Folkesamfundet (AO)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Billed 1.
Kongehöjene ved Gl. Uppsala. Kirken staar paa det gamle Gudehovs Plads.
Nordisk Aandsliv
I Vikingetid og tidlig Middelalder
Axel Olrik



I
Folkesamfund


Det ældste vi kender af nordisk Tungemaal er de Navne paa Smaastammer, som romerske Forfattere har bevaret os. De viser de nordiske Lande delt i en Mængde smaa Stammeriger, hvis Navne nu forlængst er uddøde, eller kun er bevarede i Landskabsnavne, uden at vi er os deres egenlige Mening bevidst. Der var Sigler, Himbrer, Harder osv. i Jylland; Ryger, Horder og Trønder langs Norges Vestkyst, og saadan videre over hele Norden. Af disse smaa Høvdinge- eller Bondesamfund dannede sig under krigerske Brydninger de större Sammenslutninger — her hos os som overalt i den gotiske Verden, efter at Arminius först havde samlet de vestlige Germaner til Kamp mod Romerne: Rigsdannelse og den stærke krigerske Kongemagt gaar Haand i Haand.


Det Folkeslag, der i Norden först fik Forrangen, var Svierne. Her ved de store Søer, i Udkanten af den beboede Verden, havde de haft Plads nok til at rydde Land og vokse sig stærke. Paa det flade Upland kunde de ikke kløves i Stater og Stammer, de maatte føle sig som en Helhed. Paa Østersøens Kyst, paa Indsøernes Bredder og i de utallige Vige, hvor nu Bondens Plov furer Jorden, var der Plads for Skibe. Her fødtes en sammensluttet, stærk, rankvokset Stamme, der kaarede sig Konger og paa de hurtige Snækker gjorde Vikingetog tværs over Østersøen. Her ser vi tidligst blomstre det Konge- og Krigerliv, som hele Norden stræber at virkeliggöre. Her er Asernes helligste Dyrkelsesplads i Upsalas Lund. Omkring Sviernes Kongedömme, Tingsted og Helligdom samler sig efterhaanden hele den østlige Del af den skandinaviske Halvø, og gennem Aarhundreders Arbejde, under bitter Usamdrægtighed langt ned i Middelalderen, smælter de lidt efter lidt sammen til et enkelt Folk, det svenske.


Danmark kommer som den næste Nationalstat. Ligesom iblandt Germanerne „Franker” og „Sakser” dukker op som Navn for större Folkegrupper, bliver — idet Smaastammerne forsvinder — „Jyder” og „Daner” de eneste Betegnelser for Nationalitet; de förste paa Halvøen, de andre paa Sjælland og i Skaane. Sagnagtige Beretninger siger, at Danerne, en sydskandinavisk Folkestamme, fra först af vandt sig deres Ry ved at fordrive en anden Stamme, Herulerne, fra deres Bopæle. Senere Heltekvad lader os skimte ind i den følgende urolige Kamptid, — Folkevandringstiden — da hver Folkestamme prøver at udvide sig paa Naboens Bekostning. I Lejregaarden kan Kong Hroar og hans krigerske Brodersön Hrodulf (Rolf) ikke sidde med Fred, for de har knust de angribende Hadbarder, der kommer over Østersøen imod dem. Sviernes og Jydernes Kongeætter hakker i hinandens Bryst som blodtörstige Ørne. Snart efter, uden vi véd hvorledes, har Jyderne givet sig under Danekongens stærke Haand; Sagnet fortæller, at det var Harald Hildetand, der tilintetgjorde alle Smaarigerne i Danmark og siden fandt sin Død i Gøternes Land, i Slaget ved Braaviken. Da Vikingetiden atter viser os Danmark i fuldt Dagslys, er Rigsenheden en Kendsgerning, der ikke kan rokkes. Ja, ikke blot et „Danmark”, et Danernes hele Omraade, men ogsaa en „Danevælde”, der spænder de nærliggende Egne under sit Aag: Kristianiafjordsegnene i Nord, snart Dele af Venden i Syd, og som staar rede til at böje endnu flere Lande under sin Arm.


