Fortælling om Kormak

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif Svensk.gif


Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude
Islandske Sagaer


Fortælling om Kormak (1)


I Bearbejdelse efter de Islandske Grundskrifter ved N. M. Petersen


Det Kongelige Nordiske Oldskrifts-Selskab

Kjøbenhavn 1840


1. Kong Harald Haarfager regjerede over Norge, da Begyndelsen til de begivenheder, som her fortælles, forefaldt. Paa den Tid levede der i Norge en Høvding, ved navn Kormak, der havde sin Herkomst fra Vigen og var en mægtig og ætstor Mand; han var en dygtig Stridsmand og havde været med Kong Harald i mange Slag. Hans søn Øgmund var ligeledes en Haabefuld Mand, der tidligt blev stor og stærk; da han havde naaet den mandlige Alder, laa han om Sommeren i Viking, men om Vinteren hos kongen. Han erhværvede sig godt Ry og meget Gods. En Sommer begav han sig i Vesterviking og traf her paa en Mand ved Navn Asmund, der ligeledes var en dygtig Kjæmpe, og som havde overvundet mange Vikinger og Hærmænd. Først bleve de hinanden bekjendte ved Rygtet, saa sendte de Bud til hinanden; endelig mødtes de selv, bestemte hinanden Stedet til et Vaabenmøde, og sloges. Asmund havde flest Folk, men brugte dem ikke alle i Striden. De strede i fire Dage; en stor Del af Asmunds Folk faldt, men han selv flyede, og Øgmund fik Sejer og kom hjem med Bytte og godt Lov. Kormak sagde, at Øgmund ikke kunde indlægge sig større Hæder ved Hærtog, og at han nu vilde skaffe ham Frode Jarls Datter Helga til Kone. Dermed var Øgmund tilfreds. De rejste altsaa hen til Frode Jarl, der tog vel imod dem. De kom frem med deres Ærende, hvilket han ogsaa optog vel. Kun Striden imellem Øgmund og Asmund vakte ham nogen Betænkning, men Giftermaalet blev dog bestemt; hvorpaa de toge hjem, og lavede til Gilde, hvortil der kom mange Gjæster. Frodes Datter Helga havde en Fostermoder, der var fremsynet, og som fulgte med hende. Vikingen Asmund spurgte dette, opsøgte Øgmund, og æskede ham til Holmgang. Øgmund modtog Udfordringen. Nu havde Helgas Fostermoder for Skik, førend nogen gik til Strid, at føle paa dem, og det gjorde hun da ogsaa ved Øgmund, førend han drog hjemmefra. Hun sagde, at der var ingen store Knuder i Vejen, saa det vilde nok gaa godt. Begge mødtes saa til Holmgangen, og strede. Vikingen bøjede Siden for Øgmunds Hug, saa det bed ikke, men da svang denne hurtigt sit Sværd, skiftede det om i den anden Haand, hug Foden af ham og tog tre Mark Guld til Løsepenge.


2. Paa den Tid døde Kong Harald Haarfager, og Erik Blodøxe tog mod Regeringen. Men Øgmund stod sig ikke godt med Erik og Gunhilde. Han gjorde derfor sit Skib i Stand, for at sejle til Island. Med Helga havde han en Søn, ved Navn Frode, men baade Helga og denne Søn blev syge og døde forinden. De andre styrede derpaa til Havs. Øgmund udkastede sine Højsædestøtter. De kom til Land udenfor Midfjord (2) hvor Højsædestøtterne allerede var komne; der kastede de Anker. For dette Strøg raadte dengang Midfjord-Skegge; han roede ud til dem, og bad dem komme ind i Fjorden, og tilbød dem gode Landstrækninger, et Tilbud som Øgmund modtog. Han afsatte nu Pladsen til sin Bolig. Det var den Gang deres Tro, at hvis Maalet, naar det oftere blev prøvet, slog til, saa vilde det gaa den Mand vel; men skortede det, saa vilde det gaa ham ilde, saa at hans Omstændigheder rettede sig efter Maalestokken; Maalet blev nu tre Gange forøget, og slog til. Derefter lod Øgmund bygge Hus der paa Mælen, og boede dér siden. Han blev gift med Dalla, en datter af Ønund Sjona. Deres Sønner var Thorgils og Kormak, af hvilke den sidste havde sort, kruset Haar, lyst Ansigt, tildels efter sin Moder; han var stor, stærk og modig af Sind. Thorgils var tavs af sig og stille. Da disse Brødre vare fuldvoxne, døde Øgmund, hvorpaa Dalla overtog Gaardens Bestyrelse med sine Sønner, og Thorgils varetog Husholdningen under Midfjord-Skegges Tilsyn.


3. En mand, ved Navn Thorkel, boede paa Tunge; han var gift, og havde med sin Kone en Datter, Stengerde, der var til Opfostring paa Gnupsdal. En Høst hændte det sig, at der var kommen en Hval ude ved Vatnsnæs, hvilken tilhørte Brødrene, Dallas sønner. Thorgils spurgte Kormak ad, om han helst vilde tage tilfjelds eller ud til Hvalen? Han foretrak at tage med Huskarlene tilfjelds. Der var en Værkstyrer (Opsynsmand), ved navn Toste, der skulde see efter Faarene; med ham fulgtes Kormak til Gnupsdal, hvor de bleve om Natten; der var en stor Stue, hvor der var Ild optændt. Om Aftenen gik Stengerde med sin Tjenestepige fra sin Kvindestue; de hørte da, at der i den anden Stue var Fremmede. Pigen sagde: »Stengerde min! Skal vi betragte Gjæsterne?« Hun svarede, at det behøvedes ikke, men gik dog hen til Døren, steg op paa Dørtærskelen, og saa ovenover det der opstablede Brændeved. Imellem Stabelen og Dørtærskelen var der et Rum, hvor hendes Fødder kom frem. Det saae Kormak, og kvad:

Møen har en Funke
kastet i mit Bryst;
denne Fod har vakt mig
Elskovs søde Lyst.
Disse Slørgudindens
smalle Fødder vilde
vorde, det jeg frygter,
Snarer for mit snille.

Nu mærkede Stengerde, at hun var bleven seet, drejede sig hen i Krogen, og saae frem under Hagbards skæg, thi hans Billede var der paa væggen. Men i det samme faldt Lyset paa hendes Ansigt, og Toste sagde: »Kormak! seer du Øjnene der, ude ved Hagbards Hoved?« Kormak kvad:

Begge Møens kinders
klare Lys, hvormed
Elskov tændes, brænde
ved det fældte Ved;
og ved Dørens Tærskel
(aldrig denne Lue
slukkes) jeg den Rankes
Ankler fik at skue.

Fremdeles kvad han:

Under Brynets klare
Himmelvang udgik
som en skyløs Maane
Møens Falkeblik;
disse Straaler vilde
Ringes Hlin (3) den bolde
og mig selv utrolig
Sorg og Kummer volde.

Toste sagde: »Hun stirrer paa dig.« Kormak kvad:

Bort fra mig har Møen
aldrig Øjet vendt;
næppe selv hun kjender,
Smerten, hun har tændt,
veed ej selv, hvorlunde
mig hun har forvirret,
da hen under Hagbards
Hals hun paa mig stirred’.

Nu gik de ind i Stuen, og satte sig ned. Kormak hørte, hvad Kvinderne ytrede om hans Udseende; Pigen sagde nemlig, at han var sort og styg, men Stengerde roste hans Skjønhed og Fuldkommenhed, og den eneste Lyde, han havde, var, at hans Lokker krøllede sig i Panden. Kormak kvad:

Een, men kun en liden,
Lyde fandt hos mig
Møen, der jo smiler
selv saa elskelig:
Haaret, kvad den Hulde,
(Kvindekjøn forsanden
skulde jeg vel kjende)
krøllet er i Panden.

Pigen sagde: »Øjnene er sorte, Søster! og det klæder ikke vel.« Dette hørte Kormak og kvad:

Svarte Øjne har jeg,
naar i Mandeleg
fro jeg møder, tykkes
maaske altfor bleg:
dog, o Kvinde, stundom
hørte Mø min Tale,
og for fager gjaldt jeg
da i Kvinde-Sale.

De bleve der om Natten. Om Morgenen, da Kormak var staaet op, gik han hen til Vandkarret, og toede sig, derpaa gik han hen til Stuen og saae ingen der; men inde i den inderste Stue hørte han nogen tale, og gik da derind; der var Stengerde med flere Kvinder. Tjenstepigen sagde til Stengerde: »Der kommer den smukke Mand, Stengerde!« »Ja, vist er det en rask Mand,« svarede hun. Hun sad med en Kam og redte sit Haar. Kormak sagde: »Vil du laane mig den?« Stengerde rakte ham den. Hun havde overmaade smukt Haar, og Tjenestepigen sagde: »Du maatte give meget til, at din Kone havde saadant Haar, som Stengerde, eller saadanne Øjne.« Kormak kvad:

Dette Nannas (4) milde
Øje, der saa skjært
tindrer i sit Gjemme,
er tre Hundred (5) værdt;
disse bløde Lokker,
Frejas gyldne Snarer,
mere end fem Hundred
agter jeg i Varer.

Tjenestepigen sagde: »I ere hinanden værd, men hele Møen maa du vurdere højt.« Kormak kvad:

Møen ej opvejer
Islands Klippebryst,
Hunalands og Danmarks
fiskerige Kyst;
hvad er Englands Skove,
hvad er Irlands Søer
mod den Sol, som over-
straaler alle Møer?

Toste kom, og bad Kormak foretage noget. Kormak kvad:

Tag letfodet Hoppe,
giv den Tøjlen slap,
lad min Ganger rende
over Heden rap!
Jeg vil her mig heller
fryde ved Stengerdes
fagre Ord, end efter
brune Beder færdes.

Toste sagde, at det tyktes ham nok fornøjeligere; han gik sin Vej, men Kormak satte sig til Tavlbordet og morede sig. Stengerde sagde, at han føjede sine Ord endnu bedre, end Folk sagde. Han blev der om Dagen, og først efterat Toste var kommen tilbage fra Fjeldet, droge de hjem. Derefter havde Kormak sin sædvanlige Gang til Gnupsdal, for at besøge Stengerde, og bad sin Moder om smukke Klæder for at Stengerde kunde synes godt om ham. Dalla sagde, at der var megen Forskjel imellem de to, og hun vidste heller ikke ret, om det vilde være Thorkel paa Tunge tilpas med, hvis han fik det at vide.


4. Thorkel spurgte nu snart hvad der gik for sig, og fandt, det var en Vanære baade for ham og for hans Datter, hvis Kormak ikke ordentlig friede til hende; han sendte derfor bud efter Stengerde, og lod hende hente hjem. Hos Thorkel var der en Mand, ved Navn Narfe, en hovmodig tosset Praler, endda af ringe Herkomst; han sagde til Thorkel: »Hvis du ikke synes om, at Kormak kommer her, saa skal jeg nok sætte en Pind for det.« Thorkel bad ham gøre det. Om Høsten havde Narfe med Slagtning at gjøre. Engang da Kormak nu kom til Tunge, saae han Stengerde i Kogehuset; Narfe stod ved Kjedelen, og da Kogningen var endt, tog han en Pølse op, svingede den forbi Næsen af Kormak, og kvad i det samme:

Hvordan tror du Kjedlens Orm,
Kormak! vil dig smage?

