FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Völsungasaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§ 18. Fornaldarsögur og nogle dermed beslægtede sagaværker
D. Sagaer vedrørende ikke-nordiske sagn


3. Völsungasaga


3. Völsungasaga. Den findes i Det kgl. bibl., gml. saml. 1824 b, 4° (jfr. Ragnarss.) og i flere papirsafskrifter; udg. i Fas. I og i Norr. sagaer af sagnhist. Indhold, samt ved M. Olsen 1906-081).

Sagaen indledes med et afsnit om Sigmund og hans forfædre, Sige, en søn af Odin, Rere og Völsung. Det er en af de sædvanlige nordiske tilknytninger til guderne, samt et slægtregister, der også er særlig nordisk; det stemmer med Snorres Edda, fortalen (k. 10 slutn.). Trællen Breðe dræbes af Sige (deraf den islandske etymologi Breðafönn) og denne må forlade landet. Han bliver konge i Húnaland, men falder for sine svogre. Sønnen Rere hævner sin fader og får riget, gifter sig, men får ingen børn; ægtefællerne ofrer til Odin og Frigg, som bønhører dem, og Reres hustru bliver frugtsommelig ved et æble, som valkyrjen Hljóð bringer hende. Rere dør, og dronningen føder sin søn først efter 6 (i rimerne 3) år og dør. Sønnen Völsung skæres ud af moderens liv. Völsung ægter Hljóð, og deres sønner er Sigmund, samt 9 andre og datteren Signý. Hun ægter kong Siggeir i Götland. Der følger nu en beretning om forholdet mellem Signý og Siggeir samt Völsung og Odins sværdgave til Sigmund. Det ender med, at Siggeir sviger Völsung og fælder ham i kamp; det er et sidestykke til Atle-Gjukungesagnet og påvirket deraf (jfr. Symons) samt til sagnet om Ivar-Hrörek. Alle Völsungs sønner fanges og opædes af et ulvindeuhyre, med undtagelse af Sigmund. Signy tænker kun på hævn; og nu følger historien om, hvorledes hun får sønnen Sinfjötle med sin broder, og Siggeir bliver indebrændt med alt sit. I dette afsnit findes mange gamle ægte sagntræk, endel er ret unaturligt, f. ex. at Sigmund tilbringer 10 år i et hus nede i jorden. Afsnittet svarer omtrent til rimerne om Völsung, men disse forudsætter en noget anden og sikkert ældre form end sagaens nuværende. I sagaen nævnes Skaðe som en mand, medens rimerne ved, at det er Njords hustru, der er tale om. Rimerne ved, hvorfra Siges hustru stammer, ligeledes, at Reres hustru var Ingigerd, kong Inges datter i Sverrig, men dette kan være digterens påfund. Hvad der fortælles om Sigmund, beror uden tvivl delvis ialfald på gamle digte, hvoraf et vers anføres i kap. 8.2)

Fra nu af er Völsungas. — så vidt dette kan bestemmes — for største delen simpelt hen en prosaisk gengivelse af heltedigtene i den ældre Edda, så at sige digt for digt, vers for vers; der er kun nogle få digte, der ikke er nyttede3); dobbeltdigte som Atlakviða og Atlamál er kombinerede med hinanden. Grípisspá (eller Grípissagnet) er nyttet, men ikke på det sted i udviklingen, hvor digtet findes i cod. regius (Edda). Enkelte vers anføres, tildels af tabte digte; et digt som Sigrdrlfumál, der ikke godt kunde opløses i prosa, indføres delvis (se I, 281), og til dette knyttes fortællingen om Sigurds og valkyrjens trolovelse4). Foruden eddadigte er også uden tvivl en saga om Sigurd fafnisbane benyttet, hvorom senere; enkelte sætninger og angivelser hidrører på forf. selv og beror dels på slutning fra den givne tekst, dels på selvstændig gisning5). Fra alt dette danner nogle kapitler en undtagelse. Der er for det første k. 22 = 23 (ny udg.), indeholdende en beskrivelse af Sigurd; dette er, som forlængst set, ens med et kap. i Þiðrikss. (k. 185) og uden al tvivl lånt derfra (og ikke omvendt), som Bugge og G. Storm har påvist. Man behøver kun at læse dette kapitel for at se, hvor helt afvigende det er i stil og tone fra Völs.s., og hvor nær i slægt med Þiðr. det er. Man kunde tænke sig muligheden af, at der i sagaen (i en ældre form) havde stået en ganske kort beskrivelse af Sigurd — hvad jeg dog ikke tror — , som var bleven erstattet af denne, der er vidtløftig nok. Efter dette kapitel følger en beretning om Sigurd og Brynhild hos Heime i Hlymdale (kap. 23-24 = 24-25 ny udg.), hvortil eddadigtene ikke har noget tilsvarende, og som indfører i det ellers så logisk formede hele store urimeligheder i begivenhedernes gang. Her nævnes Brynhilds søster Bekkhild og broder Alsvid, der ingen betydning ellers har for sagaen. Tonen i disse kapitler er anderledes end ellers. Der er således ingen tvivl om, at kilden er her en anden end ellers. Og denne kilde var uden tvivl den gamle saga om Ragnar lodbrog (se foran). Spørsmålet er blot, hvorvidt det er Völs.s istandbringer selv, der har været så ulogisk at optage disse kapitler eller om de stammer fra en senere bearbejder. Det forekommer rimeligst, at det sidste er tilfældet, tilmed da man også andre steder mærker en bearbejdervirksomhed. Symons antager derimod, at sagaen og Ragnarss. er af én forfatter, og at de hernævnte kapitler hidrører fra ham, idet han mener, at Völs.s. fra først af er bestemt til at være en indledning til Ragnarss.

