Fortællingen om Sunniva og Alban

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Kongesagaer                        Helgensagaer

Fortællingen om Sunniva og Alban

Albani þáttr ok Sunnifu

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2023

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðbrandur Vigfússon & C. R. Unger: Flateyjarbók, Oxford og Kristiania, 1860-68

---

Ruinerne af benediktinerklosteret på Selja
Foto: Kremle (Wikimedia Commons)

Det fortælles, at i jarl Håkons dage døde en konge vestpå i Irland. Han havde en datter, der hed Sunniva. Hun var begavet allerede i en ung alder og en god kristen, for Irland var blevet vel kristnet. Sunniva var den smukkeste mø og havde voksenalder, da disse hændelser fandt sted. Hun overtog magten efter sin far og blev vejledt af sine ansete frænder og venner.

Men fordi Sunniva havde stor magt og selv var meget smuk, skete det, at en hedensk viking bejlede til hende. Sunniva ønskede sidst af alt at gifte sig med en hedensk mand, for hun havde bestandig i tankerne alene at tjene Gud i afholdenhed og ville ikke indgå ægteskab med nogen jordisk mand. Da begyndte vikingerne at hærge i Sunnivas rige og gøre det vanskeligt for hende i mange henseender. På den måde agtede deres høvding at tvinge hende til ægteskab med sig. Sunniva kaldte sine folk sammen til ting, og da hendes venner og frænder var samlet, sagde hun dette: »Kære venner! Jeg har kaldt jer sammen til rådslagning om dette rige, som jeg en tid har styret sammen med jer. Nu begynder det at blive vanskeligt for mig på grund af voldsomhed og angreb fra onde mænd, som alle tragter efter dette kortvarige livs forgængelige glæder. Jeg har derfor tænkt mig, at jeg ikke længere som en trælkvinde vil bekymre mig om og drage omsorg for dette ringe rige, som er til ingen nytte sammenlignet med den evige lykke. Snarere agter jeg som højbåren at frigøre mig og give mig i min herre Jesu Kristi vold og vilje. Og de, som ønsker at følge mig, kan gøre det samme, men ingen skal være bundet af mig, og det står jer frit for at blive i jeres fædreland, selv om jeg forlader det.

Men Sunniva var så højt elsket af hele folket, at en stor menneskemængde — både mænd og kvinder — ville drage bort sammen med hende og forlade deres odelsjord. Efter dette skaffede Sunniva dem skibe og gjorde klar til afrejse med denne store skare. Så snart de var færdige, lagde de fra land med deres skibe på den måde, at de hverken havde sejl eller årer, ror eller rigning og hverken våben eller udrustning. Således tilkendegav Sunniva, at hun stolede mere på den almægtige himmelkonge end på verdslig rejseudstyr og bistand. Hun gav sig og hele sit følge i den levende Guds hænder og bad ham vise vej og føre dem hen, hvor han ville. De drev derpå ud på havet, indtil de ved Guds hjælp kom til de øer, der ligger sønden for Stad i Norge. Den ene ø heder Selja, den anden Kinn. Disse øer var ubeboede, men folk havde husdyr gående dér som på mange andre afsidesliggende øer, for der boede mange mennesker på fastlandet ind fra øerne. Sunniva og hendes folk gik i land på Selja, da de kom frem. På vestsiden af øen var der et stort fjeld med stejle sider og store klippehuler. Dér slog de sig ned og boede i hulerne. Her blev de længe og tjente Gud med stor velvillighed og alskens afholdenhed og levede af de fisk, som Sunnivas folk fangede i søer og vandløb.

Men da bygdefolkene på fastlandet blev klar over, at der var kommet folk på øerne, mente de, at det måtte være forbrydere, der var ude efter deres husdyr. Bønderne opsøgte da jarl Håkon og sagde, at røvere og forbrydere lå ved øerne Selja og Kinn og gjorde stor skade på deres husdyr. De bad ham om at tage derud med mange mænd og dræbe de vikinger, der var på øerne. Jarlen gjorde, som de bad om, og sejlede til øerne med et stort hærfølge, der var bevæbnet som til et slag. Men da de gode venner af Gud, som var på stedet, så dem komme, mente de at vide, at de ville blive angrebet. De gik da ind i klippehulerne og bad den almægtige Gud om at give deres sjæle evig hvile i paradisisk salighed, uanset hvilken død de måtte lide. De bad desuden Gud om at give dem en sådan grav, som hans mildhed og barmhjertighed var til, så de hedenske folk ikke skulle få fat i deres lig. Den almægtige Gud imødekom deres bønner, og disse Guds yndlinge endte deres ypperlige liv på den måde, at store stenblokke styrtede ned foran de klippehuler, som de opholdt sig i, og således blev de belønnet med evig salighed for deres timelige tjeneste. Men hedningene kom ud til øerne og ledte efter dem og fandt det meget besynderligt, at de ikke kunne finde dem, for de havde set dem, lige før de nåede frem til øerne. Og dermed vendte de hjem igen.