Han svarede:

Søde Flomme Øgmunds Søn
saare vil behage.

Og om aftenen, da Kormak vilde gaa hjem, saae han Narfe, og mindedes hans Haan, og sagde: »Jeg tror, Narfe, at jeg snarere vil slaa dig, end at du skal komme til at raade for, naar jeg maa komme og gaa;« og i det samme gav han ham et Hug med sin Øxehammer, og kvad:

Hvad skal du om Maden
tale, dumme Gjek!
Tror du, jeg vil taale,
Narfe, Kaadhed fræk?

Og i et andet Vers udtrykte han sin Foragt for denne Træl, der og Gjødning paa Ageren, og maatte behandles som en Hund.


5. Thorveig hed en Kone, der var meget troldkyndig; hun boede paa Stenstad i Midfjord; hun havde to Sønner, af hvilke den ældste hed Od, den yngste Gudmund, begge meget overmodige. Od havde sin Gang til Thorkels paa Tunge, og sad og talte med Stengerde. Thorkel gav sig meget af med disse Brødre, og æggede dem til at overfalde Kormak. Od mente, at det vilde de være stærke nok til. En Dag, da Kormak kom til Tunge, var Stengerde i Stuen, og sad paa Tværbænken. Thorveigs Sønner sade ogsaa i Stuen og var færdige til at anfalde Kormak, naar han gik ind; men Thorkel havde paa den ene Side af Døren sat et draget Sværd, og paa den anden satte Narfe en Le med sit Langskaft. Da nu Kormak kom til Døren, faldt Leen, og traf Sværdet, og brød et stort Skaar deri. Da kom Thorkel til, og sagde, at Kormak der havde gjort en stor Ufærd, og gav sig til at skjende; hvorpaa han skyndte sig ind og befalede Stengerde at gaa ud af Stuen; han fulgte hende saa ud ad den anden Dør, lukkede hende inde i et Udebur og sagde, at hun og Kormak aldrig skulde sees mere. Kormak gik ind, hurtigere end de andre tænkte, saa de bleve forbløffede. Han saa sig om, men da han ikke kunde faa Øje paa Stengerde, men saae Brødrene, der sprang op, og toge deres Vaaben, saa skyndte han sig bort, og kvad:

Ind jeg kom at søge
Møen; end der staar
ej i Hrungners ædle
Fodblad (6) noget Skaar;
Skjoldet mod jeg vender;
hvo der vil mig høde,
skal i Odins Uvejr (7)
for mit Værge bløde.

Han fandt ikke Stengerde, og kvad atter:

Bort fra Salen gik hun,
i den hele Gaard
jeg med Længsel spejder
efter hulde Maar;
overalt mit Øje
stirrer, for at finde
Maalet for min Tanke
og min Sjæls Veninde.

Derefter gik Kormak hen til det Hus, hvor Stengerde var i, brød det op og talte med hende. Hun sagde: »Du farer uvarlig af sted, og kommer her for at tale med mig, imedens Thorveigs Sønner staa dig efter Livet.« Da kvad Kormak:

Inde mine Fjender
sidder, deres Sværd
hvæsse de, men mine
Baner (8) er ej der;
vil de to paa Marken
mod mig ene stride,
det er kun som Lam, der
glubske Ulv vil bide.

Han blev siddende der om Dagen. Nu saae Thorkel nok, at det Raad, han havde oplagt, var slaaet fejl; og han bad derfor Thorveigs Sønner, at de skulde lægge sig i Baghold for Kormak i en Dal udenfor hans Gjærde; og sagde: »Narfe skal fare med eder, men jeg vil blive hjemme, og yde eder Hjælp, hvis I behøver det.« Om Aftenen tog Kormak bort; og strax da han kom til Dalen, saae han de tre Mænd og kvad:

Mænd i Baghold sidde,
men de ej formaa
mig at kunde gjenne
fra min Sjæls Attraa;
thi jo større Avind
mod vort fund (9) de bære,
desto mer jeg elske
vil min Hjertenskære.

Da sprang Thorveigs Sønner op, og anfaldt Kormak i lang Tid; Narfe gik og rodede uden om dem. Thorkel saae hjemme fra Gaarden, at det gik sent for dem, og tog sine Vaaben. Men i det samme kom Stengerde ud, og da hun mærkede sin Faders Hensigt, saa greb hun ham og holdt ham tilbage, saa han ikke kunde komme Brødrene til Hjælp. Enden paa Striden blev, at Od faldt, men Gudmund blev uskikket til Kamp, og døde siden af sine Saar. Kormak drog hjem, men Thorkel sørgede for Brødrene. Kort efter tog Kormak hen til Thorveig, og sagde, at han ikke vilde have hende boende der i Fjorden; »du skal flytte bort,« sagde han, »inden en vis Tid, og jeg skal sørge for, at der ingen Bøder gives for dine Sønner.« Thorveig svarede: »Det tror jeg gerne, at du vil udvirke, at jeg bliver fordreven fra Herredet, og at mine Sønner ligge uden Bøder, men jeg skal gjengjælde dig det dermed, at du aldrig skal faa Stengerde.« Kormak sagde: »Det raader du ikke for, din onde Kjærling!«


6. Derpaa tog Kormak hen for at besøge Stengerde ligesom før; og en gang da de talte om denne Tildragelse, syntes hun ret tilfreds dermed Kormak kvad:

Mænd i baghold sidde,
og med Øglefærd
tror de mig at gjenne
fra min Hjertenskjær;
men før skulde Slanger
klyngevis mig true,
førend jeg aflader
dig, min Sol, at skue.

»Tal ikke saa meget herom,« sagde Stengerde, »der kan komme mange Hhindringer i Vejen.« Da kvad Kormak:

Hvem mon du i Verden
(Lyse Lilievand,
hvisk mig dine Tanker!)
vælge vil til Mand?

Stengerde svarede:

Brat, o Mand, jeg vilde
Brudgom blind mig fæste,
hvis de gode Guder
unde mig det bedste.

Kormak sagde: »Det var det rette Valg, du der gjorde. Tit og ofte har jeg haft min Gang hid.« Nu bad Stengerde ham, at han skulde se at vinde hendes Fader, for at faa hende; og for Stengerdes Skyld gav Kormak Thorkel Foræringer. Desuden vare der adskillige andre Mænd, som lagde sig derimellem, saa omsider kom det saa vidt, at Kormak bejlede til Stengerde, og hun blev ham fæstet, og Bryllupsdagen blev bestemt, saa nu var det roligt en Stund. Nu blev forhandlet imellem dem, og der kom nogen Tvist angaaende Godset, og det tog paa een Gang den Vending, at Kormak blev ligegyldig; men det voldte Thorveig, som brugte sin Sejd, at de ikke skulde faa hinanden. Thorkel paa Tunge havde en voxen Søn, der ogsaa hed Thorkel, og havde tilnavnet Tandgnister. Han havde i nogen Tid været udenlands, men kom denne Sommer hjem, og var hos sin Fader. Kormak indfandt sig ikke til Brylluppet efter Bestemmelsen, og Tiden led saa frem. Stengerdes Frænder ansaae det for en Beskjæmmelse, at han saaledes afbrød Giftermaalet, og overlagde, hvad de nu skulde gøre.


7. Berse hed en Mand, der boede paa Sørbæ (10), en rig Mand, en brav kæmpe, stolt paa det, en Mand, der ingen Kamp skyede, og en Holmgangsmand. Han havde været gift med Finna den Fagre, der nu var død; og deres Søn hed Asmund, der endnu var ung, men fremmelig efter sin Alder. Berses Søster hed Helga, som endnu var ugift, en dannet og mandig Kvinde; hun forestod Berses Husholdning efter Finnas Død. Paa Gaarden Mule boede Thord Arndissen, der var gift med Børk Digres Søster Thordis; de havde to Sønner, der begge vare yngre end Asmund Bersesen. En Mand, ved navn Vale, boede paa Valasted, en Gaard kort fra Hrutafjord. Thorveig den Troldkyndige drog hen til Holmgangs-Berse, og klagede ham sin Nød, nemlig at Kormak vilde forjage hende fra Midfjord. Berse kjøbte hende land nordenfor Midfjord, og der boede hun siden længe.

Engang da Thorkel paa Tunge og hans Søn talte om Kormaks Troløshed, tyktes dem, at det fortjente at hævnes. Narfe sagde: »Jeg har et Raad, som er godt; lad os drage vesterpaa med Varer og tage ind paa Sørbæ til Berse; han er Enkemand, lad os se at faa ham med i Sagen; han vil være os til Hjælp nok.« Dette Raad besluttede de, og droge til Sørbæ. Berse tog vel imod dem. Om Aftenen kom de til at tale om de giftefærdige Piger; og Narfe sagde, at der var intet Parti saa godt, som Stengerde, og at mange mente, at hun passede sig just for Berse. Denne svarede, at saavidt han havde spurgt, var der en stor Hindring i Vejen, ellers var Partiet godt. Narfe sagde: »Hvis det er Kormak, man frygter for, saa er det uden Grund, thi han er nu ganske udenfor den Sag.« Og da Berse hørte dette, saa begyndte han paa Frieriet hos Thorkel, og bejlede til Stengerde. Thorkel tog vel derimod, og fæstede Berse sin Datter. De rede nordpaa, atten tilsammen, for at være ved Brylluppet. Thord Arndissen var med Berse, ligeledes en Mand, ved Navn Vige, en stor, stærk og troldkyndig Mand, en Frænde af Berse, og som de mente vilde være dem til god Hjælp. Denne Vige boede paa Holm. Det var udvalgte Mænd, der vare med. Da de kom nordpaa til Thorkel, blev der strax holdt Bryllup, saa der gik ingen Ord deraf omkring i Herredet. Det skete meget mod Stengerdes Villie. Vige den Hamramme iagttog alles Væsen og Færd, hvad enten de kom til Gaarden eller gik bort; han sad yderst i Stuen, og hældede sig op til Døren. Stengerde lod Narfe kalde til sig, og sagde: »Jeg vil bede dig Frænde, at lade Kormak vide hvad for Raad her er oplagt, og jeg ønsker at du selv vilde udføre dette Ærende.« Narfe gik nu hemmeligt bort, men han var kun kommet et kort Stykke Vej, da kom Vige efter ham, bad ham at vende hjem, og ikke gjøre sig skyldig i nogen Svig. De fulgtes da ad tilbage, og Natten led. Om Morgenen prøvede Narfe atter at komme bort, men det lykkedes ham ikke engang at komme saa langt, som før, thi Vige søgte ham op, og drev ham tilbage uden Skaansel. Da Brylluppet var forbi, toge de hjem. Stengerde havde Guld og Kostbarheder med sig. De rede saa til Hrutafjord, men gave sig gode Stunder. Saasnart de var borte, tog Narfe afsted og kom til Mæl. Kormak var ifærd med at opføre en Væg, og bankede den med en Nødde. Narfe red med Skjold, og var gjordet med Sværd; sine Øjne lod han fare om til alle Sider, som et forfulgt Dyr. Der vare nogle andre Mænd ved Væggen med Kormak, saa Hesten sprang tilbage. Kormak sagde: »Hvad Nyt, Narfe? og hvad for Mænd vare der hos eder i Nat?« Narfe svarede: »Det Ny er kun ringe, men Gjæster havde vi nok af.« »Hvem vare Gjæsterne?« sagde Kormak. Narfe svarede: »Der var Holmgangs-Berse med atten Mand, og han holdt sit Bryllup.« »Hvem var Bruden?« spurgte Kormak. Narfe svarede: »Berse fik Stengerde Thorkelsdatter. Hun sendte mig herhid, da de vare borte, at lade dig det vide.« Kormak sagde: »Altid forkynder du Ondt,« sprang hen til Narfe, og gav ham et Slag paa Skjoldet, der slog ham ind paa Brystet, og gav ham et ringe Saar; han faldt af, og Hesten løb bort med Sadelen. Kormaks broder Thorgils sagde, at det var for haardt gjort, men Kormak svarede, det var netop som det skulde være. Narfe kom nu til sig selv igjen, og de taltes videre ved. Thorgils spurgte, hvorledes Mændene havde været bænkede ved Gildet? og Narfe fortalte det. »Vidste Stengerde noget af dette forud?« spurgte den anden. »Nej,«, svarede Narfe, »ikke førend den samme Aften, da de kom til Gildet.« Derpaa fortalte han, hvad der var forefaldet imellem ham og Vige, og sagde, at Kormak nok vilde finde det lettere at gaa at snuse efter Stengerde, end at stride med Berse. Da kvad Kormak:

Se til, at din Hest du kan holde,
uden at tabe dit Skjold,
inden du veed det, skal Nødden
hilse dit Øre, du Knold!
Kom aldrig mer at fortælle,
skal det dig ellers gaa vel,
nogen om Gilder, om syv end
holdes om Dagen, du Træl!

