Fortællingen om Ravn Gudrunson

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif


Islændingesagaer


Fortællingen om Ravn Gudrunson

Hrafns þáttr Guðrúnarsonar
(Hrafns þáttr hrútfirðings)


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2014



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


1. Da Torgrim dræbte Sigvat på Melar

Hrutafjord.jpg
Der var en mand, der hed Torgrim. Han boede på Stad i Hrutafjord. Han var velhavende, men ikke nogen god bonde. Hans kone hed Torgerd. Deres sønner, som hed Kalv og Grim, var kun mandige med måde, men stridlystne og uvederhæftige som deres far.

Der var en mand, der hed Sigvat. Han boede på Melar i Hrutafjord. Hans kone, der hed Gudrun, var klog og gæv. Deres søn hed Ravn; han var ung, køn og stor af vækst. Sigvat havde mange udgifter. Han havde gode jorder, men hans rørlige midler var brugt op. En sommer sagde han til sin kone, at det blev nødvendigt at sælge jord for at få penge til indfri gæld og købe husdyr. Hun svarer: »Der er en anden mulighed; sælg hellere min guldring — og ikke jorden — til indfrielse af gælden.« Sigvat svarer: »Jeg må nok henvende mig til Torgrim. Han har ingen mangel på dyr.« Hun svarer: »Jeg vil fraråde dig at handle med Torgrim. Han er lumsk og uhæderlig.« Sigvat opsøgte alligevel Torgrim og sagde: »Det er mit ærinde at købe nogle husdyr af dig.« Torgrim svarer: »Det kan nok lade sig gøre.« Sigvat sagde: »Jeg betaler med denne guldring.« Torgrim svarer: »Det er en umandig gerning at sælge konens smykker. Sælg mig hellere det engstykke, du kalder for Grønneteig. Jeg har brug for både hø og græsningsjord, og du vil stadig have mere end nok engjord tilbage.« Sigvat svarer: »Jeg vil sælge dig stykket, men jeg vil ikke have, at andre lader min jord afgræsse.« »Det er en aftale,« siger Torgrim. Sigvat kom hjem og fortalte sin kone om handlen. Hun svarer: »Denne handel var ikke sket, hvis jeg havde bestemt. Han vil snart lade vores jord afgræsse ganske, straks han mener at eje bare en lille del af den.« Dagen efter blev de husdyr, Sigvat havde købt, drevet hen til ham.

Sidst på sommeren sagde Torgrim: »Nu har vi fået noget mere engjord, men kvinderne fortæller mig, at malkekvæget mangler græs og kun yder lidt. Nu skal vi drive vores husdyr til græsning på Sigvats ejendom. Jeg har nu tilegnet mig jorden.« Dette blev da gjort. Men da Gudrun så det, sagde hun: »Mit gæt var ikke helt forkert. Jeg syntes ikke om denne handel. Den har også vist sig at være dårlig, for Torgrim sætter nu sine trælle til at lade vores enge og hø afgræsse.« Sigvat svarer: »Det er ofte set, at Torgrim lønner godt med ondt.« En dag gik Sigvat ud og jog Torgrims kvæg væk fra sine høstakke. Torgrim kom derhen og sagde: »Nu bliver han dristig, den trælleagtige.« Han stak spyddet gennem Sigvat, så denne døde øjeblikkelig. Torgrim gik straks hjem. Gudrun erfarede snart, hvad der var sket, og hun lod sin mand begrave, men gjorde ikke mere ved sagen. Ravn — deres søn — var da fire år gammel. Han nævnte ofte sin far og spurgte, hvor han var. Hans mor sagde, at han pludselig var blevet syg og var død. Kort efter opsøgte Torgrim Gudrun og sagde: »Du mener vel, at jeg har handlet forhastet. Nu vil jeg bøde for din mand og betale med mig selv, og hvis du vil tage imod min beskyttelse, skal du ikke komme til mangle noget.« Hun svarer: »Det er rimeligst, at vi bor hver for sig. Jeg er ikke så lysten efter en mand, at jeg ville tage min mands drabsmand — heller ikke selv om du havde været ugift.«