Mindesten over Vikingehövding. Tirsted paa Lolland omkr. 1025. L. Wimmer, De dsnske Runemindesmærker II, S. 450
Norge kommer senest med i Rigsdannelsen. Hvert lille Fylkekongedömme laa stængt af Bjærge; trange Dale gemte paa aartusendgammel Skik. Kun fra de bredere, sydøstlige Bygder omkring Kristianiafjorden og Mjøsen kunde et Samlingsarbejde udgaa, i Lighed med hvad der var sket i Danmark og Sverig. Först i historisk Tid, langt hen i 9de Aarh., kom det i Gang; men da skete det ogsaa med den stærke og pludselige Kraft, som giver Norges Historie den dramatiske Festlighed. Nær paa hinanden, og alle knyttede til den samme Storkonges, Harald Haarfagers, Personlighed, ser vi alle de brogede Træk: Krigerskaren, der strömmer til den gavmilde Erobrer; Bygdekongen, der samler sit Folk, rejser sig af sit Kongesæde og sætter sig i Jarlesæde, for dernæst at drage hen og gaa den nye Hersker til Haand; eller en anden Egn, hvor alle Smaakongerne samler sig, men slaas ned i et blodigt Søslag, mens enkelte Særlinge sidder hjemme paa deres Gaarde, fordi det ikke hjælper at kæmpe mod den nye Norgeskonge og hans Lykke.


Saaledes skabes de tre Riger, hvis Skæbne er Nordens Skæbne i de følgende Tider: Danernes og Sviernes opnævnte efter den Folkestamme, der bliver Kærnen i Statsdannelsen, Norge (Norvegr, „nordlig Vej”, „Norddelen”) efter sin Beliggenhed i Forhold til det sydligere og ældre danske Rige, fordi ingen Folkestamme, men Enkeltmands Vilje havde hævet det op i Rang med de andre.


Men endnu mærkeligere end denne statslige Udvikling i de nordiske Lande er den nationale og sproglige.


Dengang de nordiske Smaastammer dukker op i Historien, var der intet alvorligt Skel imellem dem og de andre Stammer af gotisk Æt: Sakser og Angler ved Roden af den jydske Halvø, Svever paa Østersøkysten, Goter omkring Weichselen. En egenlig Sproggrænse har der næppe været. Guterne paa Gulland stod ikke blot i Navn, men ogsaa ved sproglige Ejendommeligheder nær ved det store Gute- eller Gotefolk ved Weichselen. Jyderne har i alt Fald paa et enkelt Punkt nærmet sig den angelsaksisk-frisiske Sproggruppe. Under disse Forhold var den nationale Bevidsthed flygtig, den bølgede efter de Berøringer der til hver Tid fandt Sted. Vesterhavsfolkene (i Hannover og paa den jydske Halvø) opfattede sig som Ingviner, udgaaede fra en fælles Stamfader Ingve; senere knyttedes Navnet Ingviner til Danerne; og ned i Vikingetiden var de svenske Konger „Ingves Æt”. Derimod mangler der gammel Fællesbetegnelse for Norden; i Vikingetiden prøver man sig frem med Navne som „Nordlandene”, „den danske Tunge”; Sagn om fælles Afstamning skabes först i Middelalderen.[1]


Först Folkevandringen bragte Betingelserne for en særlig nordisk Udvikling; den klippede de Traade over, hvorved de nordiske Stammer var knyttede til sydlige Naboer. Sakser og Angler vandrede til England; Svever og Goter trak sig mod Syd; Østersølandene laa en Tid mestendels øde, og langsomt fyldtes de af nye Befolkninger. Slaviske Stammer sivede ind fra Øst, bosatte sig paa Østersøkysten, helt op i Holsten. Selv Hannovers og det vestlige Holstens Befolkning blev kun af Navn ved at være „saksisk” (ɔ: angelsaksisk, engelsk); i Virkeligheden sivede der tysk Sprog ind fra Hesser og andre sydligere boende Stammer, saa naar man i Middelalderen her træffer „Saksere”, er det ikke et engelsk, men et nedertysk Folk.


Saaledes havde Norden faaet skarpe Sproggrænser; og tillige havde Uroen i Mellemeuropa overskaaret dets gamle Forbindelser med Syden. Det havde været saa at sige landfast med hele den romersk-germanske Kultur; nu kastedes Broen af, og det kom til at tære paa sine egne Hjælpekilder.


Sproglig virkede det en Sammenslutning mellem de mange Folkestammer fra Østersøkysten indtil Ishavet. Allerede de ældste Runeindskrifter (o. 400) viser et begyndende nordisk Særpræg („urnordisk” Sprog). Med mærkværdig Hast gaar Udviklingen videre, og endnu mærkeligere er det, at alle Nordens Folk holder Trit i de væsenlige sproglige Omdannelser. Saaledes skabes Vikingetidens stærkt særprægede „oldnordiske” Tungemaal med dets Formrigdom og tunge Lydforbindelser.