Thorgils spurgte fremdeles efter Ægtepagten imellem Berse og Stengerde. Narfe sagde, at Stengerdes Frænder nu var fri for alle Forpligtelser i den Henseende, hvordan det end gik, men Fader og Søn tog alt paa sig hvad Gildet angik.


8. Kormak tog sin Hest, sine Vaaben og Sadeltøjet. Thorgils spurgte: »Hvor skal du nu hen, Broder?« Kormak kvad:

Bort har Berse ført min Brud
som mig først var lovet,
derfor nu det visselig
gjælde maa hans Hoved.
Før da hun mig elsked, (nu
hun af Sorg er slagen,)
kyste jeg den smækre Mø
fast hver Stund paa Dagen.

Thorgils sagde, at det var en farlig Rejse; thi Berse vilde allerede være kommen hjem førend de traf hinanden; men han vilde dog tage med sin Broder. Men Kormak udbrød, at han vilde af sted, uden at vente efter nogen; hvorpaa han strax steg til Hest, og red til alt hvad han kunde. Imidlertid samlede Thorgils snart Folk, saa de bleve atten i alt, og de traf Kormak paa Hrutafjords Hals; han havde da sprængt sin Hest, og de drejede om til Thorveigs Gaard. De saae da, at Berse var kommen paa Thorveigs Skib. Hun sagde til Berse: »Tag mod denne lille Foræring af mig, min Hyldest følger den;« det var et jernbeslaaet Skjold, om hvilket hun sagde, at saalænge Berse bar dette Dækvaaben, vilde han kun blive lidet saaret; og det var, tilføjede hun, kun en ringe Gjengjæld for den Bolig, han havde skaffet hende. Berse takkede hende for Gaven, og de skiltes saa ad. Thorveig fik Folk til at beskadige alle Skibene, der var paa Land, thi hun vidste forud, at Kormak og de andre vilde komme. De kom da ogsaa, og bade hende om et Skib; hun svarede, at hun kunde ingen hjælp yde uden for Penge; »her,« sagde hun, »ligger et daarligt Skib i Nøstet, det vil jeg leje eder for en halv Mark.« Thorgils mente, at to Øre kunde være nok; men Kormak sagde, at det var ikke værdt at standse deres Rejse for sligt. Thorgils vilde ogsaa heller, at de skulde ride indenom ved Fjorden; men Kormak fik sin Villie frem, og de gik ombord paa Skibet. Imidlertid vare de kun komne et kort Stykke fra Land, førend Skibet fyldtes under dem, saa de med Nød og næppe kom tilbage til samme Sted. »Straf skulde du have, og ingen Penge, du onde Kjærling!« sagde Kormak; men hun svarede, at det var en ringe List. Thorgils betalte hende Sølvet. Kormak kvad:

Nu jeg Gautes Pile
kaste (11) maa om Kvinden,
og dem lade flyve
som en Fjer for Vinden.
Drøpners Duglys (12) blive
dyre nu at eje,
skal for Øre trende
Thorveigs Skib vi leje.

Berse fik sig snart Heste, og red hjemad. Kormak, som saae, at han ikke kunde indhente dem, kvad:

Saa farvel, da hulde
Brud, jeg paa dig led,
men du gik, og skuffet
har min Kjærlighed.
Skibet har mig gjekket,
men i Morgenstunden
Ravn skal mættes, du skal
atter vorde funden.

Kormak og hans Medfølgere tog deres Heste, og rede indenom ved Fjorden. De kom til Vale, og spurgte her efter Berse. Vale sagde, at han var kommen til Mule, havde samlet Mænd til sig, og at de vare mandstærke. »Vi komme altsaa for silde,« sagde Kormak, »siden de allerede har samlet Folk.« Thorgils forlangte af Kormak, at de skulde vende tilbage, og mente, at de vilde hente sig liden Hæder; men Kormak svarede, at han vilde see Stengerde. Vale tog med dem, og de kom til Mule, hvor Berse allerede var med meget Mandskab. De taledes ved, og Kormak beklagede sig over Berse, at han havde sveget ham ved at borttage Stengerde; og nu vilde de have hende med sig, samt Bøder for den tilføjede Fornærmelse. Da sagde Thord Arndissen: »Forlig vil vi tilbyde Kormak, men for Kvinden raader Berse.« Denne sagde: »Det er ikke at tænke paa, at Stengerde skal fare med eder, men jeg vil give Kormak min Søster, og han vil da være vel gift, hvis han faar Helga.« Thorgils sagde: »Det er et godt Tilbud; lad os tage det i Betænkning, Broder!« Men Kormak taug.


9. En Kone, ved navn Thordis, en ildesindet Kvinde, boede paa Spaakonefjeld paa Skagastrand; hun vidste forud Kormaks Rejse, kom derfor den Dag til Mule, og svarede paa denne Sag for Kormak saaledes: »Byder ham ikke saa bedragersk en Kvinde, det er en Tosse, der ikke passer sig for nogen dygtig Mand, og hans Moder vil ikke være fornøjet med, at han skal have saa slet en Skæbne.« Thord sagde: »Pak dig, du onde Utyske!« og han forsikrede, at Helga vilde befindes at være en brav Kvinde. Kormak sagde: »Hendes Ord ere vistnok sande; derfor vil jeg heller ikke tænke paa det!« Men Thorgils sagde: »Liden Lykke vil vi have, dersom vi lytte paa dette onde Væsens Ord, og afslaa dette Tilbud.« Da sagde Kormak: »Jeg byder dig, Berse! Holmgang med halv Maaneds frist paa Leidholmen i Middalene.« Denne Holm kaldes nu Kampholmen. Berse lovede at møde, men sagde, at Kormak valgte det, som bragte mindst Hæder. Derpaa gik Kormak omkring i Gaarden, for at opsøge Stengerde; han fandt hende, og bebrejdede hende, at hun havde bedraget ham, da hun vilde tage en anden Mand tilægte. Stengerde sagde: »Du, Kormak, var først Skyld i dette brudd, og det er dog ikke skeet med min gode Villie.« Da kvad Kormak:

Lyse Brud, du klager,
at jeg svigtet har
Mødet, men jeg sprængte
Hesten, som mig bar.
Hellere maatte alle
Heste gaa tilgrunde,
end jeg skulde see dig
hen mod Graven stunde.

Derefter drog Kormak hjem med sine Ledsagere; og han fortalte sine Mænd og sin Moder, hvorledes det var gaaet. Dalla sagde: »Liden Lykke bringer din Bestemmelse os, thi du har afslaaet det bedste Parti, og at stride med Berse er en mislig Sag, thi han er en stor Kjæmpe og har gode Vaaben.« Berse ejede et Sværd, der kaldtes Hviting, et hvast Sværd, med hvilket der fulgte en Livsten, og det havde han baaret i mange Mandefarer. Dalla spurgte Kormak, hvilket Vaaben han vilde have imod Hviting? Han svarede, han vilde bruge en stor og hvas Øxe. Men Dalla fandt det raadeligt, at besøge Midfjord-Skegge, og bede ham om sværdet Skofnung. Derefter drog Kormak til Rejke, fortalte Skegge, hvorledes det hang sammen, og bad ham laane sig Skofnung. Skegge gjorde Indvendinger, og sagde, at de passede ikke for hinanden: »Skofnung,« sagde han, »giver sig gode Stunder, men du er vild og fremfusende.« Kormak red misfornøjet bort; kom hjem til Mæl, og fortalte sin moder, at Skegge ikke vilde laane ham Sværdet. Skegge hjalp Dalla med Tilsyn ved Husholdningen, og der var god Forstaaelse imellem dem. Dalla sagde derfor: »Han laaner dig nok Sværdet, om han end ikke strax er villig dertil.« Kormak sagde, at det var en Skam, hvis han sparede paa det for ham, og ikke for hende. Dalla bebrejdede ham hans Ustyrlighed. Nogle dage efter bad hun ham fare til Rejke: nu vilde Skegge laane ham sværdet. Kormak fandt Skegge, og bad om Skofnung. »Det vil være dig en vanskelig Sag,« sagde Skegge, »at behandle dette Sværd; der hænger en Pung ved det, som du ikke skal røre; heller ikke skal du lade Solen skinne paa den øverste Del af Hjaltet, eller bære det, uden naar du ruster dig til Kamp; naar du da kommer til Kamppladsen, saa sæt dig etsteds ene, drag det saa ud, ræk Klingen frem og blæs derpaa; da vil der skride en lille Orm frem af Hjaltet; hæld det saa, at den desto lettere kan skride ind igjen under Hjaltet.« Kormak sagde: »I har mange Ting for, I Tryllefolk!« Skegge sagde: »Dette vil dog være nok.« Derefter red Kormak hjem, og fortalte sin Moder, hvorledes det var gaaet, sagde, at hun havde megen Indflydelse hos Skegge, viste hende Sværdet, og vilde drage det, men det gik ikke af Skeden. Dalla sagde: »Du tager dog heller aldrig mod gode Raad, min Søn!« Kormak satte derpaa Fødderne ved Hjaltet, og rev Pungen af, hvorved Skofnung gav et Skrig af sig, men det gik ikke ud af Skeden. Tiden led nu frem til Stævnemødet; Kormak red hjemmefra med femten Mand. ligesaa red Berse til Holmgangen med ligesaa mange. Kormak kom først, og sagde til Thorgils, at han vilde være alene. Han satte sig ned, spændte Sværdet af, men tog sig ikke i Agt for, at Solen jo kom til at skinne paa Hjaltet. Han vilde drage det, men kunde ikke, førend han satte Foden paa Hjaltet; Ormen kom, men der var ikke faret dermed, som der skulde, saa Sværdet havde tabt sit Held, og det gik hylende ud af Skeden.


