FJ-Litteraturhist.Bd.3a Rimedigtning: B
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Tredje Bind
af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1924
Tredje Tidsrum
Første Afsnit: Digtning
B. Verdslig digtning
III. Rimedigtning
B. Rimer vedrørende islandske og norske historiske personer
Der er overhovedet få rimer, der her kommer i betragtning, og de er af en ejendommelig art.
1. Grettisrímur
Grettisrímur, 8 i alt. De er forfattede over kap. 14-24 i Grettissaga, handler altså om Gretters opvækst og ungdom tilligemed hans første udenlandsrejse. Teksten følges meget nøje, nogle enkelte steder er den dog noget forkortet og sammendragen. Det hdskr. af sagaen, der er benyttet, synes mest at have stemt med C (jfr. ordet bakhold s. 26, der genfindes i rimerne). I øvrigt er der intet særligt at bemærke om tekstens behandling. Mansangene er gennemgående korte. Forfatteren omtaler sig som ældre mand. Rimerne er digtede i forskellige versemål, men herved er at mærke, at digteren undertiden, f. ex. i rime II, i steden for at lade linjen få en trokaisk udgang (ende med et tostavelsesord), giver den en katalektisk slutning (lader den ende med et enstavelsesord). Dette må betragtes som tegn på alderdom, på at de faste regler endnu ikke var sikre. I sproget er der heller intet, der fører til en tid senere end omkr. 1400. Rimeligst er det at antage, at rimerne er forfattede i Gretters gamle hjemstavn. De er udg. i Rimnasafn I.
2. Skáldhelgarímur
Skáldhelgarímur, 7i alt, i noget forskellige versemål med længere og kortere mansange. Deres hovedperson er skjalden Helge Tordsson, hvorom se I, 495. Til hvad der dér er bemærket, skal her føjes, at ifølge rimerne rejste Helges elskede Torkatla til Grønland og opholdt sig på Helges gård en vinter, men Helges hustru magede det så, at de aldrig var ene sammen; endelig lige før Torkatla skulde rejse tilbage, gav hun dem lov til at være sammen i enrum medens »3 bål brændte«; det var de kortest brændende bål, som Helge nogensinde havde oplevet. Da Torkatla så kom hjem, fødte hun et møbarn og døde med det samme; datteren fik hendes navn. Æmnet er altså tragisk elskov, og grundtonen er den tydelig udtalte tro på, at »gensidig tilbøjelighed aldrig skaber tykke; det er dette æmne, der har vakt rimedigterens interesse; det var jo nærbeslægtet med så mange romaner, som var den mest yndede læsning. Fremstillingen er da også noget blød-sentimental, og forfatteren er åbenbart gejstlig; under hans behandling er Skáldhelge bleven en blød religiøs person, hvad han sikkert ikke var. Rimerne beror på en tabt saga (jfr. VI, 50: »således som bogen fortæller«): når der i II. 63 henvises til »Hallarsteins digt«, behøver dette kun at hentyde til et vers af hans digt, som har stået i sagaen. Rimerne hører ikke til de allerældste. De giver et godt billede af den overtro, der i sin tid herskede i Grønland. De er udg. i Rímnasafn I.
- Efter rimemes slutning (VII, 58, hvor det hedder: »Her er . . . alle Helges rimer ude«) findes, men kun i ét hdskr., AM 604 f. endnu 5 vers, tildels i forskellige versemål, af religiøst indhold med anråbelse af gud osv. I det næstsidste af disse vers nævnes åbenbart en Tomas som den, der har töglat fram versene. Man har heri villet se en angivelse af rimernes forfatter. Dette er umuligt, ikke alene fordi rimernes afslutning er så tydeligt betegnet som muligt (v. 58). men også fordi disse vers kun findes i ét hdskr. og fordi en sådan »runebinding«, som der her foreligger af navnet, ikke egenlig tilhører de ældste rimer, og endelig fordi udtrykket at tögla fram langt snarere betyder at fremsige end at digte. Det må være en skriver, der har tilføjet disse dårlige vers.