Men paa mange andre Omraader er det mærkelige Tider, disse Aarhundreder, hvor Nordboen, hæmmet i sit Samkvem med Omverdenen, vender sig indefter. För havde han siddet som Tilskuer ved Romerkulturens Indtrængen paa germansk Grund; nu er Tæppet draget for, og han holdes foreløbig udenfor det mærkelige Drama af Frændefolkenes Tilegnelse af Kristendom og Afpasning efter nye Kulturformer. I visse Maader bliver han en Barbar igen. Den statelige Hövding i romaniseret Dragt bliver en langskægget Viking, hans damascerede Klinge byttes for et tungt Jærnsværd eller en „Trold” af en Stridsøkse; han vil ikke hvile i en Gravkiste paa sydlandsk Vis, han kaster atter Jordhöj over den døde, ligesom de fjærne Urfædre. Han er som den unge Helt i Sagnet, Sinfjøtle, der ti Aar gammel sendes ud i Skoven at leve som Ulv, kun saaledes kan han hærdes til den Stordaad, der ventes af ham. Saadan er Nordboen vist tilbage til sin egen barske Natur; han prøver Styrke med Havet, jager Sæl og Hval, Sild og Torsk, gaar til Fjælds efter Rensdyr og Finneskat, eller rydder sin Skov, — og drömmer sin tunge lange Vinterdröm.


Dog ogsaa Skovgangsmanden ser hvad der sker i Bygden. Nordboen er i sin Ynglingetid ikke helt afskaaren fra hvad der sker i andre Lande. Færdes der ikke gærne Købmænd ad de øde Samfærdsveje, vandrer der den enlige Kæmpe, som søger den stærke Herre; eller en hel Folkeskare, Krigere med Kvinder, Børn og Trælle, baner sig Vej til Egne, hvor de venter bedre Kaar, saaledes som de Heruler, der o. 512 kom gennem Danmark og blev bosatte i Goternes Land. Men de bringer det fremmede med sig i den mest krigerske og barbariske Form: Storhedslyst og Heltesange, der ikke strider mod, men passer ind i det Præg som Livet nu faar. Men alt som Folkevandringen slutter, spærres Samfærdselen mere. Kræfterne søger sig nye Maal, i Tog øst- eller vestpaa mod barbariske Folk, indtil — med det 9de Aarh.s Begyndelse — Kraften er helt vokset ud, og han vover sig i Kast med de store Kulturfolk.


Billed 2.
Skib i Gravhöj. Oseberg ved Kristianiafjord, 9de Aarh. Fotografi. Indeholder Ligene af en Dronning og hendes Trælkvinder.
Men inden vi ser, hvorledes Nordboen udfolder sit Væsen i den store udadvendte Tid, Vikingetiden, og hvorledes Berøringen med de fremmede virker paa ham, maa vi endnu se lidt nöjere paa, hvorledes Folkemassen var paa denne Tid.


Sproglig optræder Folket som en væsenlig Enhed, fra Ejder og Østersø indtil Helgeland og den finske Bugt; — som Gren af den gotiske Folkeæt, med kendeligt nordisk Særpræg, om end den skarpe Grænse mod sydligere Stammefrænder först efterhaanden opstaar, og skönt Maalforskellene indenfor selve Norden sikkert har været en Del större, end Runeindskrifterne nu vil lade os ane.


Fælles er de væsenlige Træk af Samfundets Bygning: en Bondestand, der först og fremmest er Jordbrugere, og som udøver sin Magt paa det hjemlige Herreds- eller Bygdeting eller paa det större Lands- eller Fylketing; videre en Stand af Hövdinger, fra Konger indtil Storbønder, der har mere af de krigerske Tilböjeligheder. Endelig en mere eller mindre talrig Klasse af Trælle, der som Tyende eller Husmænd bidrager til Hövdingens, undertiden ogsaa til Bondens, Underhold. Fælles er de ydre Former for Kultur; og fælles er fremfor alt den hele Livsbetragtning, det krigerske Lynde, den spændte Sjæl. Mod i Faren. Ukuelighed i Modgang selv med den visse Død for Öje, Taalmod i Trængsel, det er de Dyder som Folket sætter höjest. Agtelse for Fællernes Omdömme, Begæret efter det Ry, der skal overleve Helten, er kendelig nok fødte ud af krigerske Forhold, mest hos den sluttede Flok, der danner en Hövdings Følge; men Beundringen for den seje Udholdenhed synes lige saa meget opelsket hos Stammer, der i barske nordlige Egne maa kæmpe mod Naturens Vanskeligheder paa Hav og paa Land. Der er et haardt, sluttet, faamælt, viljestærkt Præg over Folket. Forgudelse af Viljestyrken, og Pris af Forstandigheden, stærk Beherskelse af Følelsens Ytringer, er fremtrædende Træk. „De danske kan hverken græde over deres Synder eller over deres afdøde,” siger Adam af Bremen, den ældste kristne Skildrer af Norden.