10. Derefter gik Kormark hen til sine Mænd; Berse var da kommen med sine Ledsagere, og mange andre, som vilde være Tilskuere ved dette Møde. Kormak tog Berses Skjold, og slog paa det, og der gik Ild ud af det. Derpaa tog man et Skind, og bredte det ud under deres Fødder. Berse sagde: »Du, Kormak, har æsket mig til Holmgang, derimod byder jeg dig Enekamp. Du er en ung, lidet forsøgt Mand; Holmgang er vanskelig, men slet ikke enekamp.« Kormak svarede: »I Enekamp vil jeg ikke stride bedre, end i Holmgang; jeg vil derfor forsøge derpaa, og i alting søge at maale mig med dig.« »Du raader selv derfor,« sagde Berse. Følgende vare Holmgangslovene: Der skulde være et Skind, fem Alen i Udstrækning, med Lykker i hjørnerne, hvori der bleve nedsatte Trænagler med Hoveder paa. Den, som lavede det til, skulde gaa hen til Naglerne saaledes, at han saa Himlen imellem sine Fødder, og holde i Øresnippene, i det han fremsagde det Formæle (den Formular), der siden blev brugt i det Blot, der kaldes Nagleblot. Uden om Skindet skulde være tre Rum, eller Bede, af en Fods Bredde, og udenfor dem igjen blev der nedsat fire Stænger, der kaldtes Hæsler, og det hele, naar det saaledes var indrettet, kaldtes hæslet Mark. Hver Mand skulde have tre Skjolde, men naar de vare udulige, skulde han gaa ind paa Skindet, om han end før var traadt udenfor det, og fra den Tid af skulde han dække sig med sine Vaaben. Den, som var udæsket, havde det første Hug. Blev een af de Stridende saaret, saa at der kom Blod paa Skindet, saa var han ikke forbunden at stride længer. Dersom nogen satte den ene Fod uden for Hæslerne, saa veg han; men satte han begge, saa løb eller flyede han. For hver af de Stridende skulde en Mand holde Skjold. Den, som blev mest saaret, skulde betale tre Mark Sølv til Holmløsning. Thorgils holdt Skjold for sin broder, men Thord Arndissen for Berse. Berse hug først, og kløvede Kormaks Skjold; denne hug til Berse med samme Held; hver hug tre Skjolde fordærvet for den anden. Nu skulde Kormak hugge; han hug til Berse, denne svang Hviting, Skofnung tog Odden af Hviting, og Sværdodden røg hen paa Kormaks Haand, saarede ham paa Tommelfingeren og kløvede Leddet, saa at der kom Blod paa Skindet. Derpaa gik de andre imellem dem, og vilde ikke have, at de skulde stride længer. Kormak sagde: »Det er kun en ringe Sejer, Berse har faaet ved mit Uheld, om vi end nu skilles ad.« Men da Skofnung blev sænket, traf det paa Berses Skjold, og der blev et stort Skaar paa Skofnung, men Ilden stod ud af Skjoldet, som Thorveig havde givet Berse. Denne krævede Holmløsningen. Kormark lovede, at den skulde blive betalt, og saaledes skiltes de ad.


11. Steinar, en søn af Ønund Sjona, var broder til Kormaks Moder Dalla; han boede paa Ellide, og var en ufredelig Mand. Derhen red Kormak fra Holmgangen, for at besøge sin Frænde Steinar. Kormak fortalte, hvorledes det var gaaet ham; Steinar tyktes ilde derom. Kormak sagde, at han vilde rejse bort fra Landet, og overlade den anden at betale Berse. Steinar sagde: »Du lægger just ikke meget Mod for Dagen, men Pengene maa betales, om saa skal være.« Kormak blev der nogle Dage, og hans Haand, som ikke var forbunden, svulmede op. Efter dette Møde drog Holmgangs-Berse hen til sine Brødre, der spurgte ham, hvorledes det var gaaet med Holmgangen? Han fortalte det. De mente, at disse to ellers modige Mænd her havde viist liden Dygtighed, og at Berse kun ved et Uheld havde sejret over Kormak. Berse kom til Stengerde; hun spurgte, hvorledes det var gaaet? Han sagde hende i et Vers Kampens udfald.

Steinar og Kormak rede bort fra Ellide, og hen til Sørbæ; de saa nogle Mænd komme ridende imod dem; det var Berse. Han hilste Kormak, og spurgte, hvorledes det gik med Saaret? Kormak svarede, at det vilde nok komme sig. Berse sagde: »Vil du, at jeg, skønt jeg er Skyld deri, skal læge det, da vil det ikke længe være dig til men.« Kormak sagde Nej, og at han altid vilde holde ham for sin Fjende. Berse svarede, at han jo selv havde udæsket ham til Kamp. Derpaa skiltes de ad. Kormak drog hjem til Mæl og fandt sin Moder. Hun lægede hans Haand, men der blev dog et stygt Ar. Skaaret, som var kommet paa Skofnung, vilde de hvætte ud, men jo mere de hvættede, desto større blev det. Derpaa drog Kormak til Rejke, og kastede Skofnung for Skegges Fødder, kvad et Vers, og beklagede sig over sit Uheld med Sværdet; men Skegge sagde, at det gik som han havde tænkt. Kormak vendte tilbage til Mæl, og gik atter til Rejke og udgjød forgjæves i Vers, saavel der, som hjemme, sine Klager over Sværdet og sin uheldige Skjæbne.


12. Om Vinteren holdtes der Lege i Sørbæ, i hvilke saavel Asmund Bersesøn, som Thord Arndissens Sønner, der baade vare yngre og heller ikke saa stærke, toge del. Asmund holdt saa ilde Maade med sin Styrke, at Thords Sønner ofte kom blaa og blodige hjem. Derover blev deres Moder Thordis saa fortørnet, at hun bad Thord anmode Asmunds Fader Berse at give Bøder for ham. Det vilde Thord nødig. »Saa faar jeg ty til min Broder Børk,« sagde hun; »men da vil der flyde ligesaa meget Ondt deraf.« Thord bad hende lade det være, han vilde da heller selv tale med Berse; og for hendes Bøns Skyld begav han sig til Berse, og talte til ham om Bøder. Berse svarede: »Nu viser du dig altfor begjærlig efter penge, og der er liden Ære i, at fare med sligt; uvist er det, om du bliver fattig, fordi det ikke skorter hos mig.« Thord tog hjem, og der herskede Kulde imellem dem om Vinteren. Vaaren led frem til Thorsnæsting, og Berse indsaae, at Thordis var Skyld i den Fordring, Thord havde gjort til ham. Man beredte sig nu til at ride til Tings; Thord og Berse plejede at ride sammen. Berse red hjemmefra, og kom til Mule, men Thord var allerede borte. Berse sagde: »Nu har Thord forandret vor gamle Skik, siden han ikke har biet efter mig.« »Det er din egen Skyld,« svarede Thordis, »men dette er kun en ringe Hævn, hvis der ikke kommer større.« De kom i Ordskifte sammen, og Berse sagde, at hendes Raad vilde have onde Følger. De rede derpaa bort. Berse sagde: »Lad os vende hen til Fjorden, og faa os et Skib, thi det er en lang Vej at ride indenom.« De fik sig et Skib, som hørte Thord til, sejlede deres Vej, og kom til Tinget, efter at de fleste allerede var komne, og gik hen til Olaf Paas Bod fra Hjardarholt; Berse var hans Tingmand. Der vare mange samlet i Boden, og Berse kunde ikke faa Rum; han plejede at sidde hos Thord, men denne Plads var optaget; der sad nemlig en stor, stærkbygget Mand i en Bjørneskindskappe og med Maske for Ansigtet. Berse stillede sig foran ham, men den anden veg ikke sin Plads. Berse spurgte efter hans Navn, og fik til svar, at han hed snart Glum, snart Skuma. »Du behøver ikke at skjule dit rette Navn,« sagde Berse. »Det agter jeg ikke heller,« svarede den anden, »jeg hedder Steinar og har Penge at betale dig for Kormak, hvis det behøves; men først æsker jeg dig til Holmgang, kanskee du saa faar to Gange tre Mark, eller ogsaa du mister begge Dele.« Berse svarede, at hvor gammel han end var, saa skyede han dog ikke Kampens uvisse Udfald. »Det er let at see,« vedblev han, »at I Frænder staa mig efter Livet, men det var godt, du fik at vide, om mit Tykke har noget at betyde, og at dit Overmod kunde stækkes.« Steinar sagde: »Vi søge ikke at raade dig Bane, men det tyktes os godt, om du kunde agte dig selv for hvad du er.« Berse lovede at møde til Holmgangen, gik saa ind i en andet Aflukke og blev der. En dag blev Mændene kaldte sammen til Svømning. Steinar sagde til Berse, om denne vilde prøve Svøm- mestyrke med ham? Berse svarede, at han havde lagt Svømning af, men han vilde dog tage med. Han svømmede rask, og kom sin Modstander haardt paa livet; om Halsen havde han en Livsten. Steinar svømmede imod ham, rev Stenen med Pungen fra ham, kastede den i Havet, og kvad:

Længe jeg leved,
lod Guder raade,
aldrig jeg bar
brunrød Pung,
aldrig jeg bandt mig
Bælg om Halsen,
fuld af Trolddom;
dog end jeg lever.

Derpaa svømmede de til Land. Det onde Raad, som Steinar havde oplagt mod Berse, var efter Thords Tilskyndelse, at Berse skulde bukke under i Holmgangen. Thord gik nede ved Fjorden, da det var Ebbe, fandt Livstenen, og gjemte den. Steinar havde et Sværd, der hed Skrymer, hvilket aldrig fik en Plet eller havde anden Mangel. Paa den bestemte Dag gik Thord og Steinar ud af deres Bod; Kormak kom da til Tinget. Olaf Paa gav Berse Folk med til Holmgangen. Ellers plejede Thord Arndissen at holde Skjoldet for Berse, men nu blev der intet af, men han tog alligevel hen til Kamppladsen, og havde en anden Skjoldsvend der ikke er nævnt. Kormak skulde holde Skjoldet for Steinar; Berse havde det, som Thorveig havde givet ham. Tre Skjolde havde de hver; to hug Berse itu, men Kormak holdt det tredie. Berse hug til Steinar, men Hviting blev siddende i Jernranden paa Steinars Skjold; Kormak løftede rask Skjoldet op, og i det samme hug Steinar til Berse, hans Sværd traf i Randen paa Skjoldet, sprang af derfra, fulgte Laaret til Knæhasen, og gik ind i Benet, saa at Berse faldt. Da sagde Steinar: »Nu er Pengene betalte for Kormak.« Men Berse sprang op, hug til Steinar, kløvede hans Skjold, og Sværdodden traf Steinar i Brystet. Thord sprang til, og rev Steinar bort, og sagde: »Nu har jeg betalt dig for min Søns Mishandling.« Derpaa blev Berse baaret hen til Boden og hans Saar forbundne. Thord gik hjem til Boden. Da Berse saae ham, bebrejdede han ham i Vers hans Frænders Troløshed, at de saaledes stode ham efter Livet; men Thord svarede, at de ikke attraaede hans Død, men kun vilde tilføje ham Skam.