2. Da Ravn dræbte Kalv Torgrimson og forlod landet

Ravn voksede op dér hos sin mor. Han var stor og stærk, mild og afholdt blandt alle og en meget lystig mand. Han tog ofte til Stad for at lege. Torgrim var god ved ham, og Ravn tog imod det. Han og Kalv — Torgrims søn — dystede altid mod hinanden. Da var Ravn femten år gammel. Kalv var ældre, men ikke nær så stærk. Han havde svært ved at klare Ravn, da denne var kappelysten i legen. En dag, da de havde dystet, sagde Kalv: »Du har svært ved at styre dine kræfter — Ravn! — og det vil nok gå dig, som det gik din far.« Ravn svarer: »Det forekommer ofte, at folk dør, og det skal vel også overgå mig.« Kalv sagde: »Du véd vist ikke, hvad han døde af. Han blev dræbt, og det var min far, der gjorde det, og jeg vil dræbe dig.« Ravn gik sin vej og svarede ikke. Han kom uglad hjem om aftenen. Hans mor spurgte, hvad det skyldtes. Han svarer: »Du har fortalt mig, at min far døde af sygdom, men Kalv afslørede for mig i dag, at han blev dræbt, og jeg synes, det er underligt, at du har holdt det skjult for mig.« Hun svarer: »Det var fordi, jeg syntes, du var så ung, men modparten så mægtig. Men nu gør det ikke noget, at det ryger fra den gryde, de selv har tændt op under.« Ravn sagde: »Hvor er min far begravet?« Hun sagde, at der nu var groet græs over stedet. Ravn sagde: »Jeg skal nok finde det alligevel, men nu er jeg glad for, at jeg kender sandheden, og meget beror nu på, om han fik en hårdfør søn.« Han gik nu til legen som før, og ingen kunne fornemme nogen uglæde ved ham.

Så gik tiden, til han blev 18 år gammel. Da skete det en dag, da Ravn var kommet i tøjet efter legen, at Kalv sagde: »Ravn synes bedre om at hærde knoerne på bolden end at hævne sin far.« Ravn svarede: »Det skal snart ske.« Så vendte han sig imod Kalv og huggede ham ihjel. Torgrim sagde: »Dette gik, som man kunne vente, men det sømmer sig dog ikke for os at lade det fare.« Ravn kom hjem og fortalte sin mor om drabet. Hun sagde, at det ville koste dem dyrt, »— for nu,« sagde hun, »— skal jeg miste sønnen, som jeg før mistede manden. Tag nu væk herfra, for jeg kan ikke hjælpe dig.« Hun gik med ham ud og bad ham følge med ind i et udhus, der stod på tunet. Dér fandtes et stort og velindrettet underjordisk rum. Han gik ned i rummet, og der var ingen mangel på det, han havde brug for.

Morgenen efter ankom Torgrim tolv mand høj. Men Gudrun havde om natten samlet folkene fra de nærmeste gårde hos sig, og hun var mere mandstærk end Torgrim. Torgrim sagde: »Det er vort ærinde, at lede efter din søn — Ravn. Udlevér ham!« Gudrun svarer: »Det er rimeligt, at du søger din søns drabsmand, men han er ikke her. Man kunne næppe forvente, at jeg skulle være dristig og stærk nok til at ville skjule ham for dig i det nærmeste hus.« Han svarer: »Jeg forventer ikke, at du vil sige det lige ud, selv om han er her, og vi vil ransage din gård.« Hun svarer: »Jeg er ikke før nu blevet regnet for en tyv, og du får ikke lov at ransage, så længe du har færre folk, end jeg har.« Hun lod da sit mandskab træde ud. Torgrim sagde: »Du er ikke rådvild.« Og dermed red han derfra.