Billed 3.
Norske Bønder. 1. Langskalle; 2. Kortskalle. Andr. Hansen, Menneskeslægtens Ælde, 1894-98 S. 26-27.
Naar vi saaledes taler om Datidens Nordboer som stemplede af et fælles Præg, og stemte i én Tone, maa vi dog tilföje, at Norden sikkert gemte paa flere og dybere Modsætninger, end Kilderne ligefrem bringer til Orde. Folketypen vidner den Dag idag, at Nordboerne ikke har en fælles Oprindelse, men er af ulige Æt, og for et eller to tusend Aar siden maa disse Modsætninger have været saa meget skarpere end nu. De Forskere har vistnok Ret, der opfatter Befolkningen som væsenlig udrundet af to stærkt afvigende Ætter. Den ene Type har anselig Vækst, er rødmusset, blaaöjet, hyppig med lyst Haar, langagtigt Ansigt og langagtig Hovedskal; den anden mindre höj af Vækst, er hyppigst sort eller brun af Haar, har brune Öjne, mörk Lød, bredt Ansigt og den korte runde Pandeskal. Langskallerne findes renest i de indlandske Bondebygder, — det er dem vi i daglig Tale kalder „nordisk Type” —; Kortskallerne findes især i Kystegne, saaledes langs næsten hele Norges Vestkyst, i Danmark stærkest paa Øerne. Allerede Oldtiden havde Öje for de to Typer. Oldkvadet om Rig skildrer Jarlesönnen og Bondesönnen med det lyse Haar, de skinnende Kinder, hvasse Öjne; Trællen er derimod „sort” og med det „stygge” (ɔ: brede) Ansigt. Modsætningen mellem Herre og Træl dækker dog ikke rigtig over Forskellen paa det lyse og det mörke Folkefærd. Islands Sagaliteratur viser, at der i Hövdingeætterne kunde findes mange af Kortskallernes ejendommeligste Træk. Snarere staar vi overfor ældgamle Rasemodsætninger. Langskallerne er Bondefolket af arisk Æt, der baner sig Vej til de aabne Skovstrøg, hvor det kan rydde Ager og græsse Kvæg; Kortskallen svarer mer eller mindre til de endnu ældre Jæger- og Fiskerstammer, der i visse Udbygder har kunnet holde sig ret rent, men ellers som Trælle eller Lydfolk er gaaet op i Ariernes Masse.


Det synes som visse Sjælsævner fra tidlig Tid har været knyttede til Folketyperne. Langskallen er forstandig og viljestærk. Han bringes ikke let ud af Fatning; han er vidtskuende i sine Planer og snarraadig i Udførelsen; er nøgtern overfor religiøse og kunstneriske Bevægelser. Hans Nydelser er simple og sanselige; kan han anspænde sig til Tider, ynder han ogsaa den lange Vinterhvile og den rigelige Nydelse af Mad og Drik. Kortskallen er mere en Slider, udholdende i Arbejdet, men smaalig i sin Tankegang, giver tabt overfor en uventet Situation, men hænger stædig fast ved nedarvet Bygdevane, har derfor svært ved at samle sig om större Samfundsinteresser eller lægge vidtrækkende Planer, selv om han ofte har let ved at opfatte og iagttage; han har Hang til Misundelse, til Tungsind og Grublen, til religiøs Bevægelse, og har Anlæg for Digtekunst og Toner, — Stemningsmenneske altsaa, dog med mere mörk eller mere lys Bundfarve i de forskellige Egne af Norden.


Langskalletypen, saaledes som den skildres af vor Tids Almuekendere, svarer i mærkelig Grad til de Billeder, som fremmede Forfattere i Vikingetiden giver af de Nordboer, der i tusendvis som Vikinger eller Købmænd kastede sig over de fjærne Lande og sugede deres Rigdom til sig. Og selve Oldtidens Ideal svarer i langt overvejende Grad til den. Netop fordi en enkelt Stamme — formodenlig den gamle arisk-gotiske Kærne i Folket — har paatrykt det hele Liv sit Præg eller i alt Fald gjort sit Væsen til Ideal, optræder dette Ideal med en vis Myndighed. Kortskallen vidste Oldtiden derimod ikke at værdsætte höjere end som Trælletype. Nogen politisk eller national Modsætning synes disse Raseforskelle dog ikke mere at have indeholdt ved Oldtidens Slutning; men der var i Stilhed en Spænding, en Forening af ulige sjælelige Ævner, hvis Sammenblanding og Griben i hinanden rummede alskens Muligheder for fremtidig Udvikling.


