FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Sólarljóð

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

1. afsnit: DIGTNING


§4. Islandsk digtning


B. Den gejstlige digtning.

Religiøse digte uden forfatternavn:


Sólarljóð.
Sólarljóð. Dette højst ejendommelige digt findes kun i yngre papirshåndskrifter; men at det hører oldtiden til, bevises ved dets rigtige versemål og mangelfulde overlevering, idet teksten flere steder er stærkt forvansket og tilmed sikkert interpoleret, i det mindste med nogle vers (v. 76—80) af et dunkelt-mystisk indhold af et helt forskelligt digt; de passer slet ikke til Sólarljóðs øvrige klare indhold, men afbryder den utvetydige sammenhæng (1). Navnet findes i v. 76: Sólarljóð i flertallet; det sidste vers (v. 83) er tildigtet i det 16. eller 17. årh.; det mangler i de bedste håndskrifter og indeholder desuden navnet i enkelttal (2). Digtet har fået sit navn efter en række af vers, der alle begynder med ordene »Solen jeg så« osv. Digtet er et kristeligt kvad med et meget stærkt moralsk formål, det nemlig, at advare menneskene for synd og forbrydelser, og det gør det ved i stærke udtryk og malende billeder at fremstille følgerne deraf: helvedes straf og kvaler; på den anden side er formålet at opmuntre menneskene til gode gærninger og kristeligt lævned ved at fremstille lønnen derfor: himmerigs fryd og glæde. Den poetiske indklædning er den, at en fader taler til sin søn; først giver han ham forskellige råd dels middelbart ved hjælp af opdigtede eksempler: en røver, der har begået et utal af synder, modtager en fremmed og usselt udseende mand og yder ham gæstfrihedens bedste vederkvægelse, men myrdes af den utaknemlige gæst i søvne; han vågner i dødsstunden og beder gud hjælpe sig — ham fører engle bort til himlen. Lykkens ustadighed, elskovs fordærvelige spil, der sætter splid mellem venner og fører dem bort fra guds veje, magtens og rigdommens forgængelighed, lettroenhed overfor fjender — alt delte oplyses ved eksempler ligesom anekdoter (v. 1—24). Herpå følger ligefremme råd om bøn og påkaldelse af gud osv. (v. 25—32).

I v. 32 omtales 7 råd; det er indholdet af v. 25—31, der hermed menes, men det er noget påfaldende, at der kun tages hensyn til disse vers og ikke alt det foregående. Man kunde være fristet til at antage, at her forelå en sammenblanding af to digte. Ikke mindre fristende vilde det være at antage, at der med vers 33 begyndte et helt nyt digt (3); ganske vist er tonen ikke synderlig afvigende, men indholdet er vidt forskelligt. Vers 33 begynder med: »Nu er at fortælle«, som om der her begyndte et nyt digt. Men det er dog vel værd at erindre, at »digtet« er blevet til i en tid, da sansen for den ensartede bibeholdelse af versemålet i de i de ældre versemål digtede kvad var bleven sløvet; det er let at tænke sig Sólarljóð digtet i forskellige afdelinger i en tid, hvor man kritikløst sammenstillede kvad og kvadbrudstykker til et hele (jfr. Hávamálsamlingen, der åbenbart har været kendt af forfatteren, og lign.). Så meget er vist, at alt fra og med v. 33 — med undtagelse af den ovf. nævnte interpolation og det sidste tildigtede vers — er ét digt af én støbning og det interessanteste af det hele« (4).

Faderen fortæller, hvor nødig man vil skilles fra den nydelsesrige verden og dø, men »Hels reb blev hårdt snørede om mit bryst«, hvorved han antyder, at han er falden i en dødlignende dvaletilstand. Under denne ser han allehånde rædsler, som de onde må lide, men han får ligeledes lejlighed til at se den frydefulde behandling, der bliver de gode mennesker til del. Først og fremmest omtaler faderen solen, »den sande dagstjærne«, og dens udseende; »den var blodigrød og stærkt strålende« — et tegn på hans nær forestående død; han bøjer for sidste gang hovedet for den. Efter nogle betragtninger over menneskets elendighed og skæbne omtaler faderen dernæst sine hændelser og farter og hvad han under disse blev vidne til: svedne fugle i kvalernes verden — de fortabtes sjæle så mange som myggesværme, — mørkladne kvinder, der trak blodige sten og hvis blodige hjærter hang udenfor brystet — blodige mennesker — misundelige folk med blodige tegn på brystet — gærrige folk med byrder af bly — røvere, hvis bryst gennemboredes af edderdrager — ugudelige, hvis hænder var fastnaglede til hede stene — pragtelskende mennesker, hvis klæder var omgivne af flammer — bagtalere, hvis øjne hakkedes af Hels ravne osv. — »Alle rædsler, som de døde lider, kan ingen vide; søde synder bliver til smærtens lidelser; altid følger ve efter vellyst« — det er moralen af alt det foregående. I modsætning til disse rædselsbilleder står andre, billederne af de fromme og gode mennesker: dem, som har været gavmilde efter guds lov; over deres hoveder brænder rene fakler — dem, der har givet til de fattige; over dem læser engle hellige bøger — dem, der har spæget deres legeme; de hædres af alle engle — dem, som har sørget for deres moder; de hviler på himmelske stråler (5). Til slutning kommer en bøn til gud: »Dig, som har skabt os, beder jeg at befri os fra det onde«, og en opfordring til sønnen om at fremsige dette digt, Solens sang, for de levende; digtet ender så med det skønne vers: »Her vil vi skilles, men vi vil træffes igen på menneskenes frydsdag; vor herre skænke de døde ro, de levende sin nåde«.

Digtets her kort meddelte indhold (6) er hæntet fra den middelalderlige kristelige sædelære og fra læren om tilstandene efter døden. Selve rammen (råd af faderen til sønnen) er også lånt fra teologiske lærebøger og afhandlinger. Der eksisterede i middelalderen mange drømmesyn, visiones, som f. ex. visio Tnugdali, oldnord. Duggals leizla, alle af mere eller mindre religiøst-mystisk indhold, og det er en sådan, der har givet forfatteren ideen til formen for sit kvad og tildels også indholdet. Den visio, som digtet er bygget over, genfindes måske i en af Gregors homilier (7); her fortælles der om »en munk, Petrus fra Hiberia; før han blev munk, blev han syg og lå som død i nogen tid. Da han endelig vågnede op, sagde han, at han havde set helvedes pinsler og flere af denne verdens overmodige mennesker i bålet«.

Det blev ovf. fremhævet, hvor drastiske de religiøse digteres billeder og udtryk ofte er; også i dette digt gives der flere eksempler herpå. Hvad inderlig tro og stærk og dyb religiøs følelse angår, står digtet meget højt, måske højere end noget andet; men det er tillige præget af den ophøjede ro og ydmygheds tålmod, vi kender fra andre digte, samt forvisningen om, at enhver høster som han sår; hele digtet er en formaning om at så godt i dette liv, for at høsten i det tilkommende liv kan blive så meget rigere og herligere. Disse sandt-kristelige tanker er fremsatte i et smukt og værdigt sprog, der helt igennem lyder som den gode samvittigheds rolige tale, som overbevisningens ord om, at hvad der læres, er sandt, og at det bør overvejes og efterleves.

Digtet er uden tvivl forfattet i den sidste halvdel af det 12. årh. eller omkring 1200. Intet i sprog, versform eller fremstilling giver noget holdepunkt for antagelsen af en senere oprindelse. Med hensyn til versformen er det digtet i korrekt ljóðaháttr og hører for så vidt til den efterklassiske, lærde Eddakvadsdigtning, med den forskel, at her er indholdet kristeligt. Et slags forbillede har Hávamál og lignende digte været, og der mangler ikke åbenbare lån og efterligninger herfra (8), og rimeligvis har digteren kendt disse digte i skreven form.

Anm. De interpolerede vers, v. 76—80, hvortil vistnok også v. 66—6 skal regnes, er yderst dunkle og hentyder til mytiske personer af hedensk karakter, der er fuldstændig ukendte; der tales bl. a. om »Odins hustru, der ror på jordens skib, higende efter vellyst«, om runer, ristede af Njords ni døtre, hvoraf to nævnes, osv. På grund af uforståeligheden af disse vers har de ringe betydning.


Noter
1) Jfr. c. Rosenberg: Nordboernes Aandsliv II, 558
2) Hele udtrykket Sólarljóðs saga er oplysende nok tillige om uægtheden.
3) Det synes også Bugge at antage i Norsk tidsskr. for videnskab og litt. 1854-5, s. 102.
4) A. D. Jørgensens omflytning af enkelte vers og versgrupper (Den nordiske kirkes grundl. 595—605) synes mig i det hele dels lidet heldig, dels unødvendig. Dog er jeg tilbøjelig til at give ham ret i, at v. 55—6 er et senere indskud; de synes at være af en lignende mystisk art som den utvetydige interpolation, v. 76—80; desuden synes de at afbryde den gode sammenhæng.
5) Det er blevet skik at sammenligne det norske Draumekvædi (Landstad 67ff.) med Sólarljóð, men om nogen direkte forbindelse mellem disse to kvad kan der ikke være tale.
6) Det er almindeligt at omtale digtet som stærkt blandet med hedenske forestillinger: dette er fuldkommen grundløst; det er da også kun interpolationen, der har forårsaget denne antagelse.
7) Leifar s. 126-7.
8) V. 12 er stærkt påvirket af Háv. II: hvítu mey, ljósa lík ǂ líki leyfa ens ljósa mans Háv. 92. mey sólhvita 97; v. 19 jfr. Háv. 43. 45; (gott es) vammalausum vera 30.6 ǂ Lokas. 53.6; öll eru þau (ráð) nyt at nema 32.« ǂ en þu ráð nemir, njóta munt ef pú nemr Háv. 112 osv.; margan hefir auðr apat 34.6 ǂ margr verðr af aurum api Háv. 76.3; v. 35.1—3 har sit forbillede i Háv. 55—6; v. 67 ǂ Fjøls. v. 45 (es höfðu . . . logit ǂ ef þú þat lýgr; Heljar hrafnar ór höfði þeim harðliga sjónir slitu ǂ Horskir hrafnar skolu þér . . . slíta sjónir ór).