3. Skíðaríma
Skíðaríma, en enkelt rime på godt og vel 200 vers i ferskeytt. Den findes desværre kun i papirsafskrifter. udg. af K. Maurer med en fortrinlig indledning, og i Rímnasafn1). Forfatteren til denne mærkelige rime kaldes i hdskrr. snart Einar fostre, snart Sigurd fostre. Den sidste har fadernavnet Tordson: bægge knyttes de i overleveringen til Björn Einarsson jorsalfar (d. 1415); herom kan der henvises til Jón Þorkelssons vidtløftige dokumentering i Digtn. på Island. Der er næppe nogen tvivl om, at Sigurds-navnet er bedre afhjemlet end det andet, der egenlig kun findes i overskrifter, der er afskrevne efter hinanden. Digteren var vel altså en Sigurðr Þórðarson, med tilnavnet fostre. Han knyttes enstemmig til den nævnte høvding Björn jorsalfar. Hans levetid er altså nøje bestemt. Sigurd siges at have været Björns »underholdningsmand«, der skulde »skæmte« tre gange om ugen, vistnok ved at fremsige egne og andres digte. Dette kunde støttes ved rimens slutning (se ovf. s. 33). Skíðarima kan således med et rundt tal sættes til omkr. 1400.
I Sturlusaga (Sturl. I, 95-96, jfr. II. bind 550) fortælles om en landstryger, der vekselvis kommer til Sturla i Hvamm og Torleif beiskalde i Hitardal, der var fjender. Det er denne betler, der er rimens hovedperson, Skíde. Denne har hos den sidste en mærkelig drøm; denne må være en historisk begivenhed, da det i Isl. ann. (s. 324) ved år 1195 hedder: »Skide drømte«2), men hvis dette er rigtigt, kan drømmen ikke være drømt under betlerens i Sturl. antydede ophold i Hitardal, da Sturla allerede var død 1183. Man har vel i senere tider slået de to begivenheder sammen, opholdet i Hitardal og Hvamm, som jo antydes i rimen, og den senere indtrufne drøm. Det er denne, der udgør rimens hovedindhold, der uden tvivl er hæntet fra den mundtlige tradition, hvortil der hentydes i v. 6, men ikke en skreven bog. Efter en kort mansang tager digteren fat på sit æmne og begynder da med en overmåde lystig beskrivelse af Skide selv, hvis vigtigste egenskab fra barndommen det var at være dygtig til at gå, ɔ: flakke omkring, og æde; om andet end mad kunde han aldrig tale, og bønderne vurderede han udelukkende efter deres gavmildhed mod ham selv; sig selv anså han for at være en af landets bedste mænd; han er tillige en hovmodig skryder og bagtalerisk slyngel. Hans ydre og udstyr svarer ganske hertil; dette består fornemmelig i en madpose og et »smørskrin« (Smørsvin på grund af dets form; naturligvis et kunstfærdigt dværgearbejde), samt en vældig stav med en jærnpig. Den her anslåede lystige humoristiske tone bevares godt og konsekvent hele digtet igennem. Efter at være vendt tilbage fra Vestfjordene kommer Skide til Torgils på Stadarhol, hvilket også er en kronologisk fejl, da Torgils døde 1151; her bliver han særdeles gæstfrit behandlet, får et stykke af en oksehud til et par sko, og begiver sig til Sturla; også der modtages han godt; endelig kommer han til Torleif i Hitardal, men her bryder ingen sig om ham ; sammen med andet betlerpak får han dog nattely, og nu er det, han har sin drøm. Selve Asator kommer til ham for på Odins vegne at hænte ham for at være dommer i en strid mellem oldtidsheltene Hedin og Høgne; denne sidste vil ikke give Hedin sin datter, Hildr, der kaldes »den mjove« (ved sammenblanding med Hildr fra Njarðey) ; Skide føler sig meget smigret og tager straks afsted; det går i en håndevending gennem Island, over havet, forbi Danmark og helt ind i Asien til Valhal. Her er alle mulige oldkæmper samlede. Skide bænkes ved Odins side og udspørges om tidender fra Island - »er der mange udmærkede mænd foruden dig?