I øvrigt gemte det gamle Norden, trods den sproglige Samstemthed, paa stærke Modsætninger. Sletteboende Daner overfor fjældvante Nordmænd, Indlandsboer som Gøter og de østenfjældske Nordmænd overfor Vestlændinge eller Daner. Der var gammel Kulturbygd som den danske Bondes Hjemstavn, hvor Stendysser og Rundhöje knejste over Agerlandet; og der var i Norge en overvældig Natur, uden Præg af Kulturens Gang; paa mangfoldige Steder — nordpaa eller höjere oppe i Fjælddalene — var Bopladsen först ryddet i Jærnalderen, ja i selve Vikingetiden. Der var Landsby-Bosættelse med en Art Fællesdrift især over store Dele af Danmark og Sverig, hvor Beboerne fik Vane til Samliv og Samvirke; og der var den spredte Bebyggelse op gennem norske Dale, der skabte Selvstændighed indtil en overdreven Selvfølelse. Der var Standsmodsætning mellem den vestnorske Hövding, der sendte sine mörkhaarede undergivne paa Sildefangst og Sæljagt, og som vovede sig i Viking eller paa Finnefærd, overfor mere jævne Jordbrugere som Trønder og Guldbrandsdøler; eller i Danmark Øernes, Herremænd overfor Vestjyllands renere Bondefolk. Der var fuldt af Modsætninger, fuldt af Muligheder for Brydning og Blanding; hver Egn kunde frembringe noget nyt og meddele de andre det, og tillige havde disse stedfødte Særpræg en Udstrækning, saa at bredere nationale Eiendommeligheder kunde udfolde sig.


Naar trods alt dette Nordboerne i Vikingetiden optræder saa ensartede i Sprog og Kultur, skyldes det især de talrige Hövdingehjem, der var spredte ud over Landene. Hövdingerne forener fornem Byrd med stor Jordrigdom og den politiske Ledelse af et vist Landomraade. Der var Konger, store og smaa, Jarler — disse var heiðverðir menn, tignarmenn (hæderrige, Rangspersoner); dertil Herser, Bondehövdinger for et mindre Omraade. De gjorde deres Indflydelse gældende som Ordførere paa Tinge, og som Forhandlingernes Ledere, som „Goder” (Offerpræster) for deres Bygd (ti en særlig Præstestand kendtes næppe uden ved Upsalas Helligdom), som Førere i Krigen, men allermest ved det krigerske Følge de stadig havde om sig. Navnene for denne Flok skifter: „Venner”, „Sinder” (Følgesvende), „Hjemtagere”, „Sværdtagere”, „Huskarle”, Inndrótt (Hustrop), Verðung (Vagt) osv. Mod Vikingetidens Slutning bliver den fra angelsaksisk laante Betegnelse „Hird” den gængse. Disse edsvorne Følgesvende, der maatte sætte Livet til for deres Herre, havde mange Aarhundreders Hævd, men med Kongemagtens Stigning, Krigerlivets större Udfoldelse og Guldets Spredning fik Hirdvæsnet en Glans over sig större end tilforn. Mangen velbyrdig Ungersvend satte Ære i at tjæne hos en mægtigere Hövding, inden han selv kunde finde Plads hjemme i det fædrene Höjsæde. Ikke mindst vejede det til, at Skjalden hyppig søgte til nu en, nu en anden af Samtidens Hövdinghaller, undertiden som Gæst, oftest som Hirdmand; hvad enten han digter til en samtidig Herskers Ære, eller han besynger det fjærne Helteliv, kommer Billeder og Synsmaader fra Hövdinghallen til at farve Digtet, og spredes derfra ud i de bredere Krese. Da Tormod Kolbrunarskjald för Stiklestadslaget 1030 skal kvæde for hele Kong Olaf den Helliges Hær, synger han Kvadet om Kong Rolf og hans Huskarle, det gamle Bjarkemaal.


