Fortællingen om Elle-Arne

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

Fortællingen om Elle-Arne
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862


Nogle Sømænd opholdt sig engang paa Selø i Reydarfjord for Fiskeriets Skyld. De havde der en Søbod, i hvilken de gik til Sengs om Kvelden. Om Morgenen vaagede een af dem, der hed Arne, medens de Andre sov, og kunde slet ikke falde i Søvn.


Han laa saaledes, at hans Hoved hvilede paa Sengekanten, og han saae ud mod Døren. Da saae han et Kvindfolk gaae to Gange forbi Døren; derpaa kom hun ind, gik henimod Arne og hilsede ham med et Kys. Han lagde ikke videre Mærke til hende og antog hende for at være kommen ovre fra Landet, men kjendte hende forøvrigt ikke. Siden talte de nogle Ord sammen, hvorpaa hun gik ud igjen, men han faldt i Søvn. Ingen uden Arne blev hende var. Nogen Tid efter traf det sig en Søndagmorgen, at han gik ud, som de ofte maae gjøre for at see efter, om noget udlændisk Skib er i Sigte, fordi det mangengang tildrager sig, at slige Skibe spille Fiskerbaadene et eller andet Puds, og denne Gang tilkom det Arne at gaae paa Udkig. Han gik op paa en Høi og standsede der, og det syntes ham da, som om han kort derfra hørte een eller flere Klokker ringe; han gik efter Lyden, der lidt efter lidt hørte op, hvorfor han igjen stod stille en Stund, og hørte da Ringningen anden Gang; da gik han igjen efter Lyden, og nu forekom det ham, som om han kom den nærmere, hyorpaa han blev staaende stille, til han hørte det ringe tredie Gang. Da gik han atter efter Lyden og kom endelig til en Kirke og til en stor og prægtig Gaard, hvor han og Andre før havde troet kun at see Klipper. I Kirken saae han mange Mennesker og en Præst i Messeklæder. Han hørte dem synge de samme Psalmer her, som hos os; en Præst gik op paa Prædikestolen, som det pleier at skee, naar man først har ringet til Credo, og lagde den sædvanlige Text til Grund for Prædikenen. Efterat Bønnen var endt, gik han ned af Prædikestolen og sang : »Ære være Gud Fader i det Høie.« Siden vare mange Mennesker til Alters. Under Uddelingen af Brødet og Vinen sang man »Jesu Ihukommelse«, som ikke strakte til, hvorfor man igjen begyndte paa den og sang Størstedelen deraf, og da det var skeet, lyste Præsten Velsignelsen over Menigheden. Alt gik rigtigt til, og tilsidst blev sunget: »Du har seiret over Synd og Død.«


Medens Alt dette foregik, ventede Arne udenfor Døren, men ind i Kirken gik han ikke. Siden kom Præsten ud af Kirken og Menigheden efter ham, og da Folket takkede Præsten for Prædikenen, gjorde Arne ligesaa og tog Præsten i Haanden; denne besvarede godmodigt Hilsenen; men noget storslaaet var han i Arnes Øine, og allerede syntes han at være temmelig til Aars. Han gik strax ind i Præstegaarden. Folket gik nu i smaae Flokke ud af Kirken, iblandt Andre kom der da ogsaa en gammel, men meget anseelig Kone, og hende fulgte en deilig Jomfru, velklædt og med høviske Lader, og Arne har fortalt, at hun med Hensyn til Ansigtets Skjønhed og gode Udseende overgik alle de Kvinder, han hidtil havde seet. I hende gjenkjendte Arne den samme Kvinde, der kom til ham i Boden. Hun vendte sig imod Arne som en gammel Bekjendt, hilsede ham med et Kys, tog ham i Haanden og bad ham at komme med sig ind i Huset. Arne vilde nødig dertil; da gik hun ind, men kom øieblikkelig ud igjen med et Glas Messeviin og bad ham at drikke. Han modtog det med Tak. Siden nødte hun ham ind i Huset med sig; de kom ind i en prægtig smykket Stue, hvor Præsten og hans Hustru sade tilbords. Pigen lod Arne sætte sig og satte sig derpaa selv. Nu blev Maden baaren ind paa Bordet: salt Suppe, gammelt Kjød, Grød og Brød, og Alle, der sade ved Bordet, nøde deraf, Præsten, hans Hustru, Pigen og Arne. Der blev rigeligt dækket op med Mad, men Ingen talte til Arne uden Jomfruen, og da Maaltidet var forbi, ledede hun ham ud, fulgte ham paa Vei og bad ham inderligt om at komme oftere did og tage sig til Hustru; hun fortalte ham, at hendes Fader var Præst over alle Øerne og temmelig rig paa Gods, men at hun var hans eneste Barn. Arne afslog paa det Bestemteste at komme til hende. Hun sagde, at hun nok vidste, hvad han havde derimod: »Du er bange for, at vi monne være Djævle,« sagde hun, »og at vi ikke troe paa Gud, men kom kun til mig, og jeg skal vise Dig vor Troesbekjendelse; men hvis Du da ikke synes om den, skal Du aldeles uskadt komme herfra, men dog spaaer jeg, at den vil hue Dig godt, naar Du har hørt den.« Hun anvendte mange flere Overtalelser paa ham.


