FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Njálssaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
I. De gamle slægtsagaer (Íslendingasögur)
6. Njálssaga


Njálssaga
(Njála, Brennunjálssaga)


Af denne saga findes flere membraner og membranbrudstykker. De vigtigste er AM 468, 4°, der danner det egenlige grundlag for den store udgave 1875, fra c. 1300; 132 fol., 133 fol. (c. 1300), 2868, 4° i den gamle kgl. saml., 2870, 4° sst. Alle brudstykkerne er fra tiden c. 1300 og den følgende tid. Kun ét. Cd, er fra tiden før 1300, og næppe yngre end fra c. 1280. Uagtet der er så mange hdskrr. og brudstykker, er der dog kun tale om én eneste bearbejdelse; nogen radikal forskel m.h.t. tilstedeværelsen eller manglen af hele afsnit er der ikke. Men der er mange stilistiske afvigelser og enkelte realitetsforskelligheder tilstede. Hdskrr. i det kongelige bibliothek (G og I, dets ældste del) synes ofte at frembyde ældre og rigtigere tekst end de andre. Vigtigst er det imidlertid, at der foreligger kun én bearbejdelse i det hele, et resultat, som på den anden side i litteraturhistorisk henseende er bedrøveligt nok. I andre tilfælde har netop hdskrr. kunnet vise os interpolationer og har ført på spor efter den gamle tekst, men her må vi søge andre kriterier. Dog skal det bemærkes, at versene for en stor del ikke har tilhørt den oprindelige saga, men herom mere i det følgende.

Som sagaen nu foreligger, er den den længste slægtsaga og i flere henseender af en ejendommelig og afvigende art. Vi skal i korthed søge at give en oversigt over dens mangfoldige og brogede indhold.

Sagaen begynder med at fortælle om høvdingen Mörðr gige på Rangárvellir og hans datter Unnr samt i forbindelse hermed de fra Laxdæla bekendte brødre, Hrútr og Høskuldr. Den første frir til Unnr, men da han skal til at holde bryllup, tvinger et dødsfald i Norge ham til at rejse. Hrútr stifter i Norge et for ham skæbnesvangert, intimt bekendtskab med Gunnhild kongemoder, der fremstilles meget erotisk. Hrútr udfører bedrifter på vikingetog, vender så hjem, egenlig mod Gunnhilds vilje, og ægter Unnr; samlivet er uheldigt, og hun forlader ham; sagen bilægges på altinget (k. 1—8; tiden c. 963—6?). Der følger nu et afsnit (k. 9—17) om den anden broders, Høskulds, datter Hallgerðr (allerede nævnet i 1 kap.) og hendes to giftermål og de dertil knyttede tildragelser; særlig bemærkes, at hun direkte eller indirekte volder sine mænds død. I k. 18 meddeles Mörðs død, og nu først, i k. 19-20 indføres hovedpersonerne Gunnarr og Njáll, som straks efter kommer til at spille en rolle i Unns sag mod Hrútr, der ikke har udredet det hende tilkommende gods. Gunnarr søger råd hos Njáll; idet han følger hans råd (den listige plan med »Kaupaheðinn«), tvinger Gunnarr Hrútr til at udrede pengene (k. 21-4). Høvdingen Valgarðr d. grå indføres nu; han ægter Unnr og har med hende sønnen Mörðr, der er bestemt til at spille en så stor rolle i det følgende. Herefter beskrives Njálssønnerne og flere andre personer indføres (Ásgrimr, hvis datter Helge Njálsson ægter; k. 25-7). Gunnarr rejser udenlands, vinder guld og ære, kommer hjem igjen, træffer Hallgerðr på altinget, bliver indtaget i hende og ægter hende (k. 28—33). Nye personer, særlig Sigfússønnerne, Gunnars slægtninge, blandt hvilke Þráinn er den fornemste (k. 34), hvorpå et afsnit (k. 35-45) følger om venskabet mellem Njáll og Gunnarr, samt om fjendskabet mellem deres hustruer og de gensidige drab, de besørgede på hinandens huskarle. Så atter nye personer, Gissurr hvide og Geirr gode, Gissurs slægtning Otkell og hans familje (k. 46—7), og nu kommer der fart i fortællingen. Hallgerðr lader stjæle hos Otkell; dette er ophavet til Gunnars ulykke og bevirker efter flere forudgående sammenstød og kampe til slutning hans død, der udførlig fortælles; under alt dette indføres nye personer, der efterhånden kommer til at gribe ind i begivenhedernes gang (Rúnolfr gode, Skapte, Starkaðr og hans familje; der er tale om hestekampe m. m., ligesom også Mörðs giftermål med Gissurs datter berettes; k. 47-77). Hævnen efter Gunnarr og slutningsforliget beskrives (k. 78-80); hermed er sagaen om Gunnarr egenlig ude. Dog knyttes der endnu hertil et kap. (81) om hans broder, Kolskeggs skæbne. Nu genoptages fortællingen om Þráinn; hans udenlandsrejse og æventyr i Norge i anledning af skurken Hrapps færd og banditstreger i Norge, der udførlig berettes. Også Njálssønnerne er rejst udenlands; de opholder sig først hos Sigurd jarl på Orknøerne, og her træffer de sammen med en af sagaens vigtigste hovedpersoner. Kåre Sölmundarson. De rejser til Norge, indvikles her i sagen mellem Þráinn og Hakon jarl i anledning af Hrappr og bliver ilde medhandlede af jarlen. Efter at være komne hjem, afkræver de Þráinn en erstatning for, hvad de for hans skyld har måttet døje; da han nægter dette, og de ovenikøbet hånes af Hallgerdr og Hrappr, opstod der bittert had mellem dem og þráinn, og det endte med, at denne blev dræbt i det navnkundige overfald på isen på Markarfljót; hermed indledes den egenlige tragedie. Der kom først forlig i stand, og Njáll tog þráins søn Høskuldr til opfostring (k. 82—94). Endnu »kommer« der nye mænd »til sagaen« og det ingen ringere end høvdingen Flose þórðarson og Hallr af Siða; i fortsættelse deraf fortælles om den voksne Høskulds frieri til Floses stolte broderdatter, Hildigunn, men hun nægter at ægte Høskuldr, medmindre han får et godord. Dette var lettere sagt end gjort. Ved Njáls berømte forslag om oprettelsen af femterretten (1004), hvortil der var knyttet oprettelsen af flere nye godord, gik sagen i orden. Høskuldr skaffer sig et af de ny godedømmer og ægter nu Hildigunn (k. 95—7). Herefter følger en episodisk beretning om Lýtingr på Sámsstaðir og drabet på Njáls uægte søn, Høskuldr, samt hævnen herfor (k. 98—9); dette fortsættes med k. 106; hvor Ámunde d. blinde, Høskulds søn, dræber Lýtingr, der dog siges at have betalt al den bod, han skulde. K. 100—105 er et særligt afsnit for sig, der handler om kristendommens indførelse, og særlig om Tangbrands mission på Island; han skal have døbt Njáll. - Valgarðr d. grå, der nu siges at være »kommen hjem«, opfordrer Mörðr til at sætte splid mellem Høskuldr og Njálssønnerne; han er vred over de forandringer, der er sket, medens han har været borte. Det lykkes Mörðr at gøre dette, og Njálssønnerne begår nu sagaens mest tragiske drab, idet de tager Høskuldr af dage (k. 107—12). Nye personer (Gudmund d. mægtige, Snorre gode; k. 113—14). Der anlægges sag efter Høskuldr, forligsforslaget falder uheldig ud, særlig fordi Hildigunn har stemt Flose mod ethvert forlig. Sammensværgelsen mod Njálssønnerne indgås under højtidelige løfter (der indføres i den anledning endnu nogle nye personer som Ingjaldr fra Keldur, Þorkell hákr; varsler omtales); toget mod Bergtorshvol og mordbranden fremstilles udførlig (k. 115-32). De nærmeste følger heraf meddeles, varsler på Floses gård, hans rejse til østlandet for at bede om bistand; sagsanlæg, samt den langvarige og meget interessante rettergang på altinget 1012, kampen dér og det endelige forlig (k. 133—45). Der var dog én mand, der ikke samtykkede i forliget, nemlig Kåre; han foretager nu sin berømte hævn (tildels sammen med den ypperlig gennemførte, komiske figur Björn i Mörk; k. 146-52). Nu begynder sagaens egenlige slutning. Flose rejser udenlands for at holde forliget; Kåre rejser også og får lejlighed til yderligere at hævne indebrændingen; i anledning af at nogle af mordbrænderne deltog i det berømte Clontarfslag (1014), indskydes en fortælling om dette og kong Brian (med Darradsangen; k. 153-8). Det sidste kap. (159) fortæller så om Kåres rejse til Rom, hans hjemrejse og endelige forlig med Flose, samt hans giftermål med Hildigunn. Flose rejser endnu engang til Norge for at hænte kirketømmer, men forliste undervejs – ”og dermed slutter vi Brennunjálssaga”.