Billed 4.
Nordisk Hal. Efter Valtyr Gudmundsson, Den islandske Bolig i Fristatstiden. 1894, S. 12.
Lad os en Gang se ind i en saadan Hövdinghal, stor og tömmerbygt, indrettet til at rumme adskillige Hundreder. Vi slipper gennem Indgangsdøren forbi Trælle, der bærer Madlævninger ud, og andre, der bærer Ved ind til Baalene, en Sværm af vejfarende Folk, „Stavkarle”, holder til nærmest Indgangen for at faa lidt med af Retterne. Det kan knibe med at naa ind i Hallen, og de lange Baal midt ad Gulvet hindrer i at se helt igennem, over til Kvindebænken ved den anden Gavl; over de sodede Tagbjælker ligger Røgen tyk, inden den finder sig Vej ud ad Aabningen foroven. Men det er let at se hen ad de lange Bænke, hvor Mand sidder ved Mand, og Vaabnene hænger over dem paa Væggen; midtvejs ved de udskaarne Höjsædestøtter (en Slags fetishagtige Helligdomme) ses Hövdingens ophöjede Plads. Fremme ved Ilden gaar hans Datter og øser Øl af Karret, og giver Hornet til Kæmperne; der er Drik og Samtale, Glam og Gammen, afbrudt naar Skjalden slaar til Lyd for et Kvad om gamle Frasagn eller om deres Drot: „Lyt, I ringbærende! mens jeg mælder om Harald, om Spydsidrætter af den saare rige.” Skjalden tier, Kongen er glad, han drager Guldring af sin Arm og rækker til Skjalden; Kongen er i god Hu, han lader hente Vaabengods fra Kamret, fremmed Skat og Forfædres Ejendom; til én giver han et Sværd; Brynje og Hjælm til en anden; han hugger Guldet i sønder og deler ud til alle. Da rejser de sig, glade af Øl og af Gave, og takker ham lydt, sværger med løftet Haand at følge ham i Døden og at sætte Livet ind paa at hævne ham. Varme og stærke Ord har hjemme i Hallen, men ogsaa den kløgtige Raadlægning af fremtidigt Værk, og den kloge Udspörgen om nyt og ukendt. Nye Tanker, og Ting der kommer udefra, har her faaet deres förste Drøftelse; men ogsaa Minderne fra Fortiden, saadan som vi nu kender dem, bærer i mangt og meget Præg af, at de er gaaet gennem Hövdingens og Hirdens Hal.


Den anden store Magt i Tiden er Bonden, den fri jordejende Mand. Han er, modsat Hirdmanden, ikke knyttet til Enkeltmand, men til et videre Samfund. Folket eller Stammen er fra fjærne Tider Mængden af bosiddende Mænd, der værger sig i Flok, og ligesaa samles væbnede paa Tinge til fælles Beslutning. Her fældes Dom af hele Bondefolket, den grove Misgerningsmand er fredløs, „utlag”, udenfor Lovens Værn og hele Samfundets Støtte. Bondetingene bestaar, selv da större Statsdannelser har opslugt Smaastammerne, under Navne som Herredsting, Fjærdingsting, Fylketing (Fylke = Folk, Smaastamme); og dette bliver den væsenlige Form, hvorunder Bonden kommer i Berøring med videre Samfundsinteresser. Alt som Samkvemmet stiger, danner der sig större Tingsammenslutninger, der ingenlunde behøver at falde sammen med de krigersk-politiske Riger. Det synes at være en almen Lov, at hvor Folk samles paa et Offersted, dær vokser af sig selv et Tingsted frem: man drøfter Sager og jævner Trætter, indtil det fra et tilfældigt Møde gaar over til fast Retsordning. Man kan se det saa sent som ved Islands Bebyggelse. De statsløse Nybyggere faar Ting, dær hvor en Privatmand har bygget et „Hov”, og „Goden” er den selvskrevne Tingleder; kun Islands fælles Alting er dannet saa sent, at det staar udenfor denne jævne Fremvækst. Derimod fortæller f. Eks. Navnene paa Danernes Landsting om religiøs Oprindelse: Lund i Skaane, Ringstedlund eller Tislund (Tirs Lund, Tir = vestnordisk Tyr) i Sjælland, Viborg (eller som det oprindelig hed: Vibjærg ɔ: Helligdomsbjærg) i Jylland. Intet af disse kan vi eftervise som politisk Midtpunkt for nogen Stamme; Viborg ligger saaledes i en Egn, hvor fire Sysler — ældre Smaastammer — støder sammen. Rundt om hos de gotiske Folk gaar Offer- og Tingsamkvemmet forud og baner Vej for politisk Sammenslutning; og omvendt bliver disse „Lande” og „Landsting” en Hæmsko for Udviklingen af den större Rigsenhed. Bondefolket skrider sindigt frem, men derfor er ogsaa Samfølelsen des stærkere.