Derefter blev Berse ført hjem til Sørbæ, og laa længe af sine Saar. Om Kormak og Steinar er nu at fortælle, at den Gang Berse blev baaren til Boden, sagde Steinar til Kormak: »Tolv Mænd har allerede maattet vige for Skrymer, nu har den voldet Berses Fald og udgydt hans Blod; nu skal du eje den, Kormak! thi jeg holder denne Holmgang for min sidste.« Derpaa skiltes de som Venner. Steinar drog hjem, og Kormak til Mæl.


13. Om Berse er nu at fortælle, at hans Saar lægtes sent. Engang da mange Mænd var tilstede, og der blev talt om Mødet, hvorledes det var løbet af, gjentog Berse sine Bebrejdelser mod Thord. Denne gik da hen til Berses Leje, og bragte ham Livstenen, og lægede hans Saar. De bleve da atter gode Venner, og vare det efter den Tid. Men Stengerde fattede ved denne Lejlighed Lede ved Berse og erklærede sig skilt ved ham. Hun drog nordpaa til sine Frænder, søgte hen til sin Broder Thorkel, bad ham kræve hendes Gods hos Berse, Brudegodset og Medgiften, og sagde, at hun ikke vilde have Berse, saadan en vanæret Krøbling som han var. Thorkel havde intet at erindre derimod, og lovede at paatage sig denne Rejse. Vinteren gik, og Tiden kom, da Thorkel skulde afsted.


14. Om Foraaret efter drog Thorkel Tandgnister hen til Holmgangs-Berse, for at kræve Godset. Berse sagde, at det var en tung Skæbne, der havde ramt ham, skjøndt de begge havde liidt derunder, og at han ikke vilde udrede Godset. »Saa æsker jeg dig til Holmgang paa Kampholmen ved Tjaldanæs,« svarede Thorkel. »Det vil ny tykkes dig en ringe Ting,« sagde Berse, »saadan en Kjæmpe som du er, men jeg lover dig dog at komme.« De kom til Holmen, og Holmgangen begyndte. Thord Arndissen holdt Skjoldet for Berse, men Vale for Thorkel; og da to Skjolde vare kløvede, bød Berse Thorkel at tage det tredie. Thorkel vilde ikke. Berse havde Skjold, og et langt, hvast Sværd. Thorkel sagde: »Det Sværd, du der har, Berse! er længer, end Loven tillader.« »Det skal ikke være,« sagde Berse, hvorpaa han greb Hviting, tog det i begge Hænder, og gav Thorkel Banehug. Derpaa æskede Vale Berse til Holmgang, og Berse kvad et Vers, hvorved han modtog Udfordringen. Thord kom, da de skulde til at stride, og sagde til Berse og Vale: »Det tykkes Mænd stor Skade, om saa tapre Kjæmper skulde falde uden skjellig Sag; jeg byder mig til at mægle imellem eder.« De samtykkede; hvorpaa Thord blev ved: »Det, tænker jeg, vil snarest bringe Fred tilveje, Vale! naar Berse faar din Søster Thordis, og du vil have Hæder deraf.« Berse samtykkede, og lovede Thordis Brekkuland til Brudegods. Svogerskabet blev sluttet imellem dem. Derefter lod Berse gjøre et Virke (Forskansning) omkring sin Gaard, og boede der mange Vintre i Fred og Ro.


15. En Mand, der hed Thoraren Alfsen, boede nord i Thambardal; hvilken Dal strækker sig ud fra Bitra (13). Han var en stor og stærk Mand, og kaldtes Thoraren den Ramme (den Stærke). Han havde længe været paa Rejser, og havde saadant Held med sig, at han altid kom i Havn, hvor han vilde. Han havde tre Sønner: Alf, Lopt og Skapte; og som han selv var en trættekjær Mand, saa slægtede Sønnerne ham paa, og vare meget overmodige. En Mand, ved Navn Od, boede paa Tunge, som ligger i Bitra; hans Datter hed Stenvør, en væn og dannet Mø; hun kaldtes den Smalbenede. Hos Od var mange Fiskere; blandt andre en ved Navn Glum, en ond og sletsindet Mand. Engang talte Od og Glum om, hvilke der vare de største Mænd i Herredet; Glum mente, at Thoraren var den første, men Od sagde, at Holmgangs-Berse var langt fremmere. »Af hvad Grund tror du det?« sagde Glum. Od svarede: »Hvor kan nogen falde paa at ligne Berses Tapperhed og Thorarens Tyverier?« De talte nu saa længe derom, til de bleve vrede og slogs til Væds. Saa tog Glum hen til Thoraren og fortalte ham det; han blev meget vred, og truede at hævne sig paa Od. Derefter tog han afsted, og førte Stenvør bort fra Tunge uden hendes Faders Minde, og sagde, at det skulde bekomme ham ilde, hvis han paatalte det. Han kom nu hjem med hende til Thambardal. Saaledes stod det nu en Tid. Da tog Od hen til Holmgangs-Berse, sagde ham, hvorledes det var gaaet, og bad om hans Hjælp til at faa Stenvør igen, og at afvaske denne Skam. Berse sagde, at denne hans Anmodning ej havde været nødvendig, bad ham tage hjem og ikke bryde sig om noget, men lovede ham sin Bistand. Strax da Od var borte, tog Berse hjemmefra, red i fuld Rustning, var gjordet med Hviting, og havde tre Spyd; han kom til Thambardal henimod Aften, da Kvinderne gik fra deres Stue. Stenvør saae Berse, gik ham i møde, og klagede ham sin Nød. »Gjør dig rede til at følge med mig,« sagde Berse, og hun gjorde saa. Han sagde, at han ikke forgjæves vilde have redet til Thambardal, gik hen til Dørene, der hvor Mændene sade ved Langildene, og bankede paa. Der kom en Mand ud ved navn Thorleif. Thoraren kendte Berses Stemme, sprang ud med en stor Tollekniv og stak efter Berse. Denne saae det, trak Hviting og hug ham strax Banehug. Derpaa sprang han op paa sin Hest, satte Stenvør paa sit Knæ, tog sine Spyd, som Stenvør havde passet paa, og red hen i en Skov; der lod han Hesten og Stenvør blive tilbage i et Skjul og bad hende bie efter sig; derpaa gik han hen til den Klev, som den alfare Vej førte over, og blev der. I Thambardal var ikke alt roligt; Thorleif løb hen til Thorarens Sønner, og sagde at deres Fader laa død i Døren. De spurgte, hvem der voldte det? Thorleif sagde det. Derpaa satte de efter Berse, stævnede den gjenneste Vej til Kleven, og tænkte, at komme før Berse; men nu var han der allerede; og da de kom nær til ham, kastede Berse et Spyd efter Alf, og gjennemborede ham. Da skjød Lopt efter Berse, men han holdt Skjoldet for, saa Kastet ramte ej; derpaa skjød Berse først Lopt, og saa Skopte, tildøde. Da dette var skeet, kom først Brødrenes Hjemmemænd, og maatte med uforrettet Sag vende tilbage.


16. Derefter opsøgte Berse Stenvør, steg til Hest, og kom hjem, førend Folk vare staaede op. De spurgte ham om hans Færd, og han fortalte den. Derefter tog Od hjem, men Stenvør blev hos Berse. Dette syntes Thordis ikke om. Bøder, hedder det, blev ikke givne for disse Mænd. Berses Virke begyndte at forfalde, det lod han nu istandsætte. Tiden led nu saa frem. Engang da Thordis og Berse talte sammen, sagde han, at han havde tænkt paa, at tilbyde Olaf Høskuldsen Opfostring af en af hans Sønner; men hun svarede, at hun syntes ikke derom; thi vanskeligt var det, og hvad Hæder derved var at vinde, vidste hun ikke. Berse svarede, at det vilde være ham en fast Støtte, nu da han havde mange Sager og begyndte at ældes; saa tog han hen til Olaf, og tilbød sig at opfostre et af hans Børn. Olaf tog med Tak derimod, hvorpaa Berse fik Olafs Søn Haldor hjem med sig, og gav ham til Stenvør for at opfostres. Dette mishagede Thordis, og hun forstak Pengene. Berse begyndte nu stærkt at ældes.

Engang kom Tingmændene til Berse; han sad ene, og hans Mad kom førend de andres. Han havde Grød, men de andre Ost og Skjør. Da kvad Berse:

Blaafjedret Ravn jeg ofte
gav Brad paa blodig Tofte,
halvfjerde halve Snese
berømt i Mandekredse;
er det mig end ej givet,
saa tage Trolde Livet,
og Mænd, naar det skal være,
mig flux til Højen bære!

Haldor sagde: »Saa agter du at fælde en Mand endnu, min Fosterfader!« Berse sagde: »Jeg kender een, der har fortjent det.«

Thordis overlod sin broder Vale Nytten og Brugen af Brekkuland; men Berse lod sine Huskarle arbejde hjemme, uden at have noget at skifte med Vale. Haldor tyktes det ilde, at Berse ikke selv raadte for sin Ejendom. Og da han engang ytrede, at han ikke kunde lide Vale, kvad Berse:

Naar Fødderne bli’r kolde,
det kan vel Ælde volde,
maa Manden megen Kvide,
han før afværged, lide;
men jeg, skjøndt Alderdommen
er med sin Kulde kommen,
vil dog paa Holmen Sværdet
rødfarve uforfærdet.

Haldor sagde: »Lidet ældes du end i Hu, min Fosterfader!«

Stenvør og Berse taltes ved. Berse sagde til hende: »Der skal tages en Beslutning, og dertil behøve Haldor og jeg din Bistand.« Hun svarede, at hun var forbunden til at gjøre, hvad hun kunde. »Du skal,« vedblev Berse, »give dig i Trætte med Thordis om Melkekjedelen, og holde paa den til I spilder melken; saa vil jeg komme til og holde med hende; derpaa skal du tage til Vale, og fortælle ham, hvad Uret der er skeet dig.« Dette skete efter Berses Raad, og hun kom til Vale, fortalte ham hvor slet hun havde det, og bad ham følge sig over Kleven. Han gjorde det. Men da han vendte tilbage, kom Haldor og Berse imod ham; Berse havde et Huggespyd i den ene Haand, og en Stav i den anden, men Haldor bar Hviting. Strax da Vale saae dem, vendte han sig imod dem, og hug til Berse. Haldor kom bag paa ham og vilde hugge ham i Haserne med Hviting; da vendte Vale sig rask om mod Haldor, men i det samme satte Berse ham sit Spyd imellem Skuldrene, og det blev hans Banesaar. Derpaa satte de hans Skjold op ved hans Fødder, og Sværdet ved hans Hoved, og bredte et Skind over ham; derefter stege de til Hest og rede forbi fem Gaarde, tillyste at de havde øvet Drabet, og rede hjem. Der toge da Mænd ud for at sørge for Vales Begravelse. Stedet hvor han faldt, kaldtes Valesfald. Haldor var tolv Aar gammel, da denne Begivenhed skete.