Når man ser på dette brogede indhold - hvoraf det ovenstående uddrag kun giver et svagt billede -, kan det ikke nægtes, at det i det hele er fortræffelig ordnet. Det ene afsnit er mere eller mindre afhængigt af det andet og viser samtidig hen til det følgende som forberedende dette. Dette sker dels på den sædvanlige måde, dels ved korte og indirekte bemærkninger, anelser, varsler og spådomme (særlig Hrúts og Njáls). De enkelte optrædende personer indføres efterhånden som de skal spille en rolle i sagaen, og dette gøres udførlig, idet der i reglen til navnet føjes lange slægtregistre. For så vidt er sagaen ret enestående ved sin indretning. Det er før bemærket (s. 298), hvor usagamæssigt det er, at hovedpersonen, Njáll, først indføres i kap. 20 i steden for straks i det første kap.; i de foranstående kapitler handles der end ikke om hans forfædre. Men dette har sin store betydning sammen med andre mærkværdige omstændigheder, vi straks skal komme til. Hvad sagaens nuværende form og sammenhæng angår, kan vi henvise til Bååths udførlige redegørelse i hans Studier.

Vi må tage denne mærkelige sagas form lidt nærmere i øjesyn. Som den nu i hdskrr. foreligger, er det klart, at den ikke findes i den oprindelige form; dens nuværende skikkelse kan ikke være ældre end fra den sidste halvdel (3. fjærdedel) af det 13. årh. For så vidt har de to forfattere, der har gjort Njála til genstand for grundige undersøgelser, K. Lehmann og H. v. Carolsfeld1) (Die Njálssage 1883), tilnærmelsesvis ret; dog er de tilbøjelige til at gøre den endnu yngre (hvad der dog på grund af hdskrr.s forhold er umuligt). Disse samme forfattere er også tilbøjelige til at tro, at sagaens form ikke er den oprindelige, hvad versene, kristendomsafsnittet og afsnittet om Brian angår (og hertil har Bååth sluttet sig). Dette er rigtigt nok; de her antydede interpolationer er nu i og for sig betydningsfulde nok; men der kommer andre, tildels meget mærkelige omstændigheder til, der viser, at vi ikke kan blive stående ved det resultat.

Den undersøgelse, vi har anstillet, har ført os til et resultat m.h.t. »sagaens« oprindelige form og det dermed sammenhængende spørgsmål om dens alder, der er vidt forskelligt fra de nævnte forfatteres, ligesom vi heller ikke kan anerkende deres positive undersøgelser af sagaens enkeltheder som afgørende og deres resultaler i mange eller de fleste tilfælde som rigtige.

Vi skal begynde med versene. L-C's bemærkninger om disse er i det hele og store rigtige (s. 145—60). Bortset fra versene i kristendomsafsnittet, Darradsangen samt et par kvædlinger. Brianversene og varselversene, er alle sagaens øvrige vers uægte, d.v.s. forfattede i en sen, tildels meget sen tid. Nogle, navnlig de, der findes i sagaens sidste del, de af Kåre og Móðólfr, er de ældste og tilhører måske det 12. årh., - de kan sidestilles med de få uægte vers i Egilssaga -, medens de øvrige først tilhører tiden ved 1300 og det 14. årh. De fleste af disse findes da også kun i enkelte hdskrr., ja tildels kun i ét. Ejendommeligt er det, hvorledes de optræde i F (AM 468); de findes her, hvad der er næsten enestående, i marginen eller efter sagaen tilføjede med henvisningstegn, og de er skrevne med en anden hånd end hovedhdskr. Disse vers findes i kap. 44, Sigmunds nidvers (de mangler i A, G, I), Skarphedins vers sst., i k. 45, 79, 92, 99, Gunnars i k. 54, 62, 63, 72, 77; ligeledes Unns vers i k. 7. Både de sproglige former og metriske uregelmæssigheder lader ingen tvivl om deres art tilbage; men disse vers stammer næppe alle fra én og samme forfatter, og de er ikke alle indsatte til samme tid. Ægte nok er derimod versene i kap. 77 om Gunnars død; det ene af Þorkell elfaraskáld, hvis udtale tvá og versets tone viser, at han ikke er ældre end fra c. 1250—1300, og af Þormóðr Óláfsson (hans vers kun i ét hdskr.), der vides at have levet c. 1330(!). Men i sagaen er disse vers selvfølgelig uægte, d.v.s. ikke indsatte af dens oprindelige forfatter; det er umuligt. Alle versene er således tildigtninger og interpolationer; Kåres og Móðolfs vistnok de ældste (jfr. I, 477).

De samme forfattere har, ligesom også G. Vigfússon, udpeget kristendomsafsnittet, k. 100-105, som indskud. Og dette er rigtigt. For det første er det på et kronologisk urigtigt sted, nemlig efter fortællingen om femterrettens oprettelse (1004). Dernæst indeholder det en episode, der så at sige helt og holdent falder uden for sagaens ramme og er den uvedkommende; det strider således mod sagaskrivningens simpleste regler, og dobbelt påfaldende er det netop i Njála, hvis to hovedafsnit er så godt sammenarbejdede. Der er ingen tvivl om, at det af en senere bearbejder er indsat i steden for en ældre, kort bemærkning om, at Njáll lod sig døbe af Tangbrand, en bemærkning af lignende art som den, der virkelig findes k. 102,19-20. Afsnittet er efter min mening et fortrinligt eksempel på en bearbejders virksomhed fra tiden ved 1300 eller den sidste halvdel af 13. årh. Han har kendt og haft en hel fremstilling af kristendomsforkyndelsen, og så indsætter han den uden videre i sin afskrift af sagaen; han søger at sætte sin interpolation i en organisk forbindelse med det øvrige, men det lykkes ham ikke helt; tidsregningen er ikke rigtig; og udtrykket þetta haust (k. 100,17) står ganske isoleret for sig. At dette afsnit ikke engang findes i sin oprindelige form er sikkert: også det er bearbejdet; således er der her indskudt slægtregistre og dette er vigtigt2), ti det viser klart og tydeligt den samme interpolationsmani, som findes i sagaens øvrige dele, den allevegne at indsætte lange stamtavler, endogså for de mindre personers og bipersoners vedkommende, ja endogså tildels i modsætning til, hvad der gælder enkelte af selve hovedpersonerne. De korte bemærkninger om mænd som Mörðr gige og Njáll stammer fra den oprindelige saga, de lange registre op til førislandske, tildels sagnhistoriske personer en senere bearbejder. I begyndelsen af k. 105 findes Torgeir godes og hans hustrus slægtregistre; Torgeirs findes atter senere i anledning af, at hans søn Torkell hákr indføres. Bægge steder er den omtrent enslydende og stammer åbenbart fra samme kilde, samme mand, eftersom Torgeir der, i modsætning til alle andre kilder, kaldes »Tjörvason«. Disse slægtregistre svarer også fuldstændig til de lange genealogier i de uhistoriske sagaer, der udskriver Ldn. eller andre kilder. Hvorvidt selve kristendomsafsnittet er indkommet i sagaen før disse slægtregistre er dog tvivlsomt, men muligt er det.