Den følgende sommer fik Torgrim Ravn dømt til skovgang på Altinget. Mens dette skete, lå der i Hrutafjord et sejlklart handelsskib, der var ejet af norske mænd. Den ene hed Einar — en mand fra Namdalen — den anden hed Bjarne. Einar var en rig og duelig mand og en nær ven af kong Magnus den Gode. Einars bror, der var om bord sammen med ham, hed Sigurd. Sigurd var en ung og meget lovende mand. Torgrim red ned til skibet, så snart han kom fra tinget. Da var købmændene næsten klar til afrejse. Han sagde til dem: »Jeg vil gøre jer bekendt med, at jeg har en skovgangsmand, der hedder Ravn, og jeg vil advare jer imod at føre ham over Islandshavet, selv om I får ham tilbudt.« De sagde, at de anså det for en selvfølge at afvise alle forbrydere. Kort efter kom mor og søn ned til skibet og kaldte skibsføreren Einar i land. Da de mødtes, sagde Gudrun: »Her kommer jeg med min søn, der er kommet i vanskeligheder — men nogle vil nok kalde ham mandig i sine tiltag — og nu, da han er blevet dømt, vil jeg have svært ved at beskytte ham mod Torgrim. Jeg ønsker, at I tager ham med ud af landet. Jeg venter, at I i denne sag lægger mere vægt på omstændighederne og hans ansete slægtninge i Norge end på Torgrims overmod og usømmelighed, da han dræbte min mand — Ravns far — sagesløst og lod ham ligge ubødet.« Einar sagde: »Det er ikke ligefrem ros, vi har hørt om denne mand, og jeg bryder mig ikke om at befordre fredløse.« Da sagde Sigurd — hans bror: »Hvordan kan du finde på at afvise ham? Bemærker du ikke, hvor lovende han ser ud, eller hvor mandigt han har hævnet sig? Kom du nu med mig — Ravn! — selv om her er mindre sikkert end hos min bror, og gå straks om bord på skibet, for vi er helt klar til at sejle, og der er udsigt til gunstig vind. Men hvilke slægtninge har du i Norge?« Ravn svarer: »Min mor siger, at Sigvat Skjald er hendes bror.« Sigurd sagde: »Hos mig skal du nyde godt af hans navn.« Han skød straks landgangen fra og lettede siden anker, og skibet lagde fra land. I samme øjeblik kom Torgrim ned til vandet og sagde til købmændene: »Det forekommer mig nu, at I ikke har været ærlige imod mig.« Sigurd sagde: »Vis dig bare — Ravn! — Torgrim er tilpas langt væk nu.« Ravn sprang op på lasten og sagde: »Han var tilpas langt væk, såfremt jeg kunne nå ham med øksen.« Da bad Bjarne om, at Ravn blev ført i land. Sigurd sagde: »Hvis han ufrivilligt bliver overgivet til Torgrim, skal jeg sørge for, at det går uheldigt for nogle i det forehavende, og det forekommer mig af større nødvendighed at hejse sejlet.« Det gjorde de, og de fik god vind og landede i Trondheim.


3. Da Ravn dræbte Ketil — kongens sysselmand

Det var en mand, der hed Ketil med tilnavnet Klippespids, som på vegne af kongen var sysselmand dér. Hans kone hed Signy og hans datter Helga. Hun var både køn og dygtig. Da købmændene forlod skibet for at tage hjem hver især, sagde Einar til Ravn: »Jeg må vel hellere sørge for dig, selv om jeg ikke har været så handlekraftig som Sigurd. Ønsker du, at jeg skaffer dig ophold her i byen? Så skal jeg betale for dig. Det forekommer mig at være det letteste først, frem for at du tager med mig.« Ravn svarede: »Jeg retter mig efter dine gode råd, hvis du vil mig det godt. Jeg agter ikke at gå nogen for nær, men dog give hårdt igen for angreb og vanære.« Efter dette opsøgte de Ketil, og Einar sagde: »Nu overlader jeg dig denne mand, så tag dig godt af ham. Og du — Ravn! — kan komme til mig, når du har lyst, og tiden er til det.«

