart, at digtets hovedæmne er korset, det er et korsdigt, hvad jo også det 1. vers udtrykkelig fremhæver. — Líknarbraut er i det hele taget et af de smukkeste, mest poetiske og inderligste religiøse kvad fra det 12. og 13. årh. Et vers som det 5. skal man længe lede efter: »Nedlæg du, jordens og mænds lovpriste livsstyrer, herlig himmelsk frø i min sjæls mark, så at jeg i rette tid kan bære sand frugt af dit uvisnelige sædekorn, du altets prøver, bekendt for din kærlighed«. Kraftigt og virkningsfuldt er det, når digteren i v. 43—5 lader Kristus selv tale til menneskene om korset og dets betydning. Hvis man skulde søge nogen tilknytning mellem digtet og noget virkelig eksisterende, kommer man uvilkårlig til at tænke på et eller andet berømt kors og da snarest det bekendte Kaldaðarnæskors, men det vides ikke, hvor gammelt dette er (1). Noget bestemt originalskrift, digteren kunde have benyttet, kan næppe påvises. Dog er det klart, at han har haft en ældre prosaisk fremstilling om korset; deraf må forklares den lighed i ord, der findes mellem enkelte steder i v. 39 og 40 og slutningen af De sancta cruce i Stockh. Hom. s. 39 (= Norsk Hom. 142); jfr. opt ertu éls i höptum, ítr lausn 39.5-6 ǂ laúsn i hoftom Hom. 39.14; við öllum meinum hæstr ok harðri freistni hlifskjöldr 40.6—8 ǂ hlífskioldr viþ meínom 39.12; jfr. sigr í orrostom 39.14, og sýndr ertu seggja kindum sigrtrúr í gný vigra 39.3-4. Forestillingen om det blodige kors, der kommer tilsyne på dommedag, findes f ex. allerede i Kynewulfs Krist.

K. Gíslason har søgt at bevise, at digtet »er forfattet omtrent samtidigt med Snorres Háttatal (2); det kan i ethvert tilfælde ikke være ældre, men jeg tror bestemt at måtte antage, at det er noget yngre og næppe ældre end fra midten eller den tredje fjærdedel af det 13. årh., og jeg slutter mig således til en af K. Gíslason tidligere udtalt mening (3). For dette taler bestemt den sammenblanding af œ og æ, der findes i v. 8 (brœðr . . . kvœði (4), ligeledes rim som bezt: ást (z — s, 35.1), former som fyrir (præpos.) f. fyr 44.8, tjallz (: alla) 25.4, foruden et par metriske unøjagtigheder (30.8, 47.2; 6.4 og 9.3 er mulig forvanskede). Alt dette viser hen til en sproglig overgangsperiode, der ikke er ældre end omtrent 1260. Når vi tiltrods herfor finder former som vas-a (: písla 16.3), er det sikkert et lån fra ældre digte. Jeg tør således ikke gøre digtet ældre end omtrent 1250—75. Det er yngre end Leiðarvisan, da 12.1-2 åbenbart er et lån fra dettes v. 23. Til denne tidsbestemmelse passer digtets hele fremstilling og sprog; det er det religiøse digt, som opviser de færreste omskrivninger og står således et digt som Lilja nærmere; det er i det hele taget det simpleste og mindst indviklede, en egenskab, som f. ex. genfindes i Sturlas drotkvædede vers og de uægte vers i enkelte sagaer (hvorom nedenfor).


Noter
1) Jfr. Jón Þorkelsson: Digtningen osv. 67 ff.
2) Aarbb. 1869, s. 145-8; jfr. 1889, s. 356-7.
3) Ifg. hvilken digtet skulde stamme fra »Midten af det 13de Aarhundrede (snarest fra omtrent 1260)«; Gíslasons begrundelse af, at det skulde være ældre, forekommer mig ikke bindende. Aarbb. 1869, s. 40.
4) Dette vil Gíslason rette til frœði, da œ og æ ellers rimer rigtig.