Nu blev det herved for denne Gang, men hun kom oftere til ham og talede altid om det Samme. To Gange var han tilstede ved Gudstjenesten paa Øen, og han sagde, at han hvergang havde seet hende i Kirken, og at hun efter Gudstjenesten altid førte ham tilbords, hvor Alt foregik paa samme Viis, som før er sagt, men at Pigen siden fulgte ham paa Vei, gav ham Brændeviin og altid igjen bad ham om at komme til sig. Engang spurgte han hende om hendes Navn; hun svarede, at hun hed Bjørg, men at hendes Fader hed Finn. Siden drog Arne bort fra Øen, da den Tid var ude, som man pleiede at opholde sig der for Fiskeriets Skyld, og som altid indtræffer, før de lyse Nætter ophøre; thi det fortælles, at der ikke er meget fredeligt i de sorte Nætter.


Arne meente da, at nu var han ganske fri for Bjørgs Forfølgelser, siden han igjen var kommen hjem til sin Fader. Men han havde dog ikke været længe hjemme, før Bjørg en skjøn Dag med en venlig Hilsen kom til ham og sagde: »Nu kan Du see, hvor kjær jeg har Dig; thi min Fader har byttet Kald med Præsten her paa Stedet og er flyttet bort fra Øerne, for at jeg kan være i Nærheden af Dig; heraf kan Du nu see, hvormeget jeg har at sige hos min Fader; kom derfor med mig og drag bort igjen, hvis Du ikke synes om Alt hos mig.« Han undslog sig paa mange Maader.


»Sid hos mig en liden Stund,« sagde hun da. Det gjorde han, og siden skiltes de ad; men han alene havde seet, da hun kom. Der gik nu en lang Tid hen, og hver Dag sad han en Stund hos hende. Da bad han engang sin Fader, om at han maatte blive bortfæstet; men det vilde hans Fader ikke; han meente, at han ikke kunde undvære ham ved Høslætten; thi han havde ikke flere Folk, end Arne og een Høstkarl til.


En Dag, som de begge stode og sloge Græs paa Hjemmemarken, saae de begge Bjørg komme gaaende, og Arne sagde da i Spøg til Høstkarlen: »Hun vil nok tale med Dig, hun der.« »Langtfra,« svarede den Anden, »det er nok snarere Dig, hun vil træffe.« I det Samme kom Pigen hen til Arne, og idet hun hilsede ham, forsvandt hun for Høstkarlen. Arne saae da paa hendes Miner, at hun var vred; men aldrig saasnart havde hun tiltalt ham, før hun igjen var blid imod ham. Det er ikke let at tælle alle de Gange, hun kom til ham, men ofte var det tre Gange om Dagen.


Efter Høsten gjorde Høstkarlen sig færdig til Reisen, og hans Vei laa over ét meget høit Fjeld, hvor man sagde, at en Trold tidligere havde spøget. Arne tilbød sig at følge ham paa Vei, og de rede sammen op paa Fjeldet, men skiltes siden, hvorpaa Arne rendte hjem igjen. Paa et Sted, hvor Veien førte igjennem nogle Snevringer, stod en Troldkvinde paa hans Vei, og han meente det nu raadeligst at ride saa hurtigt, Hesten kunde rende, forbi hende; men idet han gjorde saa, stønnede hun tungt, og Arne fortalte, at han havde taget det som et Forvarsel for den Ulykke, der ventede ham. Da han kom ned af Fjeldet, kom Bjørg ham imøde. De sade en Stund sammen og skiltes ad som Venner.