17. Thorvald Eistensen, kaldet Tinten (14), var en rig og behændig Mand. Han var Digter, men ikke synderlig modig. Han boede nord i Sunnudal, men hans Broder Thorvard nord i Fljot; de vare mange Frænder, henhørende til Slægten Skidunger, men havde lidet Mandheld med sig. Thorvald Tinten bejlede til Stengerde, og fik hende med Frænders Raad, og ikke imod hendes Villie. Dette skete den Sommer, da hun forlod Berse. Denne Tidende hørte ogsaa Kormak, men han lod, som han ikke vidste det; kort før havde han ført sine Varer ombord, og agtede sig udenlands tillige med sin Broder. En Morgen tidlig red Kormak fra sit Skib, drog hen at finde Stengerde, gav sig i Tale med hende, og bad hende sy sig en Skjorte. Hun svarede, at han heller maatte være blevet borte, thi hverken Thorvald eller hans Frænder vilde lade dette gaa hen uhævnet. Kormak kvad:

Aldrig, Guldlads (15) Blomme!
det jeg fatte kan,
hvorfor du blev givet
til en Tindræts mand (16)
altid, Silkenanna!
det mit Sind oprører,
at din Fader fæsted
dig saa blød en Fører.

Stengerde sagde: »Dette røber aabenbart Fjendskab; jeg skal sige Thorvald din Forhaanelse, som ingen Mand kan blive siddende rolig ved.« Da kvad Kormak:

Nej, formen mig ikke,
Liljevaand saa hvid!
(kløgt jeg har) at smede
Skidungernes Nid;
Nide vil jeg Manden,
saa at Stene flyde;
nu vist Eistens Sønner
Lykke slet vil nyde.

Derpaa skiltes de uvenlig ad, og Kormak tog til sit Skib.


18. Da brødrene sejlede ud af Havnen, kom der en Hval op ved Skibet, som Kormak skjød til med en Paalstav, saa den igjen dykkede under, man troede at gjenkjende Thorveigs Øjne paa den; Hvalen kom ikke op mere, men om Thorveig spurgtes, at hun laa farlig syg, og det er et gjængs Sagn, at hun døde deraf. Derpaa sejlede Brødrene til Havs, og kom til Norge. Paa den Tid regerede Hagen Adelstensfostre over Norge; Brødrene droge strax til Kongen, der modtog dem vel, og de vare der om Vinteren i god Anseelse. Sommeren efter begave de sig paa Hærtoge, og øvede mange Storværker; i Følgeskab med dem var en tysk Mand af god Herkomst, ved Navn Sigurd; de gik tit i Land for at plyndre. En dag, da de vare gangne op paa Land, kom elleve Mænd imod dem, og anfaldt dem, men Brødrene overvandt dem alle. Derpaa gik de atter ombord; de andre Vikinger, der allerede havde opgivet dem, bleve nu meget glade, da de kom tilbage med Sejr og Bytte. Paa dette Tog indlagde Brødrene sig megen Berømmelse. Sommeren led, og man nærmede sig Vinteren; de vilde styre til Norge, men fik stærk Kulde, og der lagde sig Rim paa Sejlene. Brødrene vare dog altid blandt de fremmeste. Da kvad Kormak:

Taale maa jeg Tabet,
ej min Bod (17) er blid,
højt paa Skibets Toppe
ligger Rimen hvid.
Gid dog han, som nu er
ak den Huldes Herre,
havde det ej bedre
eller endnu værre!

Thorgils sagde: »Tænker du endnu altid paa hende, og dog vilde du ikke have hende, da det stod dig frit for.« Kormak svarede: »Det voldte mere onde Vætters Trylleri, end min Ulyst.« De sejlede nu hen ved nogle Klipper, og maatte med megen Fare rebe Sejlene. Da sagde Kormak: »Det var godt, om Thorvald Tinten var her hos os.« »Han har det nok bedre i Dag, end vi,« svarede Thorgils smilende. »Saa burde det ikke være,« sagde Kormak. Kort efter kom de til Norge.


19. I deres Fraværelse var der skeet Høvdingeskifte. Hagen var død, og Harald Graafeld kommen i hans Sted; de søgte Kongens Venskab, og han tog vel imod dem. De fulgte ham paa et Tog til Irland, og deltoge i Træfningerne der. Engang da de havde gjort Opgang med Kongen, kom en stor Hær imod dem, og da begge Hære stødte sammen, kvad Kormak:

Lidet jeg, naar Kongen
samler Hær mod Hær,
frygter Døden; Hæder
mer end Guld er værd;
og min Tanke svæver
hen i fjerne Norden;
Sjælesot er mig kun
Thorkels Datter vorden.

Thorgils sagde: »Aldrig kommer du i nogen Mandeprøve, uden at jo Stengerde rinder dig i Hu.« Kormak svarede: »Lidet er det mig gaaet af Glemme.« Dette var et stort Slag, og Kong Harald vandt en herlig Sejer. Hans mænd forfulgte de Flygtende. Brødrene var stædte hos hinanden, da ni Mænd vendte sig imod dem. De stredes en Stund, men Brødrene vandt Sejer, og de ni faldt. Kormark hvad:

Ni mod to er mange;
dog vi Sejer vandt,
og bag deres Skjolde
visse Død de fandt;
medens hun, hvis Ynde
aldrig jeg kan glemme,
sidder spag og syer
paa sin Guldsøm hjemme.

Thorgils sagde: »Det kommer du altid tilbage til.« Ved denne Daad erhværvede Brødrene sig megen Roes af Kongen, og megen Hæder hos andre. Brødrene vare jævnligt med Kongen paa hans Toge; da lagde Thorgils mærke til, at Kormak bestandig sov lidet, og spurgte ham hvoraf det kom? Kormak kvad:

Voven bruser, bratte
Klippevæg den slaar;
og ved Thjalfes Øer (18)
høje Brænding gaar;
saa hver Gang jeg slumrer
søvnløst Sindet vanker;
vaagner jeg, saa vaagner
hun i mine Tanker.

»Jeg maa nu sige dig, Broder!« vedblev han, »at jeg vil sejle hjem til Island.« »Megen Ulykke,« sagde Thorgils, »hviler over dig, Broder! og jeg veed ikke, hvad der nu bliver af.« Strax da Kongen erfarede, at Kormak vilde rejse lod han ham kalde til sig; forestillede ham, hvor uforstandigt det var og raadte ham derfra; men det nyttede ikke. Han gjorde sig sejlfærdig; men paa Udsejlingen fik de hvast Vejr med stærk Søgang, saa at Raaen blev brudt. Da kvad Kormak:

Tinten sidder rolig,
han er aldrig der,
hvor om Mod det gjælder
i en farlig Færd.
I Solundarsundet
Raaen for os knækker,
som naar Træl paa Toften
Fyrrespaanen flækker.

Da de kom ud paa Havet, fik de et haardt Vejr, og engang da Bølgerne havde slaaet over Skibet, saa at Mænd bleve vaade, kvad Kormak:

Tinten lidet kjender
til en oprørt Sø,
pløjed aldrig Havet
for en Vennemø.
Medens Styrtesøer
over Dækket ile,
kan han lunt i Kvindens
runde Arme hvile.

De havde en haard Overfart, men landede omsider ved Midfjord; de kastede Anker i nærheden af Landet; og da de saae op paa Landet, fik de Øje paa en Kvinde, som red der. Kormak kendte Stengerde, lod Baaden skyde ud, roede til Land, skyndte sig fra Baaden og fik sig en Hest og red hen til Stengerde. Saasnart de mødtes, sprang han af Hesten, løftede hende ned, og satte hende hos sig. Hestene gik bort fra dem. Dagen led, og Mørket faldt paa. Stengerde sagde, at det var Tid at lede efter deres Heste. Kormak svarede, at det behøvedes ikke; men da han saae sig om, fik han ingensteds Øje paa Hestene; thi disse var gaaet hen til en Bæk kort fra det Sted, hvor de sade. Natten faldt paa, og de gav sig til at vandre, og kom til en lille Gaard, hvor man tog imod dem, og forsynede dem med alt hvad de behøvede. Om Natten sov de saaledes, at der var kun en Fjæl til Skillerum imellem dem. Da kvad Kormak:

Kun et Brædt os skiller;
Skjæbnen raade maa,
hvo har kundet tænke,
saa det vilde gaa?
Var ej Skofnung skaaret,
angerløst, du Hulde!
vi paa samme Leje
begge hvile skulde.

Stengerde sagde, at det var bedre, de aldrig havde mødt hinanden. Kormak kvad:

Lad os, væne Kvinde!
mørke Nætter fem
hvile her i Huset,
fro i alle dem;
og hver Nat, mens Ravnen
flagrer vildt i Taagen,
mine stille Tanker
vil mig holde vaagen.

Stengerde sagde, at det var ikke noget at tale om. Kormak kvad:

Før skal Stenen svømme,
let som Korn, paa Vand;
før skal Jorden synke
med sin Klippestrand;
før skal Fjeldes Vandring
Havets Dyr forfærde,
førend Kvinde fødes
yndig som Stengerde.

Stengerde sagde, at nu vilde han endog drive Spot med hende. Kormak kvad:

Tit i mine Drømme
saae jeg det saa klart,
har jeg mig ej daaret
altfor aabenbart:
at engang omsider
dine Arme skulde
(o var den Tid kommen!)
favne mig, du Hulde!

Stengerde sagde: »Det vil aldrig skee med min Villie; du har een Gang opført dig saaledes, at derom er intet Haab.« Nu sov de Resten af Natten. Om Morgenen gjorde Kormak sig færdig til at gaa, gik til Stengerde og tog en Guldring af Haanden og vilde give hende den. Hun sagde: »Troldene have dig og dit Guld!« Kormak kvad:

Kvinden i den aarle
Morgenstund jeg bød
(dette var en Uhelds
dag) Guldringen rød;
og den blide Kvinde,
(hvem kan sligt udholde?)
bød mig med min Guldring
gaa til alle Trolde.

Kormak red bort, fortrydelig paa Stengerde, og endnu mere paa Tinten; han red hjem til Mæl, og blev der om Vinteren; men Kjøbmændene fik sig Opholdssted i Nærheden af Skibet.


20. Om Vinteren begav Kormak sig nord paa til Sunnudal, for at tale med Stengerde; og da han var kommen der, steg han af Hesten, og gik ind i Stuen. Stengerde sad paa Tværbænken, og Kormak satte sig hos hende, men Thorvald sad paa Langbænken, og hos ham var Narfe. Da sagde denne til Thorvald: »Kan du roligt see paa, at Kormak saaledes tager Sæde; er det til at taale?« Thorvald svarede: »Sligt vil jeg ikke tage mig nær; der er jo ingen Skam i, at de taler sammen.« »Da er det ilde,« sagde Narfe. Kort efter kom Brødrene Thorvald og Thorvard sammen, og Thorvald fortalte den anden, at Kormak var kommen der. »Taaler du det?« sagde Thorvard. Den anden svarede, at han havde ladet det være for det, det var; men Kormaks Komme var ham ikke med. »Da skal jeg,« sagde Thorvard, »raade Bod derpaa, skjøndt du ikke tør, thi det er en Skam for os alle.« Og næste Gang da Thorvard kom til Sunnudal, købte Brødrene og Narfe en omløbende Tigger til, at han skulde synge et skammeligt Nidvers, saaledes at Stengerde hørte derpaa, og det skulde hedde sig, at Kormak havde digtet det. Stengerde blev saa vred derover, at hun ikke vilde høre Kormak nævne. Kormak ledte hende op, søgte længe forgjæves at stille hende tilfreds, men endelig sagde hun ham, at hun var fortørnet, fordi han saaledes digtede Nid om hende, hvilket nu løb Herredet rundt. Kormak sagde, at det ikke var sandt. Stengerde svarede: »Men jeg har jo selv hørt det.« »Hvem kvad det da, saa du hørte det?« spurgte Kormak. Hun sagde ham det, og tilføjede, at han skulde aldrig vente, at faa eet Ord mere at høre af hende, hvis dette var sandt. Kormak red bort, søgte efter Tiggeren, og fandt ham, og nu maatte han gaa til Bekjendelse. Kormak blev meget vred, løb efter Narfe, og dræbte ham. Det samme havde han tiltænkt Thorvald, men denne blev bange og krøb i Skjul, og der kom mænd imellem dem, som skilte dem ad. Da kvad Kormak:

Nu mig haardt bebrejder
Kvinden hel ublid,
at jeg kløgtig smeded
Skidungernes Nid.
Manden skal jeg nide,
saa at Stene flyde;
nu vil Eistens Sønner
liden Lykke nyde.