Af en lignende art og oprindelse er den 3. ovf. anførte og anerkendte interpolation. Der har i den oprindelige saga stået en kort bemærkning om, at 15 af mordbrænderne fandt døden i slaget ved Clontarf eller Brianslaget. Så er der atter i steden for indsat en udførlig beretning som slaget, som beardejderen kendte fra en anden saga (eller en selvstændig Þáttr). Hvorvidt det stemmede med den oprindelige sagas harmoniske komposition, var noget han, ligesålidt som andre bearbejdere af ældre værker, brød sig om. Grænserne for Briansafsnittet i sagaen er rimeligvis rigtig antydede af L-C (ɔ: kap. 154,11-46; 155,49-156; 157,6-91, samt 94—229 omtrent). Denne interpolation eller indarbejdelse af en fremmed tekst er interessant; den er foretagen således og således vævet ind i den oprindelige tekst, at de antydede stykker ikke ligefrem kan bortskæres, således at resten bliver et godt og fejlfrit hele. Der bliver »sår« tilbage. Så godt er sammenføjningen gjort.

Men nu er dette jo fortrinlige holdepunkter. Vi er nødt til at spørge: »er der da ikke mere af lignende art i denne ellers så underlige saga?«. Svaret må lyde, at den helt igennem har undergået en bearbejdelse af en lignende art. I alle enkelte tilfælde vil det være umuligt at eftervise dette; dernæst er der ikke plads til her at drøfte spørgsmålet i hele dets udstrækning og i alle detaljer. Vi må lade os nøje med enkelte hovedpunkter.

Der er da for det første begyndelsen af sagaen. Som Njála nu begynder, har aldrig nogen originalsaga begyndt. Efter en ganske kort indførelse af Mörðr gige (7-8 linjer), der i en Njálssaga ingen rolle spillede og i en Gunnarssaga en forholdsvis underordnet rolle, hedder det: »Nu drejer sagaen sig til Bredefjordsdalene«; en sådan vending - der jo ellers ikke vilde være det mindste påfaldende - er på dette sted, hvor sagaen endnu knap er begyndt, dobbelt stødende. Noget lignende kendes ikke i andre sagaer, og det kan næppe stamme fra en oprindelig forfatter. At dette er en bearbejders kejtede arbejdsmåde er på forhånd langt sandsynligere.

I afsnittet om Hrútr (k. 2—6) er det særlig Hrúts udenlandsrejse og skildringen af Gunnhilds sanselighed, der bærer et stærkt efterklassisk præg og ser ud som en senere tids udmaling. Også navnet Sote på Hrúts modstander er mistænkeligt. At der dog er noget ægte, noget historisk i dette afsnit, er vistnok givet. Som ovf. (s. 421) bemærket, passer det kronologisk meget godt, når Atle, en søn af Arnvid jarl i Gøtland nævnes i k. 5 (jfr. Egilss. s. 279).

Så er der afsnittet om Hallgerðs ungdomshistorie og tvende giftermål (k. 9—17), der fortælles meget vidtløftigt. Så godt som intet af alt dette hører til en Njáls saga; til en saga om Gunnarr heller ikke; en klassisk forf. vilde have ladet sig nøje med en kort bemærkning eller i hvert fald en kortere fremstilling af hendes tidligere liv. Dette afsnit ser således ud til at være en udvidelse eller interpolation af selvsamme art som de foran nævnte stykker.

Fortællingen om Gunnars udenlandsrejse og vikingetog ser også meget mistænkelig ud. Der er almindelige vikingehistorier uden nogen individuel karakter; der findes heri uægte vers af værste art (en lausavísa i hrynjandi!), hvad der dog har mindre at sige; der findes her fremmedord som jústa (i alle hdskrr.). Det hele er ganske sikkert stærkt overarbejdet i en senere tids manér.

Med k. 80 er sagaen om Gunnarr, som sagt, ude. Det følgende bliver så i egenlig forstand Njálssaga. K. 81 handler rigtignok som bemærket, om Kolskeggr, men det er sikkert et yngre tillæg, navnlig på grund af Kolskeggs drøm, der tydes som, at han skulde blive »guds ridder« (!). Kap. 87 og tildels 88 handler om skurken Hrappr; denne fortælling er forlængst og med rette funden meget mistænkelig. Bl. a. findes der her en fejlagtig opfattelse af afstanden mellem Lade (Hakon jarls berømte sæde i Trondhjem) og Gudbrandsdalen - lignende fejl findes ellers aldrig i de gode gamle sagaer -, foruden andre urimeligheder som »nøddeskoven« (87,74 ff.); det hele er åbenbart en frugt af romantiske sagaers læsning. En så vidtløftig fortælling er desuden ikke her på sin plads. - Efter k. 97 har vi afsnittet om Lýtingr. Denne mand var gift med en søster til den dræbte Þráinn og var misfornøjet med, at han ikke havde fået noget af de givne bøder; derfor dræber han Høskuldr Njálsson. Dette kap. står for det første i strid med et tidligere sted, hvor det hedder, at alle havde fået deres del af boden, »som ifl. loven havde ret dertil« (93,16—17); bægge dele kan ikke stamme fra en og samme forfatter. Dernæst - og det har ikke mindre at sige - står dette afsnit ganske for sig selv uden at bidrage det mindste til begivenhedernes udvikling, hvilket er i strid med, hvad der er sagaens beskaffenhed i øvrigt. Hvis en interpolation nogen steds kan siges at være håndgribelig, må det være her. Til dette afsnit slutter sig k. 106, om Ámunde blinde, der dræber Lýtingr. Dette kap. er helt afstikkende og af en ondartet legendarisk art, et rent makværk. Ámunde får et øjeblik med guds hjælp (!) sit syn tilbage for at kunne begå et drab og bliver straks efter blind igen. Hele stykket kap. 98-9 med 106 er en interpolation og Njála ganske uvedkommende3). Sagaens oprindelige forf. har måske kun haft en kort bemærkning om Høskulds drab. Sammen med k. 100—5 minder hele dette afsnit (k. 98—106) om interpolationer i Eddadigte og sammenstykninger af uensartede vers som særlig i Hávamál, hvor strofer hobes sammen, for at danne etslags bro fra det ene digt til det andet. K. 107 danner en fortrinlig fortsættelse af k. 97. og fra nu af er hele resten et udmærket sammenhængende hele, bortset fra Briansafsnittet.

