Forbyttelse. Det gamle barn

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

60. Forbyttelse. Det gamle barn


1049. I Rold skov nede ved Hobro boede et par folk, der kun havde en lille dreng på en otte, ni år, men han var ikke større end et barn på tre år. Han havde et stort hoved og et tykt mæle og for alting grim som en ulykke, men det kunde manden og konen ikke se noget til, da enhver jo synes godt om sine egne børn. En sommer i høstens tid havde manden et læg små grise. Da de nu var så billige, at det ikke kunde betale sig at sælge dem, stegte de dem og spiste dem selv, og dermed bar de dem sådan ad, at de svøbte dem ind i et stykke linned, omklistrede dem med ler og lagde dem ned i gloende aske; når de så blev stegte nok, kunde de flå både ler, linned og hår af dem og så tage indvoldene ud. Så var der en dejlig steg, som de spiste med stor behag. Således havde de en dag lagt en af de små grise i asken for at steges, og selv var de gået ud for at høste, og grisen skulde da steges, til de kom hjem igjen. Barnet puslede ene omkring derhjemme, og det gik da også ind og ragede op i asken, hvor grisen lå, og fandt den. Det første blev det meget forundret over, hvad det var for én, og blev da enig med sig selv om, at det var en pølse. Det var så meget glad ved den, hoppede og sprang runden om i stuen og sagde: «No hår a lewet så lænng, te Rold skow æ hoget å tow gånng o gråj op trej gånng, men åller hår a sjet såen en pølls.» Sådan blev den ved at råbe og springe omkring, og til sidst kravlede den op på hanebjælken og sad der og sagde det, da manden og konen kom hjem. Konen hørte den lille sidde og sige dette her, og så sagde hun: «Nu véd jeg, hvorfor barnet ikke bliver større, det er en skiftning, men den skal jeg nok blive af med.» Hun gik da ind i huset og kaldte på den lille, at den skulde komme ned, hun vilde tale med den. Den kom da også, og så tog hun den, og giennempryglede den og smed den uden for døren. Der lå den nu og vrælte af fuld hals. Da han havde ligget her en tur, kom der en lille grim kone med et lille barn på armen og smed det til konen, idet hun sagde: «Der har du nu din unge! jeg har været bedre ved den, end du har været ved min.» Da hun havde sagt det, var hun forsvunden med skiftningen. Men konens eget barn var dog alligevel fordærvet af troldfolket, og det døde straks efter.

Kristen Nielsen, Ejgsgård.


1050. Der var et sted, de havde et bitte barn, og konen var helt urolig ved det, for det tog så lidt af sted, og da de mente, at det var ved den tid, barnet skulde begynde at sige noget, kunde det dog aldrig sige andet end «pølse». De søgte råd mange steder. En kone kom der ind en dag, og da sagde den også: «Pøls, pøls!» Så sagde hun: «A vil råde dig et råd.» Ja, hvad det skulde være? «Nu har jer so fået grise. Du skal tage en spæd gris og have en rigtig ild på og stege den hel, som du har taget den fra soen.» Så tager konen også grisen og steger den hel, og da den var stegt nogenlunde, Kommer hun ind med den og står ved barnet, og det ser på grisen. Så smører hun det én om øret med grisen, og det flyver ned i vuggen, men kommer atter op, og sådan får det en visker tre gange. Da siger knægten: «Pøls, pøls, nu har a levet, mens Rold skov er brændt af tre gange og groet op igjen, men aldrig har a set sådan pølse, som denher.» Så svandt han væk, og hun var fri for ham. Det var jo en dreng.

Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.


1051. Der kom en gang en lille pusling ind til en bondemand i hans dagligstue, hvor hele familien var forsamlet for i fællesskab at nyde en gris, der var født samme dag, men kort efter døde, og nu var kommen i panden for at steges. Puslingen sagde intet, da han kom, og svarede heller ikke, da han blev spurgt, og det undrede folkene sig meget over. Nogle af dem antog ham for en lille hjemløs dreng, andre for en nisse, men de lod ham sidde, da det var synd at jage ham ud, hvis han var en fattig dreng, og ikke rådeligt at fornærme ham, hvis han var en nisse. Da nu konen kom bærende med grisen ind på bordet, udbrød han: «Vidt har jeg rejst, og meget har jeg set; jeg har set Rold skov opbrænde, opbrænde, opbrænde tre gange, men jeg har aldrig før set en pølse med fire ben og en tryne.