Nogen tid senere, da jarl Håkon var død og kong Olav var kommet til magten i Norge, skete det, at to mægtige bønder, som efter nogens udsagn begge hed Tord og blev kendetegnet ved deres mødres navne — de hed Tord Egileivson og Tord Jorunnson og var meget ansete — sammen med nogle mænd kom sejlende fra Fjordene sydpå og agtede sig til Trondheim for at træffe jarl Håkon, for de havde endnu ikke hørt om høvdingeskiftet. De kom frem til Ulvesundet og til øen Selja, for den ligger ved alfarvejen. Dér så de et kraftigt og smukt lys skinne ned fra himlen nær øen, således at dette lysskær traf landet og øen. De syntes, at dette syn var meget underligt, men de søgte dog mod land for at undersøge, hvad denne lysstråle skinnede ned på. Og da de gik i land på øen, fandt de tæt ved havet og på det sted, hvor de havde set lyset skinne, et menneskehoved, som var skinnende og smukt. De bemærkede, at det udsendte så sød en duft, at de aldrig havde kendt magen. Men fordi de var hedninge, forstod de ikke, hvad denne herlige duft betød, men de fandt det dog ganske bemærkelsesværdigt. De samlede hovedet op og tog vare på det med ærbødighed og svøbte det i et rent klæde og tog det med i den hensigt at lade jarl Håkon se det, for de mente, at han var så klog, at han ville forstå, hvad dette betød. Så sejlede de videre.

Da de kom nord for Stad, fik de at vide, at jarl Håkon var død, og i stedet var den fremragende høvding Olav Tryggveson kommet til magten. Disse mænd fortsatte ikke desto mindre deres færd, og de agtede nu at træffe denne nye konge, for de havde hørt meget om hans godhed og storsind. Og de gjorde ikke holdt, før de kom til Lade og traf kong Olav. Han tog imod dem med megen venlighed, så snart han erfarede, hvem de var. Han begyndte straks at forkynde den hellige tro for dem og bad dem lade sig døbe, »— og hvis I gør dette,« siger kongen, »— og følger mit påbud, så skal I til gengæld modtage mit fuldkomne venskab.« Dette lå dem ikke fjernt, og de sagde, at de var villige til at gå i hans tjeneste. De talte sammen nogen tid, og kongen spurgte om nyt fra sydpå i landet, og de svarede på det, som kongen spurgte om.

Derpå fortalte de kongen om deres rejse og viste ham det hoved, som de havde fundet på Selja. Kong Olav havde en hirdbiskop, som han havde haft med sig fra England; han hed Sigurd og blev kaldt Sigurd den Mægtige, og han var både klog og uegennyttig og en dygtig klerk. Da kongen og biskoppen nu ser hovedet, siger de, at dette sandelig er en helgens hoved. Da begyndte kongen på ny at forkynde kristendommen for disse mænd, der havde fundet hovedet, og sagde dette til dem: »Den almægtige Guds omsorg vil skænke alle gode og rettroende mennesker stor lykke og glæde, selv om man ikke formår at se eller høre den, og intet menneskes sind kan begribe, hvor pragtfuld en belønning Vorherre giver sine tjenere for deres timelige arbejde. Men han har i sin store mildhed vist jer og givet jer dette tegn, for at I hurtigst muligt og af egen fri vilje skulle vende jer bort fra den vildfarne tro på afguder og mod den sande tro og den hellige dåb, som bliver mere ærefrygtindgydende for alle, når man betænker, at den ophøjede himmelkonge er i stand til at skænke sine kære venner så stor en hæder i Himmeriges lykke, at han lader sådan en herlig vellugt komme fra døde mennesker og deres legemers kvæstede lemmer, at det ikke overgås af alverdens duftende urter.« Kongens tale gjorde så stort indtryk på disse gode mænd, at de straks sagde ja til at tro på den sande Gud. De blev derpå døbt sammen med deres følgesvende. Kongen indbød dem siden til at være hans gæster, og han beværtede dem på storslået vis, mens de bar de hvide klæder, og underviste dem i den hellige lære. Derefter rejste de med gode gaver og kongens venskab hjem til deres gårde.