Det er af alt dette tilstrækkelig klart, at vi i den foreliggende Njálssaga umulig kan have den oprindelige Njála. Mange forskellige enkeltheder fører bestemt i samme retning, og vi kan ikke undlade her at fremhæve nogle af disse.

Hallgerðr beskrives omtrent på samme måde hele tre steder (i k. 1, 9 og 33). Dette tyder ikke på en enkelt forfatter. Det 4. sted, hvor hendes hår beskrives (k. 13) er af en anden art. Bååths forklaring (s. 95 anm.) slår ikke til. - Njáls halvbroder, Holtaþórir, og hans 3 sønner omtales i k. 20 på en passende måde; ikke desto mindre indføres han atter på en lignende måde i slutningen af k. 96, hvis hovedindhold i øvrigt handler om Hallr og hans slægt, som om han ikke før var nævnet (»þórir hed en mand«!), og dette findes i alle hdskrr. Dette kan kun stamme fra en bearbejder, og det er af betydning, eftersom det kaster lys over det foranstående kapitel og overhovedet de genealogiske præsentationer. Blandt Halls dér nævnte sønner nævnes ikke Kolr, der dog nævnes senere. - I slutningen af samme kapitel (20) antydes Njáls børn, men sønnerne nævnes først og beskrives i k. 25, uden at man kan se, hvorfor dette sker just her og ikke gøres med det samme i k. 20. - I slutningen af k. 53 beder Otkell Rúnolfr i Dal om at lade sin søn nyde godt af deres venskab; heri skulde man have ret til at se en antydning af, at Rúnolfr engang senere træder hjælpende til. men noget sådant sker aldrig; det er som om Rúnolfs virksomme hjælp var gået tabt ved en overarbejdelse.-Kap. 59,10 beskrives Högne, Gunnars søn, og atter, men kort, k. 75,19; her beskrives også Grane, men han nævnes dog på først nævnte sted; endnu engang beskrives Högne k. 78,29f. næsten på samme måde som før, hvilket ikke tyder på én forf. Hertil kommer, at Högne k. 80 slutn. siges - i alle hdskrr. - at være »ude af sagaen«; ikke desto mindre nævnes han ikke mindre end 3 gange endnu, og på 2 af disse steder optræder han aktivt. Dette er tydeligt nok. - Valgarðr grå, der næppe spiller anden rolle i sagaen end at komme og forsvinde og glimre ved sin fraværelse, snarest for at der kan blive så meget bedre plads for Mörðr, der optræder altfor tidlig som voksen, siges k. 65,21 at være rejst bort, men i k. 75,63 er han - ifl. alle hdskrr. - tilstede, uden at det er fortalt, hvorledes han imidlertid er kommen hjem. - Hvad der i k. 91,1—3 fortælles om Hrappr findes allerede k. 88,202—4 næsten med de selvsamme ord. - Der kan næppe være delte meninger om, at Kåres og Helges henholdsvis med løve og hjort prydede skjolde er en bearbejders påfund (k. 92,58—62) - Omtalen af Ketill i Mörk som gift med en datter af Njáll og som broder til þráinn k. 93 beg. må gøre det indtryk på læseren, at han ikke før er omtalt, og dog er dette tilfældet. Nævnte omtale stammer sikkert fra en bearbejder. I et af 6 hdskrr. søges dette indtryk svækket ved tilføjelsen: »som før er sagt« (jfr. ovf. om Glúmss. s. 241); et andet hdskr. ændrer noget det hele. - I samme kap. l. 8-10 er sætningen var-griðum en interpolation; den findes kun i 3 hdskrr., men mangler i fire; det er her, at den af L-C så stærkt angrebne brug af ordet grið (f. tryggðir) findes. - Hele stykket om lovretten i k. 97,98-110 er lige så sikkert et indskud; det mangler i hdskr. G, der gennemgående er et af de bedste hdskrr. Det samme gælder k. 113,14-20. - Rúnolfr (i Dal) siges k. 115,32—3 at have hot i Dal, men dette er to gange særlig fremhævet tidligere; det er som om han nu første gang indførtes i sagaen (»Dér bode R., en søn af Ulfr« osv.). - Ingjaldr på Keldur omtales udførlig tilligemed søsteren Hrodny; deres forfædre opregnes (k. 116), og dog er de bægge nævnede på en passende måde i k. 25,39—40. - Mörðr siges 117,46-7 at være gift med Gissurr den hvides datter, men fra sagaen om Gunnarr var jo dette velbekendt (k. 65). - I k. 119,95 ff. og 134,93 f. findes den samme genealogi uden grund to gange. - I k. 119 findes Skarpheðins bekendte fornærmelser mod høvdingerne på tinget. Endel heraf kan ikke bero på gammel tradition, men må være meget sent lavet. Således især svaret til Gudmund d. mægtige; denne roser Skarpheðinn og siger blot om ham, at »han ikke ser ud til at have lykken med sig«; Skarpheðinn bebrejder ham nu, at han lider under den bagvaskelse (jfr. ovf. s. 499), som ifg. Ljósv.s. endnu ikke havde fundet sted. - Fortællingen om Þráins kindtand k. 130,14-20, som i øvrigt synes at have tiltalt folks drastiske sans, er en latterlig overdrivelse; Skarpheðinn skal have gæmt tanden i sin pung og slået en mand halv fordærvet dermed. Hele denne historie er et ungt indskud. Det ser man bl.a. deraf, at på det sted, hvor Þráins drab fortælles, er der ikke tale om nogen kindtand; kun i ét hdskr. findes en sætning derom, der øjensynlig er et yngre tillæg. Efter hele beskrivelsen af Skarphedins færd ved den lejlighed er det da også ganske simpelt en umulighed, at han har givet sig tid til at samle en kindtand op, for slet ikke at tale om det usandsynlige eller umulige i, at kindtænder uden videre styrter ud. -Tre gange fortælles der, at Flose var gift med Steinvör, en datter af Siðu-Hallr (k. 95,9-10; 134,7-8; 153,46). Til alt dette og mere kommer der nu endel ujævnheder, som at der enkelte steder indføres personer uden videre, som forudsættes bekendte, og der hentydes til ikke før omtalte begivenheder.

Af alt dette, der blot kan være nedsættende for sagaens nuværende form, kan kun sluttes, at vi ikke har sagaen i dens oprindelige form. Vi har set slægtregistre af usædvanlig udførlighed4), en sand mani for anbringelse af disse i tide og utide; vi har set de gentages; vi har set ujævnheder af den misligste art, hvor noget ikke omtalt forudsættes enten i det foranstående eller følgende; vi har set unaturlig adskillelse af, hvad der hører sammen; vi har set aldeles utvivlsomme indskud på de forskelligste steder og af forskellig art, ja vi har gennemgående fået indtrykket af en gennemført bearbejdelse, der tildels har forvansket den oprindelige tekst idet bearbejderen ved sine tilknytninger og udvidelser med eller mod sit vidende og vilje er kommen til at udelade noget af det oprindelige og ægte. Fra bearbejderen (-erne? for der kan godt tænkes flere) stammer også alle de unge fremmedord (justa, próbat og lign.), hvortil vi også finder magen i andre, bevislig gamle sagaværker. Vi behøver ikke her at beskæftige os med de forskellige afvigelser og plus-sætninger, enkelte hdskrr. indeholder hvert for sig, men det er skade, at teksten i udgaven fra 1875 ikke mere holder sig til et enkelt hdskr. end den gør. Den antagne og tildels beviste overarbejdelse gælder vistnok også de lidet individuelt beskrevne vikingetog og udenlandsrejser (Hrúts, Gunnars, Njálssønnernes). Fremdeles må vi gøre opmærksom på de modsigelser og ujævnheder, der særlig findes mellem det afsnit der særlig handler om Gunnarr og den egenlige Njálssaga.

