FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Pálssaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
III. Sagaer vedrørende den isl. kirke og de isl. biskopper, Biskupasögur.



2. Pálssaga.


Pálssaga, sagaen om Torlaks søstersøn og efterfølger, biskop Páll Jónsson (1195-1211), findes kun i et par papirsafskrifter, særlig AM. 205 fol., udg. i Biskupasögur I, 127—48. Páll var en dattersønssøn af kong Magnus barfod, og var således af den fornemste herkomst. Forf. giver først forskellige personalia, beskriver bispens ydre, giftermål, udenlandsrejse og studier m. m., hans valg og vielse til biskop; han blev viet af Absalon; der dvæles særlig ved den hæder, der allevegne vistes ham. Derpå skildres hans virksomhed og omhu for Skálholt kirke og gård udførlig og interessant, samt hans iver for kanoniseringen af Torlak på altinget 1198, hvortil forfærdigelsen af Torlaksskrinet var knyttet. Herefter opregnes forskellige vigtige begivenheder, hvortil bispens navn var knyttet; derpå berettes hans børns og hans hustrus sørgelige død, hans færd som bisp, virksomhed m.h.t. biskop Gudmunds sager og forbindelse med udenlandske fyrster og venner. Endelig fortælles om hans død med nøjagtig angivelse af datum og år, der, som i Hungrvaka, angives 7 år for tidlig. Det hele afsluttes så med nogle betragtninger, samt med opregningen af vigtige begivenheder i ind- og udland i Páls bispetid.

Indretningen af denne saga er i et og alt fuldstændig den samme som i Hungrvakas sagaer, så at allerede det er tilstrækkeligt til med G. Vigfússon, der kalder dem »sambårne søstre«, at antage en fælles forfatter. Dette bestyrkes ved så at sige alle andre egenskaber. Stilen er fuldstændig ens, og vi får det selvsamme forfatterbillede som af Hungrvaka. Der er den samme interesse for Skálholt og Gissurr Hallsson, og også her ses det (s. 137), at forf. har haft hjemme der. Der anføres her vers om bispen og hans børn (se ovf. s. 167); der findes den samme brug af isl. ordsprog. Ikke mindre karakteristisk er sammenligningen af Páls funktionstid med et skib (skibets stavne); den er noget hårtrukken, men den minder livagtig om forf.s sammenligning i Hungrvaka af dette værk med en råt forarbejdet hornske osv. (jfr. fortalen til Bisk. s. XXXI). Der er således ikke den ringeste betænkelighed ved at tillægge Pálssaga den samme forf., som har skrevet Hungrvaka, ja der henvises (s. 137) på en måde til dette værk, når det i Pálss. siges, at Hekla havde sit 3. udbrud, men i Hungrv. er de to første netop omtalte (s. 72, 85). Pálss. er sikkert noget yngre end Hungrv. og forfattet vistnok forholdsvis kort efter bispens død 1211, eftersom forf. (s. 146) taler om »os hans kære efterlevende venner«.

Forf. omtaler ingen bestemte kilder og det af den gode grund, at han selv er samtidig, der af egen erfaring kendte biskop Páls liv ud og ind. Hans hele skildring af denne er anskuelig og livlig og det af ham tegnede billede i det hele smukt.

Sagaen er godt overleveret og vistnok uden nævneværdige interpolationer. Der findes dog et interpoleret stykke mellem k. 18 og 19. Der henvises her til Are frodes ord om Gissurr biskops død og sorgen derover, der sammenlignes med sorgen over Páll og som tegn på den anføres, at »hele jorden skjalv og bævede (pipraði!) af frygt, himlen og skyerne græd, så at meget af jordens grøde fordærvedes, men himmellegemerne viste klare dødstegn på sig . . . havet brændte foran landet«. Dette svulstige munkesnak dømmer sig selv. Det er så afstikkende fra alt det øvrige, at det ikke kan stamme fra sagaens ellers så beherskede forf., der tilmed lige foran har sagt omtrent det samme, men på en ganske anden og på sin jævne, uanstødelige måde. I sproglig henseende er det anførte verbum betegnende nok. Henvisningen til Are frode er derfor uden betydning; af Hungrvaka ses jo, at forf. netop ikke har kendt hans skrifter1).


Noter:
1) Derfor er dog vistnok B. M. Ólsens forklaring, se ovf. s. 374 anm. 1, at forkaste.