Dette spurgtes Herredet over, og deres Uvenskab blev endnu større. Brødrene Thorvard og Thorvald brugte store Ord, men Kormak var meget fortørnet.


21. Derefter sendte Thorvard Bud fra Fljot, at han vilde stride med Kormak, bestemte Sted og Tid, og sagde, at han vilde hævne Nidet og andre Fornærmelser. Kormak lovede at komme, og indfandt sig paa Stævnedagen paa det aftalte Sted; men der var ingen Thorvard kommen eller nogen af hans Mænd. Kormak traf en Kvinde der paa gaarden; hun hilste ham, og de spurgte hinanden om Nyt. Hun sagde: »Hvad er dit Ærende hid, og hvem bier du efter?« Kormak kvad:

Sent fra Fljot han kommer,
Havets Nabo fejg,
han som mig udæsked
til en Vaabenleg;
meget Guldets ejer
mangler; han maa være
havgal (19), og i brystet
kun en Lerklump bære.

Derpaa sagde han: »Nu æsker jeg Thorvard paa ny til Holmgang, og han skal være hver Mands Niding, hvis han ikke kommer.« Da kvad han atter:

Ej skal, thi for hende
nu jeg æsket er,
mig til Taushed bringe
hine Nidinger;
de mit Kvad skal spørge,
skjælve for mit Snille,
til de lumskeligen
mig ved Livet skille.

Nu lagde Brødrene Sag an imod Kormak for Nid; men hans Frænder paatog sig hans Forsvar. Han vilde ingen Bod lade tilbyde; thi de havde fortjent Nid og ingen Hæder, sagde han, og han var beredt til at tage imod dem, naar de ingen Svig brugte. Thorvard havde ikke indfundet sig til Holmgangen, da Kormak æskede ham, derved havde de selv tildraget sig Nid, og de havde vel fortjent det. Tiden led nu frem til Hunavatnsting, hvor de begge toge hen. Engang da Thorvard og Kormak mødtes, sagde Thorvard: »Meget Fjendskab har vi at lønne dig, og derfor byder jeg dig Holmgang her paa Tinget.« Kormak svarede: »Vil du nu være bedre oplagt dertil, end før? Du har altid unddraget dig.« »Jeg skal dog nu forsøge det,« sagde Thorvard, »thi vi vilde ikke længer taale slig Skam.« Kormak sagde, at han skulde ikke udeblive, og tog hjem.


22. En mand, ved Navn Thorolf, boede under Spaakonefjeld, og var gift med den forhen omtalte Spaakone Thordis; de vare paa Tinget, og mange mente, at hvor hun var, der var Hjælp at vente. Thorvard søgte Raad hos hende, bad hende om Hjælp imod Kormak, og gav hende Penge. Hun forberedte ham til Tvekampen, som hende syntes. Kormak fortalte sin Moder, hvad han havde for. Hun spurgte, om han mente, det vilde gaa godt? »Hvorfor ikke?« sagde han. »Det vil ikke gaa godt,« sagde Dalla, »naar du ikke søger andet Raad, thi Thorvard strider vist ikke, uden at Trylleri er med i Spillet. Jeg finder det derfor raadeligst, at du tyer hen til Spaakonen Thordis, thi der vil blive stredet med Svig.« »Det bryder jeg mig ikke om,« sagde Kormak. Ikke desmindre tog han hen til Thordis, og bad hende om Hjælp. Hun sagde: »Nu er du kommen for silde; ham (Thorvard) bider nu ingen Vaaben paa; men jeg vil dog ikke nægte dig min Hjælp. Bliv her i Nat, og forsøg din Lykke, saa vil jeg indrette det saa, at Jern heller ikke saarer dig.« Kormak blev der om Natten. Da han vaagnede, mærkede han, at der var noget, som følte paa hans Leje ved Hovedet af ham. Han spurgte, hvem der var? Det gik bort, hen til Udgangsdøren, men Kormak efter det, og saae at det var Thordis; hun var da kommen til det Sted, hvor de skulde stride, og havde en Gaas under sin Kappe. Kormak spurgte, hvad det skulde betyde? Hun satte Gaasen ned, og sagde: »Hvorfor kan du dog ikke være stille?« Da lagde Kormak sig atter ned, men holdt sig vaagen, for at see hendes Adfærd; hun kom tre Gange, og hver Gang lagde han Mærke til hendes Færd. Den tredie Gang da Kormak kom ud, havde hun stukket to Gæs, og ladet Blodet løbe sammen i en Bolle; hun havde da taget fat paa den tredje, og agtede at stikke den. Da sagde Kormak: »Hvad er det, du har for, Fostermoder?« »Det sandes dog,« svarede hun, »at det er næsten umuligt at hjælpe dig; nu var jeg i Færd med at tilintetgjøre det Trylleri, Thorveig har lagt paa dig og Stengerde, saa at I kunde faa hinanden, naar jeg stak denne tredie Gaas, uden at nogen vidste det.« Kormak sagde: »Jeg har ingen Tro til sligt.«

De kom til Holmgangen. Thorvard gav Spaakonen, endnu flere Penge, og tog mod Trylleblotet. Kormak bebrejdede Thordis det. Hun svarede: »Jeg vil mage det saa, at det ikke skader dig.« Men Kormak skjeldte hende, og sagde, at hun var Skyld i al Ulykke, og vilde drage hende udenfor Døren, for at see hendes Øjne i Solskinnet. Hans broder Thorgils forhindrede det. Stengerde sagde, at hun vilde tage hen til Holmen, og hun gjorde det. Da Kormak saae hende, kvad han:

Atter staar jeg rustet,
hulde Liljevaand!
og paa Holmen svinger
Sværd for dig i Haand;
tvende Sinde har jeg
kæmpet dig til Ære;
derfor maa jeg dobbelt
nær din Hyldest være.

Derpaa kjæmpede de. Kormaks Sværd bed ikke; de skiftede længe Hug med hinanden, men ingen af Sværdene vilde bide. Til sidst hug Kormak Thorvard i Siden, et stort Hug, saa den anden ludede derved, og hans Ribben bleve brudte, saa han var uskikket til Kamp, og dermed skiltes de ad. Kormak saa et Nød, som stod der, og dræbte det. Han var bleven meget varm, tog sin Hjelm af Hovedet og kvad:

Hid til Holmen gik jeg,
fro til Vaabenklang;
kald mig ej, o Kvinde,
did den tredie Gang!
Skændig har de al min
Kjæmpelyst bedøvet,
og ved Tryllekunster
Sværdets Æg mig sløvet.

Han tørrede Sveden af sig paa Skjødet af Stengerdes Kappe og kvad:

Mødig maa jeg svale
mig med Kappens Flig;
megen Møde, Kvinde,
har du voldet mig.
Følg mig! Lad ham ruge
paa sit Guld der hjemme!
Megen Sorg, Stengerde,
har jeg end at glemme.

Kormak bad Stengerde drage med ham; men hun svarede, at hun havde Forretninger hjemme, og de skiltes ad, begge misfornøjede. Thorvard blev bragt hjem, og hun forbandt hans Saar. Kormak besøgte hende nu jævnlig. Thorvard kom sig sent; og saa snart han kunde gaa, tog han hen til Thordis, og spurgte hende, hvorledes han skulde faa sin Helbred igjen. Hun sagde: »Kort herfra er en Høj, som Alfer bo i. Den Tyr, som Kormak dræbte, skal du faa, og stryge dens Blod paa Højen og gjøre et Gilde for Alferne af Kjødet, saa vil du komme dig.« Derefter sendte de bud til Kormak, at de vilde kjøbe Tyren; men han svarede, at han ikke vilde overlade dem den, uden for den Ring som Stengerde havde. De gav ham Ringen, og førte Tyren bort, og bar sig ad, som Thordis havde sagt. Kormak kvad:

Næppe hjem med Nødet
komme I, før hun,
som mig fordum elsked
i den samme Stund
spørge vil: hvor er den
skjære Ring nu henne?
Fik han den, hin Skjald, den
svarteste blandt Svende?

Det gik som Kormak formodede, at Stengerde var ilde tilfreds med, at de havde skilt hende ved hendes Ring.


23. Derefter kom Thorvard sig hurtig; og da han tyktes at være rask, red han til Mæl og æskede igjen Kormak til Holmgang. »Du vil fortryde det,« sagde Kormak, »men jeg skal komme.« De toge til Tvekampen, og Thorvard brugte Thordis som før, men Kormak søgte ikke hendes Hjælp. Hun døvede Sværdet for Kormak, saa det ikke bed; desuagtet gav han Thorvard saa stort et Hug i Axlen, at Axelbenet blev brudt, saa han ikke kunde bruge Armen, og maatte betale endnu en Ring til Holmløsning. Da sprang Thorolf fra Spaakonefjeld til og hug til Kormak; men denne afværgede det. Derpaa dræbte han, som Skik var, et Blotnød, og sagde: »Ilde ere vi komne an, at vi skal taale eders Anfald og Thordises Trylleri.« Derefter tog hver hjem til sit, misfornøjede paa begge sider.


24. Brødrenes skib stod oppe i Hrutafjord om Vinteren; om Foraaret sejlede Kjøbmændene bort, og Brødrene agtede at følge med deres Skib. Da de vare færdige, kom Kormak hen at besøge Stengerde, og førend de skiltes ad, gav han hende to trofaste Kys. Dette tog Tinten ilde op. Begges Venner lagde sig derimellem, og forlangte, at Kormak skulde give Bøder. Han spurgte hvad de forlangte? Thorvard svarede: »De to Ringe, som jeg før har maattet give dig.« Da kvad Kormak:

Ring jeg maatte bøde,
to af bedste Slag,
røden Guld til Gjengjæld
for et Favnetag;
aldrig end jeg hørte
(dyr er Glæden) tvende
Kys saa meget kosted
Mænd og Ungersvende.

Og da han var kommen til Skibet, kvad han:

Vise vil jeg smede,
før vi gaa ombord,
og den fagre Kvinde
sende Afskedsord;
alle vil de hende,
Livets lyse Blomme,
som saa tro jeg elsker,
vist for Øre komme.