I store træk kan forholdet efter min overbevisning kun opfattes på følgende måde.

Man havde en saga om Gunnarr og en anden om Njáll. Grænserne for den første er omtrent givne; det er k. 19-80, vi hovedsagelig kan regne dertil, med fradrag af enkelte mindre stykker, f. ex. 20 og 25, mulig også det meste af k. 26-7; om k. 35-45 har tilhørt den ene eller den anden af disse sagaer er vanskeligt at sige; snarest har de dog tilhørt den om Gunnarr. Alt det følgende, d.v.s. k. 82-97, 107-59 med fradrag af, hvad der er hæntet fra Brianssagaen og enkelte mindre indskud, er den egenlige Njálssaga, foruden de allerede nævnte kapitler (20,25-7). I den egenlige Gunnarssaga spiller Njáll ingen selvstændig rolle undtagen som Gunnars gode rådgiver, og som sådan må han have optrådt i sagaen om Gunnarr. Heller ikke foretager Njálssønnerne sig dér noget nævneværdigt, der falder udenfor den specielle Gunnarssaga. Det er først efter Gunnars død, at deres saga begynder - med udenlandsrejsen. Disse to sagaer var imidlertid ved deres indhold så nøje knyttede til hinanden, personerne tildels de samme, egnen for det meste fælles, at det kun var naturligt, at de søgtes sammenarbejdede til et hele, altså til et slags egn- eller bygdesaga, så at der fremkom en forholdsvis god og logisk sammenhæng. En sådan fremgangsmåde er ikke enestående i litteraturen. Snorres Heimskringla er i grunden, ihvert fald tildels, af samme art; ligeledes Sturlunga saga. Kun ved denne antagelse løses de fleste vanskeligheder og forklares de fleste mangler på den simpleste måde.

Da Hallgerðr nu spillede en så stor rolle i sagaen om Gunnarr, anså bearbejderen det for nødvendigt og hensigtsmæssigt at give hele hendes forhistorie, der, som bemærket, rimeligvis har været ganske kort fortalt i den oprindelige saga. Efter samme princip måtte han da også begynde med en udførlig omtale af Hrúts og Unns ulykkelige ægteskab og samliv, eftersom det jo danner en indledning til en episode i Gunnars liv. Hermed forklares sagaens ganske usagamæssige begyndelse, samt den omstændighed, at Njáll først nævnes i k. 20.

Tiltrods for de mangler, der klæber ved sagaens nuværende form, som vistnok for det meste stammer fra en bearbejder, må man yde denne bearbejder den ros, at han dog har forstået at få en helhed i stand, der tilsyneladende er velordnet. Han har haft et nøje overblik over det hele, og han har, således som Bååth ret træffende har udtrykt det, »nedskrevet sin første linje med blikket så at sige fæstet på den sidste«.

Da denne sammensmæltning og overarbejdelse er foretagen med en vis grundighed, er det vanskeligt med sikkerhed at få øje på de oprindelige forfatteres ejendommeligheder og særinteresser, da man jo ikke kan vide, hvor de holder op og bearbejderen begynder. Men sandsynligst er det, at den indbyrdes sammenhæng mellem begivenhederne har været tilstede allerede i originalsagaerne. Om alle de antydninger ved forudsigelser, varsler m. m., »der her formelig er satte i system« (Bååth), stammer fra dem, turde dog være noget tvivlsomt. Brugen af ensartede motiver hidrører vel snarest fra bearbejderen; Bååth har vist, hvorledes Hallgerðs to første giftermål så at sige kun er gentagelser, det ene af det andet.

Spørgsmålet om sagaernes alder bliver nu forholdsvis let at besvare. Sagaens nuværende form, bearbejdelsen, må være ældre end c. 1280, men næppe ældre end fra midten af det 13. årh., hvilket jo udmærket passer til den isl. litteraturs udviklingshistorie; derved forstås også forskellige tidshentydninger, som når Kolbeinn d. unge (død 1245) nævnes. De oprindelige sagaer kan som følge heraf altså ikke være yngre end fra den første fjærdedel af det 13. årh., men det er adskilligt, der taler for - og intet imod -, at de, som de andre gamle, gode slægtsagaer, hidrører fra det 12. årh.s sidste halvdel eller fjærdedel5). Også de juridiske partier i sagaen - hvad enten de hidrører fra traditionen eller ej - støtter denne antagelse. De må i al fald være ældre end c. 1260, hvad da også G. Vigfússon allerede antog. De viser os hele den gamle procesmåde i et så levende lys, at den kun kunde skildres af en med den gamle forfatning fortrolig og samtidig. Da de desuden indeholder adskilligt, der ikke findes i eller ikke stemmer med Grágáshdskrr. og som dog indeholder gammel islandsk ret, må de stamme fra traditionen og da altså også fra forfatterne og ikke den yngre bearbejder. Også den forskellige karakter, processerne i Gunnarss. har i modsætning til hovedprocessen i Njáls saga, taler for det samme.

Hvor sagaen eller sagaerne er forfattede, har været et af de omtvistede spørgsmål. I al fald har G. Vigfússon udtalt den tanke (Sturl. proll. XLIII), at sagaen var forfattet på Østlandet, fordi der i den skulde findes enkelte fejl m.h.t. de geografiske forhold på Rangárvellir, medens forf. er godt lokalkendt på Østlandet. I og for sig selv er denne antagelse meget unaturlig. På forhånd måtte man være tilbøjelig til at antage, at sagaerne netop var skrevne i Njáls og Gunnars hjemstavn. Med så levende farver er de forfattede, så lidet forvansket synes traditionen, så lidet fordunklet dens lokalfarve at være. Det er som man allevegne mærkede bygdens hjemlige ånd og duft. Jeg tror da heller ikke, at man kan komme til noget naturligere eller sikrere resultat, end at sagaerne må være forfattede i de egne, hvor deres hovedbegivenheder foregår. De formentlige geografiske fejl er i virkeligheden ringe. Man har bemærket, at det er underligt, at Tværå (Þverá), en flod, der strømmer fra Markarfljót syd for Gunnars gård mod vest for at udmunde i Tjorså, aldrig nævnes. Dette kunde synes mærkeligt, men det er slet ikke sikkert, at denne flod har haft nogen særlig betydning dengang, således at der skulde være nogen grund til at omtale den. I det hele har egnen deromkring ikke så lidt forandret sig i tidens løb. Andre formentlige fejl er vistnok kun tilsyneladende. Således er det langt fra sikkert, at det såkaldte Holtsvað er at søge ved Tjorså og ikke meget mere ved selve Rangå eller Forså, hvor beliggenheden vilde passe. K. 131.10 nævnes Tjorså, hvor man skulde vænte Rangå; dette beror vistnok blot og bart på en dittografisk afskriverfejl, foranlediget ved, at der lige foran stod, at Kåre »red til Tjorsådal«. »Rangå« i k. 72,2 i fortællingen om Gunnarr på tilbagevejen fra hans eng nede i Landeyjar er noget påfaldende (retningen for vestlig), men dette findes i en legendarisk-mistænkelig sammenhæng (benrögn) og beror vistnok på yngre omarbejdelse eller indskud. I øvrigt forholder det sig fuldstændig naturlig med alle andre steder, hvor Rangå nævnes; kun i k. 98 kan brugen deraf ikke forsvares, men det hører jo ikke til den oprindelige saga (Lýtingsþáttr'en). Ellers er alle beskrivelser og antydninger rigtige og meget nøjagtige. Forf. er også lokalkendt på Østlandet. Floses rejse om vinteren helt op til Vápnafjorden beskrives ganske nøjagtig; ligeledes Floses ridt fra Svinafell til þrihyrningshálsar for branden, og den tid, rejsen foregår i, er ikke imod, hvad der kan lade sig gøre. Selve beskrivelsen af Bergtorshvol skal ikke passe fuldstændig til terrænets nuværende forhold, men deraf tør næppe en sikker slutning drages.