Ravn opholdt sig hos Ketil. Han var stille og blandede sig ikke meget med andre, men var dog munter, når folk henvendte sig til ham. Han talte meget med Helga — Ketils datter. Dette syntes Ketil godt om en tid, for Ravn opførte sig ordentligt. Nu gik der ikke længe, før Ketil viste sit upålidelige og egentlige sind. Han sagde til sin kone og datter, at Ravn var ondsindet og ikke gad arbejde og talte alt for meget med dem. De svarede begge, at det foregik anstændigt og uskadeligt, »— og han opfører sig nu,« sagde de, »— på samme vis, som da du syntes godt om ham. Han kan begå sig mellem gode folk.« Ketil sagde, at de lod sig forblænde. Han blev fåmælt over for Ravn og digtede nogle vers om ham, der var noget vanærende. Ravn lod som om, han ikke bemærkede det.

Der var kommet nogle købmænd til byen over havet vestfra, og de var nu næsten klar til at drage af sted igen. En dag gik Ketil hen til dem og sagde, at han havde en træl, han ville sælge dem. De sagde, at det ville passe dem fint. Han sagde: »Jeg vil ikke snyde jer i denne handel. Han er både en løgnhals og på mange andre måder fejlbehæftet, og I bliver nødt til at tage ved ham med hård hånd med det samme og lade ham mærke, hvem der bestemmer.« De gennemførte også mange andre handler. Så gik Ketil hjem til sin gård og sagde til Ravn: »Vil du med mig ned til skibene for lidt morskab?« Ravn svarer: »Jeg har lyst til at følge med dig, hvis du er i godt humør.« Så snart købmændene så Ravn, løb de imod ham og greb efter ham. Ravn forsvarede sig med hænderne og spurgte, hvad denne leg skulle til for. De sagde, at det skulle han nok finde ud af. Han gav dem hård modstand og fejede dem af sig. De sagde, at denne træl var noget ustyrlig. Ravn svarer: »Sådan er det nu. Brydning er et trællearbejde lige efter mit sind, men jeg har dog ikke tidligere slidt så meget med det.« Så greb han en af dem og tog sådan i manden, at denne mistede bevidstheden. Da vendte Ketil sig for at gå op i byen. Ravn løb efter ham og sårede ham dødeligt. Da købmændene så dette, forsvandt de hurtigst muligt, for de var bange for, at de ville blive anklaget for drabet. Ravn lyste drabet på sine hænder. Derpå gik han op til gården, som Ketil havde ejet, hvor han fandt mor og datter og fortalte dem, at der var sket noget, der sikkert ville give dem mindre lyst til at være sammen med ham. De sagde, at det var gået slemt til, men mente dog, at sådant snarest var en gerning, der kunne undskyldes. De skaffede ham både tøj og forråd og bad ham agte sig mere for kongens vrede end deres. Derefter skjulte han sig i skov og vildmark.


4. Da kongen henviste Ravn til vinterophold

Kong Magnus kom kort efter til byen og erfarede, hvad der var foregået. Dette gjorde ham vred, og han sagde: »Det er yderst uhørt, at islændinge skal komme her til landet og dræbe vores fogeder og sysselmænd, og den mand, der har gjort dette, skal være fredløs.« Einar fra Namdalen var hos kongen og sagde: »En mand kan gøre sin egen sag så dårlig, at han har forbrudt sit liv — herre!«