« Odin tilbyder Skide straks gaver, og han vælger naturligvis en reparation af sin stav og smør i sit skrin, hvilket sidste Odins nærige hustru, Freyja, ikke gærne vil af med. Skide skal nu til at forlige de to. Det gør han på den måde, at han selv erklærer at ville ægte Hildr, og den knibsk-bly ungmø siger ikke nej, hvis hendes fader giver sit samtykke. »Skide udstrakte sin skidne hånd, han skulde Hilde fæste«. Men han har uforvarende af gammel vane nævnet guds navn og kommer endnu engang til at nævne det: dette kan Heimdal ikke tåle og slår Skide med den spidse ende at sit horn, hvilket så giver signal til en almindelig kamp over hele linjen, idet nogle tager parti for Skide, andre imod ham. Der optræder nu en mængde oldtidshelte, der fortælles om mange drabelige hug og stød, hvor intet overnaturligt og umuligt udelades, alt i de samtidige opdigtede sagaers stil, det er kun den forskel, at hele skildringen er her lagt an på det humoristiske og naragtige. Det hele er parodisk. Skides karakter og færd skildres fortræffelig indtil det øjeblik, han bliver smidt ud af Valhal efter at have udført storslåede bedrifter. Men hans smørskrin er blevet tilbage; i sin angst beder han Sigurd fafnisbane at kaste det ud: det gør Sigurd, men rammer ham dermed i brystet, og derved vågnede Skide. Om morgenen kommer hans hærværk i Hitardal for dagen; han har raset hele natten og dræbt adskillige af betlerne. Han bliver syg, ligger hele vinteren og kan efter digterens mening kun blive helbredet, hvis han lover at vandfaste hver lørdag, hvilket naturligvis for ham var det værste at døje. Til bevis for historiens rigtighed kan han fremvise den store tand, han har brækket ud af Fafnis kæbe; det gamle smør, hans skrin var blevet fyldt med, var så hedensk-giftigt, at alle hunde, der åd deraf, kreperede.
Maurer har i sin fortræffelige indledning udviklet, hvorledes rimen stadig svinger mellem den ramme virkelighed med Skide som den usle betler og drømmens skinherlighed og skyggebilleder, mellem det jordisk-trivielle og det overjordisk-romantiske. »Således er også, ytrer han videre, i digtets sprog et ægte heltekvads højpoetiske diktion på den kosteligste måde blandet med den almindeligste tales mest dagligdags ord og vendinger«. Det er umuligt andet end at denne rime har ydet tilhørerne en sjælden fornøjelse; de har måttet forstå det grundkomiske i digtet og nydt det. Uagtet det er parodi, er det dog ikke sikkert, hvorvidt digteren selv har ment sin rime som en parodi på folks almindelige læsning og de uhyrligheder, de yndede opdigtede sagaer indeholdt. I hvert fald har rimen næppe haft nogen virkning i den retning at latterliggøre denne litteraturgren og derved påvirke og forbedre folks smag. Sin skildring af Skide har digteren taget fra virkeligheden; han har uden tvivl selv kendt disse grove, uforskammede betlere; kendt deres lave tankegang og hele færd, og han har forstået at gribe enkelte træk af deres og folks måde at være på og overføre dem på Skide, så han bliver uimodståelig komisk, som når han lader Skide først »spytte«, da Tor kom til ham, før han besvarede hans hilsen. Det er også fortræffelig set, når digteren lader fruer og frøkener i Valhal sidde der med hvide handsker osv. osv. Hele rimen er i virkeligheden enestående, en perle i rimedigtningen.