Der er således næppe gyldig grund til at søge forf. andre steder end i Rangárvallasysla.

Hvad nu det vigtige spørgsmål angående sagaens pålidelighed angår, kan vi, når vi ved, hvorledes den nuværende saga er bleven til, ikke forbavses over, at der er et og andet at indvende. Som sædvanlig er hovedmassen af indholdet af en sådan art, at vi ikke er i stand til at prøve det ved hjælp af andre kilder. Vi vil ganske kort se på de enkelte afsnit. Hele sagaen fortjænte at gøres til genstand for en alsidig, grundig og fremfor alt upartisk monografi, da L-C’s afhandling langt fra tilfredsstiller de fornødne krav til alsidig indsigt og upartisk kritik.

Afsnittet om Unnr og Hrútr har i det hele og store intet unaturligt ved sig, når bortses fra troen på Gunnhilds påvirkning. En udsmykning fra senere tider er vel hele forholdet mellem Hrútr og Gunnhild; i Laxdæla fortælles der også om hans udenlandsrejse, men her er de kronologiske forhold forvirrede. Når Hrúts rejse motiveres ved, at hans farbroder var kommen til Island og mældte ham, at hans afdøde broder havde »indsat ham til arving på Gulating, og arven måtte han selv kræve, da hans uvenner ellers vilde bemægtige sig arven«, har L-C herimod gjort indvendinger. En sådan arveindsættelse skal være ganske grundløs (»haltlos«); ti var den afdøde broder Hrúts helbroder, og efterlod han sig ingen arvinger, var Hrútr eo ipso hans retmæssige arving. Dette står også i Gulatingsloven (103) og må vistnok forudsættes som gældende lov i det 10. årh. i Gulatingslagen. I steden for at tage sagen så simpelt som den foreligger, taler L-C vidt og bredt om ættleiðing6). som intet har med denne sag at gøre. Sagen er i al sin simpelhed denne. Hrúts broder dør uden børn - ti dette må under alle omstændigheder forudsættes; sagaen tier derom som noget, der falder af sig selv -, men han har en helbroder på Island og vil, at denne skal tage hele arven; for at være sikker på, at dette kan ske, er det, at han på Gulatinget bekendtgør, at en sådan broder og arving til hans efterladenskaber eksisterede, og hvor han var; han kunde meget godt forudsætte-efter datidens usikre forhold-, at kom Hrútr af sig selv for at kræve godset, vilde måske andre uretmæssig forholde ham det7); når bekendtgørelsen derimod var sket ved vidners påkaldelse, var det umuligt. Om selve udtrykket at leiða til arfs er ganske nøjagtigt eller ej, gør mindre til sagen. Men hvad skulde fremgangsmåden egenlig kaldes? At udtrykket skulde være hæntet fra Jónsbók (efter 1273!) er fuldstændig udelukket.

Forholdet mellem halvbrødrene Hrútr og Høskuldr forudsættes i Njála som godt, medens det ifølge Laxdæla oprindelig var mindre venskabehgt. Heri er der ikke nogen modsigelse. - Hvad der i k. 5 fortælles om Atle jarl, stemmer, som bemærket, fortrinlig med Egilssaga, og hvad der meddeles om Unns måde at foretage skilsmissen på, er sikkert rigtigt, jfr. F. Finsen: Den isl. fristats instit. s. 102.

Hvad afsnittet om Hallgerðr og hendes to første giftermål, der ikke tilhører den oprindelige saga, angår, kan det ikke kontrolleres ved andre kilder. Hovedbegivenhederne må vistnok betragtes som sande, uagtet der er meget stiliseret deri. I Ldn. kaldes hun dels snúinbrók, dels (s. 151) langbrók (i Hauksbók), og der hentydes her til hendes dejlige hår. Hendes anden mand Glúmr kendes ikke fra Ldn., men derfor er der ingen grund til at antage, at han ikke har eksisteret. Hallgerðs måde at forlove sig på for anden gang står i strid med lovbøgernes forskrifter, er altså ikke hæntet fra disse; her har vi sikkert med en ældre retslig fremgangsmåde at gøre, der er fra tiden før kristendommens indførelse.

Den egenlige Gunnarssaga er i det hele og store så, at den må bedømmes efter indre sandsynlighed og kriterier. Den gør da i det hele taget et ret troværdigt indtryk og indeholder næppe noget, der strider imod tids- og kulturforhold med undtagelse måske af Gunnars vikingefærd i udlandet; det er dog måske snarest her udmalingen i detaljer, der gør et mindre vederhæftigt indtryk; de stammer da rimelig fra bearbejderen (jfr. ovf.). Et afsnit af sagaen har man (L-C) haft meget at indvende imod; det er Gunnars færd i sagen mod Hrútr, særlig hans stævningsrejse til Hrúts hjem. Det hele skal ligefrem være digt. Dette turde dog være ganske tvivlsomt og nærmest et fejlsyn. Det må erindres, at sagen mod Hrútr egenlig var brutalt afgjort ved, at den gamle Mörðr ikke modtog Hrúts opfordring til tvekamp, hvorpå besiddelsen af Unns gods skulde bero. Da nu tvekamp ikke var noget retsmiddel, var Hrútr ikke i nogen virkelig retslig besiddelse af Unns gods, hvad han også selv ganske rigtig indrømmer. Men vanskeligheden lå i at få en mand, der var dygtig og tapper nok til at tage sagen op på ny mod en så mægtig slægt som Laxdølernes. En sag kunde anlægges ved lysning eller stævning. L-C udvikler forholdet herimellem; de indrømmer, at det oprindelige forhold vel var det, at der skulde foretages en stævning i ens hjem, og det er jo dette, sagaen går ud fra. En sådan stævning var imidlertid, som man nok ved, ofte en ikke ufarlig sag, idet det let kunde komme til kamp og blodsudgydelse mellem parterne, uden at nogen stævning kom i stand. Ud fra dette synspunkt er Njáls råd om fremgangsmåden i virkeligheden udmærket. Rådet går ud på, i Hrúts eget hjem på en fredelig måde at få ham i vidners nærværelse for det første til at indrømme, at Unns krav var retmæssigt, og dernæst lokke ham selv til at sige, hvorledes sagen på ny skulde anlægges. Bagefter nyttede det ham så ikke det mindste at gøre indvendinger. Dette er i virkeligheden ligeså snildt som simpelt; anvendelsen af list er i fuld overensstemmelse med hine tiders opfattelse. Her er intet at kritisere8). Hvorvidt den forklædte Gunnars (Kaupaheðins) hele færd er fuldstændig historisk, er en anden sag; er den senere bleven noget udmalet, er det også ganske ligegyldigt. At det hele ikke er et tomt påfund, er efter min mening en given sag; en så fortrinlig skildring opfandt man i virkeligheden ikke på Island, hverken i det 12. eller 13. årh. Her er ikke tale om nogen kaprice, og Gunnarr falder netop ikke med døren ind i huset hos Hrútr.