A. E. Jakobsen, Orritslev.


1052. En moder syntes, at hendes barn var blevet lidt underlig, og frygtede for, at det var bleven forbyttet. Hun fik da det råd, at hun skulde tage en måneds gammel gris og koge, som den var, både med hud og hår, og når den var kogt, skulde den sættes ind på bordet, således, at barnet kunde ligge i vuggen og se på den. Dette blev så gjort, og da barnet, som altid havde råbt på pølse, så dette, sagde det: «Nå hår a sit Rold skow i grøn jowr, men åller hår a sit såen en pøls bådde mæ hud å håål.» Nu kunde konen da høre, at det ikke var hendes eget barn. Hun fik da det råd, at hun skulde koge en kiedel vand, og så skulde hun tage det forbyttede barn og lade, som hun vilde putte det i kjedlen, så vilde dets moder komme med hendes eget og gjøre ligeså ved det, hun skulde da passe på at tage hendes eget i hænde. Dette skete også; dværgkonen smed barnet fra sig med de ord: «A hår et wot mod dinn, som do hå wot mod minn.»

Ane Marie Madsen, Hestbæk.


1053. Der var en kone i nærheden af Harre i Salling, hun havde et barn, som var forbyt. Det var så meget en grimmeste én. Nu havde hun haft den i mange år, og den var ligedan. En slemme moget beskidt én var det, hun kunde aldrig holde den ren, og altid vilde den ligge i sengen og svine sig til. Når hun gik ud, rendte den op og tog alt det pølse den så, og så lagde den sig igjen. Den sagde altid «ølls», for den kunde ikke snakke rele. Hun klagede sig jo over det, og så var der en kone, der rådte hende til, te hun skulde koge en lille gris, sådan en rele bitte gris, og sætte i et fad på deres bord, men hylle den til med et tørklæde, og så skulde hun sige til barnet, at nu gik hun i byen, men det måtte ikke se efter, hvad der var i fadet, det var en pølse, som det ikke måtte få. Så skulde hun blive stående i nærheden, sådan at hun kunde høre, hvad det sagde. Aldrig så snart hun var gået ud, så den op og lettede klædet. Så siger den: «Æ du ølls do, æ du ølls do, do hår nejes do, do hår øwn do, do hå bien do, do hår håål do, no hår a løwet, sinn dæ wa skow, hu Harre kjærk stoer, å de wå bådde åphoggen å åpgrowen tow gånng, men aldrig i mi daww hår a sit såden en ølls.» Så går hun hen og fortæller konen det. «Nu skal du tænde din ovn rigtig godt,» siger hun, «og så skal du tage ham ud og ruske ham forsvarlig i hans ører og sige: Nu skal du brændes, nu har a døjet længe nok med dig.» Se, den gang hun gjorde så det, kom ellekonen med hendes barn og kylte det fra sig, te det fik den ene arm i stykker. Dermed så snapper hun hendes eget, og så siger hun: «Du har ikke været ved mit, som a har været ved dit.» Men hendes rigtige barn var fra forstanden, den var tretten år nu, og det var jo slemt kyvsomt, men hun blev da afe med den anden skovter.

Petrine Kristiansen, Mollerup.


1054. Ved Hjerk kirke ligger et hus, og der var for mange år siden nogle folk, der havde et barn, som de mente var et forbyt barn. Konen hun var så harmet over det, hun kunde ingen ting fly barnet, som det vilde have. Det vilde ikke have andet end pølse. Så kom en dag en kone derind, og så vilde hun have at vide af hende, hvad hun skulde gjøre ved det barn, sådan og sådan var det. Ja, hun skulde stege en levende gris, og så give det den, men det skulde være en helligmorgen, det skulde nok hjælpe, mente hun. Så gjorde konen også det, og den gang hun kom ind til barnet med grisen, så tog det ved den og sad og så på den et stød. Så stak det i at grinne da så svært, og så sagde han: «Nu har a set skov og grøn eng der, som Hjarre og Hjerk kirke står, tre gange, men aldrig har a set sådan ølls.» Så forsvandt han, og de så ham ikke siden. Deres eget barn fik de heller ikke.

Jebjærg höjskole.


