FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Nornagestsþáttr

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§ 18. Fornaldarsögur og nogle dermed beslægtede sagaværker
D. Sagaer vedrørende ikke-nordiske sagn


4. Nornagestsþáttr


4. Til Völsungasaga slutter sig på en måde Nornagestsþáttr, der findes i Flat. I og AM 62, fol., udg. i Flat., Fas. I og Norr. sagaer af sagnhist. Indhold1). — Hovedpersonen Nornagestr er en gammel dansk mand, der ifølge nornernes dom skal leve så længe som et lys, han bærer på sig, er ubrændt. Efter endelig at have truffet kong Olaf Tryggvason (for så vidt slutter þáttr’en sig til visse foran behandlede þættir) og ladet sig døbe, lader han lyset brænde ud og udånder. Dette er rammen, og det er tydeligt, at den er påvirket af fremmede, endogså ikke-germanske sagn, nemlig Meleager-sagnet og lignende. Da Nornegæst, der minder om den evige jøde, har levet i 300 år, må han selvfølgelig have oplevet meget2), og han fortæller nu kong Olaf en del af dette. Hvad han beretter, er mest om Sigurd fafnisbane og Gjukungerne (med vers af eddadigte), om Gjukungerne og Gandalfssønnerne (en ganske vilkårlig tilknytning), Starkad, Sigurds og Brynhilds død (med Helreið) og endelig om Lodbrogsønnerne. Det hele indledes med et væddemål mellem et par hirdmænd og Nornegæst om, hvorvidt han ejede lige så godt (rent) guld som det, der fandtes i kongens guldring. Hans guld er en saddelgjordring, der har tilhørt Sigurd; han viser dem også et hår af Granes hale til bevis på hestens størrelse.

Det hele er et sildigt sammenpluk fra kendte kilder med enkelte ændringer og tilføjelser, der dels beror på, at Nornegæst fortæller i første person og foregiver, at han selv har været med, dels på kompilatorens lyst til at indrette det hele så sagamæssigt som muligt, dels endelig på slutninger efter de bevarede vers (fortællingen om Lyngves død beror således på Reginsmál B 26). Kilden er i øvrigt et hdskr. af eddasangene med de samme prosastykker som i cod. reg.3). Når der i slutningen af kap. 5 henvises til en Sigurðarsaga, er det enten den gamle saga, eller citatet er, hvad der er rimeligst, på anden hånd. Afsnittet om Gandalfssønnerne er vistnok hæntet fra Skjöld. Endelig beror afsnittet om Ragnarssønnerne på Ragnarss. (k. 12. 13) den ældre4). Enkelte historiske reminiscenser er der også. Þáttr’en stammer snarest fra tiden ved 1300.




Noter:
1) Jfr. B. Symons: Einleitung § 15; min afhdl. Sigurðarsaga i Aarbøger 1917; L. Hollander: Notes on the Nornagestsþáttr Publications osv. III (1916)
2) Han er tillige harpespiller og kan spille Gunnarsslage (acc. plur.) og Guðrunarbrögð en fornu, — opdigtede navne.
3) De fra dette hds. hæntede stykker opregnes af Symons, Einleit. LXX.
4) Navnet Sónes på den gamle mand, der bevæger Ragnarssønnerne til at vende om, beror vistnok kun på fejllæsning.