En skilsmisse- og trolovelseshistorie findes i k. 34. Þráinn skiller sig pludselig fra sin kone og frir med det samme til en anden (Hallgerðs og Glums datter) og ægter hende. En så hurtig fremgangsmåde skal ikke stemme med retsbøgerne. Det kommer m.h.t. dette spørgsmål rigtignok an på skilsmissegrunden. Þráins hustru havde fremkastet en kvædling (I, 647), der bestemt måtte opfattes som nid, og vi ved, hvorledes sådanne vers betragtedes. At et så sjælden forekommende tilfælde, at en kone digtede nid om sin mand, ikke forudsættes eller omtales i lovbøgerne, er ret naturligt. Men Þrainn var sikkert i sin ret, når han deri så en lovlig skilsmissegrund. En anden sag er, hvorledes andre betragtede sagen fra et almenmenneskeligt standpunkt. Det gøres dernæst gældende, at brylluppet umulig kunde holdes så hurtig, som det her sker. I Grágásen findes imidlertid ingen minimumstidsafstand angiven, ja, det forudsættes endogså, at der mellem bortfæstelsen og brylluppet overhovedet kunde være en så kort tid, som det skulde være; det måtte blot ikke vare mere end et år9). At Høskuldr spørges, om han vil bortgifte sin datterdatter er naturligt nok, næsten en høflighedssag, men ikke nødvendigt; det er da også Hallgerðr selv, der - i overensstemmelse med lovbøgerne - bortfæster sin datter.

Hallgerðs tyveri i Kirkjubær og opbrændingen af buret (forrådshuset) bekræftes ved, at man ved at grave på det formentlige sted, hvor buret stod, har fundet dettes grundvold10). I Ldn. (s. 290) findes en kort meddelelse om Gunnars kamp ved Knafahólar; der er fuld overensstemmelse tilstede mellem den og sagaen, undt. for så vidt som Ldn. taler om to Nordmænd, der faldt, Njála kun om én (men kender i øvrigt to). Sst. findes en kort skildring af kampen mellem Otkell og Gunnarr samt af hans død (i Hauksb. og Melabók). Foruden et par rent ubetydelige afvigelser findes her den uoverensstemmelse, at Ldn. taler om 30 sammensvorne mod Gunnarr, medens Njála dels har 40 - i 3 hdskrr. - dels 30 - i 2 - (og 20 i ét), samt, at medens Njála siger, at Gunnarr var alene hjemme, siger Ldn., at han havde en huskarl hos sig; hvis dette sidste er historisk, har huskarlen næppe spillet nogen rolle, hvorfor sagaen har glemt ham.

Der er ikke plads her til at komme nærmere ind på de forskellige tingstridigheder og processer; derom måtte der helst skrives en særlig afhandling11).

Efter Gunnarssagaens slutning, møder vi først þráins færd i Norge og forhold til Hrappr. At denne virkelig er en historisk person, er vistnok givet, men hvad der fortælles om ham og Hakon jarl, er uden tvivl uhistorisk og af en meget sen oprindelse; her er det, at ukendskabet til Norges geografi viser sig, noget, som ellers aldrig findes hos de klassiske forfattere på den måde. At Þráinn og Hakon jarl tilsidst ikke har været gode venner, er sikkert historisk; derfor borger det lille, ægte vers af den førstnævnte (»Lad os lade Gammen [skibet] fare afsted; þráinn giver ikke efter«). Hakon jarl lod da, i overensstemmelse med sin karakter, sin vrede gå ud over Njálssønnerne på en måde, som sagaen fortæller, der vistnok i hovedtrækkene er rigtig. I kap. 91 fortælles om, hvorledes Njálssønnerne kræver erstatning af Þráinn og forhånes. Her nytter det ikke at indvende, at dette krav måtte være Njáls sønner ganske uværdigt; vi kan ikke dømme den sag ud fra vore begreber. Hvad oldtidens ånd og opfattelse angår, kan vi trygt påstå, at der er intet unaturligt eller usømmeligt deri; hvert øjeblik kunde Njálssønnerne vænte, at man hånlig vilde bebrejde dem den medfart, de havde lidt i Norge; lignende kender vi så godt fra andre steder. Dette vilde de forebygge ved at kræve erstatning eller hævn. Þráinn bliver så dræbt osv. Som sagt, der er intet heri, der ikke kan være gået til, som sagaen mælder. - Den lille Høskuld kommer til Njáll til opfostring, men ad omveje gennem Ketill i Mörk, Þráins broder og Njáls svigersøn. Drengen overdrages til Ketill af moderen og af Ketill til Njáll. Dette angribes af L-C, der atter her påkalder lovbøgernes forskrifter, der ikke skulde være i overensstemmelse med sagaen; men det er netop det urigtige i dette og andre lignende tilfælde, at kræve den mest pedantiske overensstemmelse mellem det daglige liv og dets udfoldelse og den strænge ret, om hvilken vi dog aldrig sikkert ved, hvorvidt den, d.v.s. lovbøgerne, stemmer ganske med, hvad der var ret c. 1000 eller før. Det hele er simpelt nok og er ganske sikkert, som i utallige tilfælde både i fortid og nutid, foregået ved rent private underhandlinger. Men omvejen var nødvendig. Aldrig vilde moderen straks efter Þráins drab have overladt sin søn til Njáll. Efter års mellemrum og efter at det bitreste minde var begyndt at mildnes, kunde sagen bringes i orden, navnlig ved en mellemmand som Ketill. Men at der dog har været betænkeligheder tilstede, vistnok fra moderens side, lader udtrykket »det blev enden på forhandlingerne osv.« os skimte. Og det er alt, hvad vi væntede.

Angående femterrettens stiftelse kan vi henvise til F. Finsen (Fristatens institutioner s. 98 ff.). Her skal kun bemærkes, at stykket i k. 97,98-110, der »helt igennem lider af usandsynligheder« (Finsen), aldeles åbenbart er et indskud i den gamle tekst. For det første har det intet med femterretten at gøre; det handler om lovretten og dens form. Dernæst, og det er afgørende, mangler netop dette stykke i hdskr. G. Det tilhører således ikke den oprindelige fremstilling (således også Finsen s. 106, 111).

Fra og med k. 107 skrider fortællingen jævnt fremad. Indholdet - bortset fra processerne - kan ikke kontrolleres ved hjælp af andre kilder. Kun i Ldn. findes den korte bemærkning (s. 280): »Njáll, som blev indebrændt«, »med 8 mand« føjer Hauksbók til, i alt altså 9; i sagaens hovedtekst (132,56) står 11, medens nogle hdskrr. (F, H, I) har 912). - Når det om Skarphéðins skældsord hedder, at de røber yngre smag, er dette ikke rigtigt; det er tilstrækkeligt at henvise til en sådan skændescene som den imellem Sinfjötle og Gudmund i et digt, der stammer omtrent fra Skarpheðins tid.