En Løverdagmorgen tidligt om Høsten lavede Arne sig til, for at søge efter Kvæget, og havde i Sinde at komme hjem igjen ret snart; han var uheldig og fandt ikke Kvæget før efter megen Møie og da det alt var Kveld. Han vendte da hjem og drev Kvæget stærkt foran sig med en lille Kjep, som han havde i Haanden. Men da han var i Nærheden af Hjemmemarken, kom Bjørg til ham, hilsede ham blidelig og bad ham at sidde en liden Stund hos sig. Han var bister imod hende og sagde Nei; thi ham syntes, at han for seent havde fundet Kvæget, derfor vilde han nu bort fra hende. Hun bad ham da endnu inderligere om at sætte sig ned en liden Stund, men han gav intet Svar. »Jeg faaer da at tye til mine egne Raad,« sagde hun, gik henimod Arne, tog ham i sin Favn og bar ham, som om han var et Barn, skjøndt Arne dog ellers blev regnet til de største Mænd. Han kunde paa ingen Maade rive sig løs af hendes Favn; men dog gjorde han hende Bryderi nok dermed. Hun bar ham en lang Vei, indtil han meente, at hun omtrent maatte være kommen til sit Hjem. Da sprællede han saa voldsomt, han kunde, men hun blev træt, saa at han slap ud af Favnen, og da slog han hende med Kjeppen over Laaret og gav hende et dygtigt Rap. Hun gik da haltende fra ham og stønnede tungt og talte siden disse Ord til ham, der stod paa en nøgen Jordplet: »Du skal ikke komme et Fjed fra denne Plet, mens jeg har nogle Ord at tale med Dig. Du skal blive saa syg, at Ingen skal kjende eller kunne læge din Sygdom. Hvis Nogen prøver derpaa, skal Du blive værre, og prøver nogen klog og lærd Mand derpaa, skal din Sygdom tiltage, saa det er en Gru. Lev nu med Det, og Du vil nok ikke synes bedre herom, end om Du havde været hos mig og taget mig til Hustru.« Mens hun talte dette, forsøgte Arne at rive sig løs fra Jordpletten, men formaaede det ikke; thi alle hans Kræfter lammedes. Saa skiltes de for denne Gang. Siden gik han hjem med Kvæget, med et sørgmodigt Aasyn og svage Kræfter. Han gik i sin Seng, nød ingen Spise og saare lidet sov han om Natten; thi en underlig Sygdom overfaldt ham, uden at han kunde sige, hvad der egentlig feilede ham. Næste Søndag Morgen stod han, skjøndt meget svag, op af Sengen og red til Kirke. Han havde sit Sæde oppe i Kirken under Prædikestolen. Under den første Deel af Prædikenen vidste han ikke af sig selv; men da han kom til sig selv igjen, saae han en stor Blodstrøm, der var styrtet ham ud af Munden og med Nød og neppe naaede han sit Hjem igjen. Man spurgte nu om Aarsagen til hans Sygdom; men han vilde Intet fortælle derom.


En Nat kom den Præst til ham, som han havde seet paa Øen, og sagde: »Det var slemt, at min Slægt skulde volde Dig Ondt, det var heller ikke efter min Vilje, at min Datter forfulgte Dig saa, og derfor vil jeg hjælpe Dig, hvis jeg kan. Har Du ikke et Glas hos Dig?« »Nei,« svarede Arne, »men derude i Udhuset har jeg et Glas i min Kiste. « Præsten bad da om at faae Nøglerne. Arne gav ham dem, hvorpaa Præsten gik ud og kom siden igjen, gav Nøglerne tilbage og sagde, at nu stod Glasset fyldt i hans Kiste, og at han skulde drikke det ud om Morgenen, naar han stod op. Da det blev Morgen, krøb Arne ud af Sengen og saae efter i sin Kiste; han fandt Glasset fyldt med noget Hvidt og Tyndt, som om det kunde være Viin, og han var nu tvivlraadig, om han skulde vove at drikke deraf, men da det randt ham i Hu, at han alligevel var Døden nær, førte han Glasset til Munden og tømte det. Han følte sig strax noget raskere og kunde falde i Søvn, hvorover han blev glad.