Billed 5.
Bolig fra Vikingetiden. Bleking. Hildebrand, Sveriges Historia I. S. 261. Denne simple Bolig svarer i Hovedtræk til ovennævnte Gildehal: den lange Ild midt paa Jordgulvet, den dobbelte Stolperække til at bære Taget. Vægge af Stolper med værk og Ler.
Det blev dog ikke Bondesamfundet, „Almugen”, der for Enkeltmand blev den störste Stötte i Livets vanskelige Forhold; det var en meget snævrere Kres, Ætten. Gjaldt det Hævn for lidte Tab, var hele Ætten paa Færde, og hvad hver af dens Medlemmer havde gjort, maatte Ætten svare for, med sit Liv om det skulde saa hænde; Bøder for Manddrab eller Saar fordeltes paa Ættens Medlemmer, og omvendt modtog Ætten paa samme Maade Godtgörelse for den enkeltes Skade. Vigtigere Bestemmelser var fælles Sag for alle. Vilde en Mand göre en „lönfødt” (uægte) Søn til retmæssig Arving, maatte ikke blot han, men hele Slægten „lede ham i Æt”; „da skal han göre et Gilde paa tre Sold Øl og slagte en treaars Okse, og flaa Huden af höjre Forben, og göre en Sko deraf og sætte den ved Siden af Ølkarret; da skal den först træde i Skoen, der leder Manden i Æt, saa den der selv ledes i Ætten, saa den der samtykte i Arveretten, saa den der samtykte i Odelsretten, og saa de andre Frænder.” Nyere nordisk Bondeskik vidner om, med hvilken Iver man holdt fast ved Ættesammenhængen; naar Folk mødes til Gildeslag, „overholdes det nöje, at Skyldfolket æres med den Titel Slægtskabet tilkommer”; de taler helst „om Forfædrenes Karsleik og Manddaad; der blev fortalt herom med det samme utrolige Kendskab til Slægternes Forgreninger udover som i de gamle Sagaer”; en trøndsk Bondekone havde Rede paa sit Forhold til 124 Slægtninge. Enkelte Ætter har holdt et aarligt Stævne — et Ting under aaben Himmel — hvor de unge voksne Folk blev fremførte for Slægtens Medlemmer.


Hjemmet var ikke Ægtefællernes Hjem paa den Maade som nu. I en afsides Trøndebygd som Tydalen har indtil for nylig den enkelte Gaard rummet en Husstand paa 20—30 Personer, der „aad af samme Sæk og drak af samme Bæk”: en Flok af voksne gifte Søskende med deres Børn, og en „Gamlefar” i Ovnskrogen, der havde Overledelsen af Gaardens Drift og raadte for den fælles Pung. I Bergtorshvaal paa Island boede, ifølge Nials Saga, den gamle Nial og hans Hustru med tre gifte Sönner og en Datters mand, foruden Tyende, Børn og affældige, henved et halvt hundrede Mennesker i det hele. Under saadanne Forhold føltes Hjemmet som Ættens; man boede paa Tomter, hvor Forfædrene havde boet, maaske i Aarhundreder, og man vidste Rede paa, hvem der havde rejst hver Bygning og bragt hver Genstand til Huse. Overgangen til det hinsidige Liv stod ofte som Omflytning til den Hal, hvor de bortgangne Fædre havde Sæde; undertiden tænkte man sig den nær nok ved den jordiske Bolig. Paa Torsnæs i det vestlige Island troede man, at de døde kom ind i Helgefjæld; en Høstaften gik Hyrden ude og saa da Fjældvæggen aaben: der var store Baal og Lyd af mange Mennesker; han lyttede, at de bød Torstein velkommen og viste ham til Hæderspladsen overfor hans Fader Torolf Mosterskæg; næste Morgen kom der Bud til Gaarden, at Torstein var druknet paa Fiskefangst. — En særlig Form af Slægtssammenhæng er den, at den nylig afdøde genfødes i Efterkomnerne, og at man derfor giver dem den paagældendes Navn. Den dukker op saa sent som i Folkevandringstid först hos Østgoterne og bredte sig stærkt; i Norden trængte den igennem i 7de—8de Aarh., et Tidspunkt hvor den gamle almene Ættesammenhæng allerede havde løsnet sig — og holdt sig som gængs Folkeskik i mange Aarhundreder. „Vi kommer igen,” sagde i Sætersdalen de gamle, naar Døden kaldte dem fra Ættegaarden.


Billed 6.
Helgefjældet. Collingwood and Stefansson, Sagasteads of Iceland. 1899, S. 90.
I fjærne Tider havde Sammenhængen mellem Ætten og Gaarden været endnu langt nöjere; da var der ikke Privatret til Jord, undtagen den man selv har ryddet; saa snart det gaar til Efterkommerne, bliver det Ættens. Naar de første Huse ikke kan rumme flere, bygger man nye Hjem ved Siden af, og den voksende Flok skaffer sig Underhold ved Fællesdrift eller delvis Fællesdrift af Jorden. En egen Gruppe Stednavne minder derom, de paa -inge eller -unge; de er hyppigst afledte af et Personnavn. Lad os tage et Eksempel, Landsbyen Ravning ovre i Jællingegnen. Den förste Beboer har heddet Ravn, og mens han levede, har Stedet heddet „hos Ravn”; efter ham bor hans Æt, Ravningerne dær, og Stedet hedder da „hos Ravningerne” (at Hrafnungum). Deraf kommer det da, at saadanne Stednavne i det gamle Sprog er Flertal, de betegner fra först af et Samfund af flere, den Æt som bor der. Det enkelte Medlem af dette Samfund hedder da f. Eks. Hrafnunga-Tóki, — et Navn som forekommer paa flere af Egnens Runestene. I Danmark og Sverrig, ligesom ogsaa hos sydligere Frænder, findes i hundredevis af disse Navne, de ældste med Personnavne dannede vi kender. Paa Folkevandringens Tid danner der sig en tilsvarende Gruppe — dog væsenlig kun dansk — paa „lev” (Arv). Et Navn som Utterslev betyder da det Gods, der har tilhørt Ottar og nu dyrkes af hans Arvinger. Men allerede för Vikingetiden er disse Fællesskabsnavne gaaet ud af levende Brug. Samtidig viser sig Navne paa „sted” eller „stad” (den enkelte större Hövdinggaard), der senere efterfølges af „torp” og „rød” (Nybygge og Rydning); men ogsaa disse Enkeltgaarde vokser i Tidens Løb ofte ud til Landsbyer. Andre Arter af Bosteder (saaledes de østnordiske paa „by”) synes derimod at have deres Udspring fra en lille, i Fællesskab arbejdende Flok.


