FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Norsk litteratur. Karlamagnússaga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923
Andet tidsrum
6. afsnit. Norsk litteratur
§ 1. Romantiske sagaer og andre dermed beslægtede frembringelser
14. Karlamagnus saga og kappa hans
Endelig er der det store samlingsværk om Karl den store og hans kæmper, der er sammensat af forskelligartede afsnit.
Karlamagnus saga og kappa hans er udg. af C. Unger 1860 efter hovedhåndskrifterne AM 180 c, fol., kaldt A, og 180 a, fol. (mbr.), kaldt a, — disse to tilhører en og samme bearbejdelse — , samt 180 d, fol. med 531, 4°, kaldt B og b, hørende til en anden. Ved branden 1728 gik 4 membraner til grunde; to af disse var originalerne til de to nævnte hovedhåndskrifter. Desuden findes nogle rester af andre håndskrifter, trykte som Anhang. I øvrigt er forholdet mellem de to hovedbearbejdelser det, at Aa står den oprindelige oversættelse nærmest, hvad man kan se af det første brudstykke (s. 556 - 582)1); i B alene findes et helt afsnit, det om Olif og Landrés, der senere er optaget i samlingen; i B er et andet afsnit, det om Agulandus, blevet helt omarbejdet; hertil kommer, at teksten flere steder er bearbejdet, så at udgiveren i steden for at optage varianter har måttet aftrykke hele stykker. A og a er helt igennem lagt til grund så vidt de når, men der mangler i dem både begyndelse og slutning, s. 1-15 og 531-55. — Af herhenhørende litteratur anføres: G. Storm: Sagnkredsene om Karl d. store og Didrik af Bern 1874. Ausgaben u. abhdl. aus dem gebiete der rom. Philol. IV; Leach: Angevin Britain osv. kap. IX.
Sagaens enkelte afsnit er følgende: I, Upphaf Karlamagnús — som det kunde kaldes — , [II, Olif ok Landrés, kun i B], III, Oddgeirs þáttr danska, IV, Ágúlandusþ. — efter A og B — , V, Guitalinsþ., VI, Otúelsþ., VII, Jórsalaferð, VIII, Runsivalsþ., IX, Vilhjálms þ. korneis, X, Kraptaverk ok jartegnir.
Det første afsnit handler om Karl d. stores ungdom og hvorledes han bliver kejser og krones af paven; han afstraffer nogle konger, der har sammensvoret sig imod ham, og tugter endelig en opsætsig vasal (k. 1-42). Kap. 43-59 findes kun i A, ikke i Bb. De indeholder en kort oversigt over forskellige senere begivenheder som Sakserkrigen, Jerusalemsrejsen, den spanske krig, samt meddeler svaneridderen Geirards ankomst og skildrer forholdet mellem Rollant og Ganelon, hvis hustru er ham utro; hun hengiver sig til Roland uden at denne ved, hvem han har at gøre med; herved forklares Ganelons had til Roland. De 12 jævninge nævnes. At i det mindste ikke alt dette oprindelig er sammenhørende og hørende til den første del af afsnittet, er klart deraf, at Bofe den skægløse spiller her en rolle, uagtet hans død allerede er omtalt i k. 34. Dette stykke har også en temmelig stærk religiøs farve. Unger og G. Paris2) har antaget, at der her foreligger en sammenarbejdeise af forskellige, dels franske, dels latinske, kilder. Derimod antager G. Storm, at det hele er oversat efter en enkelt original, og han mener, at det skal være tænkt som en indledning til Rolandssangen (afsnit VIII), da dens indhold forklares derved. Dette sidste kan være rigtigt, men disse oversigts kapitler er dog senere kommet til af sagamæssighedshensyn. Kun kap. 1-42 beror på én original, hvorimod resten er hæntet fra forskellige steder. B er en del forkortet, men har dog på sine steder (k. 26, 39) en oprindeligere tekst.
Det andet afsnit skal senere omtales.