Hvad slægtregistrene angår, er det for længe siden af G. Vigfússon udtalt, at de ikke er hæntede fra nogen af de kendte Ldn.-tekster; og dette er rigtigt. De er blevne grundig undersøgte af L-C; de fejl eller afvigelser fra andre kilder, der er fundne, er for det meste af forsvindende betydning. Den vigtigste afvigelse fra Ldn. er den, der vedrører Njáls egen slægt. Ifølge sagaen er Njáll en søn af Þorgeirr gollnir Ófeigsson (G, I; Þórólfsson F, B, E) og Ásgerðr Áskelsdatter, men ifg. Ldn. er Ásgerðr Njáls bedstemoder; sst. er Þorgrímr mikli hans farbroder, ifg. sagaen en søn af hans halvbroder. På hvilken side retten er, ser vi os ikke istand til at afgøre. Det samme er tilfældet med de øvrige afvigelser13). Der kan intet væsenligt angreb rettes mod sagaen på grund af slægtregistrene, så meget mindre som hovedmassen af dem ikke stammer fra den oprindelige forf. Men deres uafhængighed af Ldn. forbyder at sætte dem og altså bearbejderens virksomhed til senere end c. 1250.

Sagaens kronologi er, også i dens nuværende form, i det hele ret god. Nogle særlige vanskeligheder er der ikke tilstede, undt. for de første kapitlers vedkommende, hvad jo har sin naturlige forklaring. G. Vigfússon har udregnet de omtrentlige årstal. Kap. 2 foregår i årene 963 ff., medens k. 1 og 9 ff. foregår i en noget tidligere tid. En fejl er det, når Mörðr optræder altfor ung i sagaen (se ovf.). Denne fejl stammer vistnok fra forf. selv.

Vi kommer således i det hele til det resultat, at Njála i dens nuværende form er sammenarbejdet af flere oprindelig ikke sammenhørende stykker, hovedsagelig af to sagaer. Dens historiske betydning er i det hele stor, skønt endel tilsætninger i tidens løb er komne til. Vi har dels beviser for dens troværdighed, dels har det fortalte et sådant sandsynlighedspræg, at vi ingen grund har til at tvivle derom i det hele og store. De juridiske partier vil ved en upartisk undersøgelse vise sig at være rigtige eller mulig rigtige, undt. for enkelte underordnede punkters vedkommende. Sammenstøbningen af de to hovedsagaer har vistnok medført, at deres oprindelige form og tildels deres indhold har lidt endel overlast.

Vi har i det foregående omtalt sagaens karakterer; ingen saga er så rig på skarpt markerede, ejendommelige, fortrinlige skikkelser som Njála; der er et helt galleri både af mænd og kvinder, der står lyslevende for os. Sagaens psykologiske opfattelse af dem er mesterlig, og således, at den må hidrøre fra en gammel tradition14); ingen forf. i 12. eller 13. årh. vilde have kunnet skabe sådanne personligheder.

På højde hermed står sagaens stil, uagtet den naturligvis er noget ujævn i de forskellige partier. Ingen saga overgår Njála ved den let-retoriske fremstillingsmåde, hvor ordbetoningen indenfor sætningen er uovertræffelig og dog så naturlig. Replikkerne og samtalerne er berømte og med rette. En ejendommelighed ved fremstillingen - der minder noget om Heiðarvígas., som dog står så langt under Njála - er, at sagaen ofte lader et udførligt råd om, hvorledes den og den skulde bære sig ad, eller en forudsigelse komme i steden for en ligefrem fortælling om begivenhedernes gang; således f. ex. Njáls råd eller plan om Gunnars rejse til Vestlandet (stævningsrejsen). Dette gør fremstillingen nok så levende, ligesom der også lejlighedsvis spredes klarere lys over personerne selv.

Det er intet under, at sagaen, tiltrods for den nuværende forms mangler, altid har udøvet en, man kunde næsten sige fortryllende magt over læserens sind. Atter og atter kommer man tilbage til denne højst interessante bog; stadig er nydelsen den samme, stadig er spændingen lige stor. Selv den mest prosaiske kritiker, der måske enkelte gange mener at måtte ryste på hovedet, vil ikke underkende den almindelige mening om sagaens ualmindelige fortrin i stil og karakterskildring. Hvor læst og yndet sagaen har været omkr. 1300 og derefter, ser vi bedst af den store mængde håndskrifter, der endnu haves delvis i meget små brudstykker, flere end af nogen anden slægtsaga. Og den er i nutiden ikke mindre skattet. Nærværende forfatter har kendt et barn, der havde læst sagaen 10 gange, da det var 10 år gammelt.




Noter:


1) I det følgende betegnet ved L-C.

2) I k. 102,74-5 kaldes Tangbrands skib visundr (bemærkningen mangler dog i I), men dette er falsk; skibet hed Járnmeiss, som det også rigtig kaldes i slutningen af k. 103. Navnet beror på en afskrivers misopfattelse af verset i k. 102, hvor skibet omskrives ved mástalls visundr(!). Hjaltes nidvers og rejse fortælles spredt og konfust (102,73 og 104 beg.); det er sikkert ikke den oprindelige forf.s skyld.

3) Afsnittet har været en af de mange omløbende småfortællinger; fordi de deri forekommende personer kendtes fra Njála, fandt det til slutning der en litterær havn. Naturligvis stammer sætningen i k. 109,31-2 fra en bearbejder; dens magerhed og intetsigende, delvis usande indhold er talende nok; det samme gælder sætningen sst. 1. 48—9. Rimeligvis er også Hrodnys hentydning i k. 124,94 et fabrikat; det er en opfindelse, der kun er en efterligning af Hildigunns færd overfor Flose.

4) Det er altså klart at den omstændighed, at bemærkningen om »Oddaverjerne og Sturlungerne« som nedstammende fra Ulfr aurgoðe, der tilmed kun findes i 2 hdskrr., samt den om Kolbeinn d. unge i k. 25 er uden al betydning for sagaens alder og tilblivelse.

5) K. 25,10—11 føres slægten kun ned til Sæmund frode i en simpel genealogi, der da måtte stamme fra den egenlige forf.; jfr. 26,10. Isleifr biskop nævnes som Gissurs søn k. 46,4-5 osv. Sagaen er ældre end Þorsteins saga Siðu-H., se denne s. 43 i 44 Prøver.

6) Gulaþingslög § 58.

7) At sådant kunde ske, viser bl. a. Egilss.

8) Når L-C udtaler, at hverken Gunnarr eller den vise Njáll kender stævneformularen (s. 48), er dette en af de mange besynderlige misforståelser. Bååth har herpå givet det rette svar (s. 102 anm.).

9) Konungsbók II, 31-2.

10) Se herom Árbók fornleifafjel. 1888-92 s. 53-4.

11) Kun et par bemærkninger skal her gøres. L-C erklærer sætningen i k. 56,21—2, spørgsmålet om ting og hjemsted, for meningsløs. Men den er fuldstændig i sin orden. Selve spørgsmålet var sikkert altid en juridisk pligt, ligegyldigt, hvem det så var, om hvis ting og hjem der spurgtes. Det er impf. spurði, L-C her ikke har forstået Det bruges her plusquam perfektisk, og så er alt i orden. Denne brug er ganske almindelig. På en lignende måde bør sætningen: »nævnede vidner på alle de frembragte beviser« forstås. Han nævnede efterhånden, som beviserne fremførtes, vidner derpå. Her foreligger der ingen misforståelse i sagaen; og det gælder om meget andet, at det er L-C, og ikke sagaens forf., der har begået en fejl.

12) Så må 3 i det foregående være en fejl for 2.

13) Om L-C’s misforståelse angående Sigfús se ovf. s. 226—7.

14) Antydningen af Skarpheðins religiøsitet k. 132,45-50 er ganske umulig og fuldstændig i strid med hans karakter ellers. Det er da også så klart som noget, at her foreligger en yngre munkehistorie.