Arnes Fader bragte ham nu imod hans Villie til en klog Mand der i Sognet. Men aldrig saasnart var han kommen did, før han hverken havde Rist eller Ro. Uophørlig strømmede Blodet ham ud af Munden, og det gik saa, at den Tid, han opholdt sig der, blev han værre og værre. Det skete engang, at som han, rygende sin Pibe, var listet ud af Døren, tabte han sin Bevidsthed, saa han ikke vidste, hvor han var henne. Han blev savnet, og man søgte efter ham; endelig fandtes han næste Morgen langtfra Gaarden, han laa paa Gru, og meget Blod var strømmet ud af hans Hals; men hans Pibe laa itubrækket ved Siden af ham. Han blev derpaa bragt til næste Gaard, hvor der boede en Lavretsmand[1]. Der bad Arne om at maatte være til Huse i nogen Tid, men det blev ham strax afslaaet. Lavretsmanden gav Arne Brændeviin at drikke, hvoraf han blev noget styrket; men i det Samme faldt han, som sædvanligt, i Afmagt, og lidt efter begyndte Blodet at løbe ham ud af Halsen, saa Alle bleve forfærdede derover. Lavretsmanden sagde, at han ikke kunde tillade ham at blive, formedelst den Modbydelighed, han følte for hans Sygdom. Nu kom Arne til sig selv igjen og saae sin gamle Ven, Præsten, komme til sig og hørte ham sige: »Bed, om Du maa blive her, men drag ikke oftere til den kloge Mand.« . »Jeg bad derom,« sagde Arne, »men det blev mig nægtet.« »Bed kun derom igjen,« sagde Præsten, »jeg skal nok hjælpe Dig til at faae Tilladelsen.« Arne prøvede da anden Gang derpaa, og denne Gang blev Tilladelsen ham given. Ingen uden Arne saae Præsten. Men da han havde været der en Tid, kom Præsten til ham og sagde: »Naar Du faaer de store Anfald, skal Du bede Lavretsmandens Hustru at lægge sin Haand paa dit Bryst, da vil Du saalænge føle Lindring.« Det gjorde Arne, og han følte sig lettet derved, men ikke havde Konen altid Tid til at være hos ham. En Morgen laa han, som oftere, i Sengen og var usædyanlig vel. Da saae de Alle, at der kom en Kvinde til den Seng, hvori han laa, og tiltalte ham saaledes: »Ikke skal Du blive sund heraf,« hvorpaa hun gik igjen. Arne kjendte der sin gamle Veninde Bjørg. Men da hun gik ud, blev Arne saa syg, at man troede hans sidste Time kommen. Dagen derpaa kom Præsten til ham og sagde: »Det falder mig svært at hjælpe Dig, Arne.« Han gav ham en Bog og forbød ham at lade Nogen see den og paalagde ham at gjemme den ved Brystet. Arne gjorde det, og saalænge fandt han nogen Lettelse. En Dag sov han, og Bogen laa ved ham. Da tog Huusbonden Bogen og læste i den, men fandt ikke Andet deri, end nogle Bønner og enkelte ubekjendte Bogstaver. Arne vaagnede i det Samme, forlangte sin Bog og fik den igjen. Lidt efter kom Præsten til ham og sagde; »Daarligt gjemte Du Bogen, Arne,« hvorpaa han tog den, skar to Blade fra, hvilke han paalagde Arne at gjemme under Hovedpuden og sørge for, at Ingen fik dem at see. Derpaa forsvandt han. Næste Dag, da Arne sov, saae de Alle, at Bjørg kom op ad Gulvet, rækkede efter Bladene og gik siden med dem ud i Kjøkkenet og kastede dem i Flammerne. Arne vaagnede, idet hun gik ud, og fik da et grueligt Anfald, saa at Blodet flød overalt omkring ham. Lidt efter kom Præsten igjen til ham og sagde: »Daarligt gjemte Du Bladene; lad nu søge i Asken, saa vil der findes Noget af dem.« Han lod søge, og man fandt Bogstaverne, men alt det Andet var fortæret af Ilden. Siden passede Arne bedre paa.