Kormak rejste nu udenlands med sin Broder Thorgils og kom til Kongens Hird, hvor de bleve vel modtagne. Nu fortælles der, at Stengerde bad Thorvald Tinten om, at de ogsaa skulde rejse udenlands. Han fandt det ikke raadeligt, men kunde dog ikke afslaa hende det, saa de gave sig paa Rejsen, og kom over Havet; men der kom Vikinger efter dem, og vilde plyndre dem og bortføre Stengerde. Dette fik Kormak at vide; drog hen og kom dem til Hjælp, saa at de beholdt alt deres Gods. Derefter kom de til Kongens Hird. Og en Dag, da Kormak gik over Gaden, saa han Stengerde sidde i en Kvindestue, gik ind og satte sig hos hende, og gav hende fire Kys. Thorvald bemærkede det og trak sit Sværd; men Kvinderne sprang imellem, og der blev sendt Bud efter Kong Harald. Han sagde, at det kunde være vanskeligt nok at stifte Fred imellem dem, men han vilde dog forlige dem. De modtog hans Mægling. Kongen sagde: »Eet Kys skal være, fordi Kormak ydede eder Hjælp ved Landingen, det andet, fordi han opsøgte Stengerde, men for de andre to skal han bøde to Øre Guld.« Kormak kvad den samme Vise, som før er anført:

Ring jeg maatte bøde, o. s. v.

En Dag, da Kormak gik paa Gaden, saa han Stengerde, gik hen til hende, og bad hende gaa med ham. Hun afslog det; da greb han fat paa hende, men hun raabte om Hjælp. Kongen, som var der i Nærheden, kom til og tyktes underlig om denne Færd, tog hende fra ham, og talte ham kort til. Kongen blev vred, men Kormak blev dog ved Hirden og kom snart igjen i Yndest hos Kongen; og om Vinteren var alting roligt.


25. Foraaret efter gjorde Kong Harald sit Tog til Bjarmeland med en stor Flaade. Kormak var som Skibsfører med paa denne Færd, ligesaa Thorvald; og da de sejlede i et Sund nær ved hinanden, slog Kormak med Rorpinden Thorvald paa Øret, saa at han uden Bevidsthed faldt om; men Kormaks Skib tabte Kaasen, da det fejlede Styre. Stengerde, der sad ved Siden af Thorvald, greb Rroret, og styrede hen paa Siden af Kormaks Skib. Det saa Kormak, og kvad:

Han, som med den fagre
Viv mig foer forbi,
fik i Hovedstjørnen
Slag af Rorets Ski;
vidløs Eistens Arving (20)
nu i Stavnen ligger.
Vogt dig, o Stengerde!
Styr ej saa usikker!

Skibet kæntrede for Kormak, men da der var Folk nok i Nærheden, blev hans Mænd strax bjergede. Thorvald kom til sig selv, og styrede videre. Kongen tilbød sin Mægling, og de modtoge den begge; Kongen lod Slaget, som Thorvald havde faaet, og Ulykken, som var hændtes Kormak, gaa op mod hinanden. Om Aftenen kom de til Land, og Kongen og hans Mænd satte sig til deres Maaltid. Kormak sad yderst ved Døren i Teltet, og drak Tvemænding med Stengerde; men medens han gjorde dette, stjal en Mand, for at drille ham, Spændet af hans Kappe, som han havde lagt fra sig, saa da han vilde tage Kappen, var Spændet borte. Kormak sprang op, løb efter Manden med Spydet Vig, og kastede det efter ham, men fejlede. Han kvad:

Dristig Ungersvenden
Spændet fra mig stjal,
medens jeg med Kvinden
drak i muntre Hal.
Vig har herligt Skjæfte,
Stene kan den splitte,
men jeg traf ej Manden,
kun i Mossets Midte.

Derefter fore de til Bjarmeland, og tilbage igjen, og kom atter til Norge.


26. Thorvald Tinten sejlede paa sit Skib ned til Danmark, og Stengerde fulgte med ham. Kort efter toge Brødrene den samme Vej, og kom til Brennøerne silde om Aftenen. Der saae de Thorvalds Skib ligge, hvorpaa han var med nogle af sine Mænd; de vare blevne plyndrede, havde mistet alt deres Gods, og Stengerde var bortført af Vikinger. Af disse var her Thorsten, en Søn af Asmund Eskiside, der havde stredet med Kormaks og Thorgilses Fader Øgmund. Da Thorvald og Kormak mødtes, spurgte Kormak, om det var gaaet dem slet? »Vist ikke godt,« svarede den anden. »Hvad ulykke er der skeet?« spurgte Kormak, »er Stengerde borte?« »Borte er Stengerde og alt vort Gods,« svarede Thorvald. »Hvorfor søger I da ikke at faa dem tilbage?« sagde Kormak. »Vi er ikke stærke nok dertil,« svarede Thorvald. »Er du saa svag?« sagde Kormak. »Vi har ikke Styrke nok til at stride med Thorsten; men hvis du har Magt dertil, saa forsøg derpaa.« »Ja, det vil jeg,« sagde Kormak. Om Natten gik han med sin Broder i en Baad, roede hen til Vikingernes Skibe, og gik op paa Thorstens; Stengerde var i Bagstavnen, og var blevet gift med en Mand, men de fleste Folk vare paa Land og sade ved Ilden, som de bagede ved. Kormak indhentede først Efterretning hos Madsvendene, der sagde ham alt, hvad Brødrene ønskede at vide; og derpaa gik de ud paa Skibet ad Skudbryggen. Thorgils trak Brudgommen hen til Skibsbordet, og Kormak dræbte ham der. Thorgils sprang derpaa i Søen med Stengerde og svømmede til Land. Da Kormak var nær ved Landet, lagde Havaal sig om hans Hænder og Fødder, saa han var nær ved at synke. Han kvad:

Havets lede Slanger
Snarer om mig slog,
da vi mod den frække
Vikingskare drog;
nær jeg selv var vandret
did til Odins Skare,
da jeg frelste Kvinden
fra den store Fare.

Kormak svømmede til Land, og bragte Thorvald Stengerde. Thorvald bad derpaa Stengerde, at hun nu skulde fare med Kormak, der saa mandig havde befriet hende, og Kormak saae det gjerne; men Stengerde vilde ikke forandre sin Stilling. »Nej,« sagde Kormak, »den Lykke er mig ikke bestemt; onde Vætter eller Uting have tidlig forhindret det.« Han kvad:

Far da med din Husbond!
Vend til ham din Hu!
Mellem Mænd at vælge
lidet mægter du.
Fejg, naar Fare høder,
han sig sammen krymper;
ringere du agter
mig, end denne Stymper.

Derpaa bad han Stengerde fare med sin Husbonde.


27. Derefter vendte Brødrene tilbage til Norge, men Thorvald Tinten drog til Island. Brødrene hærgede paa Irland, Bretland, England og Skotland, og blev meget berømte Mænd. De anlagde det Virke, som kaldes Skardaborg. De gjorde ogsaa Toge til Skotland, øvede mange Storværker og havde en stor Hær, men ingen lignede Kormak i Styrke og Dristighed. Engang, da han forfulgte de flygtende Fjender, efterat hans Folk vare vendte tilbage til Skibet, kom Skotternes Blotrise (21) ud af Skoven imod ham, og der begyndte en haard Kamp. Kormak var den svagere Del, da Risens Styrke var øget ved Trylleri; men Kormak saae paa sit Sværd, som allerede var løbet ud af Skeden, rakte sin Arm ud, og gav Risen Banehug. Risen lagde dog sine Hænder saa fast paa Kormaks Sider, at hans Ribben bleve brudte; han faldt, og den døde Rise over ham, saa han ikke kunde komme op; imidlertid fandt dog Mændene ham, som vare gaaede ud for at opsøge ham, og bragte ham ombord. Da kvad Kormak:

Det var ej som den Gang,
da jeg hjerteglad
Favn mod Favn i Lyfting
med Stengerde sad.
Hvis ej Skrymer (22) havde
svigtet, da det gjældte
skulde jeg nu drukket
Øl med Odins Helte.

Kormaks Saar bleve nu eftersete. Ribbenene vare brudte paa begge Sider; han mente, at Lægemidler ej kunde nytte, og laa en Tid hen af sine Saar. Hans Mænd sørgede meget over, at han havde faret saa uvarligt. Han kvad:

Højberømt for herligst
Øde det mig gjaldt,
naar engang for Sværdet
uden Sot jeg faldt.
Lad os onde Vætter
sky! De tit besnæred
Mandens Sind, og bitter
Hel-nød (23) ham beskjæred.

Og endvidere kvad han:

Ej, haandfagre Kone!
saae jeg her din Mand,
da med Blod vi rødned
Sværd paa Irlands Strand;
Da om mine Kinder
nøgne Klinger suste,
Ørnen skreg, og hede
Strøm for Ravnen bruste.

Og nu nærmede han sig sin Ende, og kvad:

Djærve Svende fulgte
mig; paa Sværdets Hug
randt af dybe Vunder
Saarets røde Dugg;
fægte kunde Helte
med de brede Sværde;
dog maa jeg nu Straadød
lide, o Stengerde!

Derefter sagde han, at han vilde give sin broder Thorgils Godset og Hæren; ham undte han det bedst. Derpaa døde Kormak, men Thorgils blev Anfører for Hæren, og laa længe i Viking. Her ender denne Fortælling.


Noter:

1. Denne Fortælling meddeles her noget forkortet. Den indeholder en stor Mængde Vers med de i den gamle Poesi sædvanlige Omskrivninger. Naar disse bortfjærnes, og for danske Læsere blive de næsten altid utilgjængelige, saa bliver i Almindelighed ikke stort tilbage. Derfor ere især de Vers forbigaaede, som udvide Fortællingen om Berse, der allerede i og for sig bortdrager Opmærksomheden fra Kormak og Stengerde. Det i Sagaens 16de kap. forekommende Vers, der allerede findes i Laxdæalsaga, afbryder her, hvor det staar, Sammenhængen imellem det Foregaaende og Efterfølgende, og er uden Tvivl en Randglosse. Noget maatte ogsaa forbigaas for Sømmeligheds Skyld. Imidlertid er alt medtaget, hvad der bidrager til at skildre Kjærlighedsforholdet imellem Kormak og Stengerde eller til at oplyse Sæderne.

2. Paa Nordlandet i Hunavatnssyssel.

3. Gudinde.

4. Nanna, den bekjendte Gudinde, sættes, som andre Gudinders Navne, for enhver yndig Kvinde.

5. De Gamle regnede efter Hundreder i Sølv eller Varer. Her, hvor Kormak vil vurdere sin Elskedes Skønhed, staar naturligvis tre, fem Hundreder for store, uvurdeerlige Størrelser.

6. Hrungners Fod af Sten er en Omskrivelse paa Skjoldet.

7. Kampen.

8. Banemænd.

9. Sammenkomst.

10. Paa Vesterlandet i Dalesyssel.

11. at kaste Gautes eller Odins Pile, d.e. at gjøre Vers.

12. Drøpners Dug er Guld, der formedelst sin Glands her tillige kaldes Lys.

13. En Landstrækning paa Nordlandet.

14. Sammensat af Tin og Ten; Tintenen, Tinstangen.

15. Guldbaands.

16. Med dette Udtryk sigter Kormak til tilnavnet Tinten; han spotter paa een Gang med Tilnavnet og med Thorvalds Blødhed, d.e. Fejghed.

17. eller Telt, Opholdssted.

18. Formodentlig en Øgruppe ved Norge.

19. Man maa heraf slutte, at de Gamle tilskreve Havet en forstyrrende Indflydelse paa Menneskets Sind.

20. Thorvald.

21. Den Rise, som Skotterne blotede eller dyrkede.

22. Sværdet.

23. Leje paa sotteseng.