Kap. 26-29 = 28-31 (ny udg.) beror på digte, der falder i den store lakune i cod. reg., og det er især herved, at sagaen har sin store betydning. — Endelig skal bemærkes, at »det gamle Hamðismál« sikkert ikke er benyttet i sagaen, men det yngre i fomyrðislag, det, hvoraf der haves nogle vers stukne ind i Hamð. i cod. reg.; det er fra dette digt, at Odins deltagelse i Jörmunrekks-kampen (jfr. Saxo) stammer.

Ligesom det er lykkedes sagaens istandbringer — bortset fra de nævnte kapp. 22-24 — at bringe et ret godt og logisk sagahele istand, er det også lykkedes ham forbavsende godt at oversætte sine poetiske kilder til prosa; fremstillingen er forstandig, forståelig og flydende, og det er mærkeligt, hvor lidt den poetiske form skinner igennem; naturligvis gør den det ikke så sjælden, og det er da, som havde man med etslags codex rescriptus at gøre, hvilket i grunden ikke formindsker interessen og giver stilen en ejendommelig farvetone. Forf. har selv oftere måttet tilrettelægge sammenhængen, føje noget til efter eget skøn til forklaring, enkelte gange har han gjort sig skyldig i mindre misforståelser. At der undertiden forekommer noget ubehjælpsomme udtryk og noget hårde overgange (hvorom se Symons' afhandl.), skal ikke nægtes; men egenlig stødende forekommer mig disse tilfælde ikke at være.