Det tredje, om Oddgeir danske, handler om, hvorledes Oddgeir gives af sin fader, den danske konge Jofrey, som gidsel til Karl d. store, hvorledes han undgår den død, han skulde lide på grund af Jofreys troløshed, samt om, hvorledes han udfører heltebedrifter i krigen med de vantro i Italien, bliver fanget og igen befriet. I B tilføjes et lille stykke (k. 47-54) om kampen i anledning af kejserdatteren Gloriants bortførelse af kong Feridan af Cortes, i hvilken Oddgeir atter deltager og udmærker sig. Den foregående hovedbestanddel af afsnittet er en gengivelse af den sædvanlige art, dog med ret stærke udeladelser og enkelte ændringer, af en oldfransk sang, men kun den første fjærdedel af denne. Der findes betydelige afvigelser i A fra den franske tekst, som den nu haves (La chevallrie Olgier de Danemarche); særlig er det tilfældet mod slutningen i A. Til B's k. 47-54 findes i den franske tekst intet tilsvarende, hvorimod den danske bearbejdelse af sagaen har dem. Heraf må der snarest sluttes, at disse kapitler ikke tilhører den oprindelige oversættelse, men hidrører fra en senere bearbejder. Stilen i dem er også noget forskellig3).
Det fjærde afsnits hovedperson er på den ene side den saracenske konge, Agulandus, på den anden side Roland, der her udmærker sig, erhværver Dyrendal og bliver slået til ridder. I øvrigt drejer indholdet sig om kampe med Agulandus og dennes uforsigtige søn, Jamund, indtil dennes fald; tilsidst falder Agulandus selv. Det begynder med et tog til Spanien, foretaget for at værne om apostlen Jacobs grav ifølge et drømmesyn, kejser Karl havde. Som før bemærket findes dette afsnit i to meget forskellige former. Der er imidlertid ingen tvivl om, at A har den oprindelige form. Her er teksten sammensat af to kilder på en ret mekanisk måde; k. 1-23 er så godt som ordret oversat efter den første del af den latinske såkaldte Turpinskrønike (fra o. 1130); kun navneremser og moralske betragtninger er udeladte; krøniken er også nyttet lidt i slutningen. Alt det øvrige i A er en gengivelse af den oldfranske chanson Aspromont fra det 12. årh. (k. 24 er et kort uddrag); grundteksten har været delt i sange eller bøger (se s. 293. 302. 315. 334. 344. 359). Sammenstykningen af disse to kilder, til hvilken grunden ikke kendes (jfr. dog G. Storms forklaring, at oversætteren syntes bedre om digtets end krønikens fremstilling), er ret kunstløs og bevirker f. ex., at Jamund pludselig dukker op, uden i forvejen at være antydet. Det er denne omstændighed, denne usagamæssige fremstilling, der har skabt B-bearbejdelsen. Det er nemlig en Islænder, der har taget A's tekst og helt omarbejdet den for at få et velordnet, sagamæssigt hele; teksten er nu tillige bleven udvidet ved betragtninger, samtaler og lign.; her nævnes Jamund allerede i k. 2 osv. Men det er af ord-overensstemmelser og indholdets omfang og art klart, at der ikke er benyttet nogen anden tekst end A's. Ved denne islandske bearbejdelse forklares de to mærkelige poetiske omskrivninger s. 187 og 193 (hildarvöndr, hildarleikr), der i en norsk tekst næppe vilde være mulige. Kap. 15-22 i A — om risen Ferakut — er ganske udeladt i B; i Karl den stores Krønike findes de, men langt senere.
Det femte afsnit handler om Sakserkrigen og Saksernes konge Guitalin ɔ: Vidukind, naturligvis på en fuldstændig uhistorisk måde. Roland spiller her en stor rolle. Originalteksten er desværre tabt, men har været en chanson, hvad der fremgår bl. a. af, at oversætteren har deraf optaget 4 vers (se s. 386 og fortalen s. XXIX). Der er grund til at antage, at der her foreligger en sammenstøbning af to kilder (digte). Guitalins hustru Sibilia spiller en højst mærkelig rolle i den sidste del. Hun nævnes som en Alkains elskerinde, — hun loves bort af Guitalin selv til en overmodig konge, Quinquennas, — hun bliver grundig forelsket i Rolands broder, Baldvin, og vil gærne blive hans, for så til slutning at flygte bort med sine to sønner, efter at Guitalin er fanget. Også Baldvin er det vanskeligt at få rede på. Hertil kommer den ret afgørende omstændighed, at den nævnte Alkain i k. 23 kaldes konge i Almarie; han beskyldes her for at være Sibilias elsker, men han erklærer højt og helligt, at der aldrig har været noget usømmeligt forhold mellem dem. I k. 30 hedder det så: »Hun var gået ud at se sig om; da mødte hun sin elsker, som hed Alkain; han var en søn af Ammiral jarl af Babylon«; det er som en helt anden person end den på første sted nu blev nævnt. Det er vanskeligt at se, hvorledes disse to steder kan forenes. Kap. 28-35, samt enkelte andre kapitler i det følgende, som slutter sig dertil, hidrører vistnok fra en anden kilde end det øvrige. I øvrigt mærkes der i dette afsnit en forkærlighed for anvendelsen af rent nordiske ordsprog og talemåder.