Kort tid efter skete det, at kongen drog på jagt med høge og hunde, og han kom da bort fra sine mænd, så han var alene. Da kom en stor mand i en lodden kappe imod ham fra skoven og bad ham om hjælp. »Har jeg nogen skyldig pligt over for dig?« sagde kongen. Han svarer: »Ikke anden end at mine slægtninge er dine venner, og desuden tjener det din ære, at du ikke nægter at hjælpe en mand, der beder dig om det.« Kongen sagde: »Sydpå i Tauskadal bor der en mand, der hedder Kol. Jeg sender dig derhen til ophold. Men hvem er du?« Han svarer: »Jeg har været en ugerningsmand, men det vil jeg nu bringe til ophør. Jeg har mange fjender blandt folk, og derfor beder jeg om hjælp. Nu, hvis du vil sende mig til Kol, må du give mig et tydeligt tegn med, så han tager imod mig, så jeg kan være dér i vinter.« Kongen sagde: »Gør du det, så skal jeg komme dér ugen efter påske.« Så trak kongen en guldring af fingeren og satte den på spydspidsen og rakte ham den således, for han gik ikke nærmere. Kongen sagde til ham: »Hvad tror du, at Ravn — den fredløse — har på færde?« Han svarede: »Herre! Han vil nok opsøge Einar fra Namdalen — din ven — så får I straks fat i ham.« Så tog han guldet fra spydspidsen og forsvandt hurtigt i skoven. Da sagde kongen: »Der narrede han mig — ham Ravn — og drev gæk med mig.«

Ravn kom til Kol og viste ham kongens tegn, så han ville tage imod ham. Kol sagde: »Det er en mærkelig sag. Du har beviseligt tegn fra kongen, men er tidligere blevet uvenner med ham.« Ravn opholdt sig dér om vinteren og var afholdt af alle de andre, men han ville ikke afvente kongens ankomst og drog væk om lørdagen i påskeugen. Da kongen kom, sagde han til Kol: »Hvor er Ravn Gudrunson? Jeg skal træffe ham!« Kol svarer: »Han er væk nu — herre!« Kongen sagde: »Det var skidt, men alle skal vide, at han nu er landsforvist og fredløs. Jeg finder vanæren — ved at han har narret mig — værre end drabet, og derfor sætter jeg nu tre mærker sølv på hans hoved, og ingen skal få noget ud af at bede om fred og frelse for ham.« Så drog kongen sydpå langs landet med en stor hær, og han agtede at tage til Danmark, for på denne tid var der den største strid mellem ham og Svend Ulfsøn.


5. Da Ravn opsøgte Sigvat Skjald

Da der var gået en halv måned af sommeren, kom Ravn ud af vildmarken et sted ved kysten. Dér så han en stor flåde. Han gik hen, hvor nogle folk var gået i land for at lave mad. Han var meget forsigtig og spurgte: »Hvem ejer denne store flåde?« De svarede: »Du må være dum og tosset. Kong Magnus ligger her, for han har ingen vind til at føre ham til Danmark.« Ravn spurgte: »Er her nogle ansete folk sammen med kongen?« De sagde, at Einar fra Namdalen — kongens ven — og Einar Tambarskælver var dér med tretten skibe, »— og Sigvat Skjald er på kongens skib.« Ravn sagde: »Sig til Sigvat, at der er en mand i land, der har et ærinde hos ham.« Det gjorde de, og Ravn ventede ved skoven imens. Sigvat kom imod ham og sagde: »Hvem er denne store mand?« »Han hedder Ravn,« svarede manden. Sigvat sagde: »Forsvind med dig! Jeg vil ikke modtage penge for dit hoved, og jeg fortæller ikke noget om dig, selv om jeg har set dig.« Ravn svarer: »Det er ikke så enkelt. Du kaldes for en pengeglad mand, og for mig gælder det kun lidt at miste livet, og mange mænd må arbejde mere for mindre beløb, men selv om du fortæller om mig, og kongens økse er langskaftet, så kan den dog ikke nå mig i skoven. Men hvis du vil hjælpe mig, så tjener det dig til ære, for du er min morbror.« Han svarer: »Jeg vedkender mig slægtskabet med dig, men jeg tror næppe, jeg kan hjælpe dig. Vent nu her på mig!« Ravn svarer: »Jeg vil gå med dig ud på skibet. Jeg anser det for bedre at blive dræbt ved siden af dig, og det er det mindste, du kan gøre for mig.« Sigvat svarer: »Du er en vanskelig mand. Det sømmer sig ikke for mig således at overlade dig til øksen, for dette vil ikke gavne nogen af os, selv om alle her ydede mig støtte og gik i forbøn for mig. Gør nu som jeg siger, og vent på mig her, mens jeg finder mine venner.« Ravn svarer: »Jeg skal gøre, som du beder om, men ikke længe. Jeg skal snart følge efter dig, for ingen skal både lide en voldsom død og vente længe på den.« Sigvat fandt Einar fra Namdalen og sagde: »Nu forholder det sig sådan — min ven! — at der er opstået vanskeligheder. Ravn er kommet hertil, og han vil ikke andet end at give sig i sine fjenders vold. Hvad skal jeg vente fra din side?« Han svarer: »Han er en ulykkesfugl, og vi har pligt til at frelse ham fra døden, men ikke til at kæmpe imod kongen med en lille styrke for hans skyld. Kongen vil aldrig igen søge støtte hos os, hvis vi går imod ham nu.« Derpå gik Sigvat hen til Einar Tambarskælver og sagde: »Skal jeg forvente hjælp fra din side — Einar?« Han svarer: »Hvorfor trænger du til den?« Sigvat sagde: »Ravn — min slægtning — er kommet hertil.« Einar sagde: »Jeg er ikke indstillet på at kæmpe imod kongen for hans skyld. Der var engang, at jeg hjalp en mand, som kongen var blevet vred på, og det var jeg nær ikke sluppet helskindet fra. Nu har Eindride og jeg tretten skibe under os her, og vi agter at kæmpe imod danskerne sammen med kongen. Vis nu manden væk, så han redder sig, og lad ham ikke komme om bord på skibene, for så bliver han dræbt, for jeg kender kong Magnus’ voldsomhed, og han vil hellere gå glip af vores støtte end at lade os bestemme vilkårene.«