En Dag, da han laa i sin Seng og befandt sig usædvanlig vel, kom Bjørg til Døren og sagde: »Ikke skal det gavne Dig stort, om ogsaa min Fader vil hjelpe Dig.« Arne svarede: »Jeg vilde ønske, at Gud lod Dig prøve noget Lignende, før Du døer; jeg beder ikke derom af Had til Dig, men for at Du selv kan vide, hvad jeg maa lide for din Skyld.« »Dette skal Du nu først lide,« sagde hun, »Du har selv bragt det over Dig, og ikke skal min Fader kunne hjælpe Dig.« I det Samme kom Præsten, gik forbi hende ind i Huset og sagde: »Siden Du heri viser saa megen Ondskab, skal Du nu seile din egen Sø, og skulle dine Forbandelser ikke gjøre ham nogen Skade.« Hun gik da ud, og Arne saae hende ikke siden. Præsten dvælede en Stund hos Arne, og fra den Dag af fik han Lettelse, saa han kom paa Fode igjen. Da skikkede han Bud til Provsten, der var hans Præst, om han vilde give ham Nadveren. Han gik, skjøndt meget svag, til Kirken. Det var netop Palmesøndag, og Provsten kom til ham og sagde, at han ikke turde tage imod ham med den øvrige Menighed, da han kunde blive syg under Handlingen, men lovede at give ham Nadveren efter Gudstjenesten. Da Gudstjenesten var forbi, gik Menigheden bort, men Præsten kaldte Arne ind i Koret og sagde, at han ikke gav ham Nadveren, medmindre han besvarede eet Spørgsmaal. Det lovede Arne, hvis han kunde. »Er det en god eller en ond Aand, der kommer til Dig i en Præsts Skikkelse?«  En god Aand har sendt ham til min Hjelp,« svarede Arne. »Det er Djævelen,« sagde Præsten. I samme Øieblik saae Arne, at hans gamle Ven, Præsten, kom og satte sig i Hjørnet indenfor ham og mindede ham om, hvad han skulde svare, saa Præsten havde nok at bestille. Tilsidst sagde Provsten, at han ikke tog imod ham, saalænge han blev ved at paastaae, at denne Præst var sendt af en god Aand, og at han vilde formene alle Præster i sit Provsti at give ham Syndsforladelse. Arne svarede, at om han saa forbød det, vilde han nok faae den hos en anden Præst. Bjørgs Fader gik derpaa ud, men Provsten og Arne skiltes ad som Uvenner, og Arne drog hjem igjen. For det var blevet lyst den næste Morgen, kom en Mand til Vinduet over Arnes Seng; han var sendt fra Provsten med Bud om, at nu vilde han give ham Nadveren, hvad Tid det saa skulde være, Nat eller Dag. Arne spurgte, hvorledes det var gaaet til, at han havde forandret Sind paa saa kort en Tid. Manden sagde, at det vidste han ikke: »Men Provsten har vist ikke sovet meget inat, og nu skal Du lade ham vide, om Du vil.« Arne svarede Ja, og Skjærtorsdag sendte han Bud til Provsten, om han nu vilde give ham Nadveren. Provsten kom strax. Arne spurgte, hvad Forandring der var skeet med hans Beslutning, da han havde skiftet den saa hurtigt og uden at være bleven anmodet derom. Provsten svarede: »Jeg havde ingen Ro om Natten, efter at vi havde talt sammen i Kirken, fordi din Præst kom til mig, saa jeg tre Gange maatte staae op af Sengen. Jeg talte ikke eet Ord, naar han talte ti, men saa meget er vist, at aldrig skal jeg tiere kalde ham en Djævel.« Siden gav Provsten ham Syndsforladelse, og nu blev han bedre Dag for Dag.


Engang kom Præsten, som oftere, til Arne og sagde til ham: »Jeg kan paa ingen Maade gjøre Dig fuldkommen karsk, uden Du rider herfra til Breidabolstad i Fljotshlid og modtager Nadveren af Præsten der, Sira Haldor Paulssøn; thi der er en Kalk, som Ellefolket har skjænket til Kirken, men i Bunden af den findes en sort Plet. Af den maa Du drikke Vinen, og da vil Du blive fuldkommen karsk. Du skal bringe et skriftligt Vidnesbyrd med fra Provsten, og skriv saa et Brev til Sysselmand Vium, der i Sommer agter at reise til Althinget; bed ham at lade Dig vide, naar ban rider til Thinge og følg Sydpaa med ham.« Siden gik Arne til Provsten, bad ham om sin Præsteseddel og fortalte ham sit Forehavende. Da sagde Provsten: »Ja, har det end været en god Aand, der hidtil hjalp Dig, da er dette dog en Djævel, som vist har i Sinde at dræbe Dig paa Veien, Du, som er saa ringe af Kræfter, at Du knap kan gaae Veien imellem Gaarde.« Ikke destomindre gav han Arne Seddelen, men Natten derpaa kom Præsten til Arne og sagde: »Ilde gjør Provsten i at kalde os Djævle, og Gud vil engang paa en eller anden Maade vise ham, at han lyver, men Du skal drage afsted, Arne; thi Vium er allerede paa Reisen, og har ikke ladet Dig det vide; derfor nødes jeg til at følge Dig paa Vei, skjøndt jeg har vanskeligt ved det, for at Du kan komme afsted.« Om Morgenen begav Arne sig paa Reisen, traf Vium og fulgte med ham til Odde, ja endog op til Thinget, og kom endelig til Breidabolstad, hvor han fik Nadveren af den Kalk, Præsten havde fortalt ham om, og om hvilken det ei vides, hvorfra den er kommen. Han blev snart fuldkommen karsk, drog saa Østpaa igjen og traf sin Ven, Præsten. Denne fortalte ham de Tidender, at Bjørg var død, at hun var falden i en gruelig Sygdom, dengang han gik til Herrens Bord paa Breidabolstad, og at hun neppe havde havt Fred til at paakalde Gud om Hjelp og Miskundhed.


Siden fortalte Arne, at Præsten mistede sin første Hustru og tog sig en anden, og at han flyttede tilbage til Øerne, hvor han før var; han fortalte, at han mangengang kom til Øerne, saae Husene og Kirken og var tilstede ved Gudstjenesten. Men om Provsten fortælles det, at han fik den Modgang, at een af hans Døttre faldt i en saa underlig Sygdom, at Ingen kunde hjelpe hende.


Engang bad Arne Præsten, om han vilde vise ham Ellefolkets Bibel. Præsten opfyldte hans Bøn, og det forekom ham, at denne Bibel ganske var, som den islandske Bibel; men Grunden til, at Ellefolket er forskjelligt fra andre Mennesker, skal efter den være følgende: Ikke langt fra Adam og Evas Bolig efter Syndefaldet laa en Sø, hvor Eva engang stod og toede sine Børn, som dengang vare blevne mange. Men da hun kun havde tilbage at vaske to eller tre af Børnene, kaldte Gud paa hende. Hun blev bange og tog kun de Børn med sig, der vare toede, men lod de utvættede blive tilbage. Da sagde Gud til hende: »Har Du ikke flere Børn, end disse?« men paa Grund af sin Angst nægtede hun, at have flere. Gud sagde da: »Hvad der skal være skjult for Gud, skal ogsaa være skjult for Menneskene.« Siden forsvandt Evas utvættede Børn, saa hun fik dem aldrig mere at see. De bleve ikke mange inden Syndfloden; saalænge den varede, opholdt de sig i en Hule, og Gud satte selv Døren for den. Men siden har deres Slægt formeret sig betydeligt. Dette Folkefærd har samme Lov som vi; det troer paa Frelseren og den Helligaand, ligesom vi.


Arne vilde gjeme kjøbe deres Bibel, men fik ikke Lov dertil. Han fortalte, at denne Præst var hans bedste Ven og gjorde ham meget Godt. At Arne havde havt en underlig Sygdom, vidste Folk, der kjendte til ham, og Ingen syntes at have seet en slig Sygdom før. Stundom saae man Bjørg komme til ham, men Præsten saae man mangengang. Men det kunne vi ikke sige, hvem det i Virkeligheden var, som kom til ham, og Mange antoge det for at være Fanden selv. Arne sagde, at han vilde bringe Andre i Bekjendtskab til denne Præst, og at det var en venlig, sagtmodig og mild Mand, men nu var han allerede bleven gammel.


Og hermed ender denne Saga.




Fodnoter

  1. Lavretsmanden havde Sæde i Lavretten ɔ: det Sted paa Althinget, hvor Love bleve behandlede, vedtagne o. s. v.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.