Det sjette afsnit, om Otuel, findes i bægge bearbejdelser, men er endel forkortet i B. Hovedteksten er i udgaven her og i del følgende given efter a. Otuel er en hedning, der lader sig omvende og får kejserens datter, Belisant, til ægte. Som alle trosniddinger er han desto ivrigere i kampen. Også Roland spiller her en stor rolle. Originalen er en chanson, der endnu haves, Otinel (Otuel er vistnok en engelsk forvanskning heraf), udg. i 1. bind af Les anciens poétes de la France (1859). Det er åbenbart hdskr. b (ɔ: Middlehill hdskr.), der står den oldnorske nærmest; denne er dog, især i beskrivelser, endnu vidtløftigere.
Det syvende afsnit, Jorsalsfærden med opholdet i Konstantinopel og jævningernes dristige tale (geiplur), er det morsomste af det hele. Det beror på en endnu bevaret chanson, hvis tekst er ret nøjagtig gengiven.
Det ottende afsnit er toget til Spanien, specielt Runzivalslaget, oversat efter den berømte chanson de Roland, et af de ypperste oldfranske digte overhovedet. Oversættelsen er i den første del ret nøjagtig, mod slutningen stærkt forkortet, dog er her drømme indskudte. Samtaler og lign. forkortes gennemgående. I B er til k. 36 vilkårlig føjet et stykke religiøst snak, og der gives her en afvigende fremstilling af Turpins skæbne efter Spec. historiale; han skulde efter en anden overlevering have været hos kejser Karl og ikke være falden i slaget. I øvrigt kan henvises til G. Storm og Rosenberg: Rolandskvadet. Med Storm kan jeg ikke være enig i at tilskrive ændringerne i den sidste del oversætterens kritiske grunde eller følelse af noget umoralsk i Ganeions færd, lige så lidt som der er noget bevis på kulturforskel mellem Franskmænd og Nordmænd i de fremdragne træk (Storm s. 24-25). Den oldfranske tekst har været noget afvigende fra det nu bevarede hovedhdskr. I dette afsnit slutter Aa.
Det niende afsnit, om Vilhelm korneis ɔ: Guiaume au courtnez (af Orange), er en højst ubetydelig legende, hvis hovedperson forlader sin hustru, en ung enke, fordi hun har udtalt sig ringeagtende om ham, og bliver munk, men får lejlighed til, ukendt og i en andens navn, at yde Karl bistand i en kamp. Hans død omtales i slutningen. Indholdet minder om det oldfranske digt Moniage Guillaume (Nyrop s. 152-54).
Det tiende og sidste afsnit, om Karl (og Turpins) død, samt jærtegn og lign., er en oversættelse efter Speculum historiale, der nævnes k. 4. Tonen er fuldkommen legendarisk-gejstlig og svarer ganske til det under afsnit VIII omtalte stykke i B. Stilen er ganske efterklassisk og svarer til Agulandusafsnittet i B. Der er ingen tvivl om, at dette afsnit kun har eksisteret i B og ikke tillige i A(a); det samme gælder også det næstforegående afsnit, skønt det er oversat af en anden. I A har sagaen vistnok sluttet med afsnit VIII, Runzivalslaget, og muligvis en kort omtale af Karl d. stores død.