1055. I Hjerk var der en gang nogle bjærgfolk, som havde forbyttet et barn hos en kone. Konen var kjed deraf og vilde meget gjærne af med skiftingen og have sit eget barn igjen, men hun vidste ikke, hvordan hun skulde bære sig ad dermed. Hun fik da det råd, at hun skulde stege en gris hel, og når den skulde vendes over ilden, skulde hun få skiftingen til at gjøre det. Konen gav sig så til at stege grisen, og da hun syntes, det var ved tiden, at den skulde vendes, sendte hun skiftingen hen, for at han skulde gjøre det. Han gik også, men da han kom hen og så grisen, blev han meget forundret stående og sagde: «Høls, har du øren, høls, har du øjne, høls, har du hale, nej, nu har jeg set meget i mine dage, jeg har set skove gro op og igjen blive hugget ned tre gange dér, hvor Hjerk kirke står, men sådan en pølse har jeg aldrig set.» Han blev bange og vilde ikke vende grisen, og konen begyndte nu at banke løs på ham. Da kom bjærgfolkene og smed konens eget barn ind på gulvet og tog deres eget med sig igjen.

Jens Pedersen, Otting.


1056. Det var henne i Hjerk, der var nogle folk, der kom i tanker om, at deres barn var blevet forbyttet, hvad man kalder en skywting. Så gik de hen til en klog én og spurgte, om han kunde kjende dem råd til det. Hun sagde, at de skulde slagte deres gris og lægge på bordet med ører og al ting og så lade ham være ene inde ved den. Som han nu sad der, snakkede han med den, rykkede den i sit øre og sagde til den: «Øls (han troede det var en pølse), har du ører, øls, har du næse, øls, har du øjne, øls, har du mund, nu har jeg set skov og grøn mark tre gange der på den plads, hvor Hjerk kirke står, men aldrig har jeg set sådan en øls.» Så kom konen ind til ham igjen, nu havde hun hørt nok . . .

Ane Kirstine Refsgård, Rodding.


1057. Der var et par folk i Harre, som havde et barn, der ikke voksede at stedet. Så tvivlede de nok på, at deres barn var forbyttet. En gang, de havde slagtet en gris og havde kommet, hovedet i en gryde, så tumler dether barn der framme og ser hovedet i gryden. Så siger det: «A kan håww løw å grønt græjs trej gånng, hur Harre å Hjærk kjærker står, men en sådan pølls hår a aldrig sjæt faar.» o. s. v.

P. K. M.


1058. «Pølse med øre, pølse med rumpe, og pølse med fire ben. Nu er jeg så gammel, så jeg kan huske, at der var ørken-skov på Tune hed' og slet hed' på Humbleøre, og nu er der slet hed' på Tune hed' og ørken-skov på Humble-øre, og aldrig har jeg set sådan pølse før.»


1059. Fra Humble sogn på Langeland fortælles der om en kone, der havde født et yndigt drengebarn. Men en dag, medens moderen var ude, kom der en troldkvinde, som tog barnet og lagde sit eget i steden. Da konen kom Hjem og opdagede skiftingen, blev hun höjst ulykkelig, græd og klagede sin nød for naboerne. En klog kone gav hende det råd, at hun skulde lægge ild i bagerovnen, og når det brændte godt, da sætte en levende pattegris derind at stege og lade skiftingen se der på. Hun fulgte rådet; men da skiftingen så ind i ovnen, udbrød han, som aldrig før havde mælet et ord: «Nu er jeg nisinds- og firsinds- og tredsindstyve år; jeg husker, der groede rønnebær, hvor Humble kirke står, men aldrig så jeg pølse før med øjne, ben og hår!» Konen blev nu vred, tog ham og vilde kaste ham ind i ovnen, sigende: «Er du sådant troldtøj, skal du også steges levende, » men i det samme kom troldkvinden med det rigtige barn, gav det til moderen og sagde: «Der har du dit eget barn, aldrig har jeg tænkt så ondt mod dit barn, som du vilde gjøre ved mit,» hvorpå hun forsvandt med troldbarnet.

J. M. Gram.


1060. En kone bar frygt for, at det ikke var hendes eget barn, hun ammede, men at det var forbyttet af ellefolk. Hun henvendte sig derfor til en klog kone, som rådede hende, at hun skulde se at få en spæd gris og lægge i vuggen til barnet, samt derpå gå ind i et sideværelse at lytte. Hun gjorde også dette, og så snart hun kom i værelset, hørte hun barnet sige: «Nu har jeg levet i så mange kongers tid, men aldrig har jeg fået sådan pølse.» Så kunde hun da høre, at det ikke var hendes eget. Hun henvendte sig igjen til den kloge kone, som så rådte hende, at hun skulde rent afklæde barnet og gå ud på møddingen med det og tage et ris og uden afladelse piske det; dets skrigen skulde hun ikke bryde sig om, jo stærkere det skreg, des bedre var det. Dette gjorde hun også, men det varede ikke længe, før ellekonen kom med det naturlige barn, kastede det til moderen og sagde: «Jeg har aldrig været så hård imod dit, som du har været imod mit,» og derpå forsvandt hun tillige med det unaturlige barn; men det blev aldrig således som andre børn, fordi det havde fået af ellekonens mælk.