Mens de talte således sammen, gik Einar fra Namdalen i land og hen til Ravn og sagde: »Gør nu så vel — kammerat! — at du ikke bringer alle i vanskeligheder. Drag hellere væk, som jeg råder dig til. Jeg vil sende dig nordpå til Hitar til min gård. Dér kan du være hjulpet en tid.« Ravn svarer: »Jeg vil mødes med Sigvat først.« Einar gik væk, og lidt senere kom Sigvat. Ravn sagde: »Hvilken hjælp får vi så af høvdingene?« Han svarer: »Ikke megen. Du har ikke lykken på din side, men hvad vil du nu gøre?« Ravn svarer: »Sådan som jeg sagde før: Jeg går ud på kongeskibet sammen med dig.« Sigvat sagde: »Hvorfor vil du styrte dig sådan i døden?« Ravn svarer: »Fordi jeg synes, det er bedre at dø, end at lade kongens vrede ramme alle jer, der har vidst om mig, og det vil ganske sikkert ske, så snart han erfarer, at I har hjulpet mig væk.« Sigvat svarer: »Dette var mandigt talt. Og jeg har endnu min trofaste ven, og jeg skal nu søge støtte hos ham, som endnu aldrig har svigtet — og det er den hellige kong Olav.« Han lagde sig da i bøn og påkaldte kong Olav. Derpå gik de ud på kongeskibet. Kong Magnus var faldet i søvn i løftingen, men vågnede, da Sigvat og Ravn var kommet til forrummet. Han sprang op og råbte: »Op alle mine mænd! Vi har fået gunstig vind, og sejren er sikker, når vi kommer til Danmark.« Da gjorde hver især deres skibe klar og sejlede, så snart de var færdige.

Da de kom til Danmark, gik alle folk fra skibene i land. De blev mødt af en stor hær af danskere, og der opstod en voldsom kamp. Kong Magnus stod forrest i slagordenen, men Ravn Gudrunson gik frem foran kongen og kæmpede meget modigt. Ingen sagde et ord til ham. I den kamp så nogle mænd den hellige kong Olav i kong Magnus’ hær, og han vandt den dag en storslået sejr.


6. Da Ravn og kongen blev venner

De kom tilbage til skibene om aftenen og takkede Gud for sejren. Da de var kommet om bord, sagde kongen: »Hvor er Ravn nu? Nu skal han komme frem og ikke skjule sig.« Einar og Sigvat sagde til kongen: »Giv manden fred — herre! — så modig som han er.« Kongen svarer: »Det vil jeg ikke love, men jeg vil se ham!« Da gik Einar fra Namdalen hen til Ravn og sagde: »Nu skal du gå for kongen og tale roligt — men dog med djærvhed — til ham. Svar sandt og tydeligt på det, som han spørger dig om.« Ravn gik for kongen og hilste på ham. Kongen sagde: »Hvorfor tog du en fredløs mand med fra Island — Einar?« Han svarer: »Fordi — herre! — han var blevet dømt for at hævne sin far, der blev dræbt mere end sagesløs.« Kongen sagde: »Hvorfor dræbte du Ketil — Ravn?« Han svarer: »Fordi — herre! — han digtede nidvers om mig, og derpå solgte han mig som træl, men da jeg havde dræbt ham, digtede jeg et mindekvad om ham, som dog ikke er noget særligt.« »Lad os høre!« sagde kongen. »Det skal blive, som du ønsker,« sagde Ravn, »— men så skal du også høre det andet kvad.« Kongen sagde: »Hvad er det for et kvad?« »Det er digtet om dig,« sagde Ravn. »Så kvæd du da,« sagde kongen. Det gjorde han, og da begge kvadene var tilendebragt, sagde kongen: »Det var to ulige kvad. Hvorfor digtede du så godt et kvad om mig, når jeg ville lade dig dræbe?« »Fordi du var et godt kvad værd,« sagde Ravn. Kongen sagde: »Hvorfor kom du hen til mig i skoven?« Ravn svarede: »Fordi jeg forventede at finde lykke dér, hvor du var, og som jeg fandt den nu, mens jeg før havde meget vanskelige vilkår, da jeg ikke havde nogen til at hjælpe mig her i et ukendt land, men ved et tungt tilfælde kom til at dræbe en magtfuld mand, selv om jeg ikke fandt, at det skete uden grund.«

Kongen sagde: »Nu er hele din sag endevendt, men nu skal jeg fortælle det fra min side. Da jeg var faldet i søvn på skibet, kom kong Olav — min far — hen til mig og sagde vredt: ‘Dér ligger du — kong Magnus — og gør mere for at dræbe min skjalds slægtning for en ubetydelig sag end for at få en smuk sejr over dine uvenner — danskerne — for nu har du fået gunstig vind. Tag nu godt imod alle dem, der nu er på skibet, ellers vil du blive ramt af denne verdens straf, så intet vil lykkes for dig.’ Og så snart jeg vågnede, så jeg jer begge — Sigvat og Ravn — i forrummet, men jeg var blevet skræmt så meget af min fars trusler, at jeg glemte alt om drabet på Ketil og Ravns andre forbrydelser. Nu skal du — Ravn! — være velkommen her hos os. Det ønsker min far. Og til gengæld for den unåde, jeg har forvoldt dig, skal jeg gifte dig med Helga Ketilsdatter og lade dig modtage store værdier.« Ravn svarer: »Det tager jeg imod med tak, men denne sommer vil jeg ud til Island og befri mig fra fredløshed og anklager. Jeg vil siden opsøge dig hurtigst muligt og drage begge veje denne sommer, hvis det vil lykkes.« Kongen bad ham gøre sådan. Da sagde Sigvat Skjald til kongen, at han havde bedt kong Olav om at hjælpe Ravn, da han ikke havde fået støtte af sine kammerater. Kongen sagde: »Min far sætter stor pris på dit venskab, siden han tilstår dig dette og andet, som du beder ham om — både nu og dengang han levede i denne verden.«

Ravn drog ud om sommeren og kom til Island, da det var tid for Altinget. Da blev han straks frifundet. Siden forlod han og hans mor landet. Ravn blev gift med Helga, og kongen skænkede dem store ejendomme. Ravn var altid derefter hos kong Magnus, så længe kongen levede. Man fandt, at Ravn i alle henseender var en rask mand. Og hermed slutter fortællingen om ham.


— o —

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.