Som sagaen nu foreligger, består den altså 1, af gamle overleveringer — tildels eller helt nordiske — om Sige — Rere — Völsung, 2, af en gengivelse af heltedigtene (eddadigte), 3, af sagnet om Heime — Brynhild — Sigurd, hvortil kapitlet med Sigurds beskrivelse kan føjes, og endelig 4, af kapitler, hvis kilde endnu ikke er omtalt, men som utvivlsomt var en saga om Sigurd fafnisbane. Om en sådan savnes ikke oplysninger. Det hedder om Sigvatr (I, 594), at han vilde digte et arvekvad om Olaf d. hellige og deri »anvende omkvæd (stál) fra sagaen om Sigurd fafnisbane«6). Dernæst hedder det i kommentaren til Háttatal v. 357), at Torvald veile digtede et kvad (I, 472) »efter Sigurðarsaga«; meningen må vel være, at digtets indhold var hæntet fra »sagaen«. I disse tilfælde har der naturligvis været tale om en mundtlig overlevering, men når Snorre taler om en »Sigurdssaga«, har han uden tvivl en skreven saga i tankerne; det er den, han bevislig har nyttet og udskrevet i sin fremstilling i Skáldsk.mál kap. 39—42, hvor dog slutningen senere er tilføjet (se foran s. 687). Her findes en udførlig fremstilling af Fáfnisguldet og den følgende historie med to vers af Fáfnismál, således at indholdet svarer til Völs.s k. 14 (her er det Reginn, der til Sigurd fortæller sagnet) og følg. Når man nu sammenligner bægge fremstillinger, er det klart, at de i alt væsenligt er ens, men Snorre har forkortet og noget omredigeret sin original efter sit formål. Dog er det klart, at det ikke er vor saga, han har benyttet, ti der er afvigelser af betydning; det er lige så klart, at der er en fælles original til bægge fremstillinger. Men der er endnu en tredje kilde, vi har til sammenligning, nemlig prosastykkerne i codex regius af eddadigtene, hvorom der har været så megen strid og tvivl. Man har endog ment, at de har fulgt med digtene i den mundtlige overlevering lige fra gammel tid af. Dette er dog vist en umulig og grundløs antagelse og det allerede på grund af det lærde tilsnit, de på sine steder har, idet de f. ex. undertiden henviser til forskellige beretninger og andre digte. Endnu klarere bliver forholdet, når disse stykker sammenlignes med Snorres uddrag af Völs.s. Forholdet kan da ikke opfattes anderledes end så, at de også er uddrag af den selvsamme urtekst. De stemmer for det meste, ofte ordret, med sagaen, men der findes enkelte afvigelser, hvor de da stemmer med Snorre, f. ex. at Sigurd kun skal gøre én grav, da han skal til at dræbe Fafnir (sagaen flere), at han først prøver sværdets skarphed (uldtotten i strømmen) og derpå dets styrke, omvendt i sagaen, hvilket er mindre oprindeligt. Den fælles original for alle 3 fremstillinger er nu den førnævnte Sigurðarsaga; netop det indbyrdes forhold er det bedste bevis herfor. Denne saga har været en kort og kærnefuld fremstilling af Sigurds liv og har rimeligvis begyndt med Sigmund og Sinfjötle og deres bedrifter eller endogså med Sigi osv.8). Her har man også kilden til Völs.s. kap. 5—8, indtil benyttelsen af Helg. Hund. I begynder, 10—18, for så vidt som digtene ikke er benyttede, samt 40 (42).

Udviklingen og sammenhængen ligger nu klar. Den ældre (ældste) Sigurðarsaga er fra omkr. 1200 og slutter sig til sagaer som Skjöldungas. og Ynglingas. Den har anført enkelte eddavers og vistnok støttet sig til eddadigte. Deraf har Snorre gjort et selvstændigt uddrag. Samleren af de digte, der foreligger i codex regius, har gjort et kort uddrag af samme saga for at fylde hullerne mellem de enkelte digte og på sin vis få et sagahele i stand (jfr. hvad der er sagt I, 122), uden at opløse digtene til prosa. Endelig har forf. af Völs. påtaget sig at udarbejde en fuldstændig prosaisk slægtsaga for Völsunger og Gjukunger, og hvorledes han har båret sig ad hermed, er ovenfor skildret. En således beskaffen saga passer, litterært set, ganske til den sagaskrivning, der finder sted i den sidste halvdel af det 13. årh. Der kan da heller ingen tvivl være om, at sagaen hidrører fra det nævnte tidsrum. Symons har ansat den til c. 1260. Forudsat, at det ikke er den oprindelige forf., der har optaget lånene fra Þiðrikss., bliver disse uden egenlig betydning for affattelsestiden; de har mere at betyde for Þiðrikss. selv.




Noter:
1) B. Symons’ grundlæggende undersøgelse i Paul-Braunes Beitr. III; S. Bugge: Norr. fornkvæði, indledn., K Müllenhoff: Die alte dichtung von den Nibelungen i Zeitschr. f. deut. alt. XXIII. S. Bugge: Bidrag i Arkiv XVII; R. Boer i Zs, f. deut. Philol. XXXV (om kap. 26-29); jfr. A. Heusler: Die lieder der lücke (1902): Symons: Einleitung § 14.
2) Ved at omtale Helge som Sigmunds broder viser rimerne, at deres indhold ikke har foreligget digteren som et afsluttet hele for sig. — Aug. den første del af sagaen jfr. Bugges afhdl. i Arkiv. Jeg er dog ikke på noget punkt enig med forf. angående de fremmede bestanddele, sagnet skulde bestå af.
3) Se Symons: Einleit. LXII, anm.
4) Jfr. herom min afhdl. Sagnformen osv. i Aarbøger 1921.
5) Jfr. Symons sst. LXXIII-IV (en god og kort oversigt over forf.s fremgangsmåde).
6) Fms. V, 210, jfr. 345 og Nomag.þ. k. 5 slutn.
7) Sn. E. I, 646.
8) Om hele forholdet kan henvises til min afhdl. i Aabøger 1917.