Lars Dybdahl, Hundborg.


1061. Et par folk havde en bytting. Det var en grov omfjotting til at æde, og han så desforuden så grim ud, at de måtte lave et kammer til ham, for at han ikke skulde kyse folk . . .« Du skal få pølse til nadver!» . . . «Pølse med hår på.» Skar i den. «Pølse med ben i!» . . . Moderen fik sin egen dreng, men han havde været så længe ved de underjordiske, at han var bleven forstyrret i hovedet og aldrig blev fuldklog mere.

A. N.


1062. I Torsted i Ty vesten for æ by ligger en stor höj med en kløft i. Der lå en gård lige østen for, og de mænd, der boede der, de blev al tid tåbelige. En gang fik folkene deres barn forbyttet og fik en ussel én i steden, der vokste ingen ting og snakkede ikke. Når moderen var framme, så kunde hun høre, den mumlede, men hun forstod ikke, hvad det var. Så fik hun et godt råd. Hun lavede en gris til, og satte den på bordet for den og sagde: «Værs'god, sikke den pølse, du skal ha'!» Så gik hun ud i kjøkkenet igjen og hørte nu barnet sige: «Nu har a levet i tredive år, og aldrig har a set sådan en pølse, den har både øjne og øre og næse og mund og frit (det var nemlig en hungris), nej, nu har a aldrig set mage til pølse.» Så kunde hun nok mærke, det var et höjmandsbarn.

Johanne Kirstine Nielsdatter, Fabjærg.


1063. I Nyrup, Stenmagle sogn, levede en fattig ugift indsidder, som de kaldte byttingen. Det var en underlig lille pirris at se til, dog var han meget for at snakke og fortalte da stundom, at han kunde huske, der havde været skove, hvor der nu ingen var. Ligeledes kunde han huske, at der havde været slet mark mange steder, hvor der nu var skove.

A. N.


1064. «Pølse med hår, pølse med lår, pølse med øjne! nu har jeg levet i så mange år, den skov er hugget om og groet op igjen, og den stald er brudt ned og bygget op igjen, men aldrig har jeg set sådan en pølse, pølse med hår.» o. s. v.

Lærer Hansen.


1065. «Pølse, har du tryne, pølse, har du fødder? nu har jeg levet i atten hundrede år og diet otte mødre ihjel, og du er den niende moder, men en sådan pølse har jeg aldrig set.» — «Ja, er du så gammel, er du ikke mit barn.»

Nik. Christensen.


1066. Ved Vivild i Sønderhald herred boede for mange år siden et par folk, og en gang da manden kjørte hjem fra en mølletur, kom han forbi Langhøj, og ud af höjen kom en lille bjærgmand løbende, som i en fart sprang op i vognen. Da manden kom hjem, stod bjærgmanden af vognen og gik ind i stuen og satte sig ved kakkelovnen. Han sagde ikke et ord, og ingen kunde formå ham til at tale, men han spiste og drak, når det blev ham budt. Der var da nogle naboer, som rådede konen til at brygge i en æggeskal, ti de mente, at når bjærgmanden så dette, måtte han da sige et eller andet om dette kunstige bryggekar, hvis han kunde tale. Konen fik også bryggeriet sat i gang, og da bjærgmanden så dette, udbrød han helt forundret: «Ja, lont håer a wanneret, å møj håer a sjet, men åller håer a sjet, te di hå brøged i ed æggiskal!» Dette var de første ord, han havde talt i alle de år, han havde været der, ti der var allerede gået flere år. Så traf det en gang, at manden atter havde været til mølle, og han igjen kom forbi Langhöj, da kommer der en anden bjærgmand og råber til ham og siger: « Ve do helsen Kukkeluris å sejj ham, Dawfeldt æ dø.» Da manden kom hjem, går han ind i kjøkkenet og siger til sin kone, akkurat som bjærgmanden havde sagt til ham. Dette hørte imidlertid han, der stod bag kakkelovnen, og han råbte: «Hwa, æ Dawfeldt dø, så mo a nok strææv å astej!» og dermed forsvandt han til stor glæde for manden og konen i gården.

