FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Ragnarssonaþáttr

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§ 18. Fornaldarsögur og nogle dermed beslægtede sagaværker
C. Sagaer vedrørende Danmark


3. Ragnarssonaþáttr


2 — 3. Ragnars saga loðbrokar og þáttr af Ragnarssonum hører så nøje sammen, at de kan behandles under ét. Den første findes i Det kgl. bibl. 1824b, 4°, den sidste i Hauksbók (udg. s. 458—67). Ragnarss. er udg. i Fas. I. og af M. Olsen 1906—08. I hdskr. findes den sammen med og som fortsættelse af Völsungasaga. Men oprindelig er der uden tvivl tale om to forskellige sagaværker, der senere af en bearbejder — som i så mange andre tilfælde — , er knyttede til hinanden. Dette vil i det følgende nærmere blive belyst.

Ragnar lodbrog, en søn af Sigurd ring, er sikkert en historisk person fra det 9. årh.s første halvdel, om hvem der tidlig har dannet sig og samlet sig en række sagn, hvorved han er bleven en af de berømteste sagnkonger. Hans ry er nået til Island, men beretningerne om ham har rigtignok, efter alt at dømme, været mærkværdig afblegede og indholdsfattige. Herom vidner hans saga. Den indeholder kun 3 hovedbegivenheder: lyngormdrabet i Gøtland og giftermålet med Tora; hans sammentræf og giftermål med en datter af Sigurd og Brynhild, Kraka-Aslaug (denne sagnets sildefødning), hvorved sagaen knyttes til Völs.saga, og endelig Ragnars sidste tog til England og død i ormegården hos kong Ella. Det er i grunden det hele. En stor del af sagaen handler derimod om Ragnarssønnerne, deres tog og bedrifter (k. 7—14); det er rygtet om disse, der skal have bevæget Ragnar til det sidste tog; for så vidt hører de til sagaen som begrundende bestanddel deraf, men denne begrundelse er sikkert ikke den historiske. Slutningen af sagaen optages af beretningen om sønnernes kendte hævn efter faderen. Forf. til digtet Krákumál — og altså den ældre isl. overlevering — har mulig vidst mere om Ragnar; i det mindste angiver han 51 kampe og opregner nogle af dem; men det kan jo være hans egen digtning.

Sagaen begynder med fortællingen om Heimes flugt med barnet Kraka og hans død. Herved kastes der lys over et par kapitler i Völsungas., nemlig 24—25, der, som det senere nærmere skal omtales, står i et meget løst og uharmonisk forhold til sagaen. De hører sammen med Ragnarss., og har uden tvivl fra først af tilhørt denne. Forf. til Völs.s. eller snarere en bearbejder har forbundet bægge sagaer, snarest for Ragnars sagas skyld, for at få hans aners glimrende historie med som indledning.

Det er med Ragnarss. som med alle de andre, at den ikke findes i sin oprindelige form. Det ses deraf, at Ragnarssonaþ. henviser til en saga om Ragnar, der forudsætter at være noget anderledes end vor. Forholdet synes omtrent at være det samme som ved Hervarars. i Hauksb.; vor saga synes at være skreven på ny efter erindringer fra den gamle. Herved forklares måske sagaens fattigdom på positive handlinger. Meget ung er sagaen dog ikke, og den tilhører utvivlsomt en tid, der er nærmere ved 1300 end f. ex. 1400. Der er ret gode partier deri, f. ex. hvad der fortælles om Kraka og om Aslaug, der under navnet Randalin som en valkyrje fører en hær til Sverrig for at hævne sine stesønner. Hun er en særtegnet personlighed, i langt højere grad end Ragnarr selv. Sagaens vers er betydelig gamle og, som følge deraf, forvanskede. Endelig bemærkes, at sagaen oprindelig har sluttet med kap. 18 med fradrag af dettes slutning. Denne og resten er et senere tillæg af et højst ubetydeligt indhold; det er her, at verset fra Hálfss. (se ovf. 801) findes. — Hos Arngrim findes en kort fremstilling, der utvivlsomt er et udtog af Ragnarss. den ældre, men ikke hæntet fra Skjöld. Hvad der i kap. 42 i Snorres Skáldsk. mål fortælles om Heime og Áslaug beror vistnok på samme saga; denne har altså næppe været yngre end fra o. 1250.

Hvad þáttr'en om Ragnarssønnerne dernæst angår1), er den et kompilationsarbejde fra o. 1300. Dens overskrift lyder; »Her fortælles om Ragnars sønner og hvor mange konger der nedstammer fra dem«. Hensigten er således at vise, at både den danske og den norske kongeslægt stammer fra Ragnar lodbrog. Begyndelsen lyder: »Efter kong Rings død tog hans søn Ragnar herredømmet over Sverrig og Danmark«. Herved forudsættes en saga om kong Ring, omtrent som Ragnarss. gør det; også Herröd i Gotland omtales, men kaldes her selvfølgelig Ragnars jarl. Til midt ind i kap. 3 er der kun tale om et uddrag af Ragnarss. (den ældre), men forf. indskyder et halvvers af Sigvats Knutsdrápa om Ellas død. De øvrige vers hidrører fra Ragnarss. d. æ. og genfindes i vor. I øvrigt fortælles intet om Ragnarssønnernes tog. Foruden Ragnarss. er også en fremmed kilde nyttet; derfra stammer navnene »Yngvar og Husto«, som forf. naturligvis ikke ved er identiske med Ivar og Ubbe. Fra Skjöld. er slutningen af k. 3 og k. 4, hvor slægten føres ned til Gorm og Harald, hæntet; de genfindes i Olaf ss. Tryggv. k. 63—64; k. 5 fører slægten ned til Harald hårfagre snarest efter Heimskringla, eller mulig en fælles kilde.




Noter:
1) Jvf. Hanksbók, indledningen XCI— III og A. Olrik i Aarbøger 1894 s. 147 f.