Som bemærket findes andet afsnit kun i B. Hovedpersonen Olif er en søster til Karl, der bliver gift med en kong Hugon; her bliver hun bagvasket af en stormand Milon, hvem hun har nægtet at skænke sin gunst. Ved at føre tilsyneladende beviser for sine påstande lykkes det Milon at få kongen til at tro på dronningens ukyskhed; hun bliver indelukket i et afsides tårn tillige med sin søn Landres. Hugon ægter nu Milons datter og får en søn med hende. Det lykkes Landres at hævne sin moder, svigen klargøres og Olif bliver dronning igen. Med Karl d. stores historie har dette indhold så godt som intet at gøre. I sprog og fremstilling er afsnittet yngre end de fleste andre. Dette stemmer fortræffelig med den positive efterretning i begyndelsen af afsnittet, at »Bjarne Erlingsson« fra Bjarkø »fandt denne fortælling skreven på engelsk i Skotland, da han opholdt sig der vinteren efter kong Alexanders død«, og »lod den oversætte i norrønt mål«. Bjarne var i Skotland vinteren 1286 — 87 for at ordne sagerne for »Pigen fra Norge«, Margrethe, en datterdatter af kong Alexander. Afsnittet er altså oversat omkr. 1290. Dets tone er meget religiøs-moralsk. Originalen var vistnok en oversættelse af et oldfransk digt, beslægtet med Doon de la Roche. Jfr. Landrésrímur.
Ser man nu tilbage på hele samlingen, er det for det første klart, at B er betydelig yngre som helhed end A-bearbejdelsen. Den har optaget afsnit II, slutningen af Oddgeirsþ. i afsnit III (k. 47-54), fremdeles afsnit IX-X (de to sidste, hvoraf dog det første før var indlemmet i samlingen, se nedenfor), der i et og alt røber den senere tid; endelig har bearbejderen helt omredigeret afsnit IV (Agulandus), samt afsnit VIII for så vidt Turpin udskydes og hans søstersøn Valtare indsættes i steden. Denne omarbejdelse svarer ret nøje til de senere, ovenfor omtalte, apostelsagaer fra senere tider. Særlig på grund af forholdet med Agulandusþ. er der ingen tvivl om, at bearbejderen var en Islænder, hvad sproget også bekræfter; B er kommet i stand i begyndelsen af det 14. årh. A-bearbejdelsen har oprindelig bestået af afsnit I, III-VIII, dog med fradrag af I, 43-59; se ovf.; den er istandbragt vistnok i den 3. fjærdedel af 13. årh.; men den, der gjorde det, er ikke tillige oversætteren af de forskellige afsnit (sange); de er åbenbart oversat af forskellige, hvad den forskellige stil indenfor de enkelte afsnit bedst beviser. De enkelte oversættelser må altså have foreligget omkr. 1250. Da Aa er mangelfuld i slutningen, er det naturligvis umuligt at sige, hvad der dér kan have stået. Der har formentlig her stået noget om Audes død (jfr. Kölbing i Germ. XX, 242), samt mulig om selve Karls død.
Det lå jo meget nær, at samle de fortællinger, der handlede om Karl og Roland. Et logisk sammenhængende hele uden indre modsigelser var det dog ikke muligt at tilvejebringe. A-bearbejdelsen står sikkert nærmest ved den oprindelige form af samlingen. Der kan påvises en 3., den, der genfindes i den danske Karlskrønike. Det er almindelig erkjendt, at den gennem den svenske der næsten helt er tabt — beror på den gamle norske saga, men i en fra vore bearbejdelser noget afvigende form. Her findes det 9. afsnit, derimod ikke det 10. Denne bearbejdelse har vistnok dannet etslags mellemtrin mellem A4) og B, hvoraf det tillige er klart, at det ikke er B, der først har optaget afsnit IX.
Udviklingen af sagaen bliver således: først oversattes de enkelte sange (I, III-VIII) af forskellige mænd; så blev de samlede til et hele; denne første samling er gået tabt. Den udvidedes med I, 48-59, senere med k. 43-47 i A, og med afsnit IX derfra stammer A og den danske krønike. B har nyttet et hdsk. med afsnit IX og tilføjet II og X. Den første samler var en Nordmand, B-redaktøren en Islænder. Gennem det hele går der en religiøs tone, der dog i A er vidt forskellig fra den i B.
Noter:
1) Med a stemmer særlig det 2. brudstykke, s. 558 - 62, skrevet af den, som har skrevet cod. Worm. (AM 242 fol.). Det 3. brudst., s. 562—66, slutter sig nærmere til B.
2) Jfr. Romania IX, 33 ang. k. 49 ff.
3) M. h. t. sagnet om Holger danske kan der iøvrigt henvises til C. Voretzsch: Ueber die sage von Ogier dem Dänen 1891 (særlig s. 95 ff.).
4) Afsnit I, 43—47 mangler ganske i krøniken.