E. T. K.


1067. En klog kone gav hende det råd, at hun skulde tage så mange æggeskaller, som hun kunde få fat på, og kaste dem op under grubekjedelen, når hun bryggede øl. Hun skulde derefter sætte barnet foran ilstedet, så det kunde se de mange æggeskaller i ilden. Derpå skulde hun gå ud i bryggerset og stille sig på lur for at høre, om barnet vilde tale. Da hun havde sat barnet og skjult sig, begyndte det at sige: «Nej. nu har jeg levet så længe, at jeg har set Rold skov blive plantet og omhugget trende gange, men aldrig har jeg set nogen brygge øl ved æggeskaller.» Konen sprang nu ind og råbte: «Så er du ej mit eget barn, men en fæl gammel trold, som jeg nu har slæbt på i tre samfulde år.» Derpå greb hun en ovnrage og gav sig til at slå løs på trolden. Det hjalp, ti nu kom hendes eget barn faldende ned gjennem skorstenen, men med en brækket arm, og den fæle trold forsvandt straks.

Marie Buhl.


1068. «No ær æ så gammel som ti skov' omhuggen å opgroi, men aller har æ se en fruu i et æggeskal bruu.» o. s. v. Den kloge kone vilde have puttet skiftingen i den glohede ovn, men konen i sengen bad for det. Så kom bjærgkonen: «Her har du noget til svøb til dit barn,» sagde hun og gik. Men svøbet bestod af et væv af purt guld, besat med ædle stene.

A. L.


1069. Der var også én her i byen, der havde et barn, der blev forbyt. De mærkede, at der var noget sært ved det, og så klagede moderen sig til nabokonen. Hun rådede hende til at brygge i to æggeskaller, det ene som bryggekar, og det andet til at sætte under neden. Så skulde hun strø tappen og sige til barnet: «Kan du nu være vakker, imens a går ud efter køerne.» Dernæst skulde hun lægge sig udenfor bryggersvinduet og høre, hvordan det vilde gå til videre hen. Hun fulgte rådet, og da hun var kommen ud, rejste barnet sig op og gik ud i kjøkkenet og sagde ved sig selv: «Nu er a så gammel som a er, og nu har a set Rold skov tre gange ophugget og opgroet, men nu har a aldrig set sådant bryggeri.» Så kom konen ind igien og bankede barnet dygtig igjennem. «Er du så gammel, som du er,» siger hun, som hun kunde bande, «så er du ikke mit barn, så skal du have smør.» Så kom bjærgkonen og sagde: «Der har du dit o. s. v.»

Ane Noer, Vilsted.


1070. Et andet sted var et barn, der hverken vilde lykkes eller trives. Det havde så meget stort et hoved. Så stilte de an en dag, som om de vilde brygge i en æggeskal med en pølsepind. Da sagde barnet: «Så gammel som a endnu er, for a har set Rold skov syv gange opgroet og syv gange ophugget, så har a endda aldrig set nogen, der har brygget på sådant et kar». Dertil svarede konen: «Ja, når du er så gammel, så er du gammel nok, så er det ikke værd, du skal leve længere; nu skal du her ind i ilden,» og så tog hun ved ham og lod, som hun vilde stoppe ham ind under den varme kiedel. Da kom bjærgkonen: «Her har du dit eget barn, dit skarn, a har ikke været ved din, som du har været imod min.» Så kylte hun det og tog hendes eget og løb med. Men man skal passe at snappe sit barn, lige i det hun kyller det, ellers vil bjærgmanden slå én fordærvet

Lars Nielsen, Vinkel.


1071. Der var en kone, som var kommen i tanker om, at det barn, hun havde, måtte være en skifting. Hun klagede sig over det til en nabokone, og denne gav hende de bedste råd, hun vidste, til at komme efter sandheden og få rådet bod på det. I følge disse råd tog konen barnet med ud i kjøkkenet, hvor hun slog et æg i stykker, dannede to kar af skallen, prak et lille hul i det ene som til et tapkar, og gav sig til at brygge i dem. Ungen sad og så på dette her, og så giver den sig til at skoggerle og siger: «Nej, så gammel, som jeg er, så har jeg aldrig set sådant et syn før.» — «Hvor gammel er du, din hvalp?» sagde konen. Ja, han var da så og så gammel. Så tog konen og satte ham på gulvet henne ved døren og gav sig til at feje og lod, som hun vilde feje ham ud tillige med snavset, men da kom hans moder løbende med konens rette barn og sagde, at her havde hun hendes igjen, sådan havde hun aldrig gjort ved den. Så tog hun skiftingen og gik med, og glad var konen, at hun fik sit eget barn igjen.

K. M. Rasmussen.


1072. Der fortælles fra Hanstholm, som ligger to mil nord for Tisted, at der en gang boede en kone, som fødte et lille barn. Hun havde barnet i flere år, men det blev aldrig større end som et svøbelsebarn. Hun troede så, at barnet var forbyttet af troldfolk, og rådførte sig med en klog kone, som gav hende det råd, at hun skulde foretage sig en bestilling, som aldrig var set før, og det skulde hun lade barnet sidde og se på. Gav det så nogen lyd eller et tegn fra sig, så hun bestemt kunde vide, at det var et troldebarn, skulde hun give det en ordentlig kindhest, og så skulde hendes eget barn nok komme. Konen blev meget glad ved rådet og løb hjem, satte barnet på kjøkkenbordet og gav sig i færd med at brygge i æggeskaller. Hun tog nemlig den ene æggeskal og gjorde et lille hul i, og der satte hun en lille pind. Den anden gjorde hun også et lille hul i, og i den kom hun så malt og vand og satte den i den anden æggeskal, for at vandet skulde rende deri. Da nu barnet havde siddet og set på det en tid, udbrød det ganske forfærdet: «Nu har jeg levet så længe, at jeg har set Rold skov opbrændt tre gange, og Hanstholm kirke flyttet tre gange, men aldrig har jeg dog set mage til dette her.» Konen blev glad over denne tale og løb hen og gav puslingen en så eftertrykkelig kindhest, at den trimlede ned af bordet, men lige med ét stod der en lille kiælling ved konen med et barn ved hånden, som heller ikke var større end puslingen, ti det var heller ikke vokset. Puslingen forsvandt straks, og konen løb meget fornøjet ind med hendes barn. Han voksede nu stærkt til og fik snart en til sin alder passende höjde.

Mette Skrædder, Sundby.


1073. En kone havde en skifting. Så blev der rådet hende, at hun skulde tage to æggeskaller og hænge den ene over den anden og stikke en pind gjennem den øverste . . . Så skulde hun feje barnet ud med fejeskarnet og smide det ud på møddingen, og så stå et sted, hvor barnet ikke kunde se det . . . Det sagde: «Vidt har a wat, og møj har a set, men aldrig har a set nogen, der har brygget i en æggeskal.» Så kom ellekonen, der boede under hylden i stuehuset, med det rigtige barn og sagde: «Der har du dit barn, a har ikke været mod dit, som du har været mod mit.»

Dorthea Kristensdatter, Houm.


1074. Der var et par byttinger i Longelse sogn. Jeg har kjendt dem. De havde skjæg og langt tyndt hår. De sagde kun enkelte lyd.

En kone havde en bytting. Den sad en dag inde på gulvet, mens konen gik ud i kjøkkenet. Da hørte hun det snakke inde i stuen. Hun så ind gjennem en rude i døren, og da løb en kattekilling inde på gulvet rundt om troldebarnet, og det sagde: «Nej, nu er jeg nisindstyve år, men aldrig har jeg set en pølse, der kunde krybe.» Det blev den ved at gjentage. Hun gik da ind og vilde have barnet til at snakke, nu vidste hun jo, det kunde, men det var som sædvanlig. Så vilde hun springe hen efter et ris for at tvinge det, men da kom bjærgkonen og smed det rigtige barn på møddingen og greb sit. Jordemoderen måtte så gå til bekjendelse om, at hun havde fæstet svøbet på barnet med en knappenål i steden for en stoppenål, og hun havde nær blevet straffet for det.

Lærer Engbergs kone.


1075. Et sted havde de et dværgebarn, og så søgte de præsten om råd. Han sagde, at hun skulde feje det ud over dørtræet. Præsten kom med en øgpude om halsen i steden for krave, og så er det barnet siger: «Nu har a set Rold skov opgroet og nedhugget syv gange, men aldrig har a set en sådan præst.» Da det nu blev fejet ud, sagde konen: «Ja, når du kan huske så langt tilbage, så er du min sæl ikke mit barn,» og så fejede hun. Så kom bjærgkonen i det samme og sagde: «Sådan har a ikke været ved dit barn, som du ved mit,» og efter at hun havde brækket konens eget barns ene lår, smed hun det hen til hende.

Niels Kristiansen, Vole.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.