Forfatteren har kendt en mængde gamle sagaer og sagn, hvad enten han har læst dem eller hørt dem eller snarest bægge dele. Det er interessant at se, hvad det er for sagaer, han har kendt (jfr. Maurers udførlige påvisning); det er da for det første Snorres Edda, dernæst Bragðamágussaga, Sögubrot, Hrolfs saga Gautrekssonar, Nornagestsþáttr, Gönguhrólfssaga, Sörlapåttr, Hrómundarsaga, Halfssaga, Rolf krakes saga og måske flere. Det træk, at Freyja farer op for at stikke Skide i næsen med en kniv, går uden tvivl, direkte eller indirekte, tilbage til fortællingen i Sturl. I, 112 om præsten Páls hæftige hustru, der engang med en kniv vilde stikke øjet ud af Sturla (jfr. II, 550). Det viser slående digterens komiske kraft og sans, at han har benyttet dette træk netop således, karrikeret ved at lade Freyja sigte efter Skides næse.
Om norske personer haves:
4. Óláfsríma
Óláfsríma af Einar Gilsson udg. i Rimnasafn I, se ovf. s. 13-14.
5. Óláfs rímur Tryggvasonar
Óláfs rímur Tryggvasonar, 3 i antal; det er rimer, digtede over þáttren om Indride ilbred (i den store Olafssaga) og er et udtog deraf; de er uden videre betydning. De er alle i samme versemål (ferskeytt) og uden mansange. Udg. i Rimnasafn I.
6. Óláfs rímur Tryggvasonar
Óláfs rímur Tryggvasonar, 5 ialt, i forskellige versemål; uden mansange. Rimerne handler om Svolderslaget og begynder med en beskrivelse af Olafs sejlads langs Norges kyst og hans møde med den gamle og blinde mand på øen Mostr, der forudsiger kampens uheldige udfald (jfr. den storre Olafss. Kap. 242 og Odds Olafss.). Forf. selv tror, at Olaf er sluppen levende fra slaget (jfr. kap. 269; Dixin nævnet jfr. V. 28). Iøvrigt er disse rimer lidet værdifulde. Udg. i Rímnasafn I3).
7. Þrænlur4)
Þrænlur eller Sigmundar rímur Brestissonar. De er mangelfuldt opbevarede idet 1. og det meste af 2. rime mangler; mulig mangler slutningen også, uagtet der i hdskr. intet mangler. De er 10 ialt, digtede i forskellige, mest dog firlinjede versemål. Der findes ingen virkelige mansange. De handler om færøske begivenheder og beror på Færeyingasaga; teksten begynder nu i sagaens kap. 34 fin., og slutter med k. 50 (s. 240 i udg. 1832). Rimerne følger sagaen nøjagtig, og der er næppe nogen forskel på dem og sagaen, således som denne foreligger i Flatøbogen. De hører uden tvivl til de ældste rimer, eftersom de ikke opviser noget af de kendemærker, der særtegner de yngre5). Udg. i Rímnasafn I.
Noter:
1) Jfr. min afhdl. i Arkiv II. Også udg. i Kvæðasafn I (her med flere uægte vers.
2) Angivelsen findes ganske vist kun i Gottskalks annal i et hdskr. Men den må være tagen fra en ældre annal.
3) Rimer over Rauðólfsþáttr i Olaf den helliges saga i Flatøbogen. Heraf haves et ganske lille brudstykke (af 2 rimer) i St. hdsk. 23,4° her kaldes rimerne Óláfsrímur. De er skrevne med en yngre hånd end hovedhdskr, og forudsat at teksten er rigtig, er de yngre end 1450 (der findes et ord som soddan); mansangenes indhold tyder også på et fremskredent standpunkt i runedigtningen. De er udg. i Rimnasafn I.
4) Således kaldes rimerne i hdskr., skrevet med en i det mindste samtidig hånd og antydet i overskr.
5) I rime IV kaldes Sigmundr for Simbi, det endnu almindelige kælenavn for Sigmundur.