Tidligst er Jorden Ættens (eller Flokkens) Eje, og man kan kun hæve sin Andel ved at blive paa Jorden og deltage i Driften. Naar vi kommer til Vikingetiden, er Enkeltmandsejendom blevet det almindelige; men Jorden arves kun af Sönner (ikke Døtre), og man gaar nødig til dens Udskiftning. Slægtens Ret er traadt tilbage i anden Række: naar Ejeren vil sælge, har Frænderne Forkøbsret; de har „Odelsretten” som det hedder i Norge. Men grov Vanrøgt kan endnu medføre, at Ejeren sættes fra Ejendommen, og den nærmeste Frænde træder ind i hans Sted.


Ved Vikingetidens Begyndelse er da den selvstændige Bonde paa den fædrene Jord Tidens Hovedtype. Hvorvidt krigerske Omvæltninger og den stigende Kongemagt med dens Ret til forbrudt eller herreløst Gods allerede da har begyndt at ændre Forholdet, véd vi ikke, ligesaa lidt som vi véd, om den Guldström Folkevandringen bragte, forvandlede gammel Odelsjord til Købejord. I selve Vikingetiden skete dette efter stor Maalestok; men det var dog först Middelalderen med dens kvindelige Arveret og med Testamentret, der helt ryddede op i den gamle Form for Selvejendom.


Vikingetidens Bonde er Selvejer, og hans Tænkemaade præges deraf. En trodsig Selvstændighed og streng Æresfølelse, der er Folkets gamle Særkende, øges endnu mere, naar han sidder som Drot paa sin Jord, stærkest naturligvis i de spredte Bebyggelser, noget mindre hvor Selvejet bestod i en vis Brøkdel af Landsbyens fælles Afgrøde. Uden om de enkelte Individer ligget et dækkende og dæmpende Lag af Naboer, Venner, Maage (ɔ: Svogre) og Ætmænd, — en Kres af Mennesker, der langsomt har udviklet sig af det gamle Ættesamfund og i stort Maal er gennemtrængt af dets Grundtanke at støtte de nærmeste. Visdomsreglerne i Haavamaal (ɔ: den höjes Tale) bliver ikke trætte af at indskærpe den Lære, at det Træ smuldrer, som staar udsat for Vinden, udækket af de andre Træer; de giver mangfoldige Raad om, hvorledes man skal vinde og fastholde sine Venner: hvorfor skal han leve længe, hvem ingen holder af.


I det aandelige Liv griber dette talrige Bondesamfund forholdsvis lidt ind, netop fordi det just ikke er Nyskabelsernes Esse. Lovregler fremsatte paa Tinge, og Livsregler i bogstavrimet Form og med skarpe Billeder, er de vigtigste Bidrag til Digtningen; en vis Husflid af norrön Skjaldskab staar ogsaa i Sammenhæng med Bondelivet, og som en sen, men glimrende Undtagelse — fremkaldt af særlige Forhold — staar til en vis Grad den islandske Sagafortælling. Men Bondelivet er som Undergrund i det hele Aandsliv: dets Selvstændighed, dets Trods, dets Bevidsthed om Ættesammenhæng og den trofaste Vedhæng ved de nærmeste Frænder. Er Hövdinghallens Bidrag det förste og mest iöjnefaldende, stikker Bonden Hovedet op derigennem, saasnart man kommer til at se dybere ned.




Fodnoter

  1. Skadin-avja (Bjærg-Ø?) er gammelt Navn for den skandinaviske Halvø, men fæster sig ved dens sydligste Landskab (Scadinavia — Skáney — Skåne).

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.