Men kongen og biskoppen havde det hellige hoved i deres varetægt, indtil kong Olav holdt ting på Dragseidet ved Stad, som det senere skal blive fortalt. Efter dette ting spurgte kongen de folk, der boede nærmest øen Selja, om der var sket noget nyt derude. Han fik da at vide, at man ofte havde set et smukt lys skinne derfra. Da trådte endvidere en bonde frem og sagde dette til kongen: »Jeg havde en hest dér på øen Selja. Den forsvandt, og jeg ledte efter den. Jeg fandt den yderst på øen ved en stor klippeskrænt. Og ved disse fjeldhamre så jeg et klart lys skinne, og dette syn gjorde et stort indtryk på mig.« Og da de hørte sådanne ting, sejlede kong Olav og biskop Sigurd ud til øen Selja med et stort følge, og vestligst på øen så de, at der i de store fjeldskrænter havde været store klippehuler, hvor der var sket sammenstyrtninger for ikke mange år siden. Mellem stenene fandt de også her og der menneskeknogler med den sødeste duft. Til sidst kom de hen, hvor et skred for nylig havde blotlagt en sammenstyrtet klippehule. Dér fandt de liget af den ærværdige jomfru Sunniva — hel og uskadt med hud og hår, som var hun død for nylig. De tog sig da på ærbødig vis og med megen glæde og lovsang til Gud af disse hellige levninger.

Øen blev siden befolket, og Olav lod en kirke opføre foran den klippehule, hvor liget af den hellige jomfru blev fundet, og dér blev hendes hellige levninger dyrket i mange kongers tid. Men i kong Magnus’ dage — Erling Skakkes søn — og i det trettende år af hans kongedømme blev denne gæve Guds brud, Sunniva, med glæde og ledsaget af smukke jærtegn flyttet til Bergen, og dér hviler hun nu i et stort og pragtfuldt skrin over højalteret i kirken. Og dette samme år, som den salige Sunnivas hellige levninger blev ført fra Selja, fór i henhold til det, som står skrevet i annalerne, den salige ærkebiskop Thomas til Gud med en smuk pinselssejr.

Kong Olav takkede til stadighed den almægtige Gud, særligt fordi denne i sin ophøjede barmhjertighed havde hædret hans dage ved at åbenbare denne sin tjener Sunniva og hendes salige følges herlighed, for alle de klogeste mennesker blev fra da af ansporet til kærlighed til den almægtige Gud og til lydighed mod kongen, fordi de bevidnede denne hændelse åbenbare sig så tydeligt ved sådanne store undere, og fordi den tro, som Olav påbød, var sand, og fordi der alene findes håb ved at tjene den levende Gud.

Det findes skrevet, at Sunnivas bror, der hed Alban, var med i denne hellige skare og var draget vestfra over havet sammen med Sunniva. Men der er ikke fortalt noget om ham her, fordi dette forekommer tvivlsomt. Men nogle af dem, der har været på Selja og kender stedet, siger, at der dér findes en stor kirke som er viet til Guds blodvidne Alban, der som den første blev pint for Guds navn, og disse mennesker fortæller, at dér bliver hovedet af denne Alban, som blev dræbt i England, højtideligt dyrket. Ved denne kirke, som er viet til denne Alban, findes der et sortemunkekloster, og i kirken er der mange skrin — både store og små — som er blevet lavet til de hellige levninger fra de gode Guds mennesker, der fulgtes med Sunniva, og denne kirke ligger op mod fjeldet ved klosteret. Det fortælles, at ved den klippehule, hvor liget af den salige jomfru Sunniva blev fundet, springer der en kilde fra fjeldet, og derfra løber der en lille bæk, og mange syge mennesker, der drikker af dens vand, bliver raske. Foran den kirke, der står ved klippehulen, lod kong Olav en stor stenmur opføre, og den er så høj og solidt bygget som det stærkeste fæstningsværk. Nogle siger, at det er et af de største menneskeskabte anlæg af den slags. Neden for denne mur ligger klosteret. Der er kun adgang til fods til den øvre kirke mellem bækken og muren.

Nordmændene holder messedag for den salige jomfru Sunniva og hende salige skare den 8. idusdag i juli måned, og vi kalder den Seljafolkenes messe. På Selja lader Vorherre Jesus Kristus store mirakler ske til ære for sine helgener, som i al evighed skal hædres for deres timelige trængsler.

---

Noter: