FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Sögubrot af fornkonungum

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§ 18. Fornaldarsögur og nogle dermed beslægtede sagaværker
C. Sagaer vedrørende Danmark


4. Sögubrot af fornkonungum


4. Hertil slutter sig det såkaldte Sögubrot af fornkonungum, udg. i Fas. I og i Sögur Danakonunga 1919 f. efter AM 1eβ med samme hånd som nogle blade af et Knytlingahåndskrift fra omtr. 1300. Arne Magnusson og Gudbr. Vigfússon har udtalt, at brudstykket egenlig var en del af selve Skjöldungasaga. Det har derfor dobbelt krav på vor opmærksomhed; jfr. ovf. s. 659. — Brudstykket begynder midt inde i Ivar vidfadmes saga i en samtale mellem ham og datteren Auðr, hvori han nægter sit samtykke til et giftermål mellem hende og Helge (ɔ: den hvasse). Senere bejler Helge til hende på sin broder Hræreks vegne, og med ham bliver hun gift. Men Ivar, der skildres som en underfundig skurk, overfalder sin svigersøn og dræber både ham og Helge; Auðr flygter til Garderige med sin unge søn Harald (hildetand), og ægter her kong Radbard. Nu vil Ivar foretage et tog mod denne; han drømmer og beder sin gamle fosterfader Hörd at tyde drømmen, og så kommer den mærkelige samtale mellem dem, der indeholder en sammenligning af hans fader, Helge, Hrærek og fl. med Aserne; da Ivar endelig spørger, hvem han selv er blandt Aserne, bliver han vred over svaret, og vil dræbe Hörd, men styrter over bord og lader sit liv, ti Hörd er Odin selv. Nu bliver Harald tagen til konge, og en konge i Jylland, Hildebrand, nævnes, men her er der en større lakune. Den sidste del handler særlig og udførlig om det store Bråvallaslag og forberedelserne dertil1), fuld af gode, gamle sagnminder. I det sidste kapitel gives en oversigt over Sigurd Rings magt, hans søn Ragnar og dennes moder Alfhild nævnes, og der antydes en fremtidig strid mellem Ragnar og Ella, men her afbryder brudstykket fuldstændig. Arngrim har haft fortsættelsen, Sigurds giftermål med Alfsol, kampen med hendes brødre, samt hendes død og Sigurds selvdrab. — Der er ingen tvivl om, at dette brudstykke beror på Skjöld., men det er lige så utvivlsomt, at det ikke giver dennes oprindelige tekst. Stil og fremstilling bærer et altfor tydeligt vidne om senere tider og om tilværelsen af riddersagaer. Det er en senere bearbejdelse af den ældre saga fra noget efter midten af det 13. årh. Da sagaen i denne form formentlig har dannet indledningen til Knytlingasaga, ligger det nær, hvad jo også A. Olrik har gjort, at antage, at det er forf. til Knytl., der har foretaget omarbejdelsen. Dette er dog sikkert ikke tilfældet. Forf. af Knytl. bærer sig ad lige på modsat måde; enten tager han sin original, som den er, eller han gør udtog deraf; jfr. P. E. Müller i Sagabibl. Til grund for mandtallet i bægge hære (k. 8) ligger et gammelt norsk digt, der også nyttedes af Saxo, men den islandske forf. har ikke kendt det i dets hele omfang2). I øvrigt er det den isl. overlevering, der ligger til grund for indholdet.




Noter:
1) 1) Det er dette afsnit, som i Fms. V 345 betegnes som sagaen om Harald hildetand.
2) Jfr. G. Storm: Krit. bidrag og A. Olrik i Arkiv X, 223 ff.; ovf. s. 49—50. Kap. 8 med dets kappatal, opregning af kæmperne, er dog et yngre indskud; dette vises deraf, for det første, at kap. 9 åbenbart danner en ligefrem og naturlig fortsættelse af k. 7 som om intet stod imellem; dernæst er der uoverensstemmelser imellem k. 8 og k. 9 (beskrivelsen af de enkelte kampe). Her findes Rögnvaldr Ráðbarðr i k. 9, i k. 8 R. hái eða Ráðbarðr hnefi; Agnarr i k. 9 findes ikke i k 8, Húnn og Ella heller ikke; heller ikke findes Brái Sækálfsfaðir i k. 8; Gnepja i k. 9 kaldes i k. 8 Gnepi hinn gamli, Haki kaldes her H. höggvinkinni; Þorkell Þrái betegnes på forskellig vis. Endelig kan bemærkes, at i k. 9 bruges formlen »som hed N. N.«; også dette viser, at vedkommende forudsættes ikke for at være nævnede. Alt viser, at k. 8 er indskud. I øvrigt skal forholdet til Saxo her ikke behandles; jfr. ovf. l. c.