Forfatterens Forord (C. Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Christian Rosing
(1866-1944)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Christian Rosing

Grønlands sidste Hedninger
Østgrønlænderne
Tunuamiut

Forfatterens Forord
skrevet i Angmagssalik, Østgrønland, Vinteren 1905

Der er gaaet adskillige Aar, siden jeg begyndte at læse de Bøger, der er udgivet af danske Missionsselskaber. Det har været mig en stor Glæde deri at finde Missionærernes Indberetninger til de Missionsselskaber, der har udsendt dem, i hvilke de beskriver de Hedningers Tro og Skikke, hvoriblandt de har haft deres Virke, Hedningernes Omvendelse og deres Liv som kristne, ogsaa Missionærernes Anmodninger til dem, der har udsendt dem, og deres Opmuntringer til Menighederne om ikke at holde op med deres Bønner, men være endnu mere nidkære. Da alt dette har været mig en Kilde til stor Glæde, har jeg i Virkeligheden altid næret et brændende Ønske om, at der dog blot for længe siden var skrevet noget om vore egne hedenske Landsmænd. Hidtil er der jo ikke skrevet noget; kun Kateketen Johannes Hansen som var Styrmand hos Marineofficeren G. Holm, og som overvintrede her 1883-84, har skrevet i Atuagagdliutit om sit »Ophold i Østgrønland« (trykt 1891-92); de faa, der ellers skrev i Atuagagdliutit, har nogle Gange let berørt dette Forhold. Jeg selv har heller ikke tidligere haft i Sinde at skrive om disse Emner, omend det i min Ungdom altid har interesseret mig at erfare noget om de hedenske Eskimoers Tro og Skikke, enten gennem Læsning eller gennem gamle Folks Fortællinger, som de igen har hørt fra deres Forfædre.

Da jeg imidlertid ifjor kom hertil og begyndte at leve blandt de hedenske Eskimoer, som jeg skulde vejlede, kom jeg til at tænke paa, om jeg ikke — i Overensstemmelse med mine Tanker og Ønsker gennem mange Aar — alligevel selv skulde være i Stand til at skrive om disse, da jeg nu ved Selvsyn lærte dem at kende og gennem stadig tilbagevendende Samtaler hørte om deres Tro og Skikke. Jeg nøjedes derfor ikke alene med Forsættet, men begyndte virkelig at skrive, da jeg jo havde Tid nok. Jeg overvintrede nemlig alene her i Angmagssalik efter at have efterladt min Hustru og mine kære Børn i Danmark paa Grund af Børnenes Sygdom. Dog var der saa sandelig ikke Mangel paa Arbejde. Jeg prædikede hver Dag, og der var nok af Folk, som jeg skulde tale med, da der var mange Ting, som Beboerne her paa Stedet burde høre om og sættes ind i. Alligevel kom der sjældent nogen til mig i de lange Vinteraftener, og disse Aftener søgte jeg da at faa til at gaa ved at skrive om »De hedenske Østgrønlænderes Tro, Skikke og Levevis«. Til Slut har jeg ogsaa gjort en lille Tilføjelse om, »hvorledes Vestgrønlændernes og Østgrønlændernes Forhold til Kristendommen er paa nuværende Tidspunkt«. Det er mit Haab, at det maa blive udgivet i Bogform, og at alle mine grønlandske Bekendte maa betragte Bogen som en Hilsen fra mig. I dette Haab har jeg derfor, naar jeg fortæller et eller andet om deres Tro, til Slut føjet mit eget Synspunkt til, for at Læseren, hvis han vil forsøge at danne sig en Mening om disse Ting, ogsaa kan kende og prøve min Opfattelse.

Da jeg besluttede mig til at skrive om disse Ting, satte jeg mig særligt to Maal. For det første: herigennem at opmuntre alle mine Landsmænd til Bøn, for at Guds Rige stedse maa kunne sejre over alt det onde, der bor i os, og over Hedenskabet, saa at de i deres Bønner baade for dem selv og for deres kristne Fæller ogsaa stadig maa huske paa deres hedenske Landsmænd, at ogsaa de kan blive omvendte og frelste ved Guds Naade; og det er da mit Haab, at de ved at lære Hedningernes Tro og Skikke at kende skulde blive mere ivrige til at gaa i Forbøn for dem. — For det andet tænker jeg paa alle de unge grønlandske Missionærer, som jeg selv har været med til at oplære, og særlig paa dem, der har besluttet sig til engang at blive Missionærer for de Landsmænd, som har saadan Tro og saadanne Skikke, det være sig enten Beboerne her paa Østkysten eller Kap-Yorkerne: Jeg vil raade dem til — ligegyldigt paa hvilket Tidspunkt de bliver opfordret til at rejse ud til Mennesker af denne Art — i Forvejen at tænke nærmere over deres Tro og Skikke, for at de straks kan begynde at vejlede dem uden først at skulle sætte sig ind i disse Forhold. Jeg er nemlig ikke i Tvivl om, at alle hedenske Eskimoers Tro og Skikke er næsten ens alle Steder, bortset fra ganske betydningsløse Afvigelser. Jeg mener derfor ogsaa, at de, hvis Hensigt ikke egentlig er at blive Missionærer, ligeledes kan faa Brug for disse Oplysninger, da Hedningernes Skikke og Overtro endnu — ganske vist i væsentlig mindre Grad — viser sig blandt de kristne overalt.

Jeg er fuldstændig klar over, at nærværende lille Bog er behæftet med adskillige Mangler. Saa ofte som I, mine Læsere, bemærker disse, beder jeg jer imidlertid tænke paa, at jeg har arbejdet i bedste Mening og gerne har villet sætte mig som Maal at opmuntre mine Landsmænd til Bøn og Forbøn. Den alvidende Gud ved, at jeg ogsaa gennem denne lille Bog har stræbt efter at vise min Kærlighed til mine Landsmænd og at udrette et godt Arbejde, for at Guds Rige stadig maa faa stærkere Magt over os alle, hver for sig og samlet, saa at vi endelig ved dets Fuldendelse maa være blandt de udvalgte. »Ja, det er sandt, at han kalder paa os, og at han vil gøre dette.«

Præstegaarden i Angmagssalik,

den sjette Søndag efter Trinitatis 1905.

CHRISTIAN ROSING

FORKORTELSER

øgr.: = østgrønlandsk.

vgr. = vestgrønlandsk.

M. o. G. (M.G.): Meddelelser om Grønland.

Fodnoter

Kilde

Christian Rosing: Østgrønlænderne Tunuamiut – Grønlands sidste Hedninger, ss. 7-9, København, 1946