Finsk Digtning før 1850 (Ohrt)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ferdinand Ohrt (1873-1938)

Kalevala som Folkedigtning
og National-Epos

Ferdinand Ohrt
1907

C. Træk af Sangenes Liv
i nyere finsk Kunst

II.
Finsk Kunstdigtning mellem 1800 og 1850

Det nittende Hundredaars finske Kunstsang begynder saa smaat nogle Aar efter Adskillelsen fra Sverig, tildels under Indtrykket fra den Gottlundske Vækkelse. Der møder os et endda ikke saa helt ringe Tal af akademisk dannede Mænd som skriver Digte paa Modersmaalet, men deres Røst ænses kun saa ynkelig lidt. Oftest søger de deres Forbilleder i det gamle Broderland, mest hos det svundne Sekels Gustavianere (som Kellgren, — Bellman), sjældnere indenfor den unge Romantik (Fosforisterne). For de romantisk stemte blandt disse finske Skjalde laa det ikke skjult hvilket Væld af Følelse og Fantasi man netop nu var ved at lukke op for i Hjemmet: I den finske Folkesang, som i disse Aar i stigende Maal blev tilgængelig, levede de sig ind, saa den kunde synge videre i dem selv. Det lykkedes ganske vel for Brødrene Ticklén, Peter og Erik, begge Præster. Den sidste har rigtignok kun efterladt sig ett eneste Digt, »Jomfruens Klage« — skrevet i hans Ynglingeaar, siden trykt i den ældre Topelius' Samlinger — men dette Digt gjorde et meget dybt Indtryk paa J. L. Runeberg; han oversatte det paa Svensk — i den Tro at staa overfor en ægte Folkevise, og forudskikkede nogle Ord om denne Blomst, hvis svage Rødder og skønne Blade han er bange for at volde Fortræd ved Omplantningen i den ny Jord. Den henrivende lille Digtning er virkelig ogsaa baaren af samme Aand som lever i Folkets bedste lyriske Sange, selv om den bagkloge nu nok stedvis mærker Vendinger og Billeder som det jævne Almuebarn ikke vilde falde paa. Aldrig kan Pigen glemme de svundne blide Dage, da hun flagrede rundt Dagen lang, glad og let som Fuglen, — og de trygge Nætter:

Hvilans afbild sen på bädden

sof jag, lik en liten fågel,

och det blida lugnet redde

vid min sida sig et läger.

störde ei min sömn med hotet

om en nytänd dags bekymmer,

om de sorger, hvilka plåga

nu mit sakta tärda hjerta.

Men i den sidste Tid er en hemmelighedsfuld Uro kommen over hende; den hæver sig under hendes Brystdug med den svulmende Barm: Freden er borte; paa Marken, i Lunden og paa Lejet plages Hjærtet af den underlige Ild, som hun dog ikke nænner at slukke:

Dit de ila skyndsamt alla,

alla ord ifrån min tunga,

när jag ei at någon höres,

dit min hjernas alla tankar,

dit mit hjertas lugn och hvila,

dit till hoppets dunkla vägar,

aningarnas trånga vägar,

sorgefulla för mitt hjerta,

glädjefulla för mitt hjerta.

Nogen Paavirkning af Folkesangen møder vi ogsaa hos de to ypperste finskskrivende Digtere i Tidsrummet før Snellmansvækkelsen, nemlig Samuel Bergh (Kallio), der som ung, tvungen af Blindhed maatte opgive sit Dommerembede, og især Abraham Poppius, hvem vi kender som Gottlunds Ven og Fælle, fortrolig med Runosangen fra Hjembygden af. Hans fleste Digte blev til i Åbo og Uppsala ud af Studentertidens Ildhu; siden hen, som Landsbypræst i Hjemsognet Juva, fandt han kun sjælden Harpen frem:

Da mit Skæg om Hagen svulmed,

da jeg blev en gammel Gubbe,

skulde jeg standse med at synge,

nødtes til at nænne dette,

ende ørkesløse Arbejd,

som de kloge Mænd forkaster,

thi det gir ej Guld i Pungen,

bringer ikke Glans og Ære.

Der er jo saa mangen Gærning som er nyttigere, siger Folk, selv Kvindernes Tant med Klæder og Smykker er mere værd end Digtningen. Og dog lader Skjalden ikke Modet helt falde:

Den som ikke duer til andet,

han er, med sin Skabers Minde,

bleven til en lille Sangfugl

i den røgopfyldte Badstu.

Saadan vilde jeg saa gærne

synge som en Sangfugl synger,

fra mit skumle Skjul og Gæmme,

om, mit Fødeland, dog muligt

Du fik